Hvis man tog en normal vagt hos byvagten plejede den at være hård og disciplinær. Men det var ikke normale vagter i disse dage. Med rygterne fra Norden havde kaptajnen virkelig sat gang i sagerne og hvad der før havde været træning var nu blevet fordoblet. Nærmest alle byvagterne havde ømme muskler og de fleste kiggede på kaptajnen med den sædvanlige respekt, blandet med dyb irritation. Det gjorde jo ikke arbejdet mere nemt at have konstante blå mærker, ømme arme og ben og tunge hoveder efter en hård omgang træning i hovedkontorets lille gård. Der var en nær konstant lyd af øvelsesvåben der ramte andre objekter og fik hudkontakt med vagter. Små råb, støn af smerte og frustration. I det mindste havde næsten ingen af vagterne tid til at være nervøse når de var så trætte.

For Tau var det ikke meget anderledes. Inderst inde var han lige så frustreret, men han kunne nemt forstå, at det var kaptajnens måde at fortælle dem alle, at der ikke var tid eller overskud til at være bange. Der var pligten til at stå som et godt forsvar mod uroen og mod eventuelle lovbrud og alt det andet kunne vente til man havde fri. Og når de først havde fri, var de fleste så trætte at de ikke havde overskuddet til andet end at gå på hovedet i seng. Det var en god strategi, når det kom til stykket.

Det var aften nu. Og Tau havde fået én af de berygtede aftenvagter. Det var altid den mere aktive tid på dagen for lømler, lommetyve og andet lovbrydende i byen. Og derfor var Tau overraskende nok i ret godt humør. Nattevagterne var altid mere sløve og dagsvagterne var for "trygge". En aftenvagt var det gyldne tidspunkt for en god dag på arbejdet.

Hvad der kun gjorde det bedre, da Tau havde trukket i sin uniform og havde set dagsplanen var, at hans vagt var sammen med Stian. Det ville betyde, at der ikke ville være ubetydelig brok, for de var begge to meget dygtige til, at holde sig professionelle og så havde de altid en god snak hver gang de var makkere på gaden. Tau kunne ikke undgå et lille smil og da én af hans andre kammerater hilste, gav han ham et let klask på skulderen før han gik ud i gården hvor han sidst havde set Stian. 
"Har du set at vi har vagt sammen i aften?" kaldte han så snart han fik øje på sin kammerat. Så snart andre vagter hørte ham kom der en smule kommentarer og let grin. Hovedgaden i Dianthos ville være i sikre hænder i aften.

Tau gik helt hen til Stian, stadig småsmilende, men hans øjne var, som altid, stålsatte. Venlige. Men stålsatte.

En del havde ændret sig siden Stian vendte tilbage fra sin opgave i Smarana med Alister Sølvklinge. Ikke kun imellem dem - men i hele landet.

Rygterne fra nord havde sat sit præg på Dianthos. Samtidig spillede uroen forsat blandt borgere og adel, så det kunne mærkes helt ned i byvagten. Kaptajnen havde derfor skærpet træningen. Vagterne skulle være klar til at blive sendt hvor end der var brug for dem.

Det betød også, at Stian ikke havde set meget til Alister siden. Arbejdet kaldte, og byvagten havde næppe været mere travl end nu. Flere hænder var nødvendige - særligt efter Eskild havde taget orlov.

Himlens mørkgyldne farver var allerede ved at ebbe ud. Stians blik fulgte en lygtetænder, der var i færd med at tænde ild i lygtepælene. Ét efter ét vågnede flammerne til live, og gården blev badet i et varmt skær hvor lyset ramte.

Begravet i tanker stirrede han fraværende på det lille blus, der langsomt voksede sig større.

En stemme brød stilheden. 
Stian blinkede kort og vendte sig. Det brune i hans øjne blev nærværende igen, da han fik øje på Tau.
"Det havde jeg overset." Svaret bar et strejf af mild forbløffelse. Han betragtede sin kollega, og en mundvig løftede sig en anelse - et sjældent øjeblik af afslappethed.

De var begyndt som kollegaer først og venner bagefter. Med tiden var det næsten blevet omvendt. Der var noget genkendeligt i Tau. Noget solidt. Det gjorde samværet enkelt.

Stian satte det sidste udstyr fra dagens træning på plads.
"Hvordan har du det efter i dag?" Han begyndte at bevæge sig væk fra gården og skævede mod Tau.

Han lignede lidt én der var midt i at dagdrømme. Lige indtil Taus stemme havde skåret igennem stilheden. Han begyndte med det samme at hjælpe da Stian fik sat det resterende grej på plads. Forbløffelsen var ikke fortabt på Tau, men hvorfor den havde været der, vidste han ikke. Var det forbløffelse over at have overset det? Eller var det fordi Stian havde været så fortabt før Tau havde antastet ham? Tau gav blot sin kammerat et smil og lod det ligge. "Lad os blot lægge skylden på den ekstra træning vi har fået tildelt." 

Da de var færdige med at rydde op og hele gårdspladsen var omhyggeligt oplyst af lygtemændene, trådte Tau hen så han gik side om side med Stian. "Jeg tror, jeg fik et blot mærke i knæhasen. Igen. Jeg må lære at se mig ordentligt for," kommenterede Tau mens det igen trak lidt i smilebåndet. Han brokkede sig sjældent over træning, om det så var meget hårdt eller ej. Han satte heller aldrig skylden på andre. "Nogen ømhed ved dig? Jeg synes at have set et træningssværd lidt for tæt på din arm tidligere." selvfølgelig kunne han have set fejl, nu når det blot var ud af øjenkrogen i en pause med hans egen sparringspartner, men hvis der var noget, var det jo lige så god en idé at vide det før de startede deres vagt.

Tau begyndte automatisk at tjekke sin uniform efter. Det var traditionen tro og efter største omhyggelighed. Sad våbenbæltet ordentligt? Var håret sat ordentligt op, så det ikke ville blive en ulempe senere? Var der pletter på selve tøjet? Da han var tilfreds begyndte hans blik allerede at forme sig efter at skulle tjekke alt der ikke var som det skulle være i omgivelserne, skønt de slet ikke var på gaden endnu. Det var typisk Tau. Han behøvede ikke at være professionel og årvågen som sådan, men han var det stadig.

Den ekstra træning var en udmærket forklaring på Stians distræthed. Bare ikke helt den rigtige. Men det behøvede Tau ikke at vide. Stian havde aldrig været god til at dele den slags. Selv ikke med venner - og selv efter otte år var Tau stadig ikke én han uden videre læssede sine egne tanker over på.

Hans blik gled ned mod Taus knæ, og en svag rynken formede sig over næseryggen ved tanken.
"Av. Det er et af de værste steder."

Som om mindet først dukkede op nu, kastede Stian et blik ned ad sin egen arm, selvom uniformens stof selvfølgelig skjulte eventuelle blå mærker. "Nu du siger det..." Han rørte kort ved armen gennem stoffet, før den faldt tilbage langs siden igen.
"Jeg fik vel et lille stød, ja. Men jeg kan ikke mærke det." Skuldrene løftede sig i et lille træk.

Ligesom Tau rettede Stian automatisk på sit våbenbælte og sikrede sig, at sværdets hylster sad ordentligt spændt fast. Et hurtigt blik gled over uniformen - en vane fra mange års tjeneste. Så satte han i gang igen mod porten. "Det bliver sikkert en rolig aften," sagde han tørt. "Det plejer det at være, lige før noget går galt."

Tau trak let på skuldrene. "Det har du ganske ret i. Men det bliver nok hverken første eller sidste gang, det sker." kommenterede han mens han kom til at smile skævt over Stians rynken på næsen. Det så lidt sjovt ud måtte han nok indrømme, men kun over for sig selv. Han kunne aldrig finde på at sige sådan noget til Stian. Stian var en ven, men endnu vigtigere, end kollega. Og skønt mange andre kollegaer ofte havde mange drilske kommentarer om hans egen udseende og væremåde, så var det aldrig noget, han ville udsætte andre for. Ikke fordi han fandt det ubehageligt når han blev kaldt "for pæn til at være en vagt" eller "blev spurgt ind til hvilken rutine han havde nu når han havde så fint hår, men han var selv alt, alt for stiv i betrækket til at kommentere på samme måde på andre.

"Du er heldig, at slippe for at det skal værke resten af natten." den slags kunne han dog godt lave lidt sjov med. Men kun indtil de var ude af byvagtens hovedkvarter. Han nikkede anerkendende da han så Stian gøre den samme rutine som ham selv. Det var nok derfor, de før havde haft samme vagt så mange gange: De var begge to omhyggelige og uhørt professionelle.

De var ellers så godt på vej ud af porten da Stian absolut skulle sige de magiske ord. Tau stirrede tavs på ham et godt stykke tid. Hans blik sagde det hele, men for god ordens skyld rystede han på hovedet. "Præcis. Og nu kommer det med høj sikkerhed til at gå galt." mumlede han lavt. Han var ikke decideret vred, men denne form for overtro blandt byvagten var lige så sikker som kaptajnens store glæde for at spise mere end én morgenbolle mens han var overbevist om at ingen så det eller lagde mærke til det. Men Tau havde set det. Og andre havde også set det. De turde bare ikke nævne det. Det var blevet en legende blandt dem.

Ud af porten kom de dog. Og der gik ikke længe før det første tegn kom. En anden byvagt bandede hedt allerede på den anden side af porten. Han var skvattet over en henkastet bold og nu var hans kammerat i gang med at hjælpe ham op igen. Tau kiggede sigende fra kollegaen til Stian. "Åh, Stian, det er allerede begyndt.."

Stians blik gled fra den faldne vagt til bolden på brostenene. Et kort øjeblik løftede hans bryn sig en anelse. "Så slemt gik det altså ikke," konstaterede han tørt, og dvælede kort ved vagten der blev hjulpet op af deres kollega. Et kort hovedryst og så satte han sig i bevægelse igen, støvlerne slog en rolig rytme mod stenene, mens de fortsatte ud gennem porten. "Du kan stadig nå at skyde skylden på mig senere," tilføjede han lavmælt. Næsten i samme øjeblik standsede han.

Et råb skar gennem aftenen længere nede ad gaden. Ikke højt. Ikke panisk. Men forkert.
Stians blik skærpedes.
"Der." Han drejede allerede kroppen i retning af lyden. Han satte tempo på, og forventede at Tau ville gøre det samme. De var ens på dét punkt. Årvågne, og hurtige til at handle på det mindste. 
Der var ikke mange ude på denne tid, bemærkede han, da de to byvagter bevægede sig gennem gaden. Lygternes varme skær kastede lange skygger mellem bygningerne, og længere fremme lå en mørkere sidegyde halvt skjult mellem husene.

Stian nåede frem først.
"Jeg tror det var her..." Han så på Tau, før han trådte længere ind. En pludselig lyd af støvler på de hårde sten skrattede, og Stian fangede en skikkelse... måske to? der klatrede væggen for enden af gyden og forsvandt. 
"Stands!!" råbte han, men standsede med det samme. 

En skikkelse lå på brostenene. En grov sæk var trukket ned over hovedet på personen. Stian knælede uden tøven og trak stoffet væk. Hans hånd fandt hurtigt mandens hals. "Tau!" kaldte han, hvis han ikke allerede var bag ham. 

Pulsen var der. Men svag. Blikket gled over mandens tøj. Stoffet var for fint til en almindelig borger - mørk fløjl, syet med diskret broderi langs kraven. En tung ring sad stadig på hånden.
Stians øjne blev smallere et øjeblik - det lignede en aristokrat.

Stians tørre svar på tiltale fik Tau til også at løfte et øjenbryn. "Du har ret. For nu." konstaterede han, nært lige så tørt, som han fulgtes side om side med Stian. Knapt var de nået ud af porten, da Tau hørte samme, forkerte råb. Hans øjne blev fokuserede og snævre og han satte i et kontrolleret løb i samme retning som sin kollega. Hvad end der foregik, så var det alarmerende tæt på byvagtens hovedkvarter. Og selvom Tau vidste, at han senere ville spekulere på det, var der ikke tid til det nu. Det var handlingens kraft der var nødvendig i dette øjeblik, som de bevægede sig i retningen af lyden.

Stian den første til at bevæge sig ind i en mørk gyde, hvor skyggerne var lange nok til at kaste stedet i et omklamrende mørke, der ville få børn til at græde og civile borgere til at kigge sig en gang mere eller to over skulderen. For Stian og Tau var dette hverdagens brøde. Tau var vant til det, men det gjorde ham stadig ikke mindre årvågen, som hans blik systematisk kiggede ind i mørket. Han opfangede lyden og lagde en hånd på sit sværd som Stian kaldte stands til hvem der måtte være der. Og Taus blik faldt på de to mænd der klatrede over væggen og længere væk i mørket. De kunne følge efter. Men Stian havde set noget andet. Vigtigere? Ud at dømme fra Stians opførsel, så ja. Og som Tau fulgte med ind i gyden, faldt hans eget blik på manden, i samme øjeblik Stian fjernede stofsækken fra offerets hoved.

Mens Stian undersøgte manden, kastede Tau et blik over deres omgivelser. Der var stille nu. Ikke helt kvælende stille. Da han igen så på manden, opdagede han grunden til at manden blot lå der. Der var en mindre pøl af blod under mandens hoved. Man kunne se det mørke omrids og når der indimellem skar sig en mindre vind gennem skaderne, kom der en strejf af lys fra faklerne. Lige præcis nok til at se det. Manden måtte være blevet slået ned med noget tungt.

Mere kunne man ikke se, så Tau trådte hurtigt ud af gyden for at tage en fakkel med sig ind. I lyset fra faklen kunne man se mere. Blå mærker og ridser i et ansigt med tungt lukkede øjne. Og der var et glimt fra ringen. "Vi må få ham til helbredelseshuset." 

Tau satte sig på hug og sørgede for at faklen ikke kom for tæt på aristokraten. Han lagde en mild hånd om herrens ene arm, klar til at løfte når Stian også var. "Vi kan blot håbe, at han så noget før han fik sækken over sit hoved." Tau rystede på hovedet, allerede frustreret. Herren var ilde tilredt og overfaldsmændene var over alle bakker. Tau håbede inderligt at den rige herre ville vågne og kunne fortælle noget. Hvad som helst.

Stians blik løftede sig mod muren, hvor skikkelserne allerede var forsvundet, og kæben spændte sig kort, før han gav slip på tanken igen. Hans opmærksomhed faldt tilbage på manden ved deres fødder - blodet, der mørknede brostenene, det fine stof, ringen der glimtede svagt i faklens lys.

"Ja." Svaret var lavt, men uden tøven, mens han rykkede tættere på og fik et fast greb ved mandens skulder.
"Han holder ikke længe ellers." Blikket gled kort mod gyden igen ved Taus ord, som om han målte afstanden i sit hoved.
"To personer… lette på fødderne. De kendte vejen ud." Ordene faldt roligt, allerede lagt til side som noget, der kunne tages op senere. 

Han sendte Tau et kort blik. "Lad os håbe, han klarer turen til helbredelseshuset først." Så justerede han grebet, og sammen fik de løftet manden.

Der var ikke meget, der var mere frustrerende, end at se folk lide, velvidende, at de skyldige blot fik lov at slippe for lovens hånd og retfærdighedens hammer. Tau kunne godt se det på Stians ansigt, hvor frustrerende det var. De var allerede væk og lige nu var der kun offeret at tage sig af. Tau sukkede lavt. En pludselig tanke skød sig vej gennem hans sind. Kriminelle vendte ofte tilbage til gerningsstedet. Måske ville disse to gøre det samme? Med mindre de var professionelle nok til at holde sig på afstand.

Tau rodede en hånd ned i sin lomme og fik en lille glasflaske trukket frem. Den var på størrelse med halvdelen af hans lillefinger, men det var ikke flasken, der var vigtig. Det var indholdet: Støv. Han åbnede den kyndigt og hældte indholdet ud helt inde ved muren, der hvor blæst ikke ville få særlig godt fast. Et prik i støvet og hans indre chakra åbnede sig og strømmede igennem ham, ud til støvet. Det bevægede sig en smule og lå derefter stille. En mulighed. Senere kunne de måske få mere at vide. Det var ikke sikkert, men det var i det mindste en chance for at få en ledetråd senere. Glasflasken kom tilbage i lommen mens Stian fik fat i den sårede mands skulder. Og Tau tog igen ved. "Vi må undersøge det hele nærmere efter." han holdt sig med vilje vag. For selvom overfaldsmændene var forsvundet, kunne de sagtens stadig lytte, som usynlige skygger i mørket.

Med en mindre kraftanstrengelse fik de løftet manden. Det var nødvendigt med forsigtighed og af samme grund var det i langsomme bevægelser. Og det betød at musklerne arbejdede den smule mere hårdt. Som de gik ned ad gaderne med manden mellem dem, dødevægt, skævede Tau rundt i alle retninger. "Jeg håber, at de var amatører.." kommenterede han lavt og en smule sammenbidt. Ude på de veloplyste gader, virkede faren knap så indbydende, men de var byvagter. Under det varme lag af faklerne og de åbne veje, lå truslerne der stadig. 

Men de havde stadig lidt held med dem. Det var en hård gåtur, men da helbredelseshuset kom til syne, var det en midlertidig lettelse. Så snart de kom ind af døren blev den sårede mand taget af deres hænder af kyndige healere. Tau åndede ud og tillod sig at slappe af et kort øjeblik. Som med de fleste healinger her, ville det sandsynligt tage mere end blot et par minutter. Og det var kostbar tid, hvis der skulle være flere problemer. De var nok nødt til at tage ud igen, hvor lidt det så end huede Tau, der ellers gerne ville se dette til ende. "Tilbage til gerningsstedet, er min tanke. Jeg har efterladt en gave til de to overfaldsmænd i tilfælde af, at de skulle komme tilbage for at slette flere spor. Hvad tænker du?"

Mens Tau fandt den lille glasflaske frem, gled Stians hænder allerede metodisk over mandens tøj. Fingrene fandt en inderlomme. Et dokument. Han trak det halvt frem og lod blikket glide hen over de svagt oplyste linjer - nok til at forstå at offeret var handelsmand.
Et navn fra en finere familie. Det kunne ikke være helt tilfældigt, vel?

Han skubbede det tilbage på plads, netop som Tau vendte tilbage, og sammen fik de manden op.
"Det skal undersøges," svarede han lavt. Ikke som en overvejelse. Som en konstatering. Ved Taus næste ord gled hans blik kort mod ham.

"Måske." En pause. "Ja… det håber jeg også." Men det lå ikke i stemmen.

Turen til helbredelseshuset trak i musklerne. Vægten mellem dem, den langsomme fremdrift - uniformen klæbede let mod huden, da de endelig trådte indenfor.

Manden blev hurtigt taget fra dem. Stian gav de få oplysninger videre, kort og præcist, før han trådte tilbage igen. Hans blik blev hængende et øjeblik. Så vendte han sig mod Tau.
"Du tror, de allerede ville vende tilbage?" Spørgsmålet var roligt, men allerede på vej videre i sig selv. Et kort nik. "Det er et forsøg værd." De satte i gang igen.

Stilheden fulgte dem et par skridt. Men tanken nagede ham endnu. Så talte han igen.

"Jeg er ikke sikker på at det var tilfældigt." Blikket gled kort ud over gaden, som om han stadig så gyden for sig. "Du ved... Bertins-familien." Navnet faldt lavt. Ikke helt en konklusion. Ikke helt et spørgsmål. Hans blik gled mod Tau. "Hvad hvis det er modstanden?"

Lige som Stian, kunne Tau mærke sveden glide fra hårgrænsen og under uniformen. At det skulle ske så tidligt på deres vagt var jævnt irriterende, men der var intet at gøre ved det, andet end at spænde bæltet og gå videre på deres vagt. Han trak vejret dybt, som de fortsatte ud på gaderne igen. det blev efterfulgt af et dybt, men lavt suk ved Stians ord. Han vidste godt at Stian havde ret når han spurgte om de virkelig allerede ville komme tilbage, men han kunne ikke undgå at have en smule håb. 
"Hm, nej." konstaterede han kort som han tørrede sved af panden. "Der vil sikkert gå længere tid, hvis de vælger at komme tilbage. Men man kan håbe." hans blik fejede hen over gaderne, tilbage i den vante rytme af årvågenhed.

Han stoppede brat. Hvad Stian sagde, gav ham en kuldegysning ned af ryggen. En kuldegysning der var meget uvelkommen oven på deres forhenværende hårde gåtur. Han stirrede på Stian med anspændte skuldre. Tanken om at det kunne være dem var ærligt talt frygtindgydende. Det, der var blevet gjort mod Bertins-familien var.. Grusomt. 

Og hvis det var de samme i dette tilfælde. I denne ugerning. Så var de langt fra færdige. Man ved healerhuset kunne være i mere end blot fare fra sine nuværende sår. De kunne være hvor som helst. Tau tvang den klamme tanke ud af hovedet. Der var ingen grund til at gå fra årvågen til paranoid blot ved tanker og teorier. "Hvis det er dem." han bed let sammen i kæberne. "Så er det overraskende at de ikke blot tyede til direkte mord. Men de har måske fået andre metoder til at sende deres budskab." han sukkede igen. "Årh, Stian, jeg håber virkelig ikke at det er dem." han rystede let på hovedet, som for at få de nu tunge fornemmelse inden i til at gå væk. Det var stadig teorier. Tanker. Reelle, tankevækkende og desværre lidt for realistiske teorier. Men de ville ikke komme til at finde ud af mere, med mindre nye ledetråde skulle dukke op.