Planen var én øl.
En skål for samarbejdet. For successen.
Men én øl blev hurtigt til én til - og så én mere. De andre gav en omgang, og... hvordan kunne Kitt sige nej?

Nogle ville måske mene, at Kitt havde et problem. Ikke at de turde sige det til ham.
Så hvorfor skulle det røre handelsmanden selv?
Han nød bare godt selskab - og godt selskab gik hånd i hånd med alkohol. Kitt kunne styre det. Så fuld blev han aldrig. Det mente han i hvert fald selv.

En brosten stak op, og Kitt snublede. En overrasket lyd slap over hans læber - skarpt, prikkende af irritation.
Han greb sig selv, før stenene krævede ham helt, og rettede sig op i en så elegant positur, som en mand med det promilleniveau nu kunne mønstre.
Kraven blev poppet op, som et sæt tårne om hans kindben, og skærmede mod den kølige vind. Krøllerne, han tidligere havde redt omhyggeligt tilbage, dansede om tindingen; en vild lok snoede sig som et S på panden.

Han tog en dyb indånding gennem næsen.
Og blev stående. Svajende som en stokrose i vinden.

Den varme kro havde dulmet det hele for en stund, men nu, i byens mørke tomhed - kun afbrudt af få, flakkende lygter - trængte virkeligheden ind igen.
Kitt var ikke en mand, der led af paranoia.
Men brevet fra hans far havde vækket noget i ham. En uro. En gammel angst, han ikke havde mærket i årevis; og han hadede det.

Lyden af nogen, der brækkede sig, flængede stilheden.
Kitt blinkede langsomt, tunge øjenlåg løftede sig. Han så hen mod husmuren, hvor en skikkelse stod foroverbøjet og tømte sig op ad murværket.
Han skævede - og fortrød. Næsen rynkede i væmmelse. Stanken ramte ham som en bølge, og det var motivation nok til at Kitt flyttede sig væk.

Med et træt pust, dykkede hans hænder ned i lommerne på frakken, hvis farve mindede om den dybe  efterårspalette. Dianthos lå stadig under en sensommervarme, men nogle aftener var køligere end andre. Og Kitt? Han havde altid været kuldeskær.

Brostenene knirkede under hans støvler.
Med tommelfingeren gned han mod signetringen på sin lillefinger. Tænkte på Ingrid. På deres nye begyndelse. På advokatens ravgule øjne.

Hvorfor i alverden tænkte han på de øjne?

En rotte pilede over gaden, og Kitt trådte tilbage med et sæt - hjertet i et hop.
Han stirrede efter den. Gned ansigtet med håndfladen, efterfulgt af et opgivende træk i mundvigen.

“Skide rotte…”

Fra sit udsigtspunkt på et nærliggende hustag, sad Asad i mørkets ly og holdt øje med de fulderikker, der kom dumpende ud fra kroen i nærheden. Hans mørke tøj skjulte ham imod nattehimlen, men med den mængde alkohol de forbipasserende havde indtaget, havde det sandssynligvis ikke engang været nødvendigt. 

Der var allerede blod på Asad knoer, fra en slåskamp han var kommet i tidligere på aftenen, men han var ikke færdig. Blev han nogensinde færdig? Han kunne ikke være i sin krop, i roen, hvis ikke der skete noget. Som modarbejdede hans krop og hans sjæl hinanden, indtil han ikke kunne hverken det ene eller det andet, og vold var det eneste, der gav ham et øjebliks ro. 

Alligevel lykkedes det ham at sidde i stilhed, imens han spejdede efter potentielle ofre, hans sind fokuseret på den forestående vold. 

Det perfekte offer kunne tage en omgang tæv.
Det perfekte offer havde noget af værdi.

Det perfekte offer var lige gået forbi ham. 

Lydløst gled Asad ned fra hustaget og skyggede sit udvalgte offer - en mand på hans egen højde, klædt i dyre farver, - til de øjeblikket efter var udfor en gyde, og Asad med erfarne bevægelser greb fat om ham bagfra, én hånd over fyrens mund og næse, imens han tvang sin evne igennem ham, tagende synet fra ham. 
Ikke at de behøvede være stille - der var sjældent vagter i dette område, og desuden havde han ikke tænkt sig at være længe om det. Han skulle ikke bruge mere end 5 sekunder, hvor manden ikke kunne se - han skulle bare have længe nok til, som han gjorde nu; at skubbe ham ind i den nærliggende gyde og svinge en knytnæve mod ham.
Han skulle bare have overhånden, mere behøvede han ikke.
Han var ligeglad med, hvor hurtigt den andens syn kom tilbage, og han var ligeglad med, hvor meget modstand der ville være. Han regnede med at vinde, han regnede med at skabe smerte, og hvis han selv blev udsat for det også, så havde han altid oplevet værre. 

Havde han ikke været optaget af rotten - eller bare nogenlunde ædru - kunne han måske have hørt skridtene bag sig. Lagt mærke til, at lyden af hans egne skridt pludselig lød dobbelt. At han ikke længere var alene - og det ikke blot var hans paranoia, der talte til ham tidligere.

Og så - En hånd. 

"Mhfmff!!" Kitts lyde druknede bag hånden, der brutalt blokerede hans luftveje. Et fnys fra næsen slap ud mellem fingrenes sprækker; lavt, frustreret, og skamfuldt. Som en grødet, ynkelig masse. Han genkendte ikke lyden. Hvornår havde han sidst følt sig så desperat? Han ville råbe - kræve at han blev sluppet, men ingen ord kunne forme sig under håndens magt: kun flere, kvalte, støn. Hans egne hænder fløj op, famlende efter angriberens.

Kitts blik flakkede panisk - desorienteret - i et forsøg på at se bagud for at få et glimt af hans overfaldsmand, desværre uden held. Han vred sig i et bravt forsøg på at ryste manden af sig, genvinde kontrol...men han følte sig tung og klodset fra alkoholen. 

Alt sortnede pludselig for Kitt. Mørkere end natten - som blev hans øjne revet ud af kraniet, og dyppet i blæk. Blind... han var blevet blind. Selvom han kunne forstå at hans øjne var vidt opslået, så han ingenting. En overvældende følelse af hjælpeløshed bredte sig i ham. Så hjælpeløs havde han kun følt sig én gang før: som dreng, foran sin far, med hænderne rystende og stemmen knækket.

Hans bevægelser blev febrilske og hjertet hamrede skrækslagent. Det hele så klaustrofobisk. Han greb desperat om hånden, der stadig pressede mod hans ansigt. Prøvede at flå den væk. Med den anden famlede han bagud - efter hår, efter stof, efter hvad som helst at få fat i. Fingrene strejfede kun tætklippet hår, glat og umuligt at holde fast i. Måske fik han revet ham, måske ikke. Han slog, ukoordineret. Skubbede. Men hans blindhed, og alkoholen i blodet, bremsede enhver taktik. Enhver chance. Han kunne høre overfaldsmandens hårde vejrtrækning blande sig med hans egne anstrengte støn.

Kitt var ikke vant til at slås. Han var hverken en kriger, eller kæmper. Et overfald var det sidste han forventede skulle ske. Han kunne mærke en dråbe ramme ham i ansigtet, og så en til. Natteregn begyndte at sile ned. 

Asad lo lavmælt, da manden kæmpede imod. Det var så sølle et forsøg, at han ikke engang gad lade som om, at han tog det seriøst. Hænderne, der kæmpede hjælpesløst imod ham, fik revet ham ned langs kindbenet, men adrenalinen i hans krop lod knap nok Asad bemærke det.

Han slap ham kortvarigt, kun for at smide sit offer op imod muren bag dem. En ubehagelig lyd kom fra kontakten mellem menneske og mur, men Asad bekymrede sig ikke med, hvad den kom af. 

"Det er overstået om lidt." Selvom ordene i sig selv var beroligende, var hans toneleje det ikke - den var hånlig, nedladende og med et hint af latter, som var det blot en leg for Asad - hvilket det på flere måder også var. Var der en bedre måde at bruge sin aften på? Han kunne komme i tanke om kun én, men stolede ikke længere nok på nogen til at blotte sig sådan med dem.  

I stedet lagde han en hånd mod mandens bryst og holdt ham i et stramt greb op med muren, imens han gennemgik hans lommer med den anden. En halvtom pung kom fra mandens lomme og over i hans egen, og, utilfreds med hvad han havde fundet, mødte han mandens blik. Var hans syn ved at komme tilbage? Med et køligt blik betragtede han ham i stilhed. Det var mørkt i gyden, og manden var tydeligvis fuld - Asad havde ingen bekymring om at blive fundet, selvom de i et øjeblik kunne se hinanden an. Tværtimod var der kun få følelser, der kunne hamle op med at lade nogen vide, at han ikke var bange for dem eller for konsekvenserne af sine handlinger. 

"Er det alt du har?" Fnøs han og så dømmende ned ad ham, indtil han fik øje på en kæde, der hang halvt i skjul, og rykkede med ét i den, så den kom af og øjeblikket efter dinglede en medaljon fra kæden i hans hånd. 
Nu stod han, overvejende, stadig med én hånd på mandens bryst og sin opmærksomhed delt imellem ham og medaljonen. Var han tilfreds med sit udbytte nu? - Han mærkede noget krible under huden på sig, en lyst til at lade det gøre mere ondt - på enten ham eller sig selv.

Ryggen ramte muren med et dump, der slog luften ud af ham i en hæs, uværdig lyd. Smerten eksploderede kort – skarp, hvid – før alkoholen lagde et sløvt, brændende tæppe over den. Baghovedet dunkede. Noget varmt løb ned ad nakken. Regn, blod… han orkede ikke at afgøre det.

En lav latter skar igennem mørket - drenget, for ung til at være hærdet, men med den slags vrede, der kun fandt lindring i at se noget smukt blive smadret.

"Hvad fanden gjorde du ved mit syn, din lille satan," hvislede Kitt gennem tænderne og sparkede ud i blinde - klodset, men ikke viljeløst. Han nægtede at stå stille. Nægtede at være nem. Hjertet hamrede bag brystkassen, lige dér hvor den andens hånd holdt ham på plads - som om det slog sig vej gennem huden i protest. Det førte dog ikke til en skid.
”Zalaens,” snerrede han - en forbandelse, ikke en bøn. "Forpulede kloakrotte..."  fingre gravede i hans lommer. Kitt mærkede deres søgen i hastige ryk. 

Han begyndte at blinke. En dråbe ramte øjenvippen. En til. Hovedet vippede uroligt, og verden begyndte at tage form igen - sløret og kantet, men til stede. Et ansigt, skarptskåret og alt for tæt på. Øjne, han ikke kunne bestemme farven på. Unge. Sultne. Koldt tilfredse. Eller utilfredse... Er det alt du har? Han holdt blikket. Ikke fordi han ikke var bange - men fordi stolthed var det eneste, han havde tilbage.

Et let tryk mod hans nakke kom og forsvandt. Noget dinglede foran ham. En kæde. En medaljon. 

Hans mors.

Verden blev så stille, at han kunne høre sit eget blod. Medaljonen svingede foran ham som et pendul - og for hvert lille udsving syntes noget inde i ham at knække. Et halvkvalt gisp forlod hans læber.
Han løftede hånden op, som for at gribe efter den - men stoppede halvt. Fingrene blev hængende i luften. For tæt på til at være ligegyldige. For langt væk til at gøre en forskel.

Hans stemme kom frem, ru og bønfaldende. Ikke værdig. Ikke beregnende. Bare sand.
"Hvis det er krystaller, du vil ha’..." En synkning. "...så kom til Det Halve Svin i morgen aften. Du får det, du vil ha’." Hans blik hang fast på medaljonen.
"Men giv mig den tilbage. Den—" Ordene satte sig fast. Et lille ryk i stemmen. Han blinkede hårdt. "Det er min mors."