Hun lod ikke sulten og kvalmen tage kræfterne fra sig. To uger på havet... i mildere vejr havde hun været tilpas, men det sidste stræk havde været som øllet til en dværgefest: sort, skummende og gennemsølede træ stof og mad. Hendes hals var så tør. Sandet fra en fortyndet sandstorm kradsede hendes hud under sjalet. Hun var ikke nært så bleg som hun havde været, da skibet lagde fra i piratbyen.

Hvis hun havde venner i Balzera lidt endnu, så måtte hun holde forbindelserne ved lige.  Hun skjulte sig stadig for Lyset – regeringsmagten og ikke den, der sved fra den næsten forsvundne Sol, Shara være nådig –, og rejste derfor i store buer uden om Dianthos. "Fyrstedømme" var en underdrivelse af, hvor meget magt Kazimifamilien havde i praksis. Så skinhellige som Lyset var, så regnede Ethelihn med, at Rubinien blev deres næste mål. Hun var for Zaladin selv ankommet i agterstavnen på et slaveskib.

Kæderne om hendes håndled var tunge og sendte hende i glimt ned i Dragorns fangekælder. Hun lod en slavehandler svinge hælen af en pisk hen over sine isse og trække sig og trække sig af landgangsbroen i én retning. En rødglødende nål af smerte gik gennem hendes nakkehvirvler. De var kommet sig godt.

"Krofatteren på den Røde Papegøje stiller ikke spørgsmål. Du må selv klare dig herfra. Vi er kvit." De oplåste lænker sang skingert, da Angmar svang dem over skulderen.

Ethelihn trak sjalet tætter om sig og efterlod Angmar, eller Angmar efterlod hende. Under alle omstændigheder var Ethelhn igen på egen hånd og bevægede sig nu i retning af… hvorend Den Røde Papegøje var henne. Hun håbede den lå et sted på havnen og begynde at bevæge sig langs kajerne. Det var sent, men hvert eneste kontor, lagerhus, og beværtning lod til stadig at være i fuldt sving.

Talice kastede et sidste blik på 'pakken' i hendes taske, inden at hun lukkede den. Rystede den mærkelige fornemmelse ud af kroppen, om at hun nok ikke burde være i besiddelse af de grønne flasker, med den tykke, mørke væske i sig. Hvad skulle han bruge dem til? Se det vedkom ikke hende, hvad Ramiel gik og bestilte eller ikke bestilte. Men han kunne i det mindste planlægge sine pakker godt nok, til at han ikke befandt sig i den anden ende af landet, når de så ankom. 

Fred være med det. Hun havde ikke kigget nærmere på dem af en grund. Der var heller ikke noget mærkat at aflæse, og hele stemningen inde i det rum hun lige havde været i, stank langt væk af forbudte urter - så hvorfor stikke sin næse for langt ned i andres ærinder. 

De små sandkorn knasede under hendes fodsåler, da hun bevægede sig tilbage imod havnen. Hvis hun kom med det næste skib, ville hun kunne melde tilbage i løbet af natten, og måske ville det så være muligt, at få sovet lidt inden morgenen startede. Talice's blik scannede de omkringliggende skibe, men de var fandens svære at aflæse, her i skumringen og langt væk. Måske hvis hun kom lidt tættere på front-delene der, så.. 
"Hey, dig - ørkenelver.." I et ryk gled det gyldne blik hen på lydkilden, som viste sig at være to vagter. Huh? "Hvad laver du her på havnen?" Hun havde godt hørt om attitudeproblemer fra vagter. Men det var lang tid siden hun havde følt dem på egen krop, og en irriteret rynke trak de sorte øjenbryn sammen. "Jeg skal bare lige finde det rigtige skib. Det er svært at læse her i mørket, men jeg er på vej til Balzera, og-" imens hun snakkede , ledte hun også efter et af de papirer hun havde fået stukket i hånden af prinsessen - noget der kunne vise at hun ikke var den slags ørkenelver, hun var anderledes. 
Men nåede aldrig så langt, inden at den klirrende lyd af flasker fik vagterne til at kigge overvejende på hinanden. 

"Hvad er det for nogle flasker du har?" den ene af dem rakte undersøgende ud efter tasken. Og før hun fik tænkt det helt igennem puffede hun med et lille smak hans hånd væk. Åh.. Talice trådte et skridt tilbage, næsten instinktivt, da hun så ham spænde op."Det- jeg er her for at hente en pakke, det er fortroligt, men-" og hun vidste at hun havde trådt forkert, da de begge i det næste øjeblik lagde hænderne på deres sabler. "Lad os lige se hvad der er så hemmeligt, hmm?" og hun bandede lavmælt for sig selv. 

Længere henne ad kajen blev lanterner slukket en efter en, mens nattedisen lige så stille ud sig ind på kajerne og slørede skibene endnu mere. Ethelihn havde gået længe nu. Den Røde Papegøje havde ikke været den hjælp, hun havde håbet, og hun havde været nødt til at forlade beværtning – hurtigt. Hendes daggert var blevet tørret af i noget vasketøj et par gyder længere væk. Det kun var omkring to timer siden. Lyden af løbende fødder bag hende, fik hende til at springe end mellem to vægge. Et par store drenge løb grinende forbi med alkohol skvulpende ud af deres åbne flaske. De drejede af tilbage mod byen.

Livet trak sig tilbage fra kajerne, som ebbende tidevand. Natarbejderne gav ikke en enlig tigger ret meget opmærksomhed, så alt hvad hun i virkeligheden skulle, til hun kunne finde en vej væk, var at undgå havnevagterne. Hvilket hun naturligvis fejlede i.

Så snart Ethelihn rundede det næste hjørne, så hun ryggen af to vagter med våben trukket og stemmer, der osede af en trang til at bide sig fast i et eller andet. Hvad som helst. En ung ørkenelver ude på det forkerte tidspunkt med de forkerte varer lod til at være lige sagen.

”Hey, hvad står du og glaner for, rakkermær!” En stemme så tynd som den herre, hvis lager Ethelihn var standset foran, ville være druknet i dagtimernes mylder, men kajerne var øde, og de to vagter vendte sig efter lyden som katte efter en mus. Ethelihn rynkede brynene under tørklædet. Der røg muligheden for at forsvinde den anden vej. Så hurtigt hendes ben tillod det, strøg hun hen til den vagt, der havde talt, og svange med al sin styrke daggertknappen mod hans tinding. Med Chances velsignelse ville det sende ham bevidstløs mod jorden – i hvert fald et par minutter. Hun havde alle intentioner om at komme væk og sørge for, at vagterne ikke fulgte efter. Hvis det hjalp en ung ørkenelver, der tilsyneladende ikke havde fortjent sin behandling, så gjorde det hende ikke noget.

Det næste der skete, foregik så hurtigt at Talice næppe kunne beskrive det ordentligt, hvis nogle spurgte. 
Med en begyndende panik famlede hun efter det forbandede brev, bakkende væk fra de to vagter. "Jeg sværger, jeg har-" 
"Var din mund, og hold de hænder hvor vi kan se dem!" skar de hende af med. 
Forbandet, hvordan eskalerede det så hurtigt? Måske det faktum at hun tårnede sig op over dem, men truende, var nok det sidste som hun var. 

Og længere nåede hun ikke at tænke. 

I sin eget tankespil havde hun ikke helt klokket, at de også havde fået en anden i deres høgesyn. Men som et lyn fra en klar himmel, kom en fjerde part nu ind i kaosset. 
Blikket rykkede fra vagt 1 til vagt 2, hun masede beskyttende tasken ind bagved ryggen. Hendes vinger fra lænden, svunget over om maveregionen. Og så i det næste nu, kollapsede vagt 2, idet en forhutlet skygge smækkede noget hårdt i tindingen på ham. En lavmælt jamren steg fra ham, efterfulgt af stilhed. Alt. Alle stod stille. 
Og inden hun fik tænkt, skred Talice ind i intimsværen på vagt 1 og jog albuen i siden på ham, efterfulgt af et fejt spark i skridtet. Forhelvede, tænkte hun indvendigt. 
"Kom, løb!" hørte hun sig selv sige, og prøvede at få fat i hendes redningskvindes arm, et overrasket, men også taknemmeligt glimt i de gyldne øjne. "- Jeg kender et sted" fulgte hun hastigt op med, og missede i mørket, for at finde ud af hvilke gade de styrtede ned ad. Nu handlede det bare om ikke at ende i den forkerte gyde. 

Chance smilede til dem, der handlede, og det lod til, at hun havde et godt øje til både hende selv og den unge ørkenelver her til aften. Glædeligt overrasket over, at den enlige ørkenelver, der tydeligvis smuglede et eller andet - også selvom vagterne skuede hunden på hårene -, var både villig til at sparke fra sig og villig til hjælpe en fremmed, sparkede Ethelhn den nu krampagtigt foroverbøjede vagt 1 og halepartiet og lod sig trække med.

Ørkenelveren var hurtig. Og tydeligvis stedkendt. Ethelihn havde intet andet sted at tage hen. Hun løb. Fra tid til anden prikkede hun ørkenelveren på skulderen, når hun så en vagts fakkel. Det skete mere end en gang. Nogen måtte have slået alarm. Hun kunne kun håbe, at de havde slået alarm for en tigger og en smugler, eller måske to smuglere. Dem var der tretten på dusinet af hernede, og uden dem, kunne Balzeras økonomi ikke stå. Da de endelig standsede, spurgte hun:
"Hvad er det her for et sted?"