De første, der vågnede, mærkede det som en sitren i brystet: kulden fra stengulvet under dem, lugten af voks og brændt stearin, og det dumpe ekko af stemmer, der mumlede et sted tæt på. Sækkene blev hevet af deres hoveder én for én. Et ryk i Henlys skuldre, og sækken gled også af hans. Han blinkede mod det flimrende skær af stearinlys, men som altid var mørket stærkere end hans øjne. Alt flød sammen til slørede konturer - en cirkel af ild, en mur af skikkelser med hætter.

Dagene før havde de alle fået en note, stemplet af logen, med en lokation hvorpå de skulle møde op. Hvordan de så var endt fra dét sted til logens indvielseskammer, var Henly svar skyldig.

Han kneb øjnene sammen, prøvede at skimte efter Nicodemus i den svage belysning - og da han fik øje på ham, bredte en lettelse sig. De skulle igennem det sammen. Et selvsikkert smil tog form på Henlys læber.

De hætteklædte stod i ring omkring dem. Ældre drenge, tyve - måske treogtyve år, klædt i tunge kapper med hætterne trukket så dybt, at ansigterne forsvandt i skyggerne. Enkelte fnis og hviskende ord gled gennem rummet, men ingen sagde højt, hvem de var. 
En af skikkelserne trådte frem, stemmen forvrænget af et bevidst, teatralsk dybde:
"Velkommen, brødre. I er kaldt hertil, fordi jeres blod er adeligt, og jeres navne værdige. Men værdighed er intet uden styrke." 

Henly stod rank, lyttede opmærksomt; spændt på hvad indvielsen egentlig gik ud på. Han havde altid forestillet sig indvielsen som højtidelig - og hellig. Men hans bror fortalte aldrig hvordan det foregik, uanset hvor mange gange Henly plagede om det. 

"I træder nu ind i Logens ånd. Hvad der sker i nat, bliver aldrig nævnt igen."

Et tavshedsløfte? Tænkte han for sig selv. Det gav pludselig mening, hvorfor Dorian intet fortalte. Den unge Matoni kunne høre noget blive løftet fra gulvet og de kutteklædte drenge begyndte at nærme sig. Det var zalaens svært for ham at se hvad der foregik.

Så kom kaskaden. Spande af iskoldt vand væltede ned over dem. Henly gispede højt, luften rev sig fri af lungerne, og kulden bed ind i knoglerne. Han tog et skridt tilbage fra chokket, men vred armene fri af dråberne, som om det bare var sjov. Skjorten klæbede gennemblødt til hans hud. Blikket gled kortvarigt over til Nicodemus, men han kunne ikke se ham ordentligt. 

"Så meget for en varm velkomst..." mumlede Henly tørt, mens han løftede hagen en anelse. Latteren fra de ældre, der fulgte, gav ham et kort sug af sejr - men maven var iskold. Han måtte stramme kæben så hans tænder ikke klaprede. 

"I Logen har brødre ingen hemmeligheder for hinanden,” lød stemmen så igen. "I skal stå lige - som jeres fædre gjorde, som vi gjorde. Afklæd jer. Og lad jer blive genfødt." 

Følelsen af spænding havde grebet Nicodemus' sind og krop fra det øjeblik, de havde modtaget beskeden. Han havde hørt rygter om logen fra Henly og havde næsten forventet at invitationen ville komme en dag, men var alligevel blevet overrasket, da det skete. 

Sækken over hovedet og den hårdhændede behandling havde et øjeblik fået ham til at miste pusten, som stoffet blev trukket væk fra hans ansigt og det mørke hår faldt ned i hans øjne. Han tog en dyb indånding og kiggede rundt - belysningen var svag, men Henly var det, og han besvarede den anden adelsmands selvsikre smil med et grin. Nu skulle der endelig ske noget. 

Som skikkelsen trådte frem kneb Nicodemus øjnene sammen i håb om at fange et glimt af hvem der befandt sig under hætten. Mange af de kutteklædte var utvivlsomt folk de havde set og talt med mange gange i Dianthos' adelskredse - men i dette øjeblik var der ingen tvivl om, hvem der bestemte. Nicodemus og de andre unge adelsdrenge måtte hoppe og springe på deres mindste bud, hvis de ville være med i logen.
Og hvem ville ikke være med i logen.. det ville være næsten skamfuldt at blive sendt bort igen. 

Han prøvede at fange Henlys blik. Måske havde han en nærmere idé om, hvad der ville foregå, men han nåede ikke at få øje på ham, før kaskaden af koldt vandt ramte ham og sendte en bølge af chok gennem hans krop. 
Blinkende de isnende vanddråber ud af øjenvipperne, stirrede han et øjeblik på de kutteklædte, inden han mumlede: "Tøjet er jo alligevel blevet vådt." Han begyndte at trække skjorten over hovedet - hvis de ville have fornøjelsen af at se ham nøgen, skulle de da have lov.

Genfødt - ordene ekkoede i ham, som en trance, eller også satte det blot sine spor i kammeret blandt alle mændende. At stå nøgen foran logebrødrene lå ikke højt på hans liste af ønsker... men, hvis det var det der skulle til...

De andre begyndte at knappe op. Han hørte Nicodemus, og fangede en bevægelse af noget der lignede en skjorte forlade vennens krop. En af de kutteklædte gav Nicodemus et kammeratligt dask i forbifarten som de blev cirklet. Hørte ham sige "Sådan skal det lyde, Isenwald." Men det lød ikke venligt. Henly kunne stadig ikke placere stemmen på føreren.

Det var jo skuespil. Det vidste han godt. Tradition. En måde at drive den snert af magt ud af drengene på, og  lade dem blive ét med flokken. Genfødt. Alligevel satte det sig forkert i ham, hvis han hvilede i tanken for længe. 

Henly fik fat i sin skjortekrave, som om vennens mod fik ham i gear - men synet var sløret, fingrene stive. Knappen gled, klikkede skævt, og han fumlede.
Et par hæse grin lød fra kredsen. En hætteklædt trådte frem, lagde hånden hårdt på hans skulder og trak i stoffet. 
“Selvom du er en Matoni, slipper du ikke for traditionerne.” 
Knapperne sprang, skjorten blev revet op, og der lød hujen fra de ældre, mens de gav ham et lille puf, så han måtte tage et skridt frem - nøgenbrystet fanget i stearinlysets glød. 

Et overrasket uff sled i hans hals, og det gjorde ham kortvarig ør at miste balancen, men genvandt den.

Kulden krøb ind i Henly, først som prikker over huden, så som en isnende skælven. Han tvang et smil frem, stemmen hæs:
“Sikke ivrige I er for at se mig nøgen. Ikke at jeg kan bebrejde jer det.” han smed den ødelagte skjorte på gulvet. 
Det gav latter, lettede trykket for et øjeblik. Men Henly mærkede, hvordan hans hjerte hamrede, og hvordan gåsehuden langs armene ikke ville forsvinde.

Han skævede mod Nicodemus, mens han trak sine bukser ned og trådte ud af dem. Kæben spændt, både af kulde og forventning og... en ængstelighed han ikke helt ville erkende. Man skulle tro de var ved at blive ofret til guderne. Eller mørkets herre selv. 

"Den første prøvelse," lød det så, og de levende lys blafrede i affekt. "I ringen her, vil I udvise jeres styrke og vedholdenhed."

Nøgne, blev de fem drenge guidet frem til et tungt reb der omkransede en måtte i en perfekt cirkel - lignede det, og Henly sagde en indre tak for at de ikke skulle bryde på det stenhårde gulv. Eller hvad der ventede dem. De svagtseende øjne forsøgte at få en klar idé om de andres attitude, men det eneste der stod klart, var hvordan de alle rystede af kulde. Han ville gerne hen til Nicodemus, men han var på den anden side af de andre drenge, og det virkede samtidig mærkeligt, at slentre for meget rundt når man var splitterravende. 

"Jer alle skal ind i ringen. Skub, bryd, kæmp for at være den sidste mand i ringen. Lige så snart en kropsdel er uden for rebet - har personen tabt." Og så med et lille knips, "Sæt i gang." 

"Der ikke noget som lidt nøgenbrydning til at få varmen." Erkærede Henly med en selvfølgelighed, som skulle de til at gøre noget andet, mindre ydmygende. Han trådte ind i ringen med de andre. Placerede sig denne gang tættere på Nicodemus, nu hvor han kunne.
 
"Kan du holde varmen?" Spurgte han, med et skævt smil, og blikket flakkede rundt på vennens ansigt.

Der var på en eller anden måde noget både betryggende og foruroligende ved, at Henly ikke lod til at få nogle fordele af at være Matoni. Betryggende, fordi det betød, at der ville blive opstillet lige så unfair regler op for dem alle sammen - og foruroligende ved, at Nicodemus ikke kunne bruge sin relation til Henly til selv at få det lettere. De måtte bide det hele i sig og gøre som de ældre drenge ønskede, hvis de ville være med i logen. Og selvfølgelig ville de det. 

Henlys egen nervøsitet var tydelig for Nicodemus, som han så den anden dreng kæmpe med knapperne. Naturligvis var presset på ham det største, for hvilken skam det ville være, skulle han ikke blive optaget i logen .. men Nicodemus kunne også mærke hvordan nervøsiteten smittede og hans egen vejrtrækning blev hurtigere, som han selv fik fjernet bukser, sko og til sidst underklæderne. Han havde aldrig været en stor eller kraftig dreng, og som han havde ramt teenageårene, var han vokset i højden uden bredden helt havde kunne følge med. Gåsehuden kunne ses på hans spinkle krop som lyset faldt på den.

Lyden af deres bare fødder, vejrtrækningen og den lette klapren af tænder var for et øjeblik de eneste lyde, som de blev guidet frem til cirklen. Nicodemus besvarede Henlys blik med al den modighed, han kunne mønstre, som de trådte ind. "Har aldrig haft det mere behageligt." Svarede han med et lille grin, der ikke helt skjulte hans nervøsitet. Han ville ikke helt kunne konkurrere med især de større drenges styrke, så han ville nok være nødsaget til at bruge et par beskidte kneb. 

"Jamen så er vi to," svarede Henly og forsøgte at lyde lige så ubekymret som Nicodemus. Han gøs dog og trak vejret skarpt ind for komikkens skyld. Selvom de stod tættere nu, havde den unge Matoni stadig svært ved at se ham helt tydeligt. Skulle han fange vennens mimik ordentligt, måtte han træde endnu nærmere - og det ville se alt for intimt ud i deres nuværende situation.

De magre teenagekroppe rystede i kulden. En akavet, nervøs stemning bredte sig blandt drengene, som forsøgte at finde hoved og hale i opgaven. Et par af de kutteklædte hujede og forsøgte at gejle dem op, mens utålmodige tilråb blandede sig i larmen. 

Det fik dem i gang.

Pludselig greb et par hænder fat i Henlys arme bagfra. Han var nær ved at skvatte, da han blev hevet i, men vendte sig hurtigt om og greb den andens overarme. Huden føltes glat og fugtig, og hænderne gled en smule. Med et bump, og en anelse moslen, fik Henly presset den lavere dreng baglæns.

Et gisp lød, da det gik op for modstanderen, at han var trådt over rebet, og han måtte slippe irriteret.

Henly tog et par skridt baglæns. Blikket flakkede, blinkede for at finde orienteringen igen. Tilskuernes råb og jubel gjorde det kun sværere at samle sig - eller sådan føltes det i hvert fald.

Han gik direkte ind i nogen med ryggen først og bed tænderne sammen, klar til næste modstander.
Efter et kort missen med øjnene gik det op for ham hvem det var.

Nicodemus.

"Åh. Hej," sagde han med et skævt smil og så på sin ven, som en kat der netop havde fundet sit næste bytte at lege med. 

Det ville gå hurtigt her i starten, mens de var mange i ringen. Nicodemus selv slangede kroppen en anelse for at undgå at være tæt på rebet - men ingen ønskede at stå i nærheden af det, for det betød at det ville være nemmere at tabe.. 

"Slås for helvede! Er I en flok tøsepiger?" De opildende råb lod til at få gang i kampen, og Nicodemus fandt sig hurtigt dukkende sig for en arm, der ellers ville have slynget ham ud over målstregen - værende spinklere end en del af de andre drenge, gjorde ham til et let offer. Ingen havde lyst til frivilligt at stå over for et stort brød..
Han dukkede sig for et slag og fik med en flydende bevægelse fat i hælen på modstanderen, brugende hans momentum til at vælte ham. Nicodemus lagde næsten ikke mærke til den hujen, der kunne høres, som hans sind var gået i overlevelsestilstand, og han vente sig hastigt, som hans ryg stødte mod en ny modstander, hjertet hamrende i brystet på ham..

Henly

"Alle mod alle, huh?" Lød det fra Nicodemus, som antydningen af et smil gled over hans læber. En del af ham havde ikke lyst til at slås mod Henly, men på den anden side, var han nok den mest værdige modstander, han kunne finde i ringen. De var stort set samme højde og kropsbygning, kunne han rigtigt konkludere, nu hvor de stod nøgne over for hinanden, og han tog en god, dyb vejrtrækning. At besejre en Matoni kunne stille ham godt..