Luften var tyk inde på Svinet. Et sted, hvor at Dianthos' nok mest brogede forsamling af folk og fæ, fik lov til at støde hovederne sammen i de senere aftentimer. Udover den gængse lugt af tobak - noget der fik Corinth til at rynke en anelse ubevidst på næsen - så var det buldrende latterbrøl slog imod de skæve vægge, og en summende, underliggende larm af adskillige samtaler, mildnede (næsten) sanseindtrykket der slog en i møde, når man kom udefra. Sikken en hule. 
Imod mange fordomme, var det dog ikke over Corinths standarder. Til trods for at han ofte befærdede sig med overklassens tillærte elegance, var det egentlig nok mere realistisk... at han fandt sine 'ligemænd' i slummen. Blakkede bekendtskaber, flygtige fornøjelser og lette glæder. Åh, det kunne noget andet. 
Ikke at han nogensinde ville indrømme det overfor verdenen. 

Imens adelsmanden overvejede hvor han skulle sætte sig, hang hånden en smule luftigt tilbage på dørhåndtaget. Der var alligevel godt fyldt op, eh? Og vandrede efter få sekunder længere ind, for at slå sig ned ved et hjørnebord. Alene. Men ikke ligefrem sørgelig at se på, givet den magelige intention der lå bagved det - han skulle skam have selskab. syntes luften omkring ham at hviske. Men ledte efter ét specifikt, med tålmodighed nok til at se om han ikke dukkede op indenfor den næste time. 
Og sat til sammenligning med resten af rummet, var det joh næsten atypisk, sådan som han faktisk bestilte et krus af noget mørkt, men kun med halv opmærksomhed sad og sippede af det, uden at invitere gæster nær. Hvor længe skulle man vente, monstro? 
I hvert fald i 20 minutter. Og så lige fem mere. Tap, tap, tap. Langefingeren bankede imod krusets hvælving, og Corinth registrerede ud af øjenkrogen en af stedets skøger nærme sig, men vinkede hende hurtigt videre, et afvisende lille 'ikke dig' gemt i blikket hun mødte. Nej, ikke dig, du passer ikke til ham jeg så gå sammen med... 

Og Corinths øjne spærredes op, da han (endelig) så skikkelsen han havde ledt efter, bagved hendes timeglaskrop. Ham, mængde sig med et kammeratskab nogle borde væk. Ah. Og et mere fornøjet smil trak de bløder læber en anelse opad, imens han så skøgen på arbejde, befærde sig og ubekymret le med over ord han ikke kunne høre, noget fascineret over det mørke blik. Det var også på tide at du dukkede op. 
Og da han endelig kiggede op, et kort sekunds opmærksomhed fjernet fra dem han sad med, løftedes kruset i en hilsende lille skål. Hej du, syntes det at sige. Har du travlt?

Bare fordi det var lang tid siden at Fabian havde set Aldamar, så betød det trods alt ikke at Fabian ikke ville nyde sit liv. Det var nok nærmere tvært imod. Et savn til fyrstesønnen fik bare Fabian mere ud på gaden og bare opleve livet. Finde noget at ligge i med, og tage en øl eller to når han ikke regnede med at tage kunder. Han var trods alt ikke sen til at finde festen uanset hvor den var. For hvor der var fest, der var altid en mand eller kvinde villig til at betale for en nat med ham.
Svinet var heldigvis altid god til at finde kunder, og denne aften havde også vist sig med det helt store selskab. Fabian praktisk talt levede for stemningen. Det gled som næsten en behagelig berøring bag hans ryg, som han vævede sig ind og ud i menneskemængden, og flirtede lidt her og der, for at se om der var en der var villig til at betale krystallerne for en nat. På en aften som denne, der havde han også sit at kunne vælge mellem heldigvis.
Han havde slået sig ned med nogle mænd for en stund, selvom de alle virkede til at danse om emnet om at købe ham for natten. De var unge, men det var tydeligt de ville, men hvem der turde tage pengepungen frem var en anden sag, og det var også derfor at han ikke var bleg for at gå videre, skulle det ikke flaske sig.

Det var ikke mere end et blik. Et blik hvor Fabian fik øjenkontakt med en af de andre på kroen. En med en intention, og endda så så han også ganske pæn ud. Så det var ikke et under, at Fabian ligeså stille fik takket af. Selvom de lidt forsøgte at hive ham tilbage. "Blot et øjeblik" lød det fra skøgens læber, som han fik slanget sig ud af grebene, og i stedet for bevægede sig over mod bordet med den ensomme fyr.
Et charmerende smil på læberne, som han ikke var bleg for at sætte sig ved Corinth's side. Et drilsk glimt i øjnene, selvom han ikke bare begyndte at røre på ham endnu. Han var ikke i nærheden af at være ligeså skubbende som visse andre af skøgerne. "Du ligner en mand der ved hvad han vil have," lød ordene fra Fabian i en drillende tone, som hans øjne kort kiggede ned af manden inden det fandt tilbage på det flotte ansigt. Det her ville nok være lidt af en gevinst for en aften, i forhold til så mange af de andre der ellers kom forbi. 

Der var velsagtens altid noget yderst tilfredstillende... når man fik sin vilje. Selvom han ikke havde kunne kræve skøgens opmærksomhed, ramte det selvfølgelig et godt sted, da det ikke krævede... forfærdelig meget. Ikke mere end et fast blik, og magelighed nok i sig, til ikke at flygte fra den pris der fulgte med et andet menneske. Skøger. Ikke at man helt kunne leve foruden. 
Men lige på dét punkt, var Svinet ikke Corinths jagtmarker. Men de pæne omgivelser omkring Enzels bordel, eller lidt grovere bekendtskaber han kendte igennem venners venner? Meget mere tiltalende. Det handlede dog ikke om typerne, så meget som det handlede om æstetisk værdi, skulle han slå sig løs. Nej typerne var nok mere korrekte, her.
Men Fabian havde nok ikke været ligeså let at finde, hvis han ikke gik på kompromis med den nedre bydels slidte omgivelser. 

Charmerende til gengæld, det måtte man give ham. Ikke videre nervøst søgte han pladsen ved siden af Corinth, og modtagelig skubbede han sin front mere skrå og imod skøgen. Du ligner en mand der ved hvad han vil have? Og en smule smigret skubbedes mundvigene op i et skyldigt smil, og han fik sluppet hanken på sit krus. "Og du ligner en, som kan give det" knap nok missede han et taktslag efter Fabian havde talt, og følte tonelejet afstemme sig til den samme drilske, lidt friske energi. 
Ikke videre blufærdig studerede Corinth nu manden foran sig, og konkluderede at han da i hvert fald var stærk. Og med solbrun hud, blågrønne øjne og en løs bevægelighed omkring den afslappede holdning, kunne man godt se hvorfor han nok også var god til sit arbejde. I hvert fald hvis det ydre skulle betyde noget. 
Men lige den slags paralleller... var ikke retfærdige at trække. Pænt ydre betød aldrig et pænt indre, og Corinths blik gled tilbage til det fængende blik, et spørgsmål hængende i mundvigens dovne smil. "Så. Hvor meget koster en aften?" jah direkte til sagen, næsten som havde de allerede givet et metaforisk håndtryk på Corinth ønskede, selvom der ikke blev gjort antræk til at række ud efter Fabian. Ikke at han ville rykke sig væk, skulle det følge med. 

Bordet Fabian havde forladt, virkede til at følge med i udvekslingen med vag interesse. Men opmærksomheden - omend den ikke var rettet imod ham - gjorde det kun en tand bedre for Corinth, der lidt smørret, takkede dem for at have været så ubeslutsomme. Indvendigt, selvfølgeligt. 

Han virkede til at være en mand af en nydelig stand, hvis Fabian selv skulle sige det, og det betød også at han nok havde et par krystaller på sig, hvilket selvfølgelig altid justerede prisen bare en lille smule. Gad vide om han var en af de finere særlinge, der havde noget meget specifikt de ville. Blikket i hans blik kunne godt tyde på det.
Han rykkede sig lidt tættere, og endelig faldt hans hånd på mandens skød i en lidt nussende bevægelse, der tydeligt snakkede om hensigten med det. ”For dig?” sagde han eftertænksomt, folk fik altid følelsen af at de fik en eller anden form for rabat, når han lagde op til det på den måde. ”5 jadestykker,” svarde han lavmælt, inden han lænede sig ind, så han var sikker på at manden var den eneste der lyttede. ”men hvis du vil noget specielt så koster det et par krystaller mere.” Men det var tydeligt at Fabian alligevel var villig til at gøre det meste med den anden mand. Fabian havde trods alt lidt af et rygte for at de færreste ting var  noget han ikke ville gøre. Han kunne lide når de mere interessante kom, og noget fortalt ham at det ikke var en ganske almindelig aften som manden foran ham havde planlagt. Ikke at han kunne have nogen idé om hvor atypisk den egentlig var. 

For dig? Ordene, efterfulgt af den stilfærdige hånd trak Corinths læber opad i et dæmpet lille 'hmm', og han løftede det ene bryn en anelse over prisen. 5 jadestykkker? Det var til at betale, og en pris man både kunne overaskes eller stødes over, alt efter hvem man var. Det var dog den sidste detalje der fangede Corinth mere end den burde - fokus - og han åbnede lidt overvejende munden i sekunderne, lige inden hans svar kom. Det var vidste en frisk en, det her. Tænkt med et lidt morende smil. Og en god nok menneskekender til allerede nu, at fornemme hvordan Corinths præferencer nok gik til grænserne. Og ikke nødvendigvis på den behagelige måde. 

Det ville han få nok tid til at erfare. 
Intentionen var dog tydelig. Og Corinth samlede den gerne op, et lidt mere forventningsfuldt smil om læberne da han indvilligede. "Hvad definere du som specielt?" klukkede han lavmælt, med den samme trykfordeling Fabian havde fået lagt på det. Ikke at han behøvede et svar, det var nok ganske indforstået, og Corinths hoved gled lidt overvejende på skrå, grebet af den ene hånd da han dovent støttede sig til den. "Jeg er sikker på at vi nok skal mødes et godt sted på midten" fulgte han op med i et dæmpet grin. Ikke videre blufærdig, og med et mere sultent glimt snigende på vej ind i de mørkebrune orber af opmærksomhed, da han følte 'begæret' banke mere op døren. 
Han gjorde det joh næsten lidt for nemt, men det var trods alt også et... udsat job. Og spørgende virkede han til lige at overveje hvor, inden at han så den anden lidt an. Nej, han ville ikke hive ham hjem - han behøvede ikke at Fabian vidste hvor han boede. 

Smilet trak i Fabians mundvig da der blev spurgt ind til hvad der var specielt, og han rykkede sig lidt nærmere, så både ham og Corinth bedre kunne mærke hinandens varme. ”Hvis du har behov for at spørge, så er det nok allerede ganske specielt,” hviskede han i en næsten lidt åndeløs tone. Han havde intet imod det, hvilket hans hånd også bevidnede som den forsatte de lette kærtegn ved Corinth’s lår. Han var trods alt en nydelig mand, og Fabian kunne føle at han nok havde ramt lidt af en jackpottet i aften. Det virkede i hvert fald til at være væsentlig mere spændende end fyrene ovre i hjørnet nok ville have kunne have givet ham skulle de faktisk have bestemt sig.

”Jeg er ikke forfærdelig dyr selv med de ekstra omkostninger,” forsatte han hviskende, og hånden gled længere og længere op af benet. ”Men vi skulle måske tage det her et andet sted hen?” Han vidste ikke hvad den anden mand havde i tankerne, hvor han ville have ham med, men om ikke andet så var der i hvert fald altid et kroværelse ledig til Fabian for aftenen, skulle tingene bære sig derhen af. Der var dog også en vis mængde der endte med at hive Fabian et andet sted hen.

Det var en gradvis, indsmigrende process at skaffe kunder, men skøgen gjorde det ganske elegant, da han lænede sig nærmere. Længere ind i samtalen, længere ind i de løfter der potentielt blev givet; han skulle nok sørge for at alt det 'specielle' kom på bordet. 

En brummende, bifaldende lyd vibrerede fra Corinths bringe, og han lod sig lokke, da han fornemmede kærtegnet glide længere op. "Mmmh? Jah, jah lad os" istemte han, og greb en kende mere direkte hånden der var på vej til afveje, og løftede den lidt studerende op i lyset, håndleddene kort vendt imod lyset. Så fri for ar og skader, stærke knogler, ru hænder. Arbejdende hænder, og han foldede dem lidt mere sammen, et lille puf imod skøgen. "Lad os. Har du et værelse her, eller hvordan plejer du at lave dine... aftaler?" og han samlede sin stok med sig, den handskeklædte hånd over det sølvdækkede hoved, som en taktfast lille ekstra tromme til deres skridt imod det værelse skøgen pegede ud. 

Op af trapperne, ikke forfærdeligt langt, og døren til et tarveligt (for hans standarder) værelse blev åbnet op. På vej derop virkede Corinth ikke ligefrem bleg i sin opmærksomhed over den andens skikkelse, han var joh nydelig, næsten som vurderede han hvordan de skulle tilgå det. Nok nærmere hvad de skulle tilgå først, et ganske lystigt smil om de bløde læber. "Hvad er dine hårde grænser?" tilføjede han nysgerrigt, imens de gik, som var det et vigtigt spørgsmål at stille. Så kunne man altid overveje hvordan de kunne krydses mest... og han strammede grebet om sin stok lidt forventningsfuldt. 
Mest effektivt. Et bragende mesterværk, var hvad han så foran sig. 

Fabian så ingen afvisning i hånden der greb hans, men nærmere blot at manden ikke ønskede at komme for langt mens de stadig var omkring andre. Det var trods alt noget som Fabian godt kunne respektere, og han lod i stedet for manden undersøge hans hånd.
”Kommer an på aftalen. Jeg har et værelse her vi kan tage op på,” sagde han lavmælt, og han rejste sig op, og tog fat i mandens hånd, for at hive ham med op. Mon ikke han fik et navn når de kom op, eller i hvert fald noget han kunne kalde ham.

Døren blev lukket bag dem, og Fabian vendte sig mod ham, et glimt i øjet. ”Jeg skal kunne arbejde i morgen,” lød svaret, og han trådte lidt nemmere, for at lade en finger finde det øverste af Corinth’s trøje. ”Så ingen varige mén. Jeg ønsker ikke at finde blå mærker på mig selv i morgen, og jeg skal kunne gå af mig selv ud af lokalet. Det lyder til at du har noget ganske særlig i tankerne? Det var i hvert fald en mand der opsøgte specifikt hvad grænsen var, så mon ikke det var fordi han havde lidt mere alternative ønsker.
Fabian burde nok også være lidt mere opmærksom på følelsen der var ved at sprede sig i hans mave, men han skubbede den væk. Der var et tydeligt større behov for at noget andet skulle ske lige nu.

Med et lille klik gled døren i bagved dem, og Corinth lod blikket glide over værelsets indretning, nogle lidt flere skridt ind i rummet, mørkebrune øjne tog den upersonlige indretning ind, det var nok ikke her han boede normalt, og vendte sig først omkring da Fabian atter talte. Ord forud for handling, og han stoppede ikke skøgen i at nærme sig, et undersøgende og lyttende glimt på ham imens at han uddyb. 
Ingen varige mén, ingen blå mærker og stadigvæk i et stykke  - nok til at han selv kunne gå hjemad når det var. Egentlig ganske fine grænser at tegne op, som Corinth med et indvilligende, jah næsten forstående lille nik, selvfølgelig gik med på. "Ah, det burde være til at imødekomme..." summede han, og satte stokken fra over bordet, ved siden af dem. 
Blikket faldt kortvarigt på fingeren over hans trøje, og Corinths anden hånd gled over sølvspændet der holdt hans kravat på plads, for at hjælpe Fabian lidt med at få løsnet det ordentligt. Han lignede trods alt ikke en mand der var vant til at løsne den slags tøj Corinth bar - men man kunne overraskes. 

Det lyder til at du har noget ganske særligt i tankerne? Og spørgsmålet fik et lidt mere afslørende grin til at trække op over adelsmandens læber, da han ikke ligefrem havde grund til at skjule det ordentligt. Ikke nu, hvor at de - nok fra skøgens synspunkt - var kommet lidt mere væk fra offentlighedens øjne og ører. Selvfølgelig havde han da det, og brummede lidt tænksomt i kølvandet på ordene. "Jeg ville gerne spænde dig fast... eller noget lignende, hvis... " og han hvilede et kort øjeblik i øjenkontakten med den lidt højere mand, søgende efter både tøven eller tilbageholdenhed, og håbede at han fremstod sympatisk nok omkring lige dét, til at ligne en der ville respektere den slags forbehold. 
Nej, han vidste at han sagtens kunne ligne den type, uden nødvendigvis at være det. 

Selvom Fabian ikke lignede en mand der kendte til Corinth's beklædnings genstande, så var han ikke bekymret, men han gik ikk ei vejen for at han selv kunne løsne kravatten. Han var trods alt altid mere end villig til at give lidt for at få noget tilbage igen. Der måtte ydes en vis service, også selvom folk der mødte Fabian udenfor hans erhverv, nok næppe kunne forstille sig skøgen rent faktisk makke ind, og gøre sig magelig overfor en anden person. Det havde han åbenbart en for stor mund til.

Hans blik fangede Corinth's, og smilet spredte sig over hans læber, som hans fingre langsomt forsøgte at åbne Corinth's skjorte. "Hmmm... det kan godt arrangeres," sagde Fabian, og han kunne mærke hvordan interessen brusede igennem ham. Det ville ikke være det samme, men han kunne ikke benægte at have savnet den del, især med Aldamar, selvom denne her fornemme mand måtte være god nok for nu. "Du skal bare huske at løsne mig, hvis jeg beder om det." Fabian ville nok heller ikke lade sig binde ligeså stramt, som han godt kunne lide, hvis han skulle være ærlig. Det krævede alligevel lidt tillid, og han vidste godt hvor sårbar en situation han fik sat sig selv i når han sagde ja til det. Men hvad skulle han gøre. Sige nej? Ikke på tale.

Et let lille smil trak over Corinths læber ved den lille tilføjelse, og glat blev der nikket. Ingen tøven til ordene udadtil, selvfølgelig skulle han nok løsne når skøgen bad om det. Og den lyshårede mand havde alligevel nok tiltro til sine menneskekender egenskaber, når han anede at det lille forslag heller ikke faldt et dårligt sted. 
Kravatten løsnedes samtidigt med knapperne, og med et forventningsfuldt lille gys følte Corinth den anden mands hænder strejfe den bløde hud, og de mørkebrune øjne smalledes med en varm brummen. "Jeg tror ikke du vil være imod det jeg har i tankerne" summede han, jah løj han egentlig, og lagde også smykket fra sig. De behandskede hænder gled derefter ned af taljen, nussende imod hofterne, inden at han med lidt mere faste ryk hev mere af tøjet frit. "Hvad kan jeg kalde dig? Jeg er Hector" blikket der før havde været lidt studerende på hvad der gemte sig under trøjen, gled kortvarigt op i det hurtige spørgsmål. 

Hænderne forsatte dog deres lille indtog, og med et lidt mere tilfreds smil fornemmede han mere varme under fingerspidserne, når det sivede igennem det tynde lag. 
Der var ikke meget blufærdighed bagved Corinth, der prøvende skubbede ham lidt bagud imod sengen bagved dem. Hvis Fabian da kunne finde ud af at multitaske - ikke at han forventede andet, et fornøjet, men også lidt mere friskt glimt i de mørke øjne, nu hvor 'reglerne' var ved at være på plads. 

Fabians smil spredte sig kun mere i en drillende facon, som han hævede et øjenbryn, og hans øjne glimtede. "Oh virkelig?" sagde han. "Men så kan jeg i hvert fald ikke vente med at finde ud af det," lød det lidt mere lavmælt, som han lænede sit hoved tættere på mandens kortvarig.
Han lod Hector hive tøjet af ham, og komme til hvor det passede ham, mens hans egne fingre også forsøgte at få vristet trøjen af ham. "Fabian er mit navn," sagde han lavmælt. "Men du kan kalde mig hvad end du har lyst til." Det var en del af det var det ikke? Han kunne være hvem end Hector ønskede, både af navn og udseende, selvom det ikke virkede til at han havde et ønske om at Fabian skulle se ud anderledes end hvordan han så ud i dette øjeblik.
Han kunne i hvert fald mærke det varme blik på hans overkrop. Det gjorde ham altid en anelse mere sikker i at han stadig havde det hele, også selvom han efterhånden var ved at blive ældre end hvad han mente hvad godt var.

Han lod sig skubbe tilbage, men sørgerede også altid for at have en hånd på Hector. Til at hive ham tættere på sig, enten i hans arm, eller kanten af bukserne. Der skulle ikke være for meget distance mellem de to af dem. 

Oh du skal nok finde ud af det. Selvom Corinth nød det lille paradespil han opstillede, var der også en drivende kraft i ham, der gjorde ham utålmodig. Utålmodig til at få Fabian ned og ligge, jah ivrig efter at se hvor langt han kunne presse ham. Og især hvor langt han ville gå, for at holde på sine hemmeligheder. En prins og en skøge, det virkede som mere end bare onde rygter, når man først havde fået dem peget ud i vrimlen - det var ikke helt godt, var det? Og selvom Corinth (personligt) var så ligeglad med statusforskellen - han nød selv skøgers selskab... så vidste han at det betød mere for højtstående medlemmer af adelen. Og nok også manden foran ham. 

Den tid, den fornøjelse. Lige nu skulle han dog ikke brokke sig, og fik kastet trøjen et sted i rummet, imens hans egen også blev sat til siden. De mørke øjne næsten glødede i den varme der gradvist skød op i hans krop, godt ledt på vej af del splittede forventningsfølelse, til hvad der skulle ske, og det der var foran ham. Den anden var stærk, en del stærkere end Corinth selv, og han løftede i tavs admiration brynene, det her virkede ikke som formskifter illusioner. Men at sige at det intimiderede Corinth ville være en fejl. Den ene hånd var allerede på vej ned af maveskindet i et lydløst grin. "Fabian er fint" du er vidst fin, og han skubbede ham tilbage og sidde på sengen, klar på at følge med. Selv hvis der ikke havde været en hånd i buksekanten. 
Knæet gled imellem benene på ham, støttende på madrassens yderste kant, og han skubbede med et nydende lille suk Fabians læber imod hans overkrop, lidt guidende i hvad han ville have. "Du må gerne bruge dine tænder og negle" mumlede han imod de blonde lokker under ham, og lod den anden hånd glide over hans skulder, for at holde sin balance. 

Det var et selvsikkert smil der var på Fabians læber, uden at vide hvor tingene var på vej hen mod. Nej, alt han vidste var blot den nydelse de sammen skulle finde, selvom han godt var klar over at Hector var personen der mest af alt skulle have nydelse ud af det her. Fabian var her bare for en villig krop, og måske kunne han selv opnå et klimaks. De fleste kunder lod ham, hvis de var gode nok til at det var det værd.

Kuldegysninger gik igennem ham, som han mærkede den lidt køligere hånd danse over hans maveskind og ned mod bukserne, og han lod sig endelig skubbe ned og sidde på sengen, og kunne nu kigge forventningsfuldt op på Hector.
Det skulle ikke siges mere end en gang, som Fabian fik den klare hentydning om hvad præcist Hector ønskede. Så lidt forspil inden rebene skulle findes frem, var der trods alt.
Hans fingre greb fat i Hectors overkrop, og neglene borede sig en smule ind i ryggen på ham, som hans mund begyndte at udforske Hectors overkrop. Blide kys, der ligeså hurtigt blev erstattet af skrabende tænder, for at gå tilbage endnu engang. Mærker ville der i hvert fald blive efterladt efter deres møde. 

Det var lige godt satans, og han spærrede en anelse overrasket øjnene op, inden at de sagligt gled i igen, en varm brummen vibrerende fra brystet over de små kærtegn der gled langs hans krop. Skøgen tøvede ikke engang, han spildte ikke tiden. Og Corinth, der til dels var vant til mere 'almindelige' menneskers tilbageholdenhed (og måske også antog, at det var de færreste der bare turde gå i kast med at efterlade lidt mere kulørte mærker) brød sig om at blive afkræftet i sine fordomme. 
Smerten var genkendelig, og spredte sig som et kriblende bål, men aldrig nok til at han overhovedet overvejede, at trække sig. 
Nej, det havde (tværtimod) en nær magnetisk effekt på den blonde mand, hvis læber deltes i et lille gisp da skøgen pludselig bed til. Oh. 
"Du har været i dit erhverv længe, kan jeg fornemme" spandt han, resterne af overraskelsen som et lille lag over hans stemme der pludselig lød lidt mere luftig. Han skulle ikke lade sig rive for meget med. 
Hånden gled fra Fabians skulder over til hans baghoved, og greb fat i en god bunke af det lange hår, inden at han lidt bestemt hev det og ham tilbage - ellers brændte han sig joh næsten, på den gode behandling. "Jah du er joh næsten kendt her i slumdelen af byen" forsatte han, en anelse mere drilskt, og gjorde en dyd ud af ikke at lade hverken hån eller overlegenhed sive (for meget) ind i stemmen.
Øjnene mødte derpå hans, grønblåt imod dyb, næsten sort-mørkebrun, og Corinths handskeklædte fingrer gled i momentet lidt betaget nedover halsen, og adamsæblet, inden at han måtte bryde forbindelsen - hånden tilbage over hans skulder for lidt mere bestemt skubbe ham tilbage i sengen, ryk dig længere ind, og fulgte med indover hans liggende skikkelse. 
At han var tændt, var der nok ikke meget tvivl om, når man sådan så ind i de mørke øjne. 

Men det var en hårfin balance for ham, når det handlede om ikke at afsløre hvorfor, udover alt det som skøgen i forvejen forventede. At han var ydergående med sine præferencer, sikkert også lidt skamfuld omkring nogle af dem men ikke specifikt ydergående med ham som person. 
Ellers ville det slet ikke være ligeså tilfredstillende at afsløre sit hattrick, i sidste ende, og Corinth gjorde antræk til at læne sig ned imod den mere solbrune overkrop, for at placere et kys på kravebenet, inden han trailede ned imod brystvorterne, med sine hænder som forsmag på hvor hans læber ville gå hen.

Et lille skævt smil fandt sit vej til Fabian, da han hørte hvad han formodede var et kompliment om at have været lang tid i erhvervet. "Man lærer vel en ting eller to," indrømmede han, og skulle lige til at sætte tænderne i manden endnu engang, da han pludselig mærkede rykket i håret, nok til at sende en behagelig gysen igennem skøgens krop, som det næsten lidt flabet omend ganske selvsikre smil stadig var at spotte på hans læber.
"Jeg kan godt lide at gøre mine kunder tilfredse, og så... får man lidt af et ry," lød det drilsk tilbage. Fabian var en af de skøger der gik med til det meste. Det var ikke underligt at han havde et ry på disse kanter, og det generede ham heller ikke. Det gav ham arbejde stort set dagligt, hvilket gjorde det nemt at forsørge sig selv, når nu han nægtede at lade Aldamar hjælpe.

Han lod sig skubbe ned på sengen, og gled lidt længere op på den, så der var plads til Hector også. Hans egne fingre fandt vej til Hectors hår, for at holde fast, omend at han ikke rev på samme måde. Den var der bare, som en lille påmindelse for dem begge at Fabian kunne hive det væk, me nogså for at han havde fat i noget, som han mærkede de bløde læber køre over hans overkrop. Han overgjorde måske også lidt hvor godt det føltes, men helt løgn var det ikke, som bekræftende lyde kom fra Fabian, når Hector gjorde noget ekstra godt. 

Mørke øjne skævede kortvarigt op ved svaret tilbage, og Corinth holdt et skarpt fnys tilbage. 
Et ry? Manden havde mere end ét ry - der var flere rygter - og de vigtige var knap nok prioriterede i den samtale de havde nu. Som om han ille bruge sin private tid, til at tale en skøges evner ordentligt op. Nej. 
Som en høg der svævede over marken, havde Corinth dog altid været rimelig god til at opsnuse sladder. Lige meget hvor meget det gemte sig, hvad der gemte sig, eller hvor småt det nu engang fremstod. En sladdermark var måske enorm at kæmme igennem,  når man specifikt ledte efter de små, spidsmus i krattet. Men det var efterhånden en hobby han var blevet god til. Gerne på andres bekostning. 
Men i stedet for et hånligt fnys, emmede Corinth med en varmere brummen, læberne vippet op i et støt voksende smil imod den bløde hud under ham. "Jah det siger du ikke.." det var trods alt sådan han selv havde fundet frem til Fabian; løgnen passede godt ind i hvad end historie der virkede plausibel. 
Fingrene krøb over buksekanten. Derefter ind under den, førhen at han lidt prøvende trak for at få dem hevet ned. Da det dog gik op for ham at Fabian kørte kommando med hvad der var inde under, holdt han med et lille smil en smule igen, og lod sig (for nu) nøjes med at trække hænderne op fra stoffet, for i stedet at kærtegne ham henover det lidt kraftigere materiale. Interessant.

Et sidste kys blev placeret over maveskindet, hovedet løftedes langsomt en smule, og han stak den anden hånd i lommen for at finde frem til noget relativt tyndt men (overraskende stærkt) spundet reb. Jah at kalde det reb var gavmildt - det lignede noget der kunne knække af et for hårdt ryk, imens virkeligheden dog var langt derfra. 
"Mmmh - apropos at gøre tilfreds..." og han lænede sig en smule ind imod hånden der havde fat i håret, et drillende, jovialt men drevent smil om læberne da han skubbede panden imod underarmen. "Vi behøver ikke rebet, hvis det er for meget kontrol at miste" pointerede han lavmælt. 

Lidt som om at han havde fået aflæst Fabians greb i håret forkert. Eller i hvert fald gav ham muligheden for at trække i land - hvis det viste sig at han ikke helt var der endnu. 
Hvad var det man sagde, illusionen om et valg? En alt for arrogant tanke, der varmede ham så rart. Og selvom ordene måske var venlige nok, kunne man næsten fornemme udfordringen han ikke ville have skinnede igennem... men samtidigt håbede, ville puste lidt til hans stolthed.. De behøvede det ikke, meeeen...

Hånden i bukserne var værdsat, som Fabian lænede sig lidt ind i følelsen, selvom den alt for hurtig var overstået, for at hånden i stedet for kærtegnede bukserne udenpå. Oh? Han var måske ikke helt villig til at gå så langt endnu? Selvom Fabians erfaring lænede sig op af at de fleste af hans kunder foretrak at han var så let tilgængelig som han nu engang var.

Hans hånd løsnede sig lidt i håret på Hector, som han kiggede op, en anelse nysgerrigt på rebet der blev fundet frem. Han kunne værdsætte en mand der var forberedt.
Men selvom rebet så tyndt ud, så kunne Fabian ikke lade vær med at kigge en ekstra gang på det. Han var ikke ligefrem ekspert i det, men noget sagde ham at det ikke var helt så spinkelt, som det så ud til. Nu havde Aldamar trods alt også brugt god kvalitets reb alle de gange de to af dem havde engageret sig selv i denne leg, og det var altid noget lidt andet end de fleste andre kunder.
"Hvis rebet er hvad du ønsker, så bruger vi det," lød det lavmælt fra Fabian, som han lænede sig tilbage i sengen endnu engang og gav nu helt slip på Hector, så han kunne lægge sine håndled sammen og vise dem fristende frem til Hector. Det kostede mere, men det var ikke uden tilfredsstillelse fra Fabians side af. 

Man kunne næsten fornemme hvordan at han lige skulle studere rebet en ekstra gang, inden at han fik svaret ham. Forståeligt, Corinth lod det dingle lidt tilbage i luften, imens det i en blød krølle faldt ned fra hånden. Det var langt, og der var meget af det. Men ville han gå med til det? 
Jah. En lettelse blødte kortvarigt hans ansigt op i et ganske oprigtigt smil, og Lochtree manden studerede ham rykke længere ind på sengepladsen, nu hænder og arme stukket forfærdeligt fristende frem. Det skulle han da ikke sige to gange, og med et lidt hårdere greb fattede han det ene håndled, for at holde enden af rebet på plads idet han gav sig til at snurre det omkring håndleddene. 

Det var et groft arbejde, og Corinth bandt dem stramt, men lod (dog) en finger sidde imellem for at blodtilførslen ikke helt stoppede. Balancerne på knæene, Corinth var en anelse hævet over skøgen, og satte (da han var færdig) en lidt tungere hånd ind imod brystkassen, for at skubbe ham tilbage imod væggen bagved ham. "Mind mig om at behandle dig pænt, hvis det bliver for voldsomt" spandt han, og rejste sig langsomt i den knirkende seng, øjnene skuende ned over den intetanende skikkelse. Ah, han havde nu foretrukket at få benene med også, men nu måtte de se hvor meget han kæmpede imod. 
Corinth hoppede med et dæmpet bump ned fra sengen, imens handskerne endelig blev trukket af. De næsten blækdyppede fingrer var måske et afslørende kendetegn, men han kunne ikke dy sig. 

Og nidkært blev de lagt fra sig på bordet, inden at han rodede i lommen af hans vest, og hev et pibesæt frem. "Sig mig, ryger du Fabian?" og han tændte den allerede pakkede pibe, så den søde duft af nymåneblade sivede ud i rummet. 
Corinth vendte fronten tilbage imod sengen, og lirkede pakken med tændstikker i lommen, sin stok med sig på vej tilbage til sengen. 

Det var ikke ligefrem med den samme omhu som Aldamar gjorde det med, hvilket da også fint mindede Fabian om sin plads. Han var her for Hectors nydelse og ikke sin egen, selvom som han lidt vrikkede lidt med hænderne for at tjekke rebet, så kunne han jo heller ikke benægte at det her var ganske ophidsende også for ham.
Han lod sig skubbe tilbage, og føje under Hectors lidt mere faste tag, som hans egne øjne fulgte den blonde skikkelse. "Det skal jeg nok," lød det næsten en smule kælent fra ham.

Et mere undrende blik kom kort over Fabians blik, inden det forsvandt igen som han fik øje på de meget sorte fingre. Det var ikke den mest normale ting, men han var trods alt ikke typen der stillede for mange spørgsmålstegn ved ophavet. Det ville ikke være første eller sidste gang at han havde taget en person med tvivlsom ophav med i seng.
Det var dog noget mere skuffende da Hector fandt sin pibe frem. Var han nu en af dem der foretrak også bare at kigge lidt? Det ville i den grad være meget skuffende for Fabian der mest af alt gerne ville have nærværet.
"Når jeg kan få lov, så ja," sagde Fabian. Det var ikke ligefrem fordi det var billigt at tilgå tobak, så det var lidt en luksussag. Der var noget over at gøre det lige efter et knald, men når det kom til tobak eller mad, så valgte Fabian trods alt mad.