Phoebus vendede sig nok aldrig rigtig til storbyer. Han var alt for vant til det salte hav og åbne vidder, at det at være omgivet af huse og gader var ham fuldstændig uvant. De var selvfølgelig i land med jævne mellemrum, men havnebyer havde en helt anden atmosfære end det som var at finde midt i landet. Savnede han lidt det friske luft af havgus? Det kunne vel ikke rigtig undgås.
Heldigvis var den unge mands tanker et helt andet sted som de ankom til de store byporte ved den høje mur der udgjorde det yderste forsvar til landets hovedstad. Det holdte aldrig op med at være imponerende. Phoebus var følgende med andre af hans skibskammerater fra eget og andre skibe som var rejst igennem landet for at holde deres velfortjente orlov og ikke mindst få opdateret våben og udrustning. Dette gav mulighed for at holde en lille men velfortjent pause.

De andre i følget havde sendt morende blikke til den unge mand, hvis tanker var fast sat på at finde en helt bestemt medkriger og helst med det samme. De havde set ham sidde med brevene og skrive. Hvordan han lyste op for hver gang de var i havn og han modtog et nyt. Phoebus glædede sig til at se sin ven igen, og fandt også hurtigt en at spørge om hvor Joanna opholdt sig.

Og der var hun. Sparrende med sine medkrigere og færdiggjorde hvad han håbede var det sidste træning for dagen. Han væbnede sig med tålmodighed selvom det kriblede i kroppen for at gå hen til hende. Sidst de havde ses havde de været ikke mange stadier fra fremmede, om end deres overlevelse havde været afhængig af hinanden. Nu, føltes det som at endelig at gense en kær ven efter alt for lang separation.

Det var som om at Joannas krop ingen ro havde haft siden hun havde modtaget det seneste brev for Phoebus. Han ville virkelig være her ganske snart? Tanken fik et væld af følelser til at vælte frem hver gang hun tænkte på. Hendes mave eksploderede i sommerfugle, og hendes håndflader begyndte at svede. Hun var ikke dum når det kom til hendes egne følelser, men hun havde ingen idé om hvordan hun ville reagere når hun så ham. Et eller andet sted så havde det været dejlig nemt da det at ses igen blot var noget de snakkede om, og... det var næsten nemmere at skrive. Der var ikke så meget angst indbefattede ved det.
Heldigvis var der ingen til at drille hende om det. Brevene var blevet beholdt på hendes værelse, men det havde måske mere at gøre med de manglende folk at snakke med på disse kanter.

Men hun blev nødt til at forsætte sin dagligdag, og prøvede at skubbe det ud af hovedet. Så da hun ligesom så mange andre dage stod og trænede med hendes medkrigere, lagde hun ikke mærke til den blonde mand der pludselig stod på sidelinjen. Hendes hår var blevet sat op, og det lange hår hang i en hestehale ned af hendes ryg, mens hun havde samme træningsudstyr på som resten af soldaterne.
Manden hun sparrede mod fik da også fornøjelsen af at stå på røven som hun kom med lidt for meget kraft, hvilket var indikation nok til at hun havde vundet denne omgang. Hun rakte en hånd ud og hjalp ham op, med et roligt smil på læberne, og de to af dem nikkede, inden gruppen af krigere begyndte at løsne sig op, for at gå til hver sit, og sætte træningsudstyret væk.
Det var også først her, da hun samlede våbene op, at hendes blik endelig fangede Phoebus', eller hvad der i hvert fald lignede ham. Overraskelsen var tydelig i hendes ansigt, og de træningssværd hun havde i armene faldt ud af dem, som hun var fæstnet til hvor hun stod. Var han her allerede?

Tilbagelænet mod muren betragtede han træningen, men mest af alt fulgte han hende. Hvordan hestehalen svejede og piskede i luften som hun bevægede sig og hvordan hun til sidst fik besejret sin sparringspartner så han røg ned. Han lagde ikke engang mærke til hvor lang tid der gik, hvis der overhovedet gik lang tid. Han følte sig underligt rolig men samtidig med opspændt og underlig i kroppen. Hvad det var, forstod han ikke helt, andet end han tog det som at han var glad for endelig at se hende igen. Hvilket han var.

Han skubbede sig roligt væk fra væggen som kampen var ovre og hun begyndte sammen med de andre at samle tingene sammen. Hendes reaktion da hun fik øje på ham fik ham et øjeblik til at tøve i sine skridt og løfte et øjenbryn. Hurtigt voksede et smil frem på hans læber og han begyndte at bevæge sig igen. Han trådte hen foran hende, udenom de tabte træningssvær, og bekæmpede trangen til at omfavne hende, givende at hun så ud som om hun havde set et spøgelse. ”Hej Jo”

Uanset hvor meget hun havde stresset over denne her situation, over hvad hun skulle sige, gøre og ja hvad hun ikke burde, så var alt bare røget ud af hovedet på hende det øjeblik hun så ham igen. Det var underligt, for de havde kun set hinanden to gange inden dette, og ellers havde det blot været gennem brevene.
Hun lagde ikke engang mærke til hvordan hendes eget ansigt endelig fortrak sig i et smil, inden hun passerede de tabte våben, og næsten væltede ind i Phoebus for at give ham et kram, som hun snublede også våbene der lå i vejen, men hun var ligeglad. "Phoebus! Du er her!" udbrød hun. For der var ingen tvivl om at hun var glad for at se ham, selvom det lige havde taget hende et øjeblik at komme sig over chokket. Hun havde ikke engang været sikker på at det rigtigt havde været ham trods alt.
Og nu hvor han var her, så var det ligeså meget som om at alt den angst hun havde gået rundt med bare.... ikke var der. Der var ingen knude i maven. Bare lettelse.

På en måde følte Phoebus at han fik mere af se af den virkelige hende som hun havde ladet sine tanker flyde ud på tekst. Ofte var man bedre til at skrive hvordan man egentlig havde det, og han vidste han selv havde kunne skrive ting han nok havde haft svært ved at sige højt.
Som hun begyndte at reagerer kunne han ikke lade være med at le. En lettet og glad latter som hun syntes at vågne op af det førsteværende chok og inden længe ramte direkte ind i ham på vejen over de tabte våben. Hvilket kun gjorde latteren større og varmere, som han lukkede armene omkring hende og holdte hende ind til sig. ”Det lovede jeg jo!”

Modvillig for at give slip, holdte han krammet et par sekunder ekstra og lænede sig ind mod hendes hår, før han endelig løsnede grebet og lod hende komme fri af omfavnelsen igen. ”Er du færdig for i dag?” hun havde stadig sine forpligtelser! Det havde bare været for ulideligt at skulle vente med at se hende nu han endelig var så tæt på.

Joanna kunne også mærke latteren glide ud af sig. Hun kunne slet ikke forstå at de stod her nu. "Men at love noget på papir, og så faktisk gøre det...." sagde hun stadig med latter i stemmen. "Jeg er glad for at du er her!" Det var ikke engang fordi hun ikke stolede på hans ord, men hun kunne ikke engang tælle på sine hænder hvor mange gange hun havde sagt til sine forældre at hun nok skulle finde ud af hvornår hun kunne få orlov og komme ned og besøge dem. 

Selv var hun heller ikke helt villig til at give slip i krammet, men gjorde det trods alt stadig, for at tage et par skridt væk, og endnu engang være ved at snuble over våbene. Ah ja.
"Næsten!" sagde hun, og hun var glad for at han var kommet på en dag hvor der ikke var planer til langt ud på aftenen, eller at han var kommet om morgenen. Det ville have været en lang dag. "Jeg skulle bare lige rydde de her væk, og så var der ikke mere planlagt." Nu når hun også lige havde muligheden for faktisk ikke at være i hele chokket, så trængte hun også til at friske sig selv lidt op. Hun kunne stadig mærke sveden klamre sig til hende. 

Phoebus holdte altid hvad han lovede, men han forstod godt hvad hun mente og kunne ikke lade være med selv at grine over det. Det var virkelig en ting at skrive til hinanden om hvad man ville, til at stå overfor hinanden og have gjort alvor ud af de skrevne ord. "Jeg er også meget glad for at jeg er her!" lo han varmt og lod et smil forblive på sine læber.

"Det kan jeg godt hjælpe med" for ryddes op var påkrævet, ellers kom der en våbenmester med meget surer miner og en opremsning af hvor uanstændige de alle sammen var, hvis ikke de gjorde det. Phoebus trak sig et par skridt tilbage og begyndte at samle træningsvåbnene op og hjælpe med at få den på plads. "Tænker jeg måske også lige får vasket det værste af rejsestøvet af. Der har godt nok været tørt på rejsen!" han var trods alt vant til det salte hav hvor der var en høj fugtighed hele tiden - så at ridde på en tør sandet landevej, var virkelig en anderledes oplevelse!

Der var så mange følelser og tanker der fløj rundt i Joanna at hun ikke engang helt vidste hvad hun skulle fokusere på, andet end glæden der bare var ved at se Phoebus igen.
Selv bøjede hun sig også ned for at samle dem op, og selvom hun godt kunne have haft dem alle sammen, så var hun nu alligevel ret glad for at de kunne deles om det. Hendes arme var lange, men det var stadig lidt besværligt, og man skulle helst ikke gå to gange.

"Oh! Du kan helt sikkert låne vores bad," sagde hun muntert, som hun fik rejst sig op med våbene i armene. "Ellers er der også badehuset nede i midtbyen." Hun kiggede lidt ned af sig selv, inden hun fokuserede tilbage på at vise Phoebus mod en lille bygning der grænsede op til paladset. "Jeg ville også foretrække lige selv at få et inden, hvis jeg skal til at vise dig rundt i byen." Hun smilede bredt til Phoebus. Badehuset havde hun dog aldrig reelt været i, men hun havde hørt gode ting om det. Det var bare ikke lige... privat nok. 

Phoebus smilede taknemmeligt. ”Meget gerne. Friske og nyvaskede til en tur i byen” lo han og besluttede sig for ikke at gå ud af tanken at hun også mente hun havde brug for et bad. Han rystede mentalt på hovedet af sig selv. Hvor kom den lige fra.
”Kom, lad os få det her på plads, og så tage en tur ud.” svarede han og hankede op i våbnene og begyndte at få lagt på plads. Som det hele begyndte at se acceptabelt ud, børstede han støvet af sine hænder og lod Joanna vise vejen hen til muligheden for at få hver sit bad inden turen gik videre. Han kunne på intet tidspunkt få det lille varme smil af læberne.

Joanna var lykkelig uviden om Phoebos tanker, og selv hvis hun havde haft en tanke om at han kunne finde på at tænke sådan af hende, ville hun jo nok i sidste ende blot slå det hen som ønsketænkning om sig selv mere end noget andet.
"Lad os," istemte hun med ham, og viste ham hen hvor våbne skulle lægges, og da det arbejde virkede til at være færdig, så begyndte hun at lede ham op mod gemakkerne.

"Du kan låne soldaternes fællesbad, og hvis der er noget du har behov for at låne, så kan du bare sige til," sagde hun. Det ville være lidt underligt intimt, at have ham inden i hendes egne private gemakker, og hun havde fået tillusket sig noget mere diskret badning for sig selv, så hun ikke skulle døje med det hver gang at hun skulle bade.

Phoebus selv var fuldstændig upåvirket af at skulle afklæde sig et sted hvor der kom andre. Det kom helt naturligt efter et par måneder til søs, at privatlivets fred var ikke eksisterende. ”Mange tak.” svarede han og tænkte ikke videre over hvorvidt hun benyttede sig af soldaternes fællesbad eller havde sit eget. Det ville under alle omstændigheder være opdelt på køn og selv hvis han ingen problemer havde med at være blandt andre i en sådan stund, var det ikke en tanke delt af alle.

”Hvor skal vi mødes igen når vi er færdige? Bare her udenfor?” spurgte han, egentlig efter at være gået et par skridt og vendte om igen i en glidende bevægelse. Han tænkte det ville være godt at planlægge lidt! Også sådan han var sikker på at han nemt kunne finde hende igen! Det var jo hende han helst ville bruge tiden sammen med, nu han var her.

Joanna tænkte sig lidt om da han spurgte hvor de kunne mødes igen, for det skulle også være noget der let for Phoebus at finde, samtidig med at det ikke var et super irriterende sted at stå at vente, for det kunne være at de ikke var lige hurtige færdig. Selvom Joanna havde en formodning om at Phoebus nok ville være den hurtige af de to.

"Ved du hvor labyrinthaven er?" spurgte hun, selvom den var ret stor. "Så kunne vi mødes i starten af den, som ligger tæt på udgangen til byen." Der var også et par bænke, og det var trods alt et ganske smukt sted. Det ville også formindske spørgsmålene, skulle folk se dem sammen, tænkte hun. Det var mest de andre soldater hun ikke ønskede at stå i forhør hos, selvom det var trods alt ikke var den primære motivator.

Phoebus tænkte sig om at gav derefter at et nik. Han havde i hvert fald hørt om hvor den skulle være, så det burde være til at finde. ”Okay, i starten af labyrinthaven som ligger tæt på udgangen til byen.” gentog han for at vise at han havde forstået. Han smilede til hende og tog sig et par ekstra sekunder inden de gik hver til sit for at gøre sig klar.

Det var ioner siden at han havde haft den luksus af et privat bad og mulighed for at skrubbe rejsestøv, skidt og sved. Et øjeblik var han tæt på at falde i søvn stående oprejst op under det rindende vand, fordi det var så ubeskrivelig rart.

Det var med rent tøj, rent reddet hår og en mere sund kulør der ikke var dækket af støv at Phoebus kom ud igen og begav sig af ruten gennem paladsets arealer. Han messede for sig selv hvor han skulle hen. Det tog måske lidt længere tid en hos en stedkendt, men i sidste ende sætte Phoebus sig på en bænk udenfor indgangen til labyrinthaven og ventede med et roligt smil på læben.

Der var måske en anelse mere panik for Joanna end hvad hun burde, som hun skyndte sig tilbage til sine egne gemakker for at finde både tøj og gøre sig helt ren. Hun kunne ikke helt lade vær med at skære lidt en grimasse som hun så sig selv i spejlet inden hun tog et bad. Hendes hår klistrede sig lidt til hende, grundet sveden, og der var støv fra pladsen. Hun blev også nødt til at fortælle sig selv at de begge var soldater, så de vidste begge at det bare var sådan man så ud, og det her var ikke en date. Det var bare en af hendes venner der kom forbi for at sige hej.
Intet af hvad hun sagde til sig selv hjalp dog, som hun gnubbet sig ren og taget tøj på, inden hun skyndte sig ned mod labyrinthaven.

Som hun så Phoebus sidde og vente, gik hun med lidt mere hastige skridt mod ham. "Jeg håber ikke at du ventede for lang tid?" sagde hun og kørte en tot hår bag øret, som det nu fik lov til at hænge løst omkring hendes skuldre. Hun havde valgt at iføre sig i en simpel kjole, efter hun havde konkluderet at hvis hun klædte sig på i noget af hendes pænere, så ville hun slet ikke føle sig komfortabel. Alt i alt så lignede hun mere bare en normal kvinde fra byen, fremfor den soldat som Phoebus hidtil kun havde set hende som.