Det blev sjældent til et hurtigt visit, når Kitt Tane lagde vejen forbi Medanien.
Selvom Miss Tilly styrede huset med imponerende overblik, måtte herren i huset trods alt selv sikre sig, at alting stod, som det skulle. Hun havde evnerne - og Kitt havde tilliden til hende - men ikke blind tillid. Forretningen var hans hjertebarn, og fersknerne stod trods alt til høst.

Papirerne til juristen viste sig heldigvis ikke besværlige at samle ind. Til hans store irritation manglede dog det vigtigste dokument: dåbsattesten. Endnu en flaskehals. Endnu en forsinkelse i hans planer.

Med en let humpen gang, støttet til sin midlertidige stok, gennemgik han dokumenterne en sidste gang - før han besluttede sig for at lægge Isenwald Herregård et visit. Karl havde altid haft en særlig evne til at sætte tingene i perspektiv. Samtalerne med hans gamle klassekammerat efterlod ham næsten altid i bedre humør, og denne gang var ingen undtagelse. Samtalen faldt naturligvis først på hans fremtoning. Slagsmålet havde efterladt gule og blå mærker, som heldigvis allerede var ved at falme. Benet derimod måtte stadig holdes i ro, selv efter besøget hos helerhuset.

Stokken var derfor en midlertidig ydmygelse.

Efter at have nusset lidt om et par af husets bedre vine blev Karl dog kaldt bort til noget presserende, hans kone krævede hans opmærksomhed.

Det efterlod Kitt alene i herreværelset.
Dørene ud til haven stod på klem. En mild sensommerbrise bar duften af blomster og grønne blade ind i rummet og blandede sig dovent med røgen fra hans tobak. Lidt frisk luft kunne han vel unde sig.

Med et sagte suk trådte han ud i haven og lod solen falde varmt mod sit ansigt. Det var da, ude i periferien af hans blik, at han fik øje på Karls unge søn. 

Marius.

Kitt betragtede ham et øjeblik. Det sidste Kitt huskede, var en ranglet knægt med græs på knæene. Den unge mand i haven var noget ganske andet. Med rolige skridt nærmede han sig den unge mand, der lå og nød vejret.
"Fabelagtigt vejr, ikke sandt?" Han standsede i passende afstand, støttede sig let til stokken. "Jeg har altid haft en svaghed for sensommersolen i Medanien." 

Varmen havde blødgjort Marius lemmer og han lå næsten som sunket ned i en af hans ynglings bænke ude i deres pragtfulde have. Der var ikke meget at lave for tiden, så Marius havde snuppet en flaske vin og søgt tilflugt væk fra hans far. 

Hellere dase end at blive sat til fægte træning i denne hede. 

Sløvheden var så behagelig at Marius næsten var ved at falde hen. Øjnene var lukket fra den skarpe sol og hans krøller vippede blidt i den milde og tiltrængte brise som kærtegnede ham, når varmen næsten blev for overdøvende. Han havde en løs skjorte på, som han havde knappet op, for ikke at føle sig kvalt. Han havde alligevel ikke ventet gæster og var ligeglad med om hans påklædning sad passende.

Alt var fredfyldt, fuglenes sang, vinden i bladene. De bedste lyde til en lur. 

Lige som Marius var ved at glide ind i søvnen, kom der en dyb stemme, der fik ham til at sætte sig op i et sæt. 

Det tog lidt tid for øjnene at stille skarpt, fra det kraftige sollys til den herre der stod og betragtede ham. Kitt. En af hans fars venner, som Marius havde kendt til hele hans liv, men aldrig snakket meget til, andet end de fornødne høflige fraser.

"Ja" svarede Marius kort, mindre irriteret over at være blevet forstyrret. Han kunne dog alligevel ikke lade være med at kigge på Kitt en ekstra gang. Stokken i hånden og de mærker der farvede hans ellers kantede ansigt. Marius strakte sig, som en kat og satte sig op og nikkede til Kitts stok. "Er du blevet æld gammel siden jeg sidst så dig, eller har du en anden forklaring?" Spurgte han tørt, men med et lille hint at interesse. Måske der var en spændende historie bag og Marius klappede på siddepladsen ved siden af ham. Man kunne vel godt vise lidt respekt for gamle folk med stok. 

En lattermild grimasse lagde sig over Kitts ansigt ved bemærkningen. Måske af fornærmelse - men den blev gemt bag smilet.
Blikket hvilede et øjeblik på Marius. Krøllerne lå i løse spiraler omkring hans pande, lige så ubekymrede som den unge mand selv havde været få øjeblikke før. Sollyset gav hans ansigt en varm glød, og Kitt fnøs dæmpet.

"Ung er jeg i hvert fald ikke længere," svarede han og trådte nærmere for at tage plads ved siden af Marius, nu hvor invitationen var givet. "Men stokken er blot midlertidig til pynt." Han stillede den inden for rækkevidde op ad bænken, satte sig bedre til rette og lod hænderne falde sammen i skødet.

Ungdommen. 
Der var noget næsten misundelsesværdigt i den måde Marius lå der på - som om verden stadig var hans personlige legeplads. Kitt huskede det selv. Dengang havde han også jagtet historier, drama og fornøjelser, som om livet aldrig ville slippe op for dem.

"Det er en utrolig kedelig fortælling, er jeg bange for," sagde han efter et kort øjeblik. Hans arm gled op over bænkens ryg, mens blikket igen faldt på Marius. Ja. Der var noget af Karl i ham. Men endnu mere af hans mor. Den lyse hud. De øjne, hvis farve aldrig helt lod sig placere. Krøllerne derimod - dem havde han fra sin far.

"Men du, Marius," fortsatte han mildt, "må da have langt mere interessante historier at fortælle."

Invitationen blev accepteret og Marius øjne fulgte opmærksomt med, da den ældre herre satte sig ved siden af ham. På så tæt hold, kunne han virkelig se farverne der udspillede sig på Kitts kindben. Næsten som et maleri i forskellige blå og brune nuancer. Marius havde prøvet at få blå mærker før, men aldrig på hans kønne ansigt og undrede sig kort over om hvordan det mon ville føles at få sådan et slag på hovedet og interessen for historien bag, voksede i ham. 

Bænken knirkede lidt under vægten fra et andet menneske og den rene luft blev blandet med tobaks røg og et svagt hint af whisky. En velkendt duft, der mindede ham om sin far. De havde sikkert rigtig hygget sig på Carls kontor. 

"Hvis den er keeedelig gider jeg ikke høre den.." Sagde han med et lille drilsk smil. Han var stadig nysgerrig. Det var så sjældent han blev lukket ud af disse omgivelser, at alt der kom udefra var som et eventyr. 

Marius ignorerede Kitts kommentar og kom i tanke om vinen og bukkede sig ned for at samle den op. Han havde ikke gidet at leve op til sin adelige status og havde blot drukket fra flasken. "En tår?" spurgte han med at skævt smil. "Måske det kan hjælpe på at gøre historien mere interessant?" sagde han med et lille skulderskub. 

Øjnene blev knebet let sammen ved bemærkningen, og et øjeblik dvælede han ved det drilske løft på Marius' læber. Han nikkede svagt. For Kitt havde så sandelig heller ingen interesse i at fortælle den historie. Den klædte ham ikke. Og han ville allerhelst se bort fra sådan en tarvelig affære. 

Hans blik gled i stedet over den unge mand ved siden af ham - hvordan han uden besvær bukkede sig ned og greb flasken. Bevægelsen var så... ubevidst. Ung. Vinden legede sagte med deres hår, og haven lå hen i en ro, der kun blev brudt af bladene og stoffet fra Marius' løse skjorte, der hviskede mod hans hud.

Et svagt løft i brynene, da flasken blev rakt frem. Og så lo han. En dæmpet, næsten fornøjet latter. 
"Godt at se, at du nyder godt af din fars vine, Marius." Der lå noget let konspiratorisk i blikket, og en varm, næsten uventet fornemmelse gled gennem ham ved det uformelle skulderskub. Latteren hang stadig i næsens suk i det han tog imod flasken - langsomt nok til, at deres fingre kort strejfede hinanden. Blikket blev liggende på Marius. Så løftede han flasken og tog en slurk uden at se væk. 

Mundingen var stadig varm. Fugtig... Et øjeblik lod han stilheden hænge, før et skævt smil trak i hans mundvig. "Så skal der vist en del mere vin til," bemærkede han let. Han lod flasken hvile i hånden et øjeblik længere, før han rystede svagt på hovedet. "Har du ikke været i Dianthos?"

Smilet blev bredere og stemningen imellem dem blev næsten som to uartige drenge, der delte vin, som havde de stjålet det fra de voksne. Hvilket ikke var helt usandt i Marius tilfælde. Han løftede blot på skulderne, i en ligegyldig gestus. 

Karl havde for længst opgivet at opdrage på Marius og hans drikkevaner. Man kunne alligevel ikke se hvis der manglede en flaske, eller ti. 

Der var noget næsten pirrende at dele en flaske vin med en af hans fars venner og ovenikøbet tilbyde det på en så uformel måde. Som var det taget ud fra en af Marius dagdrømme, langt væk fra disse omklamrende mure. Mon det var sådan her det foregik på en bar i Dianthos? To venner der delte vin og historier. 

Deres øjne var fastlåste da Kitt endelig tog flasken mod munden og Marius kunne ikke se væk. Tryllebundet så han på, imens vinen blev taget med en slurk, der kunne følges ned af halsmusklen. 

Kitt havde en spændstig hals og en vis mandighed over sig, der hvor skægget endte, ebbede det ud i stubbe. Marius følte sig en smule jaloux, især fordi han ikke havde arvet samme hårvækst som sin far. 

Øjeblikket blev brudt, da Kitt forlangte mere vin og Marius lyste op "det kan sagtens arrangeres" sagde han ivrigt, hans øjne fulgte flaskens gang, den så næsten lille ud i Kitts store hånd. 

Spørgsmålet kom lidt bag på Marius "Har du mødt min far? Han ville aldrig lade mig rejse." Svarede han lidt fraværende og så så op lidt efterfølgende "Ikke alene i det mindste." Han tog vinen fra Kitts hånd, der var ikke meget tilbage efter hans store slurk, men Marius tog alligevel en lille tår og bemærkede hvor varm mundingen var. Han efterlignede Kitt og holdte flasken mod sit lår, selvom han ikke helt følte sig så mandig og erfaren.

"Hvis jeg skaffer mere vin, vil du så fortælle om Dianthos?" spurgte han med en oprigtig interesse, hans grønne øjne oplyst af solens skær.  

"Din far er et værre pylrehoved," bemærkede Kitt tørt, men med en varme i stemmen, der afslørede, at ordene ikke var ment som andet end en velkendt sandhed. Han lod blikket dvæle ved Marius, da flasken kom tilbage i de unge hænder. Den måde han sad på - næsten ubevidst efterlignede ham - fik et svagt, tilfredst træk til at spille i Kitts mundvig.

Det var svært ikke at bemærke.

En anelse smigret solede han sig i interessen Marius havde i Dianthos. Og måske, hvem ved... i ham?
"Man beskytter sjældent mod verden. Man beskytter mod dét, man frygter, verden kan vække i én." Et lille fnys forlod ham, før han lænede sig bedre tilbage i bænken, lod armen glide op langs ryglænet igen - afslappet, men ikke uden intention.
Sollyset fangede Marius' blik, og Kitt lod det hvile der et øjeblik længere end nødvendigt. Der var en sult i det. De grønne klare øjne ville så meget mere.

Og den blev set.

Kitt trak let på skulderen til spørgsmålet. "Det kan jeg ikke sige helt imod," svarede han så, en anelse lavere nu. "Samtaler flyder trods alt nemmere med den rette mængde vin." Han lod en kort pause hænge mellem dem, som om han overvejede noget, men i virkeligheden målte han blot, hvor langt han kunne skubbe. 

"…men det mest interessante ved Dianthos er sjældent det, man får lov at høre om hjemmefra." Et svagt træk i mundvigen. "Det kræver som regel, at man selv tager derhen."

Marius nikkede til de sande ord der blev sagt om hans far. Solens varme og vinens søde smag, gjorde ham tilpas nok til ikke at begynde at belemre den ældre herre med flere beklagelser. Det lød på Kitt som om han forstod hvad Marius mente. Han måtte også kende Karl bedre end nogen anden, efter så mange års venskab.

I stedet kom der nogle supplerende visdomsord og Marius sugede dem til sig, som var de solens varme stråler. Han lænede sig tilbage mod bænken, som havde ordene tippet ham. Normalt ville sådanne ord få Marius til at rulle med øjnene, men der var noget i Kitts stemme som gjorde ham mere modtagelig. 

Deres blikke var fanget igen og der var noget i den andens blik- en forståelse, som var noget Marius higede efter at se afspejlet i hans fars øjne. 

Det kom lidt bag på Marius, at nogle rent faktisk forstod hans længsel om at slippe væk. At finde sig selv. 

Armen bag ham, føltes som en ekstra støtte, som var Kitt en han kunne stole på. Hans tanker hvilede rundt, så han glemte alt om at hente mere vin. 

Kitts stemme blev lavere, som skulle han til at fortælle en hemmelighed, men i stedet lød det mere som en invitation. Marius lænede sig en smule tættere, et skrøbelig håb voksede i ham. "Tror du, du ville kunne overtale min far til at lade mig rejse til Dianthos?" 

Med sit dæmpede smil betragtede Kitt ham.
Han kendte det øjeblik. Det, hvor man skulle tie, og lade tankerne slå rod af sig selv. Verden var langt større end Karl Isenwalds velplejede have, hvor roserne stod så nydeligt på række. Og det var næsten en skam, at hans søn endnu ikke havde fået lov til at smage på den.

Hans blik blev hængende ved Marius.
Ja, han var så sandelig vidunderlig køn, med sine fintformede karminrøde læber, sine frimodige grønne øjne, sine livlige mørke krøller. Der var noget ved hans ansigt, man ikke ubemærket gik forbi. Ungdommens oprigtighed lå om ham, samt en passioneret ungdom, der blot ventede på at udforske livets mange goder — og tage dem.

Intet under at Karl forgudede ham. 

Marius var skabt til at blive forgudet. Og netop derfor var han ikke skabt til at blive, hvor han var sat. Det ville være... spild.
"Det er sjældent fædre, der skal overtales," sagde han roligt og tiltede hovedet let. "Det er sønner, der skal beslutte sig." Ordene blev ikke sagt hårdt. Nærmere som en konstatering. Hans blik gled over Marius igen - tog ham ind, som var han noget, der allerede var i færd med at forandre sig.

"Og når de først gør det…" fortsatte han lavmælt, "…har verden det med at åbne sig langt hurtigere, end man skulle tro." Et svagt smil trak i hans mundvig.