Det var lidt af en baggrundstøj der hele tiden kørte i ring, når man ikke havde nogle til at distrahere ens opmærksomhed fra de bølgende masser af stod, mennesker og drinks. Lidt af en baggrundsstøj, af flere hundrede mennesker der alle talte, dansede, lo eller dramatisk gispede ved krøllen på en historie. Et andet ord for larm, virkelig. 

Cullin var lige gået - forsvundet væk i en eller anden vigtig aftale, og ville nok komme tilbage indenfor de næste par minutter. Omkring ham virkede Sirell til at være faldet i snak med en komtesse fra sin egen familie, Reier familien var trods alt lidt af en størrelse, og på hans venstre side var Ivan igang med at indynde sig hos tjeneren, for at finde ud af hvor den fantastiske vin dog kom fra. Hvilket efterlod ham med...
Og blikket faldt i et lille ryk imod den unge kvinde, som havde tilsluttet sig før Corinth var ankommet til festlighederne. Hvem var hun? 

Se det var ikke fordi at Corinth ville hævde sig som den mest jaloux type. Så langt fra, jalousi var en følelse som ikke burde være forbeholdt venner. Men alligevel, føltes det lidt som et nyt rovdyr bevægede sig ind på hans territorier. Tænderne skærpet i løse og pæne smil; hun virkede spændende nok, omend han ikke havde set hende omkring før. Men på den indre vægtskål skulle hun stadigvæk overvejes - hvilket der nu endelig virkede til at være ordentligt tid til. 
Øjenkontakt. Corinth hævede sit vinglas i en uudtalt hilsen, og slentrede en smule udenom Sirell for at komme om på siden af hende, ryggen lænet ind imod den massive stenstøtte der udgjorde en af søjlerne i balsalen. "Så, du er Cullins nyeste projekt?" lød det måske en anelse groft, men akkompagneret af et overraskende venligt smil. Vinen smagte sødt da han efterfølgende nippede lidt til den. Var hun Cullins projekt, eller var han hendes? Og det venlige smil blev en smile mere spørgende, da tankerne slog sig fast. Fordi hun virkede ikke helt dum, hvilket det ikke ville overraske, hvis Culling dog tænkte. 

Angelina var endnu ikke fyldt 17, da hun gik arm i arm med Cullin. Den første gang hun så ham, havde hendes veninde udpeget ham som værende den skønneste Junker på markedet. Hvem end der ville ende op med den utæmmede hingst, ville være den heldigste kvinde i live. Angelina kunne næsten se hvordan sin venindes øjne blev hjerteformede, og hun måtte bede hende om at lukke næbet, fordi nu kom ungkarlen deres vej. Selv kunne hun ikke se, hvad der var så dragende ved den lyshårede ældre mand. Den eneste grund til at han var faldet i hendes søgefelt, var fordi hendes veninde havde stået og talt ham op. Hvis ikke hans navn havde været så letgenkendeligt, ville hun aldrig have kigget på ham to gange.

Skæbnen ville da også, at han havde fået et godt øje til den unge Angelina. Da han endelig kom hen til dem bød han ikke veninden op til dans, men i stedet tog han Angelinas hånd. Resten af aften havde hun brugt i hans selvskab, og selvom han ikke just virkede som den skarpeste kniv i skuffen, så var han en eftertragtet pris på markedet, og Angelina elskede at se kvinder blive grønne af misundelse, når hun var kvinden på hans arm. Generelt set kunne hun godt lide, når hun fangede andre kvinders opmærksomhed. 

Nu kom hun som Cullins vedhæng til et spetakulært bal, men Cullin var intet sted at se. Alligevel var hun ikke bekymret over, at han rendte rundt med andre kvinder. I hendes hoved havde hun ham lige, hvor hun ville have ham. Hendes mor havde ret i at mænd ikke blev klogere med alderen, bare større. De brune øjne scannede rummet, hvor de til sidst mødte et andet par tilhørende en blond mand. Han hilste på hende, hun løftede ligeledes sit eget glas. 

Mandens isbryder var en anelse absurd. Angelina kunne ikke stoppe sig fra at komme med et overrasket fnis. “Projekt ligefrem?” Svarede hun og rystede på hovedet, men det sociale smil var stadig plantet på de bløde læber. Måske var hun ung, men dum var hun bestemt ikke. “Den er ny. Er det noget jeres omgangskreds gør sig meget i?” Spurgte hun uskyldigt og vippede hovedet en smule, hvorefter hun baskede med de lange vipper.

Ærefuld kunne man ikke ligefrem kalde hans introduktion til sig selv, men i momentet virkede det ikke til at røre ham synderligt, når han vejede hende op med blikket. Det var som sådanikke tiltænkt fjendtlighed, og det virkede heldigvis ikke til at blive modtaget sådan, da hun overrasket fniste. Fordi det tog hende ikke helt på det forkerte ben, udadtil i hvert fald, og interesseret løftedes det ene bryn. Overvejende. Og smilet omkring læberne blev en tand bredere, da han lidt mere mildt rystede på hovedet. "Nok kun mig, skal jeg være ærlig. Og ikke med meget held" han trak lidt på skuldrene imens han sagde det, selvironisk, men slet ikke så stolt at han ikke ville grine lidt af sig selv. Og lidt pausende sippede han til en tår mere af sin vin, imens han tænkte. 

En del af Corinth, bagved den venlige mine, lagde selvfølgelig mærke til hvor smuk hun var. Helt objektivt, omend en smule lille, men smukkere end mange andre kvindfolk til stede her til aften. Det var let at lade sig betage. Men lige den slags interesse, eller den slags konfrontation var ikke at finde i mandens mørke øjne, og han lænede hovedet lidt tilbage imod stenstøtten bagved ham. Udfordrede han hende på grund af manglende ære, eller var det bare for shockeffekten? Hun havde ikke ladet sig ryste, og det tiltalte et eller andet hos den sortklædte mand. Det gav ham lidt til at være lidt mere vovet med sin tilgang, og så krydse fingre fo at hun ikke var så skrøbelig, at det hele skulle kulminere imellem fingrene på ham. Det ville være en uheldig, eh, konsekvens af det lidt for friske humør han var i. 

"Nej, spøg til side. Jeg havde bare forventet at se en anden, her til aften, og så blev jeg nysgerrig... ville det da støde dig, at være et projekt?" kunne han ikke lade være med at provokere, men virkede nok mere nysgerrig på reaktionen, end svaret. Selvfølgelig, de fleste ville skubbe det varemærke af sig, forståeligt. 

Da Angelina var yngre troede hun, at mænd var en kompliceret skabning, der var en gåde at regne ud. Med årene viste det sig, at deres intentioner var lette at spotte, hvis blot man ikke overkomplicerede dem. Mænd var ret lige til. Det var nemt at finde ud af, hvad Cullin ville med hende, udover det åbenlyse. Hun var ung, smuk og urørt. Selvfølglig ville han gå til hende med tanken om, at hun ville nære naiv nok til at falde i hans fælde. Det var netop det, at Angelina lod ham tro og imens han havde travlt med at charmere sig ind på hende, observerede hun hans adfærd og vennegruppens interne dynamik. Den første iagtagelse hun lavede var, at han tydeligvis var den, som ledede gruppen, men om han var den der trak i trådene, var hun usikker omkring. Han virkede ikke som den skarpeste kniv i skuffen, men de mennesker han begik sig med havde ligeledes ikke en intelligens at råbe hurra af. Angelina forblev i den tro indtil hun hørte navnet Corinth blive smidt ud i rummet. Dog var det svært at spørge ind til en anden mand, når man samtidig skulle spille smask forelsket i en anden. Nu var hun i troen om, at det var den mand hun stod ansigt til ansigt med. Derfor valgt hun sine næste ord med omhu.

“En skam. Måske burde du omstrukturere din fremgangsmåde?” Foreslog hun, og ordene kom ud en anelse mere udfordrende end hvad der var meningen. For at dække dette lod hun det pigede smil falde på sine læber. “Fundamentet har jo altid det vigtigste element i et projekt. Man vil ikke have, at det falder sammen om ørene på en,” tilføjede hun med en lettere mine og tog selv et sip af sin drink, mens hun ventede på, at manden ville svare. Det var yderst bemærkelsesværdigt, at han endnu ikke havde præsenteret sig selv.

At han forventede en anden kom bag på Angelina, og det var ikke ofte, at folk kunne fortælle hende noget som hun ikke allerede vidste. “Det kommer an på, hvilket projekt jeg er,” svarede hun ærligt og valgte bevist ikke at falde i hans fælde ved at spørge ind til den anden kvinde. I stedet håbede hun, at han ville tale over sig selvom hun tvivlede på, at han var typen, der spillede med åbne kort. Hvad han ventede på var en reaktion fra hendes side af, og netop det ville hun ikke give ham. Bare fordi hun var ung var hun ikke typen, man blot kunne kaste rundt med.

Det var en pæn facade der blev sat op, og Corinth havde i virkeligheden svært ved at vurdere om den var sand. Men der var noget som ikke stemte overens med... billedet. Der var noget substans, som han mente at kunne gribe fat i, sorte hænder lidt søgende i mørket og alligevel.. var der nogle der svarede. Hun svarede. Overvejende øjne, og adelsmanden tog den rettende kritik, sammen med de den lette mine i overvejelse. Det var interessante kontraster. 

Nok til at Corinth lod sig nikke, "Det kan du have ret i..." han lignede ikke en der tog det til hjertet, til gengæld. Fundament var kun vigtigt, hvis man ville bygge noget længevarende ved det.
Igen snurrede hun uden om den lidt mere tydelige fælde af en stikpille, stadigvæk et selskabsmil om læberne, og med sig eget, lille smil vippede han lidt med hånden. "Jeg tror enhver adelsmand bør være glad for at fange din opmærksomhed. Så ikke et velgørenhedsprojekt.." velsagtens en kompliment, han skubbede sig en smule mere... jah egentlig konverserende, fra søjlen bagved ham. "Men i forhold til hvilket slags.." og han tog lige et sekund, for at finde det rigtige ord. Hvilken indgangsvinkel, skulle han sin interesse? Og næsten som delte de en lille hemmelighed, lænede han sig kort ind, omend selve kropafstand forblev proper og passende. "Jeg tror du vil få mere ud af ham, end han vil få ud af dig. Især hvis du beholder ham til forårslegene, han har vist trænet længe for at blive sværdmester" og han trak sig en smule tilbage, øjne store i et uudtalt 'De kunne være hinandens projekter for halvåret. Og så gå hver til sit, de to adelige. Angelina truede de ikke hans position, selvfølgelig ikke. Men hun gav ham et andet fokus, og han kunne tolererer det i noget tid - ellers måtte de finde ud af hvad spillereglerne, skulle hun indlemmes i slænget. 
Forårslegene var ikke meget mere end pompøs status, men alligevel noget Cullin og hans type af mennesker, gik op i. Og det vægtede da også godt i snakkekredsene, hvis man ønskede at være en del af de ringe. 

Han foretrak selv at lade være, men det var en anden snak, til en anden dag. 

Ligesom Angelina overvejede manden foran hende sine ord nøje. De mørkebrune, næsten røde øjne, studerede hende fra top til tå mens han langsomt kom med sine ytringer. Velgørenhedsprojekt? Ha, alle vidste at adelen ikke gjorde noget for en bedre sag. Der var altid et motiv bag velgørenhedsprojekter. Det kunne være alt fra hvidvaskning af penge til en måde hvorpå man kunne modtage positiv omtale. Cullin havde ingen grund til at blive set med en pige, fordi han havde ondt af hende, og Angelina havde ikke fået indtrykket af, at Cullins medfølelsesevne var synderligt udviklet. For ham var det vigtigste, at en kvinde var en fryd for øjet. Det var netop derfor, at han havde valgt hende, og det var netop derfor, at hun havde valgt ham. Det havde været let for den unge pige at krybe sig ind i hans omgangskreds.

“Hvad får dig til at tro, at jeg vil have noget ud af min relation til Cullin? Kan en kvinde ikke bare nyde en mands selvskab uden det skal blive et spil?” Spurgte hun uskyldigt, men glimtet i øjet af hende ville nok afsløre den rigtige intention bag spørgsmålet. Dog var det de færreste, som var i stand til at opfange hendes svage punkt. Corinth havde rigtig nok givet hende et hint om, hvordan hun burde handle det næste halve år, men hun kunne stadig ikke stole på, at dette ikke var en test. Havde Cullin sendt ham ud for at se, hvad hendes virkelige intentioner med ham var? Hvis han vidste, at hendes interesse kun lå i den status han kunne give hende, ville han næppe være så begejstret for at blive set med den unge adelige. Selv hvis hans eneste intention med hende var at have en pige på armen. 

De mørkebrune øjne studerede hende med en doven opmærksomhed hvilende over de smalle øjne, men man skulle ikke være i tvivl. Det var skam ikke rødvinen der gav Corinth det slumrende skær, men nok nærmere en underliggende, afventende, energi. Hvorfor føltes det altid lidt som at være på jagt, når man skuede ud over den savanne der udgjorde de royale baller? 
Nok fordi man prøvede at positionere sig selv i fødekæden. Hvem var øverst, og hvorfor. 

Nogle gange var det blot for at finde de rovdyr, der arbejdede i symbiose med en selv. 

Et lille, leende fnys fulgte med, og Corinth nikkede uden et ord - det morende glimt i øjnene talte nok for sig selv. Selvfølgelig kunne det saagtens være et lille spil uden bagtanker. Men det var ikke et spil han ønskede at sidde til bords med - og han kunne ikke lade være med at føle, at Angelina ikke var helt uenig i den uudtalte udtalelse. 
"Det må blot være mine egne fordomme. Menneskelige fejl, og alt det" og han sippede en tår mere af sin vin for delvist at skjule smilet der fulgte med ordene. Han havde vidst også kørt det her enmandsspil længe nok, og lidt Corinth lavede en lille bevægelse med hånden, idet han endelig præsenterede sig selv mere propert. "Åh, hvor er mine mannerer dog" blikket gled over de mørke øjne, og han nikkede. Mit navn er Corinth Lochtree. Hvem har jeg fornøjelsen af at konversere med, på denne aften?" udover projektet - det virkede ikke helt som en passende titel mere. Måske nærmere en ulv i fåreklæder, uden at det skulle lyde for dramatisk.