Der var alligevel gået 2 uger før Marius fik taget sig sammen til at tænke på et brev til Viktor. Dog var han glad for der var gået så længe, det betød hans fødselsdag var blevet som et minde og ikke gårsdagens begivenhed.
Det de to hertugsønner havde delt den aften på hans 20 års, var noget han havde brugt mange kræfter på at glemme, men hans underbevidsthed forrådte ham fra tid til anden. Især i hans halvvågn tilstand inden han vågnede om morgnen, hvor drømme blev mere livlige, der var det let for ham at komme tilbage til mindet om Viktors bløde læber mod sine.
Marius mente dog det var på tide at for udvekslet nogle breve, måske det kunne få hans tanker på noget andet end Viktors kropsdele.

Han satte sig ved sit store evigt rodet skrivebord og tog noget papir og blæk frem. Han kløede sig lidt i sit vilde krøllede hår med pennen. Hvad skulle han dog skrive?
Marius der fandt det noget så kedeligt med de daglige takt og tone, gad heller ikke spilde sine breve på blot at høre hvordan Viktor havde det. Han ville jo gerne lære ham bedre at kende end det. Men samtidig var det måske meget godt at starte formelt ud. Han dyppede sin pen i blækket og begyndte så at skrive

Kære Viktor, 



Hvordan går der med dine håndled? Er de kommet sig over at spille til min fødselsdag? Eller har du travlt med at komponere mere musik? 

Jeg vil gerne takke dig endnu engang for dit mod på at spille for mig, jeg værdsatte musikken der kom ud af dine fingre. Ærligt så havde jeg ikke regnet med du havde det i dig. Men du bliver som altid ved med at imponere. 



Lommeuret du gav mig er faktisk blevet et af mine ynglings og jeg går næsten med det dagligt. Du har et øje for detaljer og elsker du fik mit navn indgraveret i det. 



Hvad får du ellers din hverdag til at gå med? 

Havde du ikke fødselsdag i august? Hvor gammel bliver du? 



Fra din glamourøse ven 

Marius



Ps. jeg vil stadig vædde på min håndskrift er pænere end din. 

Han gav brevet til Theresa, som kunne sende det afsted. En lille spændt følelse voksede i maven, da brevet var på vej. 

 Viktor havde underlige drømme for tiden. De fleste tilfælde ville han byde dem kærkomment til sig- specielt når han lå alene i sin seng, og frygtede fremtidens strenge hånd der greb ham ved kraven. Men nu, ville han egentlig helst være foruden. 

 Marius havde fyldt i hans tanker når han tillod det - eller ikke var distraheret nok, og det frustrerede ham, for han vidste godt at det var på mere end bare venskabeligt plan at han tænkte på ham. Kysset, de to havde delt var uforglemmeligt. Men, Viktor havde allerede nok i én uopnåelige prins der var rod til hans fantasier; kunne han virkelig magte to? 

 Frederik Ludvik's  fødselsdag var lige om hjørnet, hvilket indikerede at de allerede var godt inde i August. Blot to uger senere ville Viktor fylde nitten år. 

 Efter afskeden mellem de to adelssønner på Isenwalds herregård, havde Viktor forsøgt at distrahere sig med Frederik - Derfor troede han først, at brevet han fik stukket i hånden var fra sin høje ven, men han blev noget overrasket, da han så Marius' navn på kuverten.

 Brevet var langt - hvis man skulle sammenligne det med Frederiks. Han smilede lidt ved det, og læste det omhyggeligt inden han gav sig til at svare. Brev-Marius, var knapt så intimiderende for Viktors følelser, som når han stod foran ham. 

Kære Marius, 



Tak for sidst, 

Mine håndled har det ganske udemærket - men nu hvor jeg har sluppet klaveret for en stund, er jeg tilbage til at øve cello hver dag. Men jeg klager ikke. 



Jeg er ret imponerende, ja - hvis jeg selv skal sige det. 



Er du kommet dig over fødselsdagsrusen? Kan du mærke at du er blevet tyve år? Værker det lidt i knoglerne allerede? 



Jeg er glad for at du værdsætter gaven, og tak for dine komplimenter. 



Mine dage er temmelig ens; mine studier og musikken fylder. Samt får jeg tegnet en del og fægtet. Hvad med dig?



D. 28 august, bliver jeg, Viktor af Alryss simpelthen 19 år gammel. Vi holder dog kun for familien, hvilket er grunden til at jeg ikke har givet dig nogen indbydelse, beklager. 



Jeg håber at du kan holde sommervarmen ud - og drik nu også andet end vin. Jeg har hørt at vand skulle være godt for kroppen. 



Fra din imponerende ven,

Viktor



Ps. 

Du må jo fortælle mig, om du stadig synes at din håndskrift er pænere end min. 

 Viktor kørte en hånd gennem det krøllede hår og ventede på at blækken ville tørre. Han rystede lidt på hovedet og smilede moret. Jo, de kunne muligvis godt blive ganske gode venner, de to. 

Da der endelig kom et brev tilbage fra Viktor, havde Marius lige været ude og fægte i det varme vejr. Han var helt svedig, men da han fik brevet i hånden og så hvem det var fra, steg pulsen endnu engang.
Han skyndte sig op på værelset og da han sad ved sit skrivebord åbnede han det og læste det igennem et par gange. Smilet bredte sig og et par fnys undslap hans læber, alt imens øjnene læste linjerne. Viktor blev altså nitten år tænkte han lidt forundrende og var samtidig lidt småfornærmet over ikke at blive inviteret til hans fødselsdag. Hvornår mon han ville støde ind i Viktor igen.

Kære Viktor,



Glad for dine håndled ikke var for trætte til at svare mig. Er du ikke lidt af et musiktalent? Cello og klaver? Jeg forstår ikke du har tålmodigheden til det, jeg havde nok givet op efter en uge. Tro mig min mor har ellers ihærdigt prøvet at få mig til at spille klaver. Har du nogle fif? 



Nu skal du ikke blive alt for kæk! 

Min knogler har det skam ganske udmærket og bare rolig, denne unge krop kan stadig klare mere vin, end en fuldvoksen ork. 



Du nævnte godt før at du fægtede, vi må vidst snart lave en duel og se hvem der er stærkest der. 

Jeg har lige nydt denne skønne solrige dag, med at tage min fægte træning udenfor, det kan varmt anbefales. Ellers bruger jeg mine dage på at læse, i næste uge skal min far og jeg på jagt i nogle dage, det er gæs sæson i august, så vi kan lige nå det. 

Ellers bruger jeg gerne min aftener i damers selskab, hvis du forstår hvad jeg mener. Har du nogle sinde nydt en dames skød?



Tænk du bliver nitten år, snart rammer du de gyldne tyvere, ikke at der er så meget at se frem til, andet end en masse pres i forhold til giftemål. Dine forældre har vel også en del forventninger til dig i den forstand? 

Hvad ville du egentlig værdsætte i en hustru? 



Jeg vil lade som om jeg ikke er en smule fornærmet over ikke at blive inviteret til din fødselsdag. Og hvor er du dog kedelig, vin skal der til! Jeg vil skåle så højt den 28 august, så du kan høre det helt til Safirien. Jeg vil drikke ekstra meget vin den dag til ære for dig.



Fra din vinelskende ven,

Marius 



Ps. Jeg har klart en pænere håndskrift end dig!

Brevet blev længere end han lige havde regnet med, men det gik op for Marius at han egentlig ikke havde nogle venner han snakkede om disse ting med. Han var vel egentlig også nysgerrig på om Viktor var til fyre, men turde endnu ikke spørge ind til det. Han ville ikke udsætte Viktor for det spørgsmål, hvis nogle nu skulle læse brevet. Men måske han kunne gennemskue det ud fra de svar han ville give i forhold til giftemål.
Han maserede lidt sin hånd som han havde skrevet med. Han var ganske udmattet fra at træne og nu skrive. Han forseglede brevet og fandt endnu engang Theresa og fik hende beordret til at sende det afsted med det samme og derefter gøre et bad klar til ham.

 Dagene var passerende, og udover at have besøgt Svennings Gård, den enkelte gang - nydt godt af deres frugttræer, samt tilbringe tid med sin ven, Frederik - var der meget der atter skulle forberedes på Svanholm, til Viktors nitten års fejring. 

 Der var blot nogle få dage endnu, hvilket indikerede slutningen på hans atten somre, og August måned. 
  
 Viktor var kommet tilbage fra en ridetur med sine søstre, og da han kom til sit værelse begyndte han at klæde ud af sine ridestøvler. Det var her han bemærkede at der var brev til ham. 

 I sine halvåbne ridebukser satte han sig og foldede brevet nysgerrigt ud. Den unge grevesøn forsøgte dog at undertrykke glæden ved at modtage brevene og minde sig selv om, at Marius var uden for rækkevidde.

 "Wow." Klukkede Viktor forundret for sig selv da han så romanen udfolde sig for ham. Han hævede det ene bryn. Teksten stoppede aldrig. Han gned sig lidt ved kæben og begyndte at læse koncentreret. 

 Nydt en dames skød? Viktor gned sig mellem brynene og sukkede lidt. Selvfølgelig. Viktor mente ellers at han havde gjort det rimelig klart overfor Marius, hvilken side han svang til. Så enten ville den anden ikke indse det, eller også lod han måske som ingenting, men det var godt det samme - måske mindre akavet for dem i det lange løb. 

Kære Marius, 



Jeg må jo gøre mit for at forsætte med at imponere. Men jeg er slet ikke så dygtig med celloen endnu - jeg mestrer et par sange, men ellers kunne jeg blive bedre. 



Fif til klaver? Brug mere tid med tangenterne frem for damers skød, muligvis. 



Lyder godt med fægtning - jeg har også selv trænet lidt. I dag har jeg dog redet en tur med mine søskende. Varmen vil ingen ende tage, så jeg kan mærke hvordan ridebukserne klæber sig til mig. De skal nok blive sjove at tage af. Ha ha. 



Og i forhold til at nyde damers skød, det kan jeg ikke just vove at påstå at jeg har. En kunstner har kun tid til sin kunst. 



Mon ikke, men jeg håber at gøre mig usynlig ved de næste baller for jeg er slet ikke klar til at skulle gifte mig endnu. 



Jeg værdsætter hengivenhed, og humor, og en der kan udfordre mig. 



Hvad med dig? 



Jeg er beæret over din iver, min ven. Tak for skålen - min fødselsdag har nok passeret når du modtager dette brev, men jeg vil lytte efter dine lykønskninger.



Pas på dig selv, Marius og skål.



Din nitten årige ven,

Viktor

 Måske var det lige at gå over stregen at fortælle den anden om ridebuks situationen? 

Viktor rystede lidt tvivlsomt på hovedet. Sikke en masse at forholde sig til, noget kunne han slet ikke besvare, men gjorde det så godt han kunne. Der var mange emner der blev nævnt i udvekslingen. Han trak lidt udtryksløst i mundvigen, og foldede brevet. Det ville blive sendt senere når tjenestefolket tog til byen for at købe ind. 

Nu skulle han ud af de klæbrige ridebukser.

September var kommet krybende og derved også køligere luft, som Marius i dag nød ude ved pavillonen. Den selvsamme pavillon, hvor Marius og Viktor havde spist morgenmad sammen blot få måneder forinden. Han lå henslængt på en af sofaerne og læste, da en tjener kom med et brev til ham. Han satte sig hurtigt op da han så hvem det var fra. Det var længe siden han havde hørt fra Viktor og han åbnede brevet med så meget iver, at han næsten ødelagde det. 

Han kunne ikke tilbageholde et grin, da han læste Viktors lidt halv flabet svar angående klaver og damer. Men grinet blev til et nervøst smil da han læste om Viktors klæbende ridebukser. Et billede poppede op i hovedet af Viktor med tætsiddende bukser og en lille rød farve spredte sig henover Marius kinder. Han rystede lidt på hovedet og skyndte sig at læse videre for at distrahere sig selv. 

Kunne det virkelig passe at Viktor nu var nitten år og jomfru? Måske var han kun til fyre, som han mistænkte. Turde han spørge ind til det. Stadig med hovedet nede i brevet, begav Marius sig op til sit skrivebord for at svare.  

Kære Viktor,



Tillykke med de nitten år, havde du en god fødselsdag? Jeg håber du kunne høre mine skål, min far blev ret træt af mig til sidst. 



Måske mine fingerevner i et kvindes skød, kunne gavne mig på klaveret. Det kunne være jeg skulle give det en chance til.



Håber du kom ud af dine ridebukser, så du ikke skulle have dem på til din fødselsdag. Kunne ellers have været et kønt syn, sandelig et syn der ville imponere! 



Min kære Viktor, kunsten er ikke større end lyster, du må da have nogle behov der skal stilles. Bliv nu ikke al for usynlig til ballerne. Tænker du kunne lære lidt af at være sammen med nogle, om de så er af samme køn eller en anden race. Har hørt elvere skulle være ret interessante, dog uden jeg selv har erfaring med det. 



Jeg værdsætter en der kan tilfredsstille mine lyster, er loyal og ikke keder mig. Hvilket har været umulig at finde indtil videre. 



Hvordan vil du gerne udfordres? 



Din udfordrende ven,

Marius 

  
  Med et smil på læberne fandt Marius en tjener og sendte dem straks afsted til byen, så brevet kunne finde Viktor hurtigt. 

  Viktor sad midt i eftermiddagsteen og nød lidt tid sammen med familien i deres have. Vejret var lunt, de fleste august-æbler var begyndt at ligge sig i dynger på græsset, så tjenestefolk var ifærd med at gøre haven nydelig igen. Viktor tog en bid af den hjemmelavede æbletærte, og den syrlige smag bredte sig nydende på tungen. 

 På skødet, lå brevet fra Marius, som han endnu ikke havde læst. Da familien havde gået hvert til sit, begyndte Viktor at læse brevet, og nød den milde sol i nakken. 

 Viktor klukkede lidt ved tanken om Marius der rendte rundt på vingården og råbte skål til ingenting - sikke en pestilens. Øjnene kørte videre over teksten, smilet hang mildt ved mundvigene imens, indtil Marius lige så stille havde prikket til tanken om Viktors seksualitet. om de så er af samme køn - Grevesønnen sukkede lidt, og satte sig i en ny stilling på stolen med foden på modsatte lår. 
 "Mhm-hm." brummede han. Skulle han slippe sine lyster fri var det i hvert fald ikke til et af disse baller hvor alles øjne hang ved en som gribbe. Viktors sande jeg måtte ikke blive opdaget sådan. 

 Det sidste i brevet himlede Viktor lidt med øjnene til. "Du er så krævende, Marius." mumlede han, men morede sig lidt ved det alligevel. 

Kære Marius, 



Mange tak. 

Fødselsdagen forløb sig udemærket og som planlagt. Der er ikke meget at berette fra dagen - den var, som så mange andre arrangementer holdt af adelen, ikke til at sætte en finger på. Men jeg fik ny oliemaling til min samling, dem blev jeg ganske glad for. 



Ha ha - jeg har lidt ondt af din far.



Fortæl mig endelig hvordan det går. Ellers må jeg lære dig nogle fif, skulle vi befinde os ved et klaver på samme tid og samme sted. 



Du har tænkt meget på de ridebukser, forstår jeg? Bare rolig, jeg kom ud af dem, skønt det var en smule besværligt. 



Tak for tippet. Jeg må jo se om behovet er der. 



Muligvis, udfordre på måder, så man altid lærer noget nyt om hinanden? 



Hvordan vil du tilfredstilles?  Hvad skal der til for at du ikke keder dig? 



Din ven, 

Viktor

 Viktor kørte hånden frustreret henover ansigtet og tilbage i krøllerne mens han stirrede ned på blækken der var ved at tørre ind i pergamentet. Hvordan vil du tilfredstilles? Havde han seriøst stillet sådan et ubehageligt spørgsmål til den anden? Han skyndte sig at strege det ud, så ordene forhåbentlig ikke ville kunne tydes. 

 Øjnene læste brevet på ny - det var en smule kort, men det fik hans pointer igennem, syntes han. Måske var der også en del undertoner af uskyldig flirten, men forhåbentlig ville Marius bare tolke det som vittigheder og narrestreger. 

 September føltes at gå så hurtigt, utroligt at måneden allerede var skudt igang.

Der havde været gæster til middag i dag, som var resulteret i god mad og alt for meget vin. Det var blevet ret sent, før Marius kom svajende ind på sit værelse, hvor Theresa stod som altid og var klar til at afklæde ham. Men før hun gik igang, sagde hun der var brev fra Viktor. Marius slørrede blik vendte sig hurtigt mod skrivebordet og med hastige skridt stod han nu med brevet i hånden. 
Et smørret smil bredte sig og uden at kigge på Theresa, viftede han hende ud af døren og sagde hun kunne komme tilbage senere. 

Med lidt besvær fik han åbnet brevet og læst det, selvom bogstaverne sejlede lidt engang imellem. Hvorfor havde han også drukket så meget vin, måske han skulle til at lære af Viktors råd og begynde at drikke lidt mere vand. Han grinte lidt over tanken, han kunne lige forestille sig Viktor stå foran ham nu med sine udtryksfyldte øjenbryn, der så på ham med alvorlige øjne, men stadig med et smil om læberne. 

Han prøvede at læse brevet igen, for at forstå hver en linje og var glad for det ikke var længere. Han grine lidt igen, da han læste om de forbandede ridebukser, ellers skulle han nok få hevet dem af ham, tænkte han med et selvtilfreds smil. 
Men hov, der var noget som var overstreget. Marius tog brevet helt tæt til øjnene som for at se om det hjalp, men gjorde det ikke. Han lod sin finger køre over det og tog så atter brevet op igen og holdt det ind foran det stearinlys som belyste hans skrivebord. Han klemte øjne sammen, men lyset hjalp, som blev papiret gennemsigtigt, kunne han lige ane- hvordan vil du tilfredsstilles? 
Marius smil blev større, hvorfor havde han dog streget det ud. Kylling tænkte han og begyndte så at svare.  

Min kære Viktor,



Dine breve, er blevet noget jeg ser frem til, så jeg må erkende du i hvert fald ikke keder mig. 

Synes du vores brev udveksling er udfordrende? 



Jeg kunne godt genemskue det du havde overstreget, så let slipper du ikke! Ser du jeg har stor erfaring i hvad der tilfredsstiller mig og hvis det bliver gjort rigtigt, keder jeg mig bestemt ikke. 

Vær lidt modig Viktor, fortæl mig, du må da have nogle behov. Hvordan vil du gerne tilfredstilles? 

Er det udfordrende nok? Vend brevet og jeg vil beskrive for dig, hvordan lyst kan udfolde sig. 



- vend



Lad mig inspirere dig lidt, luk øjnene og forestil dig en du rigtig gerne vil være sammen med. Lad dem fremstå så livagtigt at de står lige foran dig, lad dem røre dig op af armen, til deres hånd ender op i håret hvor de begraver hånden i dine krøller og der hiver de dig tilbage og kysser dig så endelig. Kysset bliver dybere og dine hænder finder frem til den andens krop, berører dem, udforsker dem. Personen begynder at kysse dig ned af halsen og deres mund går på opdagelse på din krop. De finder frem til der hvor du helst vil røres ved og lader tungen drille indtil munden færdiggøre arbejdet. Du er så overvældet at du må ligge ned og her vil personen sætte sig over dig og ride dig til du endnu engang når et klimaks. 



- vend brevet



Lyst kan være andet end klimaks, behov kan være andet end nærkontakt. Lad det blive styret af leg og nysgerrighed og jeg er sikker på du nok skal finde det, der fungere for dig. 

Jeg lytter gerne, hvis du har nogle spørgsmål.  



Fra din halvfulde ven Marius



Ps. Jeg skal nok prøve at drikke mere vand. 

Der var måske lidt stavefejl og håndskriften var måske ikke så nydelig som altid, men han synes da selv det var et fint brev. Han var i hvert fald selv blevet lidt opstemt af sit brev. Han måtte hellere finde Theresa. 

 "Mariu---" Et vantro fnys undslap Viktors læber i det han, mistroisk, fik vendt brevet som anvist. Han fik kun skimmet noget af teksten, før han forbavset måtte gemme brevets indhold mod sit bryst. Hvad er det dog han skriver? Tænkte han forlegent. Det var slemt nok at Marius, med sin stædighed, havde luret hvad Viktor ihærdigt havde streget ud - men at han ligefrem besvarede dét.. Viktor kunne ikke beslutte sig for hvad der var værst. 

 Alligevel kunne han ikke dy sig, så med nysgerrig modvilje, læste han videre. Måske med knapt så meget modvilje endda.
 
 Pulsen steg støt i Viktor som ordene trængte ind. Kinderne begyndte at gløde som varmelamper, mens hans fantasier forestillede sig teksten, som sprang det til livs foran ham. Viktor måtte rette sig lidt i sin siddestilling, da han kunne mærke blodet strømme nedad.

 Viktor rømmede sig for at fokusere på virkeligheden igen, og vendte brevet for at læse det resterende færdigt. Han sukkede lidt for sig selv. Viktor syntes at Marius var noget tvetydig. Hvorfor skrev han som var de potentielle hustruer for hinanden? Samt et udførligt stykke erotika, som var det taget ud af en single kvindes bogreol. 
 Desuden, havde hertugsønnen også gjort det rimeligt klart - i sine tidligere breve - hvor meget han nød damers skød. Og det lød til at være en del. Så hvorfor skulle han gøre det her ved ham? 

 "Udfordrende, jo tak." Brummede han og ruskede op i krøllerne, hvor hånden lod sig hænge lidt ved  - Viktors hjertebanken steg støt, og han lukkede øjnene mens han tog en dyb indånding og pustede langsommere ud med rystende ånde. Fingrene kørte legende rundt i hans hår, blødt og sensuelt, som beskrevet i brevet, før han så lod hånden glide nydende ned ad sit ansigt. Pande, næsetip, læber, hvor han fik hevet en smule ned i underlæben ved hjælp af pegefingeren; Som blev han kysset af et par kåde læber. Først, erindrede han Frederik bag øjenlågene, men så blev han langsomt til Marius. Viktor pausede i sin bevægelse, og åbnede sine tunge øjne, før han sukkede ned i hånden. "Urgh.. for pokker.." brummede han frustreret og foden vippede rastløs i gulvet mens han overvejede det hele.

 Viktor lagde frustreret brevet fra sig og armene kom i folder. Foden stampede forsat i gulvet. Hvorfor skulle hertugsønnen gøre det her mod Viktor? Det han beskrev var jo fuldkommen som deres første kys havde været. Var det med vilje? Gennemtænkt? Grevesønnen gnavede sig åndsfraværende og ophidset i neglene. 

 Hvis Marius ønskede bare at være venner, gjorde han det virkelig svært for Viktor lige nu. 

 Han stoppede med at gnave i fingrene og gned hænderne rundt i ansigtet så læberne blev puffet frem, og sukkede på ny. Der gik lidt tid før han kunne koncentrere sig om et svar.

Kære Marius, 



Jeg foreslår at du næste gang, skriver breve i ædru tilstand..

Skulle han bare lade det være dét og ignorere alt andet? Viktor skulede til den våde blæk, og kløede sig irriteret ved halsen. 

Han forsatte; 

Du udfordrer i hvert fald min tålmodighed. Måske jeg skulle tage dit seneste brev med, næste gang vi ses, og læse det højt for dig? 



Skønt at jeg påskønner din interesse, har jeg ikke i sinde at beskrive i brevform hvad der tilfredsstiller mig. 



Det vil jeg hellere vise.

Viktor stirrede ned på papiret, chokeret over sig selv. Det måtte være det andet hovede der talte. 

Og hvad så! Så kunne Marius smage noget af sin egen medicin.

Drik mere vand. Hold dig munter og jeg håber at du har det godt. 



Din ven, 

Viktor

 "Pokkers til..." Viktor krøllede læberne sammen og lagde håndpuderne ligge mod øjnene imens han lænede sig bagover i stolen. 

Det var længe siden Marius havde hørt fra Viktor. Var han gået over stregen med brevet han sendte sidst? 
Han skulle lade være med at skrive når han var fuld, men så kunne Viktor også bare lade være med at spørge ind til så personlige ting.

Han var lige kommet ind på værelset efter et forfriskende bad. Han havde brugt det meste af dagen på at træne og fægte, der ville være fægteophold i oktober. Noget Marius tog til hvert år og han var ofte en af de bedste, hvilket han tog meget stolthed i. Plus det var en mulighed for at komme lidt væk hjemmefra og væk fra hans far, som sjældent lod ham være væk fra hjemmet længere end denne weekend. 

Da han gik hen til sit skrivebord for at hente en bog, så han konvolutten og hvem det var fra. Med et smil tog han brevet og slyngede sig ned i sin sofa. Han var godt brugt efter al den træning og samtidig også lettet over endelig at høre fra Viktor.
Brevet var kortere end normalt, men Marius tog hver en linje til sig med et lille fnys. Men der var især en linje hans øjne vendte tilbage til- Det vil jeg hellere vise.

Hvad mente han dog med det? Minderne fra Marius 20 års blussede op i tankerne. Der havde Viktor i den grad vist hvad han tilsyneladende godt kunne lide. 
Marius måtte sætte sig op og lagde brevet ved siden af sig. Han lod begge hænder køre frustrerende op og ned af hans ansigt, som for at udviske minderne, men de ville ikke gå væk. Grænsen mellem venskab og lidenskab var næsten usynlig lige nu. Han måtte ikke give op for sine lyster så let. Der var ingen tvivl om at Viktor var begyndt at fylde mere og mere i tankerne, efter de var begyndt at sende breve til hinanden. Marius havde troet det ville ændre hans følelser, til kun at blive venlige, men lysten for den anden steg desværre for hvert brev. Især når Viktor gjorde det så tydeligt at han også tænkte på Marius. 

Med et suk rejste han sig og tog blæk og papir med sig hen til sofaen og brugte i stedet et par stablet bøger som hans bord.

Kære Viktor, 



Jeg vil se frem til fremførelsen af mit brev. Jeg var desværre så fuld at jeg knap kan huske hvad jeg skrev, men ud fra dit svar, er jeg sikker på det var godt. Håber i hvert fald at det kunne inspirere lidt. 



Jeg har taget dit råd til mig og drukket mere vand. Der er fægteophold i oktober, så jeg prøver at komme i form til det. Ikke at jeg trænger så meget ekstra træning, som du ved mestre jeg jo allerede dette fag ganske godt. 

Det fik mig dog til at tænke på dig, skal du med? I så fald kan vi endelig få afgjort hvem der er bedst. 



Faktisk vil jeg håbe du kommer, mest for at se hvad du har at vise. 



Fra din fægtermester ven

Marius   

      
Marius vidste ikke helt om det ville være en god eller dårlig ide at Viktor skulle med til fægteophold.
Inderst inde håbede han jo nok på det. 

 Det var næsten allerede slutningen af september før Viktor modtog det seneste brev fra Marius. Denne gang var han lidt mere påpasselig med hvor han åbnede brevet; familien skulle jo nødig læse med, og opdage hvor smudset deres sidste udveksling havde været. Viktor havde lært at Marius var utilregnelig, hvorfor brevets indhold ville være en overraskelse.

 I det mindste var det ikke så gralt som sidst. Det forhenværende brev, lavede numre med Viktor. Og han havde i sidste ende overgivet sig til sine lyster og brugt brevet som inspiration da han havde lagt sig i sengen. Jo mere han lod være med at forestille Marius, jo mere tænkte han på ham - og det var svært at forestille andre når deres kys var så godt beskrevet. 

 Derefter kiggede Viktor ikke i det brev igen. Han måtte tage sig sammen.

 'Håber ihvertfald brevet kunne inspirere lidt'
"Mere end du aner.." mumlede Viktor for sig selv og læste videre. 

 Fægteopholdet i midten af oktober skulle Marius altså også til. Viktor tog ikke med hvert år, hvilket betød at dette var hans tredje gang for deltagelse. Fægtning var mere end hobby sport for ham, da alt det kreative fyldte mere. 

 Mest for at se hvad du har at vise - Viktor himlede med øjnene. "Forstår du hvad du selv skriver?" Et dybt frustreret suk forlod ham. Det var da ikke sådan venner skrev med hinanden. Frederik skrev ikke sådan - så det var jo åbenlys flirten fra hertugsønnens side af. 

Kære Marius, 



Jeg håber at du er kommet dig over dine tømmermænd fra sidst. 



Dagene går både hurtigt og langsomt her. Jeg føler at tiden forsvinder uden at jeg rykker mig. Men familien planlægger et bal for årets afslutning, her på Svaneholm, i december. Jeg formoder at din familie er inviteret.



Pudsigt, jeg kommer også til fægteopholdet i midt oktober. Så det kan jo være at vi ser hinanden. 



Jeg vil i så fald vise dig mit bedste.



Din ven,

Viktor

 Sandheden var vel, at Viktor glædede sig til at se Marius igen. Men han frygtede det også lidt; hvorfor han virkede så tilbageholden i sit brev. Det var dumt, at give sig hen til sine fantasier, især om Marius, når det efterfølgende bare ville ende med ærgrelse. Kunne Viktor være mere nonchalant og venskabelig overfor hertugsønnen, ville det komme i hans favør. Det havde jo lykkedes ham, ikke at tænke på ham uafbrudt mellem brevudvekslingerne. Så måske var det ikke så slemt at se ham i virkeligheden. 

Efteråret var virkelig begyndt at vise sig på træernes blade og Marius havde gået en eftermiddagstur med sin far, i skoven der omsluttede deres store grund. En af tjenestefolkene kom dem i møde, da de var tilbage ved herregården, med breve til Karl. Der var dog også et til Marius, som han tog imod med et lille smil. Hans far lagde mærke til det og spurgte så "Er det endnu et brev fra Viktor, det virker til i er blevet gode venner, trods alt" Marius havde ikke lyst til at uddybe deres venskab eller åbne brevet foran sin far, så han nikkede bare og fik mumlet noget med de ville ses til aftensmaden. 

Da han endelig var alene på sit værelse åbnede han ivrigt brevet, før han overhovedet nåede at sætte sig ned. Brevet var kort, hvilket skuffede ham en smule, men skuffelsen ændrede sig hurtig til glæde, da han så at Viktor også ville komme med til fægteophold. Endelig skulle de ses igen!   
Marius kunne næsten ikke være i sig selv, ved tanken om at de skulle bruge en hel weekend sammen. Han snurrede glad rundt om sig selv, med et smørret smil på læberne. Han satte sig hurtigt ved skrivebordet og begyndte at skrive. 

Kære Viktor,



Mine tømmermænd blev kurret over nyheden, at du også skal med på fægteophold, det vil jeg se frem til! 

Lad os håbe dagene optil vil gå hurtigt. Jeg har trænet næsten dagligt, så jeg er sikker på jeg også har meget jeg kan vise dig,

Han stoppede op og læste Viktors linje igen. Hvad mente han egentlig med at han i så fald ville vise hans bedste. Hentydede han til det de havde skrevet om tidligere. 
Marius satte sig tilbage i stolen og lod pennen klø ham lidt i håret. Skulle han uddybe det ved at spørge? Det var måske bedst at vente og se hvad det var han egentlig mente. Spændingen over at skulle se ham steg igen, sammen med hans puls. 
Lidt forundret forsatte han. 

Udover træning har min far og jeg været en del på jagt. Efteråret er altid en travl sæson for os, men jeg nyder hans selskab og nyder at spise det vi får skudt. Har du nogensinde dræbt et dyr? 

Jeg vil gerne invitere dig til vildjagt middag engang, hvis du har lyst? 



Et bal siger jeg aldrig nej til, så længe der er god vin og godt selskab og siden du vil være til stede, er jeg sikker på det nok skal blive sjovt. Så ja tak, det vil jeg også se frem til. 



Håber du kan nå at skrive et sidste brev inden vi ses. 



Din jæger ven, 

Marius

Heldigvis kendte Marius ham der stod for fægteopholdet rigtig godt, så mon ikke han kunne overtale ham til at Marius og Viktor kunne dele værelse. Lad midten af oktober, være snart.  

 Skulle det ske, skulle det heldigivs ske nu. De sidste par uger gik en forfærdelig omgang snue på runde i Alryss residensen. Så snart den ene Alryss fik det bedre, var det den næstes tur til at blive smittet. Skønt Viktor havde forsøgt sit bedste for at undgå det der ventede ham - var det nyttesløst. En snue, var en underdrivelse; for grevesønnen lå i sengen med både feber og halsbetændelse der heldigvis blev et mildere forløb med hjælp fra en healer. Kroppen skulle dog lære at bekæmpe disse bakterier på egen hånd, hvorfor healeren ikke helbredte familien med et snuptag. Man skulle jo nødig dø af en forkølelse, hvis man en dag ikke havde adgang til en healer på et tidspunkt. 

  Men det gjorde også at de breve Viktor havde modtaget i kampens hede, ikke kunne blive besvaret i hans forværrede tilstand. Viktor hadede at være syg; han følte at tilstedeværelsen var ham fuldkommen ligegyldig hvis han ikke kunne gøre de ting han normalt plejede; Lige nu kunne han hverken male, spille eller fægte. Viktor måtte bare ligge i sengen som en anden ubrugelig klat. Forfærdeligt.

 Apropos fægtning og forfærdeligt; Viktor frygtede at han ikke nåede at blive rask til fægteopholdet; og det ville være en sand skam. Det kunne ikke benægtes, at når han så på urets visere, henfaldt tankerne; Marius og at deres næste møde var meget snart. Og ja ja, han vidste godt at de skulle ses som venner; det var hele præmissen af deres relation - alligevel ulmede en spænding om.. hvad nu hvis? En hvad nu hvis'en, Viktor ihærdigt prøvede at undertrykke. 

 Heldigivs, nåede Viktor at blive rask lige op til weekenden hvor afrejsen til fægteopholdet fandt sted. Men det var også først her, at han havde nok energi, til at læse sin post, og dermed brevet fra Marius. 

 Så jagtsæsonen havde forsat været i gang hos Isenwald familien, og nej; Viktor havde aldrig dræbt et dyr før - Ikke at han ikke ville kunne dette, tænkte han, men der havde bare ikke været den store iver eller situation for at gøre dette. Alryss var ikke de store jagttyper.