Det var længe siden, hun havde gået lige netop her. Alt for længe. Vinteren var kommet til Krystallandet, og sneen lå allerede ankeldyb og omfavnede Chinazas bare fødder, som hun trådte varsomt ned i den. Nye fnug faldt tæt omkring hende og landede i det afsindigt lange hår. Ned til midt på læggen gik det nu, og det lå halvvejs omkring hende uden over kappen. Hætten hang som lidt ekstra varme om hendes spinkle skuldre, og et hint af det mørkeblå for var at skimte ud gennem den tykke masse af hår, når hun behændigt drejede kroppen og undgik en lavthængende gren. Hendes hud gik i et med vinterhimlen, og de klare blå øjne lyste op som iskrystaller, mens hun så på de store fnug. De lange, slanke fingre var småstive af kulden og temmelig ru. Det var ikke mere end et par uger siden, jægeren Forsete havde reddet hende fra den seneste slavehandler, selvom vinteren var kommet så pludseligt, det føltes som evigheder sammen. Og Chinaza kendte til evigheder. Noget der føltes som sådan i alt fald. Som et suk brød hendes læber, skød en hvid sky ud i luften foran hende, og hun løftede hovedet op og så på fnuggene, som de faldt ned over hende og lagde sig i de lange øjenvipper også, og hun lukkede øjnene i og lod fnuggene kærtegne sin ud ganske let. Hendes kjole var blevet flået yderligere. Der var ikke meget ærmer tilbage under kappen, og kjolen nåede knapt nok midten af lårene, om end den havde kysset jorden for bare to år siden. Ydermere hang den i laser, og en enkelt flænge nåede næsten op til brystet i den ene side. Hun havde trukket lidt i nogle af trådene og havde forsøgt at binde den sammen nogle steder derned af, så vinden ikke skulle trække den helt op omkring hende, hvis den fandt det morsomt at lege med hende. Heldigvis havde hun kappen, om end det ikke var meget varme, den gav hende lige nu, og hun trak den sammen omkring sig og trak armene tæt ind til kroppen. Albuer og ribben skurrede let mod hinanden, og hun var godt klar over, hun havde tabt sig yderligere på det sidste. Men sådan var det, når man blev holdt som slave, det kendte hun jo alt til. Forsete havde dog sørget for, hun havde fået nok at spise, før de var skiltes for denne gang, og det var hun ham taknemmelig for. Hun var dog løbet tør for mad igen, og det var et par dage siden, hun sidst havde fået et måltid. Dog lod hun det ikke påvirke sig. Hun var hverken gnaven eller hidsig, om end hun dog måtte indrømme at være lidt trist til mode. Hun havde snart gennemsøgt denne egn af Krystallandet efter Kyoshiro, men uden at finde ham. Det var begyndt at nage hende lidt, om han måske ikke var der længere. Eller værre; om han måske ganske simpelt ikke var længere. Tanken sendte en knude gennem hendes mave. Måske havde de ikke set hinanden i adskillige år, men for to af deres alder, hvad var da en håndfuld år? Hun havde i alt fald ikke glemt ham … Men måske han havde glemt… Nej! Hun skød stædigt tanken bort. Hun kunne ikke tænke sådan omkring ham. Hvad end folk sagde om ham, havde hun jo aldrig lyttet. Hun havde altid troet på sine egne fornemmelser omkring ham, så hvad skulle forhindre hende denne gang? Modet steg en smule igen, og hun løftede hovedet og fortsatte sin gang mellem de nøgne træer.

Bløde dunk gav genlyd i det ellers lydløse landskab. Lyden af støvler mod vidunderligt blødt sne. Stilheden var næsten til at blive sindssyg af og alt hvad der holdt tanker igang var netop lyder af støvler mod sne og den rolige vejrtrækning.
Hvorfor Kyo overhovedet rendte rundt i denne stille, nøgne skov var ikke til at vide. Han følte sig simpelthen bare nød til det, et eller andet nærmest drev ham herhen. Han prøvede ihærdigt at komme i tanke om hvad det kunne være, men han havde ikke den mindste anelse. Det var simpelthen bare instinkt.
Den lange, sorte kappe strøg hen af sneen og lavede lange baner, fjernede helt de næsten vægtløse skridt. Det lange, kulsorte hår var gemt under kappens hætte og hans hvide ansigt var næsten skjult under dets skygge. Han havde hænderne i lommerne og traskede ellers lydløst afsted.
Fordi han rendt i sin egen lille verden, med sine egne små lyde, hørte eller følte han ikke Chinazas tilstedeværelse før hun var alt for tæt på. Han så kun hendes silhuet og han skyndte sig bag et træ inden hun havde chancen for at se hans. Han kunne endnu ikke se om hun var ven eller fjende, men når man som ham var kendte for at skabe sig fjender, var chancen jo at hun ikke var noget godt.
Spejdende lod han hende komme tættere og gjorde sig parat til at hugge til, da hendes specialle duft kom ham i møde. Der var kun én i denne verden som duftede så absurd vidunderligt og det fik et bredt smil til at brede sig på hans læber.
Han lod hende komme helt tæt på sig inden han sprang frem bag hende og grab hende omkring livet med en tilfreds lyd.

"Gæt hvem!"

Optaget af sine tanker omkring hvor, han kunne være og hvad, der måske var hændt ham, at hun ikke ænsede bevægelserne ikke langt fra sig. Pludselig blev hun bare grebet om maven bagfra, og med et lille gisp gjorde hun sig gennemsigtig og gled igennem ham og halvandet skridt væk, før hun stoppede temmelig brat i sin flugt ved lyden af den velkendte stemme. Hun blev normal igen og vendte sig hurtigt rundt, så det lange hår og kappen hvirvlede omkring hende og afslørede hvor ilde tilredt kjolen indenunder var. Et par lange totter stred sig ind over hendes ansigt uden, hun bemærkede det mindste ved det, som hun bare så på ham med glæde og forundring lysende ud af sine klare øjne. Sekundet efter strakte et kærligt smil sig over hendes læber og gensynsglæden i hendes ansigt var komplet.
”Kyos…” Hun fik end ikke hvisket hele navnet, om end læberne fortsatte, hvor tungen gav op. Hendes øjne blev blanke af glædestårer, mens hun bare stod ubevægeligt og stirrede på ham.
En kold vind direkte fra nord blæste ind og trak i kappe og hår. Først lod den tro, den bare legede, og hår og stof dansede i vinden og trak det bort fra hendes håndled, hvor der var langt flere ar end sidst, han havde set hende … Øjeblikket efter tog vinden dog til og trak i resterne af kjolen. De små tråde kunne ikke helt holde til det og trak sig selv op, og sprækken i kjolen blev trukket en del bredere, så en god bid af hendes hud blev synlig. Hun forsøgte at fange kappen og få den trukket omkring sig, men det var besværligt for hende at tage blikket fra ham allerede. Det var så længe siden, hun havde set ham sidst, og om end hun ikke havde glemt hans udseende, var det ændret en smule alligevel i forhold til erindringen, og hun sugede til sig med stor appetit.

Han var tæt på at vælte fremaf da hun selvfølgelig for gennem ham. Kunne hun gøre dét? Det kunne han ikke huske, men nødvendigvis var hun istand til det, for hun gjorde det jo lige foran øjnene på ham!
Hendes stirren fik en lettere uncomfortabel sitren til at glide ned af hans rygrad og han måtte indrømme at han virkelig havde forventet en lidt bedre velkomst. Ikke noget med fest og farver, nej nej, men måske bare lidt mere end.. Ja stirren.

"Så du husker da hvad jeg hedder"

Sagde han med et lille smil og en lettere nervøs trækning. Var hun slet ikke glad for at se ham? Skulle han bare havde ladet hende forsvinde mellem træerne, som en hvilken som helst anden?
Da vinden tog fat omkring hende fik de skarpe øjne hurtigt set hendes skader og det slidte tøj, hvilket fik hele hans indre til at snørre sig sammen til en stor pærevending og fik ham til at hive sin egen kappe af og smide den over hendes skuldre. Han gav ikke slip på den, men holdt den tæt ind til sig så hun ikke kunne slippe væk. Kappen måtte være utrolig varm når man tænker på kulden omkring dem, men når man nu er en ild dæmon skal der ikke så meget til for at gøre noget så sølle som en kappe varm.

"Hvor ser du dog ud kvindemennske. Hvad har du fortaget dig?"

Det var vist ikke mere end et par enkelte gange, han havde set hende gå igennem ting på den måde, så hvis han havde glemt den del, var der ikke det store at sige til det. Hun havde ikke haft det store behov for at bruge det, når han var i nærheden til at beskytte hende.
Hun kunne fornemme på ham, et eller andet var galt, men vidste ikke helt hvad. Ikke endnu. Hans stemme varmede hende indvendigt, ligesom smilet, der dog virkede.. nervøst? Hun blev en anelse forvirret, men var stadig for glad og overrasket over rent faktisk at se ham – hvilket måske var fjollet, når nu hun gik og ledte efter ham – til at reagere yderligere.
Hun skulle til at svare omkring navnet, da vinden tog til, og hun nåede knapt at blinke med øjnene, før han trak kappen af sig og slog den om hende, og hun smilede taknemmeligt og nød varmen. Den velkendte varme, hun sådan havde savnet. Som han talte igen, hans stemme og formuleringer så velkendte, genvandt hun omsider nok fornuft til at reagere, og med en blid, perlende latter, slog hun armene omkring ham og lagde sig ind til ham med hovedet mod hans.
”Jeg kan dårligt fatte, det er dig,” hviskede hun med let dirrende stemme og stod sådan et øjeblik, før hun trak hovedet lidt væk og smilede ned til ham.
”Ledt efter dig … De sidste par uger i alt fald.” Hun holdt sig tæt ind til ham og bare så på ham, før hun rakte hånden op til hans ansigt og strøg fingrene over hans kind.
”Jeg kan dårligt fatte, det er dig!” gentog hun med et bredt, varmt smil.

Han blev ved med at holde om kappen med svagt skælvende hænder. Det var nu underligt det her. Selvom han holdt sådan af hende, var det stadig en skræmmende oplevelse at realisere hvor meget han havde savnet og været bekymret for hende.
Han havde jo gået og regnet med at hun var et voksent væsen der kunne ta vare på sig selv. Dette beviste jo så andet, hendes ar var som skarpe, små lys der skar i hans sorte øjne.
Hendes latter fyldte hans inderste med varme og hans smil blev langt mere oprigtigt. Nå, det kunne da være lige meget med hvad hun havde rendt og lavet. Nu var hun jo her med ham, grinende og glad.

"Men det er altså mig. Ingen formskifter, ingen trick." Begyndte han med et smil.
"Du burde nu havde taget bedre vare på dig selv. Sikke du ser ud! Hvordan kan du finde på at rende rundt i sådan en kulde med så lidt tøj på?! Bare fordi jeg kan, betyder det ikke at du kan!"

Han endte med at hvæse. Det var ikke hans mening, men han kunne jo ikke finde ud af hvordan han skulle snakke til en han holdt af. Og han var sur. Han var jo sur! Over at hun ikke kunne passe på sig selv og mest over at han ikke kunne passe på hende. Hvor følte han sig dog nyttesløs. Det stakkels pigebarn.

Det blev bemærket hvordan, hans hænder skælvede, om end det kun var svagt – og hun vidste jo nok, det intet havde at gøre med kulde. Men han havde i alt fald ikke glemt hende, så meget var sikkert, og det gjorde hende godt at vide.
Chinaza havde aldrig haft let ved at forsvare sig selv og blev tit trængt i en krog, men hun formåede dog at komme levende fra det, og hun havde været meget værre tilredt, end hun var det lige nu.
Hvor hun dog nød at se det mere oprigtige smil på hans læber, og en svag kriblem løb gennem hendes mave, som den trak sig sammen. Hun havde virkelig savnet ham.
Hun lo svagt ved hans forsikringer om, det virkelig var ham, og hun gav ham et lille klem og følte sig oven ud lykkelig over at være i hans nærhed igen. Fortsættelsen fik hende dog til at skære en grimasse. Hans hvæsen tog hun sig ikke af. Det var ikke første gang, han havde hvæst ad hende, og det blev næppe sidste gang, men hun tog det ikke tungt på nogen måde og vidste godt, han ikke mente det.
”Jeg har ikke andet … Den var hel for to år siden – kjolen – men jeg slider på dem og har ikke haft mulighed for at skaffe en ny endnu … Og de sidste to uger har også taget lidt hårdt på den.” Hun smilede blidt. ”Desuden har jeg haft travlt i de to uger! Jeg har haft ledt efter dig, så at finde et arbejde eller lignende har ikke ligefrem været muligt … Og mit sidste forsøg derpå endte ikke just godt, så jeg er vel lidt afskrækket …” Hun lo stille. ”Hvor jeg snakker! Her har jeg gået og savnet dig så meget, og så bavler jeg løs om ligegyldige ting! Jeg har det godt nu, Kyoshiro, og jeg er bare glad for, du fandt mig!” Hun strøg ham beroligende over kinden og forsøgte at lade sin egen indre ro glide fra blikket og over i ham. Givet, hun var blevet en anelse mere paranoid og let at skræmme op siden sidst, men det holdt hende til gengæld mere sikker end tidligere. Og det var begyndt at gå op for hende, hun ikke kunne fortsætte med at gemme sig i en klippehule de næste hundrede – to hundrede år.

"Du skulle have fundet mig tidligere. Landet er stort, men du ved jeg kunne have holdt dig bedre i live"

Han var stadig sur. Sur over at hun så, så hærget ud. Sur over at hun ikke havde fundet ham tidligere. Sur over tanken at han havde så mange krystaller, så meget af værdi som han ikke kunne bruge, mens at hun gik rundt og ingenting havde. Havde han ikke engang vist hende hvor han lagde disse ting? Han kunne knap huske det. Måske var det noget han bildte sig ind..

"Vi bør gå ned i byen. Måske er det sent, måske er jeg efterlyst, men der er altid butikker åbent. Du har jo brug for mad og tøj dit dumme pigebarn, dét er i det mindste noget jeg kan give dig"

Han lagde kappen godt omkring hende og lukkede den tæt så, så lidt kulde som muligt ville slippe igennem den. Den var temlig ny og skulle klare jobbbet godt. Egentlig havde han kun købt den fordi den var pæn. Kort, sort pels var den lavet af og den holdt irriterende vind ude. Godt nok kunne han ikke føle kulde medmindre han var syg, men vind. Åh han hadede skarp vind.
Efter at have fæstnet den omkring hende, lagde han armen omkring hendes skuldre og begyndte at trække hende ned mod den nærmeste by. Han skubbede faktisk lidt, for han ville ikke have at hun satte sig imod ham.
Men han smilede.
Han havde helt glemt hvordan hun var den eneste der sagde hele hans navn. Det fyldte ham med en helt unaturlig varme der stammede fra noget andet end hans evner og hans slægt. Han kunne ikke sætte ord på det, men heldigvis havde han heller ikke haft brug for at sætte ord på det. Endnu. Det kom forhåbentligt heller ikke.

Hun strøg ham over kinden igen ved hans ord og så sørgmodigt på ham.
”Og du tror ikke, jeg havde fundet dig, hvis jeg havde kunnet?” spurgte hun lavmælt og sukkede let. Selvfølgelig ville hun have fundet ham, hvis hun havde kunnet. Tanken om at finde ham igen, når hun slap fri, var mange gange det, der havde holdt hende ved fornuften. Men hun havde jo så heller ikke helt fortalt ham hvor, hun havde været de seneste år. Han ville jo nok spørge på et tidspunkt, gik hun ud fra, og om end hun ikke var meget for at fortælle ham det, kunne hun ikke lyve for ham. Det havde hun aldrig kunnet.
Måske havde han fortalt hende om hvor, han holdt sine krystaller, men hun brød sig ikke om bare at tage, og slet ikke når hun ikke vidste hvor, han var, eller om han havde glemt alt om hende. Hun havde brugt tiden på at lede efter ham i stedet.
Hun smilede svagt, som han insisterede på at gå ned i byen og lukkede kappen beskyttende sammen omkring hende, og hun så blidt på ham.
”Kyoshiro dog, tag det nu roligt! Jeg fik et måltid for et par dage siden, det er ganske udmærket; jeg er ikke døden nær. Og jeg er trods alt elver; så meget fryser vi heller ikke. Gør nu ikke noget overilet; ønsk dig i det mindste, du ikke vil blive genkendt under dette besøg. Vi har lige fundet hinanden igen; jeg er ikke meget for, der sker nogen af os noget lige i dag.” Hun fulgte ham dog, som han trak hende med sig. Hun ville aldrig modsætte sig hans ønsker, men hendes mening om dem skulle han da kende. Hun forsøgte at lægge armen om ham også, men kapperne var trukket for tæt omkring hende til, det kunne lade sig gøre, og hun ville heller ikke lige gøre armen gennemsigtig, da den så bare ville glide ind igennem ham, og det kunne hun næppe forestille sig, han ville finde behageligt. Det gav altid hende sådan en sær kriblende fornemmelse i kroppen at gå igennem nogen, og for en, der ikke var vant til det, kunne det nok godt virke meget sært.

Han rynkede lidt på næsen over det første spørgsmål. Han havde jo et nag for ikke at blive fundet, så naturligvis kunne stakkels Chin ikke finde ham. Det var jo rendt held at de rendte ind i hinanden her og det tog to uger. Men han havde jo heller ikke ledt efter hende. Han havde som altid gået i sin egen lille verden og glemt alt omkring sig. Ikke fordi han ikke havde tænkt på hende, han tænkte skam på hende jo længere tiden gik, men når man først bliver så gammel som han nu var, begyndte tid på en eller anden måde at bevæge sig anderledes. 2 uger var som et lille plet på vejen, ikke ligefrem lang tid for en mand i hans situation.

"Et måltid for et par dage siden siger du! Du skal jo spise dagligt kvinde menneske, ellers ender du op som.. Ja som et skelet!"

Det kunne han jo sagtens sige, han var jo anoretikeren der kun levede fordi han var dæmon. Havde han været et menneske ville den lille mængdte af mad han indtog havde slået ham ihjel for længe siden, men sådan skulle det være. Og desuden var det vel lige meget. Gør hvad jeg siger og ikke hvad jeg gør var trodsalt et motto han brugte når det kom til folk han holdt af.

"Ja jeg ønsker mig at jeg ikke, VENT HVAD?!" Han råbte næsten til sidst, greb hende om skuldrende og stirrende hende i ansigtet.
"Ønske? ØNSKE!? Hvordan i alverden skulle jeg være i stand til at ønske, når det sidste ønske jeg brugte var at få fjernet den åndssvage kraft fra dig!? Har du fået den tilbage? Hvad er der dog sket pigebarn?!"

Han lød absolut rasende. Hvem vovede at skaffe den horrible kraft tilbage til hende?!

Det var heller ikke fordi to uger var så meget i hendes tilværelse. Det var mere den korte årrække samt fangenskabet, der havde gjort det svært for hende. Men hun tog det med oprejst pande, som hun altid gjorde, og lod ikke verdens ondskab påvirke sig.
Et smil strakte sig over hendes læber ved hans formaning.
”Jeg er elver. Vi behøver ikke helt så meget som for eksempel mennesker … To dage er ikke så slemt. Det var der mine forsyninger slap op, og jeg har ikke kunnet lokalisere Forsete siden til at give mig en hånd igen. Og nu har jeg også ledt mere efter dig end noget andet, så det er måske ikke så underligt.”
Hun havde bevidnet før hvor lidt, han spiste, og det samme med hans lille motto. Hun kendte de sider af ham, og hvor havde hun savnet dem!
Som han påbegyndte ønsket, begyndte hun at lukke øjnene i for at koncentrere sig, men han afbrød sig selv temmelig pludseligt, og hun glippede med øjnene et kort øjeblik, som han vendte hende rundt, hvor hun mødte hans blik temmelig overrasket … Til hans ord mindede hende om, han ikke just havde vidst… Hun sukkede og så noget beklemt ud, mens hun hævede armene op og lod dem finde ud, hvor hun greb forsigtigt om hans ansigt og fastholdt hans blik roligt og mildt.
”Rolig nu,” tyssede hun nærmest, ”Der er sket et par ting efter, vi skiltes sidst … Jeg blev fanget ind, det blev opdaget, mine evner var borte, og efter en god bid tid til lige at sikre sig, jeg ikke løj, fandt de en måde at få dem tilbage på … Det var et større rod, men det vendte altså tilbage, og som så ofte før, endte jeg i lænker og sendt videre … og videre … Derfor har jeg ikke kunnet opsøge dig … Først for to uger siden var der en jæger i skoven, der dukkede op ud af det blå og tog livet af min daværende herre … Der var ikke meget, jeg kunne stille op, og jeg havde forventet, han blot ville tage over … Dog slap han mig fri, healede mine sår og gav mig mad og vand. Han holdt øje med mig, til jeg havde det godt nok, og vi skiltes, da jeg begyndte at lede efter dig. Der havde han sørget for et forråd til mig, så jeg havde mad til nogen tid. Det har været noget af et rod, men det er lige meget nu, Kyoshiro; det er overstået, og jeg har det godt nu, og det er alt, jeg tænker på! Fald nu ned, kære Kyoshiro, det er blevet således, og det er det vel af en årsag. Du ved, jeg tror at intet sker uden der er en grund dertil. Tag det ikke så tungt.” Hun strøg forsigtigt tomlerne over hans kindben og smilede blidt. I hendes blik var der dog en rest af sorgen og frygten, hun havde fortrængt til sit inderste, som hun altid gjorde det. Som altid satte det vel spor, selvom hun forsøgte at skjule det. Især for ham. Han havde så rigeligt at se til allerede uden at skulle døjes med hendes problemer også.

Han mumlede noget så lavt at det var uhørligt, uden tvivl ikke glad for at blive prioriteret over mad. Godt nok prioriterede han ALT andet mere end mad, men det behøvede hun da ikke gøre! Hun burde da være klogere end ham. Tja. På nogle punkter da.
Da hun greb om hans ansigt, stoppede han brat op og skulle uden tvivl til at bide efter hendes fingre med de syleskarpe tænder. Heldigvis fik han stoppet sig selv i tide og kiggede derefter uskyldigt på hende. Som om at det slet ikke var sket. Så lyttede han ellers godt efter.
Han kunne mærke et brændende raseri flamme op inde i ham over denne tidligere ejer. Han var godt nok ikke meget bedre selv når det kom til slave handel - Stakkels Sala - men man har jo lov til at være dobbeltmoralsk.
Havde han vist dette havde hans raseri intet hold kendt. Den mand der havde holdt hende fanget ville ikke bare have lidt døden, noget langt værre ville have fulgt.
Åh hun ae'ede ham og kaldte hans navn, det gjorde ham så rolig. Han kunne slet ikke holde en lav spinden fra at rumle fra sin hals og fra at kigge lidt sløret på hende, det var jo så rart.

"Du er simpelthen så fjollet. Intet sker uden en grund"

Han fnøs irriteret, greb fat om hendes skulder igen og skubbede hende frem. Godt nok havde aeriet været behageligt, men det var også pinligt sådan at stå og spinde over det. Med gode øjne kunne man endog spotte en svag little rødmen over de blege kinder på hans ansigt.

Hun havde skam ikke regnet med, han ville bryde sig om hendes prioriteringer, men det var nu engang hendes valg og ikke hans, og det måtte han acceptere.
Hun kunne godt se, han ville bide efter hendes fingre, men det skræmte hende nu ikke. Hun var ikke veget fra ham før og gjorde det heller ikke nu – sylespidse tænder eller ej!
Hans raseri behøvede han hverken fortælle eller give udtryk for var der, det kendte hun ham godt nok til at vide. Hvordan han selv havde det med slaver, vidste hun intet om, men som altid var det hans opførsel mod hende selv, der talte, og mod hende var han god og flink.
Manden, der havde holdt hende til sidst, havde skam lidt. Forsete havde sørget for at vende hans stupiditet imod ham, før han endte hans liv. Dog var hun klar over, Kyoshiro nok ville have haft noget endnu værre i tankerne for ham, havde det været ham, der havde fundet hende, og hun var kun Forsete det mere taknemmelig for at have udsat sig selv for det.
Den lave spinden varmede hende indvendigt, og hun nød lyden. Han lod hende dog ikke kærtegne sig sådan længe, før han kom med et par enkelte sætninger, der ikke virkede helt så rasende, som hun vidste, han havde været øjeblikkene før, og han skubbede hende af sted igen, hvor hun villigt fulgte med. Han havde ingen grund til at være flov over at spinde. Det fortalte hende jo bare, han brød sig om det, og det var ikke altid helt let at se på ham med den slags. Den lille rødmen gik ikke elverblikket forbi, men hun var ikke klar over hvad, det skulle betyde – hun havde ikke været nok ude blandt andre til at kende til den slags … Forsete havde også fået farve i kinderne et øjeblik, men heller ikke der, havde hun anet hvad, det skulle betyde. Derfor lod hun blot som ingenting og fulgte med ham med lette, elegante trin.

Han surmulede lidt, mens han skubbede hende afsted. Ville ikke vise for meget omsorg da han allerede nu havde det dårligt med sig selv. Han viste jo svaghed, massere af svaghed! Men så længe de ikke var nær andre var det vel okay? Så længe ingen så at hun betød noget for ham..
Det tog næsten en time for dem at komme væk derfra og derefter tog det nok endnu en time stædig gang for at ende ved markedspladsen.

Nu begyndte det..

(([url]http://www.saphiri.dk/krystallandet3/viewtopic.php?f=350&t=8110[/url] Hvis man er interreserede :3))