Det var en varm dag, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Der var dog massere af skygge under træernes kroner. Corrine sad under sådan en krone og nød det gode vejr. Hun havde gået et par timer og tog sig et velfortjent hvil, hun havde alligevel ikke særligt travlt.
Hun flettede en blomsterkrans af nogle små blomster en lille pige havde givet hende tidligere. Hun havde mødt en lille gruppe børn der havde bedt om en historie. Corrine havde fortalt om en lille orm og hvordan den kunne danse indtil en dag hvor en frø havde spurt hvorfor.
Men efter historien havde den lille pige givet hende en buket blomster hun havde plukket fra en eng.

Han var i menneskeskikkelse i dag. Det var en underlig fornemmelse at være menneske. Han havde aldrig helt forstået hvorfor der overhovedet var grund til at være af menneskeligt kød og blod. Denne krop, dette corpus var irrealevant. Blot i vejen. Desuden så klædte vingerne ikke til det sorte menneske tøj eller hår, så lige nu var de lysende vinger ikke placeret på ryggen. Faktisk var de ingen steder at se. Han var i grunden helt og aldeles menneskelig. Et sjældent syn.

Egentlig brød Arizaphle rigtig ikke om at blive spottet udenfor i menneskeform. Han befandt sig sjældent på jorden; det vil sige jorden udenfor. Han rettede lidt på hatten og fløjtede en rolig melodi. Han kunne nu egentlig godt lide at være udenfor. Især fordi det var de færreste der ville kunne genkende ham. Han havde bare et naturligt had til at skulle gå. At bruge benene, sådan helt generelt faktisk. Men den friske luft var rar og beroligende, i denne dødelige krop, og en tur var noget man skulle gå en gang imellem.

Corrine sad og lod sine fingre arbejde med blomsterne, den var snart stor nok til at kunne passe til ens hoved. Hun lavede den entelig bare for at lave lidt, ikke rigtigt for nogle skulle have den på.
Hun hørte en lille fløjten i skoven. Det var bestemt ikke en fugle der fløjtede, det lød ikke som en fugl i hvertfald.
Så der måtte være nogle i nærheden. Det var ikke noget der gjorde hende nervøs, det var vel bare en eller anden der var ude at gå.

Corrine selv at fløjte lidt og prævede at følge melodien hun hørte. Dog var det ikke lige så nemt da hun ikke kendte den. Men hun kunne da gætte sig lidt frem. Hun holdte dog stadig blikket ned imod sin blomsterkrans som hun arbejde med.

Da en lille trille, der stemte overens med hans egen melodi, lød for hans øre, stoppede han op. Han rynkede næsen og kastede nogle forvirrede blikke omkring sig. Der var en dødelig i nærheden. Ikke noget han brød sig om. Han skuttede sig og lod tungen glide henover de tørre læber. Han skubbede hatten af hovedet, og det let krøllede sorte hår kom til syne. Den sorte hat blev holdt i et solidt greb af den blege hånd og ærkeenglen skubbede sig selv hen til et træ, hvorfra han kastede nogle tøvende blikke. Han så den fløjtende og betragtede denne indgående. Hun så umiddelbart ikke ud til at være en trussel.

Arizaphle rykkede væk fra træet og trådte frem i lyset. Hans fløjten var for længst stoppet. Han stirrede på den dødelige med et stift blik. Betragtede hendes håndværk i tavshed og lavede ikke den mindste lyd selv. Han stod knap en meter fra hendes ryg og stirrede på hende med et vurderende blik. Hatten var i hånden, som - sammen med sin partner - var placeret galant på ryggen af menneskeskikkelsen. Englen følte sig ikke tilpas i det fine, sorte jakkesæt-lignende tøj, men hvis man skulle ligne et menneske, så skulle det gøres ordentligt. Han savnede dog den beroligende frihed, som det indebar at være udød. Hvis man da kunne kalde ham udød. At være en engel var noget andet. Eller hvad?

"Goddag," lød det tonløst fra ham. Hans stemme var svær at sætte en finger på. Den kunne ikke just beskrives, som værende af nogen karakter. Anden end tonløs. For tonløs, dét var den.

Selvom den ukendte fløjten var forsvundet fra Corrine's øre, så sad hun blot og fløjtede videre. Det var ikke rigtigt noget der gik hende på der skulle være andre, og melodien havde nærmest sat sig lidt fast på hendes læber. Hendes fingre arbejde med den smukke blomstrekrans i rolige bevægelser der fulgte melodiens tempo. Ja hun sad i sin egen lille verden og lod sig ikke bemærke at der var nogle der kom tættere på hende.
Men da der endelig lød en stemme bag hende, stoppede hun med at fløjte og hendes fingre stoppede med sit arbejde. Det var ikke fordi hun fik et chok over der var nogle. Hun reagerede faktisk ikke med det samme, da hun først skulle hive sig selv ud af sin lille verden.
Corrine lænede sig lidt bagover, og lod så sit hoved falde helt tilbage. Der stod en mand på hoved, som om det var ganske normalt. Hun kunne ikke helt lade hver med at smile lidt over den tanke. Ja det så bare sjovt ud. Men hun rettede sig ordenligt op igen, vendte sig om og sagde "Goddag".

Corrine kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var, men der var bare noget ved den stemme, den var.. ja bare ikke som andre.. mere tom.. måske var manden blot irriteret over hun havde afbrudt hans fløjten.. eller måske var han bare sådan normalt.. Ja Corrine kunne komme med mange gæt, men ville ikke kende svaret.
Hun fjernede en tåt hår fra sin egen panden med en hurtig og nem bevægelse og betragtede så manden lidt med et nysgerig blik.
"Kan jeg hjælpe??.. Vil de side ned?" spurte Corrine så venligt og gjorde tegn til han godt måtte tage plads hvor han lystede. Det var jo en skov.

Han stirrede på hende med et undrende blik. Han betragtede blomsterne, der var blevet forpint og fordrejet ud af deres normale positioner og holdninger, så de kunne hænge sammen i en syglig form, som englen ikke kunne genneskue hvad skulle bruges til.
Endnu en af menneskets perverse lege, rungede stemmen i Arizaphles hoved. De laver så mange besynderlige ting... Blomster-tortur, bold-sparkeri, druk...
Han rynkede næsen og så en anelse forbavset ud, da hun lænede sig akavet bagover for at så op på ham. Han stirrede ned på hende, med et hævet øjenbryn. Eller - det vil sige, at han forsøgte at hæve kun det ene øjenbryn, men det andet fulgte automatisk med. Hvorfor mon?

Han så endnu mere forbavset ud, da hun spurgte om hun kunne hjælpe ham. Eller om han ligefrem ville sidde ved siden af hende. Hans øjenbryn faldt straks ned på deres plads; ja, faktisk lavere. Han så en anelse barsk ud i ansigtet.
"Og De kan hjælpe? Nej aldeles ikke."
Han undlod helt at besvare hendes andet spørgsmål.
"Det undrede mig blot at De sad her helt alene og ..." han så på blomsterne igen, "... Arbejdede."

Hun kunne ikke helt lade hver med at grine lidt over de sjove ansigts udtryk manden kom med.. Hna virkede så.. anspændt.
Corrine studsede dog over at han for det første blot svarede hendes spørgsmål med endnu et og ikke svarede særligt høfligt på hendes andet. Men hvis det var sådan han blokkerede sig fra omverden og gemte sig bag en usynligmur skulle han have lov til det.

Corrine grinte dog lidt da manden så hendes krans af blomster som et arbejde. Havde han aldrig været et barn, oplevet en lille forårs fest. Men det kunne passe godt til hvordan til hvordan han allerede havde opført sig på.
"Min sti førte mig blot hertil, og et hvil havde jeg brug for" svarede Corrine venligt, selvom den her person ikke havde vist venlighed over for hende endnu.
"mit navn er Corrine.. Må jeg spørger om deres?" spurte Corrine men regnede næsten med at få et svar som let og elegant gjorde han ikke svarede hende med sit navn.. Men hun kunne jo spørger.

"Har de nogle sinde hørt historien om den lille tudse og fårårs festen" spurte Corrine venligt og begyndte at arbejde lidt mere med sine fingre på blomster-kransen. Hun rettede kort blikket ned på kransen men så kort efter op på personen igen og lagde hoved lidt på skrå.

Han betragtede hende og placerede hænderne i bukselommerne. Han så op i himlen og missede med øjnene. Besynderlige mennesker. Underlige dødelige. Han rynkede næsen og skævede ned på den siddende kvinde.
Et hvil? Dødelige er så svage.
Han vendte ansigtet imod hende og betragtede hende med de mørke øjne. Han forsøgte at læse hende, som hvis hun var en bog. Corrine var altså hendes navn. Og nu forventede hun vel at han ville fortælle hende sit eget navn. Som en lille byttehandel. Menneskelig skik. God opdragelse. Det lå ham meget fjernt. Han så på sin ene hånd og så ud til at overveje om han skulle fortælle hende sit navn eller ej.

"Adam." svarede han kortfattet. Hans menneskelige navn. Det dødelige navn. Et navn der døde for snart 300 år siden. Han rynkede næsen og rystede på hovedet, hvorefter han atter så på hende.

"Hvorfor hvilker De Dem i en skov? Der er både kroer og markeder, samt en by med bænke. Og alligevel vælger De at sætte dem i en skov." mumlede han tonløst og så endnu en smule mistroisk ud. Man kunne aldrig vide med mennesker. Og just som han stod og forsøgte at gøre sig klog på dette forunderlige og måske lidt sære menneske, sagde hun noget helt uventet.

"En tudse og en fest? Det lyder mig nu en kende unaturligt. Sikke noget vås."

"Hyggeligt at møde dem Adam" sagde Corrine venligt og smilede. Hun stoppede igen sit arbejde da hun var færdig med sin krans. Den var jo blevet rigtig fin.

Igen måtte Corrine studse lidt over Adam's spørgsmål, men hun svarede igen venligt "hmm, her er hyggeligt, roligt, liv, bare hele stemningen" Men hun dømte ikke Adam, han virkede faktisk flink. Dog da han sagde historien var noget vås så hun lidt forkert ud i ansigtet, det var da bestemt ikke noget vås. Det var en god historie.. Nu måtte hun virkelig nød til at fortælle ham den.. Corrine satte sig lidt bedre til rette og sagde så.
"Vås?.. nej bestemt ikke.. Det var næsten en dag som i dag, solen stod højt på himlen, bladene på træne skyggede for himlen men stadig var skovbunden lun og fyldt med liv. Pindsvinet kravlede hen over skovbunden med sine små unger, vogtede over dem som en mor nu gør, larverne lå i solen og slappede af, ja og der var just også en af dem der dansede, men det er en anden historie.
På denne dag var der en lille kanin der sad på sten og kiggede på denne dejlige dag. Men stadig så kaninen lidt trist ud. En fugl der sad på en gren oppe i et træ så ned på den lidt triste kanin og spurte 'Kanin.. hvorfor så trist på sådan en dag'.. Kaninen kiggede op på fuglen og svarede 'Det er sådan en dejlig dag, men igen det samme.. foråret er her, men hvad er ny'
Fuglen fløj ned til kaninen og lagde sit hoved blidt på skrå og sagde så 'jammen.. så lad os gøre det til en speciel dag.. Vi kan fejre foråret.. holde en fest'.
Det ville kaninen bestemt gerne.. De spredte ordet, kaninen sagde det til pindsvinet, pindsvinet til larverne, larverne til ræven og sådan gik hele snakken igennem skoven.
Og om aften mødtes alle dyrene til en stor fest.. De pyntede op med blomster, tog herlig mad med sig, og havde det virkeligt sjovt.
Men dog var der et dyr i skoven der ikke var inviteret.. Det var tudsen ude i mosen. Den var altid sur og vrissen og levede for sig selv. Den talte aldrig med nogle af de andre dyr. Mens alle de andre dyr hade set sjovt til deres forårs fest så sad tudsen blot i udkanten af mosen og betragtede dem.
Dog lagde fuglen mærke til tudsen der blot sad der og ikke kom nærmere. Så fuglen fløj over til tudsen og spurte 'Tudse, du sidder altid her og er sur, du kommer aldrig over til os andre, vil du ikke være med?'
tudsen kvækkede noget utilfreds og sagde 'Det er dumt, det er blot forår og snart bliver det sommer og derefter vinter.. jeg kan ikke se glæden i det'
Fuglen sagde så 'se tudse nu igen, du ser ikke glæden, der må da være noget godt ved foråret du kan lide'
Tudsen så ned i jorden og turde ikke rigtigt at sige noget og svarede 'hvorfor skulle der være det?' men fuglen spurte igen 'tudse, der må da være noget'.
tudsen så op på fuglen og sagde så 'jo.. du må ikke grine.. jeg kan godt lide at synge'.. Fuglen pippede glad op 'se, der var noget, jeg vil gerne høre dig synge, og det vil de andre sikkert også gerne'
Tudsen så lidt nervøs ud og spurte 'mener du virkelig det'
'ja' svarede fuglen.. Sammen tog de så over til festen, og tudsen fik lov til at synge.. Og trods det måske ikke var den smukkeste stemme, så klappede alle dyrene bagefter af ham.. Og tudsen smilede og var stolt.. De festede hele dagen og aften med.. Tudsen sang meget sammen med de andre dyr, og de var alle enige om det var den bedste dag i skovens historie.
Og efter den dag så holde dyrene hvert år en forårs fest. og hvis man lytter efter på en smuk forårsdag, kan man høre tudsen synge i skovbunden."

Imens Corrine fortalte historien om tudsen og forårsfesten så kom der små illusioner omkring hende der forstillede de forskellige dyr og hvad de lavede i forhold til historien. Mens Corrine fortale det hele kunne man virkelig høre det var noget hun lagde sin sjæl i. Hun fortalte virkelig historier som igen anden.

"I lige måde," mumlede han hæst og stirrede på hende. Han var ikke så glad for mennesker; ikke når de var så tæt på. Han nød at kigge på dem. Studere dem. Analysere dem. Men egentlig så brød han sig ikke om at være for tæt på; det var for underligt. Hans egen menneskelighed forsvandt dag for dag.

Arizaphle stirrede lamslået på hende, som hun sad dér og fortalte. Små figurer dansede lyksagligt rundt om hendes spinkle corpus. Han så stift på hende med et blik der sagde mere end nok; han var fuldstændig forvirret. Umiddelbart kunne han ikke se nogen pointe i historien. Den var - i hans verden - fuldstændig besynderlig. Uden mening. Og så kunne dyr forresten slet ikke tale! Sikke noget vås.

"Jeg har aldrig hørt noget lignende. Det var da en besynderlig historie. Det kan du ikke mene. Det ..." han rynkede næsen og så i grunden fuldstændig paf ud. Han havde aldrig hørt noget lignende. I sit lange liv - RIGTIG lange - havde han aldrig hørt noget som dette. Han lod tungen glide henover de ru læber og rystede på hovedet. Han lagde armene over kors og vippede med lidt med hatten, før han placerede den på hovedet og igen lagde armene over kors.

"Hvad forsøger du at fortælle mig, med sådan en historie?" lød det fra ham.

De små illusioner var forsvundet igen efter hun var stoppet med at fortælle. Corrine kunne selv godt lide de små figure som kom til live og bevægede sig nær hende.. Det gjorde bare historien mere virkelig.

Corrine begyndte at grine over Adam var så forvirret, han opførte sig jo nærmest som om han aldrig i sit liv havde hørt en historie om små dyr før.. Det måtte da havde været en kedelig barndom så.. Men det morrede hendes stadig lidt hvordan han reagerede.
Dog da han begyndte at spørger ind til moralen i historien, hele budskabet, så blev hun lidt overrasket.. Det var sjældent nogle spurte om hvad hun prøvede i bund og grund at fortælle.. Sådan personer.. ja.. De skulle se alt i verden så firkantet, som om der skulle være en skjult tanke ved alt i livet.
"Det er op til dem selv at finde budskabet i den historie. Det er halvdelen ved at få fortalt en historie" sagde Corrine venligt, og overlod igen ansvaret til Adam selv at finde en morale ved historien. En historie udviklede sig ved at blive fortalt videre, af at andre tolkede den på deres måde.

Corrine rettede sig lidt op, hun løftede sine arme op i vejret og strak sig lidt. Hun følte sig lidt doven blot af at side her, men det skulle man bestemt også have lov til at være til tider.. Hun tog armene ned igen og lagde sit hoved lidt på skrå og betragtede Adam igen.

Han så en anelse forvirret ud. Det var da noget underligt noget at sige. Han stirrede forfærdet på hende som hvis hun lige havde sagt den største løgn der var at sige. Han rynkede næsen og rystede på hovedet. Han kunne ikke se en dybere morale. Kun de normale kliche-moraler, såsom du kan hvad du vil eller følg dine drømme. Han sukkede og himlede med øjnene.

"Det er for sært. Underlig historie. Fortæl mig en anden." mumlede han mut, som et lille barn. Han ville ikke acceptere at få fortalt en historie, som han ikke kunne analysere. Han ville have noget abstrakt. Han satte sig ned, ganske pludseligt, ved siden af hende og stirrede på hende, med de mørke øjne.

"Og denne gang skal der være en god, dyb morale," lød det med den tonløse stemme. Det var egentlig rart at sidde ned. Han havde gået og stået længe, og det var dejligt at få slappet lidt af i menneskebenene. Han var alligevel ikke trænet i at gå.

Corrine sad blot og betragtede Adam der virkede til at tænke meget over historien, og igen kunne ikke helt lade hver med at grine lidt over det.. Det var jo virkeligt morsomt at han ikke kunne finde nogen mening i den.. Men hun havde ikke tænkt sig at forklare ham hvad hun så meningen som.

Corrine smilede blt da Adam nærmest opførste sig som et lille uopdragen barn der blot ville have mere og mere. normalt brugte hun ikke meget tid på sådan børn da de ikke kunne se glæden i historierne.. Men nu var der også kun ganske få ad den slags.

"Kære Adam.. Man kræver ikke blot hvordan en historie skal være.. Men jeg skal skam efterkomme deres ønske"

"Det var en dejlig sommerdag som denne, der var liv overalt, alle dyrene hyggede sig ved deres dejlige normale liv. Der var ingen bekymringer, blot den dejlige ro som man nu kun finder i skoven. I denne skov var der et lille tusindben, du må forstille dig hvor svært den har det med at købe sine sko og tage dem på. Det var ikke nemt at være et tusindben, men den nød at være hvem den var. Den kravlede rundt i skovbunden, solede sig, spiste dejlige saftige blade og snakkede godt med alle de andre dyr.
En dag da den kravlede rundt fandt den en dejlig lysning, og midt i den lysning var der en stor sten. Det lille tusindben brugte en hel dag på at klatre op på den sten, og den kunne se mange meter omkring sig.. Det var helt utroligt, den så alt som en hel ny verden.. Tusindbenet sad der hele natten og bare kiggede, og som solen stille og roligt stod op og varmede stenen op følte tusindbenet sig bare så lykelig over dette sted.. Ud bed et begyndte tusindbenet at danse.. Alle dens mange ben bevægede sig. Der var ingen musik, ikke noget dne dansede til.. Den dansede blot. Det så helt vidunderligt ud.
Fra den dag af kom det lille tusindben hver aften hen til stenen, klatrede op på den, og så efter natten om morgen begyndte den at danse, for den var så glad..
Efterhånden begynde mange af de andre dyr i skoven at ligge mærke til det lille tusindben og dens dans. Og blev glade af at se på den.. Så hver morgen kom der flere og flere dyr til for at se på det lille tusindben.
Dog var der tudsen ude i mosen... Den brød sig ikke om at der var så mange dyr over ved stenen, og tudsen forstod virkelig ikke hvad der var så specielt ved det tusindben og dens dans..
Så en dag hoppede den gamle tudse hen til stenen om morgen mens tusindbenet dansede og tudsen spurte 'Du tusindben.. Hvorfor er det lige du danser?'
Tusindbenet stoppede op.. Og tænkte over hvad tudsen havde spurt om.. Tudsindbenet kunne ikke rigtigt svare på det og sagde blot 'det ved jeg ikke'.. Tudsen rystede på hoved og hoppede væk igen. Tudsindbenet ville begynde at danse igen, men den kunne ikke danse længere.. Den havde på en måde glemt hvordan den gjorde..
Der gik ikke længe før dyrne ikke gad at komme der om morgen, da det lille tusindben sad på stenen og blot kiggede ud i luften og ikke danskede...
Der gik mange år før det lille tusindben kom til at danse igen.. Men det er en helt anden historie"

Igen var der små illusioner af de mange dyr, og det lille tusindben der dansede den mest vidunderlige dans der så ganske morsom ud da den bevægede sine mange ben på en gang. Corrine havde selv siddet og betragtet de illusioner hun lavede.. Hun vidste faktisk ikke helt hvordan.. De dukkede blot op.

Arizaphle betragtede illusionerne, som svingede lyksagligt rundt omkring den spinkle kvindekrop. Han betragtede dem indgående og så utrolig interesseret ud i billedernes bevægelse. Han så til med store øjne og måtte bide sig i læben for at undgå at småle af det dansende tusindben. Det så jo helt absurd ud. Han rystede på hovedet og tænkte over historien. Endnu en med dyr. Og hvorfor kunne de tale? Og hvad var der med den tudse?

"Tudsen virker alt for negativ. Hvordan lærte ormen at danse igen? Hvorfor glemte den? Den burde ikke have glemt det; den elskede det jo! Den elskede at danse og så burde intet kunne stå i vejen." brummede han tonløst. Han rystede opgivende på hovedet. Det var jo irriterende med den tudse! Den var altid i vejen.

"Så, hvordan lærte den at danse igen? Du må fortælle mig det! Hvad fik den til at huske det?" spurgte han og hævede øjenbrynene. Han var faktisk nysgerrig. Han var helt sikker på, at bag disse historier var ikke kun talende dyr, men menneskesind. Idéer og tanker udformet og dannet ud fra mennesker og synet derpå. Han bed sig i læben og betragtede kvinden med et skarpt blik.

"Lad mig høre," bad han.

Corrine smilede lidt over hvordan Adam igen opførte sig som et barn igen. Det var entelig rart, det var dejligt at se en person som godt kunne lide at få fortalt en historie.. Og trods Adam tydeligt prøvede ikke at vise at han kunne lide det, så kunne Corrine godt se inderst inde var der noget.. SÅ hun havde intet imod at fortælle ham endnu en, siden han også denne gang spurte pænt.
"Selvfølgelig, det skal jeg nok" sagde Corrine venligt, og svarede ikke på alle Adams mange spørgsmål.. Det skulle nok komme helt af sig selv.
Corrine begyndte at fortælle igen og illusionerne begyndte igen at dukke op.

"Som sagt der gik et par år før tusindbenet skulle komme til at danse igen. Det startede som en kedelig efterårs dag, alt var bare kedeligt, dog levede dyrelivet videre, dog sad det lille tusindben stadig oppe på stenen ganske nedtrykt over ikke længere huske hvordan man kunne danse, den prøvede til tider, men det var blot ikke det samme.
De mange andre dyr havde lagt mærke til at tusindbenet ikke længere var glad. Derfor samlede alle dyrene sig nede ved mosen en dag for at finde tudsen.
Tudsen dukkede op fra sin mose og spurte gnavent 'Hvad vil i alle sammen her?'.. Den lille kanin hoppede lidt frem og sagde så 'Tudse, det er din skyld at Tusindben er nedtrykt, du skal gøre noget'
Tudsen kvækkede blot og sagde 'Det er ikke min skyld.. Jeg spurte blot hvorfor tusindben dansede'.
Den lille fugl fløj frem og sagde 'Men derfor stoppede tusindben.. Du må nød til at mundtre ham op igen'.
Dyrene blev ved med at presse på tudsen. Og til sidst måtte Tudsen give sig, blot for at få lidt fred. Tudsen hoppede hen til stenen og satte sig nede foranden og så op på tusindbenet og sagde 'Du tusindben'
Tusindbenet sukke og kiggede ned på den gamle tudse og spurte 'Hvad vil du?'
Tudsen vidste ikke rigtigt hvad den rigtigt skulle sige, men kunne jo ikke bare side der og ikke sige noget. 'Hvorfor er det du ikke danser længere?'.
Tudsindbenet sukkede lidt og sagde 'Jeg kan ikke huske hvordan længere'
Tudsen sagde så 'Jamen, du vidste jo heller ikke hvordan du skulle da du begyndte.. Det er kedeligt at se dig sådan her'
Tusindbenet så væk fra tudsen igen, det var just ikke noget der hjalp på dens humør. Dog ville tudsen ikke give op her da den vidste den ikke kunne få sin mose i fred igen. Tudsen hoppede op til tusindbenet og begyndte at hoppe op og ned, op og ned.. 'Kom nu tusindben, så lad os danse sammen'
Tudsindbenet kiggede noget undrene på tudsen, og prøvede at bevæge sig lidt, prøvede at danse, men den havde det bare som om det ikke var rigtigt.
'Det ser virkeligt godt ud tusindben.. Du kan jo godt' sagde Tudsen mens den stadig hoppede op og ned. Tusindbenet fik mere mod til sig, og blev ved.
De andre dyr begyndte at komme frem og se på Tusindbenet og tudsen danse sammen, de syntes det så sjovt ud, og stille og roligt begyndte resten af dyrene også at danse.. Alle var glade, tusindbenet fandt kom indelig i tanke om hvorfor den dansede og nu gik den der ud af..
Dyrene dansede hele dagen og hele natten med.. Og det var en af de sjoveste dage i skoven længe."

Corrine smilede blot da hun var færdig.. Hun vidste ikke helt om Adam havde kunne tolke hendes mening med alle disse historier, men det var hun ikke helt ude på. adam skulle selv tolke dem, hun fandt blot på dem som hun skulle fortælle dem.

Arizaphle stirrede på hende, med et forvirret udtryk i øjnene. Imens han lyttede opmærksomt til hendes historie, observerede han figurerne der sprang omkring. Han pillede græs op af jorden, og forsøgte konstant at tolke, bedømme, analysere og perspektivere historien. Der var intet. Han kunne ikke komme dybt nok i historien. Der måtte være noget bag. Noget imellem linjerne, som han ikke hørte. Noget hun ikke sagde, men alligevel udtrykte. Stilheden lagde sig over dem begge, da historien var slut. Han stirrede frem for sig og så meget eftertænksom ud. Han så faktisk desideret koncentreret ud. Han rynkede panden og knugede hænderne. Stilhed.
Med ét rejste han sig ganske pludseligt.

"ARH! Jeg ser det ikke. Jeg kan ikke forstå den. Hvorfor al den glæde? Hvordan kan de være så... Så lykkelige? Det er jo blot dans. Det kan ikke redde liv. Det kan ikke beskytte dem fra jægeren. Det... Det..."

Han snurrede rundt på hælen og gik rundt i nogle mindre cirkler, med den ene hånd i lommen og den anden under hagen. Han så meget eftertænksom ud. Hvordan kunne dødelige mennesker høre sådanne historier? Fortælle sådanne historier? Han forstod det ikke! Det var jo fjollet! Han rystede vildt på hovedet og vendte ansigtet imod kvinden. Han betragtede hende indgående og lod hånden rykke om i nakken. Han kløede sig i nakken og bed sig i læben.

"Du må da indrømme at det er lidt sært. Og dyr kan stadig ikke snakke. Skal de symbolisere mennesker? Er skoven vores land? Eller er det dybere? Er hvert dyr en race? Jeg forstår det ikke! Det må betyde noget! Det skal betyde noget."