Ethelihn stirrede ned på bunden af mjødkrudset, som om spejlet i den døde mjød kunne vise, hvor hun skulle tage hen næste gang. Det føltes som en evighed, siden Mørket var blevet spredt for alle vinde. Der var intet tilbage. Hun havde rejst landet rundt, i skjul, som skjult skibslast, gemt sig i bunden af kærrer, under kutter, taget ruterne gennem vildnisset for at finde nogen, der ikke havde givet op. Nu var hun selv ved det. Det skete hver aften omkring midnat, paradoksalt nok der, hvor mærket lå tungest.

Norvig var ikke trofaste tilhængere af Lyset. Ej heller var Balzera, for slet ikke at nævne elverly eller Kzar Mora. Eller Tusmærkely. Men Belzera og Kzar Mora var oversvømmet af dæmoner, Elverly lod ingen komme ind uden spidse øre, Tusmærkely lod alle komme igennem, mod betaling hun var mile fra. Norvig var ligeglad. Det var hendes første hjem. Der, hvor hun lærte hvad ufrivillig  aneksering betød. Her kunne hun stadig nyde en smule frihed. Hendes nu kridhvide hår var stadig bundet op, så det ikke bevægede sig, og hun havde ikke brugt sine magiske evner offentligt i mange måneder. Men hun kunne spise sin mad i fred. Troede hun.

Ethelihn, der rigtigt nok havde haft nattesort hår, så op, da døren gik. Man vidste aldrig. Nogen kunnen have genkendt hende. Nogen kunne have sladret. Nogen kunne have fået den gode idé at patruljere, eller sende nogen. Manden, der kom ind, var i hvert fald ikke af Lyset, så blikket faldt igen. Et glimt i hukommelsen sendte en ildevarslende strøm ned gennem rygmarven helt ned i mellemgulvet, væltede ud i resten af kroppen og spændte hendes hæle mod gulvet klar til at sætte af mod nærmeste udgang. Hun genkendte ham. Men hvis han ikke var her rent tilfældigt, kunne der kun være så få grunde til at en lejemordiger opsøgte nogen helt ude i den hvide ødemark. Var det slut nu? Han havde fundet hende før heroppe, hvem sagde, han ikke havde gjort det igen. Ånden forlod hendes lunger. Hvis det var slut nu, så havde hun tænkt sig at drikke sin øl færdig. Hun tømte den og så op. Han var jo ligeglad med svaret på det spørgsmål.

"Kender vi hinanden? Mit hår har altid været hvidt. Det falder i med sneen, sagde min mor."