I et mekanisk ryk gled Sirius øjne op, for atter en gang betragte nattehimlen over sig. Små, lysende stjerner, skyfri himmel, mørke så altopslugende at det næsten virkede som en kold, men kærkommen ven. Sand under sig. Men månen var fuld, og lyste som et overvågent øje ned over faeen. Krystalklar, uden skydække og spejlede det gule blik. 
Ensomhed. Deres hænder gled ned i sandet under dem, og i en smidig bevægelse rejste Sirius sig op. Sand dryssede ned af deres bare ben i sit momentum. 

Ensomhed, men som en sagte hvisken, var der noget i dem som modsagde sig det udsagn. En dæmrende bevægelse i deres underbevidsthed, en melodi, som ikke hørte til den baggrund Sirius plejede at iscenesætte. De drejede sig omkring, og forventede at se en person. Men så i stedet en.. blikket gled ned. En plante? 
Forundret, nej - fascineret - skridtede Sirius hen til den grønne gevækst, midt i rødt hav af ellers tørke. Hvad... hvordan? Det lignede ikke noget fra Llyons have, det lignede ikke noget de havde set før. 

Hvorfor? 

Forsigtigt, næsten som om at de var bange for at den ville visne hvis de rørte ved den, løftede de en af bladene. Der var enkelte spirer, som virkede til at den kunne blive til mere. Den fyldte måske ikke meget mere end en stor vandpyt. Synet var absurd for faeen - brød med det de ellers plejede at have en form for kontrol over. Og det gav en kriblende, mærkelig fornemmelse over dem, som de senere konstaterede var.. spænding? 

"Hvad er du..." mumlede de, og lagde en hånd imod den frodige jord. Ikke fordi at det fortalte dem meget. 
Men fordi at det.. fortalte om noget nyt. Og det var bedre en stilvande nogensinde ville blive. 

"Hej."

Ordet slap ud mere som en refleks end en egentlig hilsen. Det lød næsten forkert i det stille, tomme verdensrum.
Freyr havde set Sirius på afstand. Og nu - uden tøven - opsøgte han ham. Trådte ind i drømmen igen. Ind i stjernevæsnets verden.

Han ville ikke indrømme, at han havde ledt. Men nætterne siden havde været fulde af skuffelser. Som en jagthund havde Freyr fulgt færten, forsøgt at finde Sirius igen. Finde forbindelsen. Noget, der trak i ham. Nogle drømme var som døre han trådte igennem. Andre gange blev han kastet ind i dem uden varsel. Men i nat var det anderledes. Den velkendte, lokkende linje lyste svagt foran hans fødder. Og da han tog et skridt frem, mødte han igen det brændende hav af sand og himlens dybde med de skarpe stjerner. Månen hang over ørkenen - rund og mægtig.

Og så så han ham.

Freyrs blik gled ned over Sirius, en anelse tøvende i sin holdning, før han trådte nærmere. Igen havde han ingen hætte til at skjule ørerne. Men opmærksomheden blev hurtigt fanget af det, Sirius knælede over. Brynene løftede sig overrasket.
"En plante?" Her? Synet var nyt for ham. Den ufærdige skulptur var væk - erstattet af dette lille tegn på liv.

Freyr satte sig på hug foran den grønne gæst. Blikket løftede sig kort mod Sirius, gled næsten uvilkårligt hen over stjernefregnerne på hans hud, før det igen faldt ned mod planten. Han prikkede forsigtigt til et blad. Det lignede dem der voksede i skovkanten, når foråret kyssede Norvik, tænkte Freyr. Men hvorfor var den her?

"Det er nyt." Han løftede blikket til Sirius igen. Noget tøvende over ham, som var han usikker på hvad han skulle sige.