Døren til det elegante værelse blev svunget åben, og George kom ind med Morgana i armene omringet af tjenere, der straks gik i gang med de ordrer, han havde givet under vejs hen ad gangene. Lyset blev tændt, ilden i pejsen blev tændt, sengetæppet blev slået til side og en læge var blevet sendt bud efter. Det var ingen sag for Georde at haste hen til sengen, hvor han lagde hende, før han modtog sit sygrej fra en anden tjener, der havde hentet det. Hvis han var hurtig vill ehan kunne nå at sy hende sammen, før hun kom til sig selv, og han trådede hurtigt nålen og lod en tjener holde et lys ned, så han kunne se hvad, han havde med at gøre. Han så til hende, tog sig i at mumle en undskyldning, og tog sig så sammen. Han var hurtig og ferm, da han syede flængen i hendes side sammen, hvorpå han flyttede rundt på sig, så han kunne komme til hendes skulder. Han fik med en hel del skrupler trukket hendes bluse væk fra såret og fik sat et par sting der også, hvorpå han vendte sig mod tjeneren, der var kommet med et vaskefad og holdt frem, og efter kort at have skyllet fingrene, vred han kluden op og begyndte forsigtigt at duppe blodet væk.

Da tjenerne efterhånden var færdige med deres opgaver, trak de sig tilbage, og George bad få sat vaskefadet på gulvet og blive ladt alene. Han ønskede ikke at forvirre hende med al for mange mennesker omkring hende.
Da han havde fået det værste blod væk, skyllede han kluden op igen til den var så ren, den kunne blive, hvorpå han foldede den og lagde den over hendes pande og dernæst rejste sig fra sengekanten, hvor han ellers havde siddet for at kunne nå det, han skulle. Han ønskede bestemt ikke at være anmasende, og den næste opgave, han havde, var ikke nødvendig at udføre så tæt på hende. Han var bestemt ikke vild med det, men han var nødt til at gøre noget, før hendes blodmangel tog livet af hende, og han fremstillede hurtigt en form for slange med en syl i hver ende. Han vidste, hans blod intet fejlede, og lige nu kunne han godt undvære en portion. Han fandt en blodåre på sin arm og tog en dyb indånding, før han lagde sylen i sig selv og dernæst placerede den anden i hendes hånd, hvor han holdt den fast. Han pressede på sin arm indtil blodet begyndte at løbe ned igennem slangen og ind i hendes hånd. Følelsen gjorde ham svimmel, men lige nu havde han ikke meget andet valg, og han udførte blot opgaven med et roligt og velovervejet ansigtsudtryk.

Georges tjenere måtte have troet han var vanvittig sådan at slæbe et lig med ind på palæet, det var indtil det gik op for dem at det, på tros af udseendet, faktisk slet ikke var et lig... endnu.
Efter Morgana havde mindstet bevidstheden på hesten, var hendes tilstand på ingen måde blevet bedre, og da de endelig ankom var hun blevet askegrå at se til.

Heldigvis vågnede Morgana ikke mens George syede hende, ej heller da han vaskede. Hun lå livløst på sengen, og kun hendes svage åndedræt afslørede at der stadig var liv i hende. Det var ikke før han tog hendes hånd for at føre sylen ind, at hun bevægede sig. Det var svært at sige om det var en underbevidst reaktion, eller blot en reflex, men Morgans hånd lukkede sig blidt om Georges. Den var dog langfra stærk nok til at være en hindring i hans arbejde.

I værelsets lys var en del lettere at se hvad der var sår og hvad der var tattoveringer, og det blev hurtigt klart at de fleste af de 'skammer' det havde set ud som om hun havde, var ældre. Stadig var hendes trøje flænset i en grad så man skulle tro at det havde været målet, snarere end enlig at skade hende.

Tjenerne på palæet var efterhånden ved at have vænnet sig til de døende, George slæbte med sig, og de var i høj grad ved at have vænnet sig til at fjerne blodpletter, og det bekymrede ham ikke hvad, de tænkte. De var ansat og fik penge for at gå til hånde, og han så dem som arbejdende mennesker, ikke for at være hans venner eller bekendte, hvorfor deres holdninger og meninger ikke interesserede ham. I alt fald ikke i øjeblikket.

At Morganas tilstand var forværret, var han ikke i tvivl om et øjeblik, og han gjorde alt, hvad han kunne for at se en bedring i hende.
Den svage reaktion på hans berøring af hendes hånd, var næsten tabt på ham i hans skyndsomhed, men han kastede dog et kort blik på hende. Var hun ved at vågne op, måtte han hellere skynde sig endnu mere, og han lagde kanylen i første forsøg, tydeligvis lidt for øvet i den slags til at være uden lægelig erfaring - hvor begrænset den end var. Da først sylen lå i hendes hånd og blodet løb mellem dem, var der ikke meget andet, han kunne gøre.

Han forsøgte ikke at betragte hende, forsøgte at abstrahere fra den forrevne bluse, men han kunne ikke blot vende ryggen til hende, som han normalt ville have gjort. I stedet endte han med at trække det tynde silke.sengetæppe hen over hendes krop, så kun den arm, han arbejdede med, stak ud. Lige nu var der ikke andet at gøre end at vente og håbe. Der kunne stadig gå nogen tid før lægen ville være her, og der var ikke mere, han kunne stille op lige nu, så han stod blot tavs og alvorlig ved sengens side og betragtede hendes ansigt. Hvis hun da så bare trak det sammen i smerter, ville han i det mindste vide, hun ikke var ved at synke hen.

Som blodet flød vendte der langsomt mere og mere farve tilbage til Morganas ansigt. Til tros for denne forbedring, så hun stadig sygeligt bleg ud da gerningen var fuldbragt.
Der var ingen tvivl om at Georges handling havde reddet hendes liv for nu, men der gik stadig foruroligende længe, inden hendes tilstand ændrede sig. Længe lå hun blot urørlig, med et uendelig svagt åndedræt, men pludselig skete der noget. Den første bevægelse var svag, en let skælven der løb igennem hendes krop, efterfuldt af en mere. Derfra gik der ikke længe, inden hele hendes krop rystede af kulde. Det varede dog ikke mere end et par minutter, før rystelserne holdt op, og blev erstattet af kraftige svedeturer. Morganas pande brændte, og der var ingen tvivl om at den feber der havde luret i hendes krop siden hun var skyllet i land, nu for alvor havde sat ind.

Selvom Morgana stadig ikke selv var ved bevidsthed, så havde hendes krop hvertfald ikke tænkt sig at give op uden kamp.

At se en smule farve vende tilbage til hendes kinder, glædede ham, selvom han vidste, det langt fra var gjort med det, og hun var stadig i overhængende fare.
Da han begyndte at blive svimmel selv af blodmangel, fjernede han sylene og stoppede blødningen på dem begge uden at fjerne blikket fra hendes ansigt. Ud af øjenkrogen holdt han øje med den svage bevægelse af silketæppet, der langsomt bevægede sig en lille smule ad gangen. Han blev en smule overrasket, da rystelserne begyndte, og han lagde en hånd mod hendes pande kun for at finde den ganske kold. Han trak derfor dynen op over hende og pakkede hende godt ind; der var ikke meget andet, han kunne gøre lige nu.
Da hun begyndte at svede og rystelserne holdt op, fik han pakket hende let ud igen, og han blev stående bøjet ind over hende for bedre at kunne holde øje med hendes tilstand. Nu måtte dne læge virkelig godt tage at skynde sig!
Han sank en klump og løftede hendes hånd op, hvor han mærkede efter hendes puls ved håndledet. Den var alt for svag, go han brød sig virkelig ikke om det.
"Hold ud lidt endnu," sagde han fast til hende i håbet om at trænge igennem til hende.

Der hørtes løbende trin på gangen, og George trak vejret lidt lettere, da døren gik op ind til lokalet og lægen George som regel tilkaldte, trådte ind. Der var ikke en gang tid til at hilse på hinanden, og George trådte blot til side, mens lægen hastede til. George opsumerede kort hvad, der var sket samt alt, han havde gjort, og der blev nikket. George var klar til at gå til hånde og sendte som det første tjeneren af sted efter et fad rent vand. Han ville hjælpe i den udstrækning, han nu kunne, men han var samtidig ikke indstillet på at blive i lokalet, hvis det skulle blive nødvendigt at afklæde hende, hvad han nok troede det ville. Skulle lægen begynde herpå, kendte han eftehråndne George godt nok til at vide, han ville gå uden for døren.