"Jeg har brug for din accept, Zion" 

Det var ganske unormalt for Barnabas sådan at bede om tilladelse og accept for handlinger han havde i sinde, men der var selvfølgelig en første gang for alting. Det ville dog ikke undre ham, hvis mørkelveren allerede vidste hvad det kunne dreje sig om, jovist han var ikke den rette at spørge, men han var den som Barnabas foretrak at henvende sig til (og det havde intet med det at gøre, at hans hjem var her). 

Alfedæmonen løsrev sig fra væggen i krogen og lagde den ene hånd mod albuen på den anden hånd, som var hævet en anelse op og ud fra kroppen, fingrene bevæget sig stille som de var ved at vågne fra en lur. "Jeg har hørt en hvisken i træerne om et magisk fragament i Den Røde Flod" eller hvad den nu hed, men han kunne altid få rettet op på sine deltaljer senere han, nu var det blot at redegøre for hvad det egentlig var han havde i tankerne. "I sender normalt agenter, men ingen af jeres dæmoniske agenter er tilgængelige for nu, så jeg vil geren afsted" men hvorfor var det relevant at det skulle være en dæmonisk art?

De lyseblå øjne gled i en stilfærdig målrettethed over de mange sider med informationer, i samme tempo som han havde holdt den sidste time - et tempo der sigtede efter at komme i mål. Opfangede ordene, lagrede informationerne og gemte dem i deres egne små kasser, klar til at hive frem på en støvet dag hvis det blev nødvendigt. Ikke at der stod så forfærdelig meget vigtigt, de her dage, og langt størstedelen af de rapporter han gennemlæste (og havde gennemlæst), omhandlede Lazura, og særligt hvordan der havde været en mindre forsamling hos byens bådbyggere. Det var altid lidt spændende (eller træls) når et erhverv begyndte at samarbejde, fremfor at konkurrerer. 
Men ikke desto mindre var det en del af den stak papirer, som Zion gradvist havde arbejdet sig igennem. 
Han havde efterhånden siddet længe. Så længe at han knap nok registrerede den lydløse skikkelse dukke op i rummet, omend overraskelsen hverken var at se eller høre, da han hørte den sagte stemme. Barnabas? 

Selvom Zion ikke slap papiret med øjnene, kunne det mærkes at han lyttede. Læsetempoet faldt i hvert fald en anelse, og lidt afventende kunne man høre en sagte brummen blande sig, med den tørre lyd af pergament der blev vendt, en ny side erstattede altid den gamle. Ah, så det handlede om Amazonitskovene. 
Og først da han virkede til at være færdig med at snakke, gled blikket op, og Zion lænede sig langsomt lidt mere tilbage i sin hårde stol, fingerspidserne presset imod hinanden og albuerne hvilet imod bordpladen. "Godmorgen Barnabas" smilet fik mundvigerne til at krølles op i et mildt glimt, og mørkelveren, lige nu klædt i bjergelverens lyse skind, flettede fingrene ind imellem hinanden så hagen kunne hvile over hænderne. 
"Du vil gerne afsted? Det sted er normalt ikke dit felt..." pointerede han, øjnene studerende over hans smidige, finurlige alfeskikkelse, og en lille, undrende rynke imellem øjenbrynene. Men dog ikke afvisende over idéen, udadtil. 
Ah, hvad var det nu der var blevet sagt sidst angående de magiske fragmenter. Noget med en pagt der var blevet lavet, imellem skovvæsnerne, jah?

I mørket kunne den orange ridse i regnbuehinden anes, men som han forlod sit skjul i mørket, faldt det en anelse og det sorte tog overtaget. Den omskiftendelige Zion skiftede så ofte sit skind, at det var et under han selv kunne holde styr på dette, men Barnabas havde lige så stille lært de forskellige ansigter at kende, det var jo ubetydelige skikkelser som blot var et stykke kluns i det lange løb.  

Side for side, linje for linje, ord for ord, han væbnede sig med tålmodighed for den tusinder år gamle mørkelver. Bordet var i mellem dem, stående for den siddende så han ned på vogteren. Godmorgen, nu måtte han da lige. Det var Barnabas da ligeglad med, men han skævede en anelse mod vinduet og kunne godt se meningen med den hilsen, morgengryet var på trapperne. "Der skulle eftersigende være en magi i dem, som folk ynder at få fat i, men at Zethos' stemme hviler i fragmenterne," heraf sjæle fragmenterne, men det var selvfølgelig blot fortællinger og legender. "Men at de ikke skulle have samme effekt på folk af dæmonisk blod" tilføjet han efter lidt og lod sit stifte blik falde tilbage mod Zion. 

Der var så mange andre gode årsager til hvorfor han var den idelle at sende afsted, uanset hvad risici der måtte være, ville han tage det med stiv arm og bringe varen retur til Zion. Halen faldt stille til jords og lå der og var tam, som han ikke så en mening at have den med sig for øjeblikket. 

Som en kat i natten, formåede alfen at smede sig selv sammen med mørket i rummet, hans orange øjne for en kort stund det eneste der tydeliggjorde hans tilstedeværelse. Havde Zion ikke fornemmet tilstedeværelsen af den anden sjæl, havde han nok ikke opdaget ham så hurtigt som han gjorde - en sideeffekt han efterhånden fandt ganske brugbar, når halvdæmonen formåede at befærde sig lydløst. 
Zions lige nu blå øjne gled over ham idet han trådte mere frem, solen var på vej op, og udenfor kunne man ane at hverdagen var ved at starte. Og det betød at han også med god samvittighed kunne skubbe nattens læsestof til siden, for i stedet at kaste sig over de daglige gøremål, læsning var trods alt kun så og så spændende i længden. 

Og hvad end Barnabas smed i skødet på ham, virkede interessant nok. 
Altså lige indtil navnet Zethos gled over hans bløde læber, og bjergelverens skikkelse kortvarigt stivnede. Hvad havde han lige sagt?
Mindet om dæmonen hamrede faretruende i udkanten af det gamle sind, gamle minder, og Zions blik fik en skarp kant, inden at han formåede at mane det væk igen. "Den dæmon døde for 1007 år siden.." et lidt for præcist tal måske, Zions stemme lavmælt, men det var trods alt præcision han gjorde sig i. Tænksomt gnubbede han hagen, blikket fjernt for et kort sekund, inden at de fandt sit fokus på alfen igen. "Ah, du har gjort dit hjemmearbejde.." påpegede han, et enkelt bryn løftet i den stille kompliment. Så det var derfor han var kvalificeret? Hvis der i sandhed var noget tilbage af Zethos, ville det indeholde stærk magi - dæmonen havde formået at korruptere et hel folkefærd. 
Men at sende en enkelt agent ud, virkede som en overilet handling. Ikke at han ville indrømme at Barnabas dog havde hans interesse, og en lille del af ham kunne se potentialet i at han faktisk fik... tilbagebragt de genstande. Det var trods alt et kapløb med tiden, om hvornår andre grupperinger hørte samme hvisken som alfen. 

Zion skubbede sig fri fra bord og stol, og bevægede sig hen til døren for at låse den med et dæmpet klik. Og gradvist ændrede farverne, højden og ansigtet sig på bjergelveren, til Zions oprindelige skikkelse trådte frem. Hvis han skulle fokusere på ting der skete for 1000 år siden, blev han nødt til at have sin egen krop med sig. 
Og mørkelveren brummede. "Hvor meget ved du om Zethos, og hvad han var i stand til?" Hvordan han havde hvisket og formet skovfolket igennem århundreder? Fordi. Hvis Zethos stemme hvilede i fragmenterne... var det ikke en ufarlig mission. 

Den tusinde år mørkelver frys som tid og rum var blevet pillet ved og sat tyndekraften i modspil for den frie bevægelse. Alfedæmonen lod blot hovedet tilt et slag til siden og var på nysgerrighedens renden til at stik lidt til hvad der mon foregik i det lyse hoved af den forklædte mørkelver. 
En lille foretrækning kom, brynene rykkede sig få millimeter tættere mod hinanden og han kneb øjnene en anelse sammen og følt en mild kuldegysningen rende ned ad ham. Præcision var en ting, men måden det blev sagt på kom ikke fra vogteren af, men Zion selv. 

Hovmodigt voksede et lille smil på læberne og han rystede på vagt på hovedet som det løftede sig en anelse og hagen hævede op. "Du kendt ham måske personligt?" at skub til den groggy bjørn var alligevel en nødvendighed, hvad end Zion vidste burde han have med sig, hvis han fik lov til at drage afsted. Barnabas tog kommentaren til sig og den stille kompliment til sig, det var ikke lige sådan at få dem fra ham af. Kunne det tænktes at Barnabas måske lidt for ofte havde været lidt for hurtig på aftrækkeren til tider og smidt for mange dumme kommentar afsted, så hvad end beundring den anden måtte have for ham, ikke var eksisterende.
Kroppen vendte sig dog en anelse til siden, som han fulgte med den omskifteligt form forekom - der var den Zion han kendte og tillod at kalde sin ven. Et gensidig samarbejde for alverdens morskab og død.

"Absolut intet, blot at han igennem disse fragmenter skulle kunne vende ens sind i mod en og andre,"

Barnabas valgt at sætte sig op på bordet, hænderne placeret på hver sin side af bordkanten og så til som han havde sat noget i røre hos den anden. Det var ikke længere fredeligt i andedammen, men det kaos som han havde skabt ville ikke gå stille hen igen før de havde sjælefragmenterne i deres varetægt. Det var ikke et spørgsmål om hvem var den rette at sende afsted, men det men mest effektive for opgaven og, hovmodig som han var, ment han selv, at det var ham. "Med mit søde fe sind og dæmoniske ydre og indre, vil jeg kunne få disse fragmenter" 

Om han kendte ham personligt? Zions øjne gled uden et ord over den alfelignende skikkelse, og han rystede en anelse på hovedet. Nej, heldigvis ikke. Men selvfølgelig kendte han til dæmonen, og havde både set hans sejr, og senere fald. Det var i sandhed evigheder siden, og for en kort stund følte Zion sig gammel. Men på samme tid imponeret, over at han selv efter alle disse år, stadigvæk dukkede op i folkemunde. Zalans dæmoner. 
Med dæmpede skridt gled mørkelveren hen imod bordet, og rakte på sin vej ud efter en stol han fik løftet med sig. "Dengang han levede, formåede han at skabe et helt folkefærd igennem sin hvisken" lille dæmon. Og et rettende bryn løftedes da han virkede til at sætte sig til rette på skrivebordet. Hånden satte stolen fra sig med et lille bump, og han klappede dens ryglæn sigende, hvis nu alfen ikke havde forstået hentydningen. Mørkelverne var ikke opstået af ingenting, trods alt. 

Han virkede ivrig efter at komme afsted. Og han kunne ikke ynde ham det - ikke at gøre det, virkede lige nu som en umulighed. Men det ville være meget at bide over, hvis han ikke vidste hvad han gik ind til. "Og selv efter hans død, formåede Mørket som fraktion at holde stand. Helt op til idag - de vil uden tvivl også have interesse i fragmenterne" Zion gled forbi bordet, tilbage på sin egen stol, stillede sig kortvarigt bagved ryglænet. Næsten overvejende, stålgrå øjne hvilende over halvdæmonen. "For ikke at tale om skovens egne beboere. Skovens væsner har lavet en pagt, og vil uden tvivl også have hørt rygterne. Måske vi har et lille forspring..." og han kastede et kort blik imod lyset udenfor. Han burde kunne få sendt bud efter en portalmager - måske Neyrelle ville være behjælpelig med at få Barnabas sendt afsted. 
 

Historierne var (sgu) sande. Her havde den unge halvdæmon blot troet at de folkefortællinger var for at skræmme folk, som når menneskene fortalte deres børn at monstre lå unger sengen og ville æde dem, hvis ikke de spiste deres grønsager eller passede deres pligter. 
Fantasier kunne kun så meget, men en enkel dæmon havde haft en sådan kontrol, det var mægtigt. Hvorfor havde han dog ikke formået at opnå mere, en skuffelse dalede stille nedover halvdæmonen, tænk at kunne gøre så meget med en hvisken i krogene, og så ikke have noget eftermæle bag sig. Selv mørkelveren her ville formå at gå over i historiebøgerne for sine gerninger, bare vendt til folket i byen indså at deres elskede borgmester ikke var hvem de troede. 

Øjnene himlede og han lod sig glide ned fra bordet igen og satte sig gensidigt på stolen og lod armene falde let i folder af utilfredshed. At blive behandlet som et simpelt menneskebarn, det var lige godt zalans, specielt i dette møde.  

"Lyset og mørket formår jo altid at holde hoved over vande, selv når deres stærkeste falder," fejede han det lidt af vejen, mørket var jo ikke en enkelmands hær, men en tro på en anden fremtid end hvad lyset stod for. Men nu kom de til noget, hvor Barnabas måske havde en fordel for sig. Alfer fortalte sig nemt, træerne hviskede det videde de hørte. Intet i skoven var en hemmelighed på sigt. "Skovens pagt har i sinde at åbne op for portene dertil og sende nogle af deres egne derind for at få det afvejen," afvejen var så udefinerbar som noget kunne være, men det ville være hans snit for at komme ind. "Det rygtes at åbnes op om to ugers tid, måske tre, så jeg kan nå at få mig selv til portalmageren og aflevere en mission af til hende samtidig" måske Zion tænkte på en anden, men han kendte kun selv Neyrelle med sådan en evne. 

Ud af øjenkrogen kunne han fornemme det dramatiske øjenrul der fulgte med, men kunne med et lille smil ane at han alligevel fulgte ordren, og fik sat sig til rette i stolen. Det var trods alt et kontor. Måske om nogle år, ville dét betyde mere for Barnabas - en elver kunne vel håbe at han ville udvokse hvad end teenage agtige adfærd der stadigvæk hang omkring ham. 
Selv gled Zion tilbage på stolen han før havde siddet og, og krydsede de lidt længere ben i en afslappet bevægelse, imens han lyttede. Ah, så det var ikke blot et skud fra hoften, for Barnabas, men faktisk noget han havde fulgt nok med i? Godt. 

De grå øjne studerede ham tavst. Fra orange øjne, og hele vejen ned til halen der snoede sig omkring stolen, og han brummede sagte. "Det burde være en realistisk tidsramme. Om skæbnen har ville det, ved jeg ikke - men jeg har faktisk en besked til hende.." og Zions blik gled kortvarigt i, idet han med en overvejende rynke imellem brynene lige tænkte tilbage. Hvem ville skovens folk sende ind? Af hvad han erindrede, havde der været nogle slægter af satyr og alfeblod, som var loyale til det grønne områdets leveområder. Ville Barnabas kunne blende nok ind? Monstro ikke - der fandtes alskens mix af skabninger, under de tunge trækroner. 
"Du har ret, du er muligvis en af de bedre egnede til en sådanne mission" man skulle ikke skure en hund på hårene, og Barnabas var mere... af sit blod, end man måske ville antage. Sjælefragmenterne kunne meget vel påvirke ham mindre. Og mørkelverens hoved gled lidt på skrå, inden et mere morende smil trak op. "Men du vil klare den alene, lyder det næsten som om?" og han hævede det ene, hvide øjenbryn en anelse. Store ord, hvis det var sandt, eh?

Benene solid presset i jorden, kunne han lige tip stolen let om på bagbenene og sidde i sin vuggende irritation der. Det var alligevel ikke en kamp der var værd at tage op, stolen ville alligevel blive sat tilbage på sin plads så snart han forlod rummet igen. Den følelsesløse mimik ventede blot på noget han kunne reagere på, en befrielse for at sidde og vente, han ville jo falde hen som nogle af mange sjæle han havde hentet, ende som en død blomst. 

Et lille suk der emmede af utilfredshed forlod ham: "Hvad skal jeg melde prinsessen fra dig af?" en ting var at aflevere en mission, en anden var at aflevere beskeder. Han var ingen ugle, så kunne de ikke have gjort det anderledes end at trække ham ind i det. Joh, jah, Barnabas skulle vel brokke sig en anelse fra tid til anden. "Jeg beder dog til hun ikke længere er sur over sidst vi sås," mumlet han stille ud og lod et selvtilfreds smil smøre sig op. Det kriblede helt i fingrene på ham ved tanken, men han fik samlet fokusset igen og så mod Zion. 

"Jeg kan ikke tage vare på andre, de vil ende som en klods om benet i det lange løbe for mig. At jeg kan omgås med dig, er et unikt samarbejde for mig," med et let træk på skulderen og et trak på mundvigen så smilet forsvandt og han så ud ad vinduet igen. Det var ikke helt hans store ting at samarbejde så meget med folk igen, men alligevel sad han jo her og bad om godkendelse til at gøre noget, han normalt selv ville gøre. 
Hele den seriøse adfærd stilnede lige så stille hen og villigheden i at ville gøre klar til at tage afsted begyndte at nå kroppens yderstelag. "Har jeg din godkendelse som Vogter?" 

Løbere og deres attitude. Zions smil spredte i et lille, knap hørligt grin, læberne, og han stak hånden ned imod en af skufferne, som han med en lille skurren trak ud, uden at se ned. En lille mappe blev hevet frem, og da hans fingrer ganske rutineret foldede de ud for at hente et enkelt lille brev, valgte han bevidst at overhører det fine kaldenavn halvdæmonen havde fundet på. Prinsessen simplelthen. Det var dog sværerer at ignorerer den tilhørende kommentar, og Zion løftede et enkelt, formanende øjenbryn, ved det lidt for selvtilfredse smil der kælede for alfens ansigt. Hvad havde han nu lavet? 

Mappen blev lukket igen, og han rullede pergamentet sammen til en lille rulle, inden at han bankede den insisterende ned i bordet. "Det er en arrogant holdning" pointerede han, den lille klasken som en understregning men ikke skarp nok til at det var rettende. Nok nærmere en konstatering. Men arrogant eller ej - bare fordi det var arrogant sagt, betød det ikke, at det ikke var sandt. 
Så brevet blev rakt til ham. Og mørkelverens øjne betragtede ham, ulæselige men tydeligt igang med at vurdere noget, inden at han til sidst nikkede. "Nuvel, din mission er godkendt. Anskaffer du sjælefragmenterne, bringer du dem til den nærmeste base - jeg sender en besked til vores kontakter i Tusmørkely og Zircon. Når først du træder ind, forventer vi at du er tilbage, senest indenfor 3 uger" eller havde fundet en måde at give lyd fra sig. 
Ellers måtte de overveje om han var faldet i forkert varetægt, eller værre. Slet ikke kom tilbage. 

Men dog en risiko alle agenter løb, og Zion skubbede hvad end bekymring han kunne have, forfærdelig langt væk i det pragmatiske hoved. 

Det legesygeblik opfangede den my nysgerrigheden som hvilet hos mørkelveren, men hvem var Barnabas at fortælle sådan en form af sladder. Men det sammen rullet pergamenter talte stille for sig, og fødderne slap gulvet, så de opløftede stolebenene kunne hamre sig selv i gulvet med et slam. 
Armen rakte frem og lod de lange sorte fingre gribe om pergamentets bund. 

Armen bukkede, ryggen blev rank og han lod blikket drilsk gå lod mørkelverens, før han åbnede munden på gav og lod pergamentet gliden ind uden problematik. Fingrene mistede mere og mere grebet og til sidst var der blot pegefingeren som presset og gled let med ind i munden for at skub det ned. Men i hele processen blokeret han ligeledes for sine egne luftveje, så små gag-reflekser var en naturlig del af det. 
Men rullen var væk og viste den tomme hånd og et ‘er du stolt’-smil. Det faldt i perfekt hak med den arrogante kommentar. Mhm. 

Velsignelsen var givet, dog med forbehold for kriterier. Alfen rejste sig og trådte om bag sin simple stol og nikkede til kravene der fulgte med. “Du vil ikke engang nå at savne mig, Zion” arrogancen lyste ud af ham, der var ingen spor af frygt eller usikkerhed at ane hos ham. Men nu hvor accepten var i hus, behøvede han ikke opholde sig i rummet mere. 

Hælen vendt om, afstanden blev gået, et spændt fra døren der blev låst op lød og han forlod lokalet — som det gadekryds han var, med døren på klem.

De grå  øjne betragtede hele optrinnet med at få pergamentet væk, en lidt fascineret gnist i kanten af det ellers afventende blik. Tålmodig til en hvis grad, men også med tankerne sat en anelse i bevægelse, af hvad der måske lå forude. Mørkeleveren ville uden tvivl kaste sig over hvad end information der lå tilabge omkring sjælefragmenterne, det selvsamme sekund som alfen nok var ude af døren. Et eller andet sted måtte der være nogle der vidste noget, og Zion satte sin lid til at biblioteket på Smaragdøen ville være til gavn. Ah, apropos... 

Du vil ikke engang nå at savne mig, Zion. Stemmen hev Emerson ud af sine tanker, og med et lille smil tog han ordene til ham - Barnabas så klar ud. Og om man ville tro det eller ej, alle hans unoder til trods, så var han alligevel ganske gavnende at have omkring sig. 
"Lad os sætte det på prøve, jah?" og han vinkede en enkelt gang, førhen han lænede sig tilbage i stolen, og så agenten forsvinde ud af hoveddøren. 

Lidt eftertænksomt gled blikket op imod loftet, og Zion sukkede. Okay, smaragdøen - det hurtigste ville nok være at benytte sig af Malik. Måske arkivaren kunne være til gavn - de var forhåbentligt allerede stået op, de tidlige morgentimer til trods. 
Og med et lille, overvejende smæld med tungen lukkede Zion øjnene, så verdenen kortvarigt blev sort. Og åbnede dem igen da den genkendelige, bjergelviske form atter skyllede over hans mørke hud. Held og lykke, summede vogteren tavst, et kort blik udenfor til morgenen der ville tage imod Barnabas derude.