Rummet var fyldigt og tilsvarende til hvad Enzels standarder var. 
Der var ikke det, han ikke var vant til, og et eget toilet. Men det fungeret fint, skønt det nok havde sat tvivlsomme tanker i gang hos halvkatten. Finneas havde dog lagt kortene på bordet. Elvira, elverkvinden, var en af Finneas nærmeste som kendte til hans forbandelse, og evigt havde hun forsøgt at lokke ham ud og stævnemødes, men aldrig var det lykkedes. En kommentar var også blevet givet med dem, da de skulle op ad trappen til rummet: "Godt at se nogen kan lokke ham lidt ud" og Finneas tog det ikke så tungt. 

Men natten havde ikke helt været som forventet. Hvilket ironisk nok var forventelig. 

Rummet var mørklagt, levende lys tændt op og morgen var på lur. Men han havde forladt rummet inden det var for sent og kom retur med en varm farve, en varm krop og et hjerte der pumpede i ham. Blodresterne havde han sørget for at tørre væk. Han valgte at stå ved fodenden af sengen og så ned på halvkatten, løftede op i dynen og ville trække Enzel ned ad engen så hans ben hang udover sengekanten. "Som kat, sover du så 16 timer?" spurgte han, men trak lidt op i smilebåndet.. Klar til at fedte sig op for halvkatten. 

Enzel havde hverken hørt Finneas forlade værelset eller hørt ham komme tilbage, hvilket var utroligt, taget hans forstærkede halvkattesanser i betragtning. Men en gammel vampyr kunne virkelig snige sig afsted, helt lydløst. Og så havde han vel bare været virkelig træt. For træt til at fejre at han havde indgået et nyt partnerskab med Finneas, og for træt til at belønne ham for sin indsats med at finde det helt rigtige sted at få en bid mad og et sted de spendere den hele nat sammen. Enzel huskede at han havde spurgt ind til hans forhold til værtinden nedenunder. Hun lod jo til at kende hans Finneas mistænkeligt godt, så naturligvis var han nødt til at høre omfanget af hans kendskab til denne elverkvinde.

Han gjorde sig et lille sæt, da han vågnede op til fornemmelsen af, at han blev overvåget. Og hans blik åbnede sig og stirrede på en meget veltilpas, varm Finneas, lige indtil han mærkede hvordan dynen kom af ham, og afslørede hans fuldt afklædte krop, hvor både ørerne og halen havde fået fri leg i løbet af natten. Han havde klædt sig af overfor Finneas, men var tydeligvis ikke kommet meget længere i går.

”Åh!” Gispede han, som han kurede ned langs det glatte lagen og kom ham nærmere. Han løftede sig op at ligge tilbagelænet mod sine albuer hvilende på madrassen. Sikke en morgenvækning! Heldigvis for Finneas havde Enzel sovet ud og havde ingen tømmermænd, så han lo. ”Jeg sov hele min barndom væk.” Smilte han uden at skamme sig over det. Men nej, Enzel havde slet ikke tid til at sove 16 timer om dagen. Lige siden han vågnede op fra sit dødsleje, havde han haft svært ved at sove trygt.

”Du ser vel nok...” Han undersøgte ham nøje med blikket. Der var intet blod at se på ham, men han kunne mærke varmen fra ham. Og han kunne lugte blodpartiklerne på ham. ”…mæt ud?”

Øjnene tog det fulde indtryk ind af den afklædte halvkat. Øre og hale der var så fint. Finneas havde vovet at gøre noget, der nok ikke var acceptabel i løbet af den tidlige morgen. Nusset de bløde hår på halen, nænsomt og forsigtigt for ikke at rykke i knoglerne af den hale. 

"Hele din barndom, du er jo tæt på stadigvæk at være et barn" stak han tørt, skønt joken var kærlig mente. Alligevel satte Finneas sig overskrævs på Enzel og lod hånden ramme den bare mave og presset let til, fingrene spredt for at få ham ned og ligge med overkroppen. "Jeg er mæt" svaret han uden tøven og lænede sig let frem, lod den ene hånd guide armene over hovedet på Enzel, for i sidste ende at lade sin ene hånd holde om begge håndled så de lå let over hovedet på Enzel. 

Sulten så blikket ned ad ham, overvejet om han skulle drille eller bare kærtegne. Det var det svære valg. Drille ville var ikke i hans natur, men så fristende. Alligevel skævede han mod halen så pjusket. Nysgerrigheden stak i ham, der ville være noget, i at prøve at have den i munden. Som en godbid, ikke at den hele skulle ned i svælget på ham, så kunne de da vide sig sikre på, at han ville hoste hårbolde op. 

"Rid mig og gnub dig sig selv samtidig" lød det fra ham, og blikket søgte mod kattens øjne, før han lænede sig frem og kyssede hans næsetip, for at fange læberne kort efter, men uden at gøre det umuligt for Enzel at svare igen. Kæmpe igen, hvis det var den vej legen skulle gå. 

Det eneste der var mere syg end Finneas drillerier, var Enzels reaktion. For ham var det en god ting, at Finneas så ham sådan. Enzels gyldne år var hans yngre teenageår, dengang han var uskyldig og uvidenhed om bekostningerne af hans skønhed. Han var måske blevet synligt voksen nu, og ville gradvist ældes, men han ønskede at give sine sidste unge år med Finneas. Der ville komme et skæringspunkt i deres liv, hvor Enzel ikke længere ville se yngre ud end ham, og for nu vidste han ikke hvad han skulle gøre, når den dag kom.

Med sine tonede, slanke arme, strakte han dem over sit eget hoved, og lod Finneas indfange ham så let som ingenting. Lod ham sidde på ham og gøre med ham som han ville. Enzel brød sig ikke om at blive indespærret eller hængt op på væggen, men i sengen var det noget helt andet. Han var nysgerrig. Han vidste jo reelt set ikke, hvilken slags elsker Finneas var, selvom han naturligvis havde givet ham et par hints her og der.

Enzel trak vejret dybt og langsomt, stærkt påvirket af det pludselige vækning og Finneas’ frembrusende krop over sig. ”Ja så?” Sagde han, og prøvede at skjule hvor overrasket han var blevet. Bare for at tjekke, kæmpede han lidt imod Finneas greb, ved at vride sig under ham, og vride sine håndled, for at se hvor ihærdigt han mente det. Men ikke nok til at rive sig fri fra hans tag. ”Så du vil altså være min personlige legeting? Som jeg kan ride og gøre ved, som det behager mig?” Sukkede han kælent og medgørligt.

Hånden holdt godt fast i håndledes, men lod dem med lidt frihed vride sig under ham. Men selv hvis de skulle smutte, holdt han igen, strammede sit tag en enkel gang. Det var kun for nu, at han var den som bestemte lidt, indtil rollerne ville lade sig bytte om. 

Næserne flugtede tæt, som en bro i mellem dem sørgede for, de hang sammen. Vampyrens blik var stille blevet målrettet, som rovdyr der fandt sit bytte for aftens hovedmåltid. Et små langt, men stille brummen af hm lød, men efterfulgt af: "Hvorfor nu". De måtte hellere teste det hele af, forsøge at finde ud af, hvordan og hvorledes de fungeret sammen. Dog var han ikke spor i tvivl om hvordan Enzel foretrak det. Dominerende, men alligevel en smule underdanig selv til tider. 

"Er du en kradser?" som spørgsmålet lød, trak et skævt smil op, så mundvigens ene smilerynke blottede sig i siden og lunede for unoder. Alle skader ville være væk igen, intet ville kunne ses eller blottes som dårlig adfærd mellem dem. Aldrig ville evidenserne for partnervold kunne bekræftes. Så de havde fri leg, hvert fald den ene vej rundt, Enzel var skrøbelig. Men trods for han havde lidt meget det seneste, stod han endnu stærk. 
Hvorfor denne mulighed for at få noget personligt for sig, ville hjælpe lidt på det hele. 

Om han var en kradser? Enzel hævede sit ene øjenbryn. Det fremkom ham som et mærkeligt spørgsmål. Mon han spurgte ham fordi katte havde det med at sætte kløerne i én? Men dog… Finneas jo lignede helt at han blev opstemt af den blotte tanke om at blive kradset. ”Har du set hvor fint polerede negle jeg har?” Spurgte Enzel smilende. Hans negle var ganske rigtigt filet ned, bløde i kanterne, rene og blanke. Imellem kundebesøgene, regnskaberne og vinglassene, havde han god tid til at pleje sig selv.

”…Er du?” Lød det fra ham, lidt mere bekymret for svaret. Han ønskede ikke at få ar på kroppen, heller ikke selvom Enzel drømte om et liv, hvor han alligevel kun behøvede at dele sin krop med én. Han stolede endnu ikke på at Finneas ville være der for ham, og kunne ikke vide om Finneas var den sidste.

Han vred sig endnu under ham. Hans iver var begyndt at bygge op, og han ønskede mere og mere at efterleve Finneas’ ordre fra før.

"De er en stor skuffelse, de kan ingen mærke lave af din vildskab" beklaget han stille, ganske fornøjet af en drilsk lille undertone, men han holdt endnu hovedet let over Enzels og så ned på halvkatten, efter at have kigget kort på dens negle. De var så adelige i stand. Det var i sandhed ikke noget, han nød godt af eller ville tale op, men han vidste at Enzel nød at være præsentabel. 

Smilet famlet, men lå blødt på læben, og han rystede stille på hovedet; "Nej.. der var en gang" den gang, man ikke levede evigt. Det var i virkeligheden en anden tid, der måtte det godt være brutalt, når blot begge nød det. Men det var ikke ham længere. Enzel måtte blive skuffet, for han var blød. 

Hånden slap håndledende og han satte sig mere op. Lod kort den ene hånd glide ned af maven så bar, før han valgt at flytte sig fra Enzel, og stod ved forenden af senge. Overvejer situation og dennes handler for, hvordan han skulle gøre sig i stand, men i sidste ende, var problemet ikke, at han ikke var klar. Det var han. 
Finneas valgte at få trukket tingene af sig selv og lagde sig ned i sengen, men så studsende mod Enzel. Nysgerrig for at se hvad der ville ske, hvor det ville ende. 

Enzel kom endelig fri fra sit fangenskab, men blev liggende indtil Finneas tog plads i den store seng, inden han tiltede om og bevægede sig over Finneas, stjal et par hurtige kys og strøg ham hen over håret. Det var efterhånden gået op for ham, at han var sammen med en vaskeægte masochist, men han kunne ikke lade være med at kæle om ham, stadigvæk.

”Mine negle er måske harmløse, men jeg har gode tænder,” Tilbød han med stolthed i stemmen, og lo, fordi det var lidt ironisk at true en vampyr med at bide ham. Finneas huskede vel det åbne kødsår han havde efterladt på byvagtens ansigt. Enzel havde formået at angribe en anden mand der havde antastet ham på en kro, hvor han flåede struben op. Han og Phillippe løb deres vej, før de kunne nå at tjekke efter, men Enzel var rimelig sikker på, at det havde taget livet af manden. Enzel skrånede hovedet lidt, mens han kiggede ned på Finneas, undrende ”Men som du vist nok sagde til mig engang… så bliver de mærker jeg sætter på dig ikke?” Åh, hvor ville det egentlig være en befrielse at være vampyr. Så slap man for at passe så godt på.

Forsigtigt fjernede Enzel sig fra Finneas hoved, og slængede sig i stedet ned i sengen, ved siden af ham og med sit hoved ret tæt på Finneas hofter, og med halen liggende stor og indbydende bag sig. Halespidsen tappede veltilpas mod sengen. Men før Finneas så meget som nåede at tænke på at røre ham, kom han ham i forkøbet. ”Ikke røre.” Enzel skulle nok selv.

Hans hånd fandt vej til roden af Finneas’ pik, hvor han med fingerspidserne rykkede lidt i huden, mens han med langsom optakt kyssede toppen. Det var ikke helt hvad Finneas havde bestilt, men Enzel gjorde som det passede ham. Og desuden havde han ikke tænkt sig at ride ham fuldstændig tør!

Roligt faldt ryggen dybt i madrassens bløde fjedre og fandt sin plads som den aldrig havde været væk. Blikket der var døsig i sin form, rynkede sig kort i en mild overraskelses over meldingen der faldt. 
Ganske korrekt havde halvkatten sine tænder, og de kunne gøre god skade. Men Finneas blev langsomt i tvivl, om Enzel var bekendt med, at trods for vampyrers kroppe aldrig lod sig mærke af skader, var smerten endnu en ægte ting de kunne føle. Nok var hans tærskel høj, men et sådan bid, ville nok kunne få ham til at fælde en tåre. Men det lod Finneas forblive udsagt for nu, tilliden til Enzels tidligere vampyr studier kom på prøve. 

Øjnene endte med at lade sig fange af den store hal for et minut. Men han brummede en stille nydelses lyd af tilfredshed over at ane hvor Enzel befandt sig. Hænderne og deres muskulatur nåede knap at modtage en forbindelse fra hjernen, før de blev nægtet. I det tab, lod de sig midlertidigt finde vej om bag nakken og blikket forblev ned ad sig selv, som han så til hvordan Enzel ville behandle ham. Præcis som han selv lystede og uden forhindringer. 

Han nød det hele fra starten af, maven var synderen for at fortælle modparten, at det rørt ham. Finneas regnede med at styre sig selv, men han var tændt og en dagdrøm blev til virkelighed. 

Enzel var sengevarm, efter at have ligget i sengen, men hans tunge der sneg sig i spil var endnu varmere. Hans øjne var lukkede, og det lignede at han virkelig nød at kysse og røre den. At det ligefrem var noget lækkert han var ved at indtage. Men sandheden var, at Finneas ikke havde meget smag. På en måde ikke så overraskende, og alligevel. Man skulle jo forvente at en vampyr, som han i øvrigt aldrig havde set gå i bad, skulle smage af et eller andet. Hvis ikke det var fordi hans hud var så virkeligt, og den smule kropsvarme han havde fået sig, så kunne det lige så godt have været et hvilket som helst objekt han slikkede op ad.

Finneas havde stadig ikke lov til at røre ham. Men Enzel var ikke fokuseret på hvad Finneas lavede i den anden ende. Han arbejdede i blinde, med den ene hånd masturberende om roden på ham, mens toppen af den gradvist blev opslugt mere og mere, indtil han havde så meget af ham i munden, som han kunne. Den bløde mund strammede om den, mens tungen varmede og beskyttede mod tænderne i undermunden. Alt imens sukkede Enzel afslappet, og lod luften passerede ud af hans næse. Helt uden at have rørt sig selv endnu, var han selv hård, og tilmed utålmodig efter mere. Men han var jo trænet i disciplin, og var tro mod sin egen regel, for nu.

Finneas havde ikke involveret sig nok i at se med. Ikke under disse omstændigheder, han var i et blundende vidunder af stadie. Det var intet under at Enzel kunne få sin vilje med en sådan nemhed, hans evner rakte længere end hvad man ville tro. 

Benene gav sig en smule i sitrende ryk som Enzels hånd der masturberet ham og mundenarbejdet faldt i hak. En refleks fandt sted, og hånden lagde sig let oven på hovedet af Enzels, som han lod fingrene nusse håret og øret af halvkatten. Finneas åbnede øjne let på spænd og så ned på halvkatten og han lod hånden glide lidt ned af hovedet på halvkatten. "kom" lød det stille og opfordrende, som han lagde den anden arm under nakken og løftede hovedet en smule. Det ene ben bukkede så knæet stod højt i sengen. 

At missunde sin egen penis var ynkeligt, men han foretrak klart at have læberne og tungen for sig selv, at det skulle være en dialog han havde med sig selv. 

Enzel lod Finneas nusse ham på hovedet. Som fingrene strejfede ørerne var han næsten ved at komme ud af fatning, men ellers virkede han ustoppelig, i den kunstfærdighed han var ved at udøve på ham. Han gjorde en dyd ud af at være en dygtig elsker, da det plejede at være hans eneste talent. Selvfølgelig havde han mange flere talenter, men denne her egenskab var betød alt for ham.

Som han hørte Finneas’ ’kom’, reagerede hans krop dårligt nok. Han blev liggende som før, ulydigt, og slog blikket op og kiggede på ham med skarpe øjne, mens han slikkede af. Han forsøgte at tyde på Finneas ansigtsudtryk og hans ændrede kropsholdning, hvad han ville have ham til. Han kunne nærmest aflæse på ham, hvad han ville have.

Han tørrede sig om munden med tommelfingeren og løftede langsomt i overkroppen, løsrev sig blidt fra den kælende hånd, og lænede sig over Finneas, så han var løftet over ham med strakte arme. Hans blik var seriøst inden han sænkede sig lidt i armstrækningen for at kysse ham. ”Hvorfor giver du mig de blikke?” Hviskede han bebrejdende imellem sine kys ”Ved du ikke hvad det gør ved mig?”

Armen som Finneas endnu havde fri, tog Enzel og flyttede op bag Finneas nakke præcis som den første arm. Han havde stadig tænkt sig at give ham det som han havde efterspurgt. Men Finneas var vist uvant i rollen som legetøj.

Pinslen var ganske ægte. Jalousien for sit eget legemsdel var i al sandhed indtruffet og Finneas blik lå fortabt på halvkatten der havde spinnede sig ham om sin egen lille finger. En vampyr kunne være lige så svag og fast båndet som en dæmon, hvis navn var blevet sagt fra start til slut. 

Læberne skilte i et saligt suk som han så med, følte tungen der tippede henover hovedets top, som børn af adlen mæskede sig i skeen fra desserten af deres favorit variant. Hovedet lagde sig tilbage og han så op. 
Øjnene bløde, pupillerne udvidet og kinderne varme. Kys for kys, stjålne som givet. “Hvad gør de ved dig?” Spurgte han og rynkede brynene en tand tættere mod hinanden. 

Finneas var Enzels marionetdukke og lod armen blive guidet om bag hovedet som den anden. 

“Du må få det præcis som du vil have det..” skønt han havde bedt til at blive reddet, ville han ikke have Enzel så det som et job der skulle udføres. Han ville blot nyde alt med ham. Være med ham. 
Holde han varm, eller forsøge på det.

”Det gør mig til en svækling,” Svarede han ærligt. Det gjorde ham til en mand han ikke havde lyst til at andre udefra skulle se. Finneas var den eneste der måtte kende til den side af ham.

Siden Finneas var medgørlig, som Enzel havde guidet hans anden arm om bag nakken på ham, kunne han jo gå i gang med det han havde for. Og Finneas godtog endda, at Enzel måtte gøre med ham som han ville. Enzel ville gerne det som Finneas havde foreslået, for det mindede ham jo om den dag hjemme på bordellet, hvor han havde leget med ham, i troen om at han var i sikkerhed. Skønt han hadede at få vampyrbesøg, og hadede alt ved Finneas, dengang, så formåede han jo alligevel at få lidt ud af det selv. Indtil Finneas kom fri fra sit fangenskab, selvfølgelig.

Enzel holdt endnu i hans håndled, for at sikre sig at de blev hvor de skulle være. Han forventede ikke modstand, men han vidste jo at Finneas var egenrådig… Hans hænder kunne nemt komme til at vandre. Men for nu, satte han sig overskrævs på ham. Her hvor han hørte til. Og han begyndte at bevæge sine hofter i rullende bevægelser, og så nøje efter om det pinte hans partner. Om ikke andet kunne han trods alt mærke ham.

Brynene rynkede mere mærkbar end tidligere og han lukkede munden lidt i. Tyggede på ordene. "Undskyld" lød det kort efter, men han vidste ikke selv, hvad han helt præcist undskyldte for, men han undskyldte hvert fald for ikke at vide det selv. Men han ville lade Enzel behandle ham som han ville, det skulle der ikke være nogen spørgsmål om. 

Stille observeret han blot hvad der skete, eller snarere ikke skete. Men hænderne lå bag om nakken som anvist og han ville gøre sit for at beholde dem der, men det var vel blot et spørgsmål om tid, og han vidste, at Enzel vidste det. Men han lod ikke blikke forlade halvkatten, ikke endnu. 
Men hovedet løftede sig kort let, som han mærkede den anden placere sig tungt oven på ham og ganske rigtigt. En sværdkamp uden at det var en kamp. Øjnene åbnede sig forbavset. Afsløret han ikke havde været beredt eller set det komme. Brummende røst forlod svælget og han pressede skuldrene tilbage i sengen. Kæmpede for ikke at flå hænderne til sig, men alligevel.. En kamp var på spil. Det var tortur, pirrelig forfærdelig tortur. Finneas tvivlede ikke, at Enzel vidste hvad han gjorde. 

"Der er reb i sengebordet skuffet, okayokay!" brød han alligevel med iltmangel fra svælget, så stemmede knækken hæst over. Han vidste ikke hvad Enzel ville have, men tortur var en løsning for Enzel, og han var fænomenal til det. 

"Du kender det her værelse godt," Stak han lidt til ham, hvorefter han smilte på mundvigerne, og afslørede at han ikke var spor overrasket. Alene det at værtinden der havde stedet, var så familiær med dem, så snart hun så Finneas træde ind, var nok til at afsløre det. Så længe Finneas ikke tog andre med sig herind, mens de var sammen, så kunne Enzel se bort fra hans ufine fortid. Mere sagde han ikke til det, men måtte bøje sig hen i retning mod skuffen ved siden af sengen og strække sine arme så langt han kunne, for at få hånden ned i skuffen, og gribe fat i det han kunne få fat i. Og ganske rigtigt. Der var reb. Enzel målte længden og vurderede at han havde nok til det han ønskede at gøre med Finneas. Denne gang måtte han prøve at binde ham strammere end sidst, hvis ikke han ønskede at Finneas skulle undslippe igen.

Så han begav sig til at binde ham. Hver af hans håndled blev ført hen til gitteret i sengen, hvor han omhyggeligt snoede rebet rundt, og indfangede armene til sengen, godt med knuder denne gang, til en punkt, hvor det nok blev nødvendigt for ham at bruge sin daggert på at skære ham fri. Under normale omstændigheder, ville det nok være for stramt, og det kunne stoppe blodomløbet. Men for Finneas gjorde det jo ikke noget, vel. Vel? Det stod der jo ikke ligefrem noget som helst om, i nogle af hans bøger.

"Ligger du godt, flagermus?" Spurgte Enzel, og forsøgte at tilbageholde en frydefuld latter. At Finneas frivilligt ville gå med til at blive spændt fast på denne her måde, var ikke til at forstå. Men han så nu kær ud. På en måde som fik Enzel lyst til at pine ham. Det vækkede nogle sjove minder om da han legede med ham første gang. Nu fik han chancen igen. Enzel ville nok ikke lade sig påvirke af Finneas svar uanset. Han rykkede sig tilbage at sidde på Finneas. Denne gang flyttede han sin ene arm om bag sig og ned under halen, hvor han fandt Finneas' stive lem, og gned den mod sig, noget mere målrettet mod sin egen åbning. Han pressede til, et par gange, for at vække sin krop og minde den om hvad den var skabt til. Og kroppen huskede det, og lod ham trænge op. Bare en lille smule. Det skulle foregå i det tempo Enzel ville det.

Finneas var intet mere end en simple mand. Han havde været gæst der for evigheder siden, han kendte blot dets værdier og Enzel måtte hænge ham op på hvad end halvkatten ville, troskab var et ukendt fænomen for ham, men det burde ændre sig lige så stille i den nyere tid. 
Vampyren lå blot stille med den skikkelse siddende over på sig, lod blikket følge med halvkatten. De slanke arme der var lyse som porcelæn, fine som rubinsk glas og dyrt som krystallerne fundet i Norvik. 

Deres stilhed var kærkommen for de rædsler der burde være i vente. Hovedet i et let løft blev lagt tilbage, mens han lå med et kort mimikløst udtryk for sig. Øjnene var alt der bevæget sig omkring for at finde noget. Sige noget. Gjorde noget. Men som rebet begyndte at blive spændt omkring, åbnede øjnene sig en anelse mere, og han lænede hovedet bagover for at skimte med. Enzel tog sine forholdsregler. Havde blodomløbet været nødvendig, ville hænderne falde af i blodmangel, men halvkatten sørgede blot for, at blodet der holdt kroppen varm, havde et mindre område at fokusere på. "Bange for jeg skulle slippeløs?" spurgte, han, næsten i munden på Enzels spørgsmål. 
Et lille træk på mundvige kunne ses, og han nød kaldenavnet. "Flagermuse hænger bedst ud på hovedet, men det er vidst ikke sagen om jeg ligger godt, men om du har fuld kontrol" og det skulle Enzel gerne have. 

Blikket var alt som rigtig kunne følge med, så med hovedet lagt ned blødt for sig, så han til. Maven trak sig sammen som han fornemmede hånden i sit vante miljø. Den dirigeret hans lem mod halvkattens egne åbning med en præcision. Munden måbede let som tippen kom inden for i hulen. Omsluttende følte han sig allerede så småt ædt, selvom der endnu var lang vej igen. "Mhmm..", brummede han og fik lukket munden i igen.