I hunderevis af stå og siddepladser finde i en ring omrking kamppladsen i bunden af arenaen. Det vil ikke vare lange før, de er fyldt med hujende og råbende tilskure, der afventer finalen på en måske ikke helt fair kamp der nede på sandet.
Mange steder hænger Mørkets Lords bander og blafrer i vinden for at signalere hans styrke. Om man støtter ham er op til en selv - og hvis man ikke gør, er her stadig en glimrende udsigt til en god slåskamp.
Blandt de mange tilskuerpladser er der en, der skiller sig noget ud. Der plads omrking den flot udskårne stol. Fra den har man nok også arenaens bedste udsyn. her er det meningen dronningen skal have plads, men for tiden er hun blevet afsat.

Ethelihn maser sig forbi det ene skrigende skavderhoved efter det andet. De har åbenbart gjort det til deres job at stå i vejen for andre mennesker. Heldigvis for tilskuerne, lad de sig dog skubbe til side. Hun er ikke glad for, at der bliver lagt hindringer i vejen for hende.
Hun når hen til den prægtige stol. Den er stadig tom. Et kort sekund overvejer hun at sætte sig, men tanken bliver smidt lige ud ad hoveddøren igen. Jeg må jo være gal... Hun smiler lidt. Du kunne da godt være hun havde sat, hvis ikke hun havde vidst, at hendes herre kunne komme hvert sekund nu. I stedet går hun ned på første række lige foran stolen og læner sig ud over kandten. Hun kunne ikke vente til, at det blecv hendes tur til at lege katten med musen - og som en anden kats hale begynder hendes hår at svinge drillesygt fra side til side.

Skrigene var gennemtrængende, øredøvende og ikke mindst tankevækkende. Jublen var tydeligt at hører, og hvem de helt præcist jubler på var der vidst ingen tvivl om. Skrigende havde stået på den sidste halve time, hvilket da i sidste ende måtte betyde at landet nuværende borgere, lod sig begejstre over denne lille form for festelighed, der var blevet bragt til den ellers forladte kamparena. Men hov, hvad var det? Var det individets hjerne der spillede en et pus, eller var det følelsen af tilfredsstillelse der stikkede ganske kort i torsoen. Følelsen var skam ikke til at tage fejl af, men kort havde den været. Lige så kort som hjertet tog sin tid om, at pumpe hjerteblod rundt i kroppen - hvis ikke endnu kortere.
De ellers følelsesløse øjne gnistrede i ganske kort tid, netop som et pinagtigt skrig gennemtrængte den jublende folkemængde. Hvad dette skyldtes? Den første forestilling, som blot var en ren opvarmning til hvad der senere ville finde sted, i kamparenaen, var netop afsluttet. Dette kun betyde en enkelt ting, hvilket var at han burde gøre sin entré.

Med ét syntes de jublende skrig at dø hen, og stilheden breder sig over tribunerne. To højere skikkelse trådte ud fra et skjult rum, der var dækket af logens forkortede vægge og tag. Lyden af bevægende rustninger, derved rystende metal, var pludselig ufatteligt højt. Lyden fik de stående personer til at sætte sig, de uopmærksomme til at blive opmærksomme, og de forvildede til at gendanne den tidligere fatning. Soldaterne der var trådt ud fra mørket trådte ned fra det første trin, og stillede sig derefter på vær side af den endnu ikke berørte trone. Med ansigterne maskeret og hænderne holdt stift ned langs siderne, hamrede de en afsluttende fod i jorden, og forblev da pludselig som nydannede statuer. Ved denne afslutning, trådte endnu en person ud af rummets skygger. Skikkelse var en anelse mindre end de forrige, og langt mindre lydløs end soldaterne. Muligt at denne person var lydløs i hans skridt, men han var derimod den person alle syntes at lægge allermest mærke til. Hans skikkelse var rank og stolt, og udtrykket i hans vidt opspærrede øjne var udtryksløst. Derimod var auraen omkring ham ganske anderledes, og langt fra hvad man kunne kalde tom. Den var magtfuld, mørk og ikke mindst ondskabsfuld. Ligesom hans folk var han, formørket og gru - den perfekte leder, til den perfekte tid. Lige så perfekt var han klædt på til årstiden: tøjet sad tæt til kroppen, men varmede den godt. Hans klæder var sorte, passende til hans stolte skikkelse. Udsynet til dem var dækket af den enorme sorte kappe, der lå prægtigt over hans brede skuldre, trukket godt omkring hans krop. Hætten var slået op og skyggede da derfor stort set hele hans ansigt. Det eneste der var tydeligt udsyn til, var hans kæbeparti og spidsen af hans tynde næse.

Netop som lyset ramte Lordens skikkelse, brød folkeskaren ud i enorme skrig. Skrigene var tre gange højre end tidligere, og jublen ligedan mere glædesfyldt end tidligere. Lyden af jublen blev da nærmest til glædes skrig, da en behandsket hånd rakte sig indbydende i vejret. Som hilsen til folket trådte han blot endnu længere frem, med blikket hævet udover de enorme folkeskarer. Det var en prægtigt syn, måtte han da indrømme, og behagede ham da inderst inde. Kort kastede han da blikket over forsamlingen foran ham, og da opfattede han da en oprejst skikkelse. Personen var for ham ikke genkendelig, men han gættede da hurtigt at det var et af hans tætstående tilhængere - status eller ej, var hendes sted dette. Hendes oprejste skikkelse påvirkede ham ikke yderligere, og han trådte da blot længere frem for at stille sig ved hendes side. Han holdte da begger hænder i vejret, for at give sit folk en velkomst.
Undervejs Lordens vandren længere frem i lyset, ville Ethelihn have modtaget en mental hentydning. En hentydning om at hendes oprejste skikkelse, ikke just var noget der bragte hende i det bedste lys. Hentydningen var ikke sendt af Lorden selv, men fra en af de enkelte soldater bag hende.

Ethelihn var nok den sidste, der bemærkede noget. Men hun havde hele tiden været tavs, og hendes lynhurtige hovedbevægelse i retning af Mørkets Lord, røbede intet. Ingen kunne lægge mræek til, at hun holdt med at råbe, for hun gad ikke råbe sammen med de andre tåber på nogen, hun var ligeglad med. Og ingen kunne have set hendes blik bevæge sig alt for sent i samme retning som resten af folkemængden, for det var hurtigt på plads.
De fleste andra ville nok føle frygt, underdanighed eller glæde, men ikke hende. Eller jo, hun følte glæde. Hun havde nemlig ikke sat sig i hans stol.

Hun retter sig opmærksomt op og følger Lorden med Blikket. Ikke overraskende var han på vej i retning af stolen og dermed på vej mod hende. En lille påmindelse dukkede op i hendes hoved. Det måtte være fra en af vagterne, for han vendte hjelmen i hendes retning. Selvom han havde ret i, at hendes stående stilling ikke stilte hende i det bedste lys, følte hun ingen somhelst trang til at adlyde sådan en lille undermåler. I stedet rankede hun sig som vagterne og stod stiv, men noget mere elegant - eller det mente hun i hvert fald selv. Da Lorden endelig nåede over til hende bukkede hun med den ene arm langs siden og den anden foran maven. "My Lord..." hun undlod helt bevidst ikke at se op på hans ansigt. Hun vidste godt at hendes oprejste stilliing, som sagt, nok ikke var så populær hos denne herre, men hvis hun ligefrem forsøgte at se ham i øjnene som en ligemand, ville det forværre situationen en hel del.

Efter det trådte hun et par skridt tilbage for Lorden stadigt bukkende. Det hun var på linje med hans vagter, rettede hun sig op igen og sendte soldaten, der havd irettesat hende et blik mindst lige så giftet som en slanges hugtand. Der var ingen tvivl om, at han kunne vente sig - og hvis ikke med det samme, så senere - hvis han forsøgte at sætte hende på plads igen. ethelihn så sig om. Folk omrking hende havde blikket rettet mod deres nye - ja konge var han vel ikke, men så tæt på, som det var muligt at komme. Nogle var skræmt fra vid og sans. Det var tydeligt, selvom nogel havde held med at skjule det. Andre frydede sig åbenlyst over Lordens tilstedeværelse, mens andre igen lod til at være mere rolige og mere eller minre ligeglade, men dem så hun kun nogle få af. Så startede i ny kamp i arenaen, og folk skiftede fokus - selvom de nærmeste vidst stadig følte Lordens tilstedeværelse. Lige nu interessede kampene dog ikke hende nær så meget, som Mørkets Lord. Hun håbede ikke, at han var lige så nærtagende som hans vagter.

,,- Lad legende begynde!" udtalte hans gennemtrængende stemme da, og jublendes ryst hævede sig blot endnu mere, og endnu højre end tidligere. Ved disse ord åbnede sig der en port. Ud af porten trådte en tilfældig skikkelse ud, klædt i en dækkende rustning og sværdet hængende ned langs siden. I hånden havde han eller hun, det var ikke til at sige taget i betragtning af rustningen og maskeringen, et kastespyd. Hvad våbnene egentlig skulle bruges til, herskede der ikke den største tvivl om. Derimod stod det de fleste folk klart, da glædes skrigende blot hævede sig endnu mere ved personens fremtræden. Folkemængden hungrede efter blod, eller nærmere blodudgivelse, af den ene eller den anden art og den skulle da helst indtræde hurtigt. Vandvidden herskede blandt folkemængderne, det var klart og tydeligt. Man skulle ikke være det største geni for at gennemskue dette, da slet ikke hvis man betragtede dem som Lorden netop gjorde det. Hans overskyggede øjne granskede størstedelen af folket; hvad der var muligt for ham at se, og lod da derefter blikket falde imod skikkelsen nede i arenaen. Netop da var der lukket en modstander ud til skikkelsen, og hvad det så end var, var det i hvert fald en værdig en af slagsen. Dyret, eller hvad man så end kunne kalde det, var højre end dets modstander. To hoveder højre, for at være helt nøjagtig. Hvordan det så end var sat sammen, eller hvem dets skaber var, var dyret ret så besynderligt. Hovedet var et hundeansigt, hvor øjnene alt i alt mindede om en slanges. Tungen var spids og langt, og han savlende ud fra dens mundvige. Resten af kroppen var ganske menneskelig, udover hænderne og fødderne, som alt i alt mindede om nogle forvoksede poter. Dets hår var kridhvidt, men rundt omkring på overarmene og resten af overkroppen, var der tatoveret nogle forskellige tegn. Pentagrammer var nogle enkelte, omvendte kors, og andre religiøse former for symboler. Hvad der dækkede dens underliv, som sikkert var lige så menneskeligt som den selv var, var et par flænsede bukser. Resten af kroppen var total blottet, men ikke så gennembrydende som de fleste så den som. I den ene hånd holdt den en enorm kølle, der klart ville blive brugt til det planlagte formål. Hvem der så end ville vinde denne kamp, var ikke til at sige, og tilskuerne var da egentlig også ligeglade. Det handlede alt i alt om et blodbad, og det så helst at skulle komme straks.
Lordens oprettede skikkelse vendte da om, og trak sig tilbage imod tronen som en vær anden skygge. Hans skridt var lige så lydløse som vinden selv, og hans skikkelse var nærmest svævende. Læselig var den overhovedet ikke, og da slet ikke hvis man prøvede at finde frem til noget ved hans ansigt. Glat og total følelsesløs var det.
En knirkende lyd lød da han satte sig i stolen, og lod begge hænder ligge imod armlænene. Noget der mindede om et suk lød fra hans læber, og hans læber trækkede sig da atter hen i en ulæselig streg. Kampen ville da begynde!

Raseriget over den lille undermåler af en vagts irettesættelse simrede stadig under Ethelihns hud. Hendes ændre stemme forsøgte dog at tale den til ro, den var nærmest som en mæssen. Rolig nu Ethelihn, rolig... Det hjælper ikke at rase nu...

Pludselig brød menneskemængderne igen ud i vild jubel, og man skulle være meget dum for ikke at kunne regne ud, hvad der fik dem til at skrige og huje på den måde. De ville have et blodbad og efter ofrene nede på kamppladsen at dømme, skulle det nok komme hurtigt. Hendes blik svingede taktfast som et pendul fra side til side, mens hun betragtede de to ofre. Hun ville selv sætte sine penge på hundemanden. Et væsen, der ikke klædte sig i rustning, måtte endten være meget selvsikker eller meget dum. Og det store muskelbundt kunne nemt være begge dele, tænkte Ethelihn med et spottende smil tittende frem på læberne.

Jublen og tilråbende blev højere og kraftigere for hvert slag kamphanerne i range tog, og den blev til sidst øredøvende. ethelihn fortrak dog ikke en mine, selv om hun lige nu ønskede, at hun har havde noget i ørende.

Netop som kampen fik sit start signal, trådte en mørkklædt skikkelse ud fra logens skygger. Ligesom Lorden var hans skikkelse rank, stolt og magtfuld. Fremtoningen var derimod en anelse mere diskret, da han helst ikke lod sig se, hvilket han da alt i alt heller ikke gjorde, da folkets opmærksomhed var rettet imod noget ganske andet. Som fortalt var han klædt i sort; overdelen lignede alt i alt en kofte, hvor der indenunder lå et beskyttende lag af sort metal. En uigennemtrængelig beskyttelse, der desværre havde sine bivirkninger. Derudover bar han nogle normale sorte, læder bukser og et par prægtige læderstøvler, hvis snude og læg indeholdte samme genstand som tidligere beskrivelse, gik under navnet: sort metal. Hans lange sorte har var trukket ud over hans skuldre, som var tildækket af den lange sorte kappe, han bar på. Derudover var hans ansigt maskeret, som blokerede udsynet fuldstændig til hans ellers fuldkommen glatte ansigt. Det der dog ikke lod sig skjule, var de stikkende øjne, der blot så overvejende frem for sig. Som general så han sig helst uidentificeret, netop fordi det at have sådan en stilling, kunne have sin konsekvenser. Ikke kun privat, men blot det generelt at være et højtestillet menneske. Hans maskering havde derfor også sat sig et præg, blandt hans underordnet. Hans maske var blevet ret kendt, og selvom han netop ikke ønskede det, var han pludselig blevet ret kendt rundt i landet. Ikke mindst på grund af hans netop høje status, eller grusomheder, men på grund af dens iskolde fremtoning. Maskering havde en vis effekt på individets udseende, da det ene og alene fremhævede et bestemt punkt - i dette tilfælde, hans isende øjne, der havde en lige så iskold farve som deres udseende. Den isblå iris var lige så fremtrædende, som den meget lille pupil de bar rundt på. Ikke just et blik de fleste ville møde, så folk undgik da allerhelst også dette.
Morgoths brede skikkelse trådte forsigtigt ned ved siden af den nu besatte trone. Han stilte sig kort ved tronens side, og lod et par uhørlige ord strømme for sin mund. Efter dette var gjort trådte han forbi tronen, og satte sig en række længere fremme, et trin længere nede. Pladserne en anelse længere fremme, hvor kun to stole var sat, var ment til Alwyn og ham. Resten længere fremme, netop hvor Ethelihn sad, var ment til resten af Lordens nærtstående tilhængere. Det eneste tilhængere af ham som ikke havde adgang til denne loge, var soldaterne og resten af landets befolkning.

Med blikket fæstnet frem for sig, lod Morgoth sine behandskede hænder trække sammen i en sammenfoldning. Vejret lagde ikke ligefrem op til den frie udklædning, så det satte blot endnu højre præg på hans maskering af sig selv. Ikke noget der gjorde ham det mindste da han, som fortalt, helst så det sådan. Han lagde da alligevel den ene hånd slippe fra sin handske, for at lade den kører ganske let igennem hans ellers tilbagetrukket hår. I en blid bevægelse lod han hånden kører igennem et par sorte totter, inden han trak den tilbage i dens varme hule. Han lod da blikket falde over befolkningen, inden han atter fæstnede det på et enkelt bestemt sted. Denne gang var det skikkelsen en anelse længere fremme, en kvinde han ikke syntes at have set før. Han hævede da kort ansigtet, og rykkede op i en mere rettet stilling. Mørkets ridder, antog han? Rustningen fortalte trods alt dette.
,,De burde slappe mere af, festen er trods alt lagt an til den slags," lød hans stemme i hendes hovede, da han igennem sin evne sendte hende denne telepatiske udtale - netop som vagten fra tidligere. Hans stemme var blot langt mere genkendelig, mindre robotagtig end den fra tidligere.
Det der skyldtes hans udtalelse, var hendes udstråling. For ham var det en nem ting, at kunne fornemme andres folks form for humør. Ikke kun fordi han var lidt af en menneske kender, men generelt fordi han havde en vis sans. Han lugtede sig nærmest frem, ligesom et rovdyr der lugtede frygten på dets bytte.

Færst boblede vreden op i hende igen. Var det nu den lille mide, der forsægte at rette på hende igen? Hun forstod ærligt talt ikke at han ture. Så gik det pludselig op for hende, at Morgoth var ankommet. Hun genkendte ikke stemmen med det samme, for hun har ikke hørt den mere end en enkelt gang eller to. Under alle omstændigheder faldt temperaturen i hendes sind hurtigt og et lille, udtydeligt smil udskiftede den irriterede grimasse.

Jeg beklager min manglende entusiasme, herre - jeg foretrækker mindre højlydte selvskaber, tænkte hun som svar. For det første var hun ikke i tvivl om, at Morgoth også kunne læse tanker. For det andet var det meningsløst at for et ord igennem i denne larm. At bruge tankerne som kommunikationsmiddel, lod til at dæmpe hendes opmærksomhed på omgivelserne, lagde hun mærke til. Lige nu var det en god ting, for så slap hun for at høre på de tordnende bræl fra tilskuerne omkring hende. Det ville selvfølgelig være noget upraktisk i andre situationer, men nu var hun i en, hvor det passede hende glimrende. Normalt ville hun halvspottende have tilføjet, at Morgoth nærmest virkede for afslappet. Men den slags var nok ikke passende at sige til en overordnet. Desuden var det nok på grund af kulden, at han havde fået posten, gik hun ud fra.

Nede i arenaen havde kampen nået sin afslutning og som ventet stod hundemanden og hoverede med en blodindsmurt kølle i hånden. De næste ofre blev smidt ind og en ny modstander skridtede stolt ud af en portåbning. Ethelihn kunne ikke vente til hun selv fik lov. Ikke mindst fordi andres kampe og stridigheder overhovedet ikke interesserede hende. Hun sukkede utålmodigt og besluttede at koncentrere sig om Morgoth i stedet. Må man spørge Generalen om han synes, det festen er interessant? tænkte hun en smule tøvende. Hun var ikke sikker på, om Morgoth havde talt til hende, for at påpeje hendes anspændthed og altså ikke regnede med at få svar. Selv ville hun være glad for, at hun ikke skulle kede sig alene.

Smilet der erstattede den irriteret grimasse, fangede ganske kort halv dæmonens opmærksomheden. Den korte tid det tog hende for at opfatte, hvem der egentlig havde sendt hende en tanke, tillod han sig at granske det kvindelige ansigt - blot for at se, om han på nogen måde havde set hende før. Noget sagde ham da alligevel noget, men helt præcist hvad kunne han ikke bedømme. Han hævede da blikket imod hendes øjne, som han da syntes at have fanget. Sandt nok kunne han læse tanker, på den ene eller på den anden måde. Igen var han lidt af en menneske kender, hvilket til tider godt kunne mærkes, for ikke tale om misbruges. Han havde en tendens til at kunne pirre folk, indvoldere dem i lidt af en psykisk nervebrud, og gud hvor han elskede det. Han elskede at vække det værste i folk, få dem til at bryde sammen af ren og skær raseri, ene og alene på grund af ham. Hvorfor det netop var sådan, var ikke helt til at forklarer. Sådan var han engang, ikke videre normal.
Han lod da øjnene forlade hendes, og lod dem falde ganske kort over arenaen nedenunder dem. Kampen så tilsyneladende ud til at være slut, og udyret så ud til at have vundet kampen. Skrigene forhøjede sig da, for pludselig var der ikke mere underholdning. Han vendte da blikket tilbage imod Ethelihn, da han pludselig huskede noget. ,,Interessant? Tjoh, det kan diskuteres," svarede han hendes tanker, og han rejste sig ganske let fra sin plads. Han vandrede da om den, og hen til Lorden der allerede havde plantet sit blik imod hans. En kort og uhørlig samtale forgik da imellem dem, inden de begge lod blikket falde imod Ethelihn. Morgoth vandrede da hen imod hende, og rakte en hånd frem imod hende, hjælpende op fra hendes plads.
,,Det er Deres tur nu," sagde han da, højt nok til at det ville overdøve den ellers skrigende folkeskare. Hvad han da hentydede til, håbede han da hun udmærket godt vidste. Der var udvalgt nogle enkelte tilhængere blandt Mørkets Lord, som skulle deltage i legende. Deres modstandere var ikke just noget man kalde værdige, faktisk ville kampen slet ikke rende hen imod det man ville kalde fair - overhovedet. Modstanderne, der skulle kæmpe imod Mørkets Riddere, krigere, hvad der nu blev stillet op imod dem, ville få frataget deres kræfter. Derved var det ikke nogle der var tilhængere af Mørkets Lord, men derimod det stik modsatte. Fanger fra den modsatte sidde, eller bare tilfældige, der havde opholdt sig på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Hendes øjne kneb sig let sammen et kort sekund. Ansigtstrækket kunne nok ikke have været mere minimalt, men det sagde alligevel med en hvis tydelighed, hvad hun tænkte. Hvad sker der nu? Hun fulgteMorgoth op til Lorden med skærpet opmærksomhed. Hun forsøgte at lytte til samtalen, men den var for kort og for lavmeldt til at kunne forstås. Og hun kunne helder ikke bare forsæge at mundaflæse, for begge parter havde jo ansigtet delvist tildækket.
Pludselig gik det op for hende, at der var blevet helt stille. Nogle gryndtede utålmodigt, mens andre nærmest dirrede af spænding. En enkelt kujon havde vendt hovedet væk fra blodet og havde åbenbart ikke ture vende sig tilbage igen. Nu så hun selv ham vende sig for at se, hvad der var på færre. Hun vendte nblikekt mod arenaen, hvor en ny var blevet slæbt ind på banen. Hun genkendte ham som en af dem, der havde fået frataget sine kræfter.
Så kom Morgoth tilbage. Lige inden han åbnede munden, faldt tiøren. Det er min tur nu... Et skadefro smil sprang frem på hendes læber. Hun kunne næsten ikke vente. Sin hånd lage hun i Morgoths, hvorefter hun rejste sig og smed kappen på sin plads.
I et spring krydsede hun rællingen, der forhindere overivrige og uforsigtege tilskuere i at falde ned, og landede i en støvsky på kamppladsens bund. Tilskuerne brølede og skreg højere end nogensinde. Kampen kunne begynde.

Smilet på hendes læber var ikke til at tage fejl af, kvinden glædede sig til kampen. Det betød at der var kamplyst i gærer, hvilket da hurtigt kunne få sat kampen godt og grundigt i gang. Noget der lød som en lav latter lød fra halv dæmonens hals, og han så blot åbenlyst ind i kvindens ansigt. Det morede ham en anelse, specielt fordi lysten var så voldsomt at se i hendes blik. De gnistrede næsten i hans øjne, men dette skyldtes nok også, hans overnaturlige sanser - eller hvad?
,,Ja," svarede han hvislende til hendes tanker, og knugede ganske let om hendes hånd. Da hun trak sig op, hjalp han hende en anelse med på vejen. Han flyttede sig da fra hendes skikkelse, og trådte om på hendes side. Hun var da hurtigere i hendes bevægelser end forventet, da hun elegant sprang over rælingen og forsvandt derefter. Morgoth vendte da kort blikket over skuldren imod Lorden, for derefter at se frem for sig. Han forsvandt med ét fra stedet. Nogle nyfangede fanger skulle fratages deres kræfter.