Det var ved at blive ganske sent om natten, da Lorgath kom halvvejs slæbende med den fremmede kvinde og fik st hus i syne. Han kunne skam godt bære på hende - i kortere tid, men det havde altså ikke været en lille smuttur. Og han havde gået i et ret hurtigt tempo på grund af kvindens blodtab. Lugten af hendes blod gjorde ham tilmed sulten, så den middag han havde lænket i sin kælder var meget fristende efterhånden.
Da han kom til døren, fik han sin nøgle frem, låste sig ind og gik direkte mod køkkenet, hvor han havde et bord, som hun kunne ligge på, mens hendes sår blev ordnet.
Hans rumsteren fik hushovmesteren til at kigge ind, mens han var i gang med at få kvinden til at sætte sig på det lidt lave bord han havde udset sig. "Se at få fundet din lægekasse, Ashmon, du har ekstraarbejde i nat!" beordrede han hushovmesteren, der med et nik forlod rummet.
"Jeg beklager, men min hushovmester er lidt tunghør en gang imellem," forklarede han kvinden, før nysgerrigheden fangede ham. Han havde fået blod på sit tøj, men det gik nok. Det måtte lige vente, for hun skulle holdes vågen. "Så hvad kan jeg kalde dig?" Spurgte han mens han lod hende om hvad hun indtil videre ville gøre af sig selv.

Izilarna havde startet turen med at gå nogenlunde for sig selv, men jo flere kilometer der blev lagt bag dem, desto sløvere blev hendes skridt og desto tungere blev den vægt hun havde lagt på Lorgaths skuldre. Hun havde ikke sagt så meget som et pip på hele turen, mest af alt havde hendes tanker kredset om hendes resterende ejendele der lå et sted i en våd mørk skovbund, heldigvis havde hun gemt det godt. Det eneste bemærkelsesværdige var at hun endnu knugede dokumenterne som var det hendes kæreste eje.
Da de langt om længe nåede frem var hun efterhånden også helt bleg af kulde, noget af et sølle syn kunne man vidst roligt kalde det. Lorgath slæbte hende tålmodigt ind i køkkenet, hvor varmen i huset fik hendes hud til at prikke og stikke, som når man var lille og havde leget meget længe i sneen uden handsker og så kom ind.
Det lave bord som vampyren havde tiltænkt hende dumpede hun ned på uden at brokke sig, hun var ret utilpas og følte sig ikke synderligt meget værd og efterhånden som varmen fik tøet hende op begyndte sårene at dunke og gøre besvær igen.
Opgivende pustede hun en hvid lok væk fra ansigtet og skævede så hen til den såkaldte Ashmon, og nikkede kort til ham, før hun igen lod de isblå øjne glide overpå Lorgath "Årh nej, det er intet problem, jeg kan godt ordne det selv!" sagde hun så og nikkede. Det var et ret langt sår hun havde og det ville kræve uendelig rensning hvis en læge fik kløerne i det, og desuden vidste hun intet om de to mænd hun sad sammen med, de kunne i og for sig vide hvem hun var og forgifte hende i værste fald.
"Jeg hedder Izilarna, du kan bare kalde mig Izil, det gør de fleste." sagde hun så, hendes stemme var mørk og rå af en kvindestemme at være, især hos en kvinde af Izilarnas størrelse, men nu gjorde hendes tilstand heller ikke meget for hendes elegance.
"Hvad med dig?"

Lorgath kunne ikke lade være med at smile lidt over kvindens bemærkning om at hun sagtens kunne klare det selv. Han troede ikke en meter på det, ikke med de tilstand hun var i. Han var meget mere sikker på, at han med lethed ville kunne finde tilbage, med lukkede øjne, til det sted overfaldet var sket, med alt det blod hun havde tabt. Det var et vidunder, at han ikke var gået amok på vejen og havde suget hende tør med sine ekstreme blodlyster. Selvkontrol var en dyd! "Du ville bare komme til at misse steder med det blodtab du har lige nu," konstaterede han en smule tørt, mens han ventede på, at Ashmon ville komme tilbage. Han kunne høre manden gå lettere stresset rundt på etagen over sig og fik en let sur mine. "Men du skal være velkommen til at styre hvordan det vil gå selv. Så længe du taler højt til ham, han er jo lidt tunghør," tilføjede Lorgath så med et venligt smil på læberne, da han hørte Ashmon komme ned af trapperne.
"Lorgath Korbin, mig en ære at møde dig," svarede han i et let drillende tonefald. Han var ikke så forfærdelig streng med høflighedsfraserne.
Kort efter dukkede Ashmon op, med en kasse, som han stillede på bordet ved siden af Izilarna. Manden måtte tydeligvis have prøvet dette før, for han så på både Lorgath og Izilarna med et afventende blik, som om at han egetlig bare skulle sættes i gang.

Izilarna følte sig virkelig hjælpeløs i selskab med Lorgath, især i hendes tilstand, hun brød sig slet ikke om at skulle overlade hendes krop og stole på fremmede folk, slet ikke folk hun lige havde mødt. Dog havde han nok igen ret, hun kunne mærke hvordan blodet fra såret på ribbenene var løbet nedover hendes ben og ned i hendes støvle, som sobbede af den røde klistrede masse. Et sår der fik hendes flækkede øjenbryn til a virke som peanuts ved siden af.

De beskidte papirer lagde hun på bordet ved siden af sig, hun fik en diamant for at overrække dem, så de skulle absolut ingen steder, og slet ikke uden for hendes åsyn, uanset hvor sølle, beskidt og såret hun blev ville kun klynge sig til dem, som var det hendes sidste time.
"Jamen det er da beroligende at det er en tunghør der skal stikke i mig, så er han da i hvert fald ligeglad når jeg råber 'nej' og 'stop'!" grinede hun småhæst med en stemme der nok skulle have antydet en joke under normale omstændigheder.
Idét han udtalte sit navn var der allerede en klokke der ringede hos hende, faktisk havde hun engang fået en forespørgsel på et job hos ham, hvad det præcis gik ud på kunne hun ikke huske, men jobbet havde i hvert fald været underbetalt, og hun havde af samme årsag ikke udført det. Dette valgte hun dog naturligvis ikke at sige til ham og nikkede derfor bare til hans navn.

Da Ashmon kom ind med en ventende attitude gav hun et lille suk fra sig, hun kom vidst ikke rigtigt uden om det, og rejste sig derfor op og trak den kropsnæsre kjole over hovedet, hvorefter hun bandt den rundt om hofterne, så det meste var dækket. Hun var af gode grunde som regel nøgen under de sorte kjoler, da hendes evne krævede at hun ikke havde tøj på for at få største udbytte af det. At hun trak kjolen af afslørede ikke blot såret fra sværdet, men ligeledes en stor tatovering af en drage, der gik fra hendes ene skulder og hele vejen ned langs kroppen, for at slutte af på læggen, dette dækkede de høje læderstøvler blot for. Derudover ville det skarpe øje desuden opfange en ualmindeligt veltrænet kvindekrop, de færreste kvinder i Krystallandet havde en fysik som Izilarna, da det var de færreste jobs som krævede at man havde det.
Hurtigt satte hun sig ned igen, at stå op gjorde hende dårlig og svimmel grundet det manglende blod, hun pustede den løse lok fra pandehåret væk igen med en opgivende mine, hun var fortabt, hvis de ville af med hende kunne de gøre det her og nu, og hun ville ikke kunne gøre fra eller til.

De isblå øjne gled igen op på adelsmanden inden hun skar mine "Du har tilfældigvis ikke lidt whiskey eller noget i den dur vel?" udemærket klar over at hun i forvejen havde været ganske krævende, ville det dog være rart med lidt til at tage den værste smerte, det var trods alt ikke første gang at hun var blevet lappet sammen.

Lorgath kunne ikke lade være med at le lidt med på Izlarnas joke. Han kunne egentlig godt lide hende. Hun virkede ikke helt så.. grænseoverskridende? Hun var i hvert fald noget andet end den kvinde han havde mødt for nogle uger siden. Nu mødte, og talte Lorgath generelt ikke med så forfærdeligt mange, så han plejede at huske på de fleste folk som han mødte. "Bare rolig, hvis han kke hører det, skal jeg nok bede ham stoppe," forsikrede Lorgah, stadig grinende. Der var de få han mødte, som gjorde hans nætter sjove og Izlarna var tydeligvis én af dem.
Idet hun trak kjolen over hovedet og et kort øjeblik var helt nøgen, udviste Lorgath ingen tegn på blufærdighed. Hendes krop var pænt udformet, men han genkendte godt tattoveringen, der var en del af en beskrivelse på en eftersøgt. Han var egentlig ret ligeglad, for ham havde hun intet gjort noget imod. Så længe hans ting stod urørt havde han det helt fint med hende.
Kort efter, ved et nik fra Lorgaths side, gik Ashmon lige så stille i gang. Lorgath sad i sine egne tanker om middagsmad, da Izlarna brød stilheden med en efterspørgsel, som fik ham til at nikke.
"Selvølgelig, øjeblik," mumlede han, før han forlod lokalet. Uden for rummet, fik han kort et irriteret udtryk i hele ansigtet, før han valgte at haste ned i kælderen og fik slukket det meste af sin lækkertørst. Det gik hurtigt, hvorefter han hastede hen til en reol hvor der stod en masse forskellige - og meget støvede - flasker. Portvin, normal vin, lidt øl var der også. Og whisky'en, men den stod så lavt at det tog lidt tid før han fandt den og gik oven på igen og ind i køkkenet. Her fandt han et glas fra et skab, åbnede flasken, fyldte glasset halvt og rakte det til Izlarna. "Den skulle gerne være meget stærk. Den har stået længe," sagde han med et skævt smil.

Ashmon gik roligt hen til hende, heller ikke han virkede synderligt blufærdig over hendes nøgne krop, et øjeblik åndede hun lettet op, for en gangs skyld mænd der hverken faldt døde om af blufærdighed, eller for den sags skyld direkte stod og savlede hende ned i skødet.
Hovmesteren stillede en skål med rent vand og en klud ved siden af hende og begyndte først og vaske såret rent, et øjeblik troede Izilarna at hun skulle falde om, da det brændte og sveg ufatteligt meget, og da hendes tilstand i forvejen ikke var så stabil måtte hun kæmpe for at blive siddende.
Hun så efter adelsherren mens han forsvandt, det kunne kun gå for langsomt, smerten var næsten værre end da sværdet havde skåret hende op til at starte med. Selv tænkte hun ikke over, at hendes tatovering havde været på samptlige af de 'eftersøgt' plakater hun havde fundet af sig selv gennem tiden, men hvad skulle de også gøre? Hente en vagt? På nuværende tidspunkt? Det kom ikke til at ske.
Kort nåede hun at blive helt bekymret for om Lorgath faktisk havde hentet en vagt, siden det tog så lang tid, men det kunne naturligvis være en stor herregård, det kunne hun ikke rigtigt vurdere.
Kort åbnede hun munden for at sige noget til Ashmon, men lukkede den kort efter igen, hun havde ikke overskud til at råbe og skrige af ham nu, faktisk havde hun ikke rigtigt overskud til andet end at skære nogle smertefulde grimasser når det var allermest ulideligt.
Endelig kom Lorgath tilbage, og hun tog taknemmeligt imod glasset der blev rakt til hende, dog med en hånd der kunne mistænkes for snart at tabe det skrøbelige glas, dette skete dog ikke, til gengæld satte hun det for læberne og tømte det i løbet af få sekundter. "Tak!" mumlede hun, og stillede glasset ned ved siden af sig, mens hun skævede til hovmesteren der var ved at gøre nål og tråd klar. "Så, du bor her bare alene? Eller sammen med ham her?" spurgte hun så ud gennem et sammenbidt tandsæt, inden hun skævede op imod ham og fremtvang et smil, egentligt var det vel lidt creepy at en adelsmand og hans butler boede alene i midten af ingenting, Izilarna havde i hvert fald set sin del til at syntes det virkede lidt underligt.

Lorgath nøjedes med at nikke til Izlarnas tak, mens han langsomt fik taget sin, nu ret blodige vinterkappe af. Han smed den i hjørnet af køkkenet, ligeglad med det rod den lige nu lavet. Jakken, han også havde haft på, røg samme vej, da der også var noget blod på det ærme. Da det var væk, og han stod tilbage i en komplet sort skjorte lavet i fin silke, var han endelig tilfreds. Den var der intet blod på og det glædede ham ret meget, da silke egentlig var ret dyrt, selv for en mand af hans status. Izlarnas spørgsmål kom lidt bag på ham. Der var Nadia og noge andre tjenestefolk, men ellers var hendes formodning egentlig korrekt.
"Sammen med Ashmon og de andre tjenestefolk, ja. Og så min lærling," svarede han ærligt. Hvad lærlingen så var op oplære som, ja, det var en helt anden historie. Indtil videre var det kun Nadia der kendte til Lorgaths alter ego og det havde han det jo egentlig fint med. Og dog, havde hun ikke været helt så social på det sidste. Det var i hvert fald mindst en måned siden, at hun sidst var kommet her for at få lære i sit - og hans - fag.
For Lorgath var det slet kke underligt at han både herude i ingenting alene. Han kunne klare sig alene, han plejede at kunne slå fra sig. Det måtte Izlarna ve også have gættet da han havde fået jaget varulven væk fra hende.
"Så, jeg går ud fra at det sår der ikke var fra varulven. De plejer normalt at få færten af blod," konstaterede han pludselig. Han hentydede egentlig lidt til hvad hun egentlig havde rodet sig ud i. Lorgath kunne godt se at det ikke var et kloskabt sår. Så ville det have været langt mindre fint i det.

Hovmesteren gav sig roligt til at sy såret sammen efter Izilarna sendte ham det velkendte nik, hun bed sig kort i underlæben, det var ikke nogen fryd at blive stukket i, og slet ikke med et sår der krævede over tyve sting. Dog fangede Lorgath hendes opmærksomhed da han begyndte at klæde sig af, for hvert lag der blev pillet af blev beklædningen pænere og pænere, og ligeledes dyrere og dyrere. Sådan et outfit ville hun nok aldrig få råd til, uanset hvor hårdt hun arbejdede for det. De fine klæder fascinerede hende, det var ikke noget man gik ned på markedet og købte, så vidt hun vidste skulle man have den slags skræddersyet, det kunne man ikke just sige om hendes kjole, det hun havde brugt flest penge på, var nok de solide læderstøvler hun havde på, som gik hende til lige under knæet, for for den sags skyld også trængte til en rensning.
Interesseret lyttede hun igen til hvad adelsmanden havde at sige, uanset hvor mangetjenestefolk han havde ville hun nok stadig syntes det var lidt underligt at han boede uden en kone eller lignende, i følge hendes erfaring blev man i hvert fald gift væk i en ung alder når man var af den stand som han var, og hun havde selv været lovet væk, inden hun i protest stak af.
"Hm, hvilken slags lærling er det du har?" spurgte hun, i håb om at snakken ville formindske smerten, der skete dog ikke rigtigt noget, Ashmod var ualmindelig omhyggelig, men det resulterede også i, at det tog dobbelt så lang tid, som det normalt gjorde, til gengæld ville dette nok også være skyld i, at hendes ar blev minimalt, hvis ikke næsten usynligt.
Da han nævnte såret stivnede hun en lille smule, hvis hun skulle besvime skulle det være lige nu, så hun slap for at svare på spørgsmålet, desværre holdt hendes bevidsthed fast med næb og kløer, og hendes hoved var for omtåget til at finde på nogen specielt holdbar løgn, men hvad skulle hun sige? Det var lige præcis personer som ham hun oftest blev sendt ud til.
"Jae, jeg havde en uoverensstemmelse med en inde i byen!" sagde hun så, og håbede på, at han ville lade emnet ligge, og ikke studse for meget over de papirer hun havde båret rundt på hele vejen. Det hun sagde var jo sandt, hun uddybede bare ikke hvem hun havde haft en uoverensstemmelse med, eller for den sags skyld, hvorfor hun havde fået problemer i første omgang

Lorgath satte sig på køkkebordet, ligeglad med om hans manérer virkede lidt småbarnlige og kløede sig let i nakken ved Izlarnas spørgsmål. Det var tvetydigt, blev han hurtig enig med sig selv om. Hun kunne både have spurgt om hvilken slags personlighed lærlingen var af, eller hvilken profession han oplærte hende i.
"Nadia? Hun er ganske ung, tager godt ved lære, men hun kan godt være lidt kæk en gang imellem," svarede han med en drillende undertone, der samtidig sagde at han ikke ønskede at tale for meget om Nadia. Egentlig, var lærlinge faktisk ikke så forfærdelig ung, hvis man tog hans fysiske år, og ikke de vampyriske i betragtning, men Lorgath tænkte ikke rigtig over, at han stadig lignede én på syvogtyve og på den manér jo på en måde også var ung.
"Uoverensstemmelser kan være en ubehagelig ting. Men det må have været en grov uoveresstemmelse, siden der blev trukket blankt?" Spurgte Lorgath næsten automatisk uden at tænke over, at han måske snagede lidt for meget. Det gik først op for ham bagefter og han rakte hende whiskyflasken med et undskyldende smil.
"Beklager, jeg snager," sagde han så med et lille smil.

Ashmod sluttede hurtigt det sidste sting af og rensede så igen såret, det var blevet rigtigt pænt i hvert fald når man kiggede på hendes mange andre syninger hun havde haft igennem tiden, og som hun selv havde fået fornøjelsen af at lappe sammen.
Roligt strøg hun en hånd igennem de løse pandelokker som havde løsrevet sig fra den ualmindeligt lange og tykke hestehale, på trods af at hun normalt var ret bleg var det ingenting i forhold til hvad hun lignede nu, taget i betragtning af blodtabet, chokket og at hun ikke havde sovet i snart 36 timer gav hende også et småsygt udtryk.
"Aha, nu tænkte dig på hvad du underviser hende i?" spurgte hun så, og smilede skævt inden hun tog imod flasken, som hun drak direkte af, det skulle nok hjælpe med den trykken hun havde på hendes mishandlede ribben.
Da han igen snakkede og spurgte ind til hendes business grinede hun kort, tog endnu en tår af flasken, og sagde så: "JA, men nu er det også de færreste der bliver henrygte over at folk kravler ind i deres hjem og snupper fortrolige oplysninger!" Hun løftede øjenbrynene imod ham for at se hans reaktion på hendes udsagn.
Han havde regnet hende ud, det kunne hun både se og høre på ham, og hvor ellers skulle man tilrage sig et sværdhug af den kaliber som hun havde.
"Man skal passe på med at snage Lorgath, man kan ricikere at få sandheden!" grinede hun med det mest kække udtryk hun kunne præstere.
Ashmod gav sig nu til at rense hendes øjenbryn der heldigvis kunne klares med et enkelt sting eller to, det var heldigvis snart overstået, og nu var det værste ovre. Derefter sparkede hun de store støvler af, hendes ben og fod var endnu sølet ind i halvstørknet blod fra såret. Igen tog hun en tår af flasken, og rakte den så bydende imod ham, hun skulle vel ikke sidde og drikke alene

Lorgath sendte Izilarna et hemmelighedsfuldt blik, da hun gjorde sit spørgsmål mere fokuseret. Han havde ikke i sinde at besvare det, for han gad ikke sværte sit navn ved at kalde hende for en mulig arvtager af hans herregård - og det var altså den bedste løgn der lige var. I stedet for lod han det være op til hende fantasi, og smilte blot,før hun valgte at stikke ham sandheden, nøgen, på et sølvfad. Det overraskede ham ikke, eller gjorde ham nervøs. Han vidste, at han nok ville kunne høre hende, hvis hun skulle vælge at tage noget herfra.
"Aha," svarede han blot, stadig smilende, som var det en helt normal ting. Mange noble ville sikkert havde smidt hende ud nu, men han var ikke blot en nobel. Han havde sit alter ego, Mordekai, og var derved også lejemorder, og det overraskede ham ikke når folk afslørede sig. Ved hendes formaning, lo han muntert.
"Sådan er det bare med os adelig. Man kan slet ikke tilfredsstille vores nysgerrighed," udbrød han en smule sarkastisk, mens han tog imod flasken med whisky. Normalt drak han ikke andet end blod, men så var der de aftener hvor han kedede sig. Lorgath kunne godt blive fuld - efter mange mængder alkohol - og så var hans tømmermænd generelt en god del værre end menneskers, da hans krop var bygget til blod, ikke alt muligt andet. Lorgath tog dog en slurk alligevel og sukkede lavt over nydelsen af den gamle whisky.

Izilarna sad mussestille mens Ashmos upåvirket af hendes forudgående udtale fortsatte med at lappe hende sammen, hendes ansigt var vigtigt, så der skulle helst ikke komme at af nogen art, da hun inderst inde var ganske forfængelig, i hvert fald med de steder på kroppen, hvor man kunne se hendes hud.
Da Ashmod afsluttede sine syninger og pakkede sammen, vendte hun dog atter opmærksomheden imod Lorgath, han virkede ikke rigtigt til at ville ud med sproget om denne Nadia, men det kunne naturligvis være, at hun måske bare var en hemmelig affære, som hans familie ikke skulle vide noget om, og han derfor ikke var interesseret i at dele, det skulle han selvfølgelig også have lov til, hun vidste selv hvordan det var når familien havde forventninger og ophøjede tanker om ens gøren, det var selv samme verden hun var kommet fra.
Da hun kom med sin indrømmelse kunne hun ikke rigtigt læse hans reaktion, et eller andet sted virkede det mest til at more ham, hvilket ikke rigtigt lå indenfor hendes forståelsesområde, men så igen var folk så forskellige, og han havde endnu ikke stukket et sværd igennem hende, men tværtimod kom han bare med en kæk kommentar til hendes udsagn.
Kort lagde hun hovedet på sned idét han tog imod flasken hun rakte ham, hvad eller hvem var han overhovedet? Hvem slog en varulv halvt ihjel for at slæbe dens offer med hjem uden at ønske noget til gengæld? hun bed sig kort i læben, og smed så de ubehagelige tanker væk, der fandtes bare venligtsindede mennesker i verdenen, selvom det ikke altid virkede sådan.
"Så det kan man ikke, jeg tror nu bare at du er løbet på de forkerte mennesker i så fald hr. Korbin!"
lo hun så hæst med et glimt i øjet

Lorgath så på, mens Ashmon ordnede Izilarnas sår i hovedet. Han blev mere sulten jo mere tid han bestilte i dette blodfyldte rum, så i samme øjeblik hushovmesteren havde pakket tingene ned og så på ham, kneb øjnene let i og nikkede så mod rodet med en sigende grimasse; "Hvis ikke det bliver fjernet ender jeg med at æde dig" grimassen. SÅ alvorlig var den ikke, men han var før kommet til at sætte tænderne i Ashmon - Op til flere gange - og hushovmesteren fandt det ubehageligt, men ønskede ikke at abejde andre steder.
I samme øjeblik Izilarna fortalte Lorgath at han så nok bare var stødt på de forkerte mennesker, begyndte han at le meget mere intenst. En oprigtig latter - Nej, hun skulle bare vide - Og det hele var startet med Pearl Chastain, den fantastiske, smukke unge, og dog meget gamle vampyr. Siden da var han selv blevet én af de forkerte mennesker og Izilarna. Han anså hende på ingen måde som værende forkert.
"Hvornår er et menneske da forkert? Når hun stjæler? Når hun kommer op at slås? Jeg synes nu man skal gøre værre for at blive stemplet forkert," svarede han en smule eftertænksomt, da latteren var falmet hen.

Ashmod var ikke længe om at få værktøjet ud af køkkenet, og ligeldes de blodfyldte klude og baljen med vand, hvor han havde vredet kluden op. Faktisk var der ret meget blod, tanken fik Izilarna til at spekulere på hvor meget blod hun egentligt havde mistet, hendes kjole var ligeledes sølet ind i det røde stads, men hun havde ikke andet at tage på, så den måtte gå an. Hurtigt løsnede hun den, og trak den igen på.
"Mange tak Ashmod!" sagde hun så, og sørgede for at tale rigeligt høje, så han forhåbentligt kunne høre hende på trods af hendes rustne stemme, det var vigtigt for Izilarna at vise sin taknemmelighed på trods af hun bare var en uærlig spion.
Ubevidst begyndte hun at kradse lidt af det størknede blod der sad på hendes ene læg af, det var begyndt at kradse og krakelere når hun bevægede sig. "Hvor i landet befinder jeg mig overhovedet efterhånden?" spurgte hun så sendte ham et spørgende blik, hvis hun skulle hjem til sit telt var det nok meget smart at vide hvor langt hun var fra paradisskoven, desværre kunne hun godt selv tænke sig til svaret, lidt for langt til at gå i hendes tilstand.

"Nah, det kommer vidst lidt an på situationen, og hvem man snakker med!" sagde hun så, og skar den mest fantasifulde grimasse hun kunne præstere med hendes mængde energi, der bar blev til et halvfladt grin

"Så lidt, unge frøken, så lidt!" Lød det fra Ashmon da han havde pakket sine ting ned og fik en tak af den yngre kvinde. Han var hæs og virkede gammel i stemmebåndet, meget rusten, og dog frisk, mens han med et lille smil forlod de to. Lorgath tænkte, at han godt kunne unde manden det, da det ikke var hver dag, at han selv takkede sin hovmester. Han så blot smilende efter Ashmon, før Izilarna brød stilheden med et spørgsmål der fik ham til at se tilbage. Han havde været lidt væk i sine tanker og nåede ikke at besvare hendes spørgsmål før hun smed en kommentar i hovedet på ham, der fik ham til at smile skævt.
"Jamen, så bare lad os sige, at du ikke virker som en forkert person for mig. Og lige nu befinder vi os i midt hjem, i tusmørkedalen," forklarede han hende, mens han ubevidst legede med én af sine ringe. Hun var egentlig meget spændende, hende Izilarna. Så træt, og dog stadig med humoren osende fra sig. Det morede ham en hel del.

Izilarna trak benene op under sig for bedre at holde varmen mens hun lyttede til hvad Lorgath sagde, hun pustede til en hvid pandelok mens hun tænkte. Der var ret langt til teltlejren, ikke langt nok til at hun ikke ville kunne nå frem på et par timer, men det var i normal tilstand eller hvis hun havde en hest, nu måtte Lorgath vidst finde sig i hendes tilstedeværelse natten over, hun kneb øjnene sammen mens hun sad i sine egne tanker, det var hvad man fik for at være venlig.
"Det er meget storsindet af dig at sige sådan, oftest er det folk af din stand det går ud over. Det var det også denne gang, han havde bare hyret de rigtige vagter." lo hun så hæst, og fandt så en tot af det lange (normalt hvide, men nu både indsmurt i blod og mudder) hår, og fitlede så lidt med den, mens stiledes herskede, til sidst valgte hun så at spørge om noget hun havde tænkt over et stykke tid "Bliver du egentlig aldrig ensom herude alene?" Izilarna vidste godt at han havde tjenestefolk rende de rundt, men det var sjældent det samme som at have en man kunne dele alting med, sådan havde det i hvert fald ikke været i hendes barndomshjem hvor butleren, som forældrene havde anskaffet sig udelukkende så de kunne virke finere end de egentligt var, hadede sit job og altid virkede professionel.

Lorgath blev glad, da Izilarna fortalte hvordan han var storsindet. Det var længe siden, at folk havde kaldt hm sådan noget - Faktisk vidste han ikke om han skulle tage komplimentet med glæde, nu hvor han kun var så mild fordi han i virkeligheden var meget værre end hende. Med mindre hun løj om sine evner, naturligvis.
"Så det var den type, der faldt under dine kærlige hænder. Jeg er nu af den tanke, at man hellere bør stole på sine egne evner frem for at sætte sin lid for meget til andre. Især når det gælder om folk der kan købes for penge, svarede han med et nonchalant smil. Det var sandt. Det var dumt, at tro, at hyrede vagter kunne beskytte én. Den rette mængde af penge eller afpresning være nok til at knække et pengegrisk sind.
"Tjoh, en gang i mellem. Men det er for det bedste," svarede han, igen sandfærdigt, på Izilarnas spørgsmål. Det var langt bedre for hans sundhed og levevilkår at være herude. Lorgath havde igen siddet i sine egne tanker, for da han igen lagde sit blik på kvinden, gik det op for ham hvor møgbeskidt hun var. Han var ikke nervøst for sin indretning. Nok var den holdt i gyldne og røde farver, men det var med spartansk indretning, ergo, let for tjenestefolkene at gøre rent. Men Izilarna måtte dog stadig have lidt imod at sidde og være fyldt med blod og mudder, og sikkert også have det koldt. "Jeg kan godt få arrangeret et varmt bad til dig, hvis du ønsker det. Du må have det koldt," hentydede han med et blik på hendes beskidte hår.

Den lille kvinde skævede over mod vampyren mens han snakkede, hans stemme var på en måde beroligende, hvilket fik hende til at slappe en del mere af, end hun normalt gjorde i fremmede omgivelser som dette. Det faktum at han havde fået hende syet sammen, og ind i varmen hjalp nok også en del på det.
"Nah, folk man kan hyre for penge er sjældent til at stole på, tag det fra en der selv ved hvordan det er!" sagde hun så, og grinede kort igen, men stoppe brat da hendes ribben skabte sig, nogle gange ville hun være villig til at bytte sin evne til at kontrollere lyn til helende kræfter, det ville være så meget mere effektivt.
Hvis Izilarna var igang med et job til en diamant, og fik tilbudt tre af parten hun blev betalt for at få oplysninger om, ville hun også droppe jobbet, og fortælle den første kunde, at der var opstået komplikationer, så hun vidste godt hvordan det var.
"Det kan da umuligt være godt at være ensom, man må da kede sig forfærdeligt!" sagde hun så, og så så en smule mere bekymret på ham, Izilarna kendte ikke selv nogle faste venner, men folk på kroerne vidste hvem hun var, og hun havde også folk hun kendte hist og der der kunne hjælpe hende, hun rejste jo hele tiden, så for hende var det ikke et problem, men hvis hun havde været bosat på en herregård som ham, ville hun nok blive noget nær sindssyg af kedsomhed.

Da Lorgath nævnte badet kvikkede kvinden op, hun satte de bare fødder ned imod køkkenets kolde gulv, og så vantro på ham "Har du et bad? Sådan et karbad?" spurgte hun så, og prøvede at styre sin begejstring, det var dog ikke så svært i hendes tilstand. Sidst hun havde været i karbad havde hun været lille, og havde besøgt sin moster, der var velhavende nok til at have den slags. Kroerne hun mnormalt boede på havde maks. et hestetru man kunne vaske sig ved, og i tiden i Argons klan gik med en stor træbalje, hvori man kunne bade.

Lorgath kunne ikk gøre andet end at nikke, forstående til Izilarnas kommentar om at hun selv vidste hvordan det var. Han blev jo også selv hyret en gang imellem, men bestemt ikke på helt samme måde. Mordekai blev ikke brugt for pengenes skyld. Han havde ingen grund til at bakke ud af et job når han først fik det. I hele sit liv, havde Lorgath kun sagt nej til fem mord, og det var fordi han kendte ofrene. Han gav aldrig et argument til klienterne, kun et fast og solidt nej. Ofte var det også nok til at de vidste at de ikke kunne få den modbydelige morders hjælp. Lorgath havde det helt fint med sin sidehobby.
Izilarnas næste udbrud fik ham til, modvilligt at give hende ret, delvist. "Jeg kan godt lide stilheden. Nogle gange bliver det alt for vildt inde i midtbyerne, men jeg kan kun give dig ret," svarede han med lille, lettere trist smil. Pearl havde lovet ham at han ville kunne få et godt udødeligt liv, men hun havde ikke taget hans forstærkede sanser med i sine beregnelser. Nogle gange følte han sig sindssyg med for mange folk på ét sted, på én gang. Det gav en så forfærdelig stilhed.
Han kunne dog ikke lade være med at le lidt ved Izilarnas vantro blik og spørgsmål. Det var skam korrekt, han havde et karbad, med de klassiske gyldne løvefødder. Han brugte det tit selv, men aldrig i længere tid ad gangen, i ren og skær frygt for, at nogen skulle fange ham nøgen. Det ville han aldrig bryde sig om.
"Ja, det har jeg. Jeg har også en kvindelig tjenestepige, der kan følge dig derud, hvis du gerne vil have det, informerede han hende.

Izilarna nikkede forstående til ham, nogle mennesker var vel også indrettet anderledes end andre, og nu var Izilarna heller ikke det mest selskabelige menneske man kunne finde i krystallandet. Nok nød hun til tider at mænge sig om aftenen på de livlige kroer, drikke sig, fuld, lægge arm og te sig åndsvagt i fuldskab, men derefter foretrak hun faktisk også stilheden og at være alene.
Hun pustede en løs lok hår væk fra ansigtet, og lod sig så glide ned fra køkkenbordet, et øjeblik sortnede det for hendes øjne, og hun greb fat i køkkenbordet for at blive stående, hvorefter hun sendte et diskret blik til Lorgath, for at sikre sig, at han ikke havde set noget, hun hadede at blive sat i offerrollen, især når hun til hverdag blev betragtet som en stærk uafhængig kvinde og en forretningskvinde der ikke var til at bide skeer med, men i denne situation følte hun sig som en lille pige Lorgath havde taget med hjem af ren og skær medlidenhed.
"Oh nej, det gør ikke noget, hun skal ikke besvære sig. Jeg er sikker på at jeg godt selv kan finde derud!" sagde hun så og smilede så lidt for sig selv "Med mindre huset er så stort at jeg har brug for et kort til at finde rundt!" Tanken fik hende til at le lidt for sig selv, alkoholen havde heldigvis taget til, hun havde ikke spist hele dagen, og den gamle whiskey havde af samme grund fundet vej til blodbanerne og det lettede, smerterne var blevet svækket en del, og hun var så småt begyndt at få varmen, badet skulle nok hjælpe med til, at hun igen blev gennemvarm, og fårhåbentligt undgik at lægge sig med en lungebetændelse efter kulden.