Det var en af de aftener, hvor den øvre klasse var samlet til et af den utallige sammenkomster, som familien både afholdte selv, men i samme grad deltog i. Aftenen var ved at nå det punkt hvor solen for længst havde forladt himlen, natten og månen havde taget over og de sidste strofer af musikken ville falde.
Denne aften var det ikke familien selv som afholdte denne festaften, men de var til stede og der var blevet minglet, festet og drukket. Dorian havde gjort sin pligt i løbet af aftenen, snakket med logens medlemmer og langsomt var festens publikum blevet mindre og mindre.

Som 17 årig så var der mange endorfiner og hormoner som livligt bevægede sig gennem kroppen, og der skulle hele tiden ske noget. Nu havde han gennem hele aftenen gjort hvad der var forventet af ham, og nu var det hans egne lyster som han ville fokusere på. Han havde drukket tæt af vinen og var måske lidt halvfuld.
”Aldamar..” Han kiggede over på barndomsvennen med et smil, og forsøgte at fange hans opmærksomhed. Hans lange lokker bevægede sig som slanger ned over hans skuldre, og hans ansigt havde altid haft små dragende træk - ikke at han havde fortalt ham dette, for det var hans egen hemmelighed. ”.. Hvad siger du til at vi ser hvad kroerne har at byde på?” Der måtte både være mere gang i den, flere unge mennesker og et helt andet publikum, og noget som var mere interessant for dem, end de her fester. Ikke at der var noget galt med dem, men som ung fyr var der andre ting der kaldte på en.

Der var noget andet som kaldte i ham, og når promillerne voksede hos ham, så havde han det med at kede sig, hvis der ikke skete noget som var lidt mere underholdende eller var på grænsen i forhold til hvad der var tolerant for en ung fyr som ham, og hvad forældrene ville synes om. Det hele skulle være så pænt.

Med en lille skål var det lykkedes Aldamar at læne sig tilbage i sofaen, og i bare nogle sekunder, lige zone ud. Snakken sprang livligt omkring ham, ikke højt, men nok til at være konstant i sin lavmælte summen, til trods for at det var en mindre samling af gæster, der hang tilbage her senere på aftenen. Det havde gjort ham træt i hovedet. Selvom han egentlig vidste, at det ikke var alt for sent..  hvert fald ikke sent nok til at trække sig - så kaldte det på ham. Tanken om at komme lidt væk, eller ud af den her sofa i hvert fald. Inden den slugte ham. 

Og til hans redning, hev Dorians kald ham ud af hans zoneout. Mørkeblå blinkede ledende, lyttende, inden at han fandt ham, lidt bagved sofaerne. Aldamar drejede sig lidt bagud, og sendte ham et undersøgende blik. Kroerne? 
Han havde haft enkelte turer på de pænere kroer parallelt med Diamanstræde. Ikke alt for mange, det var noget af en sjældenhed at lirke Aldamar ud af sine planer for en aften. Men lige i det her øjeblik? Det lød faktisk rigtig tiltrængende. 
Et glimt af enighed, joh, lad os, og Aldamar rejste sig fra sofaen med et lille umfp. 

"Hvaa, keder du dig, Dorian?" lød det dog lidt drillende fra ham, da han gik hen til det lille sidebord som han sad ved. i stedet for at sige jah med det samme. Vinen blev slynget dovent rundt i glasset, og Aldamar tog en mindre tår, mens han betragtede den magelige skikkelse. Hans brune øjne havde en lunefuld glød i det varme lys indenfor, han havde haft travlt her til aften, men virkede også til at være i sit es imens han socialiserede. Altid meget beundringsværdigt, hvordan han virkede til at kunne forsætte i evigheder. 

Det her sted, var denne aften, ikke længere et sted for de unge. Folk var faldet hen, ligesom Aldamar, som lige nu sad henslængt i sofaen med et glas vin eller hvad han havde fået fat i. Det var nu der skulle ske noget, før de alle sammen faldt i søvn, mens de ældre havde deres snakke om politik og hvad de ellers talte om - Dorian orkede næsten ikke engang at lytte med.

Han lod hans blik møde Aldamar, som han kiggede bagud mod og et smil bredte sig på hans læber, over det blik mødte ham - han kede sig omend lige så meget som Dorian selv. ”Bare en kende” Lød det ærligt og lavmælt fra ham, som han kom Aldamar i møde, efter at denne havde rejst sig fra sofaen. Han betragtede hvordan han lod vinen slynge rundt i glasset, inden han nappede en tår.

”Jeg er sikker på at der er mere livlige steder for os to” Han lagde en arm på vennens skulder og mødte hans blik endnu engang, ”Måske et sted hvor der er rigeligt med kvinder at betage” Hans udtryk bevægede sig ud i et mere skælmsk og kækt blik.

Så var de vidst to. Selvom en del af ham gerne ville blive, få lidt samtale gående med de ældre, noget med ansvar og relationer - han var trods alt 21 - så var der en anden del, der vidste... Blikket fulgte ham idet armen gled over skulderen, og han grinte lavmælt. Vidste, at det ville være nok til at lulle ham i søvn. Men en aftenudflugt med Dorian? Det ville holde liv i ham, lidt endnu. 

Det kække glimt som fulgte med ordene sendte et sug igennem Aldamar, der dog følte sig selv nikke. Lod et kækt smil spille op over læberne, da han spejlede ham og lagde armen over Dorian. "Rigeligt simpelthen? Det lyder næsten til at du vil have os på bordel" jokede han, men følte også at det ikke ville være helt fair. At betale dem talte vil ikke - men knægten havde fat i noget. Livlige steder. "Men joh, hvorfor ikke" Aldamar klappede ham lidt på skulderen, og prøvede at tænke sig lidt om. Hvad ville være et livligt sted? Måske Kronen, den havde en fin beværtning, men skulle han være ærlig, havde han oftest været der, hvor de andre havde foreslået han skulle tage med hen. Tankerne fik ham til at kigge lidt fraværende frem for sig i et lille sekund, inden at han prøvende kastede en tanke ud. "Jeg kender et sted, men det er noget tid siden at jeg har været der - så ingen garantier, heh. Men jeg er åben for det meste?" 

Det var vel en kende nyt for ham, at se Dorain mere og mere i bybilledet. Han var vokset, skudt i vejret henover sommeren og ved at være fast inventar omkring de bedre, sjovere selskaber. Han var nok i virkeligheden mere kendt end han var, og spurgte derfor med et nysgerrigt lille blik, der sagde; hvad tænker du? 

Der ville altid være plads til samtaler omkring familie, stolthed og forpligtelser - men ikke en aften som denne, hvor vinen allerede flød årerne, og tiden var til at de unge trissede videre og lod de ældre om den slags snak - så kunne man altid følge op, den efterfølgende det. Hvis man altså var i stand til det. Dorian frygtede næsten at Aldamar ville ende med at sidde i den sofa, og nikke mens øjnene langsomt gled i. Det kunne han ikke stå til model for.

Aldamar og ham havde været venner lige siden han kunne huske det, så de havde en indforstået tone og en måde at navigere på i deres samtaler, hvilket var meget morsomt - men han vidste ofte hvor han havde Aldamar, selvom begge drenge havde deres hemmeligheder.
Han kunne ikke lade være med at nyde det kække smil, som modparten sendte imod ham og fulgte efter med en lille latter, et træk på skuldrene og et lille blik som fortalte Aldamar, “Hvorofor ikke?” - ikke at det der havde været hans plan.
”Det kan næsten ikke være mere.. Kedeligt, end her?” Det sidste blev sagt i en lavmælt og hviskende tone, ingen grund til at skabe nogen form for ballade herinde.
Dorian var begyndt at se sig mere omkring, efter den slags fester og morskaber, som han lige nu søgte, henover den sidste periode, så han kendte mange af kroerne, men han var dog nysgerrig på at høre, hvilket et sted Aldamar havde i tankerne, så han havde tænkt sig at lade ham føre an.

”Det tror jeg lyder som det helt rette sted for os, kære Aldamar” Et smil blev sendt endnu engang, som han tømte resterne af hvad der var i hans glas og satte det fra sig, ”Men så tænker jeg blot at du leder an, og så ser vi på det hele?”

Ord der blev hvisket så lavmælt og konspiratorisk, at Aldamar følte latteren presse sig sig på, bagved et proffessionelt likke nik; han havde ret. Ikke at det skulle høres i det her selskab, og Aldamar smilte. "Jamen blot følg mig, unge herre" jokede han tilbage, og nikkede, et lidt fjollet smil over at blive kaldt kære på den måde. Dorian havde vidst fået rigeligt, men han var ikke den rigtige til at sætte hårdere grænser op. Han havde altid været ret ligefrem. Noget af det som han egentlig yndede den yngre adelige. 

Med et lille vip af glasset fik han også tømt det sidste af sin vin, og satte glasset fra sig på vej ud af døren. "Har du været på Kronen før?" og han drejede hovedet, et nysgerrigt smil spillende om læberne. 
Han kunne godt huske sin første gang. Men ikke de to andre gange, hvor han måske havde fået gået lidt mere tæt til den, end hans ængstelighed havde villet lade ham, på det første visit. 
Primært en beværtning af pænere, lidt mere velhavende handlende og dets lige. God vin, mulighed for mad og hvis de var heldige, så var de vel næppe de eneste unge der tænkte at fejre de lune, lyse  sommeraftener. 

Kære var vel blot en måde at sætte pris på den anden; han var en kær ven, ikke at det ofte var den slags ord man slog ud med overfor sine venner, i hans position. Men det var meget underholdende, og måske var det blot alkoholen som havde en virkning på ham.
Dorian slog hånden ud, for at køre joken videre, som Aldamar fortalte at han blot skulle følge med, og gav ham dermed mulighed for at vise vej. Meget underholdende. ”Så gerne. Jeg er sikker på at du leder mig på rette vej” Spøgte han, som han følge med Aldamar ud af den lille sal.

”Det kommer bestemt an på hvor du har tænkt dig at tage os hen, Aldamar” Der var rigeligt med kroer i hovedstaden, men også nogle af dem som var lidt pænere og måske passede godt til dem - selvom Dorian slet ikke så sig for fin til et snusket sted, hvor der tit var mulighed for at opleve noget udover det sædvanlige; en underholdende gæst, et ulovligt spil eller et lille slagsmål. Men nu var det Aldamar, som tog teten, ”Men jeg tænker det da. Jeg synes jeg har oplevet de fleste steder” Kom det kækt fra ham.
Dog ikke de små bordeller, som Aldamar selv havde bragt på banen. Ikke at det havde nogen relation til kroerne.

Han ledte dem i hvert fald den vej han kendte, og trak dem med et smil ud imod den kolde luft. Luft der slog dem i møde, som en velkommen gæst, der kunne opfriske - måske også lige opkvikke i hvert fald Aldamar - en anelse. Det kunne hurtigt føles indeklemt efter så lang tid. 
Det kække svar fik et grin fra Aldamar, der sagtens kunne tro ham - han havde nok været alskens steder. Kronen var nok heller ikke ukendt for den gode Matino familie, da den var indenfor relativt god gåafstand, af deres område. 

Vent. "- vent, har du været udenfor det øverste distrikt?" et nysgerrigt spørgsmål, og han skuttede et undersøgende blik på den blonde Dorian, der virkede til at være af den type støbning, som godt kunne finde på det. Driste sig til det, selvom der sikkert var mange holdninger, om hvorvidt man burde feste i det midterste. For slet ikke at snakke om det nedre distrikt!

Typer der ikke burde genkende adelen, hvis man skulle følge de råd ens forældre kom med. 

Han havde ikke gjort det. Nok ikke set det spændende i at trods gode anbefalinger, hvilket også derfor betød at Kronen var en af de lidt pænere steder i Dianthos. Lidt mere passende for folk af Dorian og hans status, hvis man skulle være snobbet omkring det. 

Ofte kunne den kolde luft give flere reaktioner af sig; efter en hel aften indenfor i en sal som den de lige havde efterladt, hvor luften var tung, varm og måske lidt iltfattig, så var det oftest en glædes øjeblik at træde udenfor, men den kunne også have en virkning og skubbe til alkohollen som bevægede sig rundt i deres årer.
Men Dorian bød begge dele velkommen, han var allerede småfuld og det at komme udenfor var behageligt på sin egen måde.

”Om jeg ikke har været udenfor det øverste distrikt?” Han kiggede over på Aldamar med et løftet øjenbryn og et lidt undrende blik, ”Selvfølgelig har jeg det. Har du ikke? Hvis ikke så er du bestemt gået glip af noget. Det er sådanne steder man kan møde de typer, som ikke altid ser pænt på os, men med en øl og lidt charme, så kan man ofte komme langt og få en god historie” Det ville da undre ham lidt, hvis Aldamar aldrig havde søgt helt derud, men det var trods alt heller ikke steder som de var opfordrede til at besøge eller gå hen - men hvordan kunne man holde en 16 årig fra den slags? Fra at opleve, når man havde selvtilliden på plads.

En lidt prikkende varme af hvad, skam måske, fandt vej op til ørene, og Aldamar rettede sin krave. Kiggede frem for sig for ikke at møde det undrende blik, der næsten stillede spørgsmålet for ham. Åh. Var det unormalt? "Jeg har ikke haft fornøjelsen" endte han dog med at indrømme, et lidt sagte grin til ordene. En god historie sagde han? Aldamar kunne nok ikke helt vurdere om det var risiken værd, men måtte også indrømme... at den anden nok generelt kunne tage bedre vare på sig selv, hvis man tog udenfor adelens rigide rammer. 

Blikket skuttede nedover skjorten den anden havde på. Farverne klædte ham, og med lidt god vilje, kunne han se det for sig. Dorian, sidde og socialisere med de forskellige personligheder i Dianthos. Alt det farvede selskab aftenen kunne byde på. 
"Du er ikke... jah, du ved - bekymret for at være for fuld, sådan nogle steder?" og selvom det kunne være pinligt at indrømme, måtte han også erkende at han var lidt nysgerrig på hvad den unge Matino havde at sige. 
Hvad han havde oplevet, når han tog på de turer igennem byen, enten med venner eller veninder. Hvad han havde lært. Det høflighedsspil, som han mestrede blandt adelen, virkede som en form for beskyttende barrierer. Holdt dem alle på armafstand, men var man listig, kunne man komme langt i krogene. 

Ude iblandt alle typer af mennesker, var det joh ikke til at sige, hvad andre kunne finde på!

Der var en forskel på Aldamar og Dorian, men lige nu var det måske en følelse over hvorfor Dorian aldrig havde taget Aldamar ud på disse eskapader, men det undrede ham måske egentligt ikke at Aladamar aldrig havde søgt de steder hen, og måske havde det ikke været fair at hæve et øjenbryn over for vennen. ”Lad os se hvor natten bevæger sig hen, ikke?” Hvis vennen var utryg ved at søge sådanne steder hen, så var der ingen grund til at tage risikoen - det var heller ikke fordi at det var en selvfølge for Dorian.

Blikket fulgte vennen som de bevægede sig ned ad Dianthos’ gader, og han kunne ikke lade være med engang i mellem at dvæle ved ham - måske ville han være bedre til at gemme det, hvis han ikke havde været så fuld. Men han havde altid været imponeret over håret, og hans skarpe træk i hans ansigt.
”Nu skal det heller ikke lyde som om at det er noget jeg har gjort ofte og meget, men et par gange er det måske blevet til. Men ærligt nej.” Han havde ingen problemer med at bevæge sig med folk som ikke var i deres klasse, og måske ville nogen tage ham som en snob, men det gjorde han ikke selv. ”Det er selvfølgelig lettere at støde folk i de kredse, men jeg har aldrig været rej for en slåskamp, hvis det er hvad det ender ud i” Så slog man lidt på hinanden, og så var det ligesom overstået - ”Men lad os nu ikke ende ud i den slags” Lo han små underholdt. Måske malede han også et forkert billede, men man kunne sagtens bevæge sig rundt.

Der var noget åbent i de sagte ord fra Dorian, og Aldamar nikkede. Sank noget af den mærkelige følelse det fik frem i ham, og lod vinden køle det skarpe ansigt, imens de gik videre. 
Som en skubbende, lille skutten i udkanten af hans blik, føltes det som om at han blev observeret. Og øjnene gled lidt sidelæns, uden at at dreje hovedet, da han mødte det rolige, lidt kække blik der lurede i den andens lyse øjne. "Nej.." gentog han dæmpet. Ikke som et svar, mere som en gentagelse af hvad han sagde, når han slog fast at det var han ikke bange for. 
Frygtløst alligevel. Og tanken fik ham til at smile, da han hurtigt nikkede. "Nej - for Isaris skyld, lad os undgå det" sagt med et understregende prust. 

Han var heller ikke ligefrem kendt for at skabe ballade, de steder hvor han af og til tog hen. 

Et par hundrede meter længere fremme kom silhuetten af skiltet ude foran Kronen til syne, som en fejende vimpel, oplyst af indefra igennem vinduerne af varme lanterner. En person kom ud, og momentært ekkoede latter derindefra, inden at det forstummede da den smækkedes i, igen. Albuen stødte lidt sigende ind i Dorians side. "Der er vidst liv i den!"

Normalt var Dorian meget trofast og loyal overfor familie og venner - især Aldamar, og de andre han havde tætte på sig. Han kunne sjældent finde på at sætte et dårligt lys over familien, og derfor hørte det heldigvis også sjældent til at han ligefrem skabte balladen - men det var da sket, men kun når alkoholen var nok og han blev lidt for fuld. Han var slet ikke der endnu.
Men han regnede også med at Aldamar var meget enig i at det ikke var noget de skulle ud i. I forhold til Dorian så var Aldamar måske mere ligetil og retskaffen. Han ville ikke trække sig ud i den slags ting, som Dorian fortalte om.

De kom tættere på destinationen, og der var sørme godt med liv inde i kroen, som en fyr kom ud og man kunne høre grin og latter derinde fra, sågar musik, inden døren smækkede i igen. Han lo småt, som Aldamar satte en albue i siden på ham, som et statement på at stedet var åbent og der lå en god aften i vente derinde. Dorian var hvert fald klar på at drikke videre.

”Kom” Han sendte ham et smil, som deres blikke mødtes og der kom lidt mere fart i deres skridt, som de kom kroen i møde. Dorian åbnede døren og lod ham træde ind først og derefter trådte han selv indenfor, ”Skal vi starte med en øl? Jeg finder to og du finder et bord?”

"Aftale" kom det fra ham, og han drejede ansigtet hen imod kroens sider, for at se hvilke borde der sprang ham i øjnene først. 
Selvfølgelig gled blikket i samme bevægelse, også over resten af beværtningen. Scannede for de kendte og spændende ansigter, der måske kunne gemme sig - og noterede at et spil var i gang. En gruppe af fire stod samlet over et bord, hvor at han ikke helt kunne gennemskue hvilket spil - men det involverede kort. Og krystaller? Glimtende i lyset, var det stablet på bordet. 
Til dem der følte sig heldige, og Aldamars blik skuede videre, for endelig at finde sig et bord. 

Satte sig til rette, og spejdede efter Dorians skikkelse, da han tøffede op for at skaffe drikkelse. Mere drikkelse, og han mindede sig sagte om at skaffe vand med, når han på et tidspunk ramte sin seng. Et tidspunkt der var senere; fordi lige nu var han et godt sted. 
Måske lidt ufrivilligt - men stadigvæk med vilje, studerede Aldamar ham, da han endelig spottede ham. Det lyse hår var let at spotte i vrimlen, i hvert fald let for ham, og selv i den dårligere belysning, var det blonde hår som en glorie over den slanke skikkelses kønne ansigt. Kønt, og så forbudt at se for længe på. 
Et dæmpet smil gled over læberne da Dorian endelig virkede til at komme frem til disken, og lidt mere distræt lænede prinsen sig tilbage, for at vente. Betragtede den anden ende af lokalet imens han ventede, for at orienterer sig om dem. Kunne godt li at have et øje på hvem der var, selvom han næppe kendte mange. 

Dorian nikkede til Aldamar, som han søgte mod et sted at sidde og han forsøgte at trænge gennem den trængsel som foregik oppe ved kroen - det var meget sædvanligt, at det var sådan det gik til. Nogen gange var det den, som pressede og skubbede mest som kom først til, og selvom Dorian hellere tog de øl og fik sat sig, så placerede han sig bagved og ventede til der var plads.

Det gav ham også mulighed for at dreje sig bagud og tage et blik ud over krostuen. Der var næsten fyldt, musik der spillede, folk der lod latteren bevæge sig muntert og der var folk der spillede - helt sikkert om krystaller. Det var selvfølgelig også en lille svag side af Dorian, og når der kom nok indenbords, så var han ikke den der sagde nej til et spil. Men det var ikke det der var på programmet denne aften.

Dorian kom til, fik bestilt de to øl og stod og ventede. Han hilste på folk omkring sig og havde små samtaler om ingenting, mens han stod der. Kort efter tog han imod de to øl, smed et par mønter på baren og bevægede sig ned mod Aldamar. Hans blik mødte hans og smilet var næsten sejrrigt over at de nu havde øl.

Hans blik fandt næsten naturligt tilbage til barspillet der udspillede sig, da en af mændene samlet omkring bordet begyndte at bande sagte. Penge skiftede hænder ligeså hurtigt som drinksene røg ned, men de burde ikke. Der var noget med at have en evne omkring løgne, som gjorde en.. upopulær, lige i dén slags arenaer. 

Og så var han endelig tilbage. Et friskt glimt tændte op i de mørkeblå øjne, og han præsenterede bordet - med stole - som han havde fundet til dem, ligeså sejrrigt. "Perfekt!" 
Imens Dorian tog plads, rakte Aldamar ud efter en af øllene. Tog sig en tår, et tilfreds prust over at det var lykkes dem at komme herind, og herhen helskindet. "Nå Dorain, fortæl. Hvad sker der af godt hos dig, er din bror ligeså irriterende som sidst vi snakkede? Din far ligeså fokuseret på at få dig gjort klar til at blive voksen?" sagt ganske konverserende, og han lagde en hånd under hagen, da han lyttende lænede sig ind. 

Dorian placerede de to øl på bordet og tog derefter plads på en af stolene, og lod blikket fokusere på Aldamar og blokerede ellers resten af kroen og hvad der ellers skete omkring dem. Han tog en øl og lyttede til vennen, som han spurgte ind til familien og alt det som sjældent ændrede sig. Nej, Dorian var allerede begyndt at lægge mere mærke til lillebroren og skulle dermed hjælpe ham i forskellige henseender - ikke at han havde noget imod det, for Dorian var et familie menneske og han var glad for Henly, men han havde havde meget at lære.

”Oh, det er sjældent at nogle af de ting ændre sig.” Lo han underholdt. ”Henly er stadigvæk den samme og han har stadigvæk meget at lære omkring familien og logen - selvom der er længe til han kan træde ind” På nuværende tidspunkt var der to år til at han selv kunne træde ind. ”Jeg tvivler ikke på at jeg på et eller andet tidspunkt, skal holde hånden over ham hvis han dummer sig. Men du er altid velkommen til at lave lidt mere spas med ham, sammen med mig.” Men det var måske også det en storebror som havde mere erfaring på livet. ”Og far? Han bliver nok aldrig foranderlig, men samtidig så har jeg altid været klar på at gøre familien stolt og træde ind i logen. Det er jo lidt min pligt, så må jeg bare nyde ungdommen nu, ikke?” Han slog endnu en lille latter op, ”Men hvad med dig, hvordan har din familie det?”

Aldamar smilede lidt, han havde vel ret, nogle familier ændrede sig sjældent, og lænede sig lyttende ind, for at fange detaljerne. Lydniveauet havde det jo med at løfte sig i god stemning. 
Godt, intet alt for voldsomt - hvilket i deres arena var ganske godt. 
At være bekymret for sine ældre søskende var også en følelse han kendte rigtig godt til, og Aldamar tog en lille tår, et sigende blik over kanten af glasset. Fordi selvfølgelig ville Henly snuble igennem livet. Men det var godt at Dorian stod vagt, spas med alt det der fulgte og tilsluttede sig den lille latter, med sin egen lavmælte klukken. Og jah, hvad så med ham? 

Aldamars blik blev lidt fjernt når han tænkte tilbage på de sidste par år. Det var nok omkring 5 år siden at Mørket helt forlod Safiren. Nogle bedre år, helt sikkert, men rynken forlod ikke helt hans ansigt, da han endelig vendte blikket tilbage på Dorian. "De har det godt. Vi har haft nogle gode år for riget..." blikket gled lidt hen på Dorian. Studerende. Hvor meget vidste han egentlig? "Og jeg har tid til at være i Dianthos mere - hvilket vi nyder godt af" og han løftede glasset, et selvtilfreds glimt i de mørkeblå øjne. 

Både Henly og Dorian var drenge, som havde det med at føjte når pladsen var til det, selvom det måske ikke altid stod ret med deres opdragelse - men hvornår havde man sidst kunne holde drengebørn med krudt i røven tilbage? ”Men du ved, selvom man engang imellem føjter, så er der altid en vej tilbage på rette spor” Denne snak handlede mere om sig selv, for han vidste godt at han af og til bevægede sig ned ad veje, som ikke var hans, ”Man skal kunne more sig, ikke?” Han sendte vennen et kækt lille smil.

Det var sandt, det havde været nogle gode år, og man blev næsten vant til ikke at se mørkets og dets ondskab omkring sig længere - hvilket selvfølgelig kun var for det gode. ”Det er altid dejligt at se mere til dig, Aldamar” Kom det positivt fra Dorian som han tog en tår af øllen, ”Og hvad med dig selv, hvordan går du og har det?”

Den optimiske Dorian bar med sig, var som en lille sol på ellers overskyede dage. Måske kunne man tilskrive noget af det hans alder, men ikke desto mindre, var det et forfriskende pust for Aldamar, der mødte det kække smil i et lille hah. 
Men, det var dog ret at føle sig værdsat. Det var sjældent han følte for, sådan at tale for meget om sig selv, men noget over den andens lette smil, trak snakketøjet mere ud af prinsen. "Jeg.. jeg har det godt, tror jeg" og han nikkede, næsten som for lige at bekræfte efter at have tygget på ordene. 
Øllen var dog en anden, også gavmild giver, når det handlede om at snakke mere løst. "Det føles rigtigt, at vi vender tilbage til normalen. Og selvom fyrstinden er efter mig med at finde et passende parti" Aldamar himlede lidt med øjnene. "Så føles selv dét, som noget mere overskueligt" og han prustede lidt over tanken om ægteskab. Men de snakke kunne han nok holde i stiv arm, i nogle år endnu. 

Blikket gled over den blonde knægt foran ham, og et skjult, lidt spørgende glimt gled over dets mørkeblå farve. "Apropos.." og han grinte lidt drillende. "Din mor må næsten også være begyndt at skrive dig op på markedet" men gravede ikke for meget ned i den endnu. Nok mere som en henkastet bemærkning - men dog - han var selv et godt parti. Og til bal, kunne han endda fremstå helt nydelig, når han faktisk prøvede (og dukkede op).