Breve skrevet på et tidspunkt i 2019 

Kære Frederik,





Jeg har forsøgt ikke at tage det ilde op… men jeg må indrømme, at jeg er temmelig skuffet over dit fravær på min 16-års fødselsdag, som du nok ved netop er blevet afholdt.



Men frygt ej - jeg er heldigvis et overordentligt tilgivende menneske. Og hvis du vil gøre det godt igen med en lille tjeneste, så kan jeg muligvis se gennem fingre med det.



Hvordan går det ellers? Er du kommet nogenlunde ovenpå igen? Du virkede en smule… medtaget efter din fødselsdag - hvilket jeg naturligvis ikke bebrejder dig.



Jeg selv kan se frem til nogle særdeles begivenhedsløse uger, så enhver form for underholdning modtages med kyshånd.



Din bedste ven,

Viktor

 Det var med en uimponeret mine at Frederik havde læst brevet fra den unge adels søn. Brynet løftede sig let ved anklagerne om ikke at være mødt op til Viktors fødselsdag, men det havde Frederik aldrig sagt ja det. Det var han sikker på. Det havde han da ikke tid til - selv hvis han havde gidet. Viktor kunne glemme alt om en tjeneste...
 
 Læberne havde presset sig lidt anstrengt sammen ved kommentaren til hans egen fødselsdag. Frederik huskede ikke særlig meget fra den. Alt efter deres besøg i læserummet var meget omtåget og fjernt, og de ting Frederik følte han kunne huske gav ingen mening.

Viktor



Selv hvis jeg havde fået en invitation havde jeg ikke kunne komme til din fødselsdag. Jeg havde bedre ting at tage mig til, end at være til en oppustet børnefødselsdag. 



Lader du mig være hvis ikke du tilgiver mig? Jeg tror nemlig godt jeg kan klarer og ikke blive tilgivet så. 



Jeg har det fint. Hvad end du husker fra min fødselsdag er det noget du har bildt dig ind.



Hvad med alle de venner du havde? Hvis de virkelig findes skulle du bruge tid på dem i stedet for at genere mig.



Frederik

"En oppustet børnefødsslesdag!" fnøs han fornærmet, og læste videre med rynket pande. Viktor var sikker på deres aftale. At Frederik havde sagt ja, et henkastet vift med hånden - sikkert for at få Viktor til at holde mund. Men et ja, er et ja. Og Viktor havde ventet. Om Frederik så bare lige havde brugt sin teleportation for at sige hej og gå igen; dét ville have været bedre end ingenting, og skuffelsen der fulgte med. 

Kære Frederik, 



Bedre ting som hvad - sidde at glo ind i ilden? 



Frede, Frede, Frede... ved du hvad? Hvis du gør mig en tjeneste, så skal jeg nok lade dig være. 



Tror du det? At jeg bilder mig ting ind, eller ikke kan kende forskel på drøm og virkelighed? Det kunne være meget muligt, men jeg synes nu jeg husker aftenens begivenheder temmelig godt. Men, jeg er glad for at du har det fint. 



Venner har jeg masser af - Både Henly, Nico, Oliver... men jeg må jo tage mig af min bedste ven, som ikke har andre end mig. Du skulle jo nødig føle dig ensom, eller forsømt, ikke? 



Kan du måske nævne andre navne på din venneliste, end mit?



Din bedste ven, 

Viktor

Han læste sit brev igennem, lettere stolt over sine drillende prik der med sikkerhed ville tirre Frederik. Og hvem sagde egentlig, at Viktor ville lade Frederik være, for evigt? Ikke ham. Det kunne være 10 minutter... 5 sekunder? Men den høje ven bed sikkert på krogen alligevel. 

 Et nervøst jag fes gennem Frederik da han et par uger senere læste svaret fra Viktor. Sidde at glo ind i ilden. Hvad vidste han? Havde Frederik fået sagt noget i fuldskab til knægten om sin fascination? Han sank en klump og lagde brevet væk. Det var jo ikke noget særligt. Han rystede følelsen af sig og læste resten af brevet. 

Viktor



Jeg ved godt du har svært ved at forstille dig hvordan livet som voksen og arbejdende er, men der er ikke særlig meget tid til sjov og ballade.



Frederik - Hvilken lille tjeneste? Noget siger mig der intet lille kommer fra dig. 



Ja. Ja det tror jeg. Du er så virkelighedsfjern, at det ikke ville komme bag på mig med alt det du kan bilde dig ind. 



Jeg er ikke venner med et barn... 





Frederik 

 Det var utroligt hvordan Viktor kunne blive ved med at hænge fast i det med venner. Han var ikke venner med et barn.. Det er da så mærkeligt, om han så er adelig eller ej. 

Gang på gang skulle Viktor høre på Frederik afvise deres venskab, og gang på gang måtte Viktor stå fast. Han var ikke venner med et barn... så var det da godt at Viktor ikke var et længere. 

Han kørte fjertippen fra pennen henover sine læber mens øjnene gled over Frederiks skrevne ord. Forestillede sig ligeså vel at det kunne have været et hviskende kys fra vennen. Et spøgelse af et smil trak op - Frederik havde da ret i én ting; han kunne bilde sig alt for meget ind.

Viktor sukkede så pergamentet dirrede svagt, før han fandt et nyt frem og begyndte på sit eget brev. 

Kære Frederik, 



Så tidskrævende er jeg da heller ikke. Men jeg havde da forventet et brev som det mindste.



Intet lille? Er det en kompliment, Frederik? Du smigrer. 



Tjenesten kunne være... at du er min model? Jeg skal øve mig på anatomi og har behov for nogen med selvtillid som ikke er for genert til at vise sig frem.



Du kan sige hvad du vil - men jeg ser stadig ingen liste med navne. Indrøm nu bare, at jeg er din eneste, vigtigste ven.



Din bedste ven,

Viktor



Ps.

Jeg er ikke et barn længere. Jeg er en ung mand, og det ved du, tak.

Blækpennen blev hængende ved punktummet. Presset ned så det blødte sort på pergamentet. Viktor opdagede det først for sent, og kunne ikke reddes selv da han havde lagt pennen fra sig. 

Det var ligemeget. Til trods for at alt det andet var omhyggeligt skrevet som var det en ny kunstform Viktor skulle udføre, ville det ikke betyde noget for Frederik. Deres brevudveksling betød lige nok til at han overhovedet gad at svare. Viktor håbede dog alligevel, at det betød mere.

Han havde vundet denne runde, hvis Frederik bed på krogen. Gjorde han, kunne han kun håbe at deres adskillelse ville være kort. Viktor ville bare se ham nu...

 Viktors brev kom i en særlig hektisk periode for Frederik. Det var ikke fordi der skete mere end der plejede, men et ubehag var begyndt at krible frem i den unge handels søn. Marlon havde nået alderen og det fik gamle minder og følelser til at boble til overfladen og gjorde ham mere opmærksom på moderens opførsel over for hendes barnebarn. 

 Det var derfor først en uges tid efter brevet var ankommet at Frederik sad ved sit skrivebord, opslugt i sine tanker, at han fik øje på brevet igen og tog det som en velkommen distraktion fra virkeligheden. Som øjnene gled ned over teksten for at genopfriske de selvbedrageriske ord adelssønnen havde skriblet ned, rynkede næsen sig svagt ved Viktors ord om et kompliment. Han havde helt sikkert ikke komplimenteret knægten.

Viktor



Dine ord lyder hule, når det mest tidskrævende du har oplevet er en langtrukken middag. 



Jeg har bedre ting at tage mig til, end at sidde og trille tommelfingre for dig. Jeg er sikker på i har tjenestefolk der glædeligt spilder deres liv på at sidde stille for dig.



Frederik

 Det var ganske bevidst at Frederik undlod at svare på mere af Viktors brev. Zalme nej, om han vil sidde og diskutere venner med et barn.

Selvom Viktor havde rigeligt at tage sig til på Svanholm, kunne han ikke undgå at bemærke, at ingen breve fra Frederik tikkede ind. Skuffet måtte han gå tilbage til dagligstuen, da brevene blev delt ud mellem familiemedlemmerne, og der endnu intet var til ham.

Dagene efter kom der endelig noget, og selvom Viktor prøvede at beherske sin iver og vente lidt med at læse brevet - som for at straffe Frederik for at være langsom - endte han alligevel med at åbne det hurtigere, end han havde tænkt.

Kære Frederik, 



Jeg troede næsten du havde glemt mig, siden dit brev var så længe om at komme frem. Man skulle tro, at det havde taget en omvej. Eller at du nyder at pine mig med din stilhed. 





Du skal ikke undervurdere hvor dødkedelig en langtrukken middag kan blive. Det er ganske forfærdeligt. 



Men Frederik, du er jo mesteren i at sidde stille. Så hvad kan det skade? Jeg placerer dig bare foran en pejs og så er du tilfreds.



Hvornår kan jeg forvente dig tilbage på Svenningsgård? Jeg har jo næsten glemt, hvordan din sure mule ser ud. 



Din bedste ven, 

Viktor  

Frederiks ord var altid så sparsomme, selv i sine breve. Viktor foldede pergamentet sammen, og forseglede det efterfølgende med den farvede voks. Illustreret med de velkendte Alryss svaner. Blikket hvilede på Frederiks brudte segl, som han lod sin finger berøre ganske nænsomt. Hvad foretog Frederik sig lige nu...? Det kunne Viktor kun gisne om.

Med utilfredse, sammenpressede læber begyndte Viktor at skrive et nyt brev til Frederik. Han havde ikke modtaget noget svar fra det sidste han sendte, og han undrede sig over, om det mon overhovedet var nået frem. Frederik svarede ham altid på et tidspunkt... men denne gang var der gået længere tid. Måske var han blot blevet mere travl, som han så ofte påstod.

Kære Frederik, 



Jeg ville høre om du har modtaget mit tidligere brev, eller om det muligvis er forsvundet på sin vej hen til dig?

Eller også er det dit brev, som ikke har fundet vej til mig. 



Uanset hvad, håber jeg at alt er vel og at jeg hører fra dig snarest. 



Måske er det tid til en omgang to af søen? 



Jeg ser frem til at høre fra dig. 



Din bedste ven, 



Viktor

Der gik ikke mere end en dag efter hans sidste brev, før de dårlige nyheder nåede Svanholm.

Ikke bare en brand.
Frederiks hus havde stået i flammer.

Hans forældre havde sagt det med et alvorligt blik og alt for få detaljer. De vidste ikke, om Frederik var i live. De vidste ikke noget som helst. Og det var dét, der fik Viktor til at løbe.

Uroen eksploderede i brystet. Han stormede over gårdspladsen, små sten knagede under hans støvler, og han havde sat i løb hele vejen til Svenningsgård, hvis ikke han var svinget skarpt mod staldene. Det var hurtigere til hest.

Han red som om selve verden var ved at styrte sammen. Som om hans hjerte galopperede løs i brystkassen uden mulighed for at blive indfanget igen.
Novembervinden skar ind gennem stoffet på hans skjorte, men han havde ikke tænkt på overtøj. Ikke på fornuft. Kun på Frederik.

At han ville stå der på gårdspladsen. Med det der utilfredse udtryk, som om vejret var hans personlige fjende; og som om Viktors pludselige ankomst bare var endnu en ting, han skulle tage stilling til.
Og vigtigst af alt... i live.

Men det gjorde han ikke.

Viktor gled tungt ned fra hesten. Jorden føltes pludselig langt væk. Galden brændte bag ribbenene. 
Og det føltes som glasskår da han gik over pladsen med stive skridt, op til døren, og bankede. Et rystende sug mellem tænderne. Luften var kold. Alt for kold.

"Helke…? Ludvikal?" Frederik...? stemmen var hæs og knækket i kanten, men han forsøgte at holde den samlet.

Minutterne trak sig ud som år, før døren endelig åbnede.

Det var ikke Frederik.

"Anett," sagde han hurtigt. Skuffelsen skrev sig uden videre i hans ansigt.

"Unge Alryss," sagde hun overrasket, hendes blik gled ned over hans tynde skjorte og blåfrosne hænder. "Vil De ikke træde indenfor?"

"Er han her...?" Han lænede sig svagt frem, som om han kunne se igennem hende, blot med viljen alene. Øjnene søgende, næsten barnligt håbefulde.

Hun tøvede. Stirrede på ham som om ordene måtte formes, før hun helt forstod spørgsmålet. Men så faldt det hele på plads i hendes blik.

"Helke og Ludvikal er rejst til Azurien," svarede hun stille. "Er De sikker på, De ikke vil med ind? De... De ser forfrossen ud."

Han rystede kort på hovedet.

"Frederik," sagde han, og stemmen knækkede i midten, "er han… i live?"

En pause. Og så:
"Jeg blev fortalt, at kun hans forældre… gik bort i branden. Må Isari tage hånd om deres sjæle. Frederik overlevede, så vidt jeg ved. Men jeg ved desværre ikke meget mere end det… beklager, unge herre.”

Alt i ham stivnede. Hans ben truede med at svigte. Al den ophobede adrenalin forlod kroppen som bølger, der trak sig væk fra stranden og efterlod ham tom.

Men han blev stående. Vred sine fingre som om han kunne vride livet tilbage i dem.

"…Tak," kom det omsider. En tvungen høflighed. Smile gjorde han ikke. Kun øjnene bevægede sig, som en person, der ledte efter noget, der ikke var der.

Han vendte sig om. Hørte knap Anetts stemme bag sig. Alt føltes langt væk. Som om verden udvidede sig i takt med hans skridt.

Og så red han hjem.


---

Viktor sov, men drømte ikke. Kunne ikke smage, når han spiste.
Han skrev tre sætninger og stregede to over. Krøllede pergamentet sammen og begyndte forfra.
Men han vidste ikke, hvad han skulle skrive.

Han havde tigget og bedt sine forældre om at tage ham med til Azurien. Til Frederik. Men de havde rystet på hovedet hver gang. Som om de ikke forstod.
Som om det ikke betød noget.
Men det gjorde det. Det betød alt. 

Da han endelig samlede sig, blev det kun til dette:

Frederik,





Er du uskadt? Er du okay?



Jeg kan ikke stoppe med at tænke på dig. Jeg kan ikke holde op med at bekymre mig.



Vær sød at skrive, når du kan.



Din bedste ven,

Viktor