Det var sent, meget sent. Så sent at selv om de vi tæt på midsommer, det tidspunkt af året hvor nattet først blev sort ved midnat, var lyset udenfor for sparsomt til, at gadelygterne kunne slukkes. Sært nok var der stadig masser af lys hos skrædderen. Det kom fra et baglokale. Næsten hvert eneste stearinlys i huset var tændt, så det ud til.

"Stå nu stille, Venus, jeg er bange for at komme ti lat stikke dig," sagde han med et muntert tonefald der lød næsten lige så tøset som den stemme, der svarede.
"Jamen jeg vil se den ordentligt! Kan vi ikke vende os lidt rundt mod spejlet." Venus storsmilede af sit spejlbillede i ruderne ud mod mørket i baggården. Hun kunne kun se en antydning af kjolen i vinduesglasset, men det så pragtfuldt ud syntes hun. Han havde virkelig overgået sig selv denne gang.
Cornelius, som skrædderen hed, smilede og føjede sig for modellen, og de baksede lidt med skørterne, så hun kunne se spejlet. Man kom langt med smiger hos en kunstner.

Skrædderen knoklede videre på kjolen en halv times tid endnu, og Venus fik knapt lov at sidde ned, men det rørte hende ikke. Pludselig kiggede Cornelius ud ad vinduet. "Milde himmel, vi må have arbejdet i flere timer! Hvorfor har du ikke sagt noget?" sagde han næsten bebrejdende, men han kunne ikke blive sur lige nu og slet ikke på Venus. Hun grinede bare som svar, mens han med trænede bevægelser pakkede nåle, stof, tråd og tegninger sammen. Han var hurtigt ude og nåede lige at give hende et kindkys og et tak, før han smuttede til køjs.
Venus smøg sig ud af kjolen med noget besvær. Hun trippede rundt på tåspidserne i en beige underkjole, der gik hende til lidt over knæene, og lagde den forsigtet på plads. Dernæst løb hun hen til en grøn kåbe, som hun hurtigt slog om sig. Til sidst gik hun værelset rundt og pustede stearinlysene ud et efter et. Der var omkring 30.

Hun ville nå at puste 27 flammer ud, og så ville han stå der. I dørkarmen, stirrende ind i sit eget spejlbillede fra vinduerne. Men så ville han se på hende, hendes smidige, kvindelige skikkelse der bevægede sig let fra lys, til lys. Det ville ikke have været hans mening at forskrække hende, det ville det virkelig ikke. Men sandsynligheden for at det skete, var ganske stor. Specielt fordi lyset hun netop havde bevæget sig hen imod, ville få hende til at vende fronten imod ham. Hun ville ikke kunne undgå andet end at se ham.
Landets tidligere konge lignede sig selv – det var hvad den blinde ville se; den der kortvarigt beskuede ham, for så at se den anden vej. Den der så tættere på, beskuede ham yderligere så at sige, ville se forandringerne. Rynkerne ved hans øjne, de fremtrædende sorte huler under synsorganerne. Han var træt, så træt at det fjernede hans ellers handicappede ældningsproces. Han så overraskende gammel ud; han lignede den mand han burde have været, hvis han blot havde været menneskelig. Masken var faldet og følelserne begyndte at melde sig i hans ellers kroniske stenansigt. Hvor skræmmende det så end måtte være, var det en realitet. For første gang i lang tid, udviste Morgoth følelser. Og denne gang var der måske også en grund til det? Måske var der en grund til, at være bange.

Han bevægede sig da endelig. Med en let håndbevægelse placerede han sin gamle sølvmaske i det sorte læderbælte, som holdte hans klæder oppe. Det var længesiden halvdæmonen havde båret denne. Det var længesiden, at det havde været nødvendigt for ham at maskere sig. Men der var så sandelig nødvendighed for det nu. Han var trods alt en eftersøgt mand. En dødsens mand.
”Du ser glad ud, Venus,”

Det var længe siden, hun havde følt sig så glad, virkeligt længe siden. Hun dansede nærmest fra lys til lys. Lysets tilbagekomst havde en del med det at gøre. Den havde løftet en vægt af hendes skuldrer. En som hende, der nemt lod sig påvirke af andres sindsstemning, kunne kun gøre så meget, for at holde sig munter, og det havde mildt sagt ikke været en dans på roser. *Og jeg har heller ikke set noget til Morgoth i måneder,* tænkte hun, mens hun stadig havde ryggen til døren. Et strejf af tristhed, vrede og bekymring trillede hen over hendes ellers muntre ansigtsfolder som regndråber og fordampede hurtigt igen.

Et trin til højre, et pust, et par trin til, et pust, og så snorede hun rundt om sig selv en enkelt gang med et lysende smil og pustede det 27. lys ud. Pludselig gik det op for hende, at der havde været noget i syrummet, som ikke skulle have været der. Med et ryk vendt hun hovedet, gispede af forskrækkelse og vaklede et par skridt tilbage. Hun nåede kun lige at fange sig selv i et skrig, der ville have fået Cornelius til at komme farende, hvilket ikke kunne ende andet end galt, lige meget hvor gode hensigter han ville have med at løbe ud på gaden efter vagterne.

Venus ignorerede fuldstændigt Morgoths kommentar og trak hurtigt kåben tættere om sig. Hun tog et par dybe indåndinger: "Hvor længe har du..." nej, det var ligegyldigt, hun kendte svaret præcist nok, "Hvad laver du her?" Hendes hvisken var anspændt og irriteret over, at han var her. Men irritationen skyldtes ikke kun ,at hun stadig manglede at tilgive ham. Hun brød sig ikke om den fare, han havde bragt sig selv i.

Han havde set skriget komme, men havde ikke valgt at reagere på dette. Hans fremfarende skikkelse havde blot gjort det hele værre, hvilket derfor forklarede hans stillestående skikkelse. Han havde virkelig set skriget komme, men måtte erkende at dets ankomst aldrig fandt sted. I stedet mødte han blot irritation, anspændthed, samt et svag streg af noget andet. Noget andet som han ikke kunne sætte ord på. Men det var der, gemt væk i hendes ansigt og hendes øjne. ’Noget andet’ var desværre blot ikke til at ignorerer. Han kunne ikke se bort fra dette, som hun kunne se bort fra hans ord. ’Noget andet’ der egentlig ikke havde en eksistens, men som bare var en del af halvdæmonens paranoide og noget mere usikre tankegang, var en pestilens; en plage. For om nok kunne Morgoth læse tanker, i den bogstaveligste forstand, men han var ikke den perfekte mand til, at læse det menneskelige sind. Ikke et så menneskeligt, og næsten ufejlbarligt sind, som Venus’. Hun var simpelthen for uskyldig.
”Åh, jamen jeg er også glad for at se dig,”
Tonelejet var lavt, hensynstagende til skrædderen der havde forladt lokalet, men også unaturligt rolig. Irriterende rolig faktisk, taget hele situationen i betragtning. Og hans bevægelser, for han bevægede sig fremad, var ligeledes så rolige og afslappet som dette. Han trådte nemlig fremad, fremad imod en af de enkelte, stadig tændte, lys. Han bøgede sig, samlede læberne i en spids og pustede så flammen forsvandt. Men derefter talte han atter igen:
”Og jeg er her, for at se en gammel ven,”
Hans øjne var rettet imod Venus’, seende gennemtrængende ind i hendes grønne, imens han langsomt rettede sig op i en smidig bevægelse. Han placerede hænderne let på ryggen, liggende hovedet svagt på sned. Pludselig huskede han følelsen af sårene nive i hans hud, sårene der langsomt helede omkring hans øjne, mund, den brækkede næse, og de flækkede øjenbryn. Pludselig huskede han fornemmelsen af blodet flyde fra dem, placerende sig på hans revnede læber og hans våde tunge. Pludselig huskede han frygten. Og han kunne ikke andet end at smile – blot en anelse.

For et øjeblik siden havde Venus danset rundt i syrummet. Hun huskede følelsen af poleret træ under tåspidserne, stearinlysenes små, livlige flammer der forsvandt, når hun pustede dem ud. Det var kun et par sekunder siden, hun kunne sværge på det, men alligevel virkede det som evigheder. Følelser og sanseindtryk var udtværede og flygtige som minder fra en drøm. Nu vågnede hun op til en virkelighed, der for hende ikke havde eksisteret siden, de første hvide bannere blev hængt op på markedspladsen. Hun havde fortrængt den, fordi hun havde håbet, at tingene havde ændret sig til det bedre. Nu følte hun sig dum; selvfølgelig var der intet, der havde ændret sig. Blot fordi de nu havde en dronning i stedet for en konge, blot fordi der gik byvagter i gaderne i stedet for soldater, blot fordi hun ikke længere havde Samson på nakken. Intet forsvandt, blot fordi det ikke længere kunne ses. Nu stod Morgoth for eksempel der midt i syrummet i live og uden intentioner om at forsvinde ud af syne og tilbage i glemslen.

Venus så stadig på ham med et blik, der ikke fulgte med stemmelejet. Hendes hvisken var blevet rolig, lavmælt og kontrolleret på trods af hendes stadig hurtige vejrtrækning. Men de grønne øjne, dem der plejede at glimte af liv, skinnede af uro. Morgoths isblå øjne fangede hendes, ikke helt med hendes gode vilje. Han så dødsens træt ud. I det flakkende skær fra det sidste stearinlys, kunne de svage rynker kun skimtes, men sporene af at være jaget var der stadig. En lille smule varme vendte tilbage til hendes øjne.

”Du ved godt, det ikke var det, jeg mente.” Hun vidste godt, han var kommet for at se hende, men hvorfor? Hun kunne ikke hjælpe ham, selv ikke hvis hun ville, og lige meget hvor glad hun virkelig var for at se ham i live. "Hvad laver du her? Er du overhovedet klar over, den risiko du løber?" Han var udmærket klar over den, det vidste hun godt, men hun ønskede en forklaring. Så meget sagde et par ekstra rynker heller ikke.

Da hun så på ham, og først rigtigt så på ham, blegnede stivheden i hans øjne. Den blidhed, som da fandtes i den tidligere regents yderst blege øjne, var en sjældenhed. Og sådan en sjældenhed kunne ikke fremkaldes af tilfældige. Denne blidhed forstærkede sig kun yderligere, da han fandt uroen i den rødhårede krystallianers øjne. Om nok var dette blik kortvarigt, men den havde vist sig for ham, og det var nok for ham. Hun havde vist tegn på utryghed, svag panik om muligt, og dette glædede ham ikke. Specielt ikke når dette fandt sted, imens han var i hendes selskab. Det havde jo aldrig, aldrig nogensinde, været hans mening at skræmme hende; at gøre hende bange.
Morgoth smilede svagt, en anelse undskyldende faktisk, imens han trak svagt på hovedet. Han vendte blikket den anden vej, imens han vandrede til det sidste lys, stirrende ind imod dens legefulde flamme. Han forholdte sig stiltiende, men lyttende dog til hvert enkelt ord der kom fra Venus’ rosenrøde mund. Han lyttede til hendes ord, og deres betydning, men frem for alt også hendes tonefald, og hvad dette kunne mene. For tonefaldet havde en vigtig betydning for, hvilken mening ordene egentlig havde. Igennem tonefaldet kunne man fremtyde løgne, eller sandheder, sarkasme eller ironi. Og netop i dette tilfælde, var det præcis hvad halvdæmonen søgte. Om hun løj eller hun om talte sandt.
Han troede på hende, men han havde også haft sin tvivl og af en simpel, med ganske god, grund. De sidste gange de havde set hinanden, havde ikke fordrevet den bitterhed og den frustration, han så nemt kunne finde i den rødhårede krystallianers sind. Den var der stadig, og han vidste han endnu ikke var tilgivet. Men som det så ud nu, var de stadig på talefod trods alt. Det varmede ham og hans ellers, skulle mange vidst mene, ikke-eksisterende hjerte. Men det var der skam, og det bankede. Det bankede faktisk lidt hurtigere nu.
”Selvfølgelig er jeg klar over hvilken riskio jeg løber, Venus,” Han løftede for en stund øjnene, for at se ind i hendes. Ligeledes løftede han den enkelte af sine hænder, og lod fingrende kører igennem lysets flamme, legende. ”Men hvornår har farer nogensinde stoppet mig?” han grinte svagt over hans eget spørgsmål, funderende over hvad han netop havde spurgt hende om. Morgoth havde aldrig været en mand af frygt. Faktisk havde man ganske sjældent se halvdæmonen udvise frygt, eller angst. Men nu var det også ganske få ting, der virkelig skræmte ham. Men han havde fået frygten at føle, de sidste mange dage. Med tanken om at miste livet, blandt andet, var ikke noget der glædede halvdæmonen. Og denne var trods alt den største frygt af dem alle, for hans eget vedkommende: døden.
”-Hvornår har farer nogensinde stoppet mig, for at være sammen med folk der står mig nært, hm?”

Venus stivnede. Hun vidste ikke, om hun skulle omfavne Morgoth eller indprinte sin højre hånd på siden af hans hoved. Mærket ville ikke være der længe, så hårdt kunne hun ikke slå, men ikke desto mindre var tanken fristende. Hun holdt meget af Morgoth, nok til at afholde sig fra at gøre skade på ham - også selvom han knapt ville bemærke den, og selvom hun et eller andet sted vidste, det ingen konsekvenser ville have for hende - men ikke nok til, at hun kunne glemme, hvor meget hun hadede, hvad han havde gjort. Han havde skuffet hende. Det havde været som et slag i hovedet, man ikke havde set komme, meget lig den lussing, hun havde overvejet at give ham, bortset fra, at slaget stadig kunne mærkes.

"Intet... Men kun fordi du aldrig stopper for at tænke over konsekvenserne! Lige meget hvor store de er, og hvem der kommer til at mærke dem!" Hun havde ikke rørt sig ud ad stedet, og jo længere væk fra hende Morgoth kom, jo sværere havde hun ved at se hans ansigtsudtryk ændre sig, og jo sværere det blev, jo nemmere var det at give sin vrede frit løb.

"Jeg overvejer altid mine handlinger, Venus - jeg kender udemærket til konsekvenserne af mine handlinger, specielt .. årets episoder,"
Han hævede blikket fra flammen nær hans hånd. Heri fandtes der stor rolighed, men også den her underlige form for venlighed hans øjne bar, når han var sammen med Venus. Han smilte dog ikke, imens han talte:
"Der var den her enkelte, jeg ikke havde set komme," En underlig, en anelse ironisk latter, hørtes fra ham, da han atter fortsatte sin tale: "Men hvem forventer virkelig også, at se de døde opstå fra graven, hm?"
Morgoth havde oplevet mange makabre, ja bizarre ting, havde selv udført en hel del ting selv. Før den genopståede mørkets herre kunne han endda selv udføre nekromanti, og havde selv set hvordan de døde kunne genopstå fra graven. Disse havde dog aldrig haft så meget liv, og så meget styrke, som den nu genopståede Mørkets Lord. Faktisk, havde de ikke styr over deres liv, som han tilsyneladende havde det. Og det var nok det han frygtede allermest, ved hans gamle herre. Hvis han kunne styre døden selv, kontrollere det der skulle betragtes som endernes ende, hvad var han så ikke i stand til?
"Jeg er ikke helt sikker på hvad du forventer af mig?"
Han vandrede den rødhårede krystalianer nærmere, strygende den enkelte af sine hænder igennem hans ibelholtfarvede hår. Han sukkede, rynkende panden med en træthed hvilende over sig. Hans øjne forlod hendes, seende hende over skulderen ud imod gaden. Den totalt øde gade, hvor lyset endnu ikke var slukket. Flammen for lygterne udenfor, skar ham i øjnene.
"Hvis jeg melder mig nu, ved jeg alt for godt hvad der vil ske. Uanset hvor gode; tilgivende de mennesker vil fremstå, er det jeg har gjort utilgiveligt," han vendte øjnene imod hende, seende på hende med et lille smil, "Jeg er for farlig til at leve, ifølge dem, Venus. Har du overvejet det? Har du overvejet det er den mest passende konsekvens, af mine handlinger?"

Venus havde fulgt ham med et vredt blik ind til nu. Hun havde spærret øjnene en anelse op, da han næsten henkastet nævnte Mørkets Lords genopstand, som om det nærmest ikke var sket. En skræmmende tanke, som Venus, ligesom alt andet der på det sidste havde forstyrret hendes ellers rolige sind, forsøgte ikke at tænke for meget på. Hun havde hørt rygterne, men når Morgoth selv havde set ham, var der ikke mere at diskutere.
Morgoth bevægede sig igen i hendes retning, og denne gang blev hun stående. Hans støvler lavede knapt en lyd på trægulvet. Armene holdt hun stadig om sig, og hænderne knyttede sig stadig tæt om den grønne kåbe, så stoffet krøllede. Hendes skuldre spændte, som om hun frøs, mens hun lyttede. Og da Morgoth flyttede blikket ud mod gaden fulgte hendes eget med, lige ind til han udtalte sine sidste ord.
"Selvfølgelig forventer jeg ikke, du melder dig?!" Hun holdt stadig stemmeniveauet nede, men ordene kom ud som et komprimeret råb snarere end en hvisken. "Er du gået fuldstændigt fra forstanden!" Nu følte hun en virkeligt stor trang til at slynge en håndflade efter Morgoth, som om det ville sætte hans tanker på plads.
"Du heler for hurtigt. Det ville tage dem dage måske uger at finde ud af, hvordan de skulle henrette dig, og jeg ville udmærket forstå dem, hvis de forsøgte at trække tiden ud så meget, det overhovedet kan!" Så gik det op for hende, at hun lige havde sagt, tortur var helt i orden i lige Morgoths særtilfælde. Hun blinkede et par gange temmelig hurtigt efter hinanden, mens hendes flammerøde bryn bugtede sig i blidere og en smule selvforvirrede, men stadig ikke tilgivende, folder. "Undskyld, det var ikke sådan ment."
Alt var stille et kort stykke tid. Alt bortset fra Cornelius, vis uregelmæssige snorken kunne høres gennem loftet. ”Og hvad mener du med, hvad jeg forventer? For hvis det er derfor, du vil henrettes, er der et eller andet, du har fået helt galt i halsen.” Hvis det skulle være helt rigtigt, havde hun ikke brug for et svar. Som altid havde hun sine teorier, og det var ikke så sjældent, men helle ikke nært aldrig, hun tog fejl.

Han vendte øjnene nedad, alt imens den rødhårede krystallianer talte. Det var sandheden der flød fra hendes læber, frivilligt og ganske ufrivilligt. Han undlod ikke at smile blot en anelse, netop som de ufrivillige sandheder passerede forbi, for ikke at tale om hovedrystelsen der fulgte efter med blot få sekunders mellemrum. Det var hvad han elskede hende for, virkelig. Hun talte efter hendes tankers gang, og næsten kun dem. Han havde ganske sjældent (nærmende sig aldrig) opholdt sig i hendes hoved, og ikke kun grundet at han ikke behøvede at læse hendes tanker, for at vide hvad hun tænkte, men også fordi han ønskede at hun vidste, at hun kunne vide sig sikker når hun var i hans selskab. Ikke blot var det en krænkelse på en anden persons privatliv, men han fandt det også et enormt brud på hinandens tillid, at man gjorde sig den tilladelse, at bryde ind i en anden persons sind. Det var selvisk, virkelig. På daværende tidspunkt ønskede han dog at begærde sig ganske selvisk. For første gang i lang tid, anede han ikke hvor han havde kvinden overfor sig.
”Det er jo netop det: jeg aner ikke hvad du forventer,”
Som han kom nær hende, og dette var ganske nært, lagde han hænderne omkring hendes skuldre. Han klemte den ganske blidt, trak hende få centimeter fremad imod sig. Han lagde hovedet på skrå, denne gang seende direkte imod hendes øjne. Hans egne stod ganske åbne, blottede for følelser og for hende. Han rynkede brynene, flyttende øjnene skiftevis fra hendes ene også til det andet. Han anede ikke hvor han skulle fokusere længere.
”Jeg aner ikke hvad du vil mig, Venus,”
Hænderne der havde hvilet imod hendes skuldre lagde sig da imod hendes kæbelinjer. Hans fingre fulgte hendes ansigtsformer ganske blidt, imens de strøg hendes blege, men rosenrøde kinder. Imens han så på dem, spekulerede han på om farven skyldtes hendes vrede imod ham, eller det kølige vejr der så ud til at påvirke hendes kropsholdning.
”Men det tænkte jeg, at du selvfølgelig kunne fortælle mig. Du har altid været ærlig overfor mig, uanset – uanset hvor vi befandt sig,” han smilte let ved sine ord; et smil der falmede næsten lige så hurtigt som det havde betrådt hans ibenholtsfarvede læber, ”Vil du fortælle mig sandheden nu? Hm?”
Hans øjne stirrede ind i hendes, hørende sig selv sige ordene, og som de havde forladt hans tunge fortrød han. Han turde for første gang, for første gang i lang tid, ikke at hørte sandheden. Hans hjerteslag steg i takt med den skrækindjagende følelse af spændthed. Han ønskede at bryde den, at den ville forlade hans krop med det samme. Så i stedet for at vente, handlede han selvisk. Han gjorde det, han så længe havde ventet på at kunne gøre; noget han så længe havde ønsket, at han måtte gøre uden tvivl om gengældelse. Han kyssede hende, uden at vide hvad hun ville gøre efterfølgende. Han havde en teori, et par stykker faktisk. Men hvilken, hvis nogen af de overhovedet, ville finde sted vidste han ikke. Han vidste sig ikke længere sikker.

Venus forsatte med at følge Morgoths bevægelser rundt i det lille syrum. Lige nu mindede han hende allermest om en løve i et bur. Ikke et vildt dyr, der rasende forsøgte at finde vejen ud, men snarere en træt kat, der ikke længere kunne se en udvej. Jo mindre Morgoth var, som han plejede, komplet ubekymret og knusende rolig, jo sværere var det for Venus at holde sig selv i ro. Følelsen var uvant, hun følte sig altid fuldstændigt tryg i hans selskab, lige meget hvor de befandt sig, lige meget hvad hun sagde eller råbte, og lige meget hvem, der havde en kniv mod hendes hals, mens han forsøgte at brænde en træhytte ned til grunden. Sikkerhed som den, var ikke noget hun havde oplevet ofte. Før i tiden havde hun brugt ordet over for sine yngre bandemedlemmer, når de havde fundet sig et midlertidigt skjulested for byvagterne. Ofte var de nødt til at løbe igen, så snart de havde fået vejret. Sikkerhed var noget kort og ustabilt og ikke noget, man kunne beholde. Venus havde vendet sig til det, og skænkede egentlig aldrig det forhold end tanke. Men når Morgoth var i nærheden, følte hun sig alligevel bedre til pas - som regel.

Men ikke lige nu. Lige nu var hun både vred, bekymret og bange. Hun var stadig rasende på Morgoth, over hvad han havde gjort, og hvad han havde undladt at gøre. Hun var vred over det, han havde tænkt sig at gøre. At han overhovedet havde fået den tanke, bekymrede hende lige så meget, som den panik, der så ud til at påvirke ham. Og hun var rædselsslagen for, at Cornelius skulle vågne, eller byvagterne skulle vandre forbi og kigge ind ad vinduerne på det helt forkert tidspunkt.
Hun følte Morgoths kølige fingrer lægge sig om hendes skuldre. Det var ikke helt frivilligt, at hun lod sig trække med. Så låste hendes halvt vrede, halvt bekymrede løvgrønne øjne sig fast på hans. Morgoths øjne, der plejede at være lige så kølige, som den isblå farve, der fyldte dem, flakkede. Det havde hun næsten forventet. Dernæst fornemmede hun hans fingre stryge hendes kind. Hendes egne fingrer knugede sig endnu tættere om silkekåben. Hun havde kun lige besluttet sig for at åbne munden for at svare Morgoth, da hun blev stoppet af hand læber, der tryggede sig mod hendes.

For et splitsekund strakte hun halsen en anelse, hendes øjne lukkedes, hendes fingre løsnede deres greb om kåben og var næsten på vej op for at lægge sig om halsen på Morgoth, bare for et splitsekund. Men i stedet for bare at lade sig falde ind i den tryghed, som hun havde savnet, stoppede hun. Hun rev sig løs, og den lussing, hun allerede to gange i aften i sit tille sind havde truet med at slynge efter Morgoth, sendte hun nu afsted med så meget kraft, som hendes næsten ikke-eksisterende muskler kunne håndtere.
"Hvor vover... Du ville høre sandheden?" Hendes stemme var igen lav, men vreden, eller måske snarere frustrationen, skinnede tydeligt igennem. Hendes følelser var næsten ud af balance, og endnu engang var det takket værre Morgoth. "Jeg forventer at du har moral nok til, at rette op på det, du har gjort. Hvad, du laver nu, er at give op. Du stikker af. Du smider dit liv væk, når folk har brug for dig. Hold op med at løbe." Venus så på en gang vredt og bedende på Morgoth. Hun sank en klump og knugede igen sine hænder omkring sin grønne kåbe. "Det er, hvad jeg vil have."

I det sekund deres læber kolliderede, slap hans fingre hende. De strøg hendes hud farvel, fald atter ud i tomheden, indtil de til sidst strejfede hans side. Han lod hende føre, lod hende træffe et valg, idet han slap hende fuldkommen. Han vidste ikke hvad hun ville gøre, og et eller andet sted ønskede han sig selv fuldkommen uvidende – allerhelst ville han slet ikke høre svaret, fordi hvad end dette måtte være, kom det til at betyde noget for ham. Han ønskede ikke nogen, skulle have sådan en stor betydning for ham. Ikke igen.
Han indsugede luften dybt i hans lunger, og svor for en tid at han kunne mærke gengældelsen fra de søde læber han kyssede. Han var fristet til at gribe hende igen, ville nok også have gjort det, hvis det ikke havde vært fordi hun havde vristet sig fri fra ham. Han nåede knap at åbne øjnene, da han mærkede slaget på siden af hans hoved. Lussingen fald ham godt, og han vidste inderst inde at han fortjente den. Den gjorde ham ondt, selvfølgelig gjorde den det, men det var ikke så meget slaget der forvolde ham smerte. Det var nærmede det, der lå bag selve lussingen. På det tidspunkt vidste han, at ordene der ville strømme fra Venus’ mund ville gøre det hele endnu værre. Men han fortjente dem – det gjorde han vel?
Morgoth krummede sig let, lod ikke hans iskolde øjne falde på hendes, de første mange sekunder. Han nægtede at løfte hånden, for at sætte sine fingre på det røde mærke, på hans kind. Han nægtede at vedkende sig den smerte, hun netop havde forholdt ham. I stedet bed han det i sig, og gemte det væk. Idet han rettede sig op, lod han sine øjne falde på hendes. Han så vreden, og bønfaldelsen. Følelser der for ham var næste umulige at sammensætte, men hun formåede det alligevel. Hun formåede at få ham til, ikke at gemme det hele væk – følelserne.
”Hvem har brug for mig? For hvis du referere til dig selv, vil jeg kalde det en lodret løgn! Det har aftenen her tydeligt bevist,” han fnøs, mærkede hvordan han blottede tænderne i et omvendt smil, ”Du så ud til at klare dig ganske fint her, men selvfølgelig, når man ikke bliver konfronteret med problemerne, så er de der ikke – jeg kender godt følelsen, det gør jeg virkelig, Venus.”
Var det sådan følelsen af at være såret, føltes. Han måtte erklære, at det var det nok. Han trak vejret dybt, trådte et skridt tilbage fra hende, knibende øjnene sammen over den svedige smerte på hans ene kind. Han havde oplevet langt støre fysisk smerte end denne, det havde han virkelig. Hvad mærkeligere var bare, at denne synes at gøre langt mere ondt. Det var i sandhed en følelse, han aldrig havde oplevet før, og han hadede det. Han hadede sig selv, for at have gjort den fejltagelse. Han var bange for, at han havde taget grundigt fejl.
”Jeg har længe stukket af fra tanken om mine følelser for dig, og i aften skulle det hele have endt. Jeg havde den her skøre teori om, at du måske havde det på samme måde – hvilket tilsyneladende ikke er tilfældet.”
Den kolde grimasse vaskede sig langsomt af det hvide ansigt, og forandrede sig til hans typiske, kolde, intetsigende udtryk. Han troede ikke han kunne se hende i øjnene, men han følte det var det eneste rigtige. Så det gjorde han – hele vejen igennem.
”Det var naivt af mig. Det ville være lige så naivt af dig at tro, at jeg nogensinde kan rette op på, hvad jeg har gjort – for det vil, og kan aldrig, blive tilgivet.”
Han trak sig endnu længere fra hende.
”Ikke engang igennem hævn,”

Venus stod igen med armene over kors og sine hænder fast knugende omkring silkekåbens grønne stof, den højre, den hvis inderside havde ramt Morgoths kind, så meget, at knoerne næsten mistede deres farve. Hun fortrød ikke noget. Han havde fortjent det, og ordene hun slyngede efter ham. Men hun brød sig ikke det mindste om at skade ham, og hvad værre var, hun var bange for, at der snart ikke var andre muligheder. Angsten for, at hun havde fejlbedømt ham, løb hen over hendes hud som en iskold sitren. Al den tillid, han havde ladet hende opbygge, ville blive trukket væk under fødderne på hende.
Men et eller andet sted ulmede et par håbefulde gløder stadig, svagt og næsten udslugt, men lidt liv var der i dem. Venus kendte Morgoth godt nok til at vide, at han ikke kunne drømme om at krumme et hår på hendes hoved, at han på trods af sin enorme magt aldrig gjorde noget, med mindre det havde et større, bedre formål - også selvom det måske kun var i hans egne øjne -, og at han langt fra var den iskolde halvdæmon, som hans maskeagtige, fejlfri ansigt gav indtryk af. Den maske, som han nu var ved at gemme sig bag.

Hun så på Morgoth, mens han talte. Stemmen emmede af vrede, men hans kropssprog var anderledes; han undveg hendes blik, han trak sig væk fra hende, og selv i det svage skær fra det sidste stearinlys syntes Morgoth anspændt. Hun havde set ham vred, og hvem end vreden var rettet mod holdt ikke særligt længe til Morgoths behandling. Men han gjorde ikke noget.
Så spærrede Venus langsomt øjnene op, hendes fingre slap deres tag i kåben, mens hendes mund, der havde været lukket sammen, som var den sømmet, skiltes og lod hende puste luft ud. Hun havde ramt ham. Han havde ret. Det her var intet tilflugtssted at stikke af til. Det her var et sted at stikke af fra, hvis han ikke troede på, at hun holdt af ham.
Hun lod sine arme dale ned langs sine sider, mens hendes fingerspidser - dem på højre hånd - pillede ved kanten af kåben.
Med en dyb indånding og et par grønne øjne, der forsøgte at fange Morgoths i samme øjeblik, han havde set op, svarede hun med en stemme, der stadig ikke var helt under kontrol: "Du har ret. Hævn er ingen løsning. Men det ville også svare til at amputere en brækket arm i stedet for at forsøge at hele den. Og selv, hvis det ikke lykkes, er en dårlig arm stadig bedre end slet ingen." Hendes stemme var stadig anspændt, men vreden var ikke længere til at spore. "Hvordan kan du vide, om det vil virke at forsøge at rode bod på dine handlinger, hvis du ikke har prøvet? Og jo, jeg klarer mig, men det her er det første hus, jeg har kunnet kalde mit hjem..." Mens hun talte, trådte hun Morgoth et skridt nærmere og stoppede så. Hendes kåbe hang løst om hende skuldre, efter hun havde sluppet den og bølgede en lille smule ved den korte bevægelse. "Og du har ret jeg har ikke brug for dig, men det betyder ikke jeg er ligeglad."
Hun pustede blidt ud en sidste gang. Hun løb en risikko nu, men hun var nødt til at prøve. Hun var nødt til håbe bare lidt længere. "Og en sidste ting. For det første behøver jeg ikke elske dig for at ønske, du var i nærheden. Og for det andet" Venus tog et sidste skridt mod Morgoth, placerede sig på tåspidserne, lagde armene blidt omkring hans hals og kyssede ham. *Selvfølgelig elsker jeg dig.* Hun tænkte ikke højt. Det var ikke meningen, Morgoth skulle høre det. Men det var vel også ligegyldigt, om han gjorde. Nogle mente alligevel, at handling sagde mere end ord.

Uanset hvor vred han end måtte se ud at være for hende, ville han aldrig – nej, han kunne aldrig – gøre hende noget. Morgoth havde aldrig haft i sinde, trods hans fejlfulde handlinger, at gøre Venus ondt. Som han stod der, tættere end nogensinde på at stikke af fra hende og deres situation, var han yderst bange for, at hun havde misforstået ham. Han var virkelig bange for, at hun havde fået netop den ide, at han ville gøre det; gøre hende ondt.
Han bed sig i underlæben, da han atter mærkede den sitrende fornemmelse derpå. Hans krop huskede stadig hendes kys – fornemmelsen af hendes læber kyssende hans, at hun gav ham sin gengældelse af det han havde givet hende. Han svor han kunne mærke den blafrende fornemmelse i hans mavecenter, for blot et par sekunder, men så faldt slaget igen. Den svigende fornemmelse på siden af hans hoved overvandt alt, og nedbrudte det han kunne havde kaldt glæde. Kærlighed og glæde. Nu stod han blot tilbage med vreden, og følelsen af at være såret. Han følte sig ikke kun slået, men han følte sig slået.
Hendes sukkende åndedræt drog hans øjne nedad imod hendes læber. De fikserede derpå indtil hun begyndte at tale, så derefter slog han øjnene op imod hendes. Han kunne ikke holde dem der længe, eller i hvert fald ikke så længe som han ønskede. Han undgåede, mirakuløst, ikke at virke febrilsk i hans øjnes søgen, da de placerede sig skiftevis væk fra hende, også tilbage på hende. Det var ikke fordi han ikke ville lytte til hende, men det var som om han bare ikke kunne. Hans egne tanker, var langt højere end forventet. Alt dette her, var bare heller ikke som forventet.
Som hun nærmede sig, følte han hans hjertebanken forhøje sig. Jo tættere hun kom på ham, jo højere blev lyden af dunken i hans øre, næsten så højt, at det gjorde ondt. For en kort tid troede han de, hans ører, ville springe, og hans øjne ville poppe ud af hovedet på ham, da de faldt på hendes nøgne skuldre. Normalt ville han have løftet hånden for at trække kåbens ende op. Han ville have bevæget hans hånd med blidhed, og en ømhed man sjældent fandt hos halvdæmonen. Men ikke denne gang.
Han rynkede brynene, ved afslutningen af hendes sætning. Og da hørte han en oprigtig vrede i hans stemme, da han talte: ”For det andet hva-” også blev han afbrudt. Afbrudt af hendes krop kolliderende imod hans; fornemmelsen af hendes hænder omfavnende hans hals, og den genoptagende sødme fra hendes læber hvilende på hans. Han stirrede blindt på hende imens hun kyssede ham, og i mange sekunder ville han bare ikke fatte det. Han ville ikke fatte, hvad der netop var sket. Men da det så endelig faldt ham ind, og det faktisk var virkeligheden der hamrede sig nådeløst frem imod ham, besvarede han hendes kys med sit eget. Han lagde armene om hende, en hånd hvilende imellem hendes skuldreblade og en anden på hendes hofte.
Han knugede hende indtil sig, ønskende at han aldrig behøvedes at give slip. Men det måtte han nok engang. Desværre. Og netop som han lod sig erkende den tanke, hørte han hendes. Hendes søde stemme, talende højt og tydeligere end den, hun ville have brugt igennem hendes tunge og mund. Han åbnede forsigtigt øjnende, seende imod hendes lukkede; imod hendes lange øjenvipper, der var få centimeter fra at kilde hans kind. Han slap kysset, og erstattede hans læber med en blid tommelfinger. Hans hånd omfavnede kærligt hendes kæbeparti, imens han talte, hviskende:
"Er du sød at sige det højt?"

Morgoths spørgsmål var kommet som lys ind ad øjenlågene om morgenen lige inden, man var helt vågen. Der gik lidt, før det gik op for hende, hvor spørgsmålet kom fra, og hvad hun blev bedt om, mens fornemmelsen af hans stemme blev tydeligere. Hun åbnede øjnene og lod sig falde tilbage i Morgoths greb, men kun nok til hun kunne se ham i øjnene. Hendes fingre strøg let Morgoths nakke, mens et lille smil fik Venus’ ene mundvig til at krølle. Hun lukkede øjnene et øjeblik og strøg en enkelt gang hen over hans tommelfingerspids med sine læber, inden hun svarede lavmælt og med et let tryk på hvert ord: ”Jeg. elsker. dig.”

Hun ville meget gerne spørge ham, om han stadig planlagde at lade sig henrette, om han ville prøve i det mindste at gøre, som hun havde bedt ham om. Men det gav et sug i hendes mave at tænke på, han stadig kunne svare nej. Følelsen mindede hende om at stå med tåspidserne ud over kanten af krystalkystens hundrede meter høje klipper pludselig være bange for, hendes evner ikke ville lystre, når hun nåede bunden. Hun følte sig stadig sikker på, at Morgoth i det mindste ville forsøge, men følelsen havde sat sig fast og ville ikke give slip igen. Så i stedet for at spørge ham samlede hun sine fingrer om det øverste af det sorte rygstof af Morgoths kjortel, mens hendes anden hånd kærligt viklede sig omkring det næsten endnu sortere hår tættest ved hans nakke. Der var ikke megen forskel på det hun gjorde nu, og den måde hun havde knuget om sin kåbe før.
Hun kyssede Morgoths kind, lagde sin egen mod hans, knugede sig ind til ham og ønskede, at tiden gik lidt langsommere. På trods af bekymringer følte hun sig sikker her. Så længe hun havde hans arme omkring sig, havde hun ikke tænkt sig at gå nogen vejne. Lige nu sov byen omkring dem. Der var intet påstyr, ingen problemer, ingen konflikter. Alting var fred og idyl; noget hovedstaden kun kunne præstere så længe, ingen var vågne til at gøre lave det om.

Men der manglede også en anden ting: Snorken. Cornelius havde været fri for sin skønhedssøvn i et kvarters tid nu. Noget han normalt ikke var så tilfreds med, når han trods alt var kommet sent i seng. Venus’ stemme genkendte han hurtigt, men den anden tilhørte en mand, han ikke mindedes at have hørt før. Først havde han antaget, at det var en af Venus’ venner, men det gik hurtigt op for ham, at der var tale om et helt andet slags forhold, hvilket havde givet skrædderen et træt men bifaldende smil på læben. Stemmerne fortog sig, men lige som Cornelius havde placeret sit kønne hoved på puden og besluttet sig for at spørge sin kære model i morgen, steg stemmerne igen. Denne gang blev han lidt bekymret. Sommerdynen blev puffet til side, mens han forsigtigt fik taget hjemmesko og slåbrok på. Langsomt og næsten lydløst fik han skubbet den ellers ubehjælpsomt knirkende soveværelsesdør op, så han meget langsomt og meget forsigtigt kunne komme ned ad de normalt lige så ubehjælpsomt knirkende trapper, men heller ikke de gav nogen særlig lyd fra sig af hans fodtrin. Utroligt hvad man kunne præstere, når man gjorde sig lidt umage.

Cornelius placerede sig med skulderen lænet mod dørkarmen og stak så først sin fine, lille næse rundt om hjørnet og dernæst resten af hovedet - lige præcis nok til at kunne se. Så smilede han beroliget, og lod sin brystkasse falde, efter det gik op for ham, han havde holdt vejret. Det lod til, at de havde fået ’løst’ problemet. Han dvælede lidt ved det betryggende syn for en sikkerhedsskyld, mens Venus sagde et eller andet og gav, hvem det end var, et knus. Skrædderens øjne flyttede sig over på ham for at se, hvilken fisk hans rødtop havde fået i nettet. Silhuetten virkede svagt bekendt, men det var næsten umuligt at se med kun ét næsten nedbrændt stearinlys til at lyse rummet op. Han kneb øjnene sammen. *Måske er det en af vores kunder…*
”*Gisp!*” Skrædderen spærrede øjnene op, slog hurtigt en hånd for munden for at holde flere afslørende lyde fra at undslippe og trak til sidst hovedet til sig, så han stod med ryggen mod væggen uden at være synlig fra syrummet. Han vidste Venus havde venner alle stedet, men lige nu kunne han næsten ikke tro sine egne øjne, og gode øjne skulle han som skrædder mene, han havde.

At smile, det var noget Morgoth ikke havde gjort i lang tid. I hvert fald ikke med samme varmende glæde, som det smil der netop prægede halvdæmonens læber dette øjeblik. Det var diskret, da han af natur aldrig udviste eksplosive følelser, men det var der; det fandtes og for en tid voksede det sig større. Det var stort nok til, at de satte sig i hans øjne – de ellers så isende og følelseskolde øjne.
Fornemmelsen af hendes fingre knugende omkring hans tøj, fik ham til at kramme hende hårdere. Følelsen af hendes kyssende læber imod hans kind, hende bevægende sig i hans arme, sendte noget lignende en glædelig iver indover ham. Et strejf af lykke, ville han vove at kalde det. Det var besynderligt, specielt efter en så kaotisk tid som den han for mindre end en time siden havde oplevet. Tanken om senere at skulle bevæge sig udenfor, ud til mange kilometers lang flugt, rørte ham ikke på nuværende tidspunkt. Alt dette ville være det værd. Hun var det værd.
Morgoth kunne ikke lukke øjnene. Han lod dem fortsat værende åbne, da han lagde sin kind mod buen imellem hendes ene skuldreblad og hals. Han trak vejret sagte, hævede ansigtet for at ligge hans læber imod hendes bare hud. Han kyssede hende ikke en gang, men to gange – ville havde gjort det en tredje gang, hvis det ikke var for en forstyrrende lyd. Den brød igennem deres lille paradis, og borede sig som en syl ind i hans hørerkanal. Lyden af et tredje hjerteslag, hamrende af sted som jordende hestehove, fangede halvdæmonens opmærksomhed. Han kunne ikke, trods han virkelig ønskede dette, ignorere lyden. Han forsøgte ved at fortælle sig selv, at han havde hørt forkert, men sagen var blot den at, det gjorde han aldrig. Han havde aldrig, kunne aldrig, tage fejl af den lyd. Ikke efter at have hørt den så mange gange; så ofte, som han havde. Lyden af et yderst angstfyldt hjerte.
Kunne han placere personen? Ja, han var ganske tæt på. Alt for tæt på, hvis det stod til ham. Kunne han sige hvem denne person var? Alt Morgoth kunne gøre var at gætte. Gætte ud fra hvad han havde, hvad hans instinkter fortalte ham og frem for alt: hvad hans evner kunne afsløre for ham. Lyden af hans eget åndedræt, samt det der var han nærmest og derved Venus’, overdøvede næsten den ubudne gæsts. Noget fortalte ham, at denne gæst ikke var så meget en gæst igen. Dette fik han da også bekræftet, da han banede sig vej indtil Cornelius hjernecenter – indtil hans tanker. Han var en ven, taget hans minder i betragtning. For nu i hvert fald – udfaldet af hvad han havde set (dette glemte han næppe) var ikke til at forudse.
Forsigtigt lod han hans greb om den rødhårede krystallianer løsne sig. Han gjorde det med modvilje, da det sidste han ønskede lige nu var at forlade hende i hast. Allerhelst så han sig selv forlade hende så sent som overhovedet muligt, men skæbnen ville dem noget andet. Han trådte hvad der lignede et skridt tilbage, med øjnene fæstet imod døråbningen. En dyb rynke lagde sig imellem hans øjenbryn – et afbillede af bekymring og en snært af vrede. Fandens til helvede – ville de finde fred, de to?
”Venus,” uden brug af hans egen mund, ville hans egen stemme genlyde i Venus’ hoved. Han løftede en pegende hånd imod dørkarmen, imens den anden bevægede sig bag hans ryg. Sjældent bar halvdæmonen våben, da dette aldrig havde været ham en større nødvendighed. Han havde desværre måtte erfare, at han måtte give alt hvad han havde i de kampe, han måtte kæmpe. Derfor tryggede han lydløst daggertens skaft ud af skeden. Han turde ikke tage chancer – ikke længere.

Cornelius' hjerte hamrede med samme takt, som de små trommer soldaterne brugte, når nogen skulle henrettes på torvet. Han var også ret sikker på, han nu vidste hvordan fangerne måtte have det. Han kunne lige så godt have stået på skafottet med løkken om halsen, så sikker var han på, at Morgoth ville knække nakken på ham, hvis han blev opdaget. Det var lige meget om manden, der nu befandt sig i hans syrum af alle steder, kun var tidligere herre af Mørket. Manden skræmte ham lige så meget som de spøgelseshistorier, hans bedstemor plejede at fortælle ham.
Men jeg er for gammel til at lade lidt gåsehud ødelægge min skønhedssøvn. Med mindre selvfølgelig jeg ikke overlever længe nok til at komme tilbage i seng... Skrædderen sank en klump, men ud over det lille vip, hans adamsæble lavede, bevægede han sig ikke ud af flækken.

Venus bevægede sig heller ikke meget, men det var af helt andre årsager. Lige nu følte hun bare Morgoths kærtegn. Hun vidste, de ikke kunne vare meget længere. I samme øjeblik, hun tænkte tanken, slap Morgoth hende og vendte uroligt hovedet mod dørkarmen. Hun så op på ham, for et finde ud af hvad, der havde afbrudt dem. Hun hørte Morgoths stemme i sit hoved og så ham pege mod dørkarmen, men i stedet for at følge hans finger så hun mod loftet, mod Cornelius' soveværelse. Der var dødstille i syrummet, men alligevel kunne hun hverken høre hans karakteristiske snorken, eller den knirkende, gamle seng. Tanken strejfede hende, at de havde været lidt højrøstede, så de kunne nemt have vækket ham. Hun havde ikke hørt døren gå, så hvordan kunne det være andre?
Men der kunne være lige så mange grunde til, at Cornelius ikke gav en lyd fra sig, som der var måder at komme ind uden at åbne en dør. Der var en god chance for, at Cornelius bare var gået i køkkenet for at hente natmad, men ligesom Morgoth følte hun ikke nogen stor trang til at tage nogen chance.
Hun vendte blikket mod dørkarmen uden at se på Morgoth på vejen. Hvis det er Cornelius, ved jeg ikke, hvordan jeg skal forklare, hvad han har set. Vil han overhovedet tro på mig? Hun kunne også fortælle ham, at det ikke var den gamle Mørkets Lord, han havde set. Et øjeblik overvejede hun oven i købet, om hun kunne overbevise ham om, at det bare var noget, han havde drømt. Men han var ikke dum, hvis det overhovedet var Cornelius.
Jeg tror, det er på tide du forsvinder. Jeg kan ikke så godt kalde på byvagterne, så længe du er her, tænkte hun og regnede med, at Morgoth stadig lyttede. Tanken blev sendt med et skævt smil. Men den rødhårede krystallisianer var ikke mindre bange eller ked af at være nødt til at sende Morgoth på flugt. En meget lang nat lå foran ham, når han skulle snige sig ud af hovedstadens hjerte.

At forsvinde var i sandhed noget Morgoth gjorde og havde gjort kunst i, de sidste mange måneder. Det havde været en større lethed end han havde regnet med, specielt taget de mange befolkede byer, samt farefulde terræner han havde passeret igennem månedernes forløb, i betragtning. Hvad han ikke vidste, men snart måtte forberede sig på var, trods længden ville være den eksakt samme som før (dette også gældende niveauet af fare for hans vedkommende) var længslen. Længslen efter Hende, der ville tyngde hans hjerte; trække på kræfterne i hans krop og sind. Jo længere han ville komme fra hende, jo sværere ville det blive for ham at holde sig fokuseret. Som antallet af skridt ville forhøje sig, jo længere ville han glide i forfald. Men anede han råd om dette? Ikke spor. Det ville ramme ham som en hammer, og det ville ramme ham hårdt. Hårdere end han nok havde forestillet sig.
Idet tanken fald ham ind, at forlade hende, hørte han hendes. Han rynkede brynene i et forsøg på at kontrollere hans ansigtsudtryk fuldkommen, men fejlede. Forsvinde – ja, det måtte han vel. Kunne han? Selvfølgelig. Ville han det? Nej, han ønskede kun at blive; blive hos hende.
Som han trådte bagud, ganske langsomt, smøg han en hånd op omkring hendes. Den knugede ganske let omkring den, trækkende hende i hans retning med stor forsigtighed. Hans øjne forlod ikke dørkarmen et eneste sekund, før han følte hende ganske nær ham. Først da, og virkelig først på det gældende tidspunkt, skævede han imod hendes øjne. Han lod hendes øjne omfavne af hans, med en så stor varme og intensitet, at det var næste uhåndgribeligt. Men også kun næsten.
Vi vil ses snart igen – det lover jeg dig!
Han slap hendes hånd, liggende begge hans hænder omkring hendes ansigt. Som han stod der, ramte det ham. Han ville komme til forlade et stort stykke af sig selv, den aften. Et stykke der lå i hans hænder.
Som han bøjede sig fremover, stadig med øjnene åbne ganske let på klem, kyssende hende atter engang på læberne, talte han: Det lover jeg.
Det var med stort ubehag at Morgoth trak sig fra Venus, trædende bagud med hurtige og lydløse skridt. Han kastede et sidste blik over skulderen før han forlod rummet, og ikke mindst den lille skrædder, og huskede sig selv på, for evigt at gemme netop dét billede i hans hukommelse. Billedet af hende badet i lyset, fra én flamme.

(over and out <3)

Venus lagde sine arme om Morgoths nakke en sidste gang, inden han slap hende og forlod systuen. Hun ville savne ham, men hendes anelser om, hvad der kunne ske ham, skræmte hende langt mere. Hun var udmærket klar over, at hun ikke kunne redde ham fra Samson eller Lysets Krigere, og hvad de ville gøre ved ham, eller hvad han kunne komme til at rode sig selv ud i.
De bange anelser ville gnave i hende, så længe hun ikke vidste, hvor han var, men hun havde stadig lidt tiltro til ham, mere end hun havde haft. Det var nødt til at være nok til at holde frygten på plads.

De grønne øjne kiggede efter ham et halv sekund, mens den hånd han netop havde trukket hende til sig med blev knuget en anelse. Hun lyttede stadig til, hvad der måtte foregå bag dørkarmen, men hun kunne ikke slippe Morgoth af syne, før han var væk.
Med mørkets tidligere lord ude a synes, vendte hun sig meget forsigtigt om mod dørkarmen. Hun havde ikke sanser eller evner stærke nok til at ane, hvem der havde holdt øje med dem, og det havde hun aldrig haft. Hun måtte forlade sig på at turde gå rundt om hjørnet og se. På vejen samlede hun et stearinlys op og tændte det. I hænderne på en, der kan smelte stearinen.

Cornelius turde hverken bruge øjne eller øre og håbede af hele sit galloperende hjerte, at han ikke ville være nødt til at stå ansigt til ansigt med Morgoth.
"Argh!" Cornelius skreg, da Venus kom rundt om hjørnet, og overbeviste Venus om, at hendes planer om at overbevise ham om, at hans skrædderøjne ikke havde set, hvad han troede, de havde set. Den stakkels skræder slog en hånd for hjertet, som han var nødt til at holde sammen på sine flossede nerver, for at de ikke knækkede helt. Hun sænkede lyset og så beroliget på ham. Det kunne have været så mange andre ubehagelige væsner, der havde skjult sig her, og tanken om, at nogen måske havde sneget sig ind Cornelius' soveværelsesvindue, kappet halsen over på ham, for så at snige sig ned ad trapperne, havde strejfet hende flere gange.
Modsat Venus var Cornelius på ingen måde beroliget, og forventet en virkeligt god forklaring på det mareridtsagtige syn, der havde mødt ham hernede. Men først imorgen, nu havde han brug for en kop te og at sove - hvis han da kunne.

//Over and out