[Januar 2024]

Sneen havde faldet over Azurien i flere dage, og det tykke snedække, lå som en kold hånd omkring Lazura. Heldigvis var Azursøen ikke frosset til, som den trods alt sjældent gjorde, så fiskerne havde stadig deres daglige gang, men ellers var resten af byen blevet noget søvnig - hvis man altså ikke tog på kroerne, hvor de lokale var højrøstede og tørstige, både efter varmen, men også alkohollen. Hvad end det tog for at komme igennem vinterens kulde.

Yago selv havde altid fundet vinteren svær. Han følte sig selv være mere sløvsindet og langsommere, og det lille værelse hvor han stadig boede var koldt det meste af natten, og det føltes som om at han aldrig rigtig var varm når han vågnede om morgenen. Nej, det eneste tidspunkt han følte sig varm, var når han arbejdede, og der havde han dårlig nok tid til at tænke. Hvilket også kun satte sig i lidt iltert i halvslangen.
De få der var tætte med ham vidste at han var ganske blid når det kom til stykket, men til trods for at have brugt det sidste halve år i byen, så var det stadig ikke mange der gav ham chancen, selvom det var færre og færre der kiggede decideret mistroisk hans vej. Efterhånden blev han bare ignoreret medmindre han tog en ordre.

Det var dog indtil denne dag. Et par bjergelvere var kommet ned fra bjergene, og havde fundet sig til rette inden på kroen, hvor Yago arbejdede.
Han havde ikke skænket dem nogen synderlig tanke, førend en af dem valgte at slå ud med armene, lige som han gik forbi med et fad af mad og drikkelse, som blev kastet alle steder. Stilheden spredte sig i kroen, inden den unge kvinde der havde gjort det, begyndte at grine, som om at det var det sjoveste der havde fundet sted.
En latter der allerede kradsede på Yagos prøvede nerver, og han vendte sit ansigt og blik mod hende. "Jeg tror du mangler at sige noget."
Hendes øjne blev smallere. "Nej, det tror jeg ikke. Det var jo ikke med vilje."
Yago kunne mærke de ubehagelige følelser sværme inden i ham, men det var ikke noget som fik lov til at sætte sig rigtig fast, som hun pludselig forsatte. "Vent er du... Er du slangen?" Hun rejste sig op, hendes hånd allerede på vej ned på sværdet. "Det er du, er du ikke. Den sorte slange. Jeg havde godt hørt at du var tilbage." Hendes ansigt forvrængede sig i vrede. "At du har nerverne til at komme tilbage og lade som om at ingenting er hændt."
Det var lang tid siden at Yago var blevet angrebet med hans ophav på denne måde, og han fandt sig selv træde bagud, hvilket bare fik ham til at træde ind i en anden, som greb fast om hans skuldre, og hurtigere end han nåede at opfatte det havde gruppen af bjergelvere slæbt ham udenfor og smidt ham i sneen. Alle intentioner om at give ham en lærestreg.

Det sneede stadigvæk ligeså stille, da de med et fnys hev ham ud af døren, og ud i kulden. Kastede ham ind imod den nærmeste væg, så en del af murværket rystede. De forskrækkede, og leende lyde forsvandt bagved den lukkede dør, hvor at hele slænget nu havde fået slæbt sig ud. "Du er ikke bare et monster. Du er også et fjols. For at komme tilbage.." spyttede hun, stadigvæk med hånden på sit sværd. "Og for at åbne den sorte mund, i vores nærvær" tilføjede en af de andre, et kort blik på hans tynde, blege skikkelse, velvidende at der skjulte sig tænder og tunge, der kunne afsløre hans sande form. 

Et andet sted i byen, men ikke alt for langt fra, trissede Emerson afsted. Han var lige kommet tilbage. Træt, og nok derfor også lidt zonet ud. Det havde været lidt af en længere tur i nogle af yderområderne af byens grænser, og efter at have fået opstaldet sin kære ganger, gik turen nu hjemad. 
Det knirkede under støvlerne, men ellers lagde sneen en dæmper på alle de velkendte lyde der ellers kom fra den travle by. Smedjen kørte, med sine høje lyde, af hammer imod jern, små høns bevægede sig rundt på de mere befærdede gader, men beboerne var for længst bevæget sig indenfor i varmen. 
Det troede han da, indtil en dump lyd, efterfulgt af spottende latter, brød med det stille snelandskab. Åh. Og først tøvende - de lyde der, de behøvede jo ikke nødvendigvis at betyde noget... men derefter lidt mere fast, da en bestemt beskrivelse, fangede hans opmærksomhed. Åhh...

Yago havde nok aldrig trådt et skridt ind i byen, hvis ikke for Emerson. Hvis ikke Emerson havde rakt hånden ud og lovet ham at han godt kunne finde sin tilgivelse her, også selvom han havde raseret området da han var yngre, men for nogen.... var det aldrig nok. Ikke alle de år han havde været indenlåst for sine forbrydelser. For de folk han havde permanent mærket for livet. Mærker han selv bar på sin krop.
Men som han blev smidt ind mod muren, mærkede han det hårde slag mod huden og ryggen. Ikke en smerte han ikke kendte, men alligevel faldt hans blik på elveren der havde gjort det. Det ville ikke gøre forfærdelig ondt på dem, men han var sikker på at det kunne mærkes, og dermed ville de nok kunne blive mere sure.

En del af ham vidste at han burde forsøge at komme væk, men han kunne mærke hvordan den velkendte vrede og fortvivlelse begyndte at blusse op i ham. 
"Det er svært at sige noget uden at åbne munden," kom det tilbageholdt men hvislende og køligt fra Yago, som hans blik fanden bjergelverens blik. "Og du ved tydeligvis at du ikke kan tage mig på tomandshånd, og det er derfor du skal have hjælp, ikke sandt?" spurgte han, hans pupiller var blevet smallere og skinnede i den svage belysning der kom fra gadelamperne, som han rettede sig op i sin fulde, højde. Han lignede ikke meget. Arrene var den største indikation på at han ikke blot havde levet et simpelt lille liv på udkanten af samfundet, og han følte rusen af jagten, som han havde gjort dengang. En længsel til at gøre skade igen, og ikke kun på sig selv. De fortjente ikke at han holdt sig tilbage, når nu de var så besatte af at han stadig var et monster, ikke? 

Bjergelverens øjne smalledes. Små lyn dansede i de sorte pupiller, da dyret pakkede en flabet tone op foran ham. Det kryb. Ordene forlod ikke munden - men det behøvede de heller ikke. De andre tænkte nok nogenlunde det samme, og bjergelveren slog efterfølgende en spottende latter op. "Hjælp? Hold nu kæft med det pis" Med hænderne knuget omkring sværdet, var det svært at sige, om det var vrede eller frygt der spændte op i den slanke krop. ".. Jeg - jeg er ikke den eneste der kommer til at nyde det her"

Et hurtigt skridt nærmere, og bjergelveren lagde an til et godt spark, rettet imod maveregionen. Sværdet som hun holdt fast i, var dog ikke blevet trukket - det lå bare parat - og som om at bevægelsen var en gnist, der satte gang i flammerne, prøvede to af de andre at få låst hans arme fast, og vredet om bagved ryggen. 

I skyggerne af bygningerne, betragtede Emerson scenen udspillede sig. Et lille sug af luft blev hevet ind imellem tænderne, da han så eskalationen. For Zalan. Og en del af ham rakte desperat ud, for at hjælpe. 
Nok bare resterne af borgmesterens oprindelige ømhed overfor byens borgere - men indvendigt - hev Zion hårdt tøjlerne tilbage, og stoppede sig selv. Fordi.. han havde egentlig overvejet, hvornår noget alla det her ville ske. Og han havde jo aldrig set den magi han besad, i sin fulde flor. 
Spillede han sine kort lidt rigtigt, ville han måske kunne undersøge hvordan det påvirkede bjergelveren. Den her evne... den var frygtet af en grund. Se om de kunne trække nogle informationer, til hvordan de... nej, og et lidt mere kalkuleret træk i mundvigen, foretrak Emersons blide ansigt i en skygge. Hvordan han, bedst kunne kontrollere denne evne fremadrettet. 

Yago var sikker. Det var frygt. Der var intet han selv skulle frygte, selv hvis de begyndte at banke ham på livet løs. Det ville altid gå ud over mindst en anden, og det betød også at de helt automatisk ville stoppe når de opdagede det.
"Tydeligvis ikke." hvislede han, og han rettede sit fokus mod personen der ledte angrebet an, fordi det var i sidste hende det ville gå ud over.

Sparket var ikke en overraskelse, og der var noget i Yagos øjne der tydede på at han måske godt kunne have undgået, og måske var det fordi at han ikke engang gav en indikation på at det kom. Der var ikke noget med at han veg tilbage. Han accepterede bare sparket, som han blev skubbet tilbage mod muren, og følte sig selv vakle lidt, men alle andres øjne var på bjergelvere kvinden.
Som sparket havde ramt hende, krøb hun selv sammen, for hun var ikke klar på det bagslag det ville give når evnen aktivt gik hende.
"Du ville have dine aggressioner ud ikke, så du kan jo bare forsætte," sagde Yago. "Eller er det nu min tur?" hans øjne strålede, som han tog op en lille kniv. Ikke noget der ville give meget hjælp i en kamp mod en modstander mod et sværd, men som hans øjne strålede, virkede han ikke til at gøre nogen indikation på at angribe hende, men i stedet for, så tog han kniven og prikkede hul til at skære langs kindbenet som blodet langsomt piplede ud. Et mærke der så ud til at komme ud af det blå luft samtidig på bjergelveren. Hun kom ikke ud af hans klør nu.

Set udefra, var det en... mærkelig situation som dernæst udspillede sig. 
Sparket ramte plet - han kunne med de skarpe ører hører dumpet af krop imod mur. Men som blev bjergelveren pludselig ramt af en slem mavepine, noget der stak - han havde ikke set noget ske - og hun krængede sammen på midten med et gisp. De to der var på vej til at holde Yago fast, stivnede i deres skridt, og greb i stedet fast i deres veninde. 

Hva? Emersons lyse øjne smalledes undrende, og han studerede hvor... køligt, det slanke halvdyr tog det. Uden frygt, uden et grynt af smerte eller modvillighed. Tværtimod, trak han nu en lille kniv op, og skar sig selv henover kinden med den.
Og som blev angriberen til offeret, kom en lavmælt banden fra hendes lysehårede skikkelse, der uforstående lagde hånden op, og gispede. Blod. Hmm. 
Et glimt af interesse fik Emerson til at trække sig lidt tilbage, og han prøvede at processere. Havde han set Yago gøre noget? Nej, ikke andet end at invitere til flere tæv. Så hvordan, var det en passiv evne? Havde det noget med... energier at gøre - hvorfor-

Lyden af endnu et mindre opråb, mindede ham om at de ikke havde givet op endnu. En af de andre, en mørkhåret bjergelver, prøvede med en elvisk forbandelse - knap så pæne ord, om djævleyngel og slangebid - at få fat i kniven, og tvinge den ud af hånden på Yago. 
Imens prøvede Emerson at ryste det han lige havde set lidt i baghovedet, og fandt de rigtige folder frem, til om lidt at... forsøge, i hvert fald, at afbryde den lille kamp. Inden at den eskalerede... for meget. 

Hvor Yago havde været villig til at tage tævene før, så gav han ikke slip på kniven, som han knugede om den, men den anden person begyndte at stramme grebet mere og mere, som Yago også godt kunne mærke noget at følelsen forsvinde i hånden, men han bed det samme.
Og ganske rigtigt, som grebet blev strammet om Yago, så greb den kvindelige elver også fat om sit eget håndled og hissede af smerte over hvad end der skete.

En latter, så ulig den ellers lidt usikre halvslange som Emerson kendte, kom ud af Yagos mund. "Prøv I bare. Bliv ved med at prøve," sagde han en hånlig latter.

"Din lille-" kom det fra den mørkhårede bjergelver, som han, nok mere instinktivt end velovervejet, fik hamret en albue i Yagos ansigt for at distrahere ham nok fra kniven. Hvilket også fik Yago til at give slip på kniven, som han vaklede et par skridt bagover.
Den kvindelige bjergelver havde dog mærket præcis det samme som Yago, og der begyndte næsten synkront at fosse blod ud af næsen på dem begge.

Og så med et, faldt puslespilsbrikkerne ordentligt på plads hos Emerson. Hans evne. Det var evnen i fuldt flor, og den spejlede hver en skade, og hvert et slag og jamren som Yago måtte komme med. Og dog, de andre pev en del mere end halvslangen, der knap virkede til at ærgre sig over det. Tværtimod. Han hånede dem for det. 

Rødt blod fossede fra dem begge. Farvede den gråhvide sne rød, og sendte en hel lavine af forbandelser fra den kvindelige bjergelver, da det gik op for hende hvad der var i gang med at ske. "Stop, få nu bare lagt ham ned!" sagt i halvt panik over ikke at vide hvad der var det rigtige at gøre, for at komme fri fra den uhyggelige magi, der synkroniserede deres skader. 
Hvorvidt de havde fysisk forsøgt at slæbe ham ud af byen, slå ham ud eller på anden vis lægge ham ned, fandt de aldrig ud af. 

Det var med dæmpede skridt Emerson nærmede sig bagfra. Idet langt størstedelen af deres opmærksomhed var som limet til halvslangen, var det relativt overskueligt at komme indenfor rækkevidde, et tungt, tordenvejr af skuffelse og overraskelse malet over det ekspressive ansigt han bar som maske. "I bør slippe ham. Nu" og han greb i et ryk fat i den kvindelige bjergelvers hånd, vred den bagud, for at trække hende tilbage. Overrumplet af smerte og med hænderne oppe, for at stoppe næseblødningen, kæmpede hun heldigvis ikke alt for meget imod. "Borgmester Amera!" 
Blodet klistrede deres hænder sammen, og Zion sendte med et fnys sin magi igennem hende, for at få hende slået ud. Noget med at deeskalere, og blikket gled videre til de to andre. Lod hende ikke vriste hånden fri fra det jerngreb han holdt hende i, på trods af protesterne der flød over hendes læber. "Også jer to" et skarpt blik opad på de to elvere, der bad dem træde tilbage, og træde ned. 
I hånden blev modvilligheden fra hende langsomt svagere, idet søvnen fik mere og mere lov til at tage fat i hendes oprevne skikkelse. 

Yagos krop spændtes op som hun gav ordre på at lægge ham ned, for det værste der kunne ske for ham, var at være ude af stand i at skade sig selv for at påføre smerten på andre, men de kom heller ikke længere, som der pludselig var endnu en skikkelse der ankom til situationen.
Det var tydeligt at Yago var i angrebsposition, som hans hånlige blik gled over til den sidste person, klar på at spytte flere sandheder, for blot at blive mødt at det kønne ansigt af borgmesteren af. Den eneste person der havde vist bare en smule omsorg omkring ham siden han var kommet på fri fod.

Ikke at han nåede at overveje hvad hans reaktion burde være, som han stadig var forbundet til den kvindelige bjergelver, og mærkede det hårde vred i armen, hvilket endelig fik en grimasse over hans ansigt, mest af alt af overraskelse, inden han mærkede søvnmagien.
Adrenalinen der stadig pumpede i hans krop holdt ham dog stadig oppe, men han kunne mærke hvordan blodrusen langsomt begyndte at lægge sig, som magien prøvede at tage hold om ham, ligesom den i den grad havde gjort på bjergelveren. Og hvis man kiggede var det tydeligt at se, at selv han også virkede til at være påvirket af noget, men modsat hende, virkede det til at han havde en langt større evne til at holde sig selv ved sine fulde fem.
Hans fingre knugede sig lidt mere om kniven, som han gjorde sig selv opmærksom på hvor han var, og at han ikke kunne falde i søvn, uanset hvad Emerson havde gang i. Heller ikke et ord forlod ham, som han bare kiggede på dem.

I et modvilligt ryk spændtes den ene af bjergelverens hænder, og han klemte trodsigt halvslangen om armen. Nej, og man kunne næsten ane hvordan at han mente, at det her? Det var så absolut det forkerte træk at foretage sig. Men stirrekonkurrencen var en Emerson alligevel vandt. Dog skulle der et sidste, hårdt; "Nu" til at understrege hvor meget han mente det, førhen Yago blev sluppet. Nej, skubbet ned imod jorden, og der blev trådt et par skridt tilbage fra det hvide bæst. 
Der skulle mere til, end han brød sig om. Men forskrækkelsen, blandet med den dunke smerte, var nok til at overvinde hende gradvist. Søvnige øjne, ufrivillige ryk med hovedet, sløvede bevægelser der gradvist blev svagere når hun forsøgte at vriste sin hånd fri. 

Men hans blik faldt i alt det, tilbage på Yago, noget overrasket dæmrende i de himmelblå øjne, da også han tog effekt. Overhovedet ikke ligeså kraftigt som bjergelveren, men stivnet i en jaget skikkelse, afventende og spændt som en flitsbue. "Jeg behøver ikke at ridse byens regler for overfald op, gør jeg" blikket fandt tilbage til bjergelverne, og rykkede lidt bagud, for at kunne skubbe hende i favnen på den ene af dem. Han greb hende, heldigvis da, et stift blik på borgmesteren foran sig. "Du har en slange i din midte, Amera. Hvad laver han her?" 
Emerson rankede sig lidt mere, et flygtigt blik på hans klistrede hånd, tilbage hen på Yago, og i sidste ende, tilbage til dem. Jah, det var et rigtig godt spørgsmål. Et godt spørgsmål, på et eksplosivt tidspunkt - han var bange for at de ikke ville bryde sig om svaret. "Så vidt jeg sidst var orienteret, så arbejder han her. Og har gjort det i noget tid" Det endte med at blive bukserne han tørrede blodet af i. Prøvede at lyde fattet, og så vidt som muligt, diplomatisk, brynene rynket. "I burde få tilset hendes skader. Bedøvelsen vil ikke vare længe, men Ebbas sted har stadigvæk åbent" og slog med en nu ren hånd ud imod gaden, til byens helbrederske. 

Bjergelverens blik rykkede med en bekymret mine til deres veninde, og efter nogle sekunder, vurderede at det i hvert fald var et godt næste skridt. Men da hans blik vendte tilbage til Emerson, var der et eller andet der sagde borgmesteren, at det her ikke var helt overstået. "Du kommer til at høre fra os" sagt som en advarsel, men det måtte han tage sig af senere. 

Yago blev praktisk talt smidt mod jorden. Den nye smerte som han ramte, selv som han forsøgte at tage mod ham, mindede ham endnu engang om at han var her. Han ville ikke falde i søvn. Magien og smerterne var ens, men der var noget at sige om hvor vant til tingene, ham modsat hans ofre var. Han havde trods alt haft større skader end de fleste, og ofte selvgjort.
Hans blik var stadig vredt som han kiggede mod elverne, men langsomt fik han skubbet sig selv på benene igen. Han talte stille i sit sind om hvor lang tid der ville gå før den halve time var overstået, så han ikke længere behøvede at være forbundet, ikke at han sagde det højt.

Han tog et ærme op og tørrede noget af blodet væk fra sin næse, som heldigvis virkede til at være stoppet lidt igen, men det stoppede ikke hans nedre halvdel af hans ansigt fra at være sølet ind i blod allerede.
Det var først som den lille gruppe var ude fra hørevidde, at Yago endelig kiggede op på Emerson, men blikket var ikke så taknemmeligt som man måske havde forventet af ham. Der var stadig vrede at finde, og selvom det ikke var Emersons skyld, så kunne Yago ikke helt dæmre det.
"Du behøvede ikke at hjælpe," sagde han, tonen en anelse kold men sikker. Som om at han ikke stod med utallige tydelige skrammer fra det korte slagsmål, og med utallige som helt sikkert endnu ikke kunne ses på ham.

De forsvandt heldigvis, men Emerson fulgte dem alligevel lidt eftertænksomt med blikket. Det skulle nok blive nogle gode snakke at få sig med Rheia The’kla Nhaéslal en af de andre dage, hvis de gik så langt, at bringe den her lille episode til deres leder. 
Udenfor almindelig synsvidde valgte Emerson endelig at vende opmærksomheden tilbage til Yago, der noget.. køligt, fik sagt tak. 
Halvelverens bryn rynkedes en anelse i overraskelsen. "Du tror jeg er her for at hjælpe kun dig?" og selvom det måske var essensen af det, var der også noget langt mere alvorligt, hængende over halvslangens hoved. En alvor der farvede Emersons stemme lidt skarpt, hans blik nøgternt. "Jeg frygter hvad der ville være sket, havde jeg ikke blandet mig. Men fortæl endelig - hvad ville der være sket?" og armene krydsedes foran brystet. 
Ikke noget godt, var hans eget, instinktive svar. Noget endnu mere voldeligt, var det næste. Og derfor, var det nok ligeså meget for at hjælpe sig selv. 

Men hvad ville der være sket? Hvornår, eller måske nærmere hvad var grænsen for den magi der? Og en fascineret, uhyggelig stiktanke hviskede; den reflekterede simpelthen tilbage, på Yago selv? 

I den mørkere belysning, og med sin blege statur var det en blodig, mørk farve, som fik ham til at se.. vild ud. Ikke nok til at ryste Emersons inderste, men nok til at hans hylsters hår på armene rejste sig en kende, før han gravede det ned under den afventende mine. 

For første gang i mange år, hang der udtrykket og attituden fra den slange der havde raseret Azurien for mange år siden. Noget der nok ikke længere virkede til at passe til Yago. Forsigtige Yago, der bare gerne ville have et liv igen. Nej, den uudtømte vrede der lå og dumlede svagt hver gang nogen kiggede forkert på ham, hver gang nogen nævnte noget lavmælt om ham, som han serverede for dem. Alle de svier der var vendt mod ham.
Og i det her øjeblik var det som om at Emerson også blot mindede ham om at han heller ikke rigtig var på hans side. Han skulle gå alene i denne her verden, en realitet han aldrig helt havde ønsket at se i øjnene, lige siden han mistede den der stod ham allernærmest.

"Nævnte jeg at du hjalp mig?" spurgte han hvislende tilbage, som han knugede kniven i hånden. I det her øjeblik ville han ønske at han kunne have forsat. Se hende lide lidt mere. Også selvom han godt vidste at det ikke var den person han skulle være, ville være. "Jeg gjorde blot mod dem, som de gjorde mod mig, så det var i deres hænder hvordan det ville være gået." Han var ikke naiv nok til at tro at Emerson ikke godt havde set hans evne mellem alt det her. Hans blik forblev låst med Emerson, som han sagde det næste: "Så hvis de havde ønsket jeg skulle dø.... så var jeg ikke gået alene."

Arrige øjne, og Emerson måtte tage sig selv i nakken, for ikke at sende dem tilbage. Prøvede ikke at lade sig bide af med flabede ekkoer af hvad halvslangen sagde, når det blev vendt tilbage imod ham selv. Men han havde også ret i noget af det. Det var aldrig helt til at sige, hvordan menneske (eller elver) masser ville reagere, når først de blev bange, og den slags kneb, kunne hurtigt glide ud af kontrol. Og at så aktivt opsøge det? Blikket skrånede ned på hans kind, et lidt, gabende sår, der måtte dunke smerteligt, og Emerson fnyste. "Tydeligvis.." nikkede han med en snert af spydighed, men prøvede at holde for meget af det ude af tonen. Fordi han havde ret - Yago lignede en, der var klar til at tage andre med i faldet, når han en dag skulle falde. 
Men såret på hans ansigt, var skabt af ham selv. 
Vreden i hans ord, var farlige - destruktivt - han havde været villig til at gå langt for at understrege en unødvendig pointe. 

En dybere indånding fandt vej igennem næsen. "Lovene - reglerne gælder dig, i ligeså høj grad som alle andre - så længe i er i Lazura. Hold styr på din evne, tag dine slag, og meld det til myndighederne når det er overstået" hvilket ikke nødvendigvis var ham, bare nogle. Selvtægt hørte ingen steder til, og han havde ikke tænkt sig at slække på reglerne, selvom det ikke var ham der havde startet konflikten. Bare optrappet den. 

Og måske det heller ikke var korrekt, men det var den eneste måde de kunne løse den slags problemer. Civilliseret, sagligt - og i et ryk gled hans blik imod kroens dør. Hvor ingen havde blandet sig. Ingen var trådt ud i kulden, for at tage deres ansatte i forsvar. Utroligt. Tanken fik det til at spænde i kæben, inden at blikket faldt tilbage imod Yago. Noget han ville tage hånd om senere. 

Yago bed hårdt sammen, som han kiggede på Emerson, inden han trådt et skridt frem mod ham. "Men lovene tager ikke højde for en som mig," sagde han stædigt. Ikke at der nogensinde var nogen der havde ville lytte til hans forklaring om hans evne. Faktum var at den var brugt, og mere tænkte autoriterne ikke på.
Belejligt som det var, så kunne mærke at evnen var ved at nå sit ypperste, og han kunne mærke forbindelsen med bjergelveren falde, så der nu kun var hans krop at fokusere. Hvilket gjorde det kun mere belejligt.

Han rakte en hånd ud med kniven, som en åben invitation. "Jeg gør intet lige nu, men prøv du at skær i mig og se hvad der sker." Han var tydeligt at han var frustreret og vred over hele situationen. "Gør det, og sig til mig at myndighederne ikke bare ville smide mig direkte tilbage hvor jeg kom fra, for at udøve magi mod andre."
Yago vidste at ville Emerson tage kniven og skære i ham, så ville Emerson selv mærke et lille sår på sig selv. Ikke mere end en overfladisk rift, men nok til at ingen ville tage Yago's parti skulle det ske overfor nogen der ville ham det ondt.

Det krævede en bevidst reaktion for Emerson, ikke at træde tilbage. Halvelverens nerver hoppede efter at gøre det, men de fik ikke lov til at styre, da hans i stedet lyttede til hvad Yago sagde. Og med et først uforstående, måske også lidt afvisende - sådan nogle som ham - blik, inden at knivens refleksion, låste hans opmærksomhed. Han.. ville have ham til at skade ham? Det lød helt forskruet. Mærkeligt. Måske også lidt interessant - en tanke der ikke blev tænkt højt, da Emerson afvisende åbnede munden. "Jeg kan ikke skære i dig, Yago. Det er der ingen grund til. Du kan ikke.. du ved, slå det fra?" bruge det i forsvar, men måske ikke længere end det - et forslag han nok godt kendte svaret på, givet den skråsikkerhed, dæmrende under vreden, i Yagos stemme. Måden kniven stod og blinkede til ham på - som om at den ville vove ham. Han vristede blikket fri fra den. 

Tilbage på halvdyret, og Emersons blik - på trods af stadigvæk at være hårdt - havde en bekymret glød til sig i det kolde blå. Han havde måske på flere punkter, undervurderet hvor langt Yago egentlig ville gå, for at bevise sine pointer. Nok til at selvom han var skåret, sparket og slået, var han villig til at få mere, men han behøvede ikke at bevise det sådan her. 
Det var i hvert fald hvad han prøvede at udstråle, da han rystede lidt mildere, lidt mere tålmodigt på hovedet. Lidt mere forsigtigt gled hånden op over hans, over kniven, for at få den sænket lidt imellem dem. 

For nogen ville en mildere tilgang som denne måske havde hjulpet, men i stedet for hos Yago var der noget der vred sig i ham, som ordene blev sagt, og den meget bevidste afvisning af at tvinge ham til at sænke kniven. Selv den varme hånd, kunne ikke stoppe hvordan hans blod isnede.

"Du tror ikke på mig," sagde han, vreden var der, men det var som om at Yago talte om en sandhed i verdenen så klar som himlen var blå. Som om at det ikke var første gang at han måtte se på en anden person og konkludere at den anden person aldrig nogensinde ville kunne forstå mig.
Han trak roligt sin hånd til sig, og kiggede ned på kniven. En følgesvend til når tingene blev hårde. Hvis ikke det var rettet mod andre, så var det rettet mod ham selv, og han kunne mærke den kløende følelse igen, som bad ham om at gøre det. Den lille tilfredsstillelse, for det var trods alt noget han kunne regne med. Det kolde blad mod sin hud.
Han tog en dyb indånding som han hev blikket væk fra kniven. "Det var naivt af os begge at tro at jeg nogensinde kunne finde mig til rette her," sagde han endeligt, i en klar hentydning. Det var tid for ham at komme videre. Kulden ville være hård at leve i, men han havde klaret værre, havde han ikke?

Konstateringen, som det joh egentlig var, faldt som en spand koldt vand imellem dem. Det skubbede til ham, stak i hans stolthed,  forsøgte at holde ham væk, og han kunne ikke lade være med at føle et stik af skuffelse, over hvor let halvslangen gav op. Han vidste ikke hvad han skulle sige - ledte efter ordene, imens halvdyret trak hånden til sig. Men fandt dem endelig, da Yago sagde at de - at det her - var færdigt. 
Jeg er den eneste her, der tror på dig. Ordene faldt ikke. De lå låst bagved Emersons indvendige tanker, der ikke ville have ham jaget ud af byen allerede nu. "Så, du giver op" han skulle kalde det hvad det var, ikke hvad han troede det var. 
Ord sagt med samme grad af konstaterende tyngde, som Yago kunne præstere, og Emerson pressede læberne sammen til en overvejende streg. Se vreden var ikke dét han frygtede fra halvslangen - den havde været forventet. Måske større end regnet med, men forventet.
Han havde dog ikke en god løsning på hans problem, og fløj måske lidt henover alle de gode grunde, men blev ved med at komme tilbage til at han.. burde. Burde blive - måske også bide det i sig, og leve til at finde fred en anden dag. Der var ingen der havde sagt det ville blive nemt. 
"Du står ikke alene, medmindre du selv vil.." tilføjede han sagte. ".. og lige nu, jager du dig selv ud af byen. Ikke mig, ikke dem, og ikke os. Det behøver du ikke" fordi der måtte være en måde at overbevise ham, som ikke indebar at spinne videre på den bold, den her blodudveksling havde været. 

Selvfølgelig var der en stolthed i Yago. Men stoltheden var anderledes end som så mange andre. Han nægtede at være et sted hvor han ikke følte sig værdsat. Hvor han skulle blive behandlet grundet hans valg i hans ungdom. Hvis han ikke havde tjent lang tid nok, så kunne de havde valgt at holde ham i arbejdslejren i længere tid, men det havde de ikke.

Yagos øjne blev blot smallere som han kiggede på Emerson. "Vi har nogen meget forskellige måder at betegne at give op på," hvæsede han. Han lagde ikke engang mærke til hans skader mere, som det bare var vreden der fyldte ham igen. 
"At give op, er at tage mit liv som jeg burde have for tyve år siden." Tabet af Kienan stak som han blev mindet om hvor tæt han havde været dengang. Det havde været nemmere for ham. "Det her er at give mig selv den bedste chance for at få bare let liv ud af mine resterende dage, og det får jeg tydeligvis ikke her." Et andet sted ville de ikke kende ham. Et andet sted... kunne han måske være fri.

Men han gik ikke endnu, selvom hans egne fingre var begyndt at være faretruende tæt på bladet på kniven der stadig blev knuget i hans hånd. 

De grønne øjne blev mørke af det tordenvejr der rumsterede i hans ellers spinkle krop. Han kunne ikke vurdere hvilken nerve han ramte, men det var en anden side af Yago, og Emersons kæber spændte lidt anstrengt op, over hvor hårdt han gik til den. Mest imod sig selv, men også imod den verden han levede i. Og den konfronterede ham, så han ville væk. 
En naturlig reaktion. 
Hvem var han til at stoppe ham? 

Hvis nogle skulle tage brodden af det her udbrud, var det nok alligevel bedst at det var ham, og halvelveren løftede hænderne, måske i et forsøg på at være afvæbnende, da alt i luften omkring halvslangen, næsten dirrede af den indespærrede, mørke vrede.  "Yago.." lidt prøvende, og han skævede til kniven. Hvordan var det eskaleret så hurtigt.
Hvad havde han sagt - var det fordi han ikke troede på ham? 

En dybere indånding fandt vej, og Emerson rakte tøvende, forsigtigt ud efter kniven. Lidt bekymret for at bevægelsen ville jage ham væk, og prøvede at skubbe tanken om at han sagtens kunne skade ham, ud af baghovedet. "Giv mig din arm" og kniven. Gik han med til det, måtte de joh se om han troede mere på hans intentioner, efter han skar i ham. 
En omvendt verden. Noget en ældgammel del af Emerson fandt utrolig sjovt egentlig, selvom han virkelig ikke udtrykte det, i det her øjeblik.