Det var blevet smerteligt klart for Treston, at 'Vandrerens Hvile' ikke var et sted, man blev længere tid ad gangen. Jovist - det var da ikke fordi, der ligefrem var regler imod det; dét havde trods alt været en dårlig forretningsstrategi... 
    Det var mere en fornemmelse, man fik, når man - som han - havde overnattet på kroen en lille håndfuld dage. Det gik op for én, hvor hårde sengene var. Hvor meget det trak på værelserne. Hvordan maden virkelig kun kunne gå an, fordi de spisende gæster alle var på vej videre i enten den ene eller den anden retning. Selv barpersonalet var begyndt at sende ham undrende blikke, mens de sandsynligvis forsøgte at fatte, hvad en fyr som han fik ud af at blive her så længe...
    Treston havde sandsynligvis fået kuller, hvis han ikke dagen i forvejen havde modtaget en konvolut uden afsender på og med en lille glasnøgle indeni - et sikkert tegn på, at Sedna var på vej, hvis Treston da ellers skulle komme med et vildt gæt...
    Så han havde taget en dyb indånding og væbnet sig med tålmodighed. Havde brugt en del tid i en lille lysning ude bag kroen på at forsøge at holde sin træning ved lige, selvom der selvsagt ikke var nogen at sparre med, og han desuden godt kunne mærke, at hans træningssessioner havde været sparsomme de sidste mange måneder...
    Dén eftermiddag kom han faktisk netop fra en sådan træningsgang. Eller dét ville sige - han kom fra kroens separate vaskeskur, hvor vandet var iskoldt og det om muligt trak endnu mere end på værelserne. Det lyse hår var rodet og halvvådt da han skubbede døren til krostuen op, for 'Vandrerens Hvile' var ikke et etablissement, der stillede håndklæder til rådighed, og derfor havde han været tvunget til at tørre sig i træningsskjorten. Vinden var kold udenfor og gik gennem marv og ben, og det eneste Treston havde tanke for, var at komme hurtigst muligt op på sit kroværelse, så han kunne pakke sig ind i alt sit ekstratøj, til han fik varmen igen...
    Derfor var han ikke lige så opmærksom, som han burde have været. Og derfor opdagede han også først Lynn - hængende over en øl oppe ved baren - da det var eftertrykkeligt for sent, og hun havde fået øje på ham. 
    Ingen steder at flygte hen. 
    "Pis også...!" mumlede han for sig selv, idet han plastrede et smil på sit ansigt og satte kursen imod hende. 
    "Lynn! Hvad i gudernes navn! Hvor heldig har man lov at være? Jeg var sikker på, at du stadig var på havet?"

    Det lyse Reynlesthoved var ikke til at tage fejl af, og Lynn rettede sig op og blinkede et par gange, da hun så Treston gå op mod værelserne. "Treston?"
    Det var et underligt sted at se Treston. I midtvejskroen, som alle vidste var et usselt sted at gøre hvil, men hvor de færresten havde et valg. Lynn selv forsøgte virkelig at undgå det, hvis hun kunne, men fra tid til anden var der ikke noget at gøre. Så kunne man sidde her og spytte lidt i lunken øl. For en gangs skyld var Lynns krus stadig fyldt. Hun havde fået øllen, men ikke rigtig rørt den endnu. Hun var heller ikke i sin højrøde admiraljakke lige nu. Humøret var ikke til at få opmærksomhed, og hun kunne alligevel ikke løse folks problemer herinde på land. Kun høre på triste folks triste fortællinger eller besvare tusind forespørgsler med halve svar, fordi hun ikke vidste, præcis hvilket skib, alle mødrenes sønner var på lige nu.
    "Jeg ville ønske, jeg var på havet," surmulede Lynn til Treston og lod blikket falde til øllets overflade. Det hvide skum var så tæt hun kom på bølgebrus lige nu. "Vi nåede at stævne ud fra kysten mod Nordvik, men ramte ind i Mørket, inden vi nåede derop. Vi var ikke nok til at tage en direkte konfrontation..." Hendes stemme ebbede ud, mens hendes skuldre sank lidt og hun kørte en hånd gennem håret. Hendes bevægelser var tydeligt mærket af, at hun kom lige fra en kamp, og hun havde skrammer i den ene side af ansigtet fra panden og ned til halsen, som om hun havde taget en tur hen langs dækket med ansigtet først. "To af vores mindre fragtskibe kunne ikke vende om hurtigt nok og blev indhentet af deres." De havde hverken nået Nordvik med det tømmer, dronningen havde lovet den isfrosne by eller formået at redde mandskabet ombord på de to skibe. "Jeg tror Mørket har en ny base nordpå, for hvordan skulle de ellers pludselig have så meget tilstedeværelse der? Medmindre de regner med at tage Nordvik..."
    Hun tav og forsøgte sig med et smil mod Treston, men det nåede ikke at sætte sig fast i øjenkrogene, før det faldt ned igen. I det mindste var han i godt humør så det ud til. Det var ikke helt sådan, hun sidst havde set ham, mens han stadig var i gang med at afsone sin straf. Måske templerne alligevel havde haft en god effekt på den unge mand.
    "Hviskeren har taget en ordentlig omgang tæv, så jeg kunne lige så godt tage ind til det næste strategimøde personligt," tilføjede hun. "Jeg skal tilbage til Juvelen og ud, så snart hun er klar igen, men..."
    Men jeg trænger til en pause. Bare en lille pause.

    Selvom det var zalans ubelejligt, var det nu dejligt at se hende, og derfor gled smilet også over i noget betydeligt mere oprigtigt, da Treston trak den nærmeste barstol ud og smækkede røven i den. Et nik til bartenderens spørgende udtryk og en hurtig gestus imod Lynns krus var nok til at sikre ham sin egen fadøl, og med hænderne om glasset lagde Treston albuerne på bardisken og lyttede, mens Lynn fortalte.
    Det var først, da hun kørte en hånd igennem håret, at det gik op for ham, præcis hvor kritisk en tilstand  hendes ansigt var i, og da hun i det samme gav sig til at fortælle om de fragtskibe, hun havde mistet, blev hans udtryk mere alvorligt.
    "Det ville være et åndssvagt sted for Mørket at sætte ind," bemærkede soldaten i Treston, fordi soldaten nægtede at dø, ligegyldig hvor ihærdigt Treston forsøgte at lægge ham i graven... "Nordvik er for langt fra alting... Og for svært at komme til fra alle andre retninger end søsiden. Jeg tror næppe, du behøver være bekymret. Men at de skulle have sat en base op et sted nordpå - ja, dét skulle ikke komme bag på mig..." Normalt ville snakken om Mørkets flåde have mindet ham ubehageligt om Sednas tilknytning dertil, men for en gangs skyld vidste han, at hun ikke kunne have haft noget med Lynns tabte fragtskibe at gøre. Det var mere beroligende, end han ville være ved...
    Treston tog en slurk af sin øl og betragtede hende lidt. "Var der overlevende?" spurgte han så - afsøgte alvorligt hendes udtryk for at afgøre, hvor slemt det havde været, og skar så en grimasse, da han fandt svaret, uden at hun behøvede at give ham det. "Det er jeg sgu ked af at høre, Lynn. Det er en hård omgang..." Endnu en slurk, idet han trak blikket til sig igen. Lynn var ikke typen, man skulle formaste sig til at ynke - ikke hvis man kunne lide at have førlighed i alle ti fingre, i hvert fald... "Det slår mig ikke, at strategi-møder er den bedste måde at komme sig på - og slet ikke for dig." Han vovede alligevel et skævende sideblik til hendes ansigt, og besluttede sig så for at stikke lidt til hende, fordi hun godt kunne tåle det: "Du ligner én, der har brug for en pause, Lynn. Jeg er helt sikkert farvet af tidligere oplevelser... Men jeg synes ikke nødvendigvis admiral-titlen klæder dig."

    Lynn kom med et lille fnys gennem næsen. Nej, strategimøder var virkelig ikke den bedste måde at komme sig på, men et nødvendigt onde, når man var højtrangerende og havde ansvaret for at flere ikke faldt til samme skæbne, som dem hun havde svigtet. 
    "Jeg har virkelig brug for en pause," svarede hun og masserede sine tindinger. "Vent, hvad sagde du?"

    Sydsolen bagte ned på dækket, og Lynn brugte sin nye hat som vifte, mens hun ventede på, at der kom orden i de sidste ting. Tre besætningsmedlemmer stod bøjet over en kasse med et kort på, mens de planlagde den bedste rute langs kysten til Juvelen, så de kunne undgå at komme nær Obsidianøerne. Lynn havde selv gang i at dobbelttjekke inventarlisten, for sidst de var stævnet ud fra havnen, var de blevet snydt for en god del last.
    Hun så op, da hun hørte fodtrin på landgangsbroen.
    "Treston? Satte jeg ikke dig af i Medanien?" spurgte hun undrende.
    "Jeg kan ikke have dig med denne gang," sagde hun, da han havde fået lov til at svare. "Sidste gang var en undtagelse, men jeg kan ikke bøje reglerne denne gang. Jeg er blevet forfremmet til admiral, siden sidst vi sås."

    Lynn så skuffet på Treston. Hun havde arbejdet hele sit liv på at komme op i graderne hos Lyset, fordi hun var god til det. I den position kunne hun beskytte landet, derunder sine døtre og sine venner ombord på alle skibene. Magien, Valeria havde velsignet hende med, gav dem en fordel, der kun gjorde det endnu mere optimalt, at hun besad rollen som admiral. Også selvom hun ikke var den bedste til papirarbejde og lange møder. 

    I modsætning til sidste gang, var Treston blevet ret så begejstret, da han genkendte Lynns skib i Balzeras havn. Han havde netop færdiggjort sin tid i byens Isari-tempel dagen i forvejen, og nu var det kun Fredskilde, der manglede. 
    Kun. Fredskilde. Det virkede næsten som en blasfemisk tanke i sig selv... Efter Fredskilde kunne han vende næsen hjemad - hjem til Dianthos og til Zirra... Til Eylia og Josefine. Efter Fredskilde kunne han begynde at leve sit liv igen.
    Derfor havde hans første instinkt også været, at tage turen ned på havnen på jagt efter et skib, han kunne søge hyre på - og hvis dét ikke kunne lade sig gøre, så da i det mindste et skib, som det ikke ville koste ham de sidste krystaller at få plads på.
    Og så fandt han Hviskeren - lige dér, på den bedste kajplads - og med et smil i den ene mundvige hankede han op i sin vadsæk og klamprede op ad landgangsbroen.
    Smilet bredte sig til den anden mundvige også, da Lynn så op fra sine papirer og fik øje på ham.
    "Jooo, du satte mig af i Medanien," gav han hende ret og slog så ud med hænderne i en lille 'hvad-kan-man-gøre'-gestus. "Men så tog jeg en tur mere over Fristavn... og nu er jeg altså hér. Du skulle vel ikke have plads til et ekstra besætningsmedlem i retning mod Fredskilde? Om ikke andet bare til flodudmundingen?"
    Hendes prompte afvisning kom bag på ham, og fik smilet til at stivne på hans ansigt. Da hun derefter gav sig til at forklare hvorfor, kunne han mærke sit udtryk langsomt forstenes, mens begejstringen, han før havde følt, langsomt krøllede sig sammen og døde i maven på ham. 
    Admiral, simpelthen... 
    "Så hvad?" spurgte han - hårdere end det måske var rimeligt. Men hendes ord havde mindet ham om følelsen af at blive ført lænket igennem domssalen, mens familie og gamle kollegaer betragtede ham fra tilskuerbænkene med slet skjult mistro, og mindet fik noget mørkt til at røre sig i Treston, da han lod vadsækken ramme plankedækket med et klonk. "Er Hviskeren nu pludselig blevet for officielt et sted til, at en forræder som jeg, må sætte mine fødder på dækket, eller hvordan hænger det sammen? Er jeg for upålidelig til at skurre dæk under en admiralkaptajn af Lyset? Eller er du pludselig bange for, at min illoyalitet skal smitte af og skade din karriere?"
    Ovre ved kortkassen havde Darren løftet hovedet og ved Trestons sidste kommentar blev hans solbrændte ansigt stramt, og han forlod de andre sømænd for at stille sig hen ved siden af Lynn.
    "Makker," sagde han fladt og sendte Treston et advarende blik. 'Makker' havde været Darrens faste kaldenavn til Treston, på deres sidste tur fra Fristavn til Medanien - dét, eller simpelthen bare 'Reynlest'. Lige nu føltes det dog ikke særlig familiært... "Hold nu op. Admiralen er i sin gode ret til bestemme, hvem Hviskeren tager med og ikke tager med..."
    "Selvfølgelig! Selvfølgelig er hun det!" Treston kunne godt selv høre, at hans stemme var for skarp. "Du ved - jeg skal bare lige forstå, hvad de nye spilleregler er..." Han sendte Lynn et provokerende blik. "Skal jeg holde mig væk, næste gang jeg finder dig på en kro? Eller sende en formel forespørgsel inden jeg formaster mig til at adressere Lysets nye officer? Jeg er lidt tykpandet, ved du nok, så du bliver nok nødt til at forklare mig det langsomt og eksplicit...!"

    Under hele Trestons smøre - og Darrens indblanding - stod Lynn med armene foldet foran brystet og et udtryksløst blik på Treston. Hun var endda holdt op med at vifte sig og udholdt varmen  mod at bibeholde posituren. Det var ganske fint, at Darren kom med indvendinger, og Lynn stoppede ham ikke. Hun vidste, han havde uforløste frustrationer over for Treston og det var bedre at få dem ud nu end at hun skulle høre på det på den lange tur op langs kysten. Indeni hævede hun både begge øjenbryn og himlede med øjnene, men intet af det kom til udtryk for de andre omkring hende. Treston kørte mundlort af i en sådan hastighed, at man skulle tro, han var født i en mødding.
    "Er du færdig?" spurgte hun, da han endelig havde en længere pause i sin talestrøm, og hun overvejde om man kunne få ham til at besvime af iltmangel, hvis man blot lod ham tale længe nok.
    Så tog hun armene ud fra den defensive position og trak et dokument ud fra sin jakkelomme.
    "Da jeg tog dig med i Fristavn var det som skibsskrubber, en position, man godt kan tage fremmede med under uden at de skal have specialtilladelse og være en del af Lyset på samme måde som resten af ens besætning," sagde hun - langsomt og eksplicit. "Hvis jeg ville, kunne jeg tage en tilfældig gadedreng og give ham et par ugers hyre på mit skib på den måde. Selvfølgelig er det ikke velanset at gøre som kommandørkaptajn, da man ikke kan foretage de grundigste baggrundstjek på sådan en gadedreng. Fordi du er min ven, bøjede jeg reglerne. Fordi du ledte efter din nødstedte søster, så jeg intet problem i at vente lidt længere i Balzera, så jeg kunne have dig med til Medanien. Jeg ved ikke om jeg skal tage din tone som et tegn på, at du stadig ikke har fundet hende, eller at du fandt hende, men ikke fik det ud af det, du gerne ville."
    Hendes tone gik over i et skuffet-mor-stadie, som hun kun meget få gange i sit liv havde brugt over for andre end sine døtre. Men hvis der var en situation, der kunne afføde den reaktion, så var det Treston i dette barnlige plageri. Han havde fået til opgave at rejse landet rundt for at afsone sin straf, og så mødte han et afslag med dén tone? Så havde han da ikke lært særligt meget. Men lærte de Reynlestbørn egentlig nogensinde noget? Godt nok havde deres veje sidst krydset, mens han ledte efter Zirra og Sedna, og Lynn håbede ved guderne, at han kun havde fundet førstnævnte, og at mørkelverkvinden var forsvundet ud af hans liv på bedste Mørkets-soldatermanér. Det havde ikke været godt for ham at fokusere så meget på den flirt.
    "At være admiral giver visse ekstra forpligtelser," fortsatte hun og pegede på ham med pergamentrullen. "Eksempelvis ekstra papirarbejde. Det her er listen over besætningsmedlemmer her på skibet de næste tre til fire uger indtil vi rammer Juvelen. Den er gennemgået og dobbelttjekket af skrivere hos Lyset, og jeg har fået trippelgodkendt et par stykker, der har en lidt tvivlsom fortid, selvom de har været tilknyttet Lyset det sidste årti. Jeg har været admiral under en måned, og fordi vi ikke har haft tid til at komme tilbage til Dianthos endnu, er Hviskeren  kun forhåndsgodkendt med den her besætning. Bare dét tog en uge med teleportørpost." Som ellers burde gå hurtigere. "Uanset hvor meget jeg gerne ville, Treston, så kan jeg ikke bøje reglerne. Alle på mit skib skal arbejde for Lyset fra nu af, være fanger eller kritisk nødstedte, vi samler op i forbindelse med redningsaktioner. Din domsafsigelse var meget specifik hvad angik førstnævnte."
    Hun hævede nu det ene øjenbryn og så på Treston, afventende hans svar. Pergamentrullen var udstrakt, så han kunne tage den og bekræfte, at det var som hun sagde, hvis han ville. Hele vejen igennem sin tale, havde hun holdt en rolig tone, modsat hans følelsesladede, høje stemmeføring. Hun havde grund til at være sur på ham over hans ord lige nu, men ville simpelthen ikke give ham fornøjelsen af at få noget ud af at stikke sådan til hende og den nye titel.

    "Er du færdig?"
    Spørgsmålet fik Treston til provokeret at hæve øjenbrynene og trække vejret ind, men Lynn kom ham i forkøbet, og han var tvunget til at klappe i igen - tvunget til at lytte til hendes forklaring, som jo gav mening... Det gjorde den da! Han var bare...
    Han var bare et øjeblik blevet bekræftet i dén frygt, der havde fulgt ham siden Zirras eneste besøg i hans celle - dén dag, hvor hun havde stået plakat-stiv på den anden side af tremmerne og beskyldt ham for at have smidt sit liv væk. For lige da var det for første gang gået rigtig op for ham, at han kunne risikere at miste de folk, der ellers stod ham nærmest. At man ikke altid bare kunne forklare sine bevæggrunde, og så ville omverdenen se ens handlinger i samme lys, som man havde udført dem i. At man nogle gange kunne tale og tale og tale - tale, til ens hjerte lå dissekeret og velbeskrevet som et forsøgsdyr i en forelæsningssal - og stadig var det ikke ensbetydende med, at dem man holdt af ville forstå, hvorfor man gjorde som man gjorde...
    Så frygten bestod i misforståelse. For med misforståelse fulgte potentielt fordømmelse... Og Treston kunne snart ikke bære mere fordømmelse...
    Hans hjerte hamrede stadig, da hun pegede på ham med pergamentrullen og gav sig til at tale om forhåndsgodkendelser og en admirals forpligtelser, men arrigskaben dampede en anelse af, undervejs i hendes forklaring, for han vidste jo ét eller andet sted godt, at hun fortalte ham sandheden. Selvom det ikke var rart at skulle indse, at man havde overreageret...
    Hendes sidste ord rev et fnys af latter fra ham, og han gjorde en lille bevægelse med hovedet - kunne mærke et bittert smil sætte sig i mundvigen, idet han opgav sin selvretfærdige harme fra før og i stedet gjorde det klart med sit kropssprog, at han havde fattet hendes pointe. At han nok skulle pakke sammen...  Dog kunne han ikke undertrykke galgenhumoren, der den stak hovedet frem: "Rollen som fange spiller jeg ellers ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Så kan I placere mig på underste dæk og strategisk kaste mig over bord, når vi rammer flodudmundingen til Fredskilde..." Fordi det havde såret ham en lille smule, hvor hurtigt Darren havde pustet sig op, tilføjede han med et sideblik til den store sømand: "Jeg kan godt pande Darren én, hvis du skal bruge en undskyldning for at anholde mig. Dét giver ham også en mulighed for at slå igen, og så er der forhåbentlig ikke mere ondt blod imellem os..."

    Lynn sukkede dybt og bad en stille bøn til Valeria om ikke at drukne Treston, næste gang han endte på et skib. Var det hende, ville hun være seriøst fristet på nuværende tidspunkt.
    "Smut ud og find et andet skib, Treston," sagde hun, måske lidt for mor-agtigt. "Handelsmænd eller lignende. De sejler også langs kysten i øjeblikket. Og hold dig ude af problemer, ikke?"
    Inderst inde ville hun virkelig ønske, at der var en mulighed for at hjælpe ham på rette vej. Men jo mere hun tænkte over det, des nemmere var det også at se, at det bedste valg var at lade være. Guderne afprøvede den stakkels dreng, og det skulle man helst ikke blande sig for meget i. Hun havde blandet sig, og nu var den mulighed blevet taget fra hende. Resten af rejsen skulle han klare på egen hånd. Nogle gange måtte man give slip på roret og lade livet føre en selv og dem man holdt af derhen, hvor man skulle. Så måtte Lynn bare bede til, at Treston fandt en sikker vej hjem til Dianthos og sin familie.

    Lynn tog blikket fra Treston og lod det falde ned i den næsten urørte øl igen. Hun forsøgte sig med et svagt smil, men det kom ikke så langt op ad ansigtet. Deres sidste møde havde ikke været rart, men det havde dog være nødvendigt. Han havde færdiggjort sin syndsforladelse i templerne, og han var hjemme i hovedstaden igen. Eller i hvert fald tæt nok på. Han brugte sikkert en aften her for at forberede sig på at møde sin familie igen. Lynn havde mødt far Reynlest et par gange, og den mand skulle man virkelig forberede sig på at møde, hvis der var tale om mere end blot en kort hilsen.
    "Var det fordi jeg ikke lod dig pande Darren én?" spurgte hun.

    Darren havde lagt armene over kors og sendt Treston et blik, der var både afventende og en lille smule moret - et blik, der sagde: du kommer bare an, knajt... Dog var den store store sømands øjne blevet en anelse varmere; han lod til trods alt at have forstået Trestons indirekte håndsrækning...
    Lynns ord fik Treston til at fnyse en lille, bitter latter og hale vadsækkenop på skulderen igen. "Jeg er en mester i at holde mig ude af problemer. Tro mig, Admiral Valeriev... Ingen problemer hér..." Han sendte sine to venner et sidste, modvilligt øjekast, før han drejede om og skridtede ned ad landgangsbroen.

    Treston havde godt fulgt, hvordan hans lidt for muntre kommentar havde trukket et halvstift udtryk frem på Lynns ansigt. Det havde nu været sagt i spøg - Dét med, at admiral-titlen ikke klædte hende. En kommentar på, at hun så træt og irritabel ud - lignede en, der hellere ville være tusind andre steder og have tusind andre ting at skulle forholde sig til.
    Da hun nævnte Darren forstod han dog, hvor hendes tanker var gået hen, og han blev nødt til at skære en lille grimasse.
    "Ja, dér var jeg vist lidt en idiot, var jeg ikke..." mumlede han - retorisk. Det havde været tydeligt på Lynns ansigt, dér på dækket, hvad hun havde syntes om situationen... "Til mit forsvar vil jeg sige, at Darren lignede én, der havde lyst til at slå igen. Jeg tror... jeg blev lidt ramt af, at hans sådan... pustede sig op, som om jeg kunne finde på at gøre dig noget. Jeg regner ham for en ven, og dém har jeg ikke mange tilbage af..." Treston løftede et langsomt, spørgende øjenbryn i retning af Lynn. "Hvornår tilgav du mig?"

    "Du er lidt ofte en idiot, Treston," svarede Lynn lidt for hurtigt og uden at tænke sig om først. Men hun mente det godt, og det vidste Treston forhåbentligt også. Nogle af deres bedste drukture sammen havde været gode netop fordi de begge var idioter fra tid til anden. "Darren har været lidt af et humør siden forfremmelsen, så tag det ikke alt for tungt."
    Hvis det havde taget tungt på Lynn at blive forfremmet, skulle man bare se på hendes besætning. Flere af dem var bekymrede for, hvad det ville gøre ved den dagligdag, de ellers var faldet så godt til i. Nogle havde bedt om at blive forflyttet til andre skibe. De mest erfarne og Lynns bedste venner var blevet, men alle vidste, at det var anderledes nu. Mere risikabelt. Skydeskiven på Hviskeren var fordoblet med hendes nye titel. Darren især udviste overdreven forsigtighed og var blevet meget påpasselig med hvem der skulle ombord. Han blev ved med at snakke om, at folk jo kunne forklæde sig som Lynns venner for at komme tæt på hende. Ikke at han havde været i tvivl om Treston bagefter, for måske kunne nogen tage hans skikkelse, men ingen kunne slippe afsted med at kopiere hans frustrerende personlighed.
    "Hmrf," Lynn kom med et lille fnys over hans spørgsmål. "Jeg tilgav dig efter første dag med dækskrupning."
    Det havde ikke virket sådan, for hun havde holdt fast i sin strenge stemme under hele Trestons ophold på Hviskeren. Som mor til to unggopler vidste hun, hvor vigtigt det var at mærke konsekvens over sine dårlige handlinger, og at selvom hun var en tilgivende forældre, kunne man ikke altid lade de små slippe så nemt. Det samme havde gjort sig gældende med Treston.
    "Jeg kan ikke finde ud af at bære nag, Treston," indrømmede hun med himmelvendte øjne over sig selv. Hun lagde en hånd over ansigtet. "Faktisk så lidt, at jeg endte i seng med én, jeg ellers virkelig prøvede at knalde for smugleri, sidst jeg var i Dianthos."
    Det uheldige ordvalg gik op for hende lige som hun havde sagt det, og hun kunne ikke lade være med at le.

    Til bemærkningen om, at han lidt for ofte var en idiot, kunne Treston ikke gøre så meget andet end at nikke - for damen havde jo ret. Til gengæld studsede han en smule over informationen om Darrens humør, og oplysningen blev mærket og pakket ned i hans hjerne til senere brug.
    Da hun fnøs og indrømmede, at hun havde tilgivet ham den første dag, tog han sig med forstil forargelse til brystet. 
    "Den første dag, Lynn! Du tilgav mig den første dag, men lod mig alligevel skrubbe dæk i ugevis?! Jeg havde hård hud på knæene til sidst! Og mere ondt i mine arme, end riddertræningen nogensinde har efterladt mig med!" Og et lidt for stort kartotek over friske bemærkninger, som de gæve sømænd- og damer var kommet med, mens Treston havde ligget med røven i vejret på dækket. Men dét undlod han at nævne... "Du er et bæst, Lynn..."
    Han havde netop løftet kruset og taget en tår, for at skjule dét grin, der var vokset frem på hans ansigt, da Lynn sagde det sidste og fik ham til at kløjes eftertrykkeligt i øllen.
    Kruset blev knaldet i baren, mens han med hosten og hakken forsøgte at redde livet til lyden af Lynns latter.
    "For zalan..." gispede Treston, da der var nogenlunde fri passage i hans luftveje igen. "Du kan ikke snakke arbejde og admiral-titler det ene øjeblik, og så smide sådan en kommentar det næste! Det er simpelthen ikke i orden, Lynn!" Og så, fordi hun bestemt ikke måtte blive i tvivl om, hvad han helst ville høre om, tilføjede han: "Hvordan endte du dér? Jeg mener. Var det sådan en: 'Nu er han alligevel i håndjern, så man skulle da være et skarn'-situation, eller hvad er vi ude i?" Det sidste var primært noget, han sagde for at være dum - han antog ikke at det var en situation folk ofte fandt sig i! 
    Men så på den anden side... man vidste sgu aldrig med Lynn...
    

    Det var ikke helt i orden, hvor meget det morede Lynn, at Treston var ved at dø så eftertrykkeligt i sin øl. Han var godt nok ikke sømand, men han var den landgængerven, hun havde fortalt flest intime detaljer om sådan noget, så det burde hverken komme bag på ham, at hun skiftede til sådan et emne og egentlig heller ikke, at hun kunne lave det skift direkte fra seriøse admiraltoner. Faktisk burde den sidste del slet ikke komme bag på ham, for lige så lidt som man ville have troet, at andre kunne udholde Lynn i sådan en post, kunne hun selv udholde at være seriøs om det i længere tid ad gangen uden for kamp (hvilket også inkluderede diverse rådsmøder. Så man ikke dem som kamp, gik man derfra med en følelse af at have tabt).
    "Jamen jeg fik netop ikke knaldet ham - for smugleri altså!" sagde Lynn og undede Treston et par bank på ryggen, så manden snart kunne gå vejret igen. "Han er zalme altid så forbandet god til at dække sine spor. Men jeg ved, at han har ulovligt gods på det skib. Nå, men vi har haft et par skænderier på det sidste, og egentlig er det jo synd, fordi vi plejede at være så gode venner. Havde nogle gode år sammen på havnen, du ved."
    Hun tog en pausetår af sin øl og mindedes nogle af de år. Det havde været lige dele oplæring, hårdt arbejde og narrestreger. Hun havde ikke været lige så ung som ham, men de havde stadig lavet nogle ting, der nok ikke skulle ende som offentlig viden om Lysets admiral. Ikke at det var så anderledes fra nu egentlig. Folk burde heller ikke vide, at hun lå i med en formodet smugler.
    "Så en aften mødtes vi på en af knejperne dernede, sådan ret tilfædigt, og så endte vi med at snakke til langt ud på natten og drikke os helt absurd meget i hegnet," fortsatte hun. "Og selvom vi begge lugtede som rådden havål, endte vi oppe på mine nye kamre på paladset og ja... Så tog det ene ligesom det andet. Og det var bare så zalans godt, Treston. Tænk sig hvor mange år jeg har spildt på ikke at trække den mand med hjem - men nu bliver det altså lidt træls, hvis jeg faktisk finder smuglergods på hans skib næste gang."
    Hun gav ham et sidste slag på ryggen, som måske lidt mere blev til en lammer, mens hun vendte bunden i vejret på kruset.
    "Nogle gange mistænker jeg, at jeg også lidt er en idiot."

    "Ah..." var Trestons eneste bemærkning undervejs i hendes fortælling, mens han strategisk rettede det lidt for underholdte smil ned i sin øl og tog en lidt mere kontrolleret tår. Dén Lynn altså... "Betyder det så, at det er slut med ham piraten, du sukkede over, sidst vi havde en snak som dén hér, eller hvordan hænger det sammen? For altså... nu skal jeg selvfølgelig ikke komme og påpege, at du lader til at have en type... Men du lader til at have en type, Lynn." Det var ikke rigtig et svar til, om hun var en idiot eller ej - men så alligevel.
    "Jeg skal selvfølgelig ikke pege fingre - dét ved du bedre end så mange andre. Men det lyder sgu som en rodet omgang, hvis du spørger mig. Jeg kan godt forstå, hvis det giver dig en mindre hovedpine, selvom det også lyder... ja." Han grinede som en skoledreng. "Selvom det selvfølgelig også lyder dejligt!" Kruset blev løftet og klinket imod hendes som en stiltiende opfordring. 
    "Ved du hvad det lyder som for mig? Det lyder som om, ham din smugler har været din lille, hyggelige distraktion fra alt dét hér admiral-pomp-og-pragt. Men nu er distraktionen blevet kompliceret, så dét, du i virkeligheden har brug for, er en distraktion fra distraktionen!" Han lagde nakken tilbage og hældte i halsen - tilfreds med sin egen analyse. "Kan du huske, da vi startede et slagsmål på Skumsprøjtet...?" Det var et retorisk spørgsmål, for det var et kært minde, de havde hevet frem mere en én gang. "Jeg tror, det er sådan noget, du har brug for, Lynn. Ikke uforpligtende knald, der viser sig at være komplicerede, men en god, gammeldags slåskamp!"
    Det var først, da Treston sagde det sidste, at det gik op for ham, hvordan bartenderen havde løftet blikket fra glas-tørreri og nu betragtede dem med en skarp, opmærksom mine. En mine, der sagde: I kan zalanme' lige vove...!
    "Ikke hér, naturligvis," skyndte Treston sig at tilføje - primært for at berolige den lyttende bartender. "...for jeg har forudbetalt mit værelse, og det er sgu småt med krystallerne. Men jeg plejede fra tid til anden at komme i en kampring i Undergrunden og hvis det har din interesse, kan jeg sagtens forklare dig, hvordan du finder det." 

    "Ligesom jeg ikke kan vælge mine mænd, kan jeg heller ikke holde styr på dem. Jeg aner ikke hvor på havet, Royce er blevet af," indrømmede Lynn og kiggede også dybt i sin øl.
    Royce var typen, der med garanti ikke ville have det fedt med at vide, at hun også rodede rundt med Charles, men samtidig var han også typen, der forsvandt i månedsvis på havet. Ligesom hende selv. Især når hun havde lidt for mange problemer at tænke over, flygtede hun ud til Valeria, så hun kunne virkelig ikke tillade sig at klantre andre for at gøre det samme.
    Trestons ord fik et smil frem på hendes ansigt, for det var jo nok egentlig meget sandt. Charles var lige så meget nede på jorden, som hendes nye titel og indkvartering ikke var, og hun havde jo et behov for at holde fast i noget af det normale, så det hele ikke gik op i fine gardiner og lange, varme bade. Selvom det var rart, blev det også for meget. Hun var lavet til søens kolde vand og havets brusen. Ikke al den luksus, paladset var spækket med. Heller ikke selvom hun klart havde fortjent den slags gennem sin tjeneste.
    Hun lagde hovedet spørgende på skrå og et øjenbryn hævede sig, da han snakkede om distraktioner fra distraktioner - og endnu mere, da han nåede til delen om slåskamp. Så endte hun faktisk med at ligne bartenderen lidt for meget - en ting der dog hurtigt forsvandt igen, da han trak i land fra det, der havde lydt umiskendeligt meget som en opfordring til et kroslagsmål.
    Men det var en tiltalende tanke...
    "Det var et ret godt slagsmål på Skumsprøjtet..." sagde hun og kunne se på kroværten, at han havde lyst til at sige noget i retning af 'Vær glad for den kro ligger i Fristavn, admiral.' "Men Undergrunden, Treston. Virkelig? Ikke at jeg siger, jeg er eoverrasket, men det havde jeg faktisk ikke forventet af dig. Og så endda en kampring..." 
    En kampring lød som tre kroslagsmål slået sammen og med måske en grad af struktur. Det var ikke lige det, Lynn normalt ville se som sjov og spas (kunne man overhovedet selv deltage? Var der regler, man var forventet at huske?), men Treston plejede at have en ret god sans for sjov - og måske især distraktioner fra ting, man ikke ville tænke på. Og lige nu havde Lynn sådan cirka alle ambitioner om at glemme de skibe, hun havde mistet oppe nordpå. I hvert fald i et par timer.
    "Men ved du hvad, måske er det det, jeg har brug for," Lynn bundede sin øl og stak armen ind under Trestons. "Før an, garvede byrotte!"

    Treston skulle gøre en indsats for at holde smilet oprigtigt og afslappet, da Lynn gav udtryk for sin undren. Hun mente intet ondt med det - det var tydeligt, at hendes forvirring var ægte - og hun kunne jo ikke vide, at hendes ord ramte lige ned i et ømt punkt, som han stadig dén dag i dag stadig skammede sig lidt over, at han havde.
    Hvis han forsøgte at forklare sig for meget, ville der bare komme flere spørgsmål, så han tvang i stedet en jovial tone ind i sin stemme og trak med påtagen ligegyldighed på skuldrene.
    "Det var i en anden tid!" slog han det hen og forsøgte så at skyde emnet helt til jorden med en dårlig joke: "Før jeg blev en reformeret mand og fandt Isaris lys, forstår du!" Dengang han havde forsøgt at kvæle alle forventningerne og følelsen af at visne hen i sit forudsigelige liv under kampringens larm og kaos og smerte... Dengang det havde været et sted, han gik hen, for at slippe for sine egne tanker et par timer - eller når han trængte til at straffe sig selv for sin selvmedlidenhed... "Dén slags steder er sikkert ikke længere noget for et par civiliserede godtfolk som os to... Hvad ville folk ikke også tænke, hvis-"
    Han blev afbrudt, da Lynn i det samme bundede sin øl og hev ham ind i en armkrog. Zaladin stå i det...!
    "Lynn jeg tænkte bare højt - jeg tror virkelig ikke, det er et passende sted for nogen af os. Især ikke din nye stilling taget i betragtning..." Og især ikke, så længe han skulle forestille at være ude af byen. Når dét faktisk var hans bedste alibi...
    Treston forsøgte akavet og med med et afvæbnende smil at trække armen til sig igen. "Skal vi ikke hellere blive hér og tage en dram mere, hm? Vi kan drikke os i hegnet og snakke om gamle dage!"

    Lynn lænede sig frem mod Treston, som var større både i højde og drøjde, men alligevel formåede hendes lilla øjne at afkræve sig den autoritet, hun havde indfundet sig med at have.
   "Hør, Treston, hvis du har tænkt dig at disrtahere mig fra det sidste nederlag ved at snakke om endnu ældre ting, har du tydeligvis ikke forstået opgaven," sagde hun. "Jeg har brug for en distraktion og det skal min titel eller dine fine følelser omkring dit blonde Reynlest-hår ikke holde os fra. Hvis jeg kan hive en formodet smugler med ind på paladset kan jeg sgu også befinde mig i undergrunden en enkelt aften."
    Folk skulle alligevel kende hende, hvis de skulle genkende hende. Jakke og hat var pakket sammen, for hun havde redet alene fra havnen og herhen, og det var ikke smart at flage med sin titel på vejene. Omend godt beskyttet kunne fjenden få alt for meget ud af at vide, hvor modstanderens admiral befandt sig.
    "Alternativet er at vi slås lige hér, og så tror jeg ikke, du har et sted at sove i nat," tilføjede hun. Bag hende nikkede bartenderen med blikket hvilende på Treston. Hans ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af. Hvis de ikke snart pissede af, ville han sørger for de begge endte i møddingen.