Solen stod lavt i horisonten og farvede havet en flammende rød-orange. Dette blev kun forstærket af den kraftige pålandsvind der piskede bølgerne op, og bar duften af røg og brændt tjære med sig. Længere ude på havet, netop hvor solen forsvandt under havoverfalden, cirkulerede to skibe om hinanden, hvor det mindste af de to stod i flammer.

En time forinden havde Morgana og Dragon sejlet afsted, med vind i sejlene og ved godt mod. De havde æbler nok til en dags tid, tørrede fisk til en uge og med vished om at tolderne i hovedstanden for længdt måtte være holdt op med at lede efter deres stjålne skib. For første gang mens de havde haft deres ben på det skib følte de sig sikre, og det var den følelse der blev deres undergang.
Deres fjendes skib var langt større, men de havde nærmet sig med solen akter for, hvor de sorgløse flygtninge ikke havde en chance for at se dem og da de endelig gjorde, var det for sent. En pyromancer havde sat deres sejl i lys lue, og mens ilden lystigt spredte sig, borrede fjenden i ro og mag. Tolderskibet var dog for småt til at de kunne komme over mere end tre af gangen. De første kom over leende og var allerede igang med at diskuterer hvad dusøren skulle bruges til. For hvor svært kunne det være for tre unge sømænd at overmande en gammel mand og en kvinde?

Det viste sig at værre markant sværre end først antaget, og det var først da det trejde hold kom over at det lykkedes dem at overmande Dragon. Derfra var resten en leg. De pressede langsomt Morgana helt ud i stævnen, mens de blev enige om hvem der skulle have hende først. De havde leet højt da hun var kravlet op på relingen og vædet om hvor længe der ville gå inden hun kom ned igen. Deres ansigts udtryk da hun sprang havde været det hele værd.

Havet omfavnede hende koldt og klamt. Hun var ingen fantastisk svømmer, og måtte undervejs sparke støvlerne af og smide både jakke og bælte. Men selv det var ikke nok. Kysten var stadig kun svagt i syne da hendes krafter slab op. Hun havde været udmattet allerede inden hun kastede sig i havets vold, og havde fået flere sår end hun kunne huske nogensinde at have haft før. Det havde været vandvid at tro hun nogensinde kunne være nået kysten. Morgana lod sig synke, og tog imod havets omfavnelse.

Og det var netop der vinden var slået om. Vinden der før havde smøjet sig blidt langs kysten, forvandlede sig til en kraftig pålandsvind og bar havets hemmeligheder til kysten... Inklusiv Morgana.

Hun var et sølle syn da hun endelig skyllede op på kysten. Hendes forrevne tøj klæbede til hendes forrevne krop, og håret der lå indover hendes næse og mund bevægede sig ikke det mindste. Men skønt hends hud var kold, var der stadig farve i den. Valeria havde forkastet hende, hvorefter Chance havde taget hende i sin lunefulde favn.

Sandet lå badet i guld, små glimt steg op fra enkelte af de små, klare sten, når den nedgående sol kastede sin tunge ind over dem og slikkede dem rene.
Den dumpe lyd af hove i galop brød bølgernes hidsige rytme, mens de kolliderede med stranden i hidsige klobevægelser, som forsøgte de at grave mere at Krystallandet ned i sit rige. En grå skimmel tordnede af sted hen ad sandet, der stod op i skyer bag den, rytteren ivrigt lænet forover, de mørke lokker et vildt filter i vinden, de bløde krøller en stærk kontrast til den skarpe kæbe og bestemte hage for ikke at nævne kindbenene. Øjnene glødede af motionen, mens omgivelserne forsvandt i en heftig, grødet masse, der næsten piskede tårer frem i hans øjne.

George sløvede sit halsbrækkende tempo ned for til sidst at stoppe, da en sort streg fangede hans opmærksomhed ude over vandet og lugten af røg og tjære svagt blev bragt ind med pålandsvinden. Han hævede sig op i sadlen og holdt hånden skyggende for øjenene, mens han spejdede ud over vandene. Han kunne konkludere, der var ild i et skib, men der var ikke meget, han kunne gøre. Med den kraftige vind turde han ikke forsøge at flyve ud over vandet for at se hvad, der skete, og han måtte affinde sig med, der virkelig intet var, han kunne gøre. Det var ikke hans kamp!

Han vidste intet om kampen, der havde fundet stede på dækket af skibet, der nu brændte, vidste intet om, det var Morganas skib, der var tale om. Han havde ikke tænkt så meget på episoden siden, det var sket. Kun som en pudsig lille anekdote i hans livshistorie. Endnu en pirat, han var stødt på, der havde vist sig at ændre hans livssyn en smule, og som han til gengæld havde kunnet hjælpe.
Han havde været fuldstændigt udmattet, da hun var forsvundet ud over kanten af skrænten ned i mørket, og han var dejset om på vejen hjemad simpelthen for udmattet til at gøre noget andet end at velkomme mørket. Det havde været lidt af et held, han ikke var blevet berøvet eller lignende i den times tid, han havde ligget bevidstløs, men heldet havde tilsmilet ham, og da han endelig genvandt bevidstheden, va det lykkedes ham at slæbe sig selv hele vejen ind på gårdspladsen, hvor en tjener, der havde holdt øje efter ham, havde fået bakset ham resten af vejen op i seng. Det havde været længe siden, han havde udmattet sig selv på den måde - selvom det ikke havde været den første gang - og han havde sovet over sig den følgende morgen, banket op af et par af sine arbejdere, der panisk afventede hans tilstedeværelse.

Men alt det var glemt nu, og han havde genvundet sit overskud så meget, han havde nok til en vild ridetur. Det havde ellers aldrig været George at tilbringe tid på ryggen af et dyr, men hans nye hoppe passede ham fortrinneligt, deres temperament kommende fint overens, og for en gangs skyld havde han fundet et dyr, der ikke konstant smed ham på røven til stor ydmygelse for ham selv.

Han var godt tilfreds og skulle til at vende hesten rundt for at drage hjemover, da noget igen fangede hans opmærksomhed. Der lå noget et par meter ude i vandet, halvvejs fanget af sandet, mens vandet skyllede op over det og truede med at trække det ud igen. Han red nærmere med let rynkede bryn kun for at opdage, det ikke var en hård masse, han havde fået øje på. Det var.. et menneske!? Uden at tøve eller bruge tid på stigbøjler sprang han ned, landende i vand til anklerne, havende det sprøjtende op omkring sig, og han gik længere ud i vandet imod kroppen. Ja han løb nærmest. Et enkelt blik på bølgerne fortalte ham hvornår, han skulle stå imod, og han klarede turen hele vejen hen til kroppen uden at falde og uden tanke på de champagnefarvede ridebukser, der var gennemblødte, og støvlerne, hvis læder var ødelagt, mens selve støvlerne var tunge af vandet. Han bukkede sig hurtigt ned og samlede hvad, han frygtede var et lig, op i sine arme, før han akavet vadede ind på land igen.

Inde på sandet holdt han kroppen i først den ene arm og dernæst den anden, mens han hurtigt og yderst elegant kom ud af sin jakke, som han spredte ud på sandet med den ene hånd, før han lagde mennesket til rette der. Et øjeblik for optaget af at sikre sig, der var en puls, opdagede han først ikke, hvem det var, men da han kort kastede et blik mod hendes ansigt, holdt hans vejrtrækning midlertidigt inde. Denne gang var det faktisk ikke en helt fremmed, han faldt over i døende tilstand, og det chokerede ham en del mere end hvis han ikke havde mødt hende før - end det havde gjort de andre gange, han var i denne situation. Han sank en klump og tog sig sammen. Der var ikke tid til at tøve lige nu!

Hun trak ikke vejret, og han følte sig meget utilpas ved tanken om hvad, han vidste, han måtte gøre, men som sagt; ingen tid til at tøve. Han var hurtigt på knæ ved hendes side og holdt hende for næsen, mens han med et forsigtigt greb om hendes hage åbnede hendes mund. Han havde ikke selv forsøgt sig på det her før, men han havde set det udført nogle gange og håbede bare, han kunne gøre noget. Mere sikkert end han havde troet sig selv i stand til, førte han munden til hendes og gav hende kunstigt åndedræt. Følelsen af hendes mund mod hans var alt for intim og personlig, smagen af saltvand øgende til hans sansers forvirring, men han tvang sig selv til at fortsætte, selvom han helst havde trukket sig væk. Han måtte virkelig ikke tøve lige nu!

Det syntes som en evighed, før hun tog en dyb indånding, go han vendte hende rundt på siden, nærmest rykkende sit ansigt væk fra hendes, og så til, mens vandet løb ud af hendes lunger og videre ud gennem munden. Han beholdt en hånd mod hendes overarm for at holde hende på plads, mens hans øjne hurtigt gled ned over hende for at undersøge hvor mange og hvor alvorlige skader, hun havde.

Først nu stykkede han sin viden sammen; hendes skib var brændt, hun selv endt i havet. Hun var heldig at være i live overhovedet, og han var dybt rystet over, hun faktisk var det. Men han viste intet udadtil. I tilfælde af, hun skulle komme nok til sig selv til at registrere hans tilstedeværelse, ønskede han for alt i verden ikke at virke usikker eller urolig. Han fastholdt sin rolige facade, fandt nogle skrammer og småsår, men der var ikke den store nødvendighed for at skulle sy noget, hvilket var en lettelse ... Måske hvis man så bort fra hendes tøj. Han skar en grimasse og løftede blikket bort fra hende med let røde kinder, før han slog sin jakke om hende. Det var ikke blot for ikke at stirre unødvendigt hvor hendes tøj var flået op, men lige så meget for, hun skulle genvinde lidt varme i kroppen. Et øjeblik tøvede han igen, før han nok en gang måtte tage sig sammen, og med en hånd fortsat mod hendes arm og en mod hendes ryg, forsøgte han at gnide lidt varme ind i hende.

"Miss Morg?" kaldte han blidt, men bestemt for at se efter en reaktion. Det undrede ham faktisk, han kunne huske det navn, hun havde oplyst ham, men det kunne han nu engang. Mon der ville komme lidt mere liv i hende?

Døden var en mærkværdig ting. Ved deres sidste møde havde Morgana nok været køn og charmerende, men det var først nu, hvor vandet havde skyllet hendes facade væk, og for en tid stjålet hendes forrædderiske tunge, at man kunne se hvor smuk hun i sandhed var. I et flyvsk øjeblik virkede det næsten som om hun gengældte hans livsgivende kys..

Men så vendte livet, og den ubehagelige virkelighed tilbage. Morganas krop skælvede og krampede, mens vandet fandt ud, skarbt efterfuldt af en gang udvandet, ildelugtende gale. Hendes vejrtrækning var hæs og gispende, men det virkede i det mindste til at den var ubesværet.
Den videre undersøgelse viste sig dog at være en anelse mere besværlig. Morganas arme og overkrop var dækket af intrikante tattoveringer, der gjorde det svært at se hvor et sår stoppede, og tattoveringen begyndte. Da livet stille og roligt vendte tilbage til Morgana, og blodet begyndte at piple frem, blev det dog klart at de eneste større skader hun havde erhvervet sig, var et hug i højre side lige under ribbenene og et stik i venstre skulder.

Efter lidt tid begyndte Morganas øjenlåg at dirre, og kort efter gled hendes øjne halvt op. Hun stirrede tomt op på George, men det var tydeligt at hun intet så. "Er jeg død?" lød det pludselig fra hendes sprukne læber. Hendes stemme var spinkel og en anelse grødet. Endnu en skælven gik igennem hendes krop. Blot at få de tre små ord ud havde været en anstrengelse.

Nu var køn og charmerende som regel tabt på George, der strengt afholdt sig fra at se på en kvinde på den måde. Efterhånden tænkte han som en munk på det punkt, og hans interesse i kvinder lå langt mere i deres syn på verden end i udseendet. Faktisk havde han i hele sit liv kun været interesseret i udseendet på en enkelt kvinde - eller måske tre, hvis det talte med at han interesserede sig rent akedemisk for to kvinder af en anden race? Alligevel slog det ham, da han så ned på hendes ansigt, at hun bestemt var alt andet end almindelig eller grim. Den erkendelse gjorde det blot endnu sværere at udøve lægehjælp på hende, og da hans hjerne et øjeblik virkelig spillede ham et puds, så han troede, hun gengældte berøringen af hans læber aktivt, var han ved at fare tilbage. For hundrede gang i løbet af meget meget kort tid tog han sig sammen, hankede op i sig selv og skændte på sig selv for at være sådan et egocentreret fjols i et øjeblik som dette. Kvinden var praktisk taget livløs, hendes liv stadig i fare, og her sad han og bekymrede sig om.. om... ganske uvæsentlige ting!

Hendes skælvende krop, lyden af hendes vejrtræking og den syrlige lugt, der spredtes, forsikrede ham for, hun havde klaret den for nu, og han nikkede tilfreds til sig selv.
Undersøgelsen af hendes sår havde været overfladisk, for tattooveringerne havde virkelig gjort det svært, og han havde ingen intentioner om at sidde og nærstudere hende i halvmørket. Og da han netop havde pakket hende ind i sin jakke, bemærkede han ikke blodet i hendes side. Skulderen derimod fik han øje på i det samme, da blodet løb over hendes hals og blev fanget af månelyset, og han vurderede hurtigt, det kunne bruge et sting. Altså kunne han ikke stole på, han ville kunne nøjes med at blive her på stranden, til hun havde det bedre, og... Hans tanker afbrød sig selv i chok. Hvornår havde han overhovedet troet det? Han stak tre fingre til tindingen og masserede den groft; var ved at opbygge en voldsom hovedpine. Selv i bevidstløs - eller næsten bevidstløs - tilstand formåede hun at forvirre hans tanker.

Da de sorte øjenvippers vifter mod de hvide kinder begyndte at dirre, vågnede han lidt op af sine tanker igen, og snart efter kom hun nok til sig selv til at se op, selvom det var tydeligt, hun ikke så ham.
Ordene fik et skævt smil til at forlade hans læber.
"Nej, heldigvis ikke," sagde han roligt og blidt. Han kunne høre hvor udmattet, hun var, og han kunne tænke sig til, hun havde kæmpet hårdt for ikke at gå under. Der var kun en enkelt ting, han kunne gøre for at hjælpe hende på det punkt, og han gjorde det nødigt, men lige nu havde han ikke meget af et valg.
Med rynkede bryn samlede han hænderne over hinanden og kombinerede sine evner på mest besynderlige vis; hans evne med energier og med planter slog sig sammen, og et øjeblik slog stråler af lys frem mellem hans fingrer og oplyste hans ansigt i en koncentreret, lettere smertefuld grimasse. Men lyset dæmpedes ned, da den grøntsag, han var ved at kreere, opslugte energien. Han måtte arbejde hurtigt for det kunne lykkes og overførte noget af sin egen livsenergi til grøntsagen, som han forseglede i en tyk, hård skal. Det var en ustabil blanding, der skulle hvile et øjeblik, hvis den ikke skulle eksplodere i hånden på ham, og han knækkede den af den stilk, der groede ud af hans hånd, og lagde den i sandet ved sin side, mens han trak stilken tilbage og ømmede sig kort.

Hele processen tog ikke mere end et halvt minut, men den efterlod ham drænet. Men om blot få minutter ville grøntsagen være klar til brug, og han ville på den måde kunne overføre en smule af sin egen energi til hendes krop. Hun havde mere brug for den lige nu end han havde. I mellemtiden greb han efter sit bælte og trak en dunk frem med vand, og han lagde forsigtigt en arm under hendes hoved og ene skulder og løftede hende let op, før han holdt dunken til hendes tørre læber.
"Drik lidt," bad han venligt, "det er rent vand; det vil gøre dig godt!" Han ventede tålmodigt på, hun skulle tage nogle slurke, mens han overvejede hvad, han skulle gøre.

Siden hun ikke selv havde noget sted eller nogen til at tage sig af hende, hvor han kunne fragte hende hen, ville det se ud til, han havde fået en ny patient selv. Og netop som den forrige havde forladt ham. Skæbnen så ham så sandelig ikke ude af træning!

Et lettet suk undslab Morgana lidt efter George havde svaret. Hun havde hørt orderne, men det havde stadig taget lidt tid for hende at vende dem i sindet og forstå meningen. Hun var ikke død, og der var noget ved den stemme, noget rart der beroligede hende.. noget fjernt men velkendt. Det var dog som om der lå et tykt lag af slam om hendes hjerne, der forhindrede hende i at tænke klart, i at huske.
Først lod Morgana slet ikke til at registere det skarpe lys fra Georges hænder, men efter et par sekunder knep hun alligevel øjnene sammen og forsøgte halvhjertet at dreje ansigtet væk fra det skarpe lys. Det halve minut der gik gjorde dog godt, og da Morgana åbnede øjnene igen, virkede de en anelse mere nærværende.

"Hjælp... jeg må.. hjælp.. jeg ber" orderne var usammenhængende, som en fragmenteret sætning hvor halvdelen var forsvundet et sted mellem hendes tanker og mund. De var svage som før, men det lykkedes hende i det mindste at tvinge dem ud, uden større rystelser.

Da George bød Morgana drikke og holdt dunken op for hende, gik der igen et par sekunder inden hun fangede meningen, og forsigtigt tog et sip. Det første sip blev fuldt af et mere, og et tredje, men da hun prøvede at tage det fjerde, kløjs hun i det og endte med at hoste så den sidste mundfuld vand i stedet endte med at løbe ned af hagen på hende.
På tros af den kølige aftenluft, var varmen allerede vent tilbage i Morganas krop. Små svedperler dannede sig sågar på hendes ansigt og bryst.
Det tog ingen ekspert at se, at feber nok var uundgåelig, og det kun var et spørgsmål om tid, inden feberne ville tage ordenligt fat og raserer Morganas krop yderligere.

Det glædede ham, hun var i stand til at opfange hvad, han sagde; det var et godt tegn.
Han var for koncentreret til at bemærke hendes sammenknibning af øjnene, skyndte sig bare at blive færdig og sad et øjeblik og sundede sig, før han igen var opmærksom.

Han hørte hendes bedende ord og tyssede blidt på hende.
"Jeg går ingen steder!" forsikrede han hende for. I det mindste ikke uden hende. Han så op et øjeblik, hvor hans hest stod roligt og så afventende på ham. Han var virkelig glad for, den ikke var en af de heste der bare stak af så snart den fik muligheden, og han overvejede den beste måde at flytte hende på. Han tvang blikket tilbage på hende og smilede beroligende.

Han ventede tålmodigt mens, hun drak, slap dunken, så den trimlede til jorden og indholdet spildte ud i sandet, da hun fik det i den gale hals, og han tiltede hendes hoved let til siden, så hun ikke skulle kvæles i det, mens han fandt sit lommetørklæde frem og tørrede hendes hage, før han stak det tilbage i brystlommen på sin vest, hvor han havde fundet det.
Gennem tørklædet havde han fået en svag fornemmelse af hvor varm, hun var blevet, men ikke mere end en ide, og han lagde hånden først mod hendes pande og dernæst hendes kind, mens hans bryn rynkedes sammen. Han måtte have hende væk derfra, men først ... Han holdt hende halvvejs siddende fortsat lænet mod sit bryst, mens han med den frie hånd greb den lill egrøntsag og førte den til sin mund, hvor han brugte tænderne til at knække den hårde skal og fjerne den, så hun kunne komme til kødet. Den lyste op i nær-mørket i et sløvt, hvidt skær, og han førte det bløde kød til hendes mund.
"Forsøg at tage et par bidder. Smagen er desværre hæslig, men det vil gøre Dem godt! De har brug for lidt styrke!" Mere sagde han ikke, men han håbede virkelig, hun kunne få bare et par bidder ned. Den koncentrerede energi ville være nok til at sikre, hun ville kunne klare den tur, han var nødt til at udsætte hende for for at flytte hende. Og han var nødt til at få hende væk derfra, før feberen for alvor satte ind.

Morganas øjne gled igen i med et lettet suk. Et stemme langt borte skreg at hun ikke kunne stole på ham, at hun ikke kunne stole på nogen! Men den var langt væk, og drukede hurtigt i den lyksagelige følelse af at være frelst. Hun behøvede ikke kæmpe mere. Hendes frelser var her, som en gammel ven fra en drøm, og han skulle nok sørger for at intet ondt ville komme til hende..

Morganas krop blev tungere mod Georges da hendes bevidsthed igen forlod hende for en stund. Det var en velsignelse at give slip, bare drive ned i mørket og lade smerten tilbage. Hun svævede i mørket, uden tanke for hvor eller hvad hun enlig var, eller hvor længe hun havde været der. Liv eller død betød ingenting. I mørket var altind ligegyldigt.

En skarb lugt bragte hende delvist tilbage til virkeligheden, nok hvertfald til at gøre som hun blev budt. Hendes læber skiltes langsomt og hendes tænder lukkede sig om den yderest hinde af frugtkødet og med Georges hjælp fik hun taget en lille bid. Hun havde ikke kræfter til at tykke, men det lykkedes hende at få slugt biden.
Den første bid viste sig også at være den sværeste. Det havde nok ikke været en stor bid, men energien fra den var nok til at hun kunne få taget en bid mere, lidt større end den forrige. Det lykkedes hende at få et par bider ned, men det var stadig ikke meget mere end en mundfuld i alt. Det var dog nok til at bringe nærhed til hendes blik. "G-George?" spurgte hun da det lykkedes hende at fokuserer på ham. Hendes stemme var stadig svag, men det lød ikke længere som en kamp bare at få det enkelte ord ud.
Sammen med denne velsignelse af klarhed i hendes sind, fuldte der også en forbandelse. Sløret det havde mudret hendes tanker til, havde også været hendes eneste værn mod smerten, og nu hvor det var væk, mindede hendes krop hende om hver eneste lille rift og skramme hun havde, på en og samme tid. Hendes ansigt fortrak sig i smerte og hun forsøgte at tage sig til sin højre side. Hun fik dog ikke løftet den mere end en håndsbrede før hun måtte lade den falde ned igen med et smertefuldt gisp.

Det lile suk blev modtaget med et smil; han var glad for at kunne have beroliget hende. Til gengæld blev han igen bekymret og smilet falmede pludseligt, da hun besvimede, og hans bryn rynkede sig sammen, mens han bare fortsat holdt hende.

Hun kom dog lidt til sig selv ved lugten af hans grøntsag, og det var en stor lettelse at se hende spise af den, selvom det ikke var meget. Han kunne dog se, hun fik det lidt bedre, og det var målet. Han koncentrerede sig svagt om grøntsagen, da hun holdt op med at spise af den, og skallen voksede sig sammen igen, hvorpå han stak den i lommen og igen fokuserede på hende, mens hun sagde hans navn. Han nikkede roligt og smilede beroligende til hende.
"Lige her," sagde han roligt. Han skulle til at løfte hende op, da hendes ansigt fortrak sig i smerter, og han blev derfor siddende meget stille i stedet.
"Øjeblik," mumlede han og løftede hånden op igen, hvor han hastigt fremgroede fire blade og en smule besværet plukkede dem fra sin håndflade. Han holdt dem hen til hendes mund.
"Her, de vil tage smerterne i løbet af nogle minutter," sagde han stadig med sin rolige, behagelige stemme.
Han ventede på, hun spiste dem og lagde så armen ind under hendes ben og jakken, der gik så langt ned om hende, det var muligt. Han sørgede for at understøtte hendes hoved med sin skulder, før han rejste sig med hende bekymret betragtende hende for hvor mange smerter, han påførte hende herved.
"Vi er nødt til at få Dem væk herfra," sagde han roligt, "Jeg skal være så forsigtig, det er mig muligt!" Han nåede hen til hesten og klikkede med tungen, hvilket fik den til at lægge sig ned i sandet. Det havde været nødvendigt at lære den det, og han var glad for det nu, da det gjorde det muligt for ham at komme op på den uden at slippe hende.
Oppe på hesten placerede han hende i sikkerhed mellem sine ben lænet ind mod sig, og han greb tøjlen med hånden, der havde holdt under hendes ben og slog forsigtigt med den. Heldigvis var det en rolig hoppe, han havde erhvervet sig, og den bevægede sig uden for mange pludselige bevægelser, gyngede bare frem og tilbage under dem.
George holdt hende tæt ind til sig, men holdt øjnene på vejen foran dem og nøjedes med kun at skæve ned til hende fra tid til anden, mens hans hjerne arbejdede på at finde den hurtigste vej hjem. Der var ikk andre steder, han kunne tage hende hen, selvom han måske nok burde have taget hende på helbredelseshuset. Han var bare ikke meget for deres metoder med igler og des lige, og han foretrak bestemt, de ikke ville gå i gang med at tappe blod af hende ovenpå den oplevelse, hun lige havde haft. Desuden var der det fakta at hun var pirat, og det ville måske ikke være det smarteste at aflevere hende sådan et sted. Han håbede blot, Cassa ville have forståelse for hvem, han bragte indenfor i hans hjem. Men mon ikke han ville? Cassa og George var meget ens på det punkt når det kom til et såret individ og ville begge gå ad vejen for sig selv for at hjælpe. Så dér ville problemet nok heller ikke opstå.

Morgana brugte sin friske arm, og fik stoppet bladene i munden uden spørgsmål. Det var ingen delikatesse, men det var en kærkommen smagsforandring i forhold til den underlige frugt han havde hældt på hende før. Hun brugte igen den højre arm til at holde den venstre i ro, så det ikke trak så meget i skulderen, og koncentrerede sig ellers utroligt meget om at tykke bladene synder og sammen så hun ikke kunne tænke så meget over smerten. Det virkede dog ikke halvt så godt som hun havde håbet. Da George løftede hende måtte hun bide tænderne hårdt sammen for ikke at skrige, men tårene der samlede sig i hendes øjenkroge talte dog sit tydelige sprog. Det gjorde så aller helvedes ondt, men stadig ture hun ikke tænke på hvordan det ville have været uden Georges smertestillende blade.
Da George talte nikkede hun blot sammenbidt, bange for at skrige hvis hun åbnede munden. Da han placerede hende i sadlen kunne hun ånde lettet op igen, om end kun for en kort stund.
De første par meter på hesten var et rent helvede, men faldt forbløffende hurtigt ind i hestens rytme, hvertfald for en pirat som man ellers skulle tro havde brugt hele sit liv på et skib, og ikke en hest.
Et spinkelt "Tak" sneg sig ud igennem hendes læber mens hesten rolige gang kompineret med Georges blade gav hende en from for ro.

Han var ganske tilfreds, da hun spiste de laudanumblade han gav hende, og alligevel gjorde det hende ondt at blive løftet op. Hun måtte være hårdere skadet end han havde troet først, og det bekymrede ham en hel del. Men nu måtte han have hende hjem i lyset, hvor han bedre kunne undersøge hendes sår og hvor en læge kunne blive tilkaldt til at tjekke op for hende. Han var bestemt ikke meget for tanken om selv at skulle lægge hænderne på hende for at trykke og mærke efter indre blødninger, så han måtte bare skynde sig så meget, han kunne. Hvad han ikke ville have gjort i dette øjeblik for at have haft sin kammertjener med at sende i forvejen.
Han fornemmede godt, hvorfor hun bed så hårdt sammen, og han var taknemmelig for, hun ikke skreg, da det nok ville have påvirket ham en hel del. Han forsøgte at rette sit greb om hende til at understøtte hende lidt bedre, passende på hendes skulder.
Til sidst sad de på hesten og var af sted, men George turde ikke skynde på den af frygt for de smerter, han kunne forvolde hende. Inden hun faldt en smule til ro havde han mindst fået mumlet hundrede undskyldninger for smerterne til hende, og det var en stor lettelse, da hun så ud til at få det en smule bedre igen. Hendes tak fik ham til at skære en grimasse.
"Der er ikke meget at takke mig for," sagde han roligt, "Enhver ville have gjort som jeg." Det var samme type forklaring han havde tilbudt hende ved deres tidligere møde omkring almen høflighed. Han vidste jo godt, det nok var de færreste, der havde været villige til at gøre så meget som han havde gjort, men det føltes bedre at forklejne sine gerninger på den måde, som han var vant til at gøre det. George var ikke typen, der tog godt imod taksigelser og ros, og han var ikke god til at se hos sig selv, hvor meget han egentligt gjorde for andre. Han havde også svært ved at indse, han havde reddet hendes liv. Han havde ikke gjort det store, synes han, det var jo ikke fordi han var sprunget i havet og svømmet ud efter hende, havde kæmpet mod dem, der havde overfaldet skibet eller noget som helst i den retning, han havde bare taget sig af resultaterne af andres kampe, som han jo altid gjorde det. Et oprydningsarbejde, kunne det vel kaldes, og han følte sig ikke vigtigere eller bedre end den gængse afryder på en kro eller tjenestepige på palæet. Det lå bare for langt fra hans natur.

Georges beskedenhed fik Morgana til at trække en smule på mundvigen. Det lignede dog mere en lidt sær grimasse end et egenligt smil. Hun viste det ville være nytteløst at sige ham imod, og hun ønskede verden var så sukkersød som han prøvede at bilde hende ind. Tanken om hvad 'enhver' ville have gjort i virkeligheden var for meget at bærger for hende lidt nu. Mens de red bad hun stille, først til Valeria, havets lunefulde gudinde, for at have holdt hende sikker så længe det varede, og dernæst til Chance, for af alle folk i Krystallandet at sende George til hende netop der.

I takt med at de lagde vej bag sig, og den energi hun havde fået fra George langsomt slap op, begyndte Morganas ansigt at blive dækket af en fin film af koldsved. Hun prøvede hårdnakket at holde sig selv oppe, og holde ud, men jo længere de rejste, jo tungere begyndte hun at hænge i Georges arme.
For at gøre det hele være, havde bevægelsen også flået den smule skorpe der havde nået at danne sig på hendes sår op, så blodet lystigt piplede ned af hendes bryst fra skulderen, og ned på Georges lår fra hendes side.

I takt med at Morgans tanker blev flygtige af blodtab, fandt hun det svært at beslutte hvad der enlig var bedst. Den sanseløse hjælpeløshed, hvor mørket omfavnede og det eneste hun kunne gøre, var at håbe på at George var stærk nok til at trække hende igennem, eller den smertefulde virkelighed hvor hun kunne bide tænderne sammen og forsøge at tvinge sin krop til at tage sig sammen.

Den lille grimasse blev forstået i sin hentydning, og det var nok for nu. Men Morgana var ikke den eneste, der var glad for netop George havde fundet hende; det var han nemlig også selv! Han takkede selv sin egen Gud i tankerne for at have bragt ham derhen i tide. Men det var en ting hans Gud var god til; at sørge for han var på det rette sted på den rette tid. Alt han kunne gøre var at lystre, når han blev sendt ud, og det var nøjagtigt hvad, han gjorde.

Koldsveden på hendes pande gjorde ham urolig, og han kunne mærke den store mængde blod, der gled ned på hans lår. Men han var nødt til at få hende hen et sted, hvor der var lys, før han ville kunne afgøre hvad, der var sår og hvad, der var tattoveringer. Han stod foran et meget svært valg lige nu, og han kunne ikke beslutte sig, men han vidste, jo længere han tøvede, jo længere ud ville Morganas liv komme.
Han bed tænderne sammen, da han omsider tog sin beslutning.
"Jeg beklager virkelig det her, miss Morg," sagde han tydeligt beklagende, "Men jeg er nødt til at sætte farten op! Vi har ingen tid at spilde, og jeg kan kun undskylde for smerten, jeg må påføre dig." Han satte hælene til hesten, der satte over i trav og dernæst i gallop, mens han blot forsøgte at støtte hende så meget, han kunne og at holde hende i ro. Han forventede et skrig denne gang, og han var ikke glad for det, men skulle hun ikke dø af blodmangel, måtte de nå frem ... meget snart.

Frygten greb Morgana om hjertet ved Georges første ord. Han ville smide hende af nu og efterlade hende. Hun havde alligevel vist sig for besværlig for den galante gentelman, og sandsynligheden for at nogen ville nå at finde hende, og faktisk hjælpe ville være så lille at han ikke behøvede bekymre sig om sit gode rygte.
Han fortsatte dog hurtigt og fik Morgana til at føle sig som verdens størte fjols. Selvfølgelig ville han ikke efterlade hende. Han havde reddet hende, på tros af at hun ikke havde gjort andet end at udnytte ham ved deres første møde. Han havde reddet hende, og var ikke klar til at give op på hende endnu.

Hun ville have sagt noget for at lindre hans skyldfølelse, men knap havde hun åbnet munden før han satte i trav, og det eneste der kom ud var et hæst, overrasket skrig af smerte. Tros smerten i sin skulder greb hun sig til siden og pressede ind på det så det i det mindste flyttede sig så lidt som muligt. Da han gik videre over i gallop var hun dog mere forberedt på det, og hendes smertes udbrud blev dæmpet af hendes sammenbidte tænder.

På tros af hendes anstrengelser gik der dog ikke længe inden smerten blev for meget for Morgana, og hun sank bevidstløs sammen i Georges arme.

//out?