Det var begyndt at blive køligt i vejret, og lige i dette øjeblik stormede det en smule udenfor den lille klinik, så selvom der endnu var åbent, havde Selmy lukket hoveddøren til, for at skåne den ene sygepatient de endnu havde liggende, fra at blive syg med en eventuel forkølelse også.

Han gik hen og tog den sidste kævle fra kurven, og smed den på ildstedet, for at holde rummet varmt, hvorefter han indtog sin plads bag butiksskranken, hvor han kunne holde øje med om der kom nogen ind. Han håbede ikke der ville komme nogen, for den rigtige doktor var jo ikke hjemme lige nu. Hans gode far, dr. Salem Kiefer, havde overladt de sidste timer i åbningstiden til ham, mens han var på hjemmebesøg hos nogle meget syge patienter hjemme i deres hjem. Selmy var selvfølgelig vokset op i faget og besad de medicinfaglige talenter, men fejlede til de omsorgsfulde og sociale, i en sådan grad, at han aldrig havde rigtig havde lært at trives på klinikken. Han var i øvrigt heller ikke god til at se blod eller tilgå patienter med diverse ulækre sygdomme...

Det hjalp en hel del at være iført i en lægedragt fra top til tå, lukket til med knapper og lange læderhandsker. Doktoren eller pebermøen i hjemmet iførte sig aldrig alle værnemidler, men sønnen holdt hellere end gerne ansigtet tildækket med et beskyttende klæde om mund og næse herinde. Også i dag, selvom der kun lå en enkelt patient, der havde været ude for et styrt på sin hest og havde brækket sit ben og bøjet et ribben.

Selmy var i færd med at skrive logbog for klinikkens eneste patient, da han blev forstyrret af dørklokken der ringede, som døren gik op.
Som man trådte ind i klinikken, var luften tyk af dominerende dufte fra tørrede medicinblomster, urter og hvidløg, som hang overalt i lokalet og forvandlede klinikken til et hjemligt sted fra en glemt tid.

Nysen og sommersnue kunne bringe selv de stærkeste mænd i knæ.
Theodore var hverken en voksen mand eller særlig stærk endnu, men han syntes alligevel, at det var en passende beskrivelse af den situation, han befandt sig i.

Han var ved at dø.

Eller... Ikke sådan rigtigt dø. Formentlig. Men hvis nogen havde spurgt Theo, hvor mange gange et menneske kunne nyse på én dag, før noget vigtigt inde i hovedet gik løs, ville hans nuværende bud være: Han nærmede sig den alarmerende grænse.

Han vidste godt, at han ikke kunne tåle hø. Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed længere. Ikke efter tilstrækkeligt mange dage med udmugning i staldene — og slet ikke efter et par af de andre væbnere havde fundet det umådeligt morsomt at fylde hans støvler med det. Theo havde ikke været enig. Men høet plejede i det mindste at have den anstændighed at være til stede, når det forsøgte at slå ham ihjel.

Det her var nyt. I flere uger havde næsen løbet, øjnene kløet og nyseturene kommet og gået, uanset hvor langt han holdt sig fra staldene. Nogle dage var bedre end andre. Andre dage havde han knap nået at lægge lommetørklædet tilbage i lommen, før han måtte hive det frem igen.
Theo havde først ignoreret det. Så havde han ignoreret det lidt mere. Nu var huden under næsen rød og øm, han havde sovet med åben mund de sidste tre nætter, og denne morgen havde han nyst seks gange i træk under morgenmaden, mens øjnene løb så voldsomt i vand, at han lignede én, der havde fået sit hjerte knust over havregrøden.

Der måtte være en grænse.

Derfor: lægen.
Theodore kæmpede døren til klinikken op mod vinden og skyndte sig indenfor. Et vindstød fulgte med ham, inden han fik døren smækket i igen og lænede sig kortvarigt imod den. Så. Endelig fremme. Nu skulle nogen bare fortælle ham, hvorfor hans egen næse havde erklæret krig mod ham. Theo snøftede og så sig omkring.
Blomster. Hans blik gled videre. Flere blomster. Tørrede urter hang fra loftet og væggene. Bundter af planter fyldte lokalet, og under det hele lå en kraftig lugt af—Var det hvidløg? Theodore stirrede på klinikken. Det begyndte at prikke i næsen. Theo pressede en finger op under den. Prikket voksede.

"Hh—" åh ved guder. Han fik akkurat albuen op. "HATSCHU!"

Stilhed.

Theo snøftede ynkeligt og fandt sit efterhånden temmelig medtagede lommetørklæde frem. Først da opdagede han skikkelsen bag skranken. Theodores hånd standsede midt på vej mod næsen. Lang lægedragt. Handsker helt op over hænderne. Mund og næse dækket til.
Han blinkede med sine rødrandede øjne. Det virkede da betryggende. Eller også havde han fået en langt mere alvorlig sygdom, end han selv var klar over.
"Øhm." Theo pegede forsigtigt mod sig selv. "Er det på grund af mig?"