Det var længe siden Xenix havde set Lorgath, faktisk havde hun ikke set ham hele sommeren. Hun havde været spæret inde med lange dage med lys og nattens få mørke timer var blevet brugt på jagt.
Efter den forgæves jagt på Adrien havde hun dog fået et behov for at se ham, Lorgath var inderst inde hendes faste klippe hvor lidt hun så ville indrømme det, så var det sandt. Hun kendte ikke andre vampyrer, de fleste mennesker hun fik kontakt med blev til et måltid for hendes endnu ukontrollerede sult. Faktisk var det et mirakel, at Saia endnu trak vejret og det havde hun heller ikke gjort, hvis Xenix havde været klar over hendes rolle i Trents overlevelse, men hendes forblændede vrede havde fuldkommen sløret hendes vurdering af menneskets evne til at overleve på egen hånd.
Vampyren slog hætten ned, den store kappe var for hende unødvenig, men det så mest realistisk ud sådan, i kanten var den besat med kaninpels og stoffet var krid hvidt. Under den havde hun en kjole med korset, den var vinrød og det lange sorte hår var sat op i en elegant frisure. Hun var sulten, men lige nu var det noget andet hun havde at tænke på. I en unaturlig bevægelse hoppede hun ned fra den sorte hingst, inden hun klappede den på siden og lod en af de tjenene sjæle på herregården tage den. Så gik hun hen til døren, havde hun endnu trukket vejret havde hun nok taget en dyb vejrtrækning ingen hun bankede på den gamle trædør. Det ville sikkert være Ashmon der åbnede, det var det altid. Hele landskabet lugtede friskt, dug havde lagt sig på alle planter der langsomt var ved at visne væk i sensommeren, for en gangs skyld så kvinden faktisk frem til vinterens mørke og kulde.

Overraskende nok, var det ikke Ashmon der åbnede døren for den udøde kvinde. En sekundær overtjener havde fået dette job midlertidigt, men han var et ældre menneske, der ikke var bange for sin herre, så meget som så mange af de andre tjenere. Han var godt oppe i 50'erne, men han var stadig ganske frisk af sig, med gråt langt hår, der var sat op i en hestehale og sit pæne tøj.
Han åbnede døren og bukkede for kvinden der stod i kulden. Han havde fået en liste over alle de gæster der normalt kom til Lorgaths herregård, og han vidste godt at Xenix var en af de mere specielle.

Ashmon var ude at jage mennesker - spædbørn, for at være mere præcis. Det var Lorgaths delikatesse for tiden.

"Kom inden for, herren er i sit bibliotek,"

Sagde tjeneren med et høfligt og roligt smil. Han lod hende komme inden for, men Lorgath var ikke i sit bibliotek. Ikke længere.

Han havde opfanget hendes lugt længe siden. Og nu stod han på trapperne i gangen, endnu mere uhyggelig end han plejede at være. Håret virkede mere fedtet, og hans øjne stirrede intenst på alt og alle. Han var dog stadig iført sit nydelige, mørke tøj. Sorte bukser, en monarkblå skjorte og en sort jakke uden over.

Han gik langsomt ned ad trapperne, med en mølædt bog i den ene hånd og sin pragtfulde stok i den anden.

"Jeg ventede dig ikke denne aften, Xenix. Ellers var der blevet dækket op til os. Du må selvfølgelig have min dybeste beklagelse, og staben vil naturligvis dække bordet. Ikke sandt, Elisa?"

Forklarede Lord Lorgath, da han tog fat i armen på en tjenestepige og sendte hende et smil der afslørede, blot en lille smule vanvid. Han havde ændret sig på det sidste. Xenix' blod og de mange studier, havde haft sin effekt på ham.

Det gav et sæt i vampyren da døren blev åbnet, de blå intense øjne tog tjeneren i øjesyn. Hans duft ramlede imod vampyren som en hammer og gjorde blikket endnu mere spidst. Sulten nagede så voldsomt at hun nåede at tage et skridt imod herren inden han begyndte at snakke. Så fik hun kontrol over sig selv. Udefra lignede Xenix ikke just en kvinde, der kunne slå noget som helst ihjel, hun lignede snare en der var vant til at få alting serveret på sølvfad.

Hun hørte knap nok hvad tjeneren sagde, hun nåede knap nok at undre sig over, hvor i alverden Ashmon var henne, øjnene hvilede tungt på halspulsåren der hamrede under huden. Heldigvis fik Lorgaths stemme fanget hendes opmærksomhed tids nok. Hun rettede blikket op imod trappen og smilede så et stort smil.

"Lorgath!"

Hun trådte hurtigt forbi tjeneren der tog hendes kappe i forbifarten, men for foden af trappen gik forandringen op for hende, hvad end der var sket med Lorgath havde det ikke været godt for ham, han lignede sig selv, uden den normale kontrol. Det var meningen at han skulle hjælpe hende igennem alt det her bøvl , ikke omvendt.

"Er alt i orden kære?"

Xenix ene hvide hånd greb fat om kjolens stof og løftede let op, så hun kunne tage et par skridt op ad trappen, så tog hun ham for alvor i øjesyn. Hvad var der sket? Hvor var Ashmon?

"Jeg havde ikke planlagt at komme så tidligt. Jeg savnede dig!"

Det var rigtigt, hun havde virkeligt savnet ham, men at Adrien var sluppet væk var dråben der havde fået bægret til at flyde over, hun havde brug for hjælp, men synet af Lorgath fik hende kort til at tvivle på, at han var den rigtige at søge hjælp hos.

Lorgaths ene øjenbryn blev hævet let over Xenix' glæde over at se ham. Han havde holdt sig selv buret inde på det sidste og derfor var "menneskelig" kontakt ikke noget han arbejdede så meget med. Han blev stående hvor han var, for hun var tydeligvis meget glad - og bleg. Hun så faktisk temmelig sulten ud. Han smilede til hende ved hendes spørgsmål.

"Intet alvorligt, min pige. Intet alvorligt,"

Han gentog sig selv i sin egen alvor, og da hun forklarede hvorfor hun var dukket op så tidligt, gik han tættere på hende. Der var problemer. Han kunne nærmest lugte det. Hendes blik var bekymret, om det var for ham eller noget andet vidste han ikke.

"Noget er i uorden for dig. Hvad er der sket? Jeg kan lugte din vrede,"

Han kunne nok nærmere se den. Bag sløret af glæde og bekymring var der en hel del vrede at se. Noget var tydeligvis gået hende imod. Hans smil forduftede og han begyndte stille og roligt at tage hendes arm og førte hende ind i sin spisesal. Her satte han sig selv for bordenden og meget kort efter var Elisa dukket op med et fad, hvorpå der stod to glas og en flaske med tyk, rød væske i. Da hun åbnede flasken kom en liflig duft af meget ungt blod ud i værelset, og Lorgath kunne allerede nu mærke sine tænder blive mere spidse. Det var en af barneårgangene.

"Tag et glas, Xenix, det er en fantastisk årgang!"

Udbrød han med stor entusiasme, mens han selv stirrede på sit glas blive fyldt.
Da det endelig var fyldt, fløj det op til Lorgaths hånd ved en gestus fra den og han tog det første nip.

Ganske rigtigt var Xenix blegere end normalt, hendes hud stod i voldsomt kontrast til den dybrøde kjole og det kulsorte hår. Men på en eller anden måde så det helt naturligt ud. Igen gav det et sæt i hende da Lorgath satte i bevægelse på trappen, der var noget der var helt galt, hun vidste det, ligesom han vidste at der var noget galt i hendes verden.

"Hvor er Ashmon?"

Xenix protesterede ikke, hun fulgte blot med, lige pt. havde hun ikke brug for en middag, hun havde brug for at få i vide hvad der var sket med Lorgath, at hun så var parat til at æde alt på hendes vej var så en anden sag.
Langsomt satte hun sig ned, så langsomt at et menneskes stamina for længe siden ville have givet op, så rettede hun de blå øjne imod den anden vampyr.

"Jeg blev forsøgt myrdet, hvis jeg havde trukket vejret havde det lykkeds!"

Med vilje skar hun detaljerne fra, lige nu skulle hun finde ud af hvad der havde slået klik for hendes ældgamle sire. Han plejede ikke at være usoigneret, men det fedtede hår sagde alt.
Den intense stirren stoppede først da duften af blod ramte hende, hun ville nok aldrig lære at sætte pris på den måde Lorgath nød sine måltider, hun foretrak at kunne drikke direkte fra mennesket, at hun kunne kontrollere det selv og mærke hvordan pulsen langsomt sænkedes til en desperat pumpen. alligevel var hun ikke længe om at gribe om glasset, hun måtte bruge alt sin opmærksomhed for ikke at lade glasset knuses mellem hendes hænder. Så løftede hun det langsomt til læberne, inden hun tog en grådig tår. Så stillede hun glasset fra sig med alt den koncentration hun kunne mønstre.

"Hvad har du foretaget dig siden vi si...?"

Kvindens talestrøm blev pludselig afbrudt, hendes ulidelige sult forsvandt som dug for solen et øjeblik, så rynkede hun de slanke sorte bryn, siden hvornår havde Lorgath haft telekinesiske evner? Igen gled blikket over på Lorgath, hendes blik sagde det hele, hun behøvede ikke engang spørge.

Lorgath valgte, til at starte med, at vente med at svare på hendes spørgsmål om Ashmon. Det var en længere forklaring, men det hele havde resultat i det blod der var i flasken på bordet. Så uskyldigt, og livligt. En ganske liflig, sød duft.

Da hun forklarede hvad hendes problem var, knustes glasset i Lorgaths hånd. Det blødte let fra de glasskår der skar sig ind i hans hud, men han var ligeglad. Hans blik lå nu på hende i stedet for på flasken. Han var vred. Ingen skulle forsøge at dræbe hans barn.

Han forholdt sig tavs, mens han slikkede noget af blodet fra både glasset og sin egen hånd væk, alt i mens Xenix' stirrende blik lå på ham. Han vidste godt hvad hun ville spørge om, men han var for vred til at give hende et svar. Han tog flasken, åbnede den og drak direkte fra den.

"Studier. Jeg har studeret,"

Svarede han kort for hovedet, før han tog endnu en slurk.

"Hvem forsøgte at dræbe dig? Er vedkommende død?"

Den lurende vrede kunne let høres bag hans mørke stemme. Han stirrede tilbage med let vanvid i sit blik. En vanvid der havde taget rod medens han havde foretaget sine studier, for han havde set hvad ingen burde se i sine gamle, mølædte bøger. Og Ashmons bøger.

Xenix tog endnu en slurk af glasset, denne gang endnu mere grådigt, men stillede det straks fra sig, hun prøvede ihærdigt at afkode hvad der foregik under det kølige blik, der var et eller andet ragende galt. Idét glasset bristede i hånden på Lorgath rejste Xenix sig fra bordet med et sæt, et eller andet sted var hun bange for ham, han var trods alt meget meget ældre end hende selv, hvis der var nok der slog klik ville det ikke tage ham mere end et øjeblik at slå hende ihjel.

"Hvilke studier Lorgath? Det er ikke normalt at udvikle sådan en evne så sent. Slet ikke i din alder!"

Blikket flakkede kort, hun havde glædet sig til at se ham, men nu blev hun pludselig i tvivl om det var det rigtige at gøre. Xenix vidste en ting eller to om magi, hun havde læst sin del, og hvad end Lorgath havde gang i kunne det umuligt være sundt.
Til hans spørgsmål slog hun blikket ned, hun havde i virkeligheden ikke lyst til at snakke om det, det var ydmygende.

"Nej. Jeg var hovmodig nok til ikke bare at slå ham ihjel. Én eller anden, en kvinde, hjalp ham!"

Xenix havde ikke været i tvivl. På trods af at hendes sanser ikke var halvt så fine som Lorgaths havde kælderen duftet af kvinde, desuden havde hun fundet et par lange hvide hår. De færreste mænd havde så langt hår.

Lorgaths intense blik blev øjeblikkeligt mere mildt, da Xenix rejste sig i forskrækkelse. Han skræmte hende. Han kunne godt se det nu, hvor han var blevet en smule mere vant til hendes selskab. Hendes ord fik ham til at se på flasken i sin hånd igen. Han vidste ikke helt selv hvordan magien havde åbnet sig for ham. Konceptet i sig selv var noget forvirrende og det var nogle af grundene til, at han studerede så intenst for tiden. Men først og fremmest, før han forklarede sig for sit barn, var det vigtigt, at hun igen faldt til ro. Han stillede flasken fra sig, mens hun forklarede sin egen sag og han rystede ærgeligt på hovedet.

"Vi skal nok finde ud af hvem der har gjort dette mod dig. Men sæt dig nu ned igen, Xenix, slap af og tag dig et nyt glas,"

Sagde han mere roligt. Om hun gjorde det eller ej, følte han en trang til at forklare sine opdagelser for hende. Hans blik faldt igen på flasken. Han fik det revet væk og hen på den bog han havde liggende ved siden af sig.

"Dit blod var mere potent, da jeg gjorde dig til vampyr. Det var tilsyneladende så fyldt med din magi, at det åbnede op for muligheder ved mig, især da jeg begyndte at studere på det. Det er en nyopdagen magi, så min kontrol er ikke helt god endnu. Men det skal den nok blive. Det er derfor, jeg studerer,"

Fortalte han, mens han gned læderet på bogryggen. Næsten kærligt. Denne bog betød utrolig meget for ham.

"Ashmon er her ikke, fordi jeg ikke har tid til at jage, mens jeg studerer. Han sørger for.. Provianten, og de gode årgange.."

Xenix skævede kort til blodpølen det knuste glas havde efterladt på bordet, det lignede heller ikke Lorgath at svine sådan, det lignede for den sags skyld heller ikke Xenix at være så frygtsom som hun var nu. Der var kommet en naturlig respekt efter Lorgath havde forvandlet hende, en følelse af, at han var den der vidste bedst, en fascination og en frygt på samme tid.

Han havde ret, hun satte sig igen, indfandt sin plads, hun hungrede og nu hvor duften af blod hang i hele lokalet blev det hele bare meget værre.

"Hvad hvis det allerede er for sent Lorgath? Han vidste hvad jeg var inden han forsvandt!"

Pludselig blev det ret tydeligt hvor bekymret hunvampyren egentlig var, den hårde facade krakelerede kort, inden hun igen fandt det rette udtryk frem, det ville ikke nytte noget, at hele huset så hende som Lorgaths lille uduelige skabning, det ville hun ikke få meget respekt for, hun slog blikket ned i bordet, inden der igen blev hældt et glas af det endnu lune røde væske op i hendes glas. Denne gang, væsentligt mere kontrolleret, lod hun de hvide fingre lukke sig om glasset, så drak hun, ikke en dråbe løb ved siden ad.
Hans forklaring interesserede hende, alligevel rynkede hun brynene. så lænede hun hovedet til siden.

"Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har ikke engang selv styr på min anden evne, jeg kan kontrollere den af og til, men lige så snart jeg er presset eller stresset slår det klik for mig. Jeg har kendt til den siden jeg var otte og du har allerede kontrol!"

Xenix stirrede på ham som om han var et testobjekt. Det var blandt andet hendes forfejlede forsøg på at bruge sin anden evne, at hun sad her idag. Øjnene gled over på bogen, så op på Lorgath.

"Må jeg se den?"

Lorgath løftede sin blodige hånd i en beroligende gestus ved xenix' bekymrede ord.

"Rolig, hvis han kender dit hjem bor du her for nu, til problemet er blevet ordnet,"

Som hun blev roligere og tog noget af det blod der var blevet hældt op til hende, smilede Lorgath let. Det ville blive ordnet, og det skulle han nok sørge for. Der var ingen grund til at gru for hvad der kunne ske og ikke kunne ske og om det var for sent eller ej.

"I mine tusinder af års eksistens, har jeg haft en evne til, at lære magi hurtigere end de fleste. Jeg fik først adgang til min magiske kunnen efter jeg var blevet bidt og derefter gik det også hurtigt. Mine studier giver også en del viden om hvordan man indlærer sine magier hurtigere. Det kan være, vi skal kigge på din.. Anden.. Evne,"

Svarede Lorgath, noget tøvende omkring hendes torturevne. Han havde ikke brudt sig om den, og det ville han nok heller aldrig begynde på. Da hun spurgte om hun måtte se hans elskede bog, virkede han, til at starte med, meget modvillig. Han aede den let over bogryggen og stirrede ned på den. Ville han virkelig låne den bog ud der omhandlede oldgammel magi og hvordan man gjorde brug af den? Et af de få eksemplarer i Krystallandet, helt tilbage fra hans første par år som vampyr.

"Hvis du passer på den og læser den i mit nærvær, ja. Den er ganske unik. Faktisk regnede jeg med, at vi alligevel kommer til at skulle bruge den, da den beskriver mangt og megen magi, så det kan lige vente lidt, mens vi før drukket sulten væk."

Indtil videre gjorde han intet tegn på, at give hende bogen. Det kunne godt lige vente, til der ikke var blod på bordet.

Xenix pillede uroligt ved det simple sølvfarvede halssmykke, det flød næsten sammen med hudens hvide skær. Heldigvis havde hun været forudseende og havde fået pakket saddeltaskerne med lidt ekstra tøj og hvad hun nu engang havde brug for til rejsen, grundet afstanden fra bjergene og til Lorgaths herregård havde hun også været nødsaget til at holde ind på et par kroer på vejen. Ikke at vampyrer overhovedet havde brug for ekstra tøj, de svedte ikke, men det hændte jo af og til, at der kom blod på, af forskellige årsager.

"Tror du at du kan finde ham?"

Hun var faktisk lettet, hun følte sig sikker sammen med Lorgath, måske fordi hun havde en forventning om at han havde styr på hvad han lavede. Måske var det endda et naivt håb når hun nu engang valgte at se bort fra Lorgaths pludselige forandring.
Så fald snakken igen på bogen, nu blev den kvindelige vampyr ført nysgerrig, han opførte sig som om det var hans et og alt.

"Hør lige dig selv Lorgath. Det kan da umuligt være sundt at trække magi fra en andens blod! Vis mig den bog!"

hun blev frustreret, kunne han ikke se hvor galt det selv lød? Hun strakte hånden ud imod ham mens hun igen tog en tår af glasset. Det var fint, hun havde ikke brug for mere blod nu, hun havde faktisk mistet appetitten.

Lorgath nikkede blot, da Xenix spurgte om hun troede han kunne finde manden. Manden var jo nok en del af et netværk, og selv hvis ikke han var, vidste Lorgath altid hvordan han fandt andre af sin slags. Han tog endnu en tår af flasken. Den var halvt tom nu. Hans blik lagde sig køligt på sin childe da hun decideret kommanderede ham til at vise sin bog. Det var ikke så meget bogen længere, der var problemet. Lorgath fandt sig ikke i en sådan tone, af en person der stadig havde utrolig meget at lære.

Nu rejste han sig op, men han gjorde det langsomt og roligt.

"Jeg vil påpege hvorledes din tone lyder, Xenix. Kommanderende, i din sires hjem. Jeg vil påpege at denne tone ikke er korrekt etikette i denne situation. Jeg har fortalt dig, du kan få lov at se den, men jeg giver ikke blot 1000 år gamle artifakter fra mig uden lige. Denne bog er meget.. MEGET mere værd end hvad du lige skulle tro. Og om det er sundt eller ej, for undertegnede, må være op til undertegnede. Det bliver ikke et problem for dig,"

Tonen bød bestemt ikke op til diskussion, men kendte han Xenix rigtigt, ville hun nok forsøge. Trist, at hun ville tabe diskussionen før den overhovedet startede. Han lagde sin hånd på bogen, mens hans kølige, isnende blik stadig på på sit barn.

Hunvampyren lod ikke det kølige blå blik vige et sekund fra Lorgath, han vidste også selv at det ikke var som det skulle være, og hvis det ikke var tilfældet havde hun svært ved at tro på, at han virkelig var så gammel som han nu engang foregav at være. Hans opsang passede dog tydeligvis ikke den kvindelige vampyr der nu med stor trods stirrede på ham. Hendes kinder havde fået en mere livlig farve efter måltidet og hendes læber havde fået et rosa skær, men huden var endnu hvid som sne, en effekt af aldrig at se solens lys men ligeledes af at være klinisk død.

"Du skal tydeligvis ikke komme for godt igang! Det kan godt være at det er dit hjem men lad mig lige minde dig om, at du selv har inviteret mig til at blive. Desuden kender jeg udmærket til omgang med artifakter, bedre end de fleste, så kom ikke her og snak til mig som om jeg er et lille barn!"

Xenix kneb øjnene let sammen imod ham og hævede blikket en kende for at se på ham som han stod der i fuld højde. Sådan ville det nok altid være med de to, voldsomme skænderier og følelsesladede genforeninger.
Det irriterede hende ualmindeligt, at han ikke forstod, at det jo var ham hun var nervøs for, hvis hun mistede ham til en eller anden form for mørk magi ville hun aldrig tilgive sig selv, han var hendes faste holdepunkt og hendes læremester til en vis grad.

Lorgath sukkede let efter at have sat sig igen. Xenix var stadig ikke færdig med at diskutere. Sådan måtte det vel være. Han følte sig gammel, som hun begyndte at tale om sin behandling af hende. Dengang han var en ung vampyr, havde hans sire også været som han. Streng. Hård. Kynisk. Men alligevel menneskelig. Han havde lært at elske hende, ikke som en moder, men som paramour. Han havde lært, at hun var en af de eneste kvinder, der stadig kunne sætte gang i ham og gøre ham mere livlig. Havde Xenix det mon lige sådan?

Hans blik blev undersøgende og kalkulerende. Han kiggede hende lige i øjnene først og derefter så han hvordan hendes kinder var livet en smule op efter det unge vampyrblod.

"Bogen indeholder ældgamle magier. Ritualer. Nogle af dem mørkere end andre og nogle af dem brugbare. Stol på mig, når jeg siger dig, at det jeg har gjort, kun har været brugbart. Obskurt ja. Men brugbart. Utrolig brugbart,"

Startede han sin forklaring, før han slog op på siden og læste op. Han elskede denne bog for meget til, bare at låne den ud. Selv til sit vampyrbarn, som mente, hun sagtens kunne håndtere et artifakt.

"Med meditation, blodet fra ejerens vampyrbarn og studier, kan man optage "barnets" magiske kunnen. Dette er ikke til at spøge med, det er vigtigt at man mediterer og er stærk af vilje for, at genoptage magien uden at miste en del af sig selv,"

Om han havde mistet noget af sig selv, vidste han ikke. Men han havde opnået det resultat han ønskede.

"Det er det, jeg har gjort. Intet andet. Jeg vil hellere end gerne lade dig kigge hele mit bibliotek igennem flere hundrede gange, så længe denne bog forbliver ved mig. Den har tilhørte Korbin slægten flere tusinde år og ingen anden end Korbin slægten har rørt den. Den har magiske egenskaber, og den kunne gå i stykker eller gøre skade på en anden, ikke fuldkommen af mit blod,"

Med den forklaring lukkede han bogen og strøg en finger ned over ryggen på den. Hans blik hvilede igen på Xenix, ganske roligt. Om hun stadig ville diskutere, ville tiden vise. Han ville hellere vade ud i sollyset end han ville lade bogen blive rørt af nogen anden end ham selv.