Der var ikke mange elvere i Medanien, men måske var det netop derfor at de havde bedt om hjælp til at få skabt et ordentligt hjem til de få valgte at bosætte sig i landet. Et nyt område i beboelse kvarteret bedre egnet til skovensbørn, og en ny måde for jordejerne at tjene penge på elverne i området. Det var derfor også med et suk at hun mødte op til hvert møde. Dette var anden dagen og man skulle tro at folk kunne udtrykke deres bekymringer og problemer på en dag, men nej, det havde stadig ikke forstået hvad der var galt med deres plan. Det havde været plannen at dagen skulle gå med design og bygge planer, men efter gårdagens diskussion var de aldelige endelig blevet overbevist om at der skulle være mere plads mellem huse end hvad de havde været van til med deres menneskelige skatte betalere.

”Hvordan kan i overleve uden noget natur mellem jer.” mumlede hun lavt på vej til mødet og tog den farveløse, sammenpresset by til sig. Havde de virkelig forventet at dette, bare med elvisk design ville behage elverne? Det var ikke med stor forventning at mødet startede, og det var heller ikke med stor begrejsning at hun forlod mødet efter syv timers diskussion om velbehag, og retfærdighed. Ikke et emne hun havde forberedt sig på, men i gudernes hellige navne kunne mennesker bide sig fast i små ting.

Man håbede dog at det var slut når mødet sluttede men nej, godsejer, herre Vinter, kunne ikke lade være at fange hende lidt længere nede af gangen.
”Vi bad om hjælp.. ved de godt ikke? Din forstørret alf, Ikke at de kommer og beder os berige de langøret.” begyndte han sin tale, og forsatte før hun fik mulighed for at svare, kommentere eller alt andet. Det eneste mulige var en grimasse, en grimasse sløret heldigvis gemte fra hans syn.
”Og ikke nok med at du påstår at vi ikke engang forsøger at forstå jeres liv, men prøver I at forstå vores? Hør her klokkeblomst, med jeres lange liv, så burde i måske lave noget andet end at kneppe træer og ryge blomster, så I en dag kan tænke fornuftigt!” endelig var han, ham Klaus Vinter, færdig var hende første tanke og roen der hans stemme og flere minutter lange tale, om hvor uretfærdig hun var, var utænkelig behagelig, så behagelig at det svar han fik var et behaget suk, som hun drejede om på hælen og gik, ikke et ord, blot et suk som hun træk sig fra rådhuset. I det mindste var byparken nær. Det var trist, næsten livløs, men den var der og der var gik hun målrettet hen.

Det behag græsset gav hende som de nøgne fødder endte derpå, kunne ikke beskrives efter at have siddet og hvilet med fødder på det kolde gulv i flere timer. Det lette silke kastede om sig som hun lod sig falde, et kontrolleret fald med et sving i hoften og hun endte i skyggen af det største træ i parken, under den største gren og klædt i intet andet end den lette let gennemsigtige silke, og sløret om munden, og nydt det græs der kyssede hendes hud.
”I alle guder hvor jeg fortryder dette ophold.” mumlede hun kort, men forbliv ikke længe i hendes egne tanker som en gruppe legende børns latter blev hørt ikke langt fra hende.

hun træk på smilet for endelig havde hun faktisk mødt en magikker, som beherskede en stærk chakra, og den flotteste illusions magi. Hun træk på smilet for det var ganskevis længe siden hun havde passet børn, men med sådan det gik med Aesllanan, var de enige om at tropalis urten skulle på hylden, og nu havde de forsøgt snart to måneder. Smilet kunne ses i blikket som hun kort tog sig til maven som hun satte sig op. Blikket gik i som hun lyttede til børnenes leg og fantasi, og let lod hun sin chakra forlade hende, og den hule børnene var i, formede sig om dem, med drypsten, lysende krystaller, og det bedste gennemsigtigt udefra, så alle kunne se deres leg udspille sig fuldendt, på trods dens natur som en ren illusion og fantasi. Hun sukkede og lod ryggen falde imod træet, og ville finde lidt hvil, i latter og natur.

”Så længe de ikke vokser op og bliver som deres forfældre.” smilet forsvandt ved tanken om bare få år kunne det være disse også kaldte hende en forvokset alf. Måske, skulle dragens horde de søgte, faktisk havde en drage? En onyx? Lidt ildt og spænding? Lidt gys?  De ville have godt af det..Hun rystede kort hovedet, ved tanken. Lad dem gøre noget ondsindet først, forsikrede hun sig selv kort, eller måske når deres forældre kalder.

Møderne mellem de nye tilkommende elver havde skabt en større skarre end forventet, folk havde hver deres mening om deres akomst og folk virkede til at være spillet, med hver deres hårde møde. Henry selv havde intet at sætte på deres ankomst, han så dem gerne velkomne, eftersom at de kunne komme med noget nyt til området og helt sikkert ville komme med friske ideer til, hvordan de frem adrettet kunne give Medanien som en stærkere i deres handel med resten af Krystallandet.
Henry var selv en af de nyere grever, efter at han havde arvet gården og skulle føre den videre; ikke fordi at hans forældre var døde, men efter en arbjedsulykke var hans far ikke i stand til at drive dette videre, selvom han altid ville sidde på sidelinjen og være klar til råd til Henry.
Men dette var hans mulighed for at skabe et billede af sig selv, vise sig selv frem og vise hvor seriøs en gårdejer han egentligt var. Henry havde altid sat pris på området og selve Medanien og havde aldrig tænkt sig at rejse fra stedet, han havde store ønsker med gården og sin egen fremtid. Allerede nu havde gården et godt ry, og en stærk vin at byde på.

Møderne var bestemt ikke gået som det var planlagt, for de store opstande og de store forskelligeheder gjorde det svært at opnå en enighed omkring fremtiden for byen og elverne her i området. 
Møderne stoppede uden nogen form for resultat eller enighed, for det var slet ikke muligt, men de måtte blot forsøge dagen efter. 
Henry havde forladt mødet sammen med de andre og var begyndt at bevæge sig hjem ad, for at forberede sig på mødet den efterfølgende dag, da Klaus Vinter tog hans opmærksomhed. 
Han var den af indbyggerne som var mest stædig og virkede ikke ønskede at komme til nogen løsning, han var blot for stolt og for dumt, og nu gik det ud over en af elverne, som ellers havde gjort sit for at nå til nogen form for enighed.

Da hans lille tale var ovre valgte han at bevæge sig mod parken, som Yume, mente han at hun hed, forsvandt hen imod. Det fik et smil frem på læberne, som han så hvordan hun legede med børnene og skabte en god dag for dem. "Bare rolig, det er slet ikke dem alle samme, som vil ligne deres forældre" Kom det roligt fra ham med et smil, som han overhørte hendes egne ord. "Jeg håber ikke at Klaus var hård mod Dem?" Spurgte han interesseret, inden han rakte hånden ud mod hende, "De er Yume'ave, ikke? Jeg Henry Fox" Han var sikker på at han havde fået hendes navn dagen inden. 

Var der ikke en kro et sted som serveret noget godt vin? Lyd tankerne som hun holdt øjne med børnene og holdt illusionen godt i gang og i takt med deres leg. Hun mentes at have hørt noget om noget kendt vin i området. Men tankerne endte ud som en mandlig stemme bryd mødte hendes indre øre.

”Skal du ikke sige det?” lyd det med et let fnis som hun drejede sig og mødte hans blik. ”At de ender som det bedste for eksempel på jeres race?” smilet var tydeligt selv bag sløret som det blev sagt, selv med det korte suk der kom efter Klaus blev nævnt.
”Han har intet sagt jeg ikke har hørt før, så bare rolig. Der skal mere til at gå mig under huden. Meget mere.” specielt fra nogle så unge som mennesker.

Fox, navnet fik hende kort til at vippe hovedet, og med tankerne som tydeligt gik i gang, gik illusionen i stå og blot forbliv det samme kammer i hulen som børnene allerede havde godt udforsket, lidt for længe til børnenes tålmodighed som de begyndte at prikke til og slå huller i illusionen. Dog i stedet for at svare, gik de dybt violette øjne i, som illusionen genfandt sin form og skiftede, til en åbent krammer, med gulv og juveler på størrelse med de bunke af blade som havde samlet sig nær legepladsen.

”Fox…” mumlede hun som øjne åbnede på ny.

”Er det ikke dem, som har, eller er ved at danne vin? Hvis det er, så har vi noget vi skal snakke om.” let træk hun hånden frem og tydeligt forventede hans hjælp til at komme op, sådan som hun afventende så på hendes egen hånd.
”Tænker deres vinmarker ville være skønne til at danne bro, og tilbyde arbejde hvor skovelverne vil gavne dem, mere end resten af byen.” 

Man kunne jo håbe at de ikke ville blive ligesom deres forældre, skabe deres egne meninger og holdnigner, når de voksede op. Men når alt kom til alt, så var chancen for at de ville ligne deres forældre og blive farvet af deres meninger, nok stor. Det var ofte sådan det endte, fordi at opdragelsen skabte disse børn og dem de ville blive. Det var der ingen tvivl om. Sådan var det måske også for ham selv, han vidste at han skulle tage over gården fra hans far af, og var allerede begyndt at blive kørt i stilling til det.
"Man kan jo håbe, ikke?" Kom det fra ham med et lille grin, men jo det var jo nok noget han skulle sige, "Måske er det også blot en niav tanke og håb for fremtiden" Kom det roligt fra ham, som han kiggede ud over børnene. 
"Det er jeg selvfølgelig glad for" Forsatte han, "Jeg har skam også hørt, at i Elvere er lidt mere hård hudede" De havde jo levet i gud ved hvor længe, og havde uden tvivl oplevet mere end han ville komme til i sit liv. 

Henry havde deltaget i alle møderne og havde gjort flere af hans holdnigner til syne, så det var måske grunden til at hun studsede over navnet og muligvis kendte til det. Han så ingen grund til ikke at lade elverne komme tæt på deres land, de ville uden tvivl kunne leve siden om side, i fællesskab. 

"Jo, det er helt korrekt. Vi har en gård, hvor med vinmarker og vores egen store produktion af en af områdets allerbedste vine" Det var hvert fald hans egen mening og hvad han havde hørt fra andre, så det stolede han på. De havde et godt produkt. "Vi har noget at tale om? Jeg er lutter af øre" Kom det interesseret fra ham, for hvis hun havde noget at tale om, så ville han da lytte. 
Han lyttede til hendes næste ord, som han rakte sin hånd ud for at hjælpe hende op, "Jeg vil selvfølgelig gerne tilbyde skovelverne den hjælpe, at lade dem ansætte på gården, så vi begge kan få en fordel ud af deres tilkomst til området" Der var bestemt ingen grund til ikke at gøre dette, også ville han sende et signal til omverdenen.