Fortidstråd, år 2023 april-marts måned.

Alt hvad der kunne og skulles ordnes, var ordnet. Det lovlige, såvel det ulovlige, og han havde ikke forvildet den unge adelige ind i det, som ikke var til gavn for hans image. Richard så det hele som en værende succes; men det gjorde han nu ganske generelt. For trods sammenstødningerne med Oskari , den lille husarer af attitude, var intet andet end på nakken. 

Richard skænkede ikke den bitre smag i munden nogen synderlig tanke, for han havde lige så stille erfaret, at den smag mindede ham blot om Viktor. En saltet smag, som end ikke havvandet kunne efterlige. Billederne af hvordan kvisten, som efterhånden ingen kvist var, kunne se så stakåndet ud, men endnu have luft til at lade deres intime kys udfolde sig. Et blik, og en let trækken på mundvigen af glæde, fik ham til grynte af sig selv. Stop dig selv. 

Regnskaberne flød overbordet, men intet var mikset sammen. Til højre lå alt det, som skulle kunne fremvises for flåden og det til venstre, eksisteret ikke. Han fik sat sig tilbage i det og skrev stille i kursiv datoer, beløb, betalende, mellemmænd - alt der var faktuelt. Navne som nogen ville kunne genkende med lethed. Eksemplerne var ganske få. L. Hanson. 
Lidt diskretion var der dog. 

"Kaptajn!" blev der kaldt, og Richard løftede blikket, som han sad i et bogholderi, uforstående over for forstyrrelsen, men alligevel fristet nok til at rejse sig og forlade bordet. "Roret har fået noget i spænd, vi har brug for eks-" og talen blev overdøvet, som han forlod kahytten og lod døren stå på klem. 

Han stolede på sin mænd, alle (minus en) vidste alligevel hvad de foretog sig. 

Turmelinien havde sat sig i hans hud som støv, som duften af noget, han aldrig helt kunne vaske af. Det burde have føltes som en sejr - som frihed - at mærke begæret gengældt. Men alt det, han havde drømt om, da han i stilhed havde betragtet Richard, havde vist sig at smage anderledes, når det blev virkeliggjort. Rigere, ja - men også skarpere, som noget man kunne skære sig på.

Det åd af ham på mange måder. Det smagte som forfinet vin presset på de sødeste druer. Men for Viktor havde vin, uanset dets sødme, altid båret en bitter eftersmag. Viktor havde altid troet, at han kunne gå igen, når han ville. At hans hjerte nok ville bløde lidt, men at han til sidst stadig ville eje sig selv. Men noget i ham var blevet givet væk - frivilligt, hengivent - og han vidste ikke, om han nogensinde ville få det tilbage. 

Måske var det sådan, han elskede. Som en gave, ikke et bytte. En brik af sin sjæl lagt i hænderne på dem, han betroede sit hjerte til. Og noget af ham tilhørte nu Richard. Det havde slået ham ud af kurs, som et stormvejr på havet ville gøre det ved en erfaren sømand. Viktor var ingen af delene. Han var blot en forelsket ung mand.

Et øjeblik, og alligevel hang det ved ham som en evighed. Hvert skridt tilbage på dækket havde føltes tungere. Han havde ikke sagt det højt. End ikke til sig selv. Men han vidste det godt: At han ikke kunne tage Richard med hjem. At det liv, som ventede ham derhjemme, allerede var begyndt at forme lænker omkring hans håndled.

Nu måtte han bare få det bedste ud af det - ikke tage sorgerne på forskud, og udnytte den sparsomme tid han havde med Richard. Viktor havde netop afsluttet en af sine mange opgaver på skibet, og greb nu fat i håndtaget til Richards kahyt. Men da Viktor kiggede ind, var kaptajnen ingen steder at se.

Han trak lidt ud i sin skjorte for at give luft til brystkassen før han gav et sidste kig over skulderen og trådte ind. 

Med tiden havde han lært at aflæse Richards tilstedeværelse i det små - i lagnernes folder, duften i rummet, skrivebordets kaotiske orden. Ved første øjekast så det uoverskueligt ud, men trådte man nærmere, opstod et mønster. 

Fingrene gled tankeløst over træet, mens hans øjne dovent lod sig føre hen over ordene på dokumenterne. Han havde intet bedre at tage sig til, mens han ventede på, at Richard vendte tilbage. Med et kedsomt suk pillede han lidt ved papirerne og skulle netop til at gå hen og lægge sig i sengen, da noget i bunken til venstre fangede hans opmærksomhed.

Et navn, der var så velkendt, at han ville reagere på det uanset hvor mange år der gik – Hanson.

Men det kunne umuligt være...
Viktor løftede papiret. Ved første blik lignede det et almindeligt regnskab - men navnene var forkortede, beskrivelserne vage, beløbene sprang i mønstre, der ikke gav mening, og intet stemte overens med det, han netop havde skimtet i den anden bunke.

Han tog tøvende et nyt ark op. Så endnu et. Øjnene bevægede sig hurtigt, næsten febrilsk - som om han var i kapløb med en erkendelse, han helst ville undgå.
Det var, som om noget langsomt foldede sig ud foran ham.

Han ville helst afvise tanken, men alt i ham begyndte at forstå...

Et mærkværdigt udtryk gled over adelsdrengens ansigt - som en, der netop havde opdaget en sandhed, han ville ønske, han aldrig havde set. Han kørte hånden op gennem sit krøllede hår med et kort, stødvist åndedrag, før han lod papirerne falde - som om en så simpel bevægelse kunne viske det hele væk, blot ved at fjerne sig fysisk fra dem.

Uvisheden lagde sig som en ulmende dis i luften. Evnede man sådanne muligheder, ville kan kunne se hvordan det osede ud fra kahytten. Giftig og kvælende. 

Men Richard ænsede intet, ingen gjorde, man arbejdede og havde til øje for at gøre det, som man var i færd med. Så at holde øje med Alryss var i ingens interesse, for knægten klarede sig ganske godt efterhånden. Hærdet, som han var en del af dem. Det gav lyd fra sig, som de brød med træet der var næsten lige så kompakt som sten. Men i sidste ende, fik de ordnet roret. Det tog længere tid end forventet. 

Varmen satte sig lidt i dem, men i sidste ende blev der klappet på ryggen af hinanden. Gensidigheden og respekten var tydelig. Richard lod sine mænd komme tilbage til sit, som han ville tilbage til sit. 
Desuden skulle papirerne gemmes væk i væggene, hvis nu de skulle rende ind i flåden; Som sædvanligt. Det var jo simpel chikane. 

Men som han kom til sin kahyt, så han døren stå en anelse mere åben end da han forlod det, ganske vidst kunne det have været Charles der havde været forbi kort, men hovedet løftede sig i takt med den ranke ryg, da hans cognac farvede øjne så hvad der stod derinde - og med hvad det stod med i hænderne. 

Han lukkede døren bag sig og stilte sig foran den lukkede dør, men sagde intet. Afventede en form af reaktion fra den unge adelsdreng. 
Men Richards mimik sagde mere end rigeligt, at han skabte afstand fra det intime forhold han havde haft viklet sig ind i med Viktor, til det lå udelukkende professionelt. 

Han følte sig svimmel - og han kunne ikke engang give havet skylden. 

Blikket sitrede, fjernt og uforløst, stadig i færd med at forstå - men det stivnede, da Richard trådte ind i kahytten. Viktor løftede hovedet - munden en anelse åben, som om han manglede luft. Hans øjne mødte kaptajnens, og i et splitsekund havde han håbet på indsigelser, bare en smule varme - det havde næsten været lettere end det isnende blik, der mødte ham og stak i hjertet. En stille, ordløs afstand; som hvis Viktor kiggede på en fremmed, der bar Richards ansigt. 

Hans blik flakkede fra Richard, til arket der igen havde sneget sig op i hånden, før han med et lille ryst lod det glide fra sig. Munden var stram, men ikke vred - endnu. Kun såret. Forrådt. Som om hele hans krop prøvede at forstå. Det måtte være en misforståelse, men Richards stilhed, fortalte desværre noget andet. Alligevel blev længslen i blikket hængende - et sidste barnligt håb om, at det hele ikke var sandt.

"Det..." Han kunne næsten ikke finde sin stemme. Pusten var taget fra ham, og han rømmede sig stille. 
"Det er en spøg, ikke?" En smerte sev ud gennem de brune øjne, selvom han ikke rørte en mine. Benægt dét. Sig det er en spøg. Hans brystkasse løftede sig hurtigt og sænkede sig langsomt, mens han så afventende på Richard. 

At se på Viktor, var som et se det sidste stykke kage blive taget fra en lille adelig snotunge, der var vant til at få hvad end det peget på. Det bristende blik bar dog ikke på uretfærdighed eller hovmod, men fortvivlelse og sårbarhed; det gik lige i hjertet på ham - desværre. 

Richard ånde let ud gennem næsen, og tog en dyb vejrtrækning, så brystkassen hævet sig bredt. "Viktor," lagde han ud, trods for, at alt i ham havde bedt til, at var blevet hr. Alryss. 
Han tog et skridt frem og frigjorde, så højre kunne række ud efter pergamentet i favnen på den anden. I et forsigtigt træk, forsøgte han at tage det fra Viktor. 

"Har du spørgsmål, så stil dem, og jeg skal hvad for nogle svar jeg kan give dig", i virkeligheden handlede det om, hvad svar han ville give ham. Begrænset omend alt. 

Hans navn lød i det mindste som sit eget i Richards mund. Men han kunne ikke afgøre, om det gjorde det bedre eller mere smertefuldt. Den unge adelssøn rankede sig en my, da han så Richard træde tættere på. Det krævede åbenbart alt i ham, for da kaptajnen tog papirerne, havde Viktor ikke engang kræfter nok i fingrene til at holde fast.

Richard benægtede stadig ingenting. Det fik de små, naive håb i ham til at smuldre. Han udstødte en kort, lille lyd - en næsten lydløs latter, kvalt af vantro. Han skulle se, hvilke svar han ville kunne give?

"Du kan jo starte med sandheden." Hans blik flakkede på Richard - skiftevis undersøgende og præget af svigt. "Har du hele tiden..." Ordene satte sig fast i halsen. Kæben spændte let. Viktor vidste ikke, hvordan han skulle formulere sig. Hvad var det rigtige spørgsmål at stille? Hvad kunne fikse det hele?

For det var ikke kun Richard, der havde svigtet ham - det var også hans egen dømmekraft. Han havde mærket noget ægte i Richard og stolet blindt på det. Men nu stod han tilbage og følte sig som en dreng, der legede voksen uden at kende reglerne.

"Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig om det her?"

Der var en form af spændingsoverfalde i det som skete nu. Målet var blot at holde vandet fra at flyde over, men spørgsmålet kom til at handle om Viktor kunne beherske sig. 

Du kan jo starte med sandheden, og det var vel egentlig simpelt nok. "Okay" lød det kort fra Richard. Han valgte aktivt at ignorerer de andre halve spørgsmål, det var jo ikke sagen relevant. Viktor var blevet holdt ud af det, for ikke at involvere i det, så han blot var et offer for konsekvenserne. 

"Et arbejde er et arbejde, og en fragt er en fragt. Alt sker med kontrakter, betalinger og håndteringer efter niveau" kort sagt og lige til øllet. 

Men en lille opfølgning: "Det var ikke dit at medvirke til, hvorfor du ikke er inddraget i det,". 

Viktor blinkede. Et ryk i kroppen, som om nogen havde slået ham i brystet.
"Ikke dét?" Øjenbrynene spændte sig i frustration; stemmen rystede i brydningen. Blikket blev anklagende - men der lå noget desperat i kanten, som ikke ville give slip. Sårbarheden lyste igennem, sat op imod en impulsiv, næsten barnlig vrede og forvirring.

"Så jeg betød ikke nok?" Stemmen knækkede næsten, før han rettede sig.
"Fordi jeg alligevel rejser om nogle uger, synes du, det var i orden at skjule det for mig?" Han vendte sig halvt væk, men standsede. 

Noget i ham nægtede stadig at give slip.

"Er det pengene?" spurgte han lavt, stemmen anstrengt. Øjenbrynene trak sig op under krøllerne, mens blikket søgte tilbage til Richard.
"Altså, hvis du... hvis du er i knibe, så måske-måske kunne jeg hjælpe."
Bekymring og medfølelse stod malet i de brune øjne.
"Jeg vil hellere det end... end se dig sådan her."
For hvem ved sit rette ville frivilligt vælge sådan en levevej, hvis ikke det handlede om gæld?
Blikket flakkede kort hen over Richards ansigt. Søgende. Forvirret. Men velment.

Set i bakspejlet, så var det kun Viktor Alryss, der kunne få det hele til at handle om ham, end hvad det egentlig handlede om. Som at tale med en teenager - eller en umoden voksen som Oskari. Men næsten skamfuldt, at sammenligne Oskari med Viktor i denne hændelse. 

Richard, blinkede tungt og havde en noget så nonchalant mine malet henover sit ansigt. 

Skønt den snart fyrre årige mand var klar til at give et svar, fortsatte adels ynglet. Men det sidste der flød ud af drengens mund fik Richards bryn til at rynke sig let og han så misfornøjet ned for sig. "Det var et professionelt valg jeg tog, da mine mænd ved hvad vi erhververe os med, og ingen af os agtede at inddrage en adelig i dette, når det blot handlede om en dannelsesrejse, før skoene skulle pudses op igen." 
Han mente det, som han sagde det. Viktor vidste nok godt selv, at han i sidste ende ville blive opvartet i hoved og røv når han engang kom hjem igen. 

"Skønt det ikke ved rører dig, så har jeg gjort dette siden du blev født. Så beklager jeg åbenbart er endt sådan her, Unge herre." Under bæltet stedet, men Viktor bad selv om det. 

Richard trådte efterfølgende tilbage, som han havde indsamlet alle pergamenterne der ikke vedkom Viktor. "Vi kan sætte Dem af ved næste havn og skaffe Dem en karret hjem," sagt med en monoton tone, og hænderne der mødtes midt for med stakken af pergamentet i den ene hånd. 

Afventende for, at se Viktors reaktion. 
Afventende for, at se om de skulle sætte ham af. 
Afventende for, at se hvordan dramaet skulle slukkes for. 

En protest vækkede sig i ham. En vrede over at blive reduceret til noget så overfladisk.
"Er det alt hvad du ser mig som?"
Håbet døde lidt mere i Viktor, hver gang Richard talte, men aldrig sagde det rigtige. Det var som at forsøge at redde noget, der allerede var sunket, og først nu gik det op for ham, at han hele tiden havde stået alene med redningsvesten. Illusionen af at være blevet en del af mandskabet, opløste sig som dug for solen. Unge herre, kaldte Richard ham, og Viktor stod tilbage, knust. Næsten hjælpeløs i det øjeblik. Det var dér, det gik op for ham at han måske aldrig havde været lige med Richard. Ikke i hans øjne. Ikke i virkeligheden. Den Viktor, der havde troet sig ligemand, var i virkeligheden bare en gæst. En dreng, der havde lånt sin plads ved et bord, hvor han aldrig var blevet inviteret.

Afstanden mellem dem var ikke engang særlig stor, men det føltes som var de kilometer fra hinanden.

Hans intentioner faldt til jorden, og Viktor forsøgte at redde sin stolthed ved at presse læberne sammen. Han rynkede næsen, så fregnerne kortvarigt dansede med hans sammenpressede mimik. Det, han havde malet som ideal, krakelerede for øjnene af ham som flager af gips, der blotlagde noget langt koldere nedenunder. Richard havde været hans sikkerhed, hans pejlemærke. Og nu? En fremmed med en sandhed i hånden og ingen varme i stemmen. Det slog luften ud af ham. Næsten.
"Hvem er du?" Det kom lavt, næsten til sig selv. For han kendte åbenbart ikke manden foran sig. Selvfølgelig gjorde han ikke dét, tænkte han tragisk - Richard havde aldrig lukket ham ind. 

"Men, hvorfor?" vred det sig ud af ham. Øjnene søgte Richards med en blanding af bøn og anklage - som om han ville råbe, men bad om at blive holdt om i stedet. Viktor ville kun tro at det kunne være en ydre faktor der fik Richard til at vælge sådan en vej. Det måtte det være. Viktor skulle til at træde hen til ham, lægge hånden på hans arm så han kunne se ham i øjnene. Se, at den Richard der stadig var hans Richard, fandtes derinde. Prøve at forstå. 

Og så kom tiltalen, som kun nogen ville tale til en adelsherre. Richard fremmedgjorde alt hvad de havde haft i det øjeblik. Og alt Viktor havde forsøgt, var at fikse det ødelagte. Han trak sig, som blev han brændt. Ikke af flammer, men af is. Han så med en målløs skuffelse på kaptajnen i stilhed. Som om den kunne tale for sig selv.
"Bare sådan?" sagde han endelig, en flad latter undslap ham, og han slog armen ud til siden i afmagt. "En vogn og et farvel? Jamen hvor barmhjertigt af Dem, Kaptajn." Kom det fra ham, som et spydigt forsvar og lagde armene stramt over kors.

Richard var det isbjerg, der for nogen kunne syntes ud af række højt over havfladen, men måske ikke havde et så dybt fundament; og vice versa for andre. 
Virkeligheden var dog en anden. Han var mindst lige så høj og rubust i det over overfladen som under i det dybe hav. Han kæmpede for sit, prioriteret lighedsprincipper over den ydre magt adlen og kongeriget havde skabt i form af ubalance. Viktor var et offer for denne ubalance, svøbet ind i sine fine tekstiler, beriget med det friskest af hvad madverden kunne byde på. Aldrig i frygt for uretfærdig behandling baseret på sin etnicitet. 

Så at han nu stod der, endnu i sit ego trip. Richard havde været autentisk og ægte over for ham. Så ægte i en nuance af, hvad der lovlige gik ud på. Sørget for, at han ikke blev kontamineret. 

Men Viktor ønskede at blive kontamineret. Spørgsmålet var, hvorfor ?

Et suk. 

“Hvem jeg er ?” gentog han stille. “- søfarer, smugler og far.” Svaret var endeligt. 
Men Richard agtede ikke at forblive i dette ‘skænderi’, for der var intet at tale om. Viktor var på dannelsesrejse, de andre var på arbejde. 

“De kan også få en jolle og ro til land selv, stjernerne er deres kort. Så spar mig for spydighederne, knægt”, vrissede han og valgte at træde ud af sin kahyt og lod døren smække i. Han smækkede den i. Ulmende af vrede. 

Men hørte man efter, kunne man høre hans vrede, grove, stemme beordre en af dem om at tage sig af Viktor. Han ville være en del af besætningen og det skulle han nok få lov at føle nu. 

Så en af de få som kendte Viktor lidt, bevæget sig mod kahytten. Edmund, den fremmede man der syntes så godt om Viktor kom til syne. Med et forsigtigt smil. 

Alt det, Viktor havde troet på, rådnede ved roden.

Søfarer, smugler og far.
Viktors udtryk lukkede sig. Blikket blev vurderende, men stormen i øjnene rasede stadig. Han havde et barn?
Det havde Richard aldrig delt; og nu serverede han det som et kynisk og endeligt faktum. Ikke som tillid. Ikke en indrømmelse, men en markering. En påmindelse om, at Richard aldrig havde tænkt sig at lukke ham ind. Han forstod pludselig, hvor lidt han havde set under overfladen. Og hvor meget han havde ønsket at se mere.

Det var ikke engang dét, han havde sagt - men hvordan han sagde det. Det der 'knægt'. Den måde, Richard havde ladet ordene sive ud af munden på, som noget han havde tænkt før. Måske længe.

Og stjernerne...
Det var næsten det værste. Han kunne lige så godt have stukket ham med en kniv, og vredet til. Et personligt angreb - og Viktor vidste, at Richard vidste det. 
Richard havde lært ham at tyde stjernerne. Noget han havde betroet ham. Og nu kastet hen, som var det aldrig andet end en simpel kendsgerning, et værktøj. Ikke en gave. Ikke et øjeblik. Ikke dem. Et af deres mest forbundne øjeblikke, nu reduceret til støv.

"Jo tak!" råbte han efter ham. Ikke i taknemmelighed, men som protest.

Han var blevet afvist i pureste format. Og det materialiserede sig kun yderligere, da Richard smækkede døren bag ham. Med vilje. Med kraft. Så det rungede i Viktors indre som en dom. 
Stædigt forsøgte han ikke at reagere, men det hårde smæld fik alligevel de intense øjne til at åbne sig et my, mens brynene løftede sig - ufrivilligt af chokket. Men han blev stående, forstenet. Det brændte i næsen, og spændet i kæben begyndte at give ham hovedpine.

Døren knirkede kort efter og Viktor ænsede Edmund over skulderen som han trådte ind. Men han magtede ikke selskab når han var oprevet. Ikke nu.
Han vendte sig væk, så den anden ikke så ham sådan. Hans bryn lå i dybe furer, blikket fæstnet til gulvbrædderne og armene strammere over kors i sit forsøg på at holde sammen på sig selv.
Vejrtrækningen kom i små, korte krampetrækninger.

"Jeg kommer om lidt," sagde han lavt. Ikke en afvisning. Et skjold. Men stemmen var mat, som var han blevet slået udenpå... og indeni.

Storme kom sjældent nådesløse til havs, og Viktor havde sat skælvet i værk. Han kunne være den kolde og varme luft front der stødte hidsigt sammen i stridighedens kamp, så vel han kunne være jordskælvet der satte bølgerne på overarbejde og skabte oversvømmelser og hvirvelstrømme. 

Richard skulle have afstand. For alles skyld. 
De verbale pisk faldt langsomt hurtigt til værks. 

Edmund rynkede let på brynene og rynkede skævt på mimikken, som han åbnede døren op for at gøre plads til Viktor. “Vi går i lasten og ordner nogle sikringer der nede,” lød det inviterende, men han trådt videre ud og regnede stærkt med Viktor ville følge med, selvom det krævede de passeret Richard. 
Men Edmund vidste, at Richard næppe ville sænke Viktor et blik, og gjorde han, skulle han for Gudernes skyld ikke prik til bjørnen. 

Men som han kom under dækket og gik mod den ene ende af hvor lasten stod, rømmede han: “Han har ikke altid været sådan, eller jo. Men han har aldrig før tilladt adelige at være ombord på hans skib,” lagde han stille ud, som han tumlede med rebene.

Et langt, træt suk forlod ham. Alt han bad om var blot fem minutter til at samle sig - men han forstod, at det kunne der ikke blive noget af. 

Så han forberedte sig mentalt på at forlade kahytten. Løftede hovedet, og tørte ansigtet med sin håndflade – bare i tilfælde af tårer. For øjnene var blanke, men om han havde grædt, havde Viktor ikke lagt mærke til i sin vredesrus. 

Han trak vejret dybt ind og ud, vendte sig så mod Edmund og mødte hans blik. Han kørte en hånd gennem krøllerne.
"Lasten, ja," gentog han – en flig af normalitet. Men stemmen var fjern. Distræt. Et halvhjertet forsøg på et smil vibrerede i mundvigen, men det landede ikke. Brynene forblev forpinte og frustrerede.

Viktors skridt havde tyngde. Når Edmund ikke så på ham, gled hans udtryk tilbage i tavs frustration. De stødte kortvarigt på Richard - uden at sige noget. Det sad som et slag i maven på Viktor. Men han tog ikke blikket fra Richard og så på ham med stolt hævet hage, trods læberne var presset til en bitter streg. Til sidst sank blikket, som om også det havde fået nok.

Da de nåede lasten, lod Viktor hænderne finde vej til det velkendte. Der var ingen varme i bevægelserne, kun mekanik. Men det var bedre end intet.

Ved lyden af Edmunds stemme stivnede han. Turde ikke først se på ham, men gjorde det til sidst.
"Nej, det kan jeg forstå," sagde han lavmælt. Brynene i en rynken. Hjertet blødte, men heldigvis kunne det ikke ses.

Han lagde hovedet på skrå og fjernede blikket fra Edmund igen. Tænkte. Som om han smagte på noget, han ikke helt kunne bedømme. Et øjebliks stilhed lå mellem dem.

"Hvor længe har du sejlet med ham?" spurgte han så. Blikket forblev rettet mod det, han havde i hænderne. Som om spørgsmålet blot var fyld. Noget at sige for ikke at forsvinde helt ind i stilheden.
Men tonen var en smule for jævn, for anstrengt rolig. Og den lille hårde kant i det sidste ord kunne ikke skjules helt.

Edmund lod Viktor lidt selv styre sin arbejdskraft og gøren. Selv dobbelt sikret han blot at lasten var bundet fast og sikret, at intet stod forkert. 
For alt man så i last rummet var alt det lovlige. Der var intet at komme efter, absolut intet. De tomme pladser der så endelig var, var fra den fragt de havde haft med sig. Så selvfølgelig Viktor aldrig ville have haft set noget. 

En lille nynnen forlod dog frommede mands svælg. Men han rettet sig lidt og så om på Viktor, tyggede lidt på spørgsmålet der var blevet givet. “Femten år vel, Charles har kendt ham længst og været med ham siden dengang de var ude og sejle med andre, den gang de var på din alder. Men siden hans far død, så formede han sig. Han var hvert fald ikke helt den samme, hvad Charles har sagt“ fortalte han uden at gøre et nummer ud af det. 

Edmund bukkede sig for at samle et løst liggende reb op. “Dick er ikke så nem at komme tæt på, men han passer på sine mænd, Viktor. Så hvad end hans årsag har været for at du måtte tage med, så må du have overbevist ham om noget” sagde han med en lille fortrøstning af et smil og en let klukken af latter. Håbende for, at Viktor løsnede op. 

For hans stædige væsen syntes at mindes som Richards. Utålelig svær at bryde ind til. 

Hænderne standsede langsomt med at arbejde da Edmund fortalte. Viktor så koncentreret hen på ham, og noget i blikket ændrede sig, da han nævnte Richards fars død. Sympati, der kortvarigt lagde sig over vreden. Tanker om Richard som ung, hvem han havde været dengang kontra nu. Viktor var så nysgerrig, og ærgret på samme tid over, at han aldrig ville komme til at kende den Richard.

Viktor lo lavt da Edmund gjorde. Men det var ikke en rigtig latter - mere et opgivende pust af luft, der smagte af salt og ironi.
"Overbevist ham..." gentog han tørt, mens hænderne fortsatte med at sikre rebet, lidt for omhyggeligt.
"Det var Charles, der overtalte ham. Jeg var bare… tålelig nok." En pause, efterfulgt af et lille skuldertræk.

"Richard håbede vel, at jeg ville falde overbord før første havn." Et halvt smil trak i mundvigen, men forsvandt hurtigt igen. Måske havde Richard haft det sådan i starten, men det var alligevel ham der hjalp ham med hans søsyge den første nat. Han pressede tungen mod indersiden af kinden. Viktor havde groet på Richard, som mos på en sten.

"Men... femten år. Det er alligevel lang tid at holde nogen ud." Han kastede et blik hen på Edmund - hurtigt, som for at tjekke om han trådte nogen over tæerne.
"Så har I altid..." han skubbede kæben til siden og tav. Vidste Edmund at Viktor vidste hvad de egentlig foretog sig? Nok ikke. Han valgte at sige noget andet. 
"Hvad skete der med hans far?" Kom det lidt mere nænsomt - i respekt for den afdøde og Richard. "Det lyder som om det ændrede alt," tilføjede han.

“Charles kan meget, men at få Dick til at gå mod sine egne værdier, så er det grundet brug af magi” lo Edmund og rystede på hovedet ved tanken. Urealistisk at forestille sig noget så tåbeligt. Jovist Charles kunne ligge et godt ord ind for ham, men der skulle mere til. 

Men alligevel så Edmund uforstående på Viktor ved den anden bemærkning. Han kunne ikke se det for sig. Men hvis Viktor havde pisset Dick så meget af, kunne han så presse ham derud? 

Edmund lænede sig lidt op ved en af kasserne og kløede sig i sit skægget. “Det er vel en god sjat år ja, ganske normalt for folk i vores branche” sagde han stille. 

Edmund brummede kort: “En mand i flåden, en af Riten slægten, skulle vidst have sunket hans fars både og benægtet alt. Men de har aldrig kunne lide hans far eller Dick, grundet hans mor, og denne mands søn, du har mødt ham, blondt hår, gråd blå øjne og lille fisse karls overskæg. Han gør alt for at fælde Dick,” fortalte han stille og vævede lidt mod gangen for at se om der kom nogle ned. 

Edmund rømmede sig lidt og hostede kort: “Dick risikerer hvert fald kun sit eget skin for at redde os andre hvis flåden skulle finde noget” sagde han og gik mod Viktor. 

Han sagde ikke noget i starten - lyttede bare. Øjnene åbnede sig foruroliget, brynene løftede sig til nyheden. 
"Flåden myrdede Richards far?" Det var svært at forestille sig for en ung adelig - men intriger, og korruption lå vel ikke så fjernt fra virkeligheden. En verden han ikke havde været synderligt tæt på, før nu. Han knugede hænderne en anelse. Over uretfærdigheden i det hele.
"Det har han ikke fortalt mig," sagde han lavt, men nok mere til sig selv end til Edmund.  

Han nikkede derefter til beskrivelsen af Riten sønnen. "Jeg husker ham godt." Viktor forsøgte at genkalde sig deres interaktion. "Han yndede mig nærmest ikke et blik." Han havde for travlt med at rende i hælene på Richard.

'Dick risikerer hvert fald kun sit eget skin for at redde os andre hvis flåden skulle finde noget'. 
Viktor kørte en hånd om bag nakken. Blikket flakkede, som om noget kompliceret gled gennem ham. Han lænede sig mod et par fastspændte kasser og stak hænderne i lommerne, mens blikket sank mod skosnuderne. Væk i tankerne.

"Edmund..." begyndte han tøvende, blikket i sin forvirret glans. Han rettede sig op, da Edmund nærmede sig, og trak hænderne op af lommerne.
"Jeg så noget jeg ikke burde." indrømmede han. Et beklagende udtryk malede hans unge ansigt. Han så væk fra den store, venlige mand og lod blikket glide mod loftsbjælkerne, som om de kunne give svar. Hans hjerte hamrede ubehageligt.
"Jeg ved, hvad I laver... hvad I også laver." Han spændte kæben, og mærkede igen følelsen af at stå med arkene i hænderne i Richards kahyt. Det var, som om det hele skete for ham på ny.

“Aye, men flådens besætning nægtede det, og flådens ord er hvad man går med, frem for en simpel fisker” - stemmens blødhed blev en anelse mere stilfærdig og rolig. Edmunds blik flakkede kort mod Viktor, men skævede væk for at overveje hvad han kunne gøre eller sige. 

Skulle han begynde at træde varsomt eller blot agere som han altid gjorde i sådanne tilfælde. At holde Richards gode navn i det gode skind. Alt andet forekom ham unaturligt. 
Dedikeret for sit erhverv; dedikeret for sin arbejdsgiver og ven. 

Men Edmund fik skubbede sig op fra halenbenet der hvilet med kassen og trådte hen mod Viktor og lagde tungt, men alligevel fjer let hånden på den unge mands skulder. “Dick fortæller ingen om sin opvækst, da han ikke kan lide at blive set på med det der blik af medynk, hans mor er af topalis folket og hans far var fra Norden, og dengang i nogens øjne var beskidt, og gjorde ham beskidt” Edmund manglede ordene for at beskrive det lidt pænere. Så han håbede Viktor forstod påpasseligheden med det han fik af vide. 

Men et lille klem blev givet på adelsdrengens skulder: “Jeg gør blot hvad han fortæller mig, han står alene med alt det ansvar, så hvad end du så, må du selv tage med ham, på hans måde” foreslog han og slap skuldren. 

“Jeg går i den anden ende, tjekker du om der er andet hernede som mangler ellers find en af de andre” og stille forduftede Edmund mod den anden ende af lastens deck.

Viktor blev stående, som om hånden stadig lå på hans skulder.

Han så efter Edmund - og stirrede blot frem for sig med et blik, der til sidst ikke så noget.

Så kom det, lavt, næsten uhørligt:
"Men hvis det går ud over ham... så kunne I vel bare lade være?"
Spørgsmålet hang i luften, rettet mod intet og ingen, og alligevel til alle på skibet. En barnlig bøn - Viktor kunne selv høre hvor naivt det lød i hans ører da det blev sagt højt for ham selv. 

Han sukkede tungt, magtesløs. Ingen gav ham de svar han søgte. Med et højt snøft vendte han rundt på hælen for at gøre arbejdet færdigt. Edmund tjekkede den anden ende, så Viktor kunne lige så godt gå den modsatte vej. Han puffede hårdt til et stykke reb der lå og flød, før han samlede det op og pakkede det væk. En stribe af snavs lagde sig over Viktors næse, da han gned sig i ansigtet. 

Tanker om Richards opvækst - de hadefulde blikke han tilsyneladende måtte have mødt. Og hvad havde Viktor sagt til Richard da han fik at vide hvad hans herkomst var? 'Det forklarer din glød'. Han havde ment det som en kompliment dengang. Da de sad i sengen; foden i kaptajnens hænder. Nu virkede det som en latterlig kommentar, efter al den smertelige kontekst der måtte have ligget bag den information. 
"Fjols." mumlede han skuffet om sig selv. Den indre konflikt boksede ham stadig i brystet. For Richard havde stadig holdt alt det andet skjult for ham. og alligevel ønskede han, næsten idiotisk, at forstå ham. At kunne række ind og finde det sted i Richard, der stadig var til at nå. Men kun hvis Richard kom til ham. 

Alt var sikret i lasten, og det der kunne samles fra gulvet, var blevet fjernet så ingen kunne vælte over det. Han kiggede rundt, for at se om han kunne få øje på Edmund, men han havde ikke set mere til ham. Han prustede lavmælt, før han gik op ad trapperne til dækket.