Vertis kom gående med majestætiske skridt. Foran ham spredtes menneskene i en bemærkelsesværdig grad ikke, og det var hårdt for ham at komme frem gennem de mange mennesker. Han havde mest af alt lyst til at smække dem en for at kæmpe sig igennem var en plage han snart håbede han kunne slippe af med. Generelt ville han ønske at han kunne slippe af med alle menneskerne. Han følte i denne stund en velkendt fornemmelse af vrede, som han eftergav sig selv til hundrede procent. Han kunne mærke hvordan den mørke følelse gav kraft til hans legeme, og fornemmelsen af kontrol og magt fik ham til at smile en smule. Han smilte det kolde og korrupte smil lige indtil han blev puffet i ryggen, og påmindet sin umiddelbare dødelighed. Hvor han dog hadede at være dødelig.
Efter at have møvet sig frem igennem den tætte menneskemængde trådte han op på en kasse, der stod i udkanten af gaden. Det var på tide at menneskene tog ham alvorligt. ”Mennesker i krystallandet,” råbte han med en kraftig røst, men meget få kunne høre ham over den generelle larm på gaden. Han følte sig ikke taget alvorligt. ”Jeres tid ved magten er kommet til en ende. Jeg forlanger at blive taget til jeres anfører.”
Det var tydeligt at han ikke rigtigt vidste hvad han talte om.

Det var sjældent at Malaking bevægede sig ind i byen, men det var ved at være aften, og han skulle lige skaffe sig noget fra byen. Ikke noget bemærkelsesværdigt. Heller ikke lige kød, selvom det var meget fristende at nappe et menneske eller to, men for at undgå panik så bevægede hans sig over byens tage. Han gad ikke al den råben og skrigen og evt. idioter der gik imod ham med spyd eller hvad sådanne uvidende mennesker nu troede de kunne besejre ham med. Han var langt hurtigere og langt stærkere end dem. De ville aldrig nå at stikke spyddet i hans bug for han havde bidt deres strube over.
På sin tur over tagene havde han dog fornemmet en gang i mellem en frygt fra nogen der havde set et kort glimt af ham oppe på tagen, kort efterfulgt af tvivl. De vidste ikke om det var noget de havde set, men der var heller ikke så tit at et skyggevæsen opholdte sig i byen. Skyggevæsnerne holdte sig for det meste til skovens mørke, da de afskyede solen. Han afskyede også solen, men han vidste også at den ikke skadede ham. Han var glad for at skyerne hang tæt på himlen den dag, så han ikke bare blev gnaven over solens tilstedeværelse.
Han kom til en gade hvor der stod en og råbte og skabte sig som om han var konge af verdenen. Han skulle bare vente hvis han satte sig op imod Mørkets Lord, så skulle inkvisitionen nok komme efter ham. Hans gode ven Gortus havde snakket meget om at blive en del af denne inkvisition, og han fulgte jo efter Gortus, så han havde selvfølgelig også overvejet det. Han havde overvejet nogle fordele, og en af dem ville nok være endnu mere mad. Han elskede mad, og så var der jo nogen der skulle henrettes og så kunne han måske få lov til at få kødet. Han ville elske det.
Han lagde sig ned på taget, da der alligevel ikke var nogen der så på ham, da alle alligevel bare kiggede underligt på den mand der stod og råbte. Han så ned på menneskerne som om han så i et menukort. Han lå og besluttede sig for hvilken en der nok smagte bedst. Han så en muskuløs mand der nok var mest i, men kødet var ofte så sejt. En fin kvindes kød var oftest dejlig saftigt, men aldrig særlig meget kød på det skelet.
Mens han sad og kiggede fik han øje på det han ledte efter. Han rejste sig op og sprang ned på gaden hvor der var lidt plads. Han landede nærmest lydløst, men der var selvfølgelig nogen der fik øje på ham, og panikken spredte sig som en steppebrand. Folk begyndte at skrige højt mens han lige så stille traskede hen mod sit mål. Han havde ingen problemer med at komme rundt fordi alle jo bare skreg og ville komme så langt væk fra ham som muligt. Han så nemlig at den der havde holdt det han ville have, havde tabt det og nu lå det mellem alt muligt andet som folk havde lade ligge efter forskrækkelsen.
Gaden tømtes med utrolig stor hast, og der var folk der råbte op om uhyrer og dæmoner og at man skulle kalde på byvagterne og hvad ellers. Han kom hen til en lille bunke ting hvor han vidste at det han søgte lå. Han begyndte at rode rundt i tingene indtil han fandt det han søgte.

Vertis stod på sin ophøjede position og kiggede ned på menneskene, da de begyndte at sprede sig. De løb til højre og venstre, og forsøgte tydeligvis at komme væk fra et punkt midt i menneskemængden. De så ud til at have uendeligt travlt. Vertis var nød til at idømme denne irrationelle flugt som en manifestation af frygt eller panik, en følelse Vertis havde håbet han selv ville være grund til, hvilket han tydeligvis ikke var. Ærkedæmon, der netop havde hidkaldt sig deres opmærksomhed fandtes ikke længere i deres verdener. Når handling kom til stykket var der intet vigtigere for disse mennesker end dem selv. Havde Vertis set dette under andre omstændigheder havde dette udtryk af korruption fået ham til at smile, men nu hvor det gik udover ham selv vidste han ikke hvad han skulle gøre.
Han valgte at være sur.
Med en rolig bevægelse trådte han ned fra den kasse han havde stillet sig på. Han rakte hånden ud til højre og greb et kålhoved fra den nærmeste vogn. Grønsagen begyndte med det samme at visne, og Vertis øjne lynede op med et skarpt blåt skær. En god ting ved manglen på mennesker var at han ikke længere havde problemer ved at komme frem. Efter nogle få skridt fik han øje på hvad det var, der havde skræmt folkene væk, men han stoppede ikke; ærkedæmonen kendte i sin uerfarenhed ikke til frygt, uden at være klar over at dette kunne være en stor last. Med en vred bevægelse kastede han den visnede grønsag på bæstet. Med livsenergien fra den grønne kugle løftede han sin stemme til et jordskælvende brøl.
”Er du klar over hvor svært det er at få menneskers opmærksomhed?! Kig på mig!” Hvis han ikke kunne få givet sin besked, ville han ikke gå tomhåndet fra byen. I et sort væsen som Malaking måtte der være mere end bare en lille smule korruption han kunne korrumpere. Denne fredsforstyrrer ville tjene korruption inden længe, frivilligt eller ej.

Han ignorerede egentlig lidt at der blev kastet et kålhoved på ham. Han var vandt til at der blev kastet så meget andet på ham, så et kålhovede gjorde ham ikke ligefrem meget. Han rodede bare i bunken indtil han fik fat i det han skulle. Han holdte bare øje med den ting han havde fundet sig, selvom manden begyndte at råbe utrolig højt. Han følte en smule irritation over den hovmod der sad i den mand. Han troede absolut han var herre over det hele. "Ved du hvor svært det er at slippe for deres opmærksomhed? Jeg ville med glæde slippe for den opmærksomhed. Det vil give mig en fordel når jeg jæger." Han knurrede en smule mens han talte med sin dybe stemme. Der var ikke mange skyggevæsner der kunne tale, så det undrede nogen at han kunne tale sådan et bæst kunne tale var da underligt. Tænk at de havde den intelligens. Han kunne tydelig mærke mandens vrede, had og irritation.
Hans hale piskede lidt i støvet og rodet om bag ham. Den lange hale var længere end hans egen krop. Han kunne bruge den hale utrolig godt. Han kunne nærmest bruge det som en ekstra hånd. Han havde også en brugbar tommel, som gjorde at han kunne gribe om ting, men det var stadig ikke helt udviklet, så han havde stadig en smule problemer med at holde helt fast. Han ville ikke kunne bruge et våben, siden han ikke kan holde fast nok, og så stolede han alligevel mere på hans klør, hans styrke og hans fart.
Han stirrede hen på manden, men af en eller anden grund var noget der fortalte ham at han skulle passe på med at stirre for meget på ham. Han stirrede derfor kun olmt på mandens bryst, da det alligevel ikke krævede for meget af hans nakke at skulle kigge så højt op. Han ville godt kunne komme til at se på mandens ansigt, men det blev hårdt i længden, og så ville han alligevel foretrække at stille sig på sine bagben, hvis han skulle det.

Vertis stoppede og holdt op med at tale. Det var vel egentligt en meget god pointe. Det var højst usandsynligt at dette væsen ønskede opmærksomheden, som han uretfærdigt blev tildelt. Det var jo ikke som om at han forsøgte at sige noget til disse stupide mennesker, han ville vel bare have sit bytte. Det sagt var midten af byen vist ikke det bedste sted at jage, tænkte Vertis, hvorefter han sagde det højt.
Dæmonen var ikke chokeret over skyggevæsnets udseende. For ham var skabningens krop ligeså makaber som den menneskelige, og han skelnede ikke mellem dem. Derfor gik han underbevist ud fra at Malaking bare var et anderledes slags menneske, eller et eller andet dyr. Hvis han tænkte over det ville han nok kunne se at han måske ikke tilhørte de solrige regioner, men tænke gjorde han ikke. Han havde levet i flere tusinder af tusinder af år uden nogen fysisk form, og havde derfor aldrig lært at bedømme noget ud fra dets udseende.
”Kan du ikke et andet sted, eller i det mindste på et andet tidspunkt?! Jeg har en opgave jeg skal have udført!” Den kraftige stemme var forsvundet sammen med skæret i hans øjne. Effekten af energien han havde fået fra grønsagen varede kun meget midlertidigt, og var allerede forduftet. Nu lød han bare som et noget irriteret brokkehoved, der helst ville gøre hvad han var kommet for, og derefter være i fred. Han brød sig ikke længere synderligt meget om sin opgave. Menneskers opmærksomhed var alt for let at aflede. De kunne ikke engang holde vejret uden at blive distraheret og trække det igen.
Dumme skabninger.