Det var.. en af de bedre dage for Alryss slægten, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel og sendte varme stråler ned på Svaneholms smukke have, hvor fødselsdagsfesten blev holdt. Farverige blomster stod i fuldt flor og fyldte luften med deres søde duft, mens bier og sommerfugle svirrede rundt omkring og bidrog til en følelse af lethed og glæde. Det var som om naturen selv var i festhumør og ønskede at fejre Viktors store dag.

Midt i haven stod et stort langbord der var dækket op med lækre delikatesser, som frisk frugt, kager og små sandwich, der fristede alle gæsterne. Der var også en dejlig tebuffet, hvor der var serveret forskellige slags te og kaffe, og søde småkager og chokolade. Alkoholen, ville blive sat frem senere. Guirlander, og festpynt, prydede ligeså bordet i Alryss farvernes våbenskjold - sarte blå og lyserøde farver. 

Gæsterne var klædt i deres fineste tøj, og alle var muntre, festlige omend, og så frem til hvad dagen bragte med sig. Det var kun familien, nærmeste venner som Arys slægten, og med få undtagelser af privatinviterede gæster som Viktor havde haft en finger med i spillet i at invitere - som f.eks. Frederik - kom til denne storslået dag. Lidt harpe spil blev spundet i blide toner i baggrunden, og fyldte haven med mild energi. Normalt havde det været Alyssa som nok skulle have spillet dette instrument, men grundet.. situationen - deltog hun ikke i festlighederne. Familien var blevet enige om at meddele at hun desværre var blevet syg og derfor var fraværende. 

Viktor var glad for opmærksomheden, som han vandrede rundt i haven og blev lykønsket af gæsterne der begyndte at dukke op. Han følte sig allerede, langt mere voksen med de 15 år der nu var bag ham. Mere voksen, end for to måneder siden hvor han havde deltaget i sommerfesten på Svennings gård. Det var nok et bedrag, men der var alligevel ikke så meget barnlighed over ham - synes han. Men hans unge charme sad stadig ved ham - det unge ansigt kunne han ikke helt løbe fra, men vokseværket var stadig igang, og derfor kunne han prise sig lykkelig over at han var vokset et par centimeter mere end sidst han så Frederik. Tøjet sad elegant på ham, matchende farver til temaet. En sart, støvet lyserød vest, med snirklede mønstre der reflekterede et sart lyseblåt skær - der var så lyst at det næsten så hvidt ud. Skjorten var hvid - ærmerne smurt op (ved efterspørgsel fra hans side af hos sin påklæderske) så de lyse arme med deres sunde glød var afslørede. Bukserne sad tæt til ham, en grå farve for at matche de ellers sarte toner der var i hans påklædning i dag, og med en halsklud bundet nydeligt om halsen, hvid, som skjorten. 

Der var dog én gæst hans blik særligt blev ved med at søge efter, Frederik. Skønt han var glad for at se alle andre tilstedeværende, så var det Frederik der ikke kunne slippes fra den unge junkers sind. Frederik, Frederik, Frederik - uafbrudt af spænding og hjertebanken. De nøddebrune øjne søgte med det samme hen til sine forældre, Hermod og Eleona der tog kærkomment imod gæsterne. Og så.. endelig fik han sporet sig hen til den ældre knægts tilstedeværelse. Som en pil fra en spændt bue skød han igennem gæsterne, og var lige ved at støde ind i den højere ven. Viktors krøller dansede i den milde brise da han så op på ham, med et muntert blik i øjnene. 
"Frederik, godt at se dig." sagde han ganske veltilpas, og satte sin hånd venskabeligt på den andens skulder. Blikket hvilede på den andens ansigt - de blå øjne, og tog alt til sig. 

 Dagene gik efter Frederik havde sendt sit sidste brev til Viktor, og det blev tid for ham at begynde rejsen mod Safirien. Heldigvis, siden han skulle rejse alene, kunne han springe over turen med hest, og gjorde i stedet brug af dine veltrænede teleporterings evner til at forkorte rejsen.  Det betød dog han måtte ankomme dagen før til Svennings Gård og sove bivirkningerne for at teleportere den lange afstand ud før festen. Det korte stykke til Svaneholm kunne han tage uden problemer på dagen, det selv der slap han for karet eller hest. 

 Frederik dukkede op ud af det blå, ved fronten af Svaneholm, i sine tætsiddende, sorte bukser hvor den hvide skjorte har presset ned i. Udenover havde han, som sædvanligt, en vest, og i dagens anledning havde han taget den støvet blå vest, med et snirklet mønster broderet på i en lidt mørkere blå. Håret havde han redt tilbage da han havde gjort sig færdig, men nu var det naturligt faldet til siden. Som eftermiddags solen bagte ned på ham, rullede han ærmerne op og afslørede den lyse hud der ikke så meget til solen i Azurien, mens han gik rundt om herregården, om til festen. 

 Det mørkeblå blik gled lidt søgende rundt. Han kendte nærmest ingen, og selvom han ikke var meget for at indrømme det, fortrak han alligevel at have Viktor ved sin side, end et eller andet fremmed pigebarn. Som Frederik gik gennem gæsteren i en diskret søgen på fødselsdagsbarnet, stødte han på Viktors forældre. Han hilste høfligt på dem, takkede dem for at ham måtte komme og selvfølgelig ønskede dem tillykke med Viktor. Og så var det videre med at hilse på andre gæster for dem. 
 Frederik forsøge at komme ud af folke pøblen der virkede til at samle sig omkring Alryss overhovederne, da der pludselig kom en stormede mod ham, og nær var kollideret hoved først ind i hans brystkasse. Det blev dog hurtigt tydeligt hvem det var og Frederik rystede opgivende på hovedet.
 " Er du sikker på du ikke skal have briller? " Ord den ældre knægt også havde sagt til sommerfesten på Svennings Gård. Frederiks blik flakkede kort ned på hånden ved hans skulder inden det fandt Viktors. 
 " Tillykke med fødselsdagen, Viktor. " Sagde han så, med mundvigene vippet svagt op og den ene hånd holdt frem til et håndtryk. 

Alle andre lyde forstummede omkring dem, og Viktor kunne ikke undgå at lade sit blik vandre op af Frederik. Skjorten var som altid pænt nedpresset i de tætsiddende bukser, og det fik Viktor til at sukke indvendigt. Den broderede vest komplimenterede hans smukke træk på en nærmest magisk måde, indtil han endte ved den ældre vens øjne. Viktor blev trukket ind i Frederiks dybblå hav og følte sig vugget af bølgerne. Han smilede skævt, så læberne blottede nogle af tænderne i overmunden i en kæk lille grimasse.
 "Mit syn er perfekt." Pralede han og blev mindet om sidst de sås hvor nogenlunde samme ord var blevet ytret. Blikket sank ned på hånden der rakte frem til hilsen. Den unge Alryss søn havde mest af alt lyst til hive ham ind til sig i en omfavnelse, men han gik ikke så langt, og lod istedet spidserne af deres fingre strejfe hinanden, inden han tog fat om hånden. Viktor fornemmede en subtil forandring i deres forhold siden deres tid på Svennings gård. Det var noget spædt og fint - en lille detalje, men alligevel afgørende. Frederik syntes at have taget et skridt nærmere Viktor uden at være bevidst om det - ud fra tonen i hans breve, var der kommet et mere venskabeligt twist til dem. Det var som om, han havde accepteret Viktor.. og dem som en uundgåelig del af hinandens liv. En varm følelse spredte sig som en glødende sol ud i alle afkroge af hans væsen bare ved tanken.

Hånden dvælede en smule længere end nødvendigt. Blikket hengivent på sin højere ven. 
"Ser ud til at vi matcher hinanden i temaet." Klukkede han muntert - og hentydede til deres blå og lyserøde veste. De nøddebrune øjne fæstnede sig kortvarigt ved de bare arme hos Frederik. Det fik ham til endelig at slippe hånden hvis Frederik ikke allerede havde trukket den til sig forinden. 

Han stak hænderne i sine baglommer, og skævede rundt på festlighederne om dem da verdenen synes at åbne sig lidt om dem igen. Harpespillet var atter at høre på ny.

 Brynet blev løftet og panden blev rynket, hvilket gav Frederik et mistroisk udtryk. Hans syn kunne da umuligt være så godt, hvis Frederik havde kommenterede på det to gange indenfor et par måneder. Det var dog ikke noget han var særlig interesseret når det kom til stykket - så længe Viktor ikke bare tromlede ind i ham.
 " Mh.. " brummede ham derfor, dog ikke specielt overbevist.

 Da Viktors hånde endelig tog fat om Frederiks, gav Frederik den mindre hånd et lille klem. Han synes det havde taget evigheder for Viktor at tage ordenligt fat i hånden. Finge havde gledet lige så langsomt op af Frederiks hånd, taget sig god tid til at mærke den rug hud på Frederiks fingre. Det var lige før det blev mærkeligt. 
 Frederik slog blikket ned af sig selv, og derefter ned over Viktor inden han trak lidt på skuldrene. Det gjorde de vel, men det var altså et tilfælde! Frederik havde bestemt ikke tænkt over hvad Viktor mon ville have på. Og så slap Viktor Frederiks hånd. Frederik havde slet ikke tænkt over der havde blevet ved med at stå de hånd i hånd, og da det gik op for ham de havde, stak han hurtigt hånden ned i lommen. Det var forkert at to mænd holdt i hånd. Men det var jo heller ikke det de havde gjort! 
 
 " Oh! " udbrød Frederik som hånden mærkede det han havde i lommen. Faktisk havde han noget i begge lommer. Da han havde teleporteret sig, havde han haft noget i hver hånd. Mere kunne han ikke teleportere med. Frederik tog en glaskugle på en flad træfod op af lommen og rakte den til Viktor. 
 Kuglen var omkring 5 centimeter i diameteren, og inden i kuglen var der fanget en lille morgengry der havde været tæt på afblomstring, så man kunne se dens mange frø. Det var et tilfælde at Frederik var kommet forbi en sælger der havde den sjælden blomst, men da han havde set det, vidste han bare han måtte have den. At den skulle Viktor have. Fordi han var sådan en tøsedreng, selvfølgelig! Men at frøene skulle bringe en held, havde dog også haft noget at sige. Med de ting Frederik havde oplevet i sit liv, tænkte han at Viktor godt kunne bruge lidt held. Han var jo slet ikke forbedret på hvad der ventede sig ude fra Svaneholms sikre murer.  Blomsten havde han så haft med hen til en glasmager, der fangede blomsten i en kugle.
 " Til at pynte, på dit tøsede værelse, " Forklarede Frederik så med et drilsk glimt i øjnene og mundvigen trukket op i et lille skævt smil, da Viktor tog den fra ham.

Deres hænder pulserede længere end forventet i hinandens håndflader - og da de endelig slap synes Viktor at kunne fornemme et prikkende savn, som han endte med at tørre af i baglommerne af hans bukser. Og så stod de der, og så lidt på hinanden, uden at se på hinanden, begge med hænderne i lommerne. Viktors blik blev kortvarigt fanget af kvindens fingre der legede med harpens strenge, og så fangede Frederik Viktors opmærksomhed på ny, da det lød som om at han kom i tanke om noget. Et af de mørke udtryksfulde bryn løftede sig afventende i Viktors fregnede ansigt. Fregnerne blev altid en smule mere prominente i sommervarmen. 

Glaskuglen i Frederiks hånd fangede elegante lysskær der fik den andens fingre til at blive farvet af et hint af regnbue - det reflekterede hen på Viktor som Frederik rakte den til ham. Men det smukke ved gaven, var ikke hvordan kuglen reflekterede lyset rundt på dem, det var øjebliksbilledet af en morgengry som var blevet foreviget i glasset. De hvide blade der næsten havde taget deres sidste drag, og de lykkebringende frø der i deres vilter, blev mere prominente i den smukke blomstrings sidste stund. Det var smukt, poetisk, og Viktor tog imod den med ømhed. Hans blik flakkede hurtigt op på Frederik og tilbage til det betagende syn. Overrasket - det var en sjælden plante. Viktor forstod ikke helt hvordan Frederik havde fået fat i den - men det betød meget for ham, at han havde. 
Hjertet hamrede som en lille tromme. Brynene dansede berørt af gaven - af Frederik. Det var jo kunst. Så uventet, men så kærkommen. Han blinkede helt forundret, og trak uvilkårligt på smilebåndet - Viktor havde ikke regnet med at få en gave, og slet ikke noget nær så gennemtænkt fra sin ældre ven. De sammenpressede læber dansede lidt ubeslutsomt. Skulle han grine af Frederiks vittige bemærkning, eller lade sine oprigtige følelser skinne igennem? Det endte med at blive en blanding. 
 “Det er smukt.” sagde han endelig, og skød langsomt blikket bifaldende op på Frederik. 
“Tak.” han sank en klump med et lille 'heh', til følge. De nøddebrune øjne betragtede ham gennem sine mørke vipper. De gnitrede af et spinkel håb - og noget usagt. Jeg er faldet, grænseløst faldet for dig, sagde de. Inden han løftede hovedet helt, og mødte Frederiks drilske mimik.

“Så ingen sløjfe?” tilføjede han med et fornøjet fnys og klemte øjnene sammen så han selv fik en drilsk smilerynken ved mundvige og øjenkroge. Glaskuglen i hans hænder, glimtede sine sarte farver op på den unge junkers ansigt, og mens han så på Frederik, kunne Viktor ikke lade være med at føle at hele hans verden blev ham.

 En stilhed lagde sig mellem dem, som Viktor tog imod gaven og betragtede den. Frederik foldede læberne lidt og så lidt rundt imens. Tjekkede at der ikke var en masse der kiggede. Fik mærkelige ideer. Det var en joke. En blomst til Viktor, fordi han var en tøsedreng. Intet andet.  Blikket fandt den yngre knægt igen, og Frederik endte med at betragte Viktors reaktion lidt. Han virkede.. forbavset.. berørt.. over gaven. Frederik trak vejret ind inden han sank en klump og så væk igen. Hvorfor lavede han det ansigtsudtryk.. Det var mærkeligt og fik Frederik det til at få det ubehageligt..
 " Mh.. Velbekomme. " Frederik trak på skulderne og kløede sig lidt akavet i nakken. Det var jo ingenting. Viktor fik helt sikker meget mere imponerende gaver. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Det var ikke meningen det skulle være smukt, alligevel gjorde det han glad at Viktor kunne lide den. 

 Da Viktor spurgte ind til sløjfen trak Frederik på skuldrene med et udtryk der sagde hvem ved, men der var noget lusket over Frederiks glimt. Som om der var noget han ikke sagde. Han skulle til at sige det ikke blev til noget, da Eleora af Alryss kom over til dem og lagde hånden på Viktors skulder. Frederik sendte hende et høfligt smil og rettede sig lidt op. Fik en lidt mere stiv holdning. 
 " Det er ved at være tid, Viktor. " Viktor fik et blidt klem på skulderen inden hun nikkede til Frederik og gik igen. Da hun var væk, gået i et med folkemængde, slappede Frederik lidt mere af, og så ned på Viktor med et løftet bryn.
 "Sengetid allerede? " Han smilede drilsk til fødselaren, velvidende at det selvfølgelig ikke var dét, der var ved at være tid til.

Det var ikke til at sige hvad der gik gennem den ældre vens hovede - Viktor havde sjældent held med at gætte hvad Frederik tænkte, men han virkede.. forlegen? Havde han ikke forventet at den kunstelskende femten årige dreng ville sætte pris på gaven for hvad det var? Han kunne gemme sig bag sine vittige bemærkninger alt hvad han ville. En pyntegenstand på tøseværelset, men Viktor lagde så meget mere i det end det. En så sjælden, og betydningsfuld gave, var ingen vittighed for ham.

Viktor løftede hagen og klemte øjnene sammen i et forsøg på at gennemskue Frederiks lille ræve-hemmelighed. Men det var aldrig til at vide med ham. Hjertet hamrede lidt af ivrig nysgerrighed, men så blev han taget væk fra verden der indhyllede ham i Frederiks tilstedeværelse, og han fik øjenkontakt med sin mor.
“Ja, mor.” sagde han med et lille smil, og da hun gik, drejede han hovedet tilbage mod sin ven og hans kække lille bemærkning. Han fnøs, og rystede på hovedet af ham med et smil der sad klistret fast om de unge læber. 
“Nej, Frederik.” lo han lidt tørt til vittigheden der forsøgte at minde ham om sin unægtelige unge alder.
“Min.. cellokoncert.” han rynkede panden, lidt misfornøjet ved at kalde det en koncert, når den ikke varede andet end et par minutter. 
“Sørg for at få en god plads.” sagde han, og klappede Frederik på overarmen inden han tog et skridt baglæns. Blikket veg ikke fra Frederik. Det næste der forlod hans læber fik hans hjerte til at slå et slag over, “Den er dedikeret til dig.” smilet blev større, og så drejede han om på hælen og skød gennem menneskemængden i et rask trav, med hjertet der hamrede i brystet.

Den muntre summen fra menneskemængden ebbede ud som Viktor indtog pladsen i midten af den blide bue hvor publikummet sad. Stadig med en vis afstand fra dem, sådan så tonerne bedst kunne nå ud til dem alle. Hjertet bankede af nervøs blidhed, ved tanken om at skulle fremføre nummeret. Han havde ikke øvet andet henover sommeren; Derfor var han rimelig sikker på at det nok skulle gå godt, men.. ville Frederik synes om det? Det var det eneste der betød noget.

Viktor spredte benene og placerede det otte formede strengeinstrument mellem dem. Han sank en lille klump og sendte dem alle det bedste, charmerende smil han kunne præstere, artikulerede ingen former for nervøse trækninger. 
“Tak for at I alle kunne komme til min fødselsdag,” sagde han højt og tydeligt, som var han vant til alle øjne på sig. Viktors øjne gled kortvarigt hen over Frederik, og han fik en varm glød i dem, som han passerede ham. 
“Jeg vil nu spille for jer, akkompagneret af Fru. Vronsky til støtte melodierne i musikstykket. Jeg håber at I kan lide det.” Han fugtede sin læbe og tog fat i buen der stod ved siden af ham.

Et dybt suk forlod ham, og han fordybede sig i sin cello. Først var der stilhed - en uforstyrret pause, der indhyllede haven og efterlod en følelse af forventning i luften. Som blev han grebet af en alvor, hvor den koncentrerede mimik pludselig fik ham til at se mindre barnlig ud; en pludselig forvandling, der skete når Viktor var i sit es. Fingrene tog fat om halsen på instrumentet, satte an, buen ført oven på strengene, og uden nåde svang han den som en sav, så de mørke toner slog den hurtige takt an. Musikken flød ud af instrumentet som en strøm af følelser og stemninger. Hans fingre dansede over strengene som en flydende flod, og han spillede med en lidenskab og en præcision, der var som en dans mellem sjælen og musikken.
Buen var en forlængelse af hans arm, og brynene vippede med som hvis hele hans sjæl var absorberet i de mørke, krævende toner. Buen blev hurtigt erstattet af hans fingre der var som sommerfuglevinger, der fløj let og elegant over strengene. Tonernes mørke dybde fyldte haven, som om de var i stand til at bevæge sig gennem tid og rum, og viklede sig om hjertet på alle, der lyttede. Det var som om musikken blev til en del af ham, og han af den.

Da buen endelig kom tilbage på strengene, begyndte Fru. Vronsky at spille med i baggrunden, som en kontrast og skabte symbiose mellem de to individuelle celloer. Det hele gik op i en højere enhed. Hun stoppede for at give Viktor plads til detaljerne, og så spillede de sammen igen. Hans hjerte hamrede med i takt - glemte omverden omkring sig og følte at han blev et med instrumentet - de tunge toner. Fingrene og buen slog de sidste, afsluttende takter an, og med ét kom stilheden igen, før den blev erstattet af klapsalver. 

Viktor kom til sig selv, armen med buen hang ned ad ham, og fingrene rystede udmattet fra hans optræden, mens han smilede tilfreds, og trak vejret en kende forpustet. Den unge junker rejste sig fra stolen, og placerede celloen støttende op ad den, så han kunne lave et lille fint buk. Han fangede Frederiks blik.

 " Aha, " lød det, som Frederik ikke troede på Viktor. Ingen af dem kom dog nok udenom, at i dag var nok ikke en dag hvor Viktor kom tidligt i seng. Med mindre han selvfølgelig tog hul på vinen. Frederik nikkede lidt af Viktor sagde han skulle finde en god plads, selvom han ikke rigtig forstod hvad det skulle gøre. Var det ikke meningen man skulle lytte alligevel? Med det tænkt, måtte han hellere finde en plads ikke alt for langt væk. Og da ordene der forlod Viktor lige inden han smuttede blev opfanget af den ældre knægt, løftede Frederik overrasket begge bryn. Dedikeret til ham? Hvorfor? Han kunne dog ikke nå at dvæle ved det for meget, før alle gæsterne begyndte at trække sig sammen. 

 Alle gæsterne stod samlet tæt omkring pladsen hvor Viktor havde at sig med det store instrument. Frederik havde fået sig møvet op til en plads relativt tæt på, han kunne i hvert fald sagtens se Viktor. Luften virkede tyk af forventning som Viktor lagde an til at spille, og da de første toner blev slået an. Frederik var overrasket over at noget så stort kunne lyde så elegant. Det mørkeblå blik gled fra Viktor og ned på hånden og fingrene der nærmest dansede kærtegnende hen over strengene.
 Frederik kunne godt se hvorfor mormor Helke fandt den unge Alryss så charmerende. Beslutsomheden, koncentrationen. Intensiteten der lagde sig over Vektor når han lod sig blive opslugt af instrumentet og den lyde. Det var fascinerende. Måske endda smukt? - Ikke at Viktor var smuk, selvfølgelig! Men hele scenariet var smukt. 

 De nærmest fortryllende toner ebbede ud, åbnede op for omverdenen igen, og Frederik klappede i takt med resten af gæsterne. Blikket der havde været vendt mod Viktor under hele nummeret, blev nu nødt af den andens blik og Frederik løftede det ene bryn imponeret, et udtryk mere imponeret end han nogensinde ville indrømme over for stumpen. 
 Viktor lignede en der var klar til gå mod Frederik, men inden han nåede at tage mere end et enkelt skridt, var fødselslaren omkringe af gæster der sikkert havde masser af rosende ord og fine kommentarer om det lille nummer. Frederik nikkede lidt for sig selv og trådte et par skridt væk fra tumulten. Viktor skulle sikkert nok finde ham. 

 Det blev dog nok mere Frederik der fandt Viktor end omvendt. Så snart han fik øje på krøllerne vandre en smule ledende rundt, skyndte Frederik sig at sende pigen han stod og snakkede med et undskyldende smil, med med hånden mod hendes overarm sagde tak for snakken, inden han gik mod den unge Alryss knægt. Så snart han vendte pigen ryggen, faldt facaden og smilet der ellers havde pyntet det spidse ansigt alt tiden han havde snakket med hende forsvandt, og efterlod ham med det sædvanlige, udtryksløse udtryk. 
 " Du skulle have valgt et bedre stykke musik, jeg var lige ved at falde i søvn," kommenterede Frederik med det samme han nåede hen til Viktor, inden han tog en ordenligt tår af glasset med vin, han havde fanget sig på vejen. 

Det var selvfølgelig ingen overraskelse at med det samme Viktor tog et skridt væk, blev han omringet af familie og gæster med deres rosende og nysgerrige ord. Den tykke mur af mennesker ville i fremtiden blive en vane, der hindrede Viktor i at nå frem til Frederik - altid et forstyrrende element. Men inden, nåede den unge adelssøn at fange et glimt af Frederiks blik - hvad end det betød, så tog han det som en kompliment. Det var som om musikken havde formået at få ham til at glemme alt omkring sig og trænge igennem hans panser af kynisme. De unge læber løftede sig i et lettet, sammenpresset smil, før opmærksomheden måtte gives til andre. Forbindelsen brudt mellem. 

Musikkens rus der havde gledet gennem årene, som blodets benzin til det dunkende hjerte, havde lagt sig igen. Der var alligevel gået længere tid end planlagt med at slippe udenom lykønskninger og snakke. Men de mørke støvletter førte ham gennem græsset - i sin søgen efter Frederik. Viktor viftede en vildfaren sommerfugl ud af sit ansigt med en halvkvalt lyd, med store forskrækkede øjne der skød op med det samme, og så febrilsk efter den da den smuttede videre, som hvis deres sammenstød intet havde betydet for den - hjertet hamrede, føj. Selvom de.. var smukke, så skulle han ikke nyde noget af at have dem på sig. Gåsehuden kriblede ned ad nakken, og for at berolige sig selv, tog han et par dybe vejrtrækninger mens han gnubbede ansigtet og forsatte sin søgen efter sin høje ven. 

Det var som hvis en tråd trak dem mod hinanden, for med det samme - som hvis de begge havde ledt efter hver især, kom Frederik ham i møde med (selvfølgelig) et glas vin i hånden. Lige ved at falde i søvn? Viktor lagde armene over kors, og tog en dyb indånding gennem næsen mens han løftede det ene bryn, mistænksomt; som hvis han ikke helt troede den andens ord, og alligevel vibrerede kommentaren skarpt på hans hjertestreng i en forfærdelig tone. Nåh. 
"Mhm." sagde han med påtaget overbevisning og et lille nik,"det er jo ikke min skyld, at du har et så begrænset musikalsk repertoire, Frederik. det kræver selvfølgelig en vis form for opmærksomhed og sans for detaljer, som måske ikke lige er din stærke side." svarede han spydigt, og lagde hovedet lidt udfordrende på skrå mens han betragtede sin ældre ven. Alligevel følte han at det ikke var helt sandt det Frederik havde sagt, men han gad ikke at fiske efter en kompliment. 

 Det mørkeblå blik kiggede på Viktor med en opmærksom kant over sig. Betragtede hvordan han tog Frederiks ord. Armene der blev lagt over kors i en lukket holdning, den påtagede tone, efterfulgt af den spydige kommentar. Viktor virkede såret over kommentaren. Frederik foldede læberne sammen, inden han trak lidt undskyldende på skuldrene. Frederik vidste ikke meget om musik, det var sandt nok. 
 " Mh nah.. Jeg tror måske bare du skulle have valgt en bedre assistent, hun trak det hele ned, " Brynet løftede sig lidt sigende. Du kunne sagtens have gjort det selv. Mundvigene trak sig dog kort efter lidt op i et skævt, drillende smil.
 " Det er din egen fejl for at have fået mine forventninger så højt op, " Viktor havde jo skrevet så høj om sig selv og hans spilleri i brevene, at Frederik da umuligt kunne andet end forvente det bedste af det bedste. 

 Frederik slog blikket lidt væk fra Viktor og lod det glide lidt ud mellem gæsterne. Og fik øjenkontakt med en lidt yngre pige et ganske kort øjeblik. Frederik så hurtigt væk, og kunne ud af øjenkrogen se hende gå mod dem.
 " Zalans... " mumlede Frederik irriteret og tog fat om Viktors arm for at trække ham med væk. Hvorfor han hev Viktor med sig vidste han ikke. Da det virkede til Viktor gik med af sig selv slap han den yngre knægts arm, og så sig kort over skulderen. Hvorfor var der også så mange ungmøer..
 " Skal du så feste lige så meget i dag? " spurgte Frederik, for at få fokusset lidt væk fra at han lige havde hevet Viktor flygtende med sig. Han så ned på Alryss sønnen med et drillende glimt i øjnene og et lille smil hængende i mundvigerne.

Et tungt fnys undslap Viktors næse, og armene der før var foldet rimelig tæt mod brystkassen, løsnede sig mens skuldrene sank til Frederiks efterfølgende kommentar, eller respons på Viktors spydighed. Valgt en bedre assistent? Viktor trak lidt skævt i mundvigen, og kiggede med lige dele forvirring og underholdning op på sin høje ven. Han forsøgte at læse det sigende blik der var malet i blikket. Han fnøs lidt, som hvis han havde gennemskuet Frederiks hentydning, og rystede lidt opgivende på hovedet. Nå så dét gjorde hun? 
"Muligvis, så må jeg jo gøre det bedre til en anden gang." sagde han eftertænksomt, og gengældte det drilske smil. Han ville bare så gerne imponere Frederik, men.. tidligere, var det ikke også det han havde gjort? Viktor skulle lige til at påpege noget omkring dét - da han pludselig blev taget i armen og trukket med Frederik. 
"Hvem flygter vi fra?" spurgte han forundret, og missede lidt med øjnene mens han forsøgte at se sig over skulderen for at orientere sig. For det virkede som om de stak af fra noget - eller nogen. Men han blev hevet med, helt uvilkårligt og helt og aldeles mere villigt end hvad godt var. Hjertebank.

En smule moret fulgte han efter Frederik da det stærke greb endelig slap ham. Øjnene hvilende i nakken på den ældre knægt, indtil de standsede lidt derfra, og Viktor kom helt op på siden af ham. Et nyt emne - det var fint, og forventeligt. Men, om han skulle feste lige så meget? Viktor trak lidt på skuldrene med en mild latter om læberne, "Jeg vil prøve at opføre mig pænt i aften, men jeg kan ikke love noget." Han betragtede Frederik foran sig, overvejende, og gnavede sig lidt i underlæben, stadig med det funderende smil om læberne. "Hvilket glas er du på?" han nikkede mod vinen i Frederiks hånd.

 Det virkede til Viktor blødte lidt mere op, og Frederik lagde den ene hånd ned i lommen. Han nikkede til ordene og grinte lidt lydløst over hvor lidt der skulle til at hive Viktor op fra utilfredsheden. Kort efter kom hånden op af lommen og han hev Viktor med sig.

 " Hm? Det ved jeg ikke.. din kusine? Moster? hvad ved jeg.. " Frederik trak på skuldrene og kiggede sig kort endnu en gang over skulderen, og konkluderede at det virkede til de slap for at snakke med hende. Eller at Frederik slap for det. Det var selvfølgelig sært, sådan bare at stikke af fra folk til en fest, men Frederik vidste bare det ville blive en ulidelig lang aften, hvis alle de kvindelige afgreninger af Alryss familien ville snakke med ham. Det var nok med den ene Alryss der hang på ham. 

 Frederik tog en tår mere af vinen - endnu en stor en - og nikkede lidt til Viktor ord. Men jeg kan ikke love noget. Frederik fnys-grinte over det og så på Viktor med et løftet bryn. Turde han virkelig det når han kunne blive opdaget af sine forældre når som helst? Det måtte tiden vel vise. 
 " Aha.. Du kan ikke love du opføre dig pænt, eller at du vil prøve på at gøre noget du ikke må? " spurgte Frederik med et drilsk glimt i øjnene, for noget sagde ham at der ikke ville være så meget prøve at opføre sig ordenligt over det, men mere at Viktor ville opføre sig ordenligt. Det mørkeblå blik slog sig ned på glasset da Viktor spurgte ind til hvor meget han havde drukket og løftede det ene bryn lidt, inden han så tilbage på Viktor.
 " Hvorfor? " Det var ikke fordi han havde noget imod at svare, han synes bare det var et underligt spørgsmål at få fra Viktor. Frederik endte med at trække på skuldrene, og så ned på glasset igen.
 " Det er det første, " sagde han så. 

Viktor kom med et lille moret grynt til svaret, "Ah - er det fordi man skal passe på med kvinder?" begyndte han, og et smørret smil bredte sig om læberne på ham, "Eller er det fordi at du endnu ikke har lært at dukke dig?" forlod det ham skælmsk, og hænderne sank ned i bukselommerne mens han artikulerede at han lo for sig selv, men uden lyd. Skuldrene dirrede af latteren der var på vej op. Det var jo, utrolig morsomt af ham at nævne det, synes han selv. Frederik måtte med sikkerhed vide hvad han hentydede til - mon ikke erindringen af det ville prikke lidt på kinden? 

Et lille rystende suk fra at tilbageholde sin latter undslap ham, og han fugtede sin underlæbe med et tilfreds udtryk i ansigtet. Stemningen fra tidligere, var blevet ganske mild nu - deres prikkeri til hinanden, drilske glimt og det hele. Ja, måske var Frederik ikke særlig musikalsk anlagt, men han kunne finde ud af at spille på hjertestrengene i Viktor. Lidt for godt. 
"Hmm.." Han trak hemmelighedsfuldt på skuldrene til Frederiks spørgsmål - sandheden var nok at han hellere måtte opføre sig ordentligt, når der var så mange opsøgende øjne omkring dem. Men, Viktor var også nysgerrig anlagt - og som altid blev tingene langt mere spændende når det var forbudt. "Det er ikke til at vide." 

De nøddebrune øjne flakkede fra krystalglasset til Frederiks ansigt på ny, vurderende - en kende overvejende. 
"Bare et spørgsmål." svarede han så, og trådte hen til Frederik. "Kun det første?" smilede han op til ham, og skævede så rundt for at se om nogen kiggede på dem. Det var der ikke. 
"Tænk hurtigt." sagde han pludseligt - med en ivrig klang i stemmen, og tog glasset ud af hånden på Frederik. Kunne han ikke helt vikle det ud af den ældre knægts greb, ville han blot forsøge at vinkle det sådan at han alligevel kunne tage en stor slurk af hans vin, med eller uden Frederiks hånd på glasset. Hjertet hamrede voldsomt i hans impuls. Og dér.. havde han vel allerede fejlet med hvad han havde sat sig for her til aften - opføre sig pænt. 

 Begge bryn løftede sig da Viktor gentog noget Frederik havde skrevet til ham i et brev. Det var vel en måde at de på det. Frederik trak på skuldrene til det, men så snakkede Viktor videre, og Frederiks læber spidsede sig i en stram og utilfreds mine. Det var flot at han kunne underholde sig selv på Frederiks bekostning, men han ville ikke bare lade det gå ustraffet. Så den frie hånd løftede sig, og Viktor fik et slag med flad hånd hen over baghovedet. Frederik vidste selvfølgelig bedre end at slå til - han var trods alt på Alryss grund - og det blev mere et legende dask end et reelt slag. 
 " Møgunge.. " brummede han, uden rigtig at give Viktor et svar, som hånden kom med langs siden at hænge. 

 Der var noget mistænkeligt over måden Viktor svarede, stillede sit spørgsmål og kom tættere på. Frederik rynkede brynene lidt ved det, skulede en smule til den mindre knægt, men nikkede. Trods de store mundfulde han havde taget, var han stadig på første glas. Frederik trak sig ikke væk selvom Viktor kom tættere på, men løftede blot det ene bryn en smule udfordrende.
 " Hva? " Lød det så overrasket og forvirret fra Frederik, da Viktor sagde han skulle tænke hurtigt. Viktor greb ud efter glasset og strammede Frederik grebet lidt om glasset, forvirret over hvad der skete og hvad det gik ud på, men fordi Viktor blev ved med at hive i glasset, slap og så til som knægten bundede et halvfulde glas. Og da det var tomt, løftede Frederik begge bryn, måske en smule imponeret inden blikket gled lidt rundt for at se om nogle kiggede, men det var der ikke. Viktor var ikke blevet opdaget. Og da blikket faldt tilbage på Viktor kunne han ikke holde et lille grin tilbage. 
 " Javel ja.. " Endte med at være Frederiks reaktion til det. Han var jo lidt ligeglad med hvad Viktor gjorde. Den her fest havde han ikke tænkt sig at våge over ham. 
 " Så har vi vel svaret på om du ville opføre dig ordentligt... " Hånden der havde holdt glasset hang stadig i luften, men Frederik tog nu begge hænder ned i bukselommerne. 

Den lydløse latter der ellers var på vej til at ebbe fredfyldt ud blev pludselig afbrudt af et overrasket gisp ved det lette dask han modtog i baghovedet. Lynhurtigt tog han sin hånd derom, for at beskytte mod yderligere angreb. Øjnene, store og runde, søgte forbavset op på Frederik.
"Jeg er målløs." Sagde han så med påtaget uvidenhed, "Hvordan kan du slå mig på min egen fødselsdag?" Noget uartigt glimtede dog et sted i de nøddebrune øjne, selvom han forsøgte at se uskyldig ud. Måske var han en møgunge, men i det mindste en morsom en af slagsen. 

Og var der ikke noget med.. den man tugtede elskede man? Det gode gamle ordsprog. Viktor smilede lidt moret ved tanken om at Frederiks evne til at vise hengivenhed overfor dem han kunne lide var på niveau med et barns. Lide, holde af. Frederik måtte vel have nogle varme følelser for Alryss sønnen, selvom han var stædig om at indrømme det. Tegnene var der, eller også var det bare Viktor der så gerne ville se dem.

Viktor kunne føle smagen af de søde druer, men også den syrlige, ubehagelige eftersmag af alkohol, der brændte som en flammende solnedgang i hans strube. Hans læber krøllede sig i en grimasse, som om han prøvede at skjule sin modvilje mod drikken - den røde væske var en smag den unge palette nok en dag ville tilvænne sig. Puha--
Det var måske også lige grænseoverskridende nok at tage Frederiks drink og bunde den. Men den dæmpede latter der kom fra den ældre knægt som efterdønningerne af hans impuls, kildede hans hjerte - og det hamrede en bette my hurtigere end før. Og nu fortrød han det slet ikke.

Med det tomme glas i hånden, tog han nu sin frie hånd igennem de mørke krøller og sendte sin høje ven et skælmsk blik til den sidste bemærkning om hans gode opførsel.. eller mindre gode. "Ups." Sagde han bare uskyldigt og slap håret, læberne gned sig lidt vurderende sammen mens blikket gled ned på de bare arme. 

"Viktor." En dyb, lidt grovere, men ganske venlig stemme kunne høres i det fjerne træde nærmere. Og som ramt af lynet, fik Viktor meget travlt med at banke vinglasset ind i maven på Frederik og mimede at han skulle tage det tilbage, lidt panisk i blikket.
"Far!" Udbrød han, og smilede til ham over skulderen (måske lidt for stift) og vendte sig rundt, begge arme på ryggen mens han forsatte med at presse glasset mod Frederik indtil han tog det. 
"Gæsterne vil gerne se dig pakke gaver op." Sagde Hermod med løftet øjenbryn til den lidt mistænkelige adfærd hans søn havde gang i - han sendte et kort, ikke så let gennemskueligt blik i retningen Frederik, inden det så faldt på Viktor igen, "Og lad være med at gemme dig for meget for dine andre gæster. Det er trods alt din fødselsdag." hentydede han til at Frederik og Viktor var stukket lidt mere afsides fra festlighederne. Han begyndte at gå i retningen af gavebordet og forventede at hans søn ville følge med.

Den unge junker nikkede til sin fars ord, lettet over at han ikke var blevet opdaget. "Ja, jeg kommer nu." han vendte opmærksomheden mod Frederik igen, og øjnene sagde noget i retningen af det-var-tæt-på. "Kommer du med?" Spurgte han med et skævt smil.

 " Nogen skal jo tydeligvis sætte sig på plads... " sagde den mørkhåret knægt med et skuldertræk. Viktor skulle ikke tro, at bare fordi han var en Alryss og havde fødselsdag så gik alle på æggeskaller omkring ham. Han holdt måske lidt igen, men det var kun fordi han ikke ville gøre sig uvenner med Alryss familien. Det havde dog været mere tilfredsstillende at slå lidt mere i gennem så det underholdte smil faldt af Viktor. Han kunne dog ikke få sig til at slå igen, og lænede sig i stedet frem, så deres hoveder var ved siden af hinanden. 
 " Og jeg er vidst ikke den eneste der ikke har lært at dukke sig endnu. " Blev det mumlet lavt ind i Viktors øre. Viktor var ikke den eneste med godt ord igen, og Frederik smilede en kende selvtilfreds over kommentaren da han trak sig tilbage igen.

 " Hmpf! " lod det lidt overrasket fra Frederik da Viktor blev kaldt på og glasset blev slået ind i maven på ham. Smilet på Frederiks læber voksede sig skævt, og i stedet for at tage glasset fra den anden, stak Frederik hænderne i lommerne. Tog sig god tid til st fjerne beviser for Viktors uartighed. Frederik rettede smilet ind til et mere venligt et og trak undskyldende på skuldrene. 
 " Jeg skal nok lade hver med at opholde fødselaren mere i dag, hr. Alryss. " Og så tog han endelig glasset fra Viktor igen, lige inden Viktor vendte sig rundt. Frederik nikkede lidt og løftede glasset lidt.
 " Men først skal jeg lige fyldes op. Det er som om nogen har drukket mit vin.. " Et påtaget, tænkende udtryk lagde sig over Frederiks ansigt, inden han så ned på Viktor med et skævt smil. Han gik forbi Viktor og nærmest helt af sig selv løftede hånden sig op og ruskede i krøllerne på den andens hoved som Frederik gik forbi ham, over for at få noget mere vin. En handling der fik Frederik til at rynke brynene lidt forvirret og kigge på hånden mens han gik. Hvad gik det lige ud på...?

Kunne man mærke alle hår rejse sig over hele kroppen på én gang, så var det dét Viktor følte i momentet da Frederiks ånde strejfede hans øregang, som en blid bølge, med hans fyldige stemme - en velmoduleret tone, så tæt tæt på. Som honning der sensuelt flød ned i hans blodbaner og fik hjertet til at slå hurtigere. Hans hviskende ord blev nærmest indrammet af en blid susen der vækkede en inderlig trang til at komme endnu tættere på Frederik. Men han nænnede ikke at flytte på sig, i tilfælde af at magien blev brudt - end ikke luften turde forlade hans lunger. 
De nøddebrune øjne fulgte troligt Frederik da han trak sig, og han håbede, et eller andet sted, at varmen der langsomt begyndte at farve de unge kinder, ikke blev opdaget af ham. Puha. 
For ikke at tabe ansigt, himlede han bare lidt med øjnene af Frederiks bemærkning. Godt ord igen - Viktor kunne vel også lære noget af at dukke sig. Men… Viktor rømmede sig og kunne ikke dy sig, “Din hånd er for stor til at undgå - en kvindes derimod..” han trak lidt på skuldrene og lod stilheden tale for sig selv. Blikket skævede drilsk op mod Frederik, og han rykkede sig for sjov i tilfælde af at han skulle blive angrebet igen med et lille lusket kluk.

Og dét var så straffen for Viktors smarte bemærkninger. Frederik blev usamarbejdsvillig, og tog ikke imod glasset da den unge adels søn ihærdigt forsøgte at fralægge sig beviserne. Hjertet sad i halsen, og panden rynket svagt med sit påklistrede smil, imens han gentagende gange pressede glasset yderligere mod sin høje ven, mens han samtidig forsøgte at tale ganske afslappet med sin far. Viktor løftede forvirret sit øjenbryn til Frederiks foranstaltninger dog. Ganske svagt skævede han tilbage mod den ældre knægt, undrende - og håbede lidt at han ikke mente hvad han sagde. Men han tog stadig ikke glasset! Derfor trådte Viktor et anspændt skridt bagud, så den eneste afstand mellem dem var glasset som buffer. Lidt efter blev hænderne endelig tomme, fingrene strejfedes, og Frederik havde taget glasset. Automatisk søgte Viktors hænder ned i lommerne, og så var de alene igen. De unge læber krøllede sig ind over hinanden mens han så Frederik an - et blik der sagde noget i stil med: det-fandt-du-rigtig-sjovt-hvad?

“Ja, find du dig noget vin.” sagde han til Frederiks tænksomme kommentar, med et tørt udtryk, og viftede lidt med hånden i retningen af vinbordet. Hjertet hamrede stadig fra panikken der lige før havde bredt sig i ham, og så .. som alle andre gange, fandt den store hånd vej til de mørke krøller, men ikke for at slå - for at ruske hengivent i dem. Det prikkede varmt i Viktors tindinger da han så efter Frederik der allerede var et par lange skridt foran. En lille, forvirret klump sad i halsen, han blev blød i knæene. Hvordan havde Frederik den magt over ham? Viktor rystede svagt på hovedet og skød selv i retningen af gavebordet. Gaver blev pakket op, han takkede for dem, og sludrede lidt videre med de forskellige gæster. Men, med et diskret blik fra øjenkrogen, der altid ledte efter Frederik i mængden.

 Røde kinder. Kært. Det gik ikke forbi Frederik øjne. Hvordan kunne de? Frederik gik ud fra at det var fordi Viktor blev forlegen over at han havde brugt Viktors egne ord mod ham. Hvad skulle det ellers være? Frederik løftede det ene bryn da Viktor prøvedet at komme med et godt ord tilbage, men Frederiks lidt skeptiske udtryk tegnede mod at det kunne have været bedre. Han sagde dog ikke noget til det. 

 Det var tydeligt at mærke at Viktor bestemt ikke var tilfreds med Frederiks langsomme reaktion. Men Frederik, han nærmest nødt hvordan han kunne mærke desperationen i Viktor bump med glasset. Karma, var det. Brynene løftede sig, og Frederik smilte et uskyldigt smil, da Viktor kiggede så anklagende på ham. Ups. 

Solen var så småt begyndt at gå ned, og malede himlen i bløde, drømmende farver. Faklerne i haven begyndte at blive tændt, magiske kæder af lys oplyste træerne i haven, og gjorde klar til mørkets frembrud. Tiden synes at gå utrolig langsomt, men hurtigt på samme tid - lidt for hurtig i den forstand at dagen snart ville slutte, og når den sluttede, betød det at Frederik ville tage hjem. Men langsom, fordi alle bare ville stå og snakke heeeele tiden. Viktor fandt ingen åbning til at kunne stikke afsted fra mængden af gæster, så han kunne opsøge Frederik - og bare få dét ud af dagen han egentlig ville. Og som hvis det ikke var slemt nok, skulle han også høre på alle de mange anekdoter og historier der blev fortalt - og selvom de alle ikke var henvendt til ham, måtte han bare stå og smile høfligt og grine, når de andre grinte. I ny og næ fik han øje på Frederik - de mange kvinder flokkedes omkring ham - nyt kød - så selvfølgelig var han spændende selskab. Det både generede og morede ham på samme tid, og han kunne ikke blive enig med sig selv om hvilken følelse der fyldte mest. Man skal passe på med kvinder - men i det mindste havde Frederik ikke haft grunde til at dukke sig endnu. 

Viktor sneg sig endelig væk fra pibetobakken og de muntre selskab der havde flokket sig rundt om hans far, og som hvis Frederik havde brugt sin evne til at teleportere, stod han pludselig foran ham på ny. 
"Uh," udbrød han en kende overrasket, og måtte hoppe et skridt tilbage for ikke at træde det svajende fyrtårn over tæerne. "Du så mig da pakke dem op?" sagde han forvirret til spørgsmålet med et hævet øjenbryn, og så fra glasset til det lidt mere slørede blik. Han er fuld, er han ikke? ordene virkede til at efterlade læberne en smule mere snøvlet end normalt. 
"Mhm - men intet kunne hamle op med den jeg fik af dig." forsatte han, og sendte Frederik et skævt smil. Han så sig over skulderen, og lagde en flygtig hånd guidende på ryggen af Frederik, og lagde op til at han ville gå lidt mere væk fra flokken af mænd. 

"Kom - jeg kan ikke høre flere anekdoter om folk jeg ikke kender." sagde han i en døjende tone, og bed sig lidt i underlæben - på vejen snuppede han et glas cider - bedre end vin.

 Den langsomme reaktionsevne Frederik efterhånden til tilegnet sig, gjorde at han ikke rigtig nåede at reagere på at Viktor var ved at gå ind i ham. Igen. Han lænede sig en kende tilbage og løftede brynene, men det havde nok været passende at træde et skridt tilbage. Frederik trak på skuldrene.
 " Derfor behøver du da ik' find' dem go'e.. " Frederik trak på skulderne igen, og da Viktor roste gaven han havde fået at Frederik, rettede han sig mere op og smilte selvtilfreds. Det var en ret god gave! Frederik havde lagt meget arbejde i den. 
 " Mh, jeg er ret go', " stemte han sig enig med Viktor, for det var vel det knægten sagde. Som Viktor begyndte at føre Frederik væk, lagde den højere knægt armen over Viktors skuldre og gik med ham.

 " Hva' med en anet-anekdote om en du ken'er? " Frederik lænede sig lidt ned, så han kom tættere Viktor ører og kunne fortælle lidt lavere.
 " Der var ham her, som ble' b'skyldt for at have store hænd'r, som var det en då'lig ting, " Frederik så frem for sig mens de ting, et skævt smil på læberne. Blikket skævede dog mod Viktor som han sagde det næste.
 " Men du ve' vel hvad man si'r om mænd med store hænd'r, gør du ik'?" Det var noget underholdt over tonen, også noget sigende. Frederik have hørt mange forskellige udtryk om store hænder, men lige nu tænkte ham på et meget bestemt et. Frederik rettede sig lidt op igen og lod blikke glide ned over Viktors forside, til det nåede bukserne. I tilfælde af Viktor ikke vidste hvad Frederik snakkede om. 
 " Heh.. " brummede han underholdt over sig selv, inden han så frem hvor de gik igen.