Rory vidste, at hun havde fucket op. Igen igen. Det viste sig, at hun var brudt ind i en byvagts hus, hvilket ikke var et smart valg fra hendes side. Derfor vidste hun også, at hun blev nødt til at forlade Dianthos i en fart. Hendes ben kunne ikke transportere sig hurtigt nok væk, og det var besværligt at snige sig med en hestevogn. Det havde hun prøvet en gang, hvilket hun havde besluttet sig for, at hun aldrig ville gøre igen. Det endte med, at hun blev smidt af halvvejs uden at vide, hvilken vej var nord eller vest.

Derfor havde hun fået den lyse ide om at snige sig ind på en båd, fordi hvis det var slemt nok at blive efterladt på landevejen, var det helt klart bedre at blive smidt i havet. Hun havde valgt at tage det første og bedste skib, hvilket viste sig at være ret stort, og heldigvis for hende var det færd med at transportere genstande med det. Fedt. Nu skulle hun bare finde noget som hun kunne gemme sig i. Øjnene observerede situationen og valgmulighederne. 

Til sidst fik hun sneget sig rundt om menneskemængden og gemte sig i en kasse. Godt nok lå hun ret sammenpresset og var omgivet af lastvarer, der ikke ligefrem var bløde, men med kom hun. Inden længe mærkede hun, hvordan kassen hun var i blev løftet. Hun holdte vejret i frygt for, at de ville kunne høre hendes åndedræt, men det virkede ikke til, at de fattede mistanke. Snart var hun på båden, på vej til et helt nyt sted.

"Lasten skal være læsset senest om en halv time, vi har en deadline," vrissede og bestemmende fik han kommanderet rundt med sine sømænd. Charles havde der i mod fri for fragten denne her gang, den uduelige skiderik havde nok andre planer at holde i live, hvilket var fint - men manden havde været en hjælp i at få denne aftale hjem. Han tog sig ikke synderligt meget af om kasserne vejede mere eller mindre end angivet, det var ikke ham som slæbte dem alle for en gangs skyld. De unge (mid tyverne) skulle lære at intet kom til de som ventede, hvorfor de fik æren i at slæbe til deres hårde hud fik hårdhud. 

Men lasten blev læsset, en havde dog undret sig over at kassen stod som en værende tunglast, men havde virket så let. Som Dick så det, var det blot at manden var ved at få nogle muskler at gøre godt med. Desuden gad han ikke gå sin inventar igennem og se hvad der blev fragtet - professionelisme på høj plan. 

Han sad troligt i sin kahyt og fik styr på noget af papirarbejder der desværre fulgte med arbejdet. En havde igen påpeget den underlige kasse "Den trækker vejret, fragter vi ulovlige dyr?" og lidt forundret over den mulighed, var han blevet taget ved næsen af en af Charles' mellemled. "Jeg tager mig af det," kommenteret han med en skeptisk undertone. 
Dick fandt lasten som stod seperat fra skibet egne ting og bankede på de forskellige kaster. "Er der nogen" hellere et menneske end et dyr, han gad ikke have dyr som en del af sin fragt (lovlig som ulovlig). 

Bank, bank, bank. Havde han regnet med, at hun ville sige: “Jo, det er skam bare mig, der har taget lejr i din last. Intet at se her.” I stedet håbede hun på, at han ville give op og gå videre. Hun stoppede sågar med at trække vejret, sådan han ikke ville fatte mistanke om, at der var nogen hernede. Hvordan vidste de overhovedet, at hun var i netop denne kasse? Efter hendes mening havde hun gjort sig umage om at ligge stille og trække vejret roligt… måske havde det afsløret hende, da hun prøvede at komme ud fra kassen, hvorefter hun fandt ud af, at det ikke var en mulighed. Åbenbart var den blevet låst mens hun var dernede.

Manden blev ved med at banke og tale som om han forventede, at hun på et tidspunkt ville give op og svare. Stadig holdte hun vejret, hvilket viste dig at være meget ineffektivt, når han ikke smuttede væk med det samme. Hvis hun kunne se sig selv i et spejl, ville ansigtet nok næsten være helt rødt. Den eneste tanke hun havde var, at han bare skulle gå sin vej! Ved Zaladin, hvorfor blev han ved med at stå lige ved siden af hende. Til sidst måtte hun give op og hive efter vejret. Argh, nu havde hun helt klart afsløret sig selv.

Det var grinagtigt det her. Han gik og bankede på kasser i håb om dyret som gerne måtte være et menneske, gav lyd fra sig. Men han var ved at nå sit bristepunkt til at ville fortsætte, indtil han hørt nogen hive efter vejret. Dick fandt kobenet og gik hen til kassen der gav lyd fra sig. 

Uden for meget besvær fik han brudt kassen op og så der sad en kvinde i den. "Jeg håber du er alt andet end betalt last," vrissede han en anelse. Skulle han fragte kriminelle, skulle han vide besked omkring sådan noget og ikke i fragtkasser. Så havde hun sneget sig om bor, var det en anden sag - ikke noget han bifaldt dog. 
Dick trådte et skridt tilbage og ventede på hun kom ud af kassen. Hvad skulle der overhovedet have været i den kasse, siden den kun var fyldt med et styks kvinde. Havde hans besætning glemt en kasse eller havde de bare hele tiden haft en i overskud. Hvad der var værst, at han skulle gå igennem inventar listen nu og sikre sig, at de havde alt med sig. Forpulede møgbørn. 

Rory havde fucket op big time, og nu kunne hun ikke engang løbe fra det. Inden hun vidste af det var låget på kassen allerede brudt op. Hun måtte knibe øjnene en smule sammen, da dagslyset strømmede ind og forstyrrede hendes syn, der ellers havde vænnet sig til mørket. Den eneste skygge var fra manden, der havde brudt kassen op. Han virkede ikke ligefrem imponeret over, at hun var taget med på hans skib. Forhåbenligt var de nået så langt, at de ikke kunne vende snuden hjem.

Forhåbenligt smed han hende ikke over bord…

“Over hvad hvis jeg var?” Spurgte hun med øjnene stadig knebet sammen. Blikket stirrede direkte ind i den fremmede mands ansigt, men dog kunne hun ikke bedømme, hvilke tanker der rendte gennem hans hoved. Hvis hun skulle gøre sig nogle forhåbninger om at blive på skibet, måtte hun hellere se at komme i sving. De mænd hun havde mødt på sin vej, brød sig ikke Rorys naturlige attitude, derfor måtte hun hellere få aflæst manden med det hårde udtryk, og finde ud af, hvordan hun kunne gøre sit selvskab mest uundværligt. Hun startede med at træde ud af kassen.

“Ville du tro mig, hvis jeg sagde jeg gik derned for at gemme mig, hvorefter jeg faldt i søvn og endte på båden?” Spurgte hun lagde hovedet en anelse på skrå og løftede øjenbrynet. Hvis manden havde lidt humor var det vel en sjov kommentar. Hvis ikke, så måtte hun finde en anden måde at bryde isen på.

Han havde frit udsyn til at fornemme hvor meget hun kunne se. Enhver som tilbragte tid i en tæt lukket kasse og blev eksponeret til direkte lys ville blive blændet for en lille stund. Hvorfor kunne han ikke bare få nogle problem frie dage, uanset hvor eller hvordan, så var der bare et eller andet som ikke gik som det skulle lige nu. 

Læbens højre side blev spændt en anelse som han hørt hendes svar, var det en joke for hende. "Så ville du blive smidt over bor i kassen som en tabs bagage". Måde han sagde det på, var med en tør tone, så hvor vidt det var en tom trussel, en reel trussel eller blot en joke, det var svært at sige. Men kendte man han bare en smule, ville man vide, han gerne gjorde det, specielt hvis det blot ende med at blive et problem for ham og lige nu, var hun et problem. 

Dick stod fast og rykkede sig ikke, om hun så ville ende med at stå på hans tåspidser, ville han ikke give hende en hånd eller flytte sig for hende, hun var en løs bagage på hans skib, hun hørte ingen sted hjemme der. Men som han hørt hendes mulige svar på hvad hun var, faldt øjenene op i en vending der nærmest kunne få dem til at sidde fast. "Ingen er så stupide at de ville gøre noget så dumt," fejet han det af banen. Det ville blive en skam, hvis det viste sig at være sandheden. 

Rory fnøs af det svar hun fik, som om hun havde noget at sige i denne situation. Hvis det var helt rigtigt burde hun lægge sig ned på hænder og fødder, tiggende om at blive på skibet, men så hellere blive smidt over bord og svømme til lands eller drukne imens. Rory var ikke typen der tryglede om sit liv. “En skam, hvis nogen havde betalt for jeg ville nå sikkert til land,” svarede hun lige så tørt tilbage. Siden han spurgte om hun var betalt last havde hun en mistanke om, at det han fragtede ikke var helt legalt. Menneskesmugling var i hvert fald ikke lovligt fra Dianthos’ havn.

Kroppen lænede sig halvt siddende, halvt stående op ad kassen. Armene blev langt over kors og for en kort stund lod Rory sig selv tage et ordenligt kig på manden foran hende. Han lignede en der havde en nul tolerance attitude, men at han ikke havde smidt hende af båden allerede røbede, at han ikke var så hård indeni som udenpå. “Hvilken grund virker så mere sandsynlig fra din side, hvis vi altså antager, at jeg ikke er stupid nok til at gå igennem med min helt sandsynlige forklaring?” Spurgte hun den hårdhudede mand og lænede sig en anelse tilbage. At hun var så selvsikker i en situation som denne kunne enten blive hendes redning eller død. Rory håbede på at han ville finde hende interessant nok til at blive om bord.

Havde det nu været tilfældet, ville Dick beholde betalingen og give den som ønskede noget fragtet en lang (kort) tale om at der intet samarbejde var at hente hos ham, hvis ikke de kunne være ærlige omkring lasten - en af de få regler han nu engang havde for at fragte ulovligheder. At han vidste hvad type ulovligheder der var tale om. Han brummede blot en syngende mhm til hendes tørre svar, det var ikke forventeligt at hun kunne lyde så tør, men han var kun tæt på at have levet en halv levealder, så der var endnu meget at se og opleve. 

Intet andet af mandskabet havde lade sig påvirke af kvinden der kryb ud af kassen trods de lange spinkle lemmer hun vandret omkring med. Hun var en porcelænsfigur af udtryk, men hendes skarpe kommentar fik ham til at sætte sine tvivl i om hun nu var så skrøbelig igen. Af de to mulige valg han havde for sig, ville han ikke have noget med noget at gøre, så han vendte rundt og begyndte at gå med ryggen til hende "Der er en moppe derovre, tag og gør dig til nytte," men om hun ligefrem ville følge ordre - kunne han forvente at hun bare ville gøre som han bad hende om.  

Det virkede til, at han ville lade hende blive på skibet. Det, eller også ville han smide hende over bord efter hun havde rengjort hele skuden. Rory kneb øjnene sammen igen, da han vendte hende ryggen. Hvem troede han lige hun var? Samtidig vidste hun ikke, hvor rebelsk hun kunne være uden det medbragte konsekvenser. Dog gik det fuldkommen mod hendes principper at modtage ordrer. Hun trippede lidt med den ene fod, overvejende om hun burde gøre som der blev sagt.

“Har du ikke folk med, der allerede gør det. Min hjælp kan vel ikke overgå dine sømænd, hr. Kaptajn,” sagde hun prøvede. Hun vidste ikke engang om han var kaptajn, hvis han var burde han vel… styre skibet? Ellers kunne de meget vel nå at sejle ind i en klippe. Rory kiggede sig omkring. Der var ikke noget land i sigte så langt øjet rakte. Hm, måske var det alligevel ikke så fatalt, hvis kaptajnen ikke styrede skibet konstant. Rory lod nu blikket glide ind over skibet, og studerede alle de sømænd der var om bord, hvorefter øjnene igen fokuserede på mandens ryg.

Hvorfor skulle hun være så spydsk. Var hun et af Charles mulige mange afkom og skulle hun forpeste hans liv til en evighed tid. Var hun virkelig bare sneget ombord og havde forvoldt sig selv så mange problemer, at han nu skulle have problemer for at kende til hendes tilstedeværelse. 

Fødderne faldt tungt til brædderne under ham og han stoppede op. Hun var bare et problem barn. "Du vil måske hellere bindes for masten som lynafleder" svaret han og atter igang i fodtøjet af sit. Dick fik øje på sine sømænd som lidt kiggede på, men de vidste lige så vel, som han, at når han var vrissen, skulle de bare gøre deres job og ikke så og se på. Sejlet blev løsnet en anelse, så vinden ikke rev dem hastigt afsted. 

Trappen op til hvor roret stod med en mand, sejlvagten, han havde styr på hvor meget der skulle drejet på roret, hvis der blev sagt noget. Men han tog også kun ordre fra Dick og Charles (i sidste ende). Han vævede lidt om han skulle gå der op, neden under eller i sin egen kahyt og få fem minutters fred. Det blev det. 

Rory vidste ikke engang hvad en mast eller lynafleder var. Hvor vovede han at bruge skibstermer mod hende som hun ikke forstod! Derfor kunne hun ikke andet end at fnyse over kommentaren og komme med en endnu dummere en selv. “Det lyder som en dårlig taktik at binde mig op. Måske ender jeg bare med at tiltrække lynet i stedet for at frastøde det. Det ville være mere effektivt at navngive skibet efter mig. Det skulle efter sigende give god held at et skib er opkaldt efter en smuk kvinde,” halvråbte hun tilbage og opgav alle tankerne om at charmere sig ind på ham. Han havde ikke gjort nogen af sine planer til en realitet så hun regnede ikke med, at han pludselig ville vende om og skifte mening.

Faktisk vendte han sig slet ikke om og forsatte som om, at han ikke havde hørt hende, hvilket fik hende til at føle sig lettere dum. Hallo, jeg snakkede jo lige til dig, tænkte hun uden at sige det højt. Rory var som sagt ikke typen der tiggede nogen som helst om deres opmærksomhed. Bestemt ikke sure, ældre skibsmænd der brugte ord hun ikke rigtig forstod. Hun kiggede trodsigt på den moppe han tidligere have peget på og overvejede, hvor langt hun ville kunne svømme, eller hvor lang tid det ville tage hende at finde en ny kasse at gemme sig i. Rengøring, urgh. Hvem troede han at hun var? Det var ikke ligefrem fordi hun lignede den almene husmor.

Chokeret over hendes halvråben af manglende intelligents, fik ham til at stoppe op ved åbningen ind til sin kahyt. Hvorfor snige sig på et skib, hvis man intet vidste omkring et?! det gjorde næsten ondt på ham. 

Men han forsvandt stadigvæk ind, han rumsteret en anelse derinde, som han søgte efter noget. Men trods for søgen, måtte han have efterladt det hjemme eller givet det borte, men det var en lille bog til hende, noget som måske kunne uddanne hende bare en anelse. Men han valgte at gå tilbage til hende, dog med et nonchalant udtryk. "Kom," sagde han og valgte at gå nedenunder skibet, de ville passere kabyssen og nå et sted hvor der stod en hængekøje og en spand. 

"Jeg gider ikke se dig, høre dig eller have forstyrrelser med dig, din seneste udtalelse var slem nok i sig selv, at det er en fristelse at gøre det til en realitet når vi rammer tordenvejret, men brændt menneske stinker. Spanden er til at tis i. Kan du overkomme sådan en nem ting eller er jeg virkelig tvunget til at have dig med mig omkring med køkkens brugte karklude i munden?" 

Rory vidste ikke om hun havde trådt på en nerve eller trukket det sidste strå. Det bekymrede hende en anelse, at han stoppede op i døråbningen, hvorefter han gik ind i kahytten uden at vende sit blik mod hende. Måske talte han til tre og glemte hendes eksistens eller hans tidligere kommandren? Rory troede ikke på det med at nævne numre indtil man faldte ned igen. Ligeledes troede hun ikke på, at han bare ville lade hende blive på grund af godheden i hans hjerte. Der var altid en grund der lagde under, men indtil videre kunne hun ikke finde ud af, hvorfor hun ikke var havnet i vandet. Modsat de andre i besætningen virkede han ikke til at være særlig draget af hende. Sjovt, det plejer ellers at være de ældre mænd, der fandt ungt kød som hende tiltrækkende. Måske er det, det forbudte i det, eller måske er det fordi, at de ved det er sidste chance med en kvinde som hende.

Moppen var stadig ved sin sædvanlige plads, da manden fra tidligere dukkede op igen. At Rory ikke havde flyttet sig var en helt anden sag, der nok involverede, at en anden mand var kommet hen til hende og prøvede at opstarte en samtale. Det mislykkedes selvfølglig, da Rory ikke havde en interesse i simple sømænd. “Pligten kalder. Hvis ikke du ser mig før i morgen, er jeg nok endt i havet,” sagde hun som afsked til den yngre sømand, der desperat havde prøvet at vække hendes interesse i ham. I stedet fulgte hun kaptajnen ned til hvad hun gættede ville være sit fangehul.

“Jeg tror du vil kunne lide at have mig med omkring, så hellere blive for mig selv i et bedre selvskab, end lade dig nyde at hunse rundt med mig,” svarede hun kækt tilbage og lagde armene over kors. Wow, så dette var virkelig stedet hun ville tilbringe de næste par dage. Man blev næsten helt deprimeret af tanken. Hvor hun dog hadede både. Især dem som var styret af en yderst gnaven sømand, der troede hun havde den samme IQ som en kalkun. Mæske var det bedre end boksen, men så kun lige.

Det var intet under at hun afviste Edmund. Han var næppe et syn for guderne, trods for han var et muskelbund med mave. Men hendes afvigelse ville vel gøre ondt på alle, som fandt hende på nogen måde fangende. Selv fandt han hende dybt forstyrrende og i vejen for en god dag på havet. Det var en normalt lille sejl tur som ikke ville tage for så mange dage, men nu stod han med en talende last som i sidste ende nok ville ende med at gøre sit for at forhindre arbejdsgangen ved at blotte krop og sende mændene lange blikke med de dådyrs øjne af hendes. 

Det kække svar var langt fra kærkommen hos ham, men hun havde allerede vist sit at være mindre begavet, så han ønskede ikke at opstarte en diskussion med hende om det. 

"Der er intet ved jeg kan lide frøken. Når du gider at følge ordre eller i det mindste ikke være et konstant problem for mig eller mine ansatte og gå i vejen, skal du være velkommen til at opsøge mig, ellers bliv her," som hun var intet andet end et kæledyr der skulle følge ordre. 

Så planen om at hun skulle være på god fod med kaptajnen, var allerede sunket til bunds i havet. En skam at den ældre herre ikke havde en bedre humor, eller i det mindste var mindre stram i betrækket. Måske var grunden til, at han ikke havde flere rynker i ansigtet fordi at han aldrig trak en mine. Rory var overbevist om, at hun ikke så nogle rynker om munden, der indikerede at han havde smilt meget i hans liv. Ligeledes havde hun heller ikke selv nogle rynker om munden, men i det mindste var hun ikke halvt i graven.

“Fint. Du ved hvor du kan finde mig, hvis livet ovenpå bliver for kedeligt,” svarede hun tilbage med en utilfreds stemme og kiggede sig omkring. Foruden spanden og hængekøjen var der kun lige plads til, at de to personer kunne være i lokalet. En luksusbehandling var det næppe, men efter at have brugt flere timer i en kasse, var Rory bare glad for at stå oprejst. Ikke fordi hun viste sin taknemmelighed overfor kaptajnen, der tydeligvis prøvede at gøre hendes liv det bare helvede. En ting var at blive smidt over bord, en anden ting var, at han ville kede hende ihjel ved at holde hende fanget hernede. Ganske vidst, vidste Rory ikke om manden ville låse hende inde og smide nøglerne i vandet, men hvis han gjorde netop dette, ville det ikke undre hende.

Kæben kom let i spænd og kindbenene blev det dominerende træk i ansigtet af hans. Hun var tæt på en kvindelige version af Charles, blot meget mere besværlig at have med at gøre. Men han havde ikke i sinde at føje sig for hendes ord, da det virkede en anelse misvisende. Hun var måske en som levede af sådanne gestuser, at nedværdige mænd til de kom krybende til hende, for en kvinde med så meget i munden, måtte have sin forstand på at tøjle mænd og deres lyster. 

Han tråd hen til en af de bærende pæle og bankede let på det før han skænket hende et lille blik, han måtte nok erkende, han forstod sig ikke på kvinder og slet ikke kvinder af den kaliber. De var intet andet problemer. "Regn ikke med det. Kokken bringer dig noget mad," ikke at han brød sig om at hun skulle have noget af maden, selvom de havde rigeligt til turen og et par dage ekstra, hvis nu noget skulle gå galt.

Dick valgte at træske væk fra hende igen. 

Ordene der faldt ud af Rorys mund virkede til at støde den sure cigar. Ikke at hun havde ment, hvad hun havde sagt alligevel, for kedsomheden alene lød mere fristende end at dele den med ham. “Jeg havde ellers håbet, at du kom personligt med det,” svarede hun til manden, som allerede havde vendt hende ryggen. Nogle gange gik Rorys tanker og handlinger stik mod hinanden som i dette øjeblik. Måske ytrede hun kun ordene, fordi at hun vidste, at det ikke ville gøre nogen forskel. Måske ønskede hun bare en eller anden form for reaktion, og irritation var en nem følelse at frembringe. Hvis der var en sportsgren, der handlede om at være træls, ville hun være vinderen hver gang.

Det virkede ikke til, at han ville stoppe op og give hende den reaktion hun ønskede. Et lille fornærmet fnys forlod hendes læber som hun kiggede sig omkring i det lille lokale. Fordi der ikke var mange andre muligheder, valgte hun at slå lejr i den lille hængekøje, der akkurat havde plads nok til, at hun kunne ligge i den. Behageligt ville hun ikke kalde den, men hvis hun blot skulle tilbringe de næste par dage her, ville hun nok overleve. Spørgsmålet var dog om hun burde lytte til kaptajnens ordre eller om hun skulle se, hvor lang hans lunte var?

Hvordan kunne det være, at hun var som hun egentlig var. Nok havde han mødt sin del af særheder (primært igennem Charles), men hun var da noget for sig selv. Hans beskeder gik tilsyneladende ikke tydeligt nok igennem til hende og han var næsten beklagende over at Charles ikke var med på denne korte fragt. Ringen eller hvad han nu kaldte det, optog ham, hvorfor Richard ikke havde ham med sig. 

Set i bagspejlet var det nok også meget godt. Charles havde vel en svaghed for flotte kvinder, og han måtte vel erkende, hun var da fin. Ikke at han lod det påvirke ham - som hans regnormryggede mandskab. 

Flirtede hun eller var det bare hendes personlighed at være så direkte. Han ville dog heller ikke give hende den fornøjelse at falde i og give hende troen om at han var til at koste rundt med, selvom han lige nu ikke havde gjort alvor af sine trusler til hende. Måske han skulle - men nu var han dog ikke typen som lagde en hånd på en kvinde eller tvang dem over hans skulder for at han kunne hænge dem udover rælingen. Han efterlod blot et suk af hende og gik videre.  

Hun havde fået tilbudene og endda tilbudet om at bare at følge ham, hvis hun ikke kunne finde ud af begå sig uden at gå i vejen, men hun var vel stædig og ikke en, som ville lade sig diktere af andre. Men han nåede til dækket igen og aftalte med hans sejlvagt, at han havde styringen for dagen, samt han kunne til enhver tid få hjælp, i mellemtiden lod Richard sig gå til sin katys som lå på dækket, men under hvor roret stod.

Rory havde faktisk tænkt sig at blive i hænge køjen for at protestere. Det viste sig dog hurtigt, at livet i hængekøjen var langt mere uinteressant end det i boksen. I det mindste havde hun spændingen i at blive opdaget i kassen, men her var der intet, der kunne holde hende kørende. Ikke engang et vindue sådan hun kunne forstyrre besætningen, hvilket hun havde fået strenge ordre på, at hun ikke måtte. Efter at have surmulet i godt og vel en time valgte Rory, at det blev for meget. Så længe kunne man ikke byde en person at skulle stirre på de samme hvide vægge. Han kunne da i det mindste give hende lidt underholdning med på vejen. I stedet fik hun hans surmulende attitude, som om hun ikke havde nok af den selv.

Med en ny energi og et mål om at finde nogen eller noget til at underholde sig, valgte Rory at gå ovenpå for at se, hvad der skete. Først gik hun rundt og observerede de arbejdende, som var hun en vigtig gæsterejsende af høj status. Ikke at nogen troede hende, da hun havde meget simpelt tøj og lignede en vaske ægte gadetøs - uden alt snavset. Rory hadede at være beskidt. Grunden til de ofte gav lange blikke tilbage var nok, at hun var den eneste kvinde om bord. I hvert fald mistænkte hun så meget, da hun ikke havde set en eneste tøs på skibet. Selv med den øgede opmærksomhed, var det ikke nok for den kræsne kvinde. I stedet for gik hun ind i styrrummet. 

Selvfølglig var dette lokale det mest forbudte sted at træde ind for hende, og måske var det derfor, at hun gjorde netop dette. Hvor langt kunne hun strække den gnavne mands grænser, og hvordan kunne hun bruge denne viden til hendes fordel? Til hendes store overraskelse var det ikke engang ham, som var kaptajnen. Tydeligvis stod der en anden ved roret. Han havde ikke engang nok fokus til at ænse hendes eksistens. Derfor valgte hun atter at finde en ny person at forstyrre. Faktisk ville det også være vidunderligt med noget mad, men uheldigvis for hende kunne hun ikke finde tilbage til sin kahyt. I stedet for vadede hun direkte ind på et andet værelse.

Der havde været sådan en dejlig ro. Den første time var næsten overstået og han havde ikke hørt nogen beklage sig over forstyrrelse, selvom det næppe var noget de ville klage over eller kalde for en forstyrrelse. Men arbejdet var ikke gået i stå, hvilke tegnede sig godt. 

Han havde fået dobbelt tjekket alle papirerne, for den kasse hun havde ligget i, der måtte være noget som var gået i forglemmelsen. Men uanset hvordan han tjekket det, var der ikke noget som manglede. Men han kunne heller ikke forstår formålet med en ekstra kasse. Intet af det gav rigtig mening for ham, men han måtte tage det for gode vare før han lagde papirerne tilbage til deres boks. Herefter lod han sig sætte i sin stol, hænderne foldet på maven, hovedet tilbagelænet og benene strukket frem og krydsede over hinanden. Han undede sig selv en lille morfar på ti minutter. Øjnene havde fundet sig til rette i sit luk. 

Selvom han kunne høre delvist med ude på dækket, lod han sig ikke påvirke af dette. Altså indtil nu. Lyden af fortrin fik ham til at åbne øjnene og han så blot op for sig. "Hvad nu?" uden at vide hvem eller hvad det var, ville han bare have en hurtig forklaring før han kunne bede dem skride ud.