I den lille lysning, skjult bag en mur af tilgroede buske, var Nianna. Hun havde ikke set sin lysning, i hvad føltes som årevis. Der var sket så meget i hendes liv, at hun havde forladt lysningen for at se den verden, som lå udenfor hendes velkendte skov og sø. Rejsen havde været lang, lærerig og farefuld, men fortidens monstre var også forsvundet fra hendes sind. Efter mange nætter, hvor hun havde grædt sig selv i søvne, følte hun sig endelig ovenpå igen. Hun havde forladt Azurien, med ikke andet end det hun kunne bære af fornødenheder, og bevæget sig imod det kolde nord. Hendes rejse havde været lang, og ikke mange dage var blevet brugt på andet end at vandre igennem skove, langs landeveje, over stejle skranter og igennem vandløb. Der var ikke den ting hun ikke følte hun havde set, når hun de fleste natter slog lejr under himlen, da hun ikke havde råd til kroophold. 
Der var kun to områder, hun følte hun havde gået glip af, det ene var Lindeskoven omkring Elverly men hun forstod deres ønsker om at holde fremmede ude, selvom hun havde sukket efter at udforske deres flora og fauna og så Kzar Mora, et hjemsted for hovedsageligt dæmoner, blot tanken om dem skræmte hende trods hendes kærlighed for Orcus der var halv dæmon, så hun havde slået en stor buen udenom det område på sin færd med at bevæge sig hjemad igen.

Og der var hun så, i sin lysning. Hun havde forladt den helt velplejet og i fuld flor, men alle buske og blomster havde taget herredømmet, sammen med ukrudt alle vegne. Hun havde været tilbage nogle dage, og med de slidte ærmer smøget godt op, havde hun nået at fjerne størstedelen af ukrudtet. Hendes lille hule, foret med skind var blevet tømt og skindene hængt op for at blive banket for skidt og støv. Hun rettede sig op, sveden lå som dug over hendes pande, og håret klæbede sig til det, med et lille utilfreds suk strøg hun håret bagover væk fra hendes ansigt med håndryggen, inden hun lod begge hænder hvile på sine hofte for at strække ryggen helt ud, et lille knæk lød inden hun rystede skuldrene let, og igen gav sig til at banke skindene med en kæp hun havde fundet ude i skoven. Støvet stod omkring hende i en sky, der fik det til at kilde i hendes næse, og inden længe lød en perlerække af små feminine nys, der nærmest kunne forveksles med lyden af en mus. Hun rynkede lidt på næsen efter det sidste, inden hun tilfreds med sit resultat med skindene, lod dem hænge lidt mens hun gav sig til at grave ukrudt, visne blade og andet skidt ud fra den lille hule. Taget trængte virkelig til en udskiftning af mos, hvilket hun satte på sin lange huskeliste til om aftenen, da hun fandt det lettere at tage store klumper af mos op, når det var en smule fugtigt.  

James var endnu en gang på vej hen til Niannas hjem i lysningen. Han ahavde været der næsten hver uge for at være sikker på der ikke var nogen spor hun havde efterladt sig da hun sådan pist var forsvundet efter deres sidste møde. Han kunne tydeligt huske hvor nedbrudt Nianna havde været over voldtægten og hvor meget det havde gået hende på. Han havde bare prøvet at være den bror han aldrig havde et lov til at være for sin lillesøster eller storesøster der også bare var forsvundet fra hans liv. Det var som om at hver gang han prøvede at få stablet noget på benene forsvandt folk fra ham. Hans storesøster Jocelynn havde gjort det, og Marad havde gjort det, nu også Nianna. Måske duede han bare kun til at være alene her i verden. Uanset hvad han prøvede på at gøre det rigtige var det som om det hele bare gik i stykker lige så snart han rørte ved det. Han havde ihærdigt prøvet at holde haven og buskene fri for ukrudt og andet skrammel, men ærligt? Han havde virkelig ikke grønne fingre, lige så snart han mente at have gjort noget godt for planterne og alt det spiselige døde de eller også hev han en eller anden frugtplante op der ikke skulle have  været oppe af jorden. Han var mindst lige så dårlig til at holde fast i sine venskaber som han havde grønne fingre. Inderst inde gjorde de ondt på ham at vide Nianna ikke var i lysningen og at hun måske aldrig kom tilbage. Han havde søgt alle steder men der var aldrig nogen der havde set eller hørt om Nianna.

DEnne gang var blot en gang ud af 100 han var på vej mod lysningen. Ikke at han forventede at se et velkendt ansigt for hvorfor skulle Nianna være vent hjem efter disse år? Han kunne trods alt bare give sig i kast med at søge videre ikke? Men selv det var han ved at være træt af, måske havde han bare ikke betydet så meget for Nianna som han havde håbet. Det var en noget kluntet landing hvor han nær havde slået hovedet ned i jorden ved søen som han plejede at stoppe ved for at trave det sidste stykke op til lysningen. Han kunne hverken lugte noget, eller se noget kendt. Lige så snart han havde fået fodfæste og strukket ryggen kort follede vingerne rundt omkring ham i en beskyttelse og vingen til venstre gav ham et ordentlig dask hen over ansigtet. "Det var lige godt! som altid bestemte hansvinger selv hvad de ville. I alle de år han havde været engel havde han stadig ikke helt formået at trække vingerne ind og ud af ryggen, eller kontrollere dem. De levede komplet sit eget liv, lige så vel som han prøvede at anes med dem. Uanset hvad han snart gjorde kunne de virkelig ikke lide ham. Eller det var sådan han følte det. Som altid skubbede han og puffede han til vingerne ved at få hænderne op under vingerne i hoved højde og skubbe til dem. "Forsvind! Gå væk!" Han blev mere og mere irriteret som han pufede hæftigere og hæftigere til dem. Han vandrede den velkendte vej op til lysningen og blev ved med at puffe til dem. Lige indtil han faldt over en kæmpe sten han havde glemt stod der, det resulterede i at han trillede hen over stenene og landte i lidt mudder med ansigtet først. Hvis det ikke havde været for vingerne havde hanhaft mudder i hele ansigtet. "Se det er hvad jeg får ud af det ved at trives med jer nytteløse vinger!" kom det arrigt fra ham og han satte sig op med røven direkte ned i mudderpølen. 

Et værre postyr udenfor lysning, fik Nianna til at stoppe op midt i sin rengøring af lysning. Hun strøg en løs tot af pandehåret om bag øret, og inden hun vendte sig imod det sted, hun alle dage havde passeret igennem buskadset. Stemmen lød velkendt for hende, men kunne det være? Hun havde skænket netop denne mand, mange tanker undervejs på sin rejse, og en del af hendes fortrød at have været taget afsted, uden at sige farvel. Men hvordan skulle hun kunne sige farvel, hun vidste ikke hvor længe hun ville være væk og om hun nogensinde ville vende hjem. Da hun forlod lysning, for så længe siden, var hun en ødelagt sjæl, knust ned i de mindste stykker, hun kunne ikke bære at såre ham og rejste af sine egne egoistiske årsager uden at se sig tilbage.

Hun bevægede sig over til buskadset og lod hånden glide over de mange blade og grene, der lystrede hendes ønske og øjeblikket trak sig til siderne og åbnede den lille passage for hende. Hun sank den klump der havde samlet sig i hendes hals, efter hun havde trådt igennem passagen, for ikke langt fra hende, sad James, dækket i mudder næsten fra top til bund, i en stor mudderpøl. Hendes mundviger trak let på sig, hun havde lyst til at le, men samtidigt trak tårerne sig frem i hendes øjenkroge. Hun vidste ikke om denne dag nogensinde ville komme, og nu var den her. James sad blot et stykke fra hende, og bøvlede med hans vinger. "Du skal være mere blid ved dem..." Hendes stemme var ikke mere end en dirrende hvisken, da den truede med at knække over da hun var så følelsesladet ved synet af ham. Hun havde øvet sig meget i at snakke, lytte til andre på hendes rejse, selvom de mange forskellige dialekter havde været besværlige at tolke til at starte med. Hun tog et par forsigtige skridt hen imod James, da hun ikke vidste hvordan han ville reagere.

Siden Nianna bare såda var skredet fra hans liv ude så meget som et brev (Ikke at hun kunne skrive) havde hans vinger været besværlige. Havde de et eller andet mønster i at leve som de ville fordi han var bekymret? Levede de deres eget liv fordi han ikke kunne finde ro i sig selv? Nok havde Aqi selv sagt at han kunne komme tilbage og blive lært op i at være rolig og kontrollere sin evne, han havde bare aldrig taget den chance. Hænderne var over kors da han mærkede et stik i hjertet. Et stik der betød at nogen var i nærheden. Hvem vovede at bevæge sig her ind?! INGEN havde nogen sinde fået lov til at komme her ind, og der skulle der heller ikke nu. Selv den sagte lille stemme hørte han ikke. Kunne stikket i brystet fra personen der var lige foran ham. Han kunne ikke fordrage at nogen skulle ødelægge dette hemmelige sted Nianna kaldte et hjem.

"Hvem der?! Giv dig til kende lige med det samme, og så forsvind her fra. Dette er ikke et sted for dig!" hans stemme var bestemt og hård, men han kunne ærlig talt ikke se en pind foran sig på grund af vingerne. Hvis det bare var så nemt som at klø sig i nakken havde han skåret de vinger af for længst. Men han tyede aldrig til vold. Den del af ham havde aldrig ændret sig. Han kunne jo ikke engang slå med en knytnæve uden at brække hånden. Selvom han havde fået stærkere knogler efter han var genopstået. Han kunne tydeligt huske hvordan hans knogler brækkede over den mindste belastning eller hvis han lavede en forkert bevægelse. Den ting var bare totalt ændret, lige så vel som hans evne. Han havde haft tanken så mange gange, hvis han nu bare døde en gang for alle, ingen ville jo savne ham alligevel.

Det stak i hendes hjerte at se James i sådan en tilstand, men hun lyttede til hans ord efter bedste evne og forstod det meste af hvad han sagde. Han beskyttede hendes hjem, hvilket spredte en varme og glæde i hende, for det betød han ej havde glemt hende og hun håbede inderligt at han heller ikke hadede hende for at have taget afsted. Ganske forsigtigt gik hun nærmere James, forsigtig da det ikke virkede til James havde fuld kontrol over sig selv eller sine vinger for den sags skyld, men hun kunne aldrig frygte James, for han ville aldrig gøre hende ondt, ikke med vilje. Det var en ting i livet som hun var helt og aldeles overbevist om.

“James, det er mig Nianna…” hendes stemme var en smule dæmpet men fuld af varme og ømhed, idet hun satte sig ned på knæ i mudderet foran hans vinger. Tøvende hævede hun sin højre hånd op, og rakte den frem imod hans ene vinge. Hun huskede stadig første gang hun rørte dem, hvor bløde og klatte de havde føltes. Hun tøvede i sin bevægelse, inden hendes varme fingerspidser strøg over hans vinge, i håbet om den ville trække sig væk så hun kunne se sin ven igen, se hans pæne forskellig farvede øjne som hun havde savnet så inderligt. 

James behøvede ikke at bruge sin audiokinise særlig meget for at høre der kom små skridt hen imod ham. Han skulle lige til at rejse sig og hidse sig gevaldigt op da smerten bare blev forværret i brystet. Dog kom svaret fra Nianna og han tykkede lidt på ordene. Sraks begyndte han så småt at slå sig lidt i panden med en knyttet hånd mens han mumlede. "Nej.. Det er ikke... Jeg kan ikke... Gå væk" Det var helt klart en illusion! Nianna var væk for altid, og dette sted gav hamsyner helt klart! Han var jo ikke værd at samle på! Nej Nianna lå sikkert i en eller anden skov dybt nede under jorden fordi hun ikke kunne forsvare sig selv. Det hele måtte være en illusion af nogen der havde fundet stedet her og gjort det til deres eget.

Endnu engang slog han sig i panden med knyttet hånd og lukkede øjnene kraftigt i. Han ville væk, langt væk her fra lige ind til en forsigtig hånd strøg hen over hans ene vinge. "Hold... Hold op.. Gå væk" hans øjne var lukket så kraftigt i, han ville ikke fortryde at se en illusion og blive glad for den blot for at det smuldrede imellem hans fingre som når man var ude i ørknen. Det var ikke Nianna det måtte han huske sig selv på. Alligevel reagerede vingen på den sløjfbløde hånd og fjernede sig fra James ansigt, kun for at finde en ødelagt James med en rift ned over sit røde øjenlåg og hænder der slog imod panden og en gang imellem hive sig i håret. Kun for at finde en James der slet ikke var som han plejede at være. Han var en nedbrudt mand, men hvem kunne forvente andet? Han havde ingen i sit liv længere, og alligevel skulle han leve 1000 vis af år uden så meget som nogen at holde af længere. Lige så stille satte han knæene op og lod hagen hvile på knæene og begyndte at vugge frem og tilbage lige så forsigtigt. "Gå... Gå væk" hvem ville tro at den han havde søgt efter i årevis faktisk sad foran ham? 

Det føltes som havde nogen jaget en kniv i hendes hjerte og drejede den rundt, så smertefuldt var det at se James i så stor forfald at han ikke ville tro hendes ord. “Åh James…” sukkede hun dæmpet. Lysten til at kaste armene omkring ham var stor, men hun vidste hun først måtte overbevise ham om, at det virkelig var hende. 

Da hans første vinge flyttede sig, og hun kunne se hans ansigt måtte hun trække lidt på smilebåndet, over alt det mudder der dækkede hans ansigt, hun møvede sig et pat skridt tættere på, ind bag hans anden vinge ganske forsigtigt, så afstanden imellem dem var fjernet, inden hun lagde begge hænder om hans hånd han slog sig selv i panden med, kærligt strøg hun hans knoer med fingrene mens hun kiggede hans ansigt efter, han lignede sig selv men noget var anderledes, hendes pande rynkede sig svagt og hun slap hans hånd med sin ene og strakte den forsigtigt mod hans ansigt, med en rolig hånd strøg hun mudderet væk fra ved hans røde øje og så den rift han havde. “Hvad er der sket?” Bekymringen var tydelig at spore på hendes tone, hendes blik flakkede hurtigt over hans ansigt og hænder. “Se på mig!” Hendes stemme var fast og bestemt, men bekymringen lyste ud af hendes øjne trods hendes alvorlige ansigtsudtryk. Hun måtte trænge igennem til ham på en eller anden måde.

DEr var den igen! Den bekymrede stemme der lød som Nianna men ikke var Nianna! Det var bare en hallucination det var ikke andet, heller ikke selvom noget jernede hans anden vinge for at komme helt tæt på ham. Den bløde hånd der lagde sig på hans ansigt. Nej det skulle holde op. Det hele var en stor fejl. De skulle forsvinde! Der var ikke andet i det. Dette sted havde en speciel betydning for ham. Det var her han var kommet til hægterne, det var her han havde kunne få sig et hjem. Et hjem Nianna havde tilbudt ham. Et hjem han havde ladet stå i forfald fordi han ikke kunne passe på noget som helst. 

Hvorfor skulle en eller anden også finde dette sted, det var hemmeligt og havde været svært tilgroet. Hvorfor kunne det ikke bare forsvinde? Han åbnede ikke øjne da mudderet i ansigtet blev fjernet, i stedet klemte ham dem lidt mere sammen og prøvede at give afkald på althvad han havde. Men nej han ville ikke græde, en eller anden stærk magiker havde rodet i hans hoved lige nu. Ja det var sådan det var. En eller anden ville beskytte dette sted, og straks rode i hans hoved for at finde det der betød mest for ham. DEt var intet andet, han var sikker i sin sag! 

Så kom den kommenderede stemme om at han skulle se på personen. Han ville ikke, han kunne ikke. Nej det hele ville forsvinde når han åbnede øjnene og så imod stemmen. "Gå...Gå væk.. Du er her ikke" stadig var det kun en sagte mumlen men han kunne ikke lade sine øjne hvile på noget der ikke var der. "Du er død.... LAD VÆR MED AT RODE I MIT HOVEDE!" råbte han ud over det hele for at få den tankestyrende person til at stoppe. Han kunne ikke mere, intet havde ffungeret for ham de sidste par år, hvorfor skulle noget så lykkes for ham nu?

Hvad var der dog sket med hendes ven, i den tid hun havde været væk, han var blevet reduceret til en skrøbelig skal hun sket ikke kunne genkende, men hvad skulle hun gøre, hvordan skulle hun kunne overbevise ham? Selvom hendes sproglige evner var blevet betydeligt bedre, var hun langt fra nogen mester der kunne holde lange taler, slet ikke i denne følelsesladet situation. 
Tårerne pressede sig på, og hun vidste hendes stemme ville knække helt over, hvis hun forsøgte at sige et eneste ord, hun forsøgte flere gange at sluge den voksende klump i hendes hals, men ubehaget ville ikke forsvinde. “James…?” Hendes stemme dirrede da hun sagde hans navn i et sidste forsøg på at overbevise ham om at det var hende, men hans ord chokerende hende og hun rev hænderne til sig. Død? Hvorfor troede han dog det? Hun sad jo lige foran ham. 
Trods smerterne ved at tænke på sidst de så hinanden, dengang hun var blevet banket og voldtaget af englen Dagon. Et klynk lød fra hende, men hun var nød til at dykke ned i mindet, for fast besluttet med en vilje af jern, greb hun begge hans hænder. Hun fokuserede alt hvad hun kunne på den dag, men på de gode ting, de ting hun selv havde brugt på sin rejse for at komme sig mentalt, i forsøget på at danne sin mentale bro til ham, så hun kunne dele de øjeblikke.
Hun fokuserede på hans kærlige omsorg, den måde han havde taget sig af hende, vasket hendes tøj, hjulpet hende rundt, omfavnet hende når hun havde brug for det, hun tænkte på hans lækre velduftende gryderet, fokusere på hver lille duft og detalje. Hun håbede blot inderligt broen ville blive skabt. “Jeg er lige her…” hviskede hun dæmpet, inden hun åbnede øjne for at se på ham.

Hvordan kunne noget han ønskede så inderligt virke så rigtigt? Det var ikke fair, det måtte være en sand mester i personens eve, en mesterlig kontrol som James kun besad med sin audiokinise. Han kunne ikke gøre andet end at holde øjnene lukket for hvad ville der ikke ske hvis denne mesterlige kontrol af en evne fik hans øje at se. Ville det så frembringe et minde om hans største kærlighed der blot smuttede ud imellem hans hænder, som han aldrig kunne få lov til at få igen? Marad havde gjort det klart han ville ikke se James mere, og det var den eneste grud til at han ikke rigtig havde bevæget sig ind i Medanien for at finde Nianna. Tænk hvis hun havde boet der hele tiden? Hvad ville der så blive af ham? Havde Niana fundet en anden a leve sammen med? Nej Nianna var død.

Men så kom den der specielle ting som kun en kunne gøre. Det at dele nogle minder og den varme følelse af velbehag fyldte hans indre fra personen. Hvordan kunne det ikke være hende? Det måtte det da være ikke sandt? Det kunne ikke være andre. Sådan en evne kunne da ikke kopireres kunne den? Nej det MÅTTE være hende! Som da broen havde lagt sig imellem dem lukkede han lige så forsigtigt øjnene op en efter en, blot for at finde en mere moden kvide sidde foran ham. Det var de samme lysegrå øjne, det samme hvide sølv agtige hår. Det var bare en mere voksen person der sad foran ham. "Ni... anna?" forsigtigt løftede han højre hånd der havde flået ham selv i det røde hår og lagde den på hendes kind. Det var en virkelig person. En der særdels lignede Nianna, en der havde samme evne som hende, kunne det virkelig være sandt?

Det var den værste ventetid hun nogensinde havde oplevet, men da han langsomt begyndte at åbne øjne for endelig at se på hende, voksede et smil frem på læberne af hende og hun lod tårerne få frit løb ned af kinderne. 
Den hånd han lagde på hendes kind, greb hun i sine hænder og knugede den ind til kinden. “Ja James…” bekræftede hun blidt, inden hun kastede al selvbeherskelse fra sig og kastede sig vitterligt over ham, med armene viklet rundt om hans nakke og skuldre, knugede hun sin spinkle krop ind til ham.
Hun trak vejret dybt, tog hver en duft af ham til sig, og ikke meget ved hans duft var anderledes, han var stadig James, hendes James. Med den ene hånd hvilende på hans ryg mellem det sted hans vinger sad og den andet knuget i hans nakkehår hviskede hun en dæmpet og grådkvalt undskyld i hans øre. 
Efter endelig at se ham igen, følte hun en kæmpe skyldfølelse over at have rejst, trods rejsen havde gjort så meget godt for hendes psyke.

Hvordan kunne hun være lige der? Sådan helt fysisk? Han kunne røre hende, mærke hende og tilmed dufte hende. Det hele virkede lige pludseligt lidt akavet som han bare stirrede på hende. Men inden han fik sagt nogle ord havde hun nær væltet ham ned på ryggen så han blev endnu mere muddret til, det var kun den smule styrke han havde i ryggen der gjorde at han ikke faldt bagover. Nok var han en splejs men det krævede sit at have nogle uduelige vinger der vejede godt til. Helt automatisk lagde han hænderne rundt om livet på hende og knugede hende ind til sig. Han var tabt for ord, han anede ikke hvad han skulle sige så han forblev tavs. Hovedet røg ned til hendes skulder og han tog en dyb indånding af hendes duft. Den var sød, lidt svedig og havde en sær duft af.. var det lidt salt? Hans vinger som netop havde åbnet sig ved Nianna's berøring omklamrende dem til en beskyttende skal. Kanten på hans vinger blev en stærk lilla farve af en eufori af glæde. James havde ikke grædt i så lang tid, han kunne knap nok græde mere, han var ikke engang sikker på hvordan man gjorde længere. Alligevel lod han blot ansigtet være begravet ned i hendes halvnøgen skulder. Hans ene hånd bevægede sig op af hendes ryg og lagde sig på hendes baghovedet som enhver far ville gøre ved sit barn for at trøste det. Selv Nianna's lille undskyldning svarede han ikke på. Han var lykkelig. Hans hjerte hamrede mere end noget andet, og han kunne mærke hvordan hjertet og blodet blev pumpet rundt i hans halv ødelagte krop. Selvom hans krop gjorde ondt lod han smerte være smerte, glæden ved at høre og se Nianna igen bragte kun kærlighed med sig ikke sandt?

Hun mærkede hvordan hans vinger lagde sig beskyttende rundt om dem, de strøg blidt imod hendes ryg, som hun knugede sig ind til ham, fuldkommen ligeglad med hvad andre måtte tænke, så de dem ligge sammen i mudderet. Hun bemærkede ud af øjenkrogen, hvordan farven på hans vinger skiftede og afspejlede hans humør, hvilket kun fik hendes smil til at brede sig endnu mere. Hvor havde hun dog savnet ham, alt ved ham! 
Efter at have lagt og grædt ned i hans skulder, et stykke tid, snøftede hun let inden hun løftede hovedet op for bedre at kunne se ned på ham. Hendes øjne røde af at græde, hendes næse lige så, hun var bestemt ingen skønhed i dette øjeblik, men hun kunne ikke være mere ligeglad. 
"Kom og se.." snøftede hun glad, mens hun tørrede sine øjne og næse med håndryggen. Hun havde lavet en masse ved hendes lille lysning, især hendes hule have fået en gevaldig opdatering, som hun glædede sig til at vise ham. Hun prøvede lidt kluntet at løsrive sig helt, for at kunne rejse sig op, men med hans arme og vingerne var det en besværlig kunst. Hun kom til at grine en smule, da det viste sig svære end først antaget.