Hvorfor fanden Lorgath ikke var stoppet op for at lave en midlertidig forbinding vidste han ikke, men da han langsomt, nærmest krampagtigt gik ud fra paradisskoven ind i Tusmørkedalen var det med et forpint, udmattet ansigt og en blodig hånd lagt mod siden af sin mave. Han kunne ikke rigtig holde sig oprejst mere, men han gjorde det alligevel, og da hans herregård kom til syne sukkede han lettet og gik lidt mere beslutsomt fremad til smerterne blev for meget og han faldt på knæ med et gisp. Havde han ikke forberedt Ashmon, så havde der ingen tjenere været ude, som de var det nu, og da de så ham, skyndte de sig hen til ham, fik ham samlet op fra jorden og halvvejs båret, halvvejs slæbt inden for, fordi han lige nu var dødevægt.
Han så op med et svagt smil, da de åbnede døren og grinte hæst. Hjemme igen. Så kunne den gamle, trofaste dæmon lappe ham sammen påny. Han blev trukket med ind i køkkenet, hvor tjenerne startede med at hjælpe ham op at sidde på bordet. Han vidste godt selv at skjorten skulle af, og han fjernede både den og jakken uden over med rystende hænder, før han faldt sammen på bordet og begyndte at mumle underlige ting om sult, hævn og tilfredsstillelse for sig selv. Ashmon dukkede op kort efter.

Xenix var ikke meget i tvivl, selvom Ashmon ikke fortalte hende noget som helst kunne hun godt lugte når der kom blod ind i huset, på trods af at hun sad i stuen, var hun ikke et sekundt i tvivl om at det var Lorgath der var kommet til skade. Hurtigt smed hun bogen på bordet og løb så ud i køkkenet.
Synet der mødte hende fik hende til at spærre øjnene op, uden at sige noget for ikke at skræmme den smugle liv af ham, der nu engang var tilbage. Såret han havde fik hende til at blive i tvivl om en vampyr overhovedet kunne overleve sådan noget, godt nok havde hun selv gennemboret ham samptlige gange, men det var med små tynde knive, hullet lignede at det var lavet med en stor syl.
"Lorgath. Hvad i alverden er der sket?" Spurgte hun nervøst, og slog så blikket op på Ashmon, der sandsynligvis kunne svare bedre end Lorgath der mest af alt virkede til at være noget der mindede om fuld, kunne vampyrer overhovedet gå i chok?
Hurtigt strøg hun ud af lokalet, og hentede så en balje med vand til Ashmon, ikke for at hjælpe ham, men fordi hun vidste at han ville få brug for den til at lappe Lorgath sammen med, og det var sådan set ham hun var interesseret i.
Hurtigt stillede hun sig op til hans hoved, så hun ikke kom i vejen for hushovmesteren mens han arbejdede, og strøg så beroligende Lorgath igennem håret, hvis han da overhovedet registrerede hendes tilstedeværesle.

Ashmon fik langsomt fjernet Lorgaths hånd fra det dybe... Nej, såret der gik igennem ham. Xenix dukkede op og selvom den ældre herre ikke brød sig om hende, kiggede han alligevel roligt op. "Slem skade," forklarede hushovmesteren blot. Han havde tendenser til at bruge enstavelsesord og meget korte sætninger i hendes nærvær. Desuden gjorde det det hele bedre, for så ville hun være nervøs og det morede Ashmon en hel del.

Lorgath, derimod, havde ikke tid til at tænke på sådan noget og da hushovmesteren meget hurtigt forklarede at dette ville gøre ondt, mens Xenix var afsted, nikkede han blot mens han kneb øjnene sammen og koncentrerede sig om at lade være med at sige grimme ting og komme med udbrud. Da han mærkede en hånd stryge igennem sit hår, blev han meget mere rolig. Pludselig fik han stukket en flaske whisky i hånden. Han vidste udmærket hvorfor, og flåede derfor proppen ud, hvorefter tog flasken op til munden og drak i grådige slurke, der muligvis bare kunne få ham til at undgå at tænke på skaden, bare lidt. Så gik Ashmon i gang, og hvad end han havde gang i, så var det forfærdeligt, for manden var jo nødt til at sy de dele af organer sammen, som der kunnes ordnes. Nyren måtte ganske simpelt bare tages ud. Heldigvis kunne et menneske godt overleve - og ergo en vampyr også sagtens overleve uden sådan et organ. Men det gjorde ikke desto mindre stadig voldsomt ondt.

Xenix sendte Ashmon et forurettet blik, hun var udemærket klar over at han bare prøvede at skræmme livet af hende. Især efter hun havde fundet ud af han var dæmon, hvilket slet ikke have gjort deres forhold bedre. Udover det kunne hun ikke lade være med at stirre på såret, det var enormt, havde han stadig været menneske havde han været død inden han nåede halvvejs hjem.
Forsigtigt fortsatte hun med at stryge ham gennem håret, så han var klar over at hun ikke gik nogle steder, whiskeyen han fik rakt fik Xenix til at tvivle på om han overhovedet kunne drikke den slags uden at kaste det op, på den anden side var han meget ældre end hende han vidste forhåbentligt hvad han lavede.
Bare at se ham sådan fik hende til at miste apetiten, og det var på trods af at hun ikke havde spist, og Lorgath havde en sort velduftende masse udover hans tøj, det var ikke meneskeblod, det kom fra et andet væsen, men Xenix var ikke et sekund i tvivl om at det kunne spises.
Tanken fik hende til at glippe et par gange, inden noget gik op for hende "Havkvinden, gik du efter hende?" spurgte hun så, også selvom han dårligt kunne svare, det kunne vel ikke være så meget andet, dog så det ligeledes ud til at han faktisk havde fået ram på hende denne gang.
Ashmon var længe om at gøre jobbet færdigt, men Xenix flyttede sig ikke en centimeter, og da han endelig var færdig og begyndte at forbinde ham åndede hun lettet op "Lad os få ham op i seng!"

Lorgath var meget opsat på at drikke af whiskyflasken, så opsat, at han spildte en masse på bordet og et af de særligt store smertejag, fik ham til at tabe den så den klirrede på gulvet, mens han gav et smertefuldt udbrud fra sig. Det ville ikke stoppe. Ashmon tog forfærdelig lang tid om det, og det gjorde bare mere og mere ondt, jo længere tid det tog. "Ja, jeg.. Gjorde så! Hun er... Sikkert død nu," sagde Lorgath udmattet med en ivrig nikken. Han var stadig lettere psykotisk og det gjorde det ikke bedre, at Ashmon stod med forskellige instrumenter og rodede rundt inde i organerne på ham. Forfærdeligt. Ganske simpelt. Det gjorde så ondt, at han gradvist mistede mere og mere af sin bevidsthed.
Og pludselig stoppede det.. Da Lorgath igen åbnede øjnene, træt, kunne han se, at Ashmon var i gang med at lægge en forbinding. Han ønskede selv at gå op i seng og da Ashmon og en anden tjener forsigtigt fik ham op sidde, forsøgte han at skubbe dem væk, men ikke med meget success. Det skar i det førnævnte sår og han vendte det hvide ud af øjnene, mens de to begyndte at trække ham afsted, op af trapperne og ind på værelset, hvor de fik ham placeret i sengen. "Hvor er Xenix?" Spurgte han i en utydelig, lettere angst tone. Hun skulle være her, før han gik kold. For det vidste Lorgath udmærket at han nok snart ville.

Xenix så bare bekymret til under hele seancen, det kunne man dog umiddelbart ikke se på hende, hvis Lorgath så at hun virkede meget bekymret ville det ikke gavne hans sag meget. Hun lod ham bare drikke af det stærke alkohol, hvis det kunne dulme hans smerter var det kun godt, så fik han også andet at tænke på end hans elendige tilstand.
Hans lille kamp mod tjenerstaben kunne han sige så godt opgive, Xenix ville gerne have hjulpet ham hele vejen, men et par af de store mandlige tjenestefolk havde tydeligt vis lettere ved det end hun nogensinde ville have haft. da de lagde ham i sengen var hun dog ikke mange sekundter om at indvinde sig ved hans side, til hans lille hævn kunne hun ikke andet at smile "Det er jeg glad for!" sagde hun så til hans mord af det store havbæst. Et eller andet sted kunne hun ikke andet end blive lidt imponeret over at det faktisk havde lykkedes ham at myrde en fra havfolket, det skulle være noget nær umuligt.
Ashmon kom kort efter ind med en stor stol, ligesom en af dem de havde i stuen, Xenix sendte ham et lille smil, faktisk var det nok noget af det eneste søde han havde gjort for hende ved nærmere eftertanke, han var nok godt klar over, at så længe Lorgath havde det sådan, ville hun ikke få lukket et øje.
Hurtigt fik hun sat sig til rette, og tog så forsigtigt hans ene hånd, som hun kærligt strøg "Jeg er lige her!" sagde hun så til ham, og gav ham et kys på panden, så han vidste, at det var hende.

Lorgath smilte svagt da Xenix dukkede op og tog hans hånd og sagde at hun var her. Det beroligede ham en hel del og han lukkede øjnene da hun kyssede ham på panden. Nu kunne han slappe af. Lidt. Det gjorde for ondt til at han ville kunne tage det komplet roligt og han havde overhovedet ikke fået nok whisky at drikke. Der skulle mindst to flasker til, før det ville have nogen effekt på hans døde krop. "Bliver du her, mens jeg sover?" Spurgte han lavt. Det gjorde også ondt at tale højt og så havde han travlt med at holde sig ved bevidsthed mens at han ventede på et svar fra Xenix. Det gik dog ikke. Han kunne igen se de mørke pletter formere sig for hans syn mens han forsøgte at blinke dem væk, ret ihærdigt. Nej, det gik ikke, for han havde en enorm mangel på viljestyrke fordi han netop ønskede at sove smerten væk. Det endte med at han mistede bevidstheden, lukkede øjnene og blev helt slap i sengen.

//Blackout

Xenix smilede svagt til ham og strøg ham kærligt igennem håret, men ganske forsigtigt så det ikke blev for meget for ham. Langsomt længede hun sig ind over ham og tyssede så på ham, da han ikke skulle anstrenge sig, de kunne snakke når han kom til sig selv igen, for det gjorde ham selvfølgelig, overbeviste hun sig selv om.
"Sssh, jeg vil være her til du vågner!" lovede hun så og smilede let til ham, inden han sank sammen, et øjeblik fik hun et mere eller mindre panisk udtryk, og da Ashmon bare trak på skuldrene og gik, blev det ikke bedre.
Forsigtigt strøg hun fingerspidserne over hans ene kind inden hun lænede sig tilbage i stolen og ventede, dog endnu med hans ene hånd fast knuget i hendes.
Sådan tog den ene dag den anden, Ashmon kiggede ind af og til, til tider med et fad hvorpå en kande blod og et glas stod, men Xenix havde ingen appetit, ikke så længe Lorgath ikke bevægede sig, men efter de to første dage måtte hun vige for sin sult. Ashmon havde heldigvis været forudseende og havde bragt et menneske op på øverste etage som hun i løbet af ganske få minutter drænede totalt, inden hun igen indfandt sin plads ved siden af hans seng.
Da han endelig på tredjedagen gav en lyd fra sig, gav det et sæt i hende, hun var sløv efter manglen på søvn, men menneskets blod havde heldigvis kvikket hende en anelse op.
"Lorgath?" spurgte hun nervøst, og satte sig så hen på sengekanten, Ashmon var ikke mange minutter om at at opdage hvad der var sket, og stod i løbet af få øjeblikke med samme velkendte bakke, dog denne gang ikke kun med én men med tre kander blod, han havde tilsyneladende set det før.

Hor længe Lorgath var væk, vidste han ikke, men der var ingen drømme mens han lå bevidstløs. Intet, blot mørke, fremkaldt af gud ved hvad. Det var ubehageligt og han blev ved med at kæmpe for at vågne op så han slap for det og ikke endte med at blive komplet opslugt af det. Ved tredjedagen måtte hans indre panik endelig bære frugt, da han gav et ryk fra sig og tog sig til såret med et ubevidst, lettere dyrisk udbrud. Det gjorde stadig ondt, men da han brat åbnede øjnene var det med synet i behold og han måtte misse med dem i det dunkle - men for ham - lyse rum. Et blik rundt derefter, fortalte ham at han var i sit kammer, at Xenix stadig var her.... Og at han var umætteligt sulten! Så sulten at han brat satte sig op, kæmpede sig ud af sengen og gik besværet hen mod Ashmon med et dyrisk udtryk i hele ansigtet. Han havde mistet kontrol og havde mest af alt lyst til at æde sin hushovmester, men heldigvis stod der tre kander med blod på den bakke dæmonen havde i hænderne. Han flåede en af kanderne fra bakken og tømte den hurtigt, før det gik op for ham at det ikke var nok og han med en dyb knurren gik tættere på Ashmon. "Flyt dig," kommanderede han hæst, rasende, før han begyndte at gå mod kælderen, der, sjovt nok, ikke var låst ned til. Sådan var det ellers normalt. Han gik ned af trapperne, ned til den føste og bedste fange, for en gangs skyld en lidt større kleppert og tømte ham i sit vilde sultraseri. Manden nåede overraskende nok at give et par høje ubrud af ekstrem smerte fra sig og nu hvor døren var åben kunne det sikkert godt høres oven på.
Da han var tømt, nogle sekunder efter, faldt Lorgath på knæ under mandens vægt og blev siddende sådan, komplet væk fra sit normale, mentale jeg. Det var fuldstændig anderledes og han kunne ikke rigtig håndtere vreden der stadig var der, men langsomt begyndte at falme.

Xenix flyttede sig med det samme hun så blikket i hans øjne, hun var godt klar over hvad der ulmede i vampyren som lå i sengen, dog kun ganske kort inden han for op som en vild hund der havde set et bytte den ikke var i stand til at lade være. Et øjeblik nåede Xenix næsten at frygte at han ville sætte tænderne i Ashmon, men han gjorde det ikke og fortsatte brat ned i kælderen.
Xenix gik roligt hen til fadet hvorpå der endnu stod to kander blod, hun var selv hundesulten, dog intet kritisk endnu. Roligt hældte hun et glas op som hun betragtede med let foragt, hun ville nok aldrig lære at nyde blod sådan, det var ren og skær overlevelse, og hun ville ikke forstyrrer Lorgath mens han spiste, ikke med hans indre bæst.
Da hun havde tømt sit glas gik hun forsigtigt imod kælderen, hvor Lorgath slap sit offer og sank sammen. Roligt gik hun ned til ham og satte sig så ned ved siden af ham, hvorefter hun forsigtigt lagde armene om ham og knugede ham forsigtigt ind til sig. Hun kunne slet ikke beskrive hvor glad hun var for at se ham levende, et øjeblik havde hun næsten opgivet at han ville vågne igen, da hun aldrig havde oplevet en bevidstløs vampyr før.
"Hvordan har du det?" spurgte hun så, og betragtede ham roligt med de store blå øjne, inden hun sendte ham et lille smil, og rejste sig.
"Lad os få dig op herfra, så kan Ashmon tage sig af liget!" sagde hun så, og ventede så på ham, vil ville ikke hjælpe ham op, da hun var klar over, at det nok ville tage for meget på hans stolthed.

Lorgath sad der ikke længe før nogen kom gående ind til, han kunne med lethed lugte at det var Xenix og da hun satte sig ned og trak ham ind til sig, slappede bæstet inden i ham endelig af, og hans muskler stoppede med at være spændte mens han kort lukkede øjnene. Det gjorde dog stadig en smule ondt der hvor såret var og derfor rystede han på hovedet da hun spurgte hvordan han havde. "Bedre.. Lidt bedre," mumlede han en smule gnavent, mens han adlød og rejste sig, dog med en smule besvær over benene der havde sovet de sidste tre døgn. Faktisk vidste han ikke rigtig hvor længe han havde været ude af spillet. Ikke før han tænkte sig om. Tre døgn, måtte det være, for han havde før oplevet at være så sulten som nu. Et par gange i hvert fald.
"Hvorfor vækkede du mig ikke?" Spurgte han forvirret, mens han på lettere rystende ben gik op af trappen. Det forvirrede ham temmelig meget, for han ville hellere end gerne have været vågen i går. Eller bare efter et par timer. Det havde været utroligt ubehageligt.

Xenix kunne godt mærke hvordan han med ét slappede mere af, hvilket fik hende til at smile lidt inden i. "Det var godt, du ser også ud til at have det bedre!" sagde hun så, og begyndte at gå op ad trapperne i et meget afslappet tempo, så han kunne følge med uden det blev for ydmygende. Sådan ville Xenix i hvert fald selv have det hvis det havde været hende i hans situation og det var altid godt at tage sine forholdsregler.
Da han spurgte ham om årsagen til at hun ikke havde vækket ham rynkede hun svagt øjenbrynene sammen i en undrende grimasse.
"Fordi.. Fordi dit sår var enormt, det kan kun have været ulideligt smertefuldt. Jeg ville ikke vække dig til et helvede af smerter, hvis du kunne sove fra det!" Sagde hun så med en bekymret mine, og blev pludselig i tvivl om hun havde gjort noget forkert.
"Var det ikke hensigtsmæssigt?" spurgte hun så og gik ind i stuen, hvor hun satte sig i en af de store stole derinde, Ashmon havde holdt gang i ildstedet, så det var varmet godt op, selvom det hverken havde betydning for Xenix eller Lorgath var det nu meget rart, det mindede hende lidt om hendes eget palæ hvor der altid havde tændt op. Saia måtte efterhånden være ret bekymret for hende, nu hvor hun fik tænkt over det, selvom hun havde sendt hende et brev for nogle uger siden havde Xenix aldrig været væk så længe af gangen før.