Aliana var taget til den østlige del af Krystallandet, hun havde haft et lille arbejde dybere inde i Azurien nærmere bestemt Lazura. Der var en bådbygger der ikke kunne klare en opgave da en elvermand var kommet forbi og krævede et arbejde lavet. Der var afleveret et stykke pergament som stod på Elversprog og han var helt i vildrede. Tilfældigvis havde Aliana været forbi skibsbyggeren og hørt hans bøn. For en mindre skilling kunne Aliana oversætte pergamentet til ham hvilket han havde accepteret. Det var skide nemt at oversætte og hun havde klaret det på ingen tid. Nu var hendes mål at komme hjem til Medanien men først skulle hun have noget ømt til sjælen. Hun var taget ud til Azursøen og kiggede på solnedgangen mens hun havde fødderne i vandet. Hendes sko gik hun med i hånden. Vandet var kold men hun havde prøvet det der var værre da hun var slave. Sommeren var snart forbi og bladene var ved at falde af træerne.

Hun havde en frakke på som var pelset i kraven og dækkede hendes nakke. Hun havde et par lange bukser på som blev våde af at hun stod i vandet. Hun var ikke så lang ude men nok til at buksebenene blev lidt våde. Straks samlede hun en sten op fra vandbunden og så den var flad. Straks kastede hun den ud i vandet og så den slog smut og hun smilte lidt for sig selv. Hun vandrede lidt fra side til side og sparkede forsigtigt til vandet så vanddråberne fra hendes fødder dannede små ringe i det rolige vand. Lige nu drømte hun om a komme ud til den lille ø der var der ude i horisonten og nyde stilheden. Dog vidste hun at hun også skulle tilbage til Medanien og hjem til sin elskede datter. Hun rettede lidt på sine sko i hånden og kiggede ud over horisonten og solen der var på vej ned. de var begyndt at blive køligere i vejret og hun vidste at et bål snart måtte være på tide, men først ville hun nyde solnedgangen lidt mere.

Stilheden havde efterhånden sænket sig over landet og solen var ved at forsvinde i horisonten, men med den tid der var tilbage, ville Salomon lige være i stand til at nå til Azursøen for at nyde solnedgangen. Han havde pakket en lille taske med noget at spise og drikke og redskaber til at lave et bål, blev det nødvendigt. På kroppen havde han side sædvanlige klæder bestående af en skjorte, bevares lidt tykkere end normalt, et par mørke bukser, støvler og en varm uldenfrakke. Han satte foden i den ene stigbøjle og svingede op i sadlen, før han satte afsted mod søen.
 
Som han ankom til søen, trak han i tøjlerne for at få hesten til at stoppe. Han gled ned af hesten og greb dens tøjler for at trække resten af vejen. Det var først da han kom tættere på han havde bemærket kvinden. Let kneb han øjnene sammen for at finde ud af hvem det var og trak da let på smilebåndet, før han bevægede sig tættere på. Han havde ikke regnet med at skulle støde på nogen her ude på denne tid af året eller døgnet for den sags skyld, men her var hun. Salomon kunne nu se hvem det var og holdt smilet på læberne ”Det var lige godt zalans… Jeg kan ikke være nogen steder uden du er der.” sagde han efterfulgt af et lille grin, som han gik over på siden af hesten og spændte tasken fri af sadlen og satte den på jorden, før blikket igen blev rettet mod hende.

Som Aliana stadig stod i vandet og beundre solen der så småt dykkede længere og længere ned ad horisonten smilte hun lidt for sig selv. Hun nød stilheden men den blev afbrudt af et par hestehove. Hun vendte sig dog ikke om, det kunne bare være en der var på gennemrejse. I stedet lagde hun armene over kors og sukkede lidt for sig selv. Hun elskede en god solnedgang uanset hvro det var henne. Hjemme i Medaine så hun den ikke så tit med mindre hun bevægede sig ud til søerne eller ind byen for at sætte sig ned og kigge. Her kunne hun nyde stilheden og den langsomme solnedgang der for time for time forsvandt længere og længere ned blandt vandets overlade.

Da en stemme lød vendte hun sig om og himlede lidt med øjnene da hun så hvem det var. Nu havde han ikke slået nogen ihjel vel? DEt håbede hun ikke, ellers skulle hun nok lære ham et par ting eller to, også selvom han ville være stærkere end hende. Men hun kunne bruge sine knive og dem kom han ikke uden om for at få at mærke. "Hvad laver du på disse kanter Salomon? Der er ikke en kro i miles omkreds" kom det fra hende og smilte lidt. Langsomt bevægede hun sig ind på land og hen imod den meget nydelige mand.

Der var ikke længe til solen ville begynde at gå helt ned i horisonten, men han ville kunne nå det med tyve gode minutter inden det reelt skete. Hesten prustede lidt som Salomon slap dens tøjler og begyndte at gå lidt rundt og græssede. Salomon trak let på smilebåndet som hun vendte sig om for at se på ham, dog himlede hun med øjnene. Ikke han havde regnet med en varm velkomst, taget deres forrige møder i betragtning. Hun havde sikkert stadig tanken i hovedet om han ville slå den varulvejæger ihjel, men han afventede endnu svar fra hovedstaden.
 
Som hun talte, trak han let på skuldrene ”Jeg kom for at se solnedgangen? Må jeg ikke det? Kan godt pakke mine ting igen, hvis det er?” svarede han og bukkede sig ned efter tasken og rettede sig igen op med tasken i favnen. Han kunne på ingen måder overskue, hvis dette endte i det samme spor som de sidste gange. Han var ganske enkelt for træt.

Aliana var ikke sur eller vred. Hun var ganske neutral men hvad skete der med varulvejægeren?! Havde han slået ham ihjel?! Var der kommet ordre fra hovedestaden og lyse om at varulvejægere skulle dø? Hun havde ikke set nogen i et stykke tid i Medanien og de bekymrede hende ærlig talt. De plejede at være talrige og nemme at spotte. Var de blevet klogere og holdte sig i det skjulte? Eller hvad var det der gjorde de ikke var til at se nogen steder som Medanien blev fyldt?

Hun fortsatte op imod ham som han begyndte at samle sine ting op for at ville hvad? Drage videre? Finde den nærmeste kro? Hvad var formålet?! "Åh.. Altså du behøver da ikke at gå for min skyld, Søen er stor nok til os begge to" hun kiggede på ham og smilte svagt, han var stadig en pæn mand selv med ar. Det gjorde ham lidt mere mandig, især med det skæg også. Det gav lige et ekstra pi. MEn så igen hun havde også altid godt kunne lide Manuel med skæg. Mænd var bare pænere med skæg, selvom Evander ikke havde haft noget havde hun alligevel været glad for den dumdristige varulv!

Salomon havde godt hørt lidt om hvad der var sket i Medanien over de sidste par dage, at varulvejægerne måske var forsvundet lidt fra bybilledet. Ærligt var han ikke sikker på det var nogen god ting, for det kunne have to betydninger. Enten havde de alle sammen samlet sig og gjorde sig klar til at tage på jagt, eller også var nogle af dem faktisk smuttet fra byen. Han vidste det ikke og havde bestemt ikke tænkt sig at tage til byen og spørge, for det ville næsten virke mere suspekt, end at de var forsvundet. 

Han hævede let et øjenbryn og lod da tingene placere på jorden igen. Han trak da på smilebåndet og lod øjenbrynet falde på plads igen "Jag kan også gå over på en anden side af søen?" sagde han og trak på skuldrene. Dettte var dog sagt i en lidt drillende tone. Ikke fordi han ville til at starte endnu et skænderri eller noget, men blot for at komme med en kæk kommentar. Dog blev det kække smil hurtigt forvandlet til et mere venligt "Altså der er nok til os begge, hvis du har lyst. Tanken var også at lave et lille bål..." sagde han og holdt smilet. Hun skulle ikke føle sig tvunget til at slå sig til ham, men tilbuddet skulle hun havde i hvert fald.

Aliana kiggede lidt på Salomon og smilte svagt. Gå over på den anden side af søen? Det ville da være for dumt. Kunne han ikke bare blive? Hun ville trods alt hellere have lidt selvskab frem for bare at være alene, om end at hun stadig stod i vandet og var lidt våd på det nederste af benene. Hun vendte sig om imod horisonten og rystede lidt på hovedet. "NEj bare bliv Salomon. Det er okey, ingen grund til at flytte dig nogen steder hen" svarede hun og et kort suk kom fra hende som hun drejede sig helt om og bevægede sig op på kanten af stranden hvorvandet stadig skummede lidt op på kanten. Han kunne selvfølgelig abre sende hende væk, om end at et bål faktisk lød rigtig skønt nu her. Så hun bevægede sig tættere på ham og kastede et blik lidt op og ned af ham for at kigge hen på hesten. "Tja et bål til solens nedgang. Hvorfor ikke? Det lader ikke til at skyerne vil samle sig i aften, så stjernerne skulle gerne være til at kunne se" kom det fra hende og satte sine sko fra sig på jorden og begyndte at vride vandet ud af sine bukseben. Foprhåbentlig sendte Salomon hende ikke væk, men nu havde han trods alt tilbudt hende lidt selvskab og lidt bål. Så det var ærlig talt rigtig rart. Hvem kunne sige nej til et godt selvskab egentlig når det kom til stykket?

Salomon trak let på smilebåndet som Aliana vendte sig om og så imod horisonten, hvor solen efterhånden var ved at bevæge sig ned over himlen og på den anden side af kloden. Hans blik var endnu på hende og han nikkede kort ”Aliana, du skal ikke føle dig tvunget til at have mit selskab.” sagde han med et skævt smil. Han ville forstå det hvis han blev bedt om at smutte, selv om hun havde sagt det egentlig var ok han var der. De sidste par gange de havde mødtes havde det været en smule kaotisk, men Salomon havde faktisk ikke drukket i dag, hvilket næsten var overraskende for enhver der kendte ham. Jo bevares, så havde han en flaske med sig nu, men den var helt ny og slet ikke åbnet.

Et kækt smil kom frem på hans læber som han kom op til ham ”Tænkte det ville være rart nok med en eller anden varmekilde… Det bliver trods alt altid en smule køligere ved vandet.” svarede han og rettede blikket mod himlen med et lille smil ”Du har ret. Det virker til der også kommer til at være stjerner at kigge på senere.” svarede han da og rettede blikket mod hende igen før han rakte hende et tæppe fra tasken ”Her, lidt til at varme dig med.” sagde han før han gik over til hestens anden taske og spændte den af. I tasken var der nogle stykker brænde, i hvert fald nok til det ville være i stand til at brænde de næste par timer.