Med et lidt overvejende glimt i de grå øjne, studerede Zion det menneske der var blevet fundet frem. En ung kvinde, nok ikke særlig gammel hvis man skulle tyde noget ud fra hendes ansigtstræk, og udsat i sit arbejde. Der var nok nogle der ville savne hende, men ikke nok, til at det havde reddet hende fra det næsten rituelle setup, der testementerede at noget lå i vente. 

Detaljerne om hvor meget hun havde fået overhørt fra den agent der havde snakket over sig, virkede i momentet irrelevant. Mørkelveren skubbede sig med et lille suk fri fra gulvet, og skridtede hen til et vandfad hvor han gav sig til at vaske sine hænder. Spejlet der hang foran skålen med lunt vand, var en af de få detaljer i det mørke rum, som man nemt kunne ane. Det reflekterede en stråle af lys, fra et tagvindue langt oppe, og afslørede at udenfor et sted var det dag. Måske endda eftermiddag, ud fra dets gyldne farve. Men ellers var det foruroligende tomt i rummet, foruden mennesket og Zion selv. 
Hun var dog bundet fast til en stolpe, hamret ind i stenunderlaget under dem. Men stadigvæk siddende nogenlunde oprejst, så man bort for benene der var knækket sammen under hende. 
Hænderne rystede en sidste gang vandet af sig, blikket strejfede hendes bevidstløse skikkelse, og han tørrede dem af i håndklædet ved siden af. Hun havde bare været et uheldigt sted, på et uheldigt tidspunkt. Og nu var de ved vejens ende. 

Hun ville nok snart vågne. Zion gled om bagved hende, begge hænder hvilende på de smalle skuldrer. Inden at han gav hende et sagte klem, og med et sus af underliggende, grov, sult, aktiverede sin magi. Ikke nødvendigvis en behagelig process, og det ville gradvist blive mere smertefuldt, desto længere ind i det, de kom. Men der var ingen mennesker helt herude - der ville ikke være nogle til at høre hende, selv når hun vågnede og det måske gik op for hende, hvad der skulle ske. 
Men det var nødvendigt. For det større billede, for andre perspektiver; hun ville være dem til gavn i mange år frem, til gengæld.   

Heldig kunne man ej kalde den unge kvinde, her på det sidste virkede det til, at hun formåede at støde på farlige folk. Det var endnu lykkedes hende at slippe med livet i behold, men hvor længe kunne det fortsætte på denne vis? Hvordan hun nu var havnet her måtte guderne vel vide? Havde hun fortjent denne skæbne? nu hvor hun endelig følte at have kontrol over sit eget liv... 
Men nu endt her til en skæbne som overgik alt hvad hun selv havde håbet, fordi hun blot havde overhørt noget hun ikke burde, det var vel ikke hendes skyld at manden, havde snakket lidt for højt og ikke bemærket hendes tilstedeværelse? 

Kroppen og sindet i denne stund væk, fra hvad der skete omkring hende, eller hvor hun overhovedet befandt sig. Hans berøring begynde at sende små stød igennem kroppen, som prøvede den at vække hende igen. Det kønne brune hår ikke længere pænt sat, men hængende uglet ned langs siden, den spinkle krop bundet fast og havde det ikke været for hendes evne, ville hun sikkert have sår fra fangsten, men huden var ganske fin, blød samt helt lys på nær enkle fregner. 
Som en smerte begyndte at starte i hendes bryst, gled de olivengrønne øjne langsomt op, de blev større som rummet omkring hende var ukendt, et svagt gisp slap over hendes læber, blikket begyndte panisk at flakke rundt som for at prøve at finde en forklaring, hvad der før var sket en smule tåget. 

Rosalind begyndte at mærke ham mere bag sig, hun kunne ikke se ham men ønskede det heller ikke, hun vidste ikke helt hvad der skete, men klar over dette var farligt... Sandheden var at der nok ikke var nogle der ville lede efter hende, kunder ville blot tro hun havde glemt aftaler, og ja familien havde smidt hende ud for et par år siden. Hun lod et større gisp slippe " Hvad sker der? hvor er jeg, og hvem er de?" hendes stemme en smule spinkel efter alt der var sket, hænderne knyttede sig kroppen prøvede at komme op selvom lænkerne gjorde det umuligt. Hendes hjerte satte farten op " lad mig gå jeg har ikke gjort dem noget.... Kan vi ikke finde en bedre løsning?" hun gjorde hvad hun var bedst til, at prøve at forhandle denne gang handlede det som hendes eget liv og krop, en krop hun ej ønskede at dele med andre end sig selv, ikke indefra...

Et eller andet sted, var det meget bevidst at mørkelveren ikke nænnede at møde ansigtet når det først vågnede op. Han kunne i princippet gå hvor hen det skulle være - så længe  han stadigvæk havde en form for kontakt med offeret, så skulle det nok gå. Men deres øjne plejede at stille spørgsmål han ikke kunne besvare, og med tiden var det blevet lettere, bare at forholde sig i stilhed indtil det var overstået. 

Hvad sker der? Hvor er jeg - hvem er- Zions øjne åbnede sig i en langsom dæmren, næsten kaldt på at den spinkle stemme der endelig vågnede op til dåd. Og bagved alle de spørgsmål, kunne man næsten ane det sidste tage form også. Fordi hvorfor gjorde han det? 
Zion lænede sig ubevidst en smule tilbage. Som prøvede han at skabe afstand til hende, på trods af at fingerspidserne blev ved med at bibeholde kontakten imellem dem - et koldt greb på en ellers gradvist, varmere krop - men han kunne selvfølgelig ikke komme udenfor hverken rækkevidde eller hørevidde. 
Og efter nogle sekunders pause, hvor at spørgsmålet ensomt svævede tilbage i mørket... endte Zion med at fugte læberne en anelse, og tilføjede. "Det er okay. Det er ikke din skyld at du er her.." stemmen var lavmælt. Og alligevel virkede den forfærdelig højlydt. En larmende stilhed, og han virrede en anelse med hovedt. 

Han ville ikke møde deres ansigt, fordi deres øjne var så ofte fulde af bebrejdelse. Alligevel forsøgte mørkelveren ikke at brænde sig på hverken giftige eller hårde ord, da han overraskede sig selv, ved langsomt at glide rundt om hende, en enkelt hånd på skulderen som en akse for rotationen der aldrig slap, og han skævede ned på den knælende kvinde. Hun så bange ud. "Om et par timer, vil det være overstået" forsikrede han hende, måske en tand for blidt, omend det ikke virkede som det mest beroligende at få af vide. 
Men hvad kunne han ellers sige? Der var så sjældent andre løsninger, når de kom ud til det her stadie på rejsen. 

Panikken begyndte at sprede sig, blande sig med smerten og fortvivlelse, prøvede at huske hvad der var sket hende, men det eneste der kom frem, var mand hun havde overhørt derefter var alt blevet mørkt. Kroppen prøvede igen at komme fri, blev enig med sig selv om dette var en fejltagelse, det kunne næsten ikke være andet? Eller havde hun pisset en forkert kunde af? Kunne dette være aftalt spil? Hendes ord hang i luften men svar kom der ej. Det fik blot frygten til at sprede sig mere, skulle hun virkelig dø her? Det var slet ikke hvad hun havde forstillet sig, hun var ikke klar til at tage imod døden der var så meget mere at opleve, så mange flere mænd at underholde....

Hans ord var alt andet end beroligende, de kørte rundt i sindet prøvede at få en mening, men hun var ikke sikker på hvad grunden så var? Hun havde aldrig før været bundet på denne måde, knæene gjorde ondt af at hvile imod det hårde gulv, hun kunne ikke undgå at holde en enkel tåre inde, trillede ned ad kinden for at ramme gulvet. Hjertet slog hurtigere som alvoren begyndte at trænge sig på, bankede på hendes sind for at advarer. Hun kunne ikke give op! det lå ikke til hende at give op, med den lille smule mod knyttede hænderne sig hårde så knorene næsten blev hvide. 
Igen vred kroppen sig en smule, for at prøve at komme fri hun nappede sig i den fyldige underlæbe så hårdt, at en blod dråbe fandt vej ned ad hendes hage. Som væsnet vendte sig omkring, endte foran hende lod hun de grønne øjne se på ham, de var bange ja men der var også noget mod, en smule håb at sporer. Ordene fik en klump til at samle sig i halsen, kort glemte hun næste at trække vejret, hun rykkede sig frem ad så kæderne raslede som de nåde deres yderste punkt " men jeg vil ikke væk, jeg er ikke klar " hendes stemme stadig spinkel. 
 
Rosalind så næsten bedende på ham, hun kunne ikke give op nu " jeg vil gøre alt sir, please lad slip mig, jeg vil gøre alt for dem, bare ikke dette" hun var nød til at prøve at forhandle, hvad ellers kunne hun gøre kroppen gjorde ondt især nu hvor hun pressede den til at nå kædernes sidste punkt " kan jeg ikke tjene dem på anden måde?" hendes sidste ord lød, før hun igen måtte bide sig i læben for ikke at sige lyde på grund af smerten, blod gled igen ned ad hendes hage til det ramte gulvet sammen med et par tårer. 

Det var let at bibeholde kontakten til hende, når hun var så fastspændt som hun var. Enkelte gange havde Zion oplevet at stå næsten i slutningen af rituallet, og på grund af et uopmærksomt øjeblik, se det hele falde til jorden når de fik rykket sig udenfor hans rækkevidde. Andre gange, faldt de mere og mere til ro, som de følte sjæletrådene langsomt trævles op, for at forsvinde. 
Selv når hun vred sig fulgte Zions greb med hende, ikke hårdt, men bestemt nok til ikke at ville give slip. Og mørkelverens hvide bryn gled en anelse studerende ind imod hinanden, da han fangede en tårer, og senere blod, glide ned af det lyse ansigt. 
Hun virkede desperat. Måske hun fattede mere end mange andre på det her punkt, og det mest hensigtsmæssige ville være at få hende beroliget en smule mere. Men alligevel lod Zion være, det ville blive så lang en dag, hvis der var helt stille. 
"Desværre, Rosalind. Vi har ikke en chance for at vurdere, om du kan stoles på" at hun slap fri ville være et mirakel, og et eller andet ved det, gjorde det let for ham at dele hans tanker. 
Måske de næste par timer ville gå hurtigere, hvis de kunne rationere sig frem til, at det nok skulle gå. "Men det havde været godt, at møde dig på andre præmisser" jokede han lidt tørt. 
Jah som om at humør ville bløde op for humøret eller situationen. 

Kæderne raslede i hendes frustration, og Zion strammede grebet en anelse bestemt om hendes skulder, sid nu stille, og fjernede noget af det tjavsede hår der gled ned i hendes ansigt. At gemme sig for hende, havde han trods alt allerede besluttet sig for ikke at gøre, og i stedet gled en dæmpet 'shh' over hans læber, da han prøvede at tysse lidt mere på hende. 

Rosalind var ikke dum som man kunne tro, en kløgtig kvinde der bare selv havde valgt sig en anden vej i livet, end hvad familien havde ønsket af hende. Hun havde på igen måder før været et sted som dette, og at være lænket fast på denne måde var ikke et godt tegn, at hun endnu kæmpede imod ham var ren og skær stædighed, ikke klar til at forlade denne jord endnu, stadig meget at opleve endnu. Blikket flakkede kort rundt som prøvede det at finde en udvej, men der var ikke noget at se så langt øjet rakte. 
Derfor gled det tilbage imod hvad hun gætte på måtte være en mørkelver, et væsen hun endnu ikke før nu havde mødt. 

En tårer mere forlod øjenkrogen, hans ord fik det til at løbe koldt ned ad ryggen, endnu engang blev et valg truffet over hovedet på hende. Hun kunne ikke indfinde sig med hvad der blev sagt hvordan skulle hun det? " men jeg er ikke engang sikke på, hvad der blev snakket om, de har ikke engang givet mig en chance for at bevise jeg ej sladre?" igen kunne hun intet andet gøre, end at prøve at forhandle med ham. De næste ord fik hende dog til at fnyse en smule, godt at møde hende? han havde kun set hende bevidstløst sikkert? havde han forgrebet sig på hende? det ville ikke komme bag på hende. Blikket stirrede på ham før hun endelig slap den let blodige læbe "  jeg ville langt heller have mødt dem, på en seng imens jeg gør mit arbejde" svarede hun, han burde vel på den nedringet påklædning have gættet hendes job ? 

Da grebet strammede sig, lod et gisp slippe som det gjorde ondt, smerten fra den dårlige position gjorde det ikke bedre, heller ikke at han prøvede at tysse på hende. Som om hun burde være stille i denne stund, hvorfor var han så rolig? det skræmte hende fra vid og sans, men hun var klar over at lukkede hun ned nu, så ville dette være det sidste i hendes liv. 
Hun pressede sin krop til de yderste selvom det fik et par smertefulde gisp til at lyde, de grønne øjne igen søgte hans " er der slet igen mulighed? " hun måtte blive ved med at prøve at overbevise ham, selvom det næsten virkede umuligt i denne stund... Kroppen skælvede som hun formåde at presse den så meget, det betød også hun var utrolig tæt på ham. 

Det havde været en relativ nem mission, sådan at få erhvervet sig skøgen efter det var kommet dem for øre. Hun boede alene, og de agenter der tog sig af det arbejde, var effektive. Zion havde knap nok haft noget med hele situationen at gøre, indtil at det blev forslået at hun kunne være et potentielt, nyt hylster for ham. Et alternativt valg, men med næsten ingen kontakt til familien, havde hun været et 'let' offer. 
Et eller andet sted, kunne han sagtens se rationeringen i det, og Rosalind ville ikke være den første, nok fuldkomne (hvis det overhovedet fandtes) uskyldige sjæl som var faldet til sjælemagien. Men. Der var et eller andet over måden hun kæmpede imod på, da hun pludselig kastede sig mere i spænd imod kæderne. 

Nok til at Zion tog et halvt skridt tilbage, et mere påpasseligt glimt i de grå øjne. Hånden hang stadigvæk fast med skulderen, men han ville ikke have hende alt for tæt på. Ordene trængte dog ind, og Zion fnyste en anelse afvisende. "Du kan ikke genkalde hvad der blev talt om?" hørte han sig selv spørge, alligevel, og prøvede at skubbe hende lidt mere mildt tilbage. Hun behøvede ikke at skade hans fremtidige krop. 
Fordi hvordan ville hun bevise at hun ikke vendte på en tallerken? Måske de kunne få fjernet mindet, men når det alligevel var endt på hans skød, var der lang vej til bare at 'lade det slippe'. Selvom hun ingen idé havde om hvem han var, udgjorde det vel stadigvæk en risiko. Og modsat mange andre der blev opsøgt af Verbatim, var hun ankommet på andre præmisser; det var ikke logisk at lade hende overbevise ham. 

Men hun kæmpede for det. Nok til at Zion i det mindste lyttede, da han sagte tilføjede. "Det ligger i din natur at ændre mening. Måske ikke nu, men en dag i fremtiden.." mennesker var omskiftelige, og det her menneske, var stadigvæk ret ungt. Det var nemt at give løfter når alternativet var sjæledød, men hvad med senere? Når hun var i sikkerhed igen, og faktisk fik tiden til at processere hvad der var tæt på at være sket? 

Skulle hun straffes fordi hendes familie ikke ønskede hende, kunne de i det mindste ikke have taget hendes klamme onkel? han ville da være et langt bedre valg, sjælen var alligevel ødelagt! Hun var blevet overfaldet i sit hjem, havde intet kunne gøre andet end at blive slået bevidstløs, hun var altså mere end blot en skøge men nej, sådan så man sjældent folk som hende!
Rosalind kunne ikke give op, det var det eneste at gøre om hun så skulle ødelægge sin krop, for ikke at miste sin sjæl så måtte det være det. Kroppen skælvede en smule som hun pressede sig selv til det yderste. 

De grønne øjne så på ham, som han trak sig en smule men selvom, han prøvede at skubbe hende blidt tilbage, så pressede hun sin krop frem igen. Det fik et smertefuld gisp til at lyde, som kæderne gravede sig ned i den fine hud, ordene der lød fik hende til at rykke brynene tættere sammen " På igen måder nej, det var ikke ligefrem fordi jeg prøvede at lytte med, det var dem der talte for højt" Hendes ord var sande, hvad de havde snakket om vidste hun ikke med sikkerhed, fordi ærligt havde det ikke interesseret hende. Kroppen prøvede at presse sig mere, om så der ville komme blod, smerten strålede i hendes blik . Hjertet slog hurtigere og hårde, men hun ville ej bare overgive sig til ham, det var hendes liv og ikke hans! han måtte finde sig et andet hylster der var sikkert langt bedre valg end hende! 

Rosalind så mere intenst på ham, som hun overvejede sit svar nøje, men hun måtte tale sin sag igen " jeg ved ikke engang hvem de er? og ærligt skulle jeg sige noget, ville igen tro på en skøge! for det er hvad alle ser mig som!" hun fnøs en smule frustreret, nappede sig i de fyldige læber " jeg er ikke en løgner, jeg holder mine ord ellers kan de vel lave en forbandelse? men giv mig en chance jeg er ikke klar til at dø nu" hun stoppede sig selv fra at sige mere, i frygt for at få sagt noget der kunne pisse ham af, men hun følte sig forbandet dømt, blot fordi de så hende som et nemt offer, men hun var langt mere end det! Hun var Rosalind! Hendes øjne veg ikke fra ham, lod sig presse det sidste stykke, så hele kroppen næsten knagede og hun måtte gispe af ren smerte, men hun blev i denne stilling. 

Det var nogle fair pointer. Og det var trods alt et liv som det handlede om, hvor umærket Zion end prøvede at fremstå omkring situationen. Måske blev man mere tykhudet med årene, og langt størstedelen af tonelejet det blev sagt med, faldt for døve ører. Han havde hørt desperation før. Men ordene hang alligevel lidt ved, som et ekko han ikke helt kunne slippe fra endnu. 

Hmm. De grå øjne hang lidt tilbage over hende, et øje for hvordan hun blev ved med at slås imod kæderne, næsten som regnede hun med at hun med magt alene ville kunne trække sig fri. Utroligt gåpåmod. Og da hun for - jah han vidste ikke engang hvilken mængde - gang kastede sig fremad, rykkede Zion uden helt at tænke over det tilbage i samme bevægelse, og trak hånden til sig i et overrasket, næsten nervøst ryk - hun skulle ikke for tæt på! 
Irritation vældede dog kort efter, ind over det ellers passive blik, og han fnyste lavmælt over at kontakten var blevet brudt. Nu skulle han starte forfra. 
"Stop. Stop det der" snerrede han lavmælt, en anelse kontant, og gestikulerede imod hendes modstand. Omend det måske var svært at bedømme om det var hendes indre kampgejst, eller ydre han referrede til. 
Øjenkontakten lod ham dog ikke slippe, og Zion smallede langsomt det lyse blik. "Hmm..." 

Okay, han kunne lege med. Den mørke hånd gnubbede ham en anelse på panderykken imens han tænkte, og Zion tilføjede sagte. "Du er en skøge, det er sandt. Hvilke slags kunder har du?" og han slog blikket op igen, men den her gang uden at nærme sig. Hvilke slags kunder - havde hun nogle af status, som kunne være gode at have e finger på pulsen omkring? Situationer, som deres andre agenter ikke kunne opstøve eller opsnappe? 

Rosalind måtte kæmpe imod, hvad ellers kunne hun gøre? for nej hendes liv var end ikke begyndt ordenligt, der var så meget mere hun genre ville opnå. Dette her stod langt fra på listen, og i sandhed forstod hun ikke helt hvorfor? Havde de ikke bedre kroppe at kunne bruge? hendes var ikke stræk, måske fleksibel og spinkel, men den var langt fra stærk og endda måske en smule for tynd kravebene ret markante. Hun så ham så dybt i øjnene det var muligt, stædigheden brændte i hendes grønne blik. Som hun lod sig kaste ud til grænsen igen og måtte gispe af smerte, men var villig til at fortsætte om det så skulle blive hendes død havde hun kæmpet imod. 

Som han brød kontakten, måtte hun sukke som noget af smerten blev dulmet, for hende en lille sejer dog lod det sig ikke vise på hendes ansigt. Dog fordi han netop ikke rørte hende, lod hun sig trække lidt tilbage, for ikke at presse sin krop mere end nødvendigt. Kunne mærkede hvordan adrenalinen pumpede i kroppen og heldigvis dulmede noget af smerterne, det kunne dog tydeligt ses på kroppen, at den var presset. Rosa veg ikke fra hans blik, dog gled brynene længer sammen som han spurgte ind til hendes kunder, normalt ikke noget hun ville drøfte, men i denne stund var det måske den eneste udvej. Kort lod hun sig tænke på de mange mænd, der var måske et par stykker der var noget værd?  
At hun var en skøge måtte hun blot nikke ja til, det kunne hun ikke skjule eller ville, for det var ej noget hun var flov over" jeg har mange, men jeg har både vampyrer, dæmoner, elvere" startede hun langsomt ud, vidste det ikke var det han fiskede efter men hun kunne også lege. Nappe sig en smule tænksomt i læben " jeg har et par adelige kunder, blandet andet en fra Kazimi. Så har jeg et par byvagter, og så er der et par stykker jeg ikke ved hvad laver, men som i hvert fald har mange penge" forklarede hun sig, måtte bare håber der var noget af interesse, hun sank en smule mere sammen nu hvor smerteren var mindsket "jeg er selvstændig, så det betyder også jeg ofte kommer hjem til folk privat, men også at jeg kan vælge hvem jeg ønsker" dette kunne måske være brugbart? Hun så ham dybt i øjnene, tydeligt at hendes ord var sande. 

Bagved netrualiteten, og bagved de overordnede, tydelige faldgruber Zion nogle gange nærmede sig, var der trods alt en ting der ofte skinnede igennem. Han udnyttede næsten alle muligheder der var ham givet. Arbejdsom, han var en god asset for de fleste organisationer, givet at de enten vandt eller købte sig til hans tillid. 
Fordi når først vundet over, var meget af hans umiddelbare tid... brugt på at forbedre, er hvor han kunne. Effektivisere. De arbejdede trods alt for en højere sags formål, end almindelige, små menneskers daglige liv. 

Så hvad end hun kunne bidrage med, ville falde i god jord. 

Zion løftede umærkeligt det ene bryn en anelse, overvejelse dansende i de grå øjne. Og han nikkede sagte, imens han lyttede. "En fra Kazimi? Hvem dog?" 
Hovedet gled en anelse på skrå. De mørke fingrer børstede uden han tænkte for meget over det, en smule snavs af hinanden, førhen han flettede dem ind over hinanden foran sig. "Og hvilke elvere?" 
Kunne han få hende til at mængde sig mere med bjergelverne - se dét ville gavne ham selv, og den begrænsede kommunikation han havde med sine 'racefæller'. Men man skulle ikke blive for grådig, vel? 

Hun prøvede at slappe lidt mere af, nu hvor han var stoppede med at sende smerte igennem hende, rette sig lidt og rykkede sig en smule for ikke at være for nær ham. De grønne øjne så overvejende på ham " Shakeed har jeg været med, og regner med at se ham igen" sagde hun ærligt, hun var blevet nysgerrig på ham, efter at have set ham i byen med alle sine tjeneste folk omkring, det var lykkedes hende at komme ind på bordellet og fik overtalt ham til at være med hende. Hun ville ikke have noget imod at se ham igen, Rosa trak armene en smule omkring sig, det var ikke ligefrem rart at være lænket her kroppen en smule kold af at sidde på gulvet. 
Hun trak en smule på skulderen " han var ørkenelver " svarede hun, ville gøre næsten alt for ikke at skulle miste sin sjæl, men det virkede til han overvejede andre ting nu? Dog turde hun ikke håbe for meget endnu. Men hun kunne vel godt bruges? kunne være sammen med de folk han ønskede, hun var ret god til at overtale folk, kort skulle hun dog til at nævne en person mere men tav, hun kunne ikke sætte Asger smeden i farer, han var en alt for god mand. 
Hun tav og nappe sig i læben, fokuserede på at holde øje med ham, rykkede sig hvis han kom nærmere. 

Kazimierne var altid en interessant gruppe mennesker at komme tæt. Tænkte man over det, ville det være et værdifuldt sted at få sat deres egne agenter - en slange i en rede af skorpioner - de havde vidst også deres eget netværk af spioner, hvis han ikke tog helt fejl. Og udsigten til at kunne være en del af det, vækkede bekymring... ligeså meget som det vækkede interesse.
De to bedste fornemmelser, hvad angik sats der kunne være værd at tage. 
Han kendte ikke navnet personligt. Men nogle ville kunne fylde hullerne i hans viden. 

Ørkenelverne var også et folk han ikke vidste meget om. Utroligt hemmelighedsfulde. Og selvom de fleste elvere som levede her over jorden, ikke længere havde de største tilknytning til deres moderland... kunne det joh være af interesse. 

Hun bød godt ind. Sympati var der i sin inderste kerne, nok ikke så meget af hos Zion. Både opdragelse og afstumpningen et helt, langt liv bragte med sig, havde for længst skubbet det bagud i 'prioriteringerne'. Men han så en 'handelsmulighed', og lænede sig ind i den retning, det ville tage hvis de ikke tog hendes liv. 
Skulle han være helt ærlig med sig selv, ønskede han heller ikke et liv som skøge. Det var efterhånden mange år siden det havde været hans daværende krop. ".. og hvad kan vi tilbyde dig, udover mere besvær?" det var ikke nok, bare at 'spare hendes liv og sjæl'.
At føle sig forgældet til dem, ville - og han var måske stålsat i den lave tiltro til mennesker - gøre hende bitter over dem med årene. Så hellere stå på den anden side af det, og se muligheden for at give hende noget igen. 
Umiddelbart, rykkede han sig derfor heller ikke tættere eller længere væk fra den anden. Forhandling krævede vel plads.  

Rosa kunne intet andet gøre ende at håbe, at hun måske kunne bruges på en eller anden måde, om hun så skulle tage kunder hun normalt ikke ville, var det muligt for ikke at dø allerede. Det var også skræmmende at tænke på, at en anden skulle bruge ens krop det gav hende en kold fornemmelse under huden, men prøvede at skubbe det tanke væk hun var ikke klar på døden nu. 
De grønne øjne holdt nøje øje med ham, nu kunne hun dog i det mindste sidde mere behageligt, kroppen øm og smertefuld efter at have presset sig selv. 

Dog kom spørgsmålet bag på hende, hvad de kunne tilbyde? Ja ikke at dræbe hende? var der andet de kunne gøre? brynene rykkede en smule sammen "tilbyde mig? hvad præcist mener du?" hun var ikke sikker, for hende var livet en fin nok handel. Han ønskede sig vel heller ikke krop, det havde været sammen med et utal af folk? selvom hun ikke havde rigtige venner, var der jo folk der ville genkende hende. Rosa rykke let på sig, men uden at tage blikket fra ham, nappe sig lidt i læben " jeg mangler ingen penge, har ikke rigtig nogen fjender" fortalte hun, nej hendes liv var fint som det var nu, så længe hun kunne leve frit.
Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle tale sin sag, det var ikke hver dag man skulle overbevise en anden om at leve " men jeg vil gerne gøre alt" tilføj hun, der var stadig håb at se i de grønne øjne. 
 

De grå øjne smalledes en anelse ind da han hørte ordene, og Zion sukkede sagte. Næsten lydløst, og uden meget mimik over det ellers kønne ansigt. Hvis hun ikke manglede noget... var det svært at tilbyde hende noget. Og at satse på hendes stilhed uden nogen form for garanti, virkede heller ikke helt... sikkert. Så hvad gjorde man så? Trusler? 
Trusler virkede kun, hvis man havde noget man slet ikke var villig til at tabe. Når hun allerede var blevet truet på livet, jah egentlig på sjælen, så virkede alt andet nok som vand til sammenligning med vodka. 

Det hvide hår gled en anelse ind foran ansigtet da han vendte sig omkring, og Emerson kørte de mørke hænder op i det kontrasthvide hår, og satte det mere op. En gammel vane, der var slet ikke ligeså langt som det 'plejede' at være, og Zion formåede kun at samle det i en halvrodet lille knold. Men det var nok til at give klarsyn. Og han brummede lidt mere overvejende. Hun kendte trods alt ikke adre af hans forme... og alle mørkelvere så velsagtens ens ud, for de kære mennesker. "Okay, Rosalind. Lad os lave en aftale, jah?" og rodede i sin hoftetaske, hvoraf en lille flakon blev hevet op. 
Der var nok kun plads til et par dråber. Men de behøvede heller ikke mere, for at lave deres garantier. 
"Det virker mest af alt som om... at du blev fanget i en uheldig krydsild. Så for ikke at gøre ondt, værre, kan vi godt lade dig gå fri. Men." og han vendte sig omkring, så hun kunne se det lille stykke glasværk. Zion gled tættere på, inden at han endte på det ene knæ, foran hende. Prøvede ikke at virke truende, da han tilføjede. "Vi skal bruge dit blod. Og. Vi kommer nok tilbage, en dag, for at gøre krav på din tid" hvilket han ikke vidste hvorvidt var sandt, men en løgn skadede sjældent. 
Og lige pludselig, kunne det være dem til gavn, sådan at have en af landets skøger indenfor deres rækkevidde. 

Rosalind betragtede ham nøje imens han satte håret op, hun var ikke sikker på om han var overbevist nok, men i sandhed var der ikke meget han kunne tilbyde hende for hun havde det enlig godt? Men hans ord fik hendes bryn til at rykke tættere sammen, imens hun lyttede nøje til ham, at lave en aftale lød klart mere lovende end at miste sjælen for at han kunne bruge hendes krop...
Blikket vandre lidt ned som det så ud til at roede efter noget, hun nikkede en smule " ja jeg vil gerne lave en aftale, jeg var på det forkerte sted, på den forkerte tid" erkendte hun så roligt som muligt. 

Som han vendte sig omkring, så hun imod den lille flaske og rette derefter blikket til ham som han kom ned på et knæ foran hende. Kort trak hun sig af vane, men stoppede sig selv og rykke tættere på ham igen, denne gang mere rolig end hun før havde været, nappe sig en smule i læben imens de grønne øjne så på ham " hvad mener du? og hvad indgår denne aftale?" det var vel bedst at vide hvad  man gik ind til? Selvom det sikkert var bedre end at miste sin sjæl, ville hun gerne være sikker på hvad hendes blod skulle bruges til. 
Hun lod blikket vandre lidt ned, håbede inderligt snart på at være fri fra lænkerne, og snart at kunne bevæge sig mere igen. Efter dette møde havde hun klart brug for noget ro, måske en af de faste kunder kunne have hende sovende lidt overvejede hun tænksomt. 

Zions grålige øjne fik en lidt mildere skygge over sig, da han sagte tilføjede en lille uddybning på hvad der ville ske med det. "Det er bare en sikkerhedsforanstaltning. Se det som... en måde at have kontakt til dig på" 
Det var ikke alle mennesker der kendte til blodmagi, og endnu mindre der egentlig praktiserede det. Men måske hun havde hørt historier, og de var som regel.. mere dystre end Zion egentlig mente de burde være. 

Det var mest af alt en foranstaltning, og så kunne han i hvert fald holde dele af sin egen ryg fri, når det kom til at forklarer hvorfor han 'bare' havde ladet hende gå. 

"Og i forhold til din tid. Så forvent ikke det værste - dine øjne og ører vil gavne dig til den tid". Ikke at noget af det vi vil udsætte dig for, er værre end hvad du måske allerede har gennemlevet, kunne han samtidigt ikke lade være med at tænke. 
Med et udsat liv, kom udsatte situationer. Og i sidste ende kunne de ikke kræve mere af en en der (endnu) ikke var med i organisationen, end af deres medlemmer i organisationen. 
Øjnene skævede op over de hvide øjenbryn, da han spørgende sænkede hovedet en anelse. Kunne hun gå med til det, uden de største indvendinger?