Det var midnat. Solen var forlængst blevet erstattet med månelyset der kærtegnede skoven der omringede kirkegården.
Crarcár var som forsvundet i natten, hans sorte kåbe afslørede kun hans form, men var ellers godt som usynlig i mørket.
" Af hjord er du kommet, af hjord skal du gå.... Som om" Fnøs han forbøjet over en kirkesten. Caen havde endelig mistet kontrollen, midt i et marridt havde Crarcár fået kontrollen over ham. Han var iført sin sorte kåbe og en stødende stav, han altid bar, kraniet på stavens top var eftersigne kraniet fra den første Nekromantiker i krystallandet og skulle besidde mange krafter, hvad den også gjorde. Han bar også sin sjælekrystal i en stor, også tung amulet om halsen.

Crarcer satte sig på gravstenen han før læste indskriften på, og trak så sit anatomisæt frem for en stor lomme i inderkåben, og trak nål og tråd frem. Han så imod sin hånd, som var syet sammen af hudstykker fra unge mennesker, men det blev hurtigt gammelt, og skulle derfor skiftes ud. Han begyndte at sy sig i håndfladen, og tilføjede frisk hud fra et nybegravet lig. Han var ikke omhyggelig, han var utålmodig, og tog store sting.
Caen havde endelig givet op, han havde ikke kunne udholde at leve fem menneskers liv, og lade sit ligge. Hanssind var blevet formørket ar Crarcers, ligesom hans læremesters kort før at han døde. Caen havde givet slip på sine ånder så de styrerede ham, så de nu var fem der styrede hans krop men også sammerarbejdede om den, både en fordel og en ulempe, men den dominerende ånd var selvfølgelig Crarcer. Han havde holdt sig skjult i noget tid men n var det tid til at springe frem for hulllen, og hvad ville være bedre end at lægge ud med at skafe sig de mest kvalifiserede tjenere, når man da lige havde rettet op på Menorians fejltagelse, at løbe ind i en ulv på vej til kirkegården. Caen styrede dem stadigt, og var dermed den primære kraft der styrede dem og fik dem til at sammerarbejde, men nu havde de meget inflydende på ham, og mest crarcer, som havde gjort ham ondsindet, ikke mere medlidenhed og venlighed, nej nu var der hævn og magt, goder og uendelig viden på programmet.

Xenix strøg let gennem luften, hendes telekinetiske evne var endelig kommet en anelse mere under kontrol, men det havde taget tid at få styr på den, hun sukkede kort før hun lod sig dale mod jorden hvor hun landede med et bump, hun trængte til et hvil efter den lange rejse via sin evne, hun var noget nær træt, for en gangs skyld.
Hun så sig hurtigt omkring og fik med det samme øje på alle gravstederne, og rynkede utilfredst næsen, sådanne steder havde aldrig rigtigt huet hende, bestemt fordi hun aldrig selv begravede hendes ofre sådanne steder.
HUn rettede hurtigt ryggen før hun satte sig på en gravsten omkring 50 meter fra Crarker, tilsyneladene glædeligt uvidene om hans tilstedeværrelse

Crarcer hætte hangt tungt ned over hans hoved og dækkede hele hans udsyn, bortset fra det lille stykke han skulle bruge til at se sin sårede arm hvis sår dog var syet sammen nu, dog ikke grundigt. Han rejste sig op og strækkede ærmerne ud så hans robe sad rigtigt før at han begyndte at gå langs rækken af gravstene for at finde nogle gode håndlangere, han var virkelig på hjemmebane her, bare tilstedeværelsen af alle de døde gav ham krafter, og næsten uden at løfte en pegefinger kunne han rejse mange af dem op fra graven at de så var ubevæbnet kunne man jo altid gøre noget ved bagefter.

Han lod ikke til at ane Xenix, men kunne fornæmme noget levende på kirkegården som han dog kun vuderede til at være et dyr, da pulsen var rolig. Hans sorte robe faldt næsten i et med natten, det eneste der sprang i øjnene var hans stav med det lyse kranie på, som var mange hundrede år efterhånden. Han stoppede op foran en gravsten og bøjede sig forover, så han kunne læse gravstenens indskrifter selv i mørket " Svair Do Lieco- Massemorder... " Han smilede, det var den slags han ledte efter. Massemorder, og aligevel gav folk ham et gravsted, han måtte da havde været et godt menneske på et eller andet punkt. Nåhh så var der fundet en.

Xenix hørte en lav mumlen og rejste sig hurtigt fra stenen hun sad på, hun missede kort med øjnene og så ganske rigtigt så hun en mørk skikkelse der stod foroverbøjet en gravsten, et eller andet sted kunne dtevel være en enke der stadig sørgede over sin afdøde mand, men det ville være sært på sådan et tidspunkt.
Hun lod forsigtigt sin hånd glide ned langs siden for at sikre sig at hun havde sin dagger som var på længde med en underarm, egentlig var den ikke beregnet til kamp, men den var megte rar at have, og praktisk placeret var den ligeså, man kunne nemlig ikke se den under skørtet.
Hun gik forsigtigt tættere på for at få et glimt af personens ansigt, dog lod dette til at være noget nær umuligt, hun stoppede ca 15 meter fra Crarcer og ventede roligt på hans reaktion

Crarcer mærkede tilstedeværelsen af hende på afstand og rejste sig med det samme i en langtsom bevægelse og rettede ryggen før at han vendede sig, hætten hang stadig ned over hans ansigt og skjulede hans identitet " Godaften" Sagde Crarcer med en kold og hæs stemme, som den altid var. Det fik for det meste hårene til at rejse sig på folk. Han greb fat om sin hætte med hans frie hånd, hvor mørkt blod lød ned af varmen fra hans lille projekt.
Hans ansigt kom tilsyne. Han havde lyseblå øjne der skar igennem mørket og kunne ses tydeligt, et nydeligt ansigt uden ar, det var sjælent at man så det i krystallandet. Han havde langt, velredt hår til skuldrende, kulsort var det og faldt derfor ind i mørket ligesom hans robe. Han hvilede sig op af hans stav og så denne nytilkommende an.

Han virkede ikke just imødekommende, hvad han heller ikke var, folk var nød til at spørge ham hvis de ville noget, så skulle han nok svare så ærligt som det nu var ham muligt. Han var jo fuldkommen ond og betod også at han inderst inde var vældig meget egoist, men lå inde med lige så meget viden som Caen.

Xenix løftede overrasket øjenbrynene da hun så hans ansigt, det passede slet ikke til den stemme han havde, hun havde forestillet sig en ældre herres ansigt okmme frem fra hætten. "Godaften!" sagde hun bestemt og smilede hendes lille kolde og for den sags skyld falske smil, som hans lyste hendes isblå øjne ligeså op i mørket. Hun lagde hovedet en anelse på sned og betraktede ham, han lignede vel en mager af en art, indtil hun fik øje på hans stav, som var rimelig indlysende. Nekromantikere var som regl bare en myte, en Xenix var læst nok til at vide at det ikke var den slags man skulle spøge med, og slet ikke på en kirkegård, som hun uheldigvis var landet på.
Hun trådte hurtigt et lille skridt tilbage for at skabe yderligere afstand til ham, men så ikke ud til at frygte ham, på nogen måde

Han så ned på sin arm som blødte, men da kun han kunne se det i mørket, lod han det værre. Han fulgte hende bare med blikket men lod ikke til at syntes om at snakke. Han så ned på gravstenen ved hans side, men navnet og titlen lod ikke til at interesse ham " Hvad skal man bruge en landmand til?" Spurgte han lavt, det lød som om at han spurgte hende men han slyngede det enelig bare ud i luften.
Crarcer havde i sin levetid været kendt som en magtfuld men modbydelig lensherre som havde dræbt alle der havde sat sig imod, eller gjort nogle former for opstand, så mange mord havde han på samvittigheden, men han lignede nu en hver anden ung mand, bortset fra tøjet og staven.

Han rettede sig op efter at havde identificeret endnu en grevsten og lænede sig op af staven igen. Månen skindede oplysende ned på kirkegården og oplyste den da lidt, men kun lige nok til at de kunne se hinanden, men han kunne f.eks ikke se hendes kniv, ikke at det gjorde nogle forskel, havde hun våben ville det ikke dræbe ham her, de døde kunne hjælpe med meget så længe han var ved bevidsthed.

Xenix betragtede hum indgående, han virkede umiddelbart ikke at at være en trussel på nogen måde, mennu havde hendes selvtillid også fået et lidt for stort boost for tiden, selvom den nu aldrig havde fejlet noget. Hun skævede ned på gravstenen "Landmænd? tjoeh i realiteten..." mere nåede hun ikke at sige før hun fik øje på hans arm, det så ud som om det dryppede fra den. Forsigtigt trippede hun et par skridt tættere på, var det blod? Han lod ikke til at tage sig af det selvom det løb ustoppeligt og dryppede ned på jorden. "Jeg tror De bløder!" sagde hun og løftede en finger mod hans arm, han kunne da umuligt ikke lægge mærke til det, kunne han?.
Hun rystede på hovedet og rev sig selv ud af tankestrømmen, mens hun forbandede sin nysgerrighed langt væk, den endte altid med at ledte hende ud i problemer, hvilket dette sikkert ville føre til

Crarcer så først uforstående op på hende indtil at han opfangede hendes blik og så ned på hans arm " Ja, men det skal nok stoppe på et tidspunkt " Sagde han med et ulæseligt smil. Hans arm havde et rødligt skær hvor blodet havde lagt sig selvom at det stadig løb ned af hans arm og drybbede dråbe fra dråbe ned på kirkegårdens kolde hjord.
Duften af blod og synet lod kun til at fornøje ham, det var ingen pulsårer der var ramt af ulvebidet, og det var da syet noget sammen, der var kun små huller tilbage. Hans hud var syet sammen på forskellig vis, men kun arene var tydelige.

Hans sjælesten som sad fast i hans halskæde faldt ud af roben fra hans robe, så amuletten var synlig. Han lod den hænge, det var kun få, og lærte der vidste hvad en sjælesten var og hvordan man kunne genkende dem. Han så over imod den første gravsten han havde valgt og spurgte så " Hvad laver du herude så sent?" Enelig kun fordi at han have lyst til at udspørge denne massemorder, eller ivertifald prøve sine evner af, det var langt tid siden, 5 år for at være præcis.

Hun skævede endnu engang ned til armen, det lod ikke til at stoppe foreløbig ikke med det tempo, det mindede hende faktisk lidt om når hun 'arbejdede' bortset fra at skære en halspulsåre var langt lettere, og for den sags skyld blødte væsentligt mere. Endnu engang så hun interesseret op på ham, nekromantikere var tilsyneladede ikke så farlige som de stod beskrevet, hvilket ikke gjorde hende så meget, hun var udmattet efter rejsen, og gad ikke rigtigt store konflikter nu.
"Jeg hviler!" sagde hun så bstemt, og kastede det lange hår over skuldren så det ikke irriterende hende, "Hvad med Dem?" fortsatte hun roligt og slog blikket ned på hans kæde. Ganske vidst lignede det noget hun havd set før, men kunne ikke just huske hvor, en sjælesten? Nah, hvad skulle en nekromantiker dog bruge sådan en til ?

Crarcer så næsten overrasket op på hende, hviler på en kirkegård, tilsyneladende ikke bange af sig. " Er de sikker på at de ønsker det spørgsmål besvaret?" Spurgte han indgående, en del udfordrende. Han smilede på ingen måde, hun var overhoved ikke i hans interesse, han havde sat sig for at finde sin fremtidige hjerneslaver, så skulle han ikke forstyres.
Hans blik faldt igen på gravstenen ved siden af den forrige han havde kikket på. *Handelsmand* Nej heller ikke. Han kunne da heller ikke koncentrere sig med hende i sit nærvær, irreterende! " Eller bedre, hvad med at du ikke stiller spørgsmål overhoved?" Spurgte han hårdt, vræssende. Hans stemme var som en ældre mand, men dog mere frisk.

Han var altid ude af kontrol, den bedste måde at styre ham på var sådan set at gøre som han sagde, alt form for modstand blev betragtet som en udfordring, og som regl betød det et lig, ikke destro mindre bragte Crarcer altid død med sig, det var også af den grund at han havde holdt sig under hjorden i de sidste år af hans liv.

Xenix fnøs irriteret over hans bemærkning, han skulleslet ikke blande sig i om hun snakkede til ham på offentlig grund, eller for den sags skyld irettesætte hende "Eller allerbedst, hvid De finder et andet sted at udøve Deres sære lyster!" sagde hun bestemt og krydsede armene over brystetmen hun betraktede hvordan han betraktede gravstenene, med det blik kunne det da kun være sære lyster der drev ham.
HUn satte sig igen på en gravsten, en stor solid en af slagsen, mens hun krydsede det ene ben over det andet, ligeglad med at hun havde fornærmet ham, hvis hun da havde det

Crarcer stoppede sin bevægelse, da han var ved at læne sig ned over den næste gravsten efter hendes udtagelse som havde ramt ham et meget dårligt sted, hvor han ikke fandt det passende. Han vendte hovedet og rettede de isblå øjne direkte imod hendes, blikket var gennemborende, truende. " Sære lyster? Hvad med at du holder din tunge indenbors og så ellers lader værre med at udtale dig om ting der på ingen måde er indenfor din rækkevidde og som du aldrig vil kunne forstå?" Sagde han med en hård stemme og en attityde der godt kunne virke meget stødende.
Hans øjne læste hende nu rigtigt for første gang. Det var først nu at han havde taget sig den til og overvejelse til at se hvem han enelig stod overfor. Langt hår, Smukke øjne, Kjole med tilhørende ærmer? Specielt, den havde man ikke set mange steder. Hun måtte være mager eller adelig, men på den anden side, adelige befærdede sig ikke på en kirkegård, ivertifald ikke uden vagter, og så sent? desuden havde han forlængt skræmt hende væk hvis hun var højerestående. Mager, næppe, man skulle jo nødigt blive set på kirkegården, man kunne blive beskyldt for at være indblandet i noget nekromanti. Snare rigmandsdatter, nej det var ikke til at sige, men bange af sig var hun ikke, men irretende.

Han sniffede hårdt den døde luft ind af fordærvede lig og sod ned i lungerne, og pustede så svagt ud, da han pludselig fangede noget og stak hende samme, hårde, næsten mere truende blik " Og hvad med at gå lidt væk, jeg kan på lang afstand lugte din mandelokkende parfume, som total destruere den stillestående duft af rådent kød og afbrændte lig, så hvis du vil være så venlig" Vræssende han og gjorde et slag med armen, virke stødende og uforskammet var normalt den bedste måde at skaffe sig af med folk på.

Xenix så stift på ham og lod sig ikke røre en milimeter ud af flækken, han skull på ingen måde tro han kunne kommandere rundt med hende på den måde. "Hvad med at De holdt Deres mund og fandt en anden kirkegård!" snarrede hun bestemt og strøg en tot af det lange bløde hår mellem de feminine fingre.
Et øjeblik afbrød hun øjnekontakten og stirrede ud over de mange gravsten der fint var oplyst af månen, før hun endnu vendte sit hårde men dybe blik mod ham "Dette er offentlig grund, og jeg har ret til at være lige hvor jeg vil.. HR!" sagde hun så spydigt og lænede sig tilbage på den store firkantede gravsten hun sad på, mens hun tungt hvilede hænderne mod de bagerste kanter.
Hun lod endnu engang blikket glide over hans rober, egentlig var han nok ikke en man skulle begynde at fornærme, men når Xenix var træt blev hun endnu hurtigere provokeret end normalt hvilket resulterede i hendes fornærmende attitude.
"Om ikke andet kan De vel aflevere din lånt krop tilbage til den rette ejermand, han kan kun vær mere høflig end Dem!" sagde hun stift og nikkede mod hans tunge halskæde, uden egentlig at være sikker på om det overhovedet var en sjælesten, men ud fra de mange beskrivelser hun havde læst om dem, kunne det næsten ikke være andet

Crarcers øjne slog et tick da hendes sidste sætning kom ud, og han øjne var nu nærmest som dolke, hun var tydeligvis ikke en adelig eller lært, mere end det. Hans normalt kølige blik vendte dog tilbage efter en lille snes tid med falsk facade, han kunne tydeligvis ikke skræmme hende, så kunne han ligeså godt være sig sig " Det kunne jeg vel, men det har jeg ikke lyst til, og i øvrigt, hvem har givet dig bemyndigelse til at komme med sådanne opfordringer, på MIT domæne?!" Spurgte han og steg med mere kraft i stemmen for hvert ord han sagde. Han svang ud med staven i luften og pegede håndfladen ned imod gravstedet, hvoraf Xenix sad på gravstenen, og hans øjne fik nu endnu en pludselig blodsprængning så det højre var noget sort i den ene side. Jorden han pegede på begyndte at gi små vibretioner og efter de få sekunder det havde krævet at udføre handlingen, sprang der pludseligt to arme op fra graven, i det forsøg at gribe fat om hendes ben. Armene var kun bygget af knogler og hudrester. Maddigker kravlede livligt på armene i dette uhumaniske seance, som bestemt ikke var velset. Crarcerrs kunst var unik men meget ulovlig, ligefrem kætterisk, hvis straf kun var døden, hvis ikke nogle døgns tortur først, renselse var jo nødvendigt, mente kirkerne.

" Når du nu er årrh så velviddende behøver de vel ingen forklaring på mit unikke talent, eller hvad min sjældne slags, defineres som? Og hvorfor det ville være klogt at klappe i ved mindre du blev spurgt?" Sagde han smilende, et ondt, helt igennem ondsindet smil, han var ikke glad, han frydede sig blot over synet, og afventede såmænd bare hendes reaktion. Han kendte ikke den udødes navn, og det kunne blive en del vanskeligt.

Xenix flyttede ikke blikket fra ham et sekund, men satte blot hænderne stædigt i siden "Prøv at hør her Hr. åh-jeg-tror-jeg-ejer-det-hele for det første er De blevet overvundet af en anden mager, ergo dette er ikke Deres verden mere, for det andet må jeg for anden gang fortælle dem..." Xenix blev afbrudt af hans bevægelser hvad i alvereden havde han gang i?
I det samme mærkede hun hvordan to knoglede hænder lukkede sig om hendes nøgne ankler med et fast greb, hun lukkede øjnene et sekundt og prøvede at holde et skrig inde, der dog blev til et højt uventet gisp, åh jo, hun var ganske klar over hvad det var for en magi Crarcer besad, og den huede hende bestemt ikke.
I et hurtigt kort ryg trak hun bene til sig, op på gravstenen, i håb om at knoglehænderne var så svage at de ville gå fra hinanden i forsøget.
"Pas på, De aner tilsyneladene ikke hvad jeg er i stand til!" advarrede hun og rettede blikket mod ham som nu var sløret til en anelse, han kunne bare vente sig

" Korrekt, men jeg akter da at finde ud af de, ligesom jeg gjorde med alle de mange andre stakler der troede at deres krafter var så meget stærkere end mine, men denne gang er jeg heller ikke alene om det. " Sagde han smilende. Begge hænder knækkede af i hendes ryk, men blev ved med at klemme om hendes ankler. Han fastholdte selv grebet om hendes ankler ved hjælp af den udøde, det krævede ikke krafter overhoved, og han kunne jo styre alt dødt, organisk matriale, eller vel og mærke kun udøde så hænder og fødder var da også noget at lege med. Den udøde, nu uden hænder trak sig ned under hjorden igen og forsvand, hjorden lukkede sig ikke efter den men i selve huldet var kun et stykke at et kranie synligt. Hænderne sad dog stadig fast på hendes ankler men holde dem ikke nede, de sad bare fast.

Hans øjne lyste op af en blanding af frydelse over hendes chok men også koncentration. " Er de nu ude efter en kamp? Prøv at tænke dig om, du betræder sådan set mit domæne." Spurgte han udfordrende men med en fattet stemme. Han virkede meget rolig, og ikke just bekymret, hvis han ikke selv var istand til at kæmpe, ville de udøde stadig kæmpe for ham, en kæmpe fordel på nogle punkter.
Hun var da noget speciel, men ikke mindre end at hun var dødelig, og måske snart død, hvis hun blev ved med at træde ved siden af, selvom at Crarcer nu havde lovet sig selv ikke at skabe for megen kaos i slutningen af sommeren hvor folk var friske og glade men derimod om vinteren hvor folk kæmpede for overlevelse og ikke var på sit største.

"Nu har De vel også kun kastet Dem over uskyldige kvinder, De kan vel ikke så meget andet!" hvislede hun hånligt inden hun vred de knoglede hænder af anklerne med alle hendes kræfter, hun var trods alt ikke så stærk fysisk. Hun rynkede utilfredst på næsen af lugten af det fordærvede kød, for ikke at snakke om maddikerne, dette bed hun blot i sig, hun ville ikke give ham større fornøjelse end nødvendigt. Da hun kastede den anden hånd fra sig rejste hun sig op på den solide gravsten, delvist så hun var højere hævet end ham, og delvist for at der ikke var flere klamme lig der kunne gribe fat om hende, endnu engang blev hendes øjne mere matte mens hun stirrede ondskabsfuldt på ham "Nej, det er jeg ikke, jeg viser Dem bare at De ikke kan kommandere rundt med hvem som helst, selvom De føler dem hjemme her!" sagde hun så stædigt og så rundt på kirkegården, hvor hun med sin evne løftede ca. 10 småsten op fra jorden, og slyngede dem alle mod Crarcer i et hårdt sving, han skulle ikke komme og lege julelege med hende, det var sikkert!

Crarcer rystede opgivende på hovedet ved hendes ord. Hans blik ændrede sig ikke da stenene fløg imod ham. Han lagde blot hænderne hænge langs siden, og lukkede øjnene idé stenene kolliderede imod ham med en høj fart. En enkel slog ind i hans pande og efterlod en flynge, hvor blod hurtigt hviste sig, en anden ramte ham på halsen hvilket der også fremkaldte en lille blødning imens resten af dem slog ind forskellige steder på hans krop, med undtagelse af hovedet, og efterlod nok efter nogle timer, et blåt mærke eller to. Han fnøs og slog øjnene op igen, uden nogle form for at være udsat for smerte. Hans øjne lyste op i en gnist af overlegenhed. " Er det alt hvad du har at byde på? Telekinese? " Han lo ondsindet og fortsatte med det strenge smil.

" Hvad får dig til at tro at du kan sætte mig på plads? " Sagde han med en nedgørende stemme, hans krystal lyse øjne syntes nu at være helt røde, grundet flere blodsprængninger, igennem tiden havde hans syn været meget beskadet, faktisk var han blind, men da det var Caens krop han besad, havde han også samme syn. Han tog fat med begge hænder om sin stav i et fast greb og pressede den hurtigt ned i hjorden, hvorefter han lod den ene hånd ligge sig på toppen af staven, og koncentreret kærtegnede kraniet med bløde strøg imens han hviskede noget uforståeligt. I disse sekunder havde han ingen forsvarsmidler, men det var hurtigt ovre. Han så imod Xenix, men opdagede hurtigt hendes øjnes forvandling og så væk, han havde ingen anelse om hun bare var formskifter, ved at tage en anden form eller om hun udløste en evne, og om hendes blik derfor kunne være skadeligt, han havde ikke tænkt sig at lade det komme på en prøve. Hans hvisken blev som grebet af vinden først rundt om hele kirkegården, lyden syntes han at syntes vældig godt om. Han elskede den, død og kaos var i hans tilfælde altid noget den medbragte, bedst af alt var det, hvis den bragte et skrig eller to med sig, det satte ham altid i den rette stemning. Han var ond, men med hans liv var det ikke så sært.

Xenix løftede det ene øjenbryn og lo en hånlig lille kold latter før hun endnu engang vendte blikket mod ham, "De kender tydeligvis ikke til brug af telekinese eller konsekvendserne deraf!" sagde hun og smilede til ham, mens hun utålmodigt ventede på at hendes blik antog den krid hvide farve de skulle til for at ramme ham, men i og med hun var tæt efter rejsen tog det sin tid, hvilket bestemt ikke huede hende.
Elegant sprang hun et par gravsten tættere på Crarcer, med hans evner var det nok bedst at være tæt på, specielt hvis han skulle til at fremmane udøde nu, hvilket også var en tanke hun ikke fandt speciel morsom, på udøde var hendes eneste forsvar hendes sværd og telekinese, og sværdet, tja, der havde hun pt hun en kniv der var på længde med en underarm.`

"Hvem sagde at jeg troede jeg kunne sætte Dem på plads? Jeg pointerede bare at De nok ikke skal være så rapkæftet når De står over for en De ikke har kendskab til, det kunne føre til yderligheder!" sagde hun bestemt, hvorefter hun rettede begge håndflader mod ham, og sendte en massiv trykbølge mod ham, med forhåbningen om at slynge ham mod en enorm obelisk-formet gravsten der stod ganske få meter bag ham. Xenix var blevet trådt nok på på det sidste til at finde sig i fornærmelser fra en fjollet nekromantiker, det mente hun i hvert fald selv