Romeo var vågnet af et af sine gentagende mareridt, og kunne ikke falde i søvn igen. Faktisk havde han slet ikke lyst til at forsøge at sove på ny, i frygt for at hoppe direkte tilbage i det der havde vækket ham til at starte med. Han var badet i koldsved, og hjertet slog panisk. Han følte sig syg, og rejste sig for at gå hen til vasken, så han kunne plaske lidt vand i hovedet. Vaske mareridtet bort. Præsten så sit eget spejlbillede og opdagede til sin store skræk at han så forfærdelig ud. Blodskudte øjne efter mange dage- uger, uden ordentlig søvn. Dybe render, og bleg. Han lignede en syg mand.

 Solen var ikke stået op endnu, men han antog tidspunktet til at være mellem 4 eller 6 om morgenen. Da det var vintertid, stod solen først langt senere op. Romeo gned sig i ansigtet for at få lidt farve i kinderne, bare så han ikke lignede alt for meget et lig der havde rejst sig fra sin grav - selvom han godt nok følte sig som et. Måske lidt frisk luft ville hjælpe. Det kunne da klare tankerne, bare lidt i hvert fald. 

 Præsten pakkede sig ind i en mørk Tunika, samt nogle bukser der næsten gik i et med denne. Træt, trådte han i sine støvler. Han gad ikke engang at tage overtøj på. Selvom det var koldt, havde kulden ikke meget at komme efter hos ham grundet det varme varulve blod der kørte rundt i hans årer. Romeo forsøgte at sætte sit uglede hår i en rodet knold. Noget af nakkehåret gled dog ud og dækkede hans nakke da hans hår ikke var langt nok til at samle sig fuldendt i knolden. 

 Der var ikke mange mennesker ude på dette tidspunkt, og hurtigt havde han fundet vej til det enorme springvand der prydede midten af markedspladsen. Om dagen var dette et sted hvor unge som gamle samlede sig, men lige nu var der ingen. Romeo fandt dette perfekt da han ellers ikke kunne overskue mennesker lige nu. Han placerede sig med et langsomt suk på kanten af springvandet, og betragtede vandet. 
 Hvis du kan opfylde ønsker.. så fri mig for denne forbandelse.. Jeg beder dig, tænkte han sørgmodigt, og fandt en ravmønt frem for sin lomme og dumpede den i vandet. Lige så stille hvirvlede den ned på bunden, og skjulte sig mellem de andre ravmønter og krystaller folk havde kastet derned i tidens løb. Hvis dog bare et simpelt ønske ved springvandet kunne fjerne hans kvaler.. men så nemt var det ikke. 

Fabian var sent ude, eller måske bare tidligt. Han havde i hvert fald ikke sovet, som han gik igennem gaderne. Hans tidligere kunde havde endelig faldet i søvn, hvilket betød, at per aftale, så var det tid til at tage sin betaling og snige sig ud, så der ikke var nogen der opdagede ham i hans seng. Hans hustru blev trods alt så frygtelig vred når de blev opdaget (Selvom Fabian vidste at hustruen nu stadig vidste det foregik).
Det var køligt udenfor, så Fabian havde også trukket jakken tæt om sig, som han traskede igennem gaderne. Han tænkte han ville skære vej over markedspladsen, og kom ud ved ønskespringvandet, hvor… han alligevel ikke var alene.

Han tog en tot af sit lange blonde hår bag øret, og som han gik tættere på. Manden så ud til at have set bedre dage, men han var ikke dårlig på øjnene, og ikke for første gang tog Fabian et pludselig valg.
Han gik med lidt mere faste skridt mod personen, men dog heller ikke for hurtige, og da han var tæt nok på, så han var sikker på manden kunne høre ham, så lod han et blidt smil falde på hans læber. ”Du ser ikke ud til at have det for godt,” sagde Fabian. ”Noget jeg måske kan hjælpe med at få til at forsvinde for en nat.” Måske ikke den bedste vending nu når morgenen ikke var langt væk, men så lang tid det var mørkt, så kunne det vel tælle for en nat. 

 Romeo sad og bare stirrede dissociarende ned i vandet, og følte sig ikke rigtig til stede. Det var lige før han kunne sidde og sove med åbne øjne da en pludselig mandestemme talte til ham. Ordene mindede om noget en hvis snedker kunne finde på at sige, og i et kort sekund troede han også at det var ham. Men stemmen var ikke helt rigtig. 

 Præsten sukkede træt, med en mild irritation der hvilede henover hans ansigt da han drejede hovedet for at se hvem der havde talt til ham. Han var usikker på hvad han kunne forvente- men han vidste at hvad end denne person pønsede på, så var Romeo ikke interesseret. Han viftede afvisende med hånden inden hans blik landede på skikkelsen foran sig. "Det skal De ikke regne med." Svarede han en smule mere muggent end normalt og kneb øjnene sammen uden rigtig at se på den anden. Hvad skulle han gøre for at få lidt fred!

 Han skulle til at vende sig væk fra manden som en endegyldig afvisning. Da noget pludselig slog ham;  hurtigt tog han et kig på ham igen. Og rent faktisk så på ham denne gang. Der var noget familiært ved den lyshårede mand. Romeo kunne først ikke placere det.. men så..
  Vent.. Fabian?! Det kunne ikke være andre end ham, ligheden var for stor. Jovist var han blevet ældre at se på. Skægstubbe, længere hår; mere voksne træk. Men det charmerende smil og de intense øjne var ikke til at tage fejl af. Det var Fabian, hans barndomsven fra dengang han boede i Medanien.

  Hvad laver Fabian i Dianthos? 

 Romeos håndflader begyndte at svede. Han ville jo ikke findes af nogen fra sin fortid og slet ikke lige nu. 

 Lige så hurtigt som hans blik var faldet på Fabian, lige så hurtigt fik han slået det ned igen for at skjule sit ansigt. Han drejede sig lidt med siden til den anden, og håbede at vedkommende ikke opdagede hvem det var han havde fundet. Måske kan han ikke genkende mig.. Hjertet hamrede nervøst.

Det var svært at genkende nogen fra den distance han havde været før, men som Fabian var kommet tættere på, var det nemmere selv i den dårlige belysning de trods alt havde. Det var ikke mere end et øjeblik manden viste sit ansigt, men Fabians hjerne opfangede straks at ansigtet var bekendt, selvom han ikke kunne placere det lige nu. Normalvis var han ellers god til ansigter, men en ting var sikkert, han følte at han havde mødt manden før, nu var det bare et spørgsmål om at regne ud hvor. Hvis det var en tidligere kunde, så kunne han vel blive en kunde igen? Det slog ikke Fabian ind, at det også godt kunne være en fra længere tilbage han havde fundet. Ligesom Romeo, der var han trods alt ikke altid lige begejstret for at grave hans egen baggrund op i Dianthos’ gader.

Han lagde hovedet lidt på skrå, og gik lidt tættere på. ”Men vi kender hinanden, gør vi ikke?” spurgte han, et morende smil på hans læber. Hans hoved arbejdede på højtryk for at finde ud af hvor han kunne placere mandens ansigt. Der var ingen kunder kom op, og slet ikke noget i Dianthos’ gader, men det var efterhånden et stykke tid siden at han sidst selv havde været tilbage på hjemegnen. Og der var da ingen med det ansigt… Var der? 

 Romeo gravede i sin hjerne for at finde sine teenage år frem, og fokuserede på minder der havde med ham og Fabian at gøre. Han havde ikke tænkt på disse i flere år, og slet ikke i lige så detaljeret en grad. Men det var pudsigt hvad hjernen kunne formå at grave frem, bare efter et enkelt blik på den anden. 
 
 Det kunne ikke være andre end Fabian. Hans ansigt blev hvidt som et lagen. Han rykkede uroligt på sig og havde lagt armene beskyttende over kors for at sidde helt lukket til. Hver gang Fabian prøvede at se på ham, blev Romeo ved med at rykke hovedet eller sænke blikket. 

 Hele kroppen stivnede da Fabian med sit typiske Fabian-smil antydede at de kendte hinanden. Så han havde altså tænkt tanken. Romeo rømmede på sig, "Det tror jeg nu ikke." Løj han det bedste han kunne og kom anspændt op at stå, med hænderne dybt begravet i lommerne. 

 Uden at hæve blikket, gjorde han et høfligt nik mod Fabian, "Godnat, erh.. Morgen." Rettede han afskidiget, og lød temmelig anstrengt. Han måtte hellere komme væk inden Fabian regnede den ud. De havde trodsalt brugt det meste af deres ungdom sammen i Medanien.

 Voksne Romeo var ikke meget anderledes af udseende end unge Romeo. Selvfølgelig var han ikke lige så hvalpet at se på mere, og hans ansigt nu var også præget af en del mere udmattelse, frem for den ungdommelige energi han havde dengang. 
 
 Romeos nysgerrighed tiggede om at få lov til at kaste et sidste blik på Fabian, men hans frygt tillod det ikke. Blikket forblev sænket, og hurtigt drejede han om på hælen for at gå. Kom nu.. kom nu.. vær sød ikke at genkende mig. Bad han febrilsk i sine tanker. 
 

Desværre var Fabian kendt for at kunne sine ansigter. Måske havde det ikke været ligeså udpræget da de havde været yngre, men det var en næsten skræmmende hukommelse han havde nogle gange, og Romeo var kun gået fri fordi det var så længe siden og Fabian havde ikke forventet at se den anden.

Så da han alligevel prøvede at forlade ham, så klikkede det endelig i Fabians hjerne. ”Bayron?” Det var familie navnet der først kom til ham, men kort efter var det også det rigtige navn. ”Romeo Bayron?” Og som han for første gang i årevis tænkte på sin barndomsven, så kom erindringerne tilbage om deres tid sammen. De havde aldrig været tætte, men  han kunne tydeligt huske hele nabolaget lede efter ham, som han var forsvundet. Han kunne huske frygten der satte sig i det lille samfund.
Men han var ikke blevet væk eller spist af ulvene. Han var lige her i Dianthos, og lod som om at han ikke var forsvundet fra Medanien alle de år siden, og det var tydeligt at han kunne huske Fabian. Ellers havde han ikke prøvet at flygte. ”Hvad laver du her?” Der var mange spørgsmål at stille, men hvis Romeo ikke flygtede, så havde de alt tiden til at udspørge hinanden. 

 Alt havde været perfekt hvis Fabian ikke havde rendt ind i ham, og genkendt ham. Men selvfølgelig gjorde han det. Det var sådan Romeos held var, eller mangel på samme. Præsten var ikke engang nået mange skridt væk fra den anden da han stivnede ved at hans fulde navn blev kaldt ud. Skuldrende var helt oppe om ørerne på ham, og det løb ham koldt ned ad ryggen. 

 Han havde ikke tænkt det igennem hvis noget lig dette nogensinde skulle finde sted. Af en eller anden grund havde Romeo troet på at ingen ville genkende ham i Dianthos. Det var langt nok væk hjemmefra at det ikke gav mening at rende ind i nogle fra sin fortid. Men Fabian stod der lige nu, og han havde genkendt ham. 

 Pokkers det hele, hvis bare han var blevet hjemme kunne dette være undgået. Skulle han lyve og sige at han havde forvekslet ham med en anden? Romeo følte at det var forsent at ty til den strategi. 

 Romeo blev pludselig meget tør i munden, og hans hjerte sank. Han måtte vel give sig til kende, for det ville se meget mærkeligt ud hvis han begyndte at spæne. 
 Modvilligt, vendte han sig rundt og så tilbage på Fabian med et blik af blandede følelser. "Fabian?" Han lod som om at det først var nu at det gik op for ham hvem den anden var.

"Du er i Dianthos?" En undvigelsesmanøvre. Måske hvis han kunne få Fabian til at snakke om sig selv, så ville han glemme Romeo for en stund. For lige nu havde han ingen god undskyldning til hvad han lavede der. Han knugede hænderne nervøst. "Du ser.. frisk ud." Hvad var det for noget at sige? Romeo kunne bande over sig selv. Hvis han kunne grave sig et hul og hoppe deri, var det at fortrække.

Fabian købte ikke Romeo ikke havde været klar over hvem han var, men han vidste også godt at det næppe nyttede noget at pointere det overfor den anden mand. Dianthos var trods alt byen hvor man ikke ville blive fundet, lige indtil at man gjorde. Og havde Romeo ikke været på gaden på dette tidspunkt, så havde de to af dem nok aldrig mødtes, ikke med hvor ofte Fabian kom i det hellige bydistrikt. Han var næppe den mest religiøse.

Fabian løb en hånd igennem sit hår der stadig var en smule pjusket efter nattens ærinder, men han var nok ganske frisk. Han følte sig i hvert fald mere frisk end Romeo så ud som han stod her.
”Jeg er nok mere vant til at være oppe på denne her tid end du er,” sagde han i en drilsk tone, men seriøsiteten forsvandt ikke helt fra hans øjne. Det var svært bare at skubbe i baghovedet at Romeo var blevet dømt for værende død. Det var dog heller ikke det første fortabte barn fra deres hjemegn. ”Hvordan er du endt her? Og ved din familie det?” Han vidste godt at han selv ikke havde været meget hjemme, men han følte trods alt at han blev rimelig opdateret hver evig eneste gang at han faktisk tog hjem til sine forældre. Der var altid sket noget der ikke betød så meget, men at Romeo var fundet igen? Det var jo nok til at være højdepunktet af rygter i årevis. Måske det var sket for nylig?
Fabian håbede i hvert fald at han havde fortalt sine forældre det som det mindste. 

 Selvom Fabian forsøgte at lette stemningen, kunne Romeo se at han ikke helt kunne smide forbavselsen over at have mødt Romeo. Det drilske toneleje nåede ikke hans øjne, som virkede gennemtrængende på Romeo. Som hvis han prøvede at gennemskue ham. Det var ikke.. behageligt. Romeo vidste ikke hvordan hans forsvinden havde påvirket familien, landsbyen, og Fabian. Ikke at de var de tætteste venner, men de havde da brugt mange somre og vintre sammen med de andre fra deres tidligere vennegruppe. Et stik af hjemve nagede Romeo når han så på den anden mand - mindet om simplere tider. Og han savnede det. Virkelig.

 "Mhm," Han havde ikke helt lyst til at komme ind på hvorfor Fabian var mere vant til at være oppe på denne tid. For han havde en ret god idé om det; specielt efter hvordan hans barndomsven havde opsøgt ham forinden. Et kortvarigt, fremtvunget, smil fandt vej på hans læber og forsvandt næsten med det samme igen. 

 Ved din familie det - Skyldfølelsen slugte ham hel, og Romeo lod en hånd køre igennem håret ved spørgsmålet, indtil han nåede hårknolden, og lod så hånden falde ned om hagen for at gnide den overvejende. Nu ville han ønske at han havde stukket af tidligere. Romeo pressede læberne sammen, med en panderynken. "Det kan jeg ikke prale af, nej." Lød det dæmpet fra ham, og han skar en anstrengt grimasse. Han havde svært ved at se den anden i øjnene i længere tid ad gangen. 

 Romeo var blevet stående hvor han var, stadig med en meters afstand fra Fabian. For at beskytte sig selv fra den ubehagelige situation, lagde han armene over kors. Romeo kunne mærke at sit hjerte hamre af nervøsitet så det næsten ringede for ørerne. 

 "Det er lidt.." Han ledte efter ordene før han forsatte, "..kompliceret." Det var det bedste han kunne præstere. Romeo ville gerne spørge ind til Fabian- han ville høre hvordan han var havnet i Dianthos - og om han vidste hvordan Romeos familie havde det. Men han kunne ikke. Han følte sig fastlåst, og for at være ærlig.. rædselsslagen. 

Hele Romeos krop skreg af at han ville væk fra situationen. Fabian var blevet en menneskekender trods alt, så han vidste hvor langt han kunne gå. Hvem der kunne være kunder efter den første kommentar og hvem der ikke kunne, men han plejde at flytte sig fra de her situationer. Hvis det blev ubehageligt løb han, og i de fleste tilfælde også fra dem han havde kært. Han havde konfrontationen af noget der var dybere som stak under, men alligevel så var den nagende følelse nok til at blive, og måske fordi han vidste at det ikke var til mere ubehag for Fabian end det var for Romeo. I sidste ende var han vel også bare nysgerrig.

Hans egne arme lagde sig også over kors, men mere af kulden end for at holde Romeo på afstand. "De fleste der kommer fra vores egn og herop gør det af kompliceret grunde," sagde Fabian, stadig med et skævt smil på læberne. Guderne måtte vide at det også var tilfældet for ham selv. Han havde undskyldninger han kunne give ud af, men i sidste ende var det med at hans bror var blevet en varulv nok også det mest kompliceret. Noget han ikke kunne snakke om.
"Ved de overhoved at du er i live så?" spurgte han alligevel. Hans øjne søgte stadig noget i Romeo, men han var ikke sikker på hvad han ville finde. Måske et svar? Romeo virkede trods alt ikke som om at han havde mange han ville give ud. 

 Selvom Romeo gerne ville vende om på hælen og stikke af med halen mellem benene, blev han stående. Det var jo Fabian - et pust fra fortiden, og Romeos stikkende samvittighed tvang ham til at blive og se den i øjnene. Han skyldte vel den anden det i en eller anden grad.. og et eller andet sted blev han lettere om hjertet af at se sin barndomsven i god behold - selvom han måske ikke helt var et sted, hvor Romeo havde regnet med at finde ham. 

 Den trætte præst, så sammenklemt ud som den anden talte. Så det var måske ikke kun ham selv der havde en kompliceret grund til at være her? Hvad var Fabians undskyldning? Han skulle til at spørge, men hans barndomsven kom ham i forkøbet, og spurgte ind til forældrenes viden om Romeos tilværelse, eller mangel på samme. 

 Blikket flakkede til siden, og han stod stift og overvejede sit svar til Fabian. Hvornår havde den anden sidst set hans forældre? Hvor længe havde Fabian været i Dianthos? Romeo rynkede sine udtryksfulde bryn i et af fortvivlelse og slog svagt ud med hånden for at indikere et eller andet imens han åbnede munden, fortrød, og lukkede den sammen igen. 
 
 "Selvfølgelig." Prøvede han at lyve hæst. Ordene forlod anstrengt hans læber, og han forsøgte at tvinge et smil om læberne som han kiggede på Fabian; men igen kunne han ikke opretholde grimassen, og han måtte se til siden. Halsen afslørede tydeligt hvordan han sank en hård klump. 

 "Uhm.. Hvorfor er du i Dianthos, Fabian?" Hans vens navn var underligt at sige - det havde været så længe siden sidst at han havde brugt det navn, og selvom det var anden gang på denne nat at han havde sagt navnet, forekom det ham så ganske fjernt. Som et andet liv. Romeo prøvede dog hvad han kunne at få emnet væk fra sig selv.. inden Fabian kunne prikke hul på den febrilske løgn. 

Fabian kendte sine løgnere. Måske ikke de gode af slagsen, men Romeo var så åbenlys i hans måde at gøre det på, at det næsten føltes ynkeligt at påpege det overfor ham. Skyldfølelsen var så tydelig, men var det virkelig i Fabians sag at snage omkring hans barndomsven. For havde han skænket Romeo en tanke de sidste mange år? Det havde han jo nok i sidste ende ikke. Ikke som han kom til Dianthos og begyndte at leve sit eget liv.
Fabians øjne sagde dog også det hele, som han lod vær med at kommentere på det. De vidste begge at Romeo løj, og måske Fabian ville tage det op, men for nu lod han Romeo prøve at styre samtalen mod Fabian i stedet. Ikke at han selv havde meget mere interessant at sige.

Et lille smil trak op i mundvigen på skøgen, og han trak på skuldrene. "Jeg havde behov for at komme væk. Bondesamfundet var aldrig rigtig noget jeg passede ind i vel." Han havde altid haft visse meninger og holdninger om at drive en gård. Han havde hjulpet når han skulle, men i sidste ende havde han været mere interesseret i at hive mænd og kvinder op på høloftet og nyde en stund der. Han var en person der nød relationen mellem personer og der havde han alligevel ikke en særlig kærlighed for hverken landbrug eller dyr til at få ham til at blive.
At en del af det også var hans brors 'problemer' var dog ikke noget han nævnte. Det var altid bedre at lade vær med at nævne det overfor folk, især folk der kendte familien. Varulve ville nok altid være et ømt punkt for folk fra Medanien. 

 Et eller andet sted var løgnen åbenlys. Romeo kunne se i den andens blik at han ikke troede ét eneste ord hvad han sagde. Selvom de havde haft noget med hinanden at gøre i et tidligere liv, havde de ikke længere nogen relation til hinanden, andet end minderne. Derfor var præsten taknemmelig for at Fabian greb bolden, og undlod at stikke mere til løgnen der lå mellem dem. 

 Romeo betragtede Fabian som han talte, nej, han havde ikke ændret sig meget - attitudemæssigt var han stadig den samme dreng han kendte dengang. I forhold til udseende, var han blevet større muskelmæssigt, og mere kantet i hans facon. Ja, Drengen var en mand, og det gik op for Romeo hvordan tiden havde sluppet fra ham. Han var ikke et eneste skridt nærmere at kurere sin forbandelse, som ellers havde været planen ved at komme til Dianthos til at starte med. 

 Ordene gav genlyd, og Romeo nikkede en anelse granskende til det. Nej, han kunne ikke ligefrem påstå at Fabian som han kendte passede ind i bondesamfundet - ligeså lidt som Romeo selv. Eller.. dengang havde han ingen interesse for at overtage hans fars arbejde i tømren. "Nej.. det gjorde du ikke." præsten tænkte ikke over at tale formelt til Fabian, per automatik kom han til at tiltale den anden som hvis de var dus. 

 "Hvor længe har du været her?" Spurgte han nysgerrigt, og forsøgte at presse den akavede stemning bort som lå imellem dem. Det var altid mærkeligt at møde end man havde kendt, men som man så ikke længere rigtig vidste noget om. Nu hvor samtalen ikke længere handlede om Romeo, turde han at tage et par skridt mod sin barndomsven, så de kunne tale bedre sammen. "Og.. burde du ikke være lidt bedre klædt på, på sådan en kold aften?" Han rynkede panden en anelse. For Romeo betød kulden ikke meget, varulvegenet holdt ham varm, men for et normalt menneske, måtte det vel være iskoldt lige nu?

Fabian kunne være med på legen. At danse omkring et emne som den ene ikke ønskede at dykke ned i, det kendte han alt til. Men nogle gange måtte man væbne sig med tålmodighed, og når man først vidste at man boede i samme by, så var der en tendens til pludselig at rende ind i hinanden hele tiden, så Fabian var ikke så bekymret for at Romeo ville løbe med flere spørgsmål end han havde givet af svar.

Fabian rynkede brynene lidt, som han overvejede spørgsmålet. Hvor længe havde han egentlig været i Dianthos? I mange år var det vel efterhånden.
”Det var vel ikke forfærdelig lang tid efter du forsvandt. Jeg tror jeg tog herop kort efter jeg blev 17,” indrømmede han. Ikke at hans familie havde været begejstret over at han var taget afsted, men de havde affundet sig med det. Var de nok også blevet nødt til når han næsten havde brugt mere tid i Dianthos end på hjemegnen.

Det kække smil spredte sig bare yderligere på læberne, som han krydsede armene lidt mere for bedre at kunne holde varmen. ”Jeg troede jeg bare skulle direkte hjem, eller… finde en anden til at holde mig varm,” han kiggede kort op og ned af Romeo, som om at han stadig overvejede at tilbyde det til manden foran ham. Hvis Romeo tilbød ham det, så ville han dog nok også have sagt ja, men med attituden han havde tidligere, så tvivlede Fabian stærkt på det. "Om ikke andet bliver man vel vant til kulden." Det var ikke ligefrem fordi Fabian væltede sig i penge til hverdag. Selvom Aldamar da gjorde sit for at Fabian ikke skulle mangle noget.

 Så Fabian rejste væk næsten lige så hurtigt som han selv. Så vidste han nok ikke synderligt meget om tingenes tilstand hjemme i Medanien. Han gned læberne sammen, tænksomt. 
 "Ser du din familie?" Spurgte han forsigtigt. Usikker på om det var et forbudt eller sensitivt emne. Han erindrede familien Silva, som en stor, men kærlig familie. I hvert fald udadtil. 

 Romeo stivnede lidt ved den andens ord. Finde en anden-- så der var altså en første også? Han rystede lidt omtumlet på hovedet og kunne ikke helt sætte fortidens Fabian og denne Fabian sammen. Jovist, var han da også løs på tråden i Medanien, men ikke på sådan en måde at præsten kunne forestille ham som.. som en -- Han kunne næsten ikke tænke ordene. Men ja, en skøge. 
 Bare ved at nævne kulden, var det nærmest som hvis den kølige vind hørte dem, og tog fat i deres hår for at lege med det. Han skævede rundt, og de udtryksfulde bryn fik Romeo til at se en anelse bekymret ud.
   "Hvor langt hjem har De?" spurgte han. Og nu blandede han fuldstændig tiltaleformerne sammen. Når han snakkede med Fabian om fortiden blev han en Du, men når de snakkede om hvad der var foran dem.. blev han en De. Ganske forvirrende. 

Fabian nikkede. ”Jeg forsøger at tage hjem engang imellem, men det er ikke ligefrem en kort eller billig tur.” Det var jo decideret måneder at være væk, hvis han skulle et smut til Medanien og han havde sjældent midlerne eller lysten til det. Det var ikke fordi han ikke elskede sin familie, men det var kompliceret. Alting var blevet kompliceret efter at hans bror var blevet en varulv. Ikke at han kunne bebrejde nogen for det.

Skøgen skuttede sig let mod vinden som den hev fat i det lange hår, og han kørte en hånd igennem det for at få det på sin plads igen. Det var en smule uglet, men om det var grundet et par andre hænder, eller vinden, ja, den konklusion kunne man jo selv drage.
Han rystede lidt på hovedet over den fornemme tiltale form. Sådan føltes det i hvert fald. ”Jeg ville tro at vi stadig var dus selv efter alle de år,” pointerede, velvidende om at Romeo nok prøvede at distancere sig selv med måden at tale på. Om det var fordi han ikke kunne håndtere hvad Fabian var blevet, eller fordi det var en del af hans fortid han ikke ønskede at kende mere til, det kunne Fabian dog ikke gætte.
Men han havde også i sinde at svare på spørgsmålet, som hans blik gled mod vejen han havde været på vej, og så tilbage til Romeo. ”Der er et stykke endnu. Jeg skal ned til Skumringskvarteret.” Hvilket ikke var en lang tur, men det var også det værste sted i byen. De fattigste af de fattigste boede dernede. 

 Nej, turen til Medanien var en kostelig affære. Det var ikke bare sådan at tage hjem og besøge sit nabolag hvor man voksede op. End ikke Romeo havde turde at besøge det. Tænk hvis han blev genkendt, eller værre.. rendte ind i sin familie?
 "Det er jo det.." brummede han en anelse fjernt, opslugt af egne tanker om sit barndomshjem. Utroligt at der var engang, hvor livet ikke var så kompliceret. 

Dus - Romeo smilede en anelse beklageligt til Fabian og nikkede lidt. "Det er ren vane - når man er præst skal man jo tale lidt mere.. høfligt." Det var vidst først nu at han erklærede sit nuværende erhverv overfor Fabian. Men var de stadig dus? Selv efter alle de år, og at de knapt kendte hinanden mere. Men hvis Fabian var komfortabel med dette, så kunne de vel stadig være dus. Han bemærkede det uglede hår hos den anden der blev leget med i den kølige brise. Men tænkte at det blot var vinden, der havde rusket sådan op i det. Han havde ikke lyst til at forestille sig andet, skønt det var Fabians liv, og han kunne gøre hvad han ville.

 Skumringskvarteret? Boede Fabian der? Han skød brynene lidt forbavset op. Så var det næsten hurtigere at komme hjem til Romeo. Fabian ville jo blive til is inden han nåede hjem.
 "Jeg bor ikke langt herfra." Begyndte han og fortrød det allerede.
 "Vil du med hjem til mig, Fabian? Du kan trods alt låne en uldtrøje af mig og få et hvil inden du tager hjem igen." Pokkers Romeo og hans forbandede altruisme. Han kunne ikke lade være med at tilbyde sin hjælp- skønt, han allerhelst havde foretrukket at deres møde ville blot være forblevet dette, et møde. 

Men nu havde han tilbudt. Bordet fanger. 

”Præst?” Fabian fløjtede lavmælt i et imponerende toneleje. ”Præster og skøger skal ellers næppe ses sammen,” kunne han ikke lade vær med at kommentere på. For han havde i hvert fald haft sin del af præster efter sig, der mente at det han lavede ikke ligefrem var så rent som de kunne ønske. Kun Shara præsterne forstod sig på erhvervet og behovet for at folk skulle opleve det, selvom visse af dem ikke menet at han skulle gøre det når begæret og lidenskaben ikke var der. Hvilket også lidt var noget vås. Det var en service han var mere end villig til at yde,

Et lidt mere drillende smil gled over Fabians ansigt, som han lænede sig lidt længere mod Romeo med overkroppen, selvom han ikke bevægede sig tættere på. ”Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro at du ville var interesseret i en tur.” Det var den samme kække tone som han så utallige gange havde brugt i vennegruppen. Altså en hurtig, smart bemærkning med flirtende undertone, hvis han kunne snige det ind. Heldigvis sagde hans øjne en anden ting, nemlig at han godt var klar over at det ikke var det Romeo tilbød ham i dette øjeblik, og det lille nik der kort efter fulgte var en indikation på at han gerne ville takke ja til det. Han så ikke ligefrem frem til hans utætte kolde lejlighed.

 Det skulle de næppe - ses sammen. Var Fabian en eller anden famøs skøge siden hans tilstedeværelse ville kunne påvirke Romeos omdømme skulle de blive set konversere med hinanden? Han overvejede det lidt. Og så slog ordet ham lidt i hovedet. Skøge. Så Fabian indrømmede det selv. Der var blevet danset nok om den varme grød, med gisninger og antagelser, men det var altså hvad hans barndomskammerat var blevet til; en skøge. Romeos øjenbryn hævede sig lidt ved afsløringen, og han var usikker på, om det overraskede ham eller ej. Man kunne vel altid være lidt dømmende - det var ikke et respektabelt erhverv, og når han betragtede Fabian, kunne han se, at det heller ikke var særlig indbringende. Tilmed boede han i skumringskvarteret af alle steder. Var det et rart liv? Romeo vidste godt, at Fabian tidligere havde haft mange partnere, men at han nu gjorde det til sit arbejde? Hvordan kunne han ikke miste sig selv i det?

 Romeo måtte blinke for at fokusere da Fabian talte - og som det gik op for ham hvad der var blevet sagt, sendte han ham et forfærdet blik. En snigende rødmen kunne dog ikke helt undgå at farve hans kinder.
 "Men du ved heldigvis bedre." påpegede han stift og sukkede tungt. Det var hvad man fik ud af at være venlig. Han var næsten lige så slem som Phillippe. Men tonelejet fik nogle minder til at dæmre, og det tog ham tilbage til bedre tider. Sådan her havde Fabian altid været jo. Og blikket mildnede.  

 "Vi skal denne vej." informerede han, og skævede kortvarigt rundt for at se om nogen alligevel så dem. "Er du kendt i området?" spurgte han så lidt efter, og regnede med at Fabian fulgte efter.

De skulle et lille stykke vej, men der gik heldigvis ikke længe før de nåede hjem til Romeos beskedne hus. Han trådte ind og lod Fabian gå forbi ham inden han lukkede døren efter dem. Huset var stort set ét stort rum, hvor køkken og stue var integreret. Det var enkelt indrettet, men hyggeligt og rent. Fra pejsen kom der nogle spæde gløder, der forsøgte at holde sig i live og sprede varme i det lille rum. For enden af rummet stod Romeos seng, lidt rodet fra da han havde forladt den tidligere. Og ved køkkenområdet stod et spisebord med nogle stole og bænke rundt om sig. En dør adskilte køkken væg, med væggen som sengegavlen stod op af. Den førte ned til kælderen. Alt virkede simpelt, men det var funktionelt og hjemligt på sin egen måde. 

Romeo trådte hen og tændte nogle af olielamperne som stod rundt omkring, bare så de ikke vandrede rundt i total mørke. "Du kan bare tage plads." Anviste han, og pegede på en af stolene, og gik så videre til kisten for enden af sengen for at lede efter en passende trøje til Fabian han kunne låne. 

Fabian var vant til alle de antagelser folk havde om ham, når de vidste hvad han var, eller kunne bedømme hvad han var. For mange var han trods alt faldet langt fra at være en bonde til en gemen skøge, men det var ikke sådan han selv så det. Han boede dårligt, for at han kunne tillade sig kun at tage de kunder han selv ønskede, og ikke tage alt hvad han kunne. Det var en anden frihed han havde i det her, end han nogensinde havde haft på gården.
Men selvom Romeo blev lidt stift i sit udtryk, så kunne Fabian godt se den lidt rødmende tone, og han kunne ikke helt lade vær med at tænke interessant, selvom han ingen interesse havde i at sove med Romeo. Han var ikke velgørenhed, og han tvivlede på at Romeo ville betale ham. Men den flirtende undertone havde Fabian altid haft, også selvom han ingenting mente med det.

Han var hurtig til at falde ind i Romeos tempo, som han fulgte efter sin barndomsven. "En del. Jeg begiver mig i det meste af byen, så jeg kender da de fleste veje efterhånden." Af enten den ene eller anden grund. Men lidt lærte man af at sælge sin krop på gaderne i over 10 år. En tanke han helst ikke ønskede at dvæle ved. Mest af alt fordi han ikke var parat på at være så gammel som han efterhånden var blevet.
Han tog plads på stolen og kiggede interesseret på rummet. Det var sparsomt men så meget mere end hvad FAbian nogensinde havde haft i Dianthos. "Virker til at man blive betalt rimeligt for at være præst," pointerede han drillende. Han ville nok være blevet mere forarget hvis det havde været et overdådigt hus og det var det trods alt ikke. Præsterne skulle vel også leve sparsomt af sprirituelle grunde.