Det kunne tælles på én hånd hvor ofte Ares nød at arbejde på slavemarkedet - og færre endnu, hvis det var hans fars hånd man talte på.

Dyr, af personlige grunde, havde han altid foragtet. Han så intet kærkomment ved dem - at han end ikke yndede at sætte sig på en kamel eller hest for nemmere transport. Alligevel egnede han sig udmærket som dyretæmmer i Balzeras handelsby. Dyrene lystrede oftere i hans nærvær end hos nogen anden - og han mistænkte sin mærkværdige evne som årsagen. Det var det eneste tidspunkt han var taknemmelig for den; for her tjente den ham godt - hvor den ellers var en torn i øjet resten af tiden.

Hæderligt var arbejdet ikke, og skønt slaveri og handel med sjældne dyr var accepteret på denne side af egnen, var det alligevel ikke noget han kunne tale højt om. 
Hans familie fik selvfølgelig ikke alle detaljer - han skånede dem, som han altid havde gjort; De blev i stedet skænket en version, de lettere kunne sluge.

Rubinien var varm, og i dag var ingen undtagelse. En af de hede dage, hvor en lur i skyggen fristede mere end arbejdet.

Ares satte sig på en kasse, i lastrummet - trods luften var lummer, var det alligevel køligere derinde. Han havde fodret dyrene - hverken med mere eller mindre - og ventede nu på vognen, der skulle bringe en ny omgang sjældne væsner til slavemarkedet. En Snewulliat blev der lovet - hvilket Ares ikke helt kunne tro på, før han så det. 

Han bed proppen af sit vandskind og tog et par slurke så adamsæblet gled op og ned på hans slanke hals. Han hældte lidt vand på hånden og kørte den om i nakken og i ansigtet for at køle sig selv.

Han bevægede sin anden hånd da han mærkede sine fingre summe fra den stramme bandage. Den zalans Krystalkat han skulle tilse imorges, havde langet ud efter ham og efterladt hånden småflænset og blodig. Hvis den ikke ville lystre snart, kunne Ares kun forudse, at den ikke kunne blive brugt til andet end et fint tæppe og en krystal på en ring. Møgkræ.

Heldigvis holdt bandagen tæt endnu, blodet havde kun tegnet en vag skygge i stoffet. 

"Få så lettet røven, Ares. Vi betaler dig ikke for at sidde og dangere den. Var der ikke noget med den Krystalkat?" Lød det vrissent og bestemt fra en ældre herre med tykt sort skæg og turban. 

Ares rynkede sin krogede næse kort, før han vred grimassen til et overbærende smil og løftede triumferende sin indbundne hånd. 

"Jeg er allerede i gang." Og med dét, rejste han sig. De lange skridt førte ham ud fra lastrummet og direkte til burene. 

"Nej ved du hvad," hørte Ares bag sig, og en hånd lagde sig på hans skulder som standsede ham. Det gippede i ham - en refleks så velkendt, at hans skuldre spændte, før han nåede at tænke. Han vendte sig hurtigt, næsten for hurtigt, og stirrede direkte på manden.
Det var ikke den slags berøring, men kroppen nåede som altid at tro det. 

"Hvad så?" Spurgte han, stemmen rolig, men øjnene flyttede sig rundt på den gamle tyran. Uro spirende i maven.
"Ja hvis du ville lade mig tale...Gå ud til teltene istedet. Kunderne vil gerne have en fremvisning af et par af dyrene derude." 

Ares lyttede. Han lod skuldrene falde en smule, lettet.
"Mh, javel." Lydigt, men ikke underkuet. Han kendte dog sin plads. De her mennesker var ikke hans venner. De kunne strippe ham fra hans ære og stilling, som de strippede slaverne fra deres sjæl. Han strammede kæben, og gav ham et stramt smil og kneb øjnene en anelse sammen før han hurtigt lagde an til at gå mod teltene. Han tog ingen chancer. 

Den slanke figur der endnu ikke formede beviser for Jontar af Kazimi præsentationer eller evner. Det gjorde hende intet, hun nød sin petite figur, og at vise den frem i de rigdomme hun havde giftet sig til, gjorde kun underværker. Pompeia var dog ikke fin på samme måder som Kazimi-slægtens egne. Hun foretrak en mere subtilt fremgangsmåde med det. Klare og sarte farver, silkefint og let, let glimmerende af guldstøv. 

Sønnen luntede let omrking, klodsende til tider, men intet hendes personlige slave ikke kunne håndtere. 
Gemalinden frygtede ikke som så at gå 'alene' i handelsbyen. Hun var ikke længere fremmed for folk, og hun agtede hellere ikke at forblive gemt bag murer og slag af klæder. 

"Fyrstebarnebarn vent" lød det fra slaveinden og Pompeia vendte let blikket i den retning, som hendes krudtugle af en søn luntede med sine korte ben. Det var som at se en orkhøne fare efter foder. 

Pompeia bevæget sig lidt i en anden retning, men var ikke blind for faktummet af hendes søn var som sin far og havde hjerte for at  gå direkte til arbejdet. 

Skuldrene let sunket gik hun i sidste ende efter sin høje bevinget slave og barnet der knap nok gik slaven til knæene. 

Det var intet nyt at der var fremvisninger eller salg i gang i slavehandlen, og hun agtede det forblev sådan, selv med hende tilstedeværelse der. Skulle det endelig være, kunne hun altid lige sørge for kunden sparet en snert, blot for at sikre sig, at de ville vende retur for mere. Det var at give lidt og tage mere i diskretion. 

"Sylvan, du skal ikke nærme dig burene" lød det en anelse skrapt fra hende, for at sikre sig sønnen forstod advarslen. Men vidste hun bedre, ville hun vide at sønnen nok ikke helt kunne dy sig. Man så jo med fingrene og ikke øjnene. 
Ingen Kazimi-mænd så jo med øjnene kun. Men hun bevæget sig stille mod burerne med dyderne i. Truede arter, enkelte der nærmede sig grænsen til at være sjælne, og de, som ikke kunne opdrives i nærmeste lande. 

Gemalinden bevæget sig længere ind, ænsede ikke helt hvem hun passeret, før hun nåede til slavedelen med elver, mennesker, halvdyr og mere til. Med en lav og bestemt stemme, gik hun til den aldrende mand som havde ansvaret for dem: "Nok er det slaver vi har med at gøre, men at de ligner noget som har badet i kopis, fremmer ikke interessen for dem. Gør dem i stand," det var ikke en mulighed at modsætte sig, for hun valgte at gå tilbage mod hvor en handle var i gang, med let nysgerrighed ville hun høre med. 

Øjnene skimtede på manden i forbindinger og et arret ansigt. Afventende for at se om han kunne gøre et salg. "Sylvan, kom" lød det fra hende med en lavmælt stemme, som hun så at sønnen var ved at gå i vejen for salget. 

"Oh -"
Ares, der netop havde sat en af de tamme krystalkatte tilbage i buret, mærkede pludselig en tyngde mod sit ben. Et kort sekund troede han, at et dyr var sluppet fri og havde stødt ind i ham - men da han kiggede ned, var det et lille drengebarn.

Han rynkede panden forvirret og skævede til kunden, han havde stået overfor. Men barnet var ikke deres.
"Et øjeblik," sagde han høfligt til manden og satte sig på hug foran drengen.

Hvem i alverden tog et lille barn med på slavemarkedet?

"Hej du," hilste han roligt og strøg hånden gennem de mørke barnelokker. Han lagde hånden blidt på barnets arm for at holde ham oprejst. Han skulle jo nødig tumle rundt. 
"Er du blevet væk?" spurgte han med et varmt blik, mens han hurtigt lod øjnene glide over området for at finde nogen, der manglede et barn. Men drengen så hverken bange eller forfærdet ud - snarere nysgerrig, med hele kroppen spændt af opdagelseslyst.

Han kunne ikke være meget mere end to år. Han kunne mærke en svag irritation nage ham. Samme tanke ramte ham igen: Hvem tog et barn med hertil?

Ares løftede ham op i et snuptag. Rejste sig, lang som han var, og tårnede over de fleste.
"Uihj," mumlede han, og holdt barnet, som en bror vant til småsøstre ville gøre det.

Et par fugle skrappede i burene bag dem, og en af de andre sælgere havde allerede taget over for Ares, som nu, af gode grunde, var optaget af noget vigtigere.
"Nåh, hvem tilhører du?" spurgte han barnet - selvom han snakkede mest til sig selv.

I samme øjeblik, som han løftede blikket for at finde en voksen,
så han hende.

Mørke krøller. Gylden hud, der glimtede som bronze i sollyset. Et slør over skuldrene, let og spækket med guldstøv, som om hun bar solnedgangen selv.

Ares glemte næsten at trække vejret.

Det kunne ikke være hende.
Men det kunne ikke være andre.

Pompeia.

Troen om at, at der var øjne på sønnen, skønt hun selv havde set sig omkring, var i skindets bedrageri. Alle de arrige sjæle der huseret i slavehandlen omkring dets personale var umenneskeligt. Så da hun fik øjnene på sin søn, sit kæreste eje, i hans arme, hævede hun let hovedet. 

Mørket gjorde ham intet godt, men skyggerne dansede alligevel omkring ham som små spøgfuldheder. Sønnen var som sædvaneligt i sit muntre es. En dyb vejrtrækning fandt sted og hun trådte nærmere, skønt hendes slave selv skulle til, indikeret hun med hånden i et let tegn til, at hun skulle forblive stående. 
Det kunne de tale om senere. "Sylvan, hvis din far ved hvor meget ravage du laver er det som ham som føder et æsel" sagde hun stille, dog højt nok til at Ares ville kunne høre det. 

Uden at sige noget i første omgang, tog hun hænderne under sønnens arme for at få ham tilbage til sin egen favn, skønt hun syntes han var lidt for stor til at blive båret omkring - det krævede han nok i dette tilfælde. 

"Han lavede vel ikke rod i dit salg, vel?" spurgte hun og vente sit fokus mod drengen med et mere ømt udtryk og med den nu frie hånd lod den prikke drengen på næsetippen, så han ville klamre sig lidt mere ind til hende. 

Det emmede at dystreheder bag Ares, det kunne da fornemme, men intet skreg igennem portalerne mellem åndernes rige og dette rige. Det blev stille tydeligt, at hun inspiceret ham fra top til tå, som han var en af slaverne selv. 

Ares’ bryn løftede sig en anelse - halvt i forundring, halvt i usikkerhed - da Pompeia kom nærmere. Et instinkt fik ham til at rette sig en smule op. Agtpågivende. Kunne hun genkende ham?
For han kunne have genkendt hende hvor som helst.

Og så talte hun. Ikke til ham - men til barnet i hans arme.

Han blinkede sig tilbage til virkeligheden, lod blikket glide fra drengen til Pompeia.

Det gik hurtigt op for ham... at det var hendes barn. 
Han sank en klump, trak et forsigtigt smil op i mundvigen, og justerede grebet om hendes søn, der uroligt møvede sig for at komme alle andre steder hen end hos ham.

De udvekslede ikke et eneste ord, men han ventede. På noget. En reaktion. Et blik. En genkendelse.
Hun tog barnet tilbage, og i det korte øjeblik hvor de stod tæt, stjal han et blik mod hende - som han havde gjort det dengang.

Da hun endelig talte til ham, sendte han et henkastet blik mod sin tidligere kunde og trak lidt på skuldrene.
"Slet ikke," sagde han roligt, men kæben spændte sig kort. Hans blik faldt på Sylvan - det blødte op, blev mildere... Men med eftertænksom kant før han så på Pompeia igen. 

Hans sommerveninde.

Ares mærkede hendes øjne på sig, som kunne han have siddet i burene med dyrene han normalt fremviste. 
"Pompom," kom det endelig, som en udånding - som havde han forsøgt at holde det tilbage, men ikke længere kunne.
Navnet smagte både sødt og farligt.

Smilet voksede, men forblev en smule tilbageholdt. Noget dirrede under overfladen - forvirring, nostalgi, længsel. "Det er virkelig dig." Uden at tænke, lagde han sin hånd på hendes arm. En gammel gestus. En venskabelig berøring. Han kunne ikke lade være. 

Det var ikke i den forstand at hun havde glemt Ares, men han stod ikke øverst på hendes erindrings liste. Det var stemmen som sørgede for, at hun genkendte individet, ansigtet var for mærket efter hånden til, at hun altid kunne sætte en finger på det. 

I øjeblikket var hun alligevel mest optaget af sin søn og hans nu genkendelige omklamren til hende. Til tider havde Pompeia måtte affinde sig med, at alt drengen ville have, var hans far. Så da svaret på om salget var blevet forstyrret blev givet, ænsede hun det ikke helt, men hun blev hevet tilbage til virkeligheden, da Ares kaldte hende et forlængst glemt kælenavn, og et navn som kun kom fra Jontars mund nu til dags. 

En letter overraskelse var at ane på hendes ansigt, og den blev forfulgt af et forvirret udtryk da han lagde sin hånd på hendes arm.  Uden dybere omtanke, trak hun let armen til sig og skabte en afstand. 

Det var ikke anstændigt for hende, eller for ham. "Ares," lød det blot kort bekræftende fra hende. 

"Jeg vil råde dig til ikke at gøre det under sådanne omstændigheder" - anede han ikke hvem hun var? Men hendes reaktion fik Sylvan til at reagere i form af usikkerheder. Drengen lignede nu ikke længere helt sin far så meget med den adfærd. I et let forsøg på at omfavne sønnen, tyssede hun let på ham. 

"Ikke et ord til Jontar omkring det her," sagde hun over skulderen til sin slave (og de andre skjulte påsatte slaver der altid fulgte med en), velvidende det næppe ville ske. Men hun agtede selv at fortælle de ting. 

Smilet falmede da Pompeia trak sig fra ham, og hans hånd sank langsomt. Fingrene spændtes en anelse - ikke i vrede, men som hvis kroppen selv måtte forstå, at kontakten var afbrudt. Ares kneb øjnene sammen i et forsøg på at forstå, og hans blik flakkede hurtigt rundt på hende. Skuldrene sank. Det var hende. Selv med forandringen.

Men hun genkendte ham - selvom hans navn lød fremmed på hendes tunge, kunne han høre at hun huskede ham. Det trak et lille, næsten tilfredst smil frem i hans mundvig. Men kun kort. 

"Hvilke omstændigheder?" Hans stemme bar et fnys, halvt grin, halvt uforstående. For var de da ikke hævet over omstændigheder? De var ikke ligefrem fremmede, vel? Men Ares' grimasse blev anspændt da han så hvordan hun så på ham, og hvordan Sylvan blev urolig. Som om et lille klap på armen ville vælte det hele og verden med. Noget strammede sig i luften. Han mærkede det straks - som et tyndt lag glas mellem dem. Og han rettede sig op, automatisk, instinktivt. Skuldrene tilbage, som om han stod foran en flok dyr, der endnu ikke havde besluttet sig for at angribe.

Han vidste ikke hvad han havde forventet ved deres genforening. Nok ikke ligefrem et lattermildt knus - det havde aldrig været hendes stil - men alligevel noget mere... dem?

Med et løftet bryn kastede han et blik over hendes skulder, da hun talte til nogen bag sig. Slaver, så det ud til. Af den dyrere slags. Han rynkede let på næsen og så nu rigtigt på hende med et stille elevatorblik: tøjet hun bar, hvad det betød. Hvem hun var nu i forhold til dengang. Det var ikke hans sted at dømme hende... Hun var ikke den samme. Men det var ikke nødvendigvis dårligt.

Hun havde klaret sig.

Godt for hende. Han mente det. Eller - han ville mene det.
Det dunkede lidt under brystbenet, men han ignorerede det. Hun var hans sommernats drøm engang, men det var jo længe siden. Alt for længe.

Og så hørte han navnet. Ares stivnede. 
"Jontar?" gentog han med løftet bryn, stemmen pludselig skarpere. Ikke vred - bare overrasket. Som en mand, der pludselig hørte vinden vende. Jontar Kazimi? 

Et kort ryk i kæben. Pompeia. Og Jontar. Den kommende kronprins, og hånden der fodrede Ares. Det gav ingen mening. Og alligevel gjorde det. Selvfølgelig havde hun valgt det sikre. Det storslåede. og Ares kunne ikke engang blive sur. Ikke rigtigt. Han smilede, men det nåede ikke øjnene.

"Du..."  

"Ares!"
Et dunk i ryggen - ikke venligt, bare hårdt. Den gamle tyran var trådt frem. Ares stønnede svagt og bed tænderne sammen, mens han rettede sig.
Tilsynsføreren så først forfærdet, så opfarende på Kadayf sønnen, som kunne han ikke tro sine egne øjne og ører. 

"Vis dog noget respekt for den kommende fyrstinde."

Fyrstinde, tænkte Ares forbavset. Han skævede til hende - ikke ydmygt - fra sin tvungne, foroverbøjet position tilsynsføreren forsøgte at holde ham i, men som en mand, der forsøgte at forstå et stykke nyt teater. Så hun var altså Jontars hustru. 

Det burde skræmme ham, men det gjorde det ikke.
 
"Ærede fru Kazimi," tyranen bukkede ærbødigt og sendte hurtigt Ares et truende blik, før han glattede udtrykket til et stramt, servilt smil og opførte sig som havde englene bestøvet markedspladsen med deres gunst. 

Hvilket de næsten også havde gjort, tænkte Ares tørtvittigt - mest for at holde sin overraskelse i skak.

Tyranen forsatte, "Jeg beklager hvis min dyretæmmer har fornærmet Dem - Ser De... han har været for meget blandt bæsterne til at kende forskel på rang og respekt." Undskyldte han på slavemarkedets vegne og Ares', men ikke uden at sende et stik i retningen af Ares først. Den skæggede mand gled hænderne sammen. Som en rigtig fedtet ål, kunne Ares ikke lade være med at sammenligne ham med. 

Ares så på ham - og så på Pompeia.

Han sagde ikke noget.
Men hans blik sagde meget.

Underliggende kunne hun se det hele i skyggerne. 
Skeletterne kriblede og kravlede omkring ham, bag ham, op ad ham; det hele rakte og strakte efter hende som skrig af rædsel. Var det ren og skær indbildning eller i sandhed det som foregik. Pompeia holdte sin forfatning, intet skulle få hende til at krakelere. End ikke ham. Slet ikke ham. 

Sylvan, sønnen, var årvågen som sin fader, men forsigtig som sin moder. 
Klynkende lyde var alt han gav fra sig, som han gang ind til hende. 
"Du er virkelig som en hovedløs orkhøne,". Om hun talte til Sylvan eller Ares var ikke til at sige, men uanset hvad, var det passende til dem begge. 

Men slaven af hendes fik overrakte Sylvan med en hvis forsigtighed, og hun vendte sig halvt væk fra Ares som hun gjorde det. Med en stille stemme var ordren klar. "Bring ham hjem og sørg for han er ren, mættet og lagt til lur. Lad Jontar vide, at jeg vil tale med ham før aftensmad." Vigtigheden af sætningen, den underliggende dialog, var tydelig. 
Et kys, luftkys blev sendt afsted som hun så sønnen blev båret ud derfra, og Pompeia nåede at skifte sit fokus, som tilsynsføreren kom til syne. 

Et formelt smil blev malet på. "Intet er hændt, han skulle faktisk til at vise nogle af jeres seneste bæster frem," lød en hvidløgn, men alligevel var der en snert af sandhed i det, da hun agtede at se hvad der var bragt ind. 

Mildheden i hendes blik var blevet udskiftet med en stivhed og bestemmelse uden lige. 
De var to om den kamp. 

"Ville det passe ind i jeres dagsorden at han viste dem frem til mig nu?" tillod hun sig stille at spørge, som hun var en gæst i eget hjem. 

"Nåh, gjorde han... jamen."
Ares kunne se, hvordan den gamle tyran famlede efter ordene - tydeligt rystet over muligheden for, at han kunne have taget fejl. I samme sekund løftede Ares brynet fornøjet. Han havde ikke forventet en lille hvid løgn fra Pompeia, ikke i den situation, de befandt sig i. Et lavt fnys slap ud, næsten stolt, da han tog et overlegent skridt væk fra tilsynsføreren - en bevægelse, der markerede ny afstand. Det var godt at se, at Pompeia stadig havde det i sig.

Ares rettede sig op og blev stående, blikket hvilende på hende. Han nød, hvordan hun kunne få den gamle tyran til at svede. Men hans mimik forblev neutral - kun hans øjne afslørede det.

"Jamen, selvfølgelig, ærede fru Kazimi - De er altid velkommen til at se på Deres inventar."
Den gamle Tyran bukkede let, mens han trådte baglæns for at give plads. Manden sendte Ares kun et kort blik - et, der vekslede mellem utilfredshed og mistænksomhed, før han vendte sig om, da det endelig føltes tilladt.

Ares skænkede ham ikke en tanke. Hans blik havde været låst på Pompeia hele samtalen igennem.

Da de stod alene, lagde han hovedet let på skrå og kørte en hånd gennem nakkehårene - rusket dovent i sine krøller.
"Jeg skulle til at vise dig, bæsterne, ja?" gentog han, og hævede øjenbrynet yderligere - som diskede han hendes hvide løgn op på et sølvfad og inspicerede den.

Mundvigen sitrede i en skæv antrækning.

Ares så på hende, som om intet var ændret for dem, og lagde armene over kors. Et mildt fnys undslap ham - ikke helt til at tyde. Som om han vurderede hende. Eller indså, at han havde fejlvurderet hende tidligere.

Tilsynsføreren var underordnet for omstændighederne, dog en let forhindring for dialogen der uden tvivl ville udfolde sig. Kendte hun Ares ret, eller retter sagt, erindrede ham korrekt, var dette ikke overstået. Hans blik og kropsholdning sagde det hele. Det syntes ikke at hue ham, og alligevel var hun i tvivl. 

Pompeia tog sine vanlige rolige vejrtrækninger, ryggen rank og skuldrene tilbage. Afventende for at den ene forsvandt og den anden gik i gang. 

Øjnene kneb let sammen i en trækning som han tiltalte hende i dus og ikke dis, men hun agtede ikke at synke ned på hans niveau og rette ham. For hun var bedre end det, meget bedre end det. 

Roligt nikkede gemalinden. 

"Det hjælper ikke at se på mig, som jeg var et af dyrene du skal til tøjle, Ares." sagde hun stille, en anelse skarpt. Pompeia vendte blikket væk og så i retningen af hvor inventaret ville være. "Faktisk, har du en orkhøner som er lille af statur, tam, men ikke skræmt?" spurgte hun og afventede at han ville vise vej til et eller andet sted. Hvis ikk han agtede at opfører sig som en ansat, måtte hun opfører sig om det blev forventet af hende. 

"Hm." Et tænksomt smil løftede sig over hans læber, mens han drejede ringen på sin lillefinger mellem fingrene.
"Jeg ved allerede, at du ikke er en, man tøjler, Pompom."
Forsvarede han sig med et smil, der blev hængende et sekund for længe - som om en erindring strejfede ham. Noget, han havde lagt bag sig… eller bildt sig ind, han havde lagt bag sig. Smilet gled bort, da han hævede brynet.

"Og beklager," tilføjede han let, "foretrækker den ærede fru Kazimi at blive tiltalt De?"
Trykket på efternavnet var næsten umærkeligt, men det lå der - som en stilfærdig prikken til et meget større spørgsmål: Så… du har giftet dig med Jontar af Kazimi?
Der var et ironisk slør over Ares’ ord, blødt som silke, ledsaget af et glimt i øjet; ikke hån, blot et drillende, nysgerrigt prik. Men under lå en vægt af noget andet, som gjorde, at det ikke blot var en spøg for ham. Han søgte efter hendes reaktion. For hvad var de nu? Hvis ikke dus - hvad så? For fremmede var de jo heller ikke. Men der var måske en udløbsdato på deres... ja, venskab? 

Han rullede skuldrene en omgang, lod blikket glide mod burene og tilbage til hende.
"Ingen orkhøner," sagde han kort, tonløst - som om emnet om dyr allerede kedede ham. Pompeia var langt mere interessant; kunne de ikke tale om hende i stedet? Han bevægede sig langs burene og gav et vink til, at hun kunne følge.

"Vi har en krystalkat." Et svagt træk i mundvigen, men ikke et smil. "Ikke tam. Endnu." Hvis nogensinde.
Ares kunne dog aldrig finde på at sælge hende det hidsige kræ. For det var den samme krystalkat, han tidligere havde overvejet, hvis skæbne kun kunne blive en fremtidig pelshat; flængen under forbindingerne mindede ham stadig om det.

Hans blik gled roligt over burene. "Den tamme er netop blevet solgt." Bemærkede han med et brum, som om hans tanker allerede var videre. Eller et andet sted. 

Ares standsede, lagde en hånd i siden og drejede sig mod Pompeia.
"Er det til din søn?" spørgsmålet blev stillet roligt, uden skarphed - næsten som om han ikke helt kunne skjule en oprigtig nysgerrighed. Og nysgerrig var han jo. Der var et glimt af den gamle Ares i blikket, et øjebliks varme midt i den ellers neutrale facade.

Gemalinden havde ikke gjort mange bevægelser eller gestikulationer, men hendes krop havde sagt mere end hvad tilladt var. Blikket søgte en anelse hemmeligheder af hans, men intet kunne ses så nemt på en som ham. Ares solgt dyrene, hans varetagelse af dyrene var ikke i hensigt til at opdrage dem til at dræbe, men kun underholde folk. Ikke at Pompeia helt nød af den tanke, da dyrene var levende væsner og skabninger. De dyr hun og Jontar havde, det var deres kæledyr, deres behåret-børn.. Men på den anden side, med fyrst Sephyran af Kazimis gener, var de nok også garanteret et behåret barn. 

Hun tippede hovedet en let anelse og trak mildt på smilebåndet. Sendte ham en mildhed hun så sjældent gjorde nu til dags. Det var fra hendes unge dage, før alt dette. De milde øjne der så de dødes pinelser. 

"Tiltal mig som du ønsker Ares, det er ikke mit job at korrigere dig" sagde hun med en stille og silkeblød stemme. Men hun bevæget sig endelig en anelse tættere mod ham, det kunne ligne meget i sekundet dertil, indtil hun stod tæt nok til at hun skulle læne hovedet tilbage for at se op på ham. 

"Kan du ikke se ligeheden mellem ham og hans far?" spurgte hun, som det var en hvisken mellem dem. Intimitet kom i mange former, og dette var en af slagsene. Men tættere kom han heller ikke end dette. Det var besluttet for længst (af hende). De gyldne øjne så op på ham, at hun ikke kunne skjule den snert af udvidelse der forekom i pupillerne. 

Kazimi slægten, få af dens medlemmer, kendte til Pompeias evner og forståelse af dem. Endnu færre forstod hvilken psyke det krævede af hende ikke at blive hyldet ud af den. Ares havde dog kendskab til evnens første opstand, hvordan hun kunne se det, som ikke sås af andre og hørte hvad hvordan de skreg op. Men hvordan hun sidenhen havde udviklet og trænet sin evne, det var ham ukendt. 

Hvorfor hun godt turde hviske det næste: "Du har endnu ingen spøgelser i skyggerne, er det ikke rart at vide?" 

Ares forventede ikke at Pompeia pludselig stod bag ham. Så tæt. Det fik pulsen til at danse kortvarigt i brystbenet, og kun ganske flygtigt, kunne overraskelsen ses i hans mørke øjne. Hånden i hans side, slap, og armen kom ned at hænge. Ikke hendes job at korrigere ham... Det måtte han hæve brynet af, for... var det ikke netop dét hun kunne nu? Men det glædede ham alligevel - som en lille beskyttet varme i hans indre der spredte sig, ved synet af den Pompeia han kendte. 

Til trods for højdeforskellen, følte han alligevel hendes intimitet. En hvisken der næsten kyssede hårene på hans arme. Trængte igennem hans klæder og mærkede ham. Spørgsmålet, der ikke var andet end retorisk, fik en mærkelig lyd til at forme sig i Ares' hals. Noget der skulle lyde som et ubekymret brum, men der i stedet mindede mere om en jamren. Bare tanken... og han skød den væk med tvungen lethed. 
"Desværre..." sagde han lavt, og trak et ironisk smil frem i mundvigen, "men hans øjne minder om dine." 
Der skete altid noget elektrisk mellem dem... (eller var det kun i ham?) når Pompeia blev sådan her. Hun stillede sig på kanten af hans grænse, og blev der. Både dengang, og til hans overraskelse, gjorde hun det også nu. Ares så på hende og smilet forsvandt langsomt. Med et udtryk af dyb absorbering. Og hun duftede af noget luksuriøst. Han kunne dufte hende - trods højdeforskellen: en smuk duft, som nyskåret træ. Et stik af selvbevidsthed ramte ham - og han håbede ikke at hun kunne lugte dyrene på ham, og møget der sad i hans tøj. 

Ares' øjne vandrede på hendes ansigt. Det gyldne blik der tog ham ind - og han kendte det blik. Det kunne se langt mere end bare ham. Han vidste hvad hun gjorde - og dét var både en velsignelse og en forbandelse. Endnu ingen spøgelser... Det fik ham endelig til at fjerne blikket fra hende, og han så frem for sig. En uro dansede i blikket. Et gammel sår der truede med at sprænge op. Han tog et skarp sug ind mellem tænderne, før han slap luften fra sig igen. 
"Pom..." han rystede let på hovedet. Han kunne ikke rigtig tro hende - ikke med det der var sket. Ikke når det var hans fejl. Han lukkede øjnene, og tvang fornemmelsen af sig. Trådte et skridt tilbage og fandt et behersket smil frem. 
"Beklager hvis jeg stinker," undskyldte han, som var det hele grunden til at han trak sig. 

Hun vidste præcis hvad hun gjorde, og at det måtte føles som mavepuster for ham, ikke at han virkede den mindste smule stakåndet eller i iltmangel. Men Pompeia tog sine egne kampe, som han, og Jontar af Kazimi, gjorde. Morskaber, kaosset, nærheden og ensomheden det måtte forvolde dem. 

Kunne hun bebrejde ham for ikke at have været der når det endelig gjaldt? Jovist, og nok gjorde hun det også på sin egen måde..

Gemalinden skilte let sine læber fra hinanden, som hun skulle have vejret ind på ny. Var det at hun glemte at trække det i sekundet, eller ville hun bare ikke kunne dufte eller lugte ham? Det måtte uvisheden til. Men hun lod mundvige famle let som hans desværre måtte lyde. "Er det jalousi jeg kan fornemme eller spiller du blot med følelserne for at få min evige sympati..?" og hun lod smilet blomstre let igen, da det ikke gjorde hende til eller fra. Glæde havde hun rigeligt af, og hun nød det ganske godt. Men Ares formåede da endnu at overraske hende, som han kunne svøbe sig let under hendes hud. 

Men tætheden voksede som kontinenterne der brød deres veje for at skabe grøfte. 

Det var alligevel tid til at træde tilbage i rollen som evigt og altid. "Nuvel" lød det og hun lod blikket falde til siden og drejet hovedet let, så krøllerne svang sig dansende langs kinderne. "Det er næppe du, men dyrerne eller den tilsynsførende. Men en krystalkat siger du?" for at vende dialogen tilbage til hvorfor de var her. "Hvor lang tid skal du bruge på at gøre den tam, og ellers skal jeg nok selv få gjort den tam" lød det som en stille ildevarslende trussel (for ham og katten). 

Er det jalousi… En latter kildede i hans hals, men døde der - som om kroppen nægtede at give hende den fornøjelse. Alligevel trak mundvigen sig skævt, med en træt charme, han ikke helt kunne styre. "Er det dét jeg har? Din sympati?" Hans øjne rullede let, og hånden lavede en løs, afvisende bevægelse - ikke mod hende, men mod den fornemmelse, der havde sat sig under hans fregnede og arrede hud. For at tage afstand til hendes blomstrende smil der, som Kiles Fred, var så smuk at man nær glemte, hvor dødbringende den egentlig var. 

Åh? Ares løftede et imponeret, hvis ikke overrasket, bryn af hende ved den ilter trussel der forlod hendes læber. Sagt med sådan en ro at det næsten kunne overhøres. Men han kendte hende. Dødbringende, så sandelig. Han så blot på hende et par sekunder, noget i blikket der næsten sagde; ja så? Og armene lagde sig over kors. i en afslappet, men tydeligt "kom an"-gestus. 
"Kan du overhovedet tæmme en flue?" drillede han, og den skæve mund kunne ikke skjule den varme, der sivede ud gennem revnerne. Pompeia kunne altid trække smilet ud af ham - også når hun ikke burde. Utroligt hvor hurtigt, én kunne falde tilbage i gamle vaner. 

Han så mod krystalkatten. Ingen sympati for den overhovedet. Hans kæbe gled let, som om han tyggede på et svar, før han så på hende. Han havde ikke et decideret estimat. 
"Er du sikker på at du ikke hellere vil vente på noget andet?" det var sagt mildere end før, stadig Ares, stadig kant, men farvet af noget, der lignede omsorg. Eller beskyttelse. "Orkhønen, for eksempel - som du selv nævnte." Et løst skuldertræk.  Han kunne allerede forestille sig det: Sylveons lille hånd mod en krystalkats lunefulde temperament. Og han ønskede ikke at være den, der samlede konsekvenserne op. Eller fingrene.

Det stille mimik som var skåret i marmor og bronze gav sig let som det ene bryn gav et let løft. Pompeia tog en vejrtrækning som kontrolleret og stilfærdigt, at end ikke brystkassen gav sig i det. Var de stille begyndt på en lille intim dans af overvejende ord og blikke, eller snoede han hende om sin lillefinger. Men noget gemalinden da hade erfaret sig, var at holde bolden i sin egen banehalvdel, hvorfor hun ikke nænnede at give ham så meget mere af den fornøjelse (for nu). "Indtil min evne fortæller mig andet, så er det min sympati du får, indtil den dag, jeg kan give dig noget empati.." 

Det var nok at hun kunne se Jontars spøgelser fra tid til anden, den ene værre end den anden - og hvis blot han havde de værste tilfælde med sig. Men hvis var blot et drømme ord i Kazimi slægten. 

Krystalkatten gav sine hyl fra sig og hun satte sig let på hug nær det og stirret mod bæstet så fint. "Jeg tæmmede Jontar, og du, så bæster er næppe udfordringer" der var intet lag i det hun sagde, hun betvivlede ikke sine egne evner. Ares var af samme kaliber som disse bæster, såvel var Jontar. Isoleret, forberedt og forfærdelig taktisk. 

Som hun drejet fokuset om mod Ares, så håret hoppede let, trak hun let på smilebåndet, som hun havde vundet. "Skaf mig den orkhøne til min søn og bring den til hjemmet, men jeg tager katten med til mig selv, og skulle den ikke lade sig samarbejde, kan Talice al Kimera altid tage den med på en flyve tur" varslede hun som det intet betød. Men det gjorde det da selvfølgelig..

“Sympati er mindre forpligtende,” sagde han med et halvt smil. “Det klæder os begge." Trods den legende tone lå der noget sigende i ordene.

Ares fulgte Pompeia med blikket. Hendes kjole rørte gruset, støvede de lyse kanter da hun satte sig på hug foran buret.

..og du. 
Han så tilbage på hende. Sætningen forlod hende såre simpelt. Som var det en erkendelse mellem dem begge - en han først lærte nu. Brynene løftede sig interesseret. Nysgerrig. På hvad hun dog mente. Han havde aldrig lagt låg på sine følelser for hende dengang, men han havde heller aldrig sagt dem højt. Så hun havde vidst det hele tiden? Haha. Tungen pressede mod ganen. Sikke dog en grusom kvinde. 

Et fnys forlod ham. 
Da hun så op, var han allerede i bevægelse - knæet mod gruset, vægten let fremad, tættere end nødvendigt. Ikke hastigt. Ikke forsigtigt.

De mørke øjne fandt hendes. Så nær, at han kunne se lyset danse i dem. Honninggylden selvsikkerhed - den slags, der ikke bad om plads, men tog den. Han lod armene falde omkring hende, ikke rørende, men indrammende. En gestus, der sagde mere end ordene burde. Hænderne lå på buret og det raslede bag dem. Måske... han havde brug for at blive tæmmet lidt mere? 

Hendes triumferende smil lå ukueligt på læberne, og han lyttede, men blikket dvælede ved den bløde bue på hendes mund når hun talte. Og så smilede Ares endelig, som vågnede han fra sin hypnose, mødte han hendes øjne. 
"Så gerne, hvis fyrstinden ønsker det," et undertrykt kluk sad i halsen, og forlod ham som et lavt prust fra næsen istedet. Han fjernede blikket og lænede sig mere ind. Tæt til hendes øre, "Jeg må bede Dem om at flytte Dem dog..." lidt for dæmpet, "så jeg kan få bæstet ud til Dem, mhm?" 

Han så på hende igen, med en påtaget uskyld, mens fingrene pillede ved burets lås. Et sekund. to... og så rejste han sig fra hende da det blev for faretruende tæt. Han sendte et flygtigt blik rundt for at se om nogen havde overværet det. 

Men brynene rynkede let da det gik op for ham hvad Pompeia havde sagt. Talice? Det navn huskede han. En flyvetur...? Det kunne kun lyde som hende. Kendte de hinanden? Ares kommenterede dog ikke på det. 

Tiden kunne syntes at frøse omkring dem, men intet stod alligevel så stille, at det ikke kunne ses eller mærkes. Pompeia måtte dog erkende en mild overraskelse da hun pludselig ænsede ham så tæt, at hun var fanget mellem ham og buret. Øjnene åbnede sig mere op som pusten hobede sig op i hende. 

Pompeia vidste, at Ares vidste, at hun vidste, hvad han gjorde. Det grænsede sig til ulovligheder, som han havde et dødsønske af Jontars klinge. Men hun holdte sine reaktion til det minimale. Den varme luft i hendes øre, der kunne få nakkehårene til at rejse sig. 
Forinden at gemalinden kunne nå at svare, havde han flygtigt flyttet sig og tjekket sine omgivelser som et dådyr der sikret sig skovbunden var uberørt af trusler. 

"Tak" var det simple og intetsigende ord for hvad han lige gjorde. Hun rejste sig selv, foldet hænderne pænt front for sin figur. "Jeg finder min søn og vil vente på dig og katten derude," sagde hun og tog en dyb vejtrækning og bevæget sig pligtopfyldende væk fra ham. 

Det var blevet lidt for tæt... en grænse Ares ikke skulle krydse - slet ikke med tanke på hvilket sted i livet Pompeia befandt sig i; Hustru, mor... fyrstinde. Han indså det først bagefter. Hånden gled skyldigt om i nakken og han så først væk, for så at se tilbage på hende da hun rejste sig. 

Jo... støvet sad forsat på hendes klæder, bemærkede han. Sad han også stadig et sted i hende? Alt for besværlig at vaske af - for, som de havde siddet så tæt, flød der noget rundt i honningen der ikke virkede kalkuleret. Måske havde han alligevel rørt noget i hende, der hverken var sympati eller empati... men noget farligere. 

Pulsen slog tungt i ham. 
"Selvfølgelig." Svarede han, som var de ikke andet end fyrstinde og vilddyrstæmmer til hinanden. Selvfølgelig.
Blikket hang ved hende da hun i al sin ynde bevægede sig væk fra gerningsstedet... og Ares' dumheder. Et træk i kæben, før han vendte sig om og gjorde krystalklatten klar. "Så blev din skæbne alligevel til mere end en pæn hat," mumlede han til den, "men... det kan nås endnu - hvis du så meget som river hende, forstået?" Han pegede sigende på katten og den hvæste bare og lagde de store ører bagud. "Jaja." Brummede han træt af den. Hvæse kunne den få lov til - han stak hånden ind til dyret i et snuptag og fik den, besværligt, proppet i den magiske kasse der ville bedøve dens sanser og holde den i ro på turen til paladset. 

Zalaens lille dyr havde bidt ham i tumulten. Men det kunne han trodsalt forholde sig til.