Juvelen havde set værre tider, men sjældent så den selv sådan ud. Landets kaos havde sine spor, sat sine skælv så dybt, end ikke vandet kunne stå uberørt. Richard der selv havde set passiv til, stod selv for skud af flådens skulende øjne der bar det evige had mod det, de ikke kunne tøjle. 

Varslet var han mod at forlade byen, ellers kunne han forvente at blive efterlyst som en anden tyveknægt. Provokationen var stor, men han havde endnu ikke haft nogen grund til at modarbejde deres varme invitation til leg. 

Hans sømandsben var ved at være for rutineret til det solide fastland og brosten, at det ikke kunne andet end blive blød i leddene ved lyden af det bruskende havvand mod murene. Skønt han savnet det i samme grad, som rigmænd kunne savne magten de havde haft forinden opgøret mod dem, var det ikke hans position at gå tilbage (endnu). 

"Riten, kan du få dine hunde af min nakke?" lød det brysk og brummende fra ham, som han gik med et stykke tømmer over skulderen. Arbejdsom altid, opvarmet og ophedet. "Skønt de får betaling for at gøre en form af et arbejde... hvis det kan betegnes som arbejde, så er de i vejen for mit arbejde." invitationen var ikke til diskussion, han ville hjælpe med at flytte tømmeret til hans skib, som de havde en last der skulle lastes og forsyningerne stod blokeret for at komme tilnærmelse værdigt tæt på. 

Hvorfor Riten skulle spænde ben for sin egen morskab havde Richard aldrig forstået, men det var ingen hemmelighed, at Richard ikke selv skulle bringe lasten til norden, han havde end ikke været på et skib siden han havde haft adlens knægten ombord. 

Oskari Riten spadserede frem med et overskud, der næsten fortjente klapsalver, da han blev hidkaldt. Hænderne hvilede afslappet bag ryggen, mens hagen løftede sig i en hoven nonchalance, før han standsede foran Richard.

Læberne skiltes i et svagt smil. Han trak et kort åndedrag ind. "I så fald, skal jeg se din rejsetilladelse, hr. Fjord." Han rakte hånden frem. Fingrene vrikkede utålmodigt i en tavs forventning.

Oskari vidste udmærket, at Richard Fjord ikke længere måtte forlade Dianthos. Han havde jo kun… liiiidt haft noget med udrejseforbuddet at gøre. Med al panikken i landet var det kun forventeligt at havnenes sikkerhed var blevet strammet. Flåden vrimlede i Juvelen - hvide uniformer, inspektioner, laster der blev gennemsøgt.

I flere uger havde han egentlig forventet aldrig at se den kobberhårede sømand igen. Deres sidste møde lå tåget bag de jordbærblonde krøller - druk, råb... Han huskede ikke detaljerne længere, men det var endt latterligt dårligt – og følelsen sad stadig i kroppen.

Hvis Richard så gerne ville forlade havet, så Isari forbyde det!
Men nu gik manden her alligevel. Rundt ved havnen. Som havets forbudte elsker.

Oskari gjorde naturligvis blot sit arbejde. Men at gøre livet besværligt for Richard Fjord … Det var en af de små glæder, der gjorde tjenesten en anelse sødere.

Minen kunne næppe vende i en mere spids position end den allerede gjorde. Mundvigen der så fint lå skjult i skægget kunne næsten tydes uden problematik på smugleren der intet havde smuglet i nogen tid nu. 

Tømmeret der lå tungt over skulderen på ham, var næppe noget flådens stik-i-rendt dreng kunne løfte eller flytte uden at skære de grimmeste grimasser og få de blå øjne helt havblå af tåre for at blive presset. 

“Hvornår når det din fugle hjerne, at jeg blot fylder lasten på skibet og ikke selv skal sejle?” Kunne man lige knap og nap spørge uden at bide struben over på Oskari. 

Men Richard valgte at ryste irritabel på hovedet og vendte sig kvart rundt for at se mod nogle af de andre skibe, flådens skibe og handelsskibe. 
Så ubekymret, eller uden hensyn, havde han ikke taget højde for at træet ville svinge mod Riten. 

Et let skub med overarmen og skulderen for at andet greb på tømmeret. Det ville han kunne mærke senere, det har da klart.  

Læberne trak sig i et begyndende tandsmil, tydeligt fornøjet over den virkning han havde på ekskaptajnen. Et let brum forlod ham, og med en hjemmevant bevægelse fugtede han sin pegefinger med tungen og bladrede gennem sine protokoller. Ganske provokerende lod han fingeren glide ned ad navnene på dokumentet.

"Hmm," kom det fra ham, som om det hele virkede noget så besynderligt. "Enhver der går ombord på et udgående skib skal fremvise rejsetilladelse." forklarede han, "Ellers må kun registreret havnepersonale gå ombord. Og jeg kan se…" Oskari måtte beherske det grimme i smilet, mens han bankede let med den bøjede pegefinger mod papirene. 
"At du ikke har nogen af delene."

Oskari kiggede endelig op – netop i tide til at se tømmeret svinge mod ham. Med en noget forsinket refleks lænede han sig bagud, men ikke langt nok. Det tunge træ strejfede skulderen med et hårdt bump. Luften hvæsede ind mellem tænderne, og hånden røg op til det ømme sted. Han sendte Richard en mørk skulen, kæberne stramme. Et blåt mærke var med sikkerhed allerede ved at tegne sig på den lyse hud. Som en overmoden frugt skulle der ikke meget til.

Et øjeblik så det næsten ud, som om sømanden havde gjort det med vilje.
"Er du ikke en anelse skødesløs med det tømmer, Fjord?" snerrede han. 

Forestil dig en skitse af en tegning. De to herre. Oskari som en lille tændstikmand med blonde krøller og et dumt udtryk i fjæset, og Richard som en mere klar aftegning af hans person. I billede for billede, ville man se hvordan Richard ville trække tændstikslegemerne af Oskari og krølle ham sammen som det forpulet og ubrugelige stykke brænde som han var. Richard var træt af manden, dog ikke på samme niveau som af hans far, men i en anden form af træthed. 

Et suk så tungt, at luften nåede ned til brostenene og ruskede let i småstene: "Og af hvilken årsag er jeg ikke registeret, Riten?" for sidst Richard vidste af, var alle hans dokumenter i orden, indtil en hændelse hos den administrative myndighed for det registre. 

Skønt et svar til sådan et spørgsmål ville være rart, kom andre 'uheldig' til. 

Richard vendte hovedet let rundt, så han lige kunne se over det tømmer af hans. "Jeg glemte vidst, at du har til vane for at ville stå tæt op ad mig," lød det lidt for højt, til ikke at være et tilfælde. Men Richaard fik tippet det af skulderen, så det stod op højkant, mens han støttede sig selv til det, som en forvokset stok. 

Flådeofficeren havde ingen intentioner om at blive ramt igen. Et blåt mærke ville næppe pynte på hans ellers nydelige ansigt. Så for en sikkerheds skyld tog Oskari endnu et skridt bagud, da tømmeret gled af Richards skulder, som om det ikke vejede mere end en pose brødstænger for ham. 

Han fnøs ad kommentaren og børstede et par usynlige støvkorn af uniformen, hvor træet havde strejfet ham.
"Du har for høje tanker om dig selv, Fjord."
Dokumenterne blev klemt ind under armen, mens han lagde armene over kors og betragtede manden foran sig. Blikket gled langsomt op og ned ad ham. Stoffet klæbede sig til de brede arme og den solide torso.  

Arbejdsomme hest, tænkte Oskari modvilligt. Han himlede med de lyseblå øjne og vendte blikket mod havet et øjeblik, mens forårsbrisen legede i de lyse krøller under officerhatten. Fingrene trommede let mod hans egen overarm.

"Du er ikke ligefrem min type." 

Hans blik fandt tilbage til Richard, og han gned læberne sammen, før han slog en hånd ud i en ligegyldig gestus.

"Og jeg aner da ikke, hvorfor du ikke er registreret. Ligner jeg måske en skrivekarl?" Et kort skuldertræk.
"Men hvis du sætter så meget som én fod op på dét skib…" Blikket blev en smule skarpere, og han nikkede mod gangbroen.
"...så får jeg fornøjelsen af at eskortere dig til arresten." Et lavmælt heh fulgte efter. Et øjeblik hvilede blikket på broen. Som om han næsten håbede, at sømanden ville prøve.

Tungt tømmer eller tunge tømmemænd, Richard foretrak til hver en tid de to muligheder, end en tung dans med Oskari Riten. Overvejende var det, hvilken god mand Oskari kunne have været, hvis ikke det var for det fordømte slægttræ af Riten og deres åndsforladte moral. 

Med et solidt hold om stammen, rynkede kaptajnen let sine bryn i misfornøjelse, responset var ikke forventelige, men det var nu alligevel en let snert af et klassisk Oskari svar. Richard lod hovedet tilte let til siden. "Ikke som du, Riten" mumlet han let for sig selv. Den eneste der havde så høje tanker om sig selv, som kunne overgå selv den mest arrogante fyrste eller prins, var Oskaris far. 

Øjnene mødtes kort, eller sådan opfangede Richard kortvarigt da, og lod et let myg af en mundvig hejse sig op i skæggets kroge. "Nej, det er vidst derfor du altid vil kropsvisitere mig," stak han provokerende fra sig. 

Et trak på skuldrene og et let suk kom af sig; "Jeg har ansøgt, fået det godkendt og efterfølgende afvist. Og siden hverken du eller din farmand har interesse i at tale om det med mig, må jeg jo tage jeres mangle på samarbejde, som et bevillig til at jeg må hjælpe min besætning med at få lasten op ad rampen.." konkluderet han og vendte blikket mod træet for efterfølgende at klap det, og lod mimikken falde let hen i et afsavn selv at sejle, vinden i ansigtet og regnen der ville trodse ham og hans vilje. 

Godt fortabt i egne tanker. 

Ikke som du, Riten.
Var det virkelig noget at klage over? Oskari skammede sig ikke over sin selvtillid. Han havde trods alt noget at have den i. Blikket gled over Richard med et køligt løft af brynet, som var kommentaren knap værd at samle op.

Den næste bemærkning fik ham dog til at standse en brøkdel.
Kropsvisitere. Et fnys slap ham, skarpt og afvisende. Som om han nød at røre ved ham. Troede Richard dét? Blikket flakkede rundt på ekskaptajnen. Det provokerende løft der gemte sig i hans mundvige - måden det cognacfarvede blik betragtede Oskari. Han fnøs igen, som for at understrege endnu engang, hvor absurd tanken var. 

…Underligt, at kinderne føltes varme, selv med vinden fra havet bidende mod huden.

Richards konklusioner var fejlagtige. Og Oskari var ikke særlig imponeret af det. Som i overhovedet ikke!
"Ja, det ville sådan nogle som dig nok tænke," lød det tørt, mens han rystede let på hovedet.
Oskari rettede sig en anelse op, trak uniformen på plads over skuldrene. "Men prøv," tilføjede han køligt, med et svagt, udfordrende glimt i øjnene. "Endelig. Se hvad det fører til." Han trak vejret ind for at fortsætte - en af sine sædvanlige, veltilrettelagte svadaer - men lyden af et vrinsk skar brutalt gennem luften. Ordene faldt fra hinanden, ubrugelige. Blikket gled irriteret ud over pladsen-
…og frøs. 
En hest, ude af kontrol, skar gennem pladsen med skum om biddet og hove, der slog mod brostenene i en vild, ubarmhjertig rytme - direkte mod dem.

Nej. Direkte mod Richard.

"FJORD!" Papirerne gled ud af hans hånd uden at han registrerede det. De blafrede væk i vinden, glemt i samme sekund.
Der var ikke tid til at tænke. Ingen vurdering. Ingen strategi. Kun et øjeblikkeligt råt instinkt der satte ham i bevægelse, før tanker fulgte efter. Han greb fat i Richard, hårdt - uden finesse - og slyngede dem begge til siden med al den kraft, han havde i kroppen.

Verden slog en kolbøtte, og lyden af hove susede forbi dem i samme sekund. 

Havet kunne kun så voldsomt bryde op mod jordens solide klipper, før det én gang ved treoghalvtredsende slag gav let efter for sig. Uagtsom hvor ivrig de end måtte være for at få det endelige ord, gav Richard ikke efter for deres besværligheder. Alle de mange spyt og dråber der flød ud af munden på den grådlabile officer af flåden, var intet i sammenligningen med et ægte stormvejr af vrede. 

Richard havde så sandelig i sinde at blive stående ved sin mast i al evighed. Måske var det en malplaceret kærlighed, men man havde kun det man kendte til, og tilliden lå til det, som havde skabt fundamentet - hans skib og hans besætning. Det var alt han havde. Alt.. han.. havde..

Men han fik ( gav sig ikke meget til ) ikke opfanget ret meget af hvad Oskari sagde, ikke før realiteten slog ind, og skønt blikket nåede at se den frembrusende hest i vildskabetshede tordne fremad. Refleks, slap han tømret og ville i sin robusthed forsøge at bremse hesten, men før noget godt kunne gøres, var han væltet om kul. 

Rullede han en eller to gange? 
Var det med eller uden kolbøtter? 
Hang han fast i Oskari, eller hang Oskari fast i ham? 

Richard kunne kun blot ryste hovedet let som han fik klarhed for øjnene igen, indtil han fik set ned for sig, som han satte underarmen i jorden, at en lå lige under ham. Det var et rædsomt øjeblik for ham. Tumulten havde skabt et usammenhængende forløb og kroppen cirkuleret blod rundt i kroppen som naturligt, men signalsystemet havde svigtet ham. Minen stod stivnet fast og pupillerne sank sammen, som han indså sin suppedas. 

Som han ville rømme stemmebåndet og sige noget, mærkede han et dunk i ryggen, et dunk som kroppen gav let efter for som presset sank ned i knæene og minen brød atter stramt sammen som han nu skulle komme sig over slaget fra træet, og det træ af hans som havde fundet sin vej frem til at stå selv. 

Var det ømme mærke i skulderen slemt før, var det intet i sammenligning med det, der fulgte nu.
Brostenene slog brutalt imod ham, da de ramte jorden, og Richards vægt kom tungt ovenpå ham i samme øjeblik. Luften blev presset ud af hans lunger i en hæs, ukontrolleret lyd, kroppen spændte refleksivt i forsøget på at tage fra—men der var ingen kontrol i faldet, kun sammenstød og kaos.

Verden drejede, indtil den ikke længere gjorde. 

Oskari lå stille et øjeblik, fanget mellem vægt og underlag, med åndedrættet hakkende og uregelmæssigt. Fingrene havde ubevidst krampet sig fast i stoffet på Richard, som om det var det eneste, der holdt ham på plads i virvaret.
De lå filtret ind i hinanden, som sammenkludret garn. Et ben, der ikke var hans. En arm, der pressede forkert. Varme, tættere end den burde være. Duften af grus og noget andet - noget, han ikke kunne sætte navn på, men som ubestrideligt var Richard - fyldte hans næse. Han blinkede hurtigt, flere gange, for at jage det slørede væk. Øjnene sviende, fugtige.

Og så fandt han ham endelig i sit synsfelt. Skarpere, at alt andet blegnede ved siden af. "Zalaens..." kom det hæst fra ham, mere luft end stemme, mens grebet om Richard langsomt slap—kun for at kroppen spændte igen, da en ny vægt ramte dem ovenfra. Tømmeret. Et dump tryk, der fik ham til at stivne under den anden.

Og der …noget, der ikke burde være der.
Presset mellem dem var ikke kun tilfældigt. Ikke kun vægt. Noget hårdt, uforskammet tydeligt, midt i al den kaotiske nærhed. Oskaris blik flakkede et kort sekund, som om han kunne ryste fornemmelsen af sig ved ikke at anerkende den. hah... luften satte sig i halsen. Forvirring blandede sig med smerten, og startede en voldsom summen fra presset der var alt for uundgåeligt.

Nej. Det ignorerer vi bare.

Kæben spændte sig, og han skar en krampagtig grimasse idet han pressede håndfladen hårdt mod Richards brystkasse og skubbede. "Har du et dødsønske?" vrissede han, stemmen skarpere end før, og med en kant af noget, der ikke kun var irritation. Han trak vejret tungt gennem næsen, sammenbidt, og forsøgte at vriste sig fri. Væk fra vægten, fra varmen… fra det hele.

En bi fanget i en tornado. Uden chance for at flyve ud af det.
En fisk fanget i en malstrøm. Uden mulighed for at svømme frit fra sig. 
Corinth Lochtree fanget i selvtilfredshedens moment. Uden evne at stop sig selv i sekundet. 

Richard fængslet i en position og situation end ikke en død mand ville ønske at finde sig selv i. Han var ude af stand til at sætte handling i aktion, som det kogte over i kroppen af hans. Master hejst, skønt skibet ingen vegne kom som ankeret var smidt. 

Vejret lå tungt i kroppen, vejret forlod ham ikke let, men øjnene så alt neden for sig. Havet var så blåt, solen så skarp som solsikker. Helvedes hunde og forkvaklet dæmoner. Dødsønske syntes pludseligt fristende, ønsket ingen ønskede, var nu hans eneste ønske. "Aye.." brummede han ud mellem en let sprække ved læberne. 
Begge hænder fandt et greb i jorden, et knæ fandt ligeledes grund under sig, skønt det blev mellem benene på den anden, og Richard fik sat sig op. I hugget han sad, før han skubbet tømret væk fra dem og op han kom. Brøstende stod han og skubbet støvet af sig selv og sørgede for at rette bukserne af hans for at skjule omstændighederne der endnu syntes at drille ham ubetinget. 

Armene fandt ufrivilligt vej til en korslagt position; "Tak.." lød det efter lidt ufrivilligt fra ham, skønt han ikke betvivlede sine egne evne til at standse hesten, trods for det næppe var en debat han ville tage med Oskari. 

Aye? Var det alt, ekssømanden kunne præstere? et zalaens... AYE? Blikket flakkede uforstående over ansigtet over ham - fra de spredte læber, til adamsæblet der bevægede sig tungt, videre op til det blik, der stadig var alt for tæt på. Hele Richards mine der fik det til at krible under huden på Oskari. Et mirakel skulle til - eller et solidt slag mod hovedet - for at få ham til at glemme det… uundgåelige pres, han lige havde mærket. Uden at tænke over det gled hans ben en anelse fra hinanden, gav plads da Richards knæ fandt ind mellem dem—Nej.

I et hurtigt skub fik Oskari rykket sig bagud, fri af ham, greb sin hat der var faldet af i tumulten. Med en let, ujævn bevægelse kom han på benene igen. Alt gjorde ondt. Men så vidt han kunne se, var intet knækket. Godt, godtgodtgodt.

"En eller anden, så få dog styr på den hest!" beordrede han skarpt ud i mængden, stemmen skåret til af irritation - eller noget, der lå lige under. Han fulgte ikke op på det. For i periferien, mens han børstede støv af sin hat med hårde bank, fangede han bevægelsen. Hvordan Richard rettede på sit tøj. Hvordan stoffet blev trukket på plads og stadig bjergede ved- Kæben spændte sig hårdt og han rev blikket væk med et fnys. Han så intet!

Han gik direkte hen og slog hatten hårdt mod Richard - mere kraft end nødvendigt - før han trak den ned over sit eget hoved igen. "Hvorfor flyttede du dig ikke?" vrissede han. "Er du idiot?" Ordene kom hurtigt, for hurtigt. Han var nødt til at tale. Hvis ikke, ville tankerne løbe af med ham, øjnene glide derhen igen. Og det skulle de ikke.
Med hårde, næsten aggressive bevægelser begyndte han at børste støvet af sin uniform, som om han kunne skrubbe hele situationen væk. Det hjalp ikke en døjt. 

Papirerne lå spredt omkring dem, fanget i vinden som efterårsblade. Med et irriteret suk traskede han hen for at samle dem op, lidt stivere i bevægelserne end før.

Måske han bare skulle have ladet ham blive trampet ned.

Den forhenværende kaptajn lod sig svimle i støjen omkring dem, lyden af hjul der buldret på brusstenene, vindens lette hylen mod murstensbygningernes små sprækker, snakken og grinene i det fjerne, alt gav et ujævn fodfæste. Havde han slået hovedet i faldet, ramte chokket ham som et forsinket tordenskrald til et nedslået lyn. 
Skønt han selv stod pivstille, følte han ikke selv den stifthed af hans position, end ikke til noget slog mod brystkassen af hans, og han fik rettet hovedet og rettet blikket, halvtomt, mod Oskari. 

"Er du Idiot?" ordene fik Richard til at agere, og han valgte at rive sine arme fra deres position, og med en hånd agtede han et skubbe officeren tilbage fra deres position, længere mod bygningen nær dem. "Nogen frygter at forsøge at handle på som en arrig hest, andre agere på det for at gøre et forsøg," svaret han i en lang tør tone. 

Intet af dette huede ham for nu, trods for det faldne bjerg, var der ingen symbolik i det. Nærheden var alt der havde narret kroppen fra det den faktisk hungrede, det varme skød af en kvinde. 

"Du er akkurat lige så indbildsk som den fandens adelsknægt" brummede han i frustrationen over den minimale lighed de to havde. Ville redde andre, uden at sænke det en eneste tanke for konsekvenserne derefter - eller tage det reelle ansvar for egne handlinger. For de gjorde jo aldrig noget forkert, når det var ment i god sags tjeneste. 

Men med det sagt, valgte Richard at træde tilbage og vendte ryggen til Oskari, en hånd fandt vej op til egen skulder, som han masseret, eller skubbede den tilbage. Han kunne hvert fald selv mærke det i kroppen nu. Men modvilligt valgte han at sække sig på hug og løfte tømret op med knæene igen og op på den ømme skulder. Med en let lyd givelse af det netop ikke var all-right. Men ved Isari om han agtede at lege videre med dette. 

Han nåede knap at samle dokumenterne op, før en hånd pludselig lagde sig på ham— et hårdt ryk.
Han snurrede rundt i samme bevægelse, hørte papir knase under støvlerne, da han blev skubbet bagud.
Oskari greb ud efter Richards arm for at få ham væk. "Hvad har du gang i–" Ordene blev afbrudt, skåret over af den andens svar, tørt som støv kastet i ansigtet. Blikket flakkede kort til siden, over pladsen - hvem så det her? - før det snappede tilbage til Richard med en stram, fornærmet mine. ... så dét var takken? 

Et fnys slap ham. 
"Hah! Det er det dummeste, jeg længe har hørt." Han lo kort, uden humor. "Du ville standse den med bare hænder?" Tre langsomme, ironiske klap fulgte.
"Bravo. Sikke en helt." 

Men han standsede kort efter. Rynkede brynene. Adelsknægt? Hvem? Ordene hang et øjeblik, uden at fæstne sig, før forståelsen langsomt gled på plads. Blikket gled over Richard. Nå...ham. 
Noget i de krystalblå øjne ændrede sig. En brik der faldt på plads, men tankerne nåede ikke længere, før Richard vendte ryggen til ham. På vej væk. 

Som om det var slut. Som om–
Kæben spændte og Oskari tog et skridt frem uden helt at beslutte sig for det.
Tømmeret blev samlet op... men var Richard lige så forslået som ham selv, vidste Oskari godt, at det var en utrolig dum idé at fortsætte. Han kunne se det i måden Richard bar det på. Forkert. Presset. For stædigt.

Idiot. 

Han lagde hovedet en anelse bagud, instinktivt, som om han stadig forventede at blive ramt, og greb fat i Richards overarm. "Jeg skulle have ladet den hest trampe dig i stykker." Ordene kom hårdt, uden tøven. En løgn.

Grebet strammede sig en anelse. "Fjord…" denne gang lavere, strammere. "Læg det tømmer fra dig."

Verbale bank af den kaliber var intet i sammenligning med tømret og kolbøtter af ufrivillig deltagelse, men alligevel krøb officerens ord let under huden på ham som små stik og bid fra insekter. Ubehagelige, kløende, uønskede mærker man var foruden hvis man kunne; så hvorfor stak ordene ham nu, som de aldrig før havde gjort. 

Ryggen spændt, skulderen øm, og nakken der kort strak sig den modsatte retning i forsøget på at lette smerterne der ulmede let, ventende på at vise deres blålilla tilstedeværelse. 
Richard fandt sig næppe i mere end tidligere, alt fra mandens mund var intet nyt - de evige samme skældsord, nederdrægtige bemærkelser. Alt der intet nyt var for eks-kaptajnen.  "Det er ikke umuligt, men for porcelænsfigurer der aldrig har flækket så meget som en negl, er det nok umuligt.." brummede han provokeret.

"Huh" brød det ud af ham, som han mærkede et greb om armen, stramt og stædigt for at afholde ham fra at gå. "Så længe jeg ikke går ombord, har jeg al ret til at hjælpe mine venner med lasten" kom det brysk fra ham, som han ville flå armen til sig og fortsætte dagen som intet havde hent, intet opstået mellem dem. 

Trods for, at Richard godt vidste at han burde gå hjem og ligge en kold klud på skulderen. 

"Dumme skid," kom det lavt, næsten som et åndedrag. Oskari ville ikke finde sig i det.
I sine år som flådeofficer havde han set og mærket sin del af kompromisløse situationer—situationer, der krævede noget. Kostede noget.

Troede Richard virkelig, at hans titel bare var til pynt? 
...Mange gjorde. De så ham som et nepotismebarn. Forkælet. Ufortjent. Som om hans navn alene havde båret ham gennem rækkerne, som om dørene bare havde åbnet sig for ham uden modstand. Oskari vidste bedre. Han havde arbejdet for det. Kæmpet for det. Presset sig selv længere, hårdere end de fleste - netop fordi han bar det navn. Fordi der altid var nogen, der ventede på at se ham fejle. Og alligevel… var det aldrig helt nok.

I et ryk rev Richard sig fri og Oskari nåede akkurat at genvinde balancen, før han blev trukket med i bevægelsen. Armene faldt ned langs siderne, mens han rankede ryggen og tvang sig selv til at stå stille. Upåvirket. Det lykkedes bare ikke helt. Blikket havde stadig den skarpe, forurettede kant. Hænderne knyttede sig let—ømme, dunkende. Et blåligt mærke begyndte allerede at tegne sig mod den lyse hud.

"Én fod, Fjord." Stemmen skar gennem luften bag eks-kaptajnen, pegefingeren løftet i en skarp markering. "Én fod på den gangbro, og jeg ser det som et brud på loven." Hvis Richard ville arbejde sig selv i stykker, så værsgod.
Hvad fanden ragede det ham? Oskari vendte sig væk, stavrede afsted med så meget ynde han kunne mønstre, og begyndte igen at samle de spredte papirer op.

Stædige gamle hest. Han tippede hovedet let til siden, lod et lavt knæk løsne spændingen i nakken. Smerten sad allerede i kroppen—skulderbladene værkede, knæet protesterede. Hvor vovede han… Tankerne bed sig fast, mens han jagtede de sidste dokumenter, tydeligt mere påvirket, end han havde tænkt sig at være.

Som kirkeklokken kunne ringe til tjeneste, såvel kunne den ringe uden for normen af den simple årsag, at én templetjener fumlede op i jobbet. Det var det som foregik i nærværet mellem disse to tordanoer, men normalt når et sammenstød af disse fandt sted, ville de vokse sig til en stor en. 

Var de af to forskellige tordanoer, hav og himmel måske? For det forventelige skete ikke, derimod skete det uforventelige som Oskari valgte at smide trusler til højre og venstre, for så selv at traske væk. Richard kunne kun rynke de irritable bryn af forvirring og forundring for udfaldet af det hele, men han ikke i sinde at svare mere til officerens mange ord. 

Tvært i mod valgte Richar dat fortsætte sit gøren. Tingene flyttet ikke sig selv, og selvom han blot bar tingene hen til rampen som lå op til skibet, var det mere end gavnligt hjælp fra hans side af. Frem og tilbage gik turen mange gange, men han valgte ikke at ynde flere ord resten af sin arbejdsommegøren. 
Når alt det alligevel var gjort, ville Richard finde vej ned af havnen til stien der førte ham hjem til sig selv, væk fra alt det kaos Oskari Riten bragte med sig.