Makellos havde hørt, at Kong Aldemars begravelse havde været smuk.

Han havde ikke set den selv; solen og vampyrismen gik ikke hånd i hånd - det havde han lært. Så da mørkets første stjerner tændtes, bevægede han sig afsted. Hvis han ikke så det med egne øjne, ville han blive ved med at tro, at Aldemar endnu var her. At Makellos en dag ville stå foran Aldemar igen. Ønsket, og accepteret. 

Bannerflag strakte sig langs stien i lysets farver. Kongens symbol vævet i stoffet. Makellos’ blik gled væk - og blev tvunget tilbage.

Symbolet var unægteligt Aldemars.

Han havde holdt det tæt mod sit bryst. Hver time. Hver nat. Det prydede amuletten om hans hals, som det nu prydede bannerne, der førte til gravstederne.

Kongen er død, var der blevet sagt. Lysets storhedstid er forbi, mente nogle. Og Makellos var enig. Det var blevet fortalt, at datteren ikke græd. At hun stod rank og stærk, da de lukkede kisten. Alle øjne ville være på hende nu. 

Men det eneste Makellos så, da han standsede, var den kolde sten.

Navnet. Dybt indgraveret. Selv i døden kunne man se perfektionismen. Blikket flakkede hen over bogstaverne, som om de kunne flytte sig, hvis han nægtede at fokusere længe nok. Erkendelsen fangede til sidst hans åndedræt som et kvælertag. 

Han faldt på knæ med et tungt bump, og de vilde blomster, bundet til en simpel buket, gled ud af hans greb. "Jeg kom for sent..." hviskede han. Stemmen knækkede som tørt træ.

Makellos omfavnede gravstenen som det næste. Klyngede sig til den. "Hvorfor har du forladt mig... Aldemar." De spidse negle skar mod granitten. Ikke hårdt nok til at skade stenen. Kun sig selv. Han strammede til, som om han kunne trække varmen ud af den. Som om han kunne finde en rest af puls gemt i mørket. Men der var... intet.

Et hæst prust forlod ham, og så trillede røde tårer nedad hans kinder. Farvede stenen, fyldte rillerne i navnet. 
"Kom tilbage til mig.... Kom..."  tilbage fra den død hvor jeg ikke kan nå dig...

Makellos sad sådan længe. Forbandede ham. Elskede ham. Hadede ham for at dø. Indtil der ikke var flere tårer tilbage. 
Langsomt slap han stenen. Satte sig på knæ foran den med et ødelagt blik og mekanisk placerede de vilde blomster på graven. 

Han lænede sig frem, hvilede panden mod den kolde overflade og lukkede øjnene. Ønskede, at det hele kunne være anderledes.  Makellos havde aldrig gjort nogen til vampyr. Tanken havde altid frastødt ham. Men hvis Aldemar havde bedt... 

"Farvel... min konge." 
Han pressede læberne mod navnet. Længe.

"Min Aldemar."