Blodet dryppede fra Rorys mave og ned på jorden. Hun efterlod en pøl af blod efter sig for hvert skridt hun tog. Det var utroligt, at hun stadig var stående og endnu ikke var faldet om. Måske var det adrenalinen som stadig kørte rundt i kroppen på hende, som sørgede for at der stadig var liv i hende. Måske var det fordi skaden ikke var så alvorlig som placeringen hentydede. Måske var hun bare pokkers heldig og dumdristig nok til at blive ved med at gå.

Hun havde retning mod healerhuset, men hovedet føltes tungt og benene fulgte ikke rigtig med under hende. Det hele havde været en dum ide. Hun skulle aldrig have besluttet sig for at gå udenfor Dianthos i den tilstand hun var i. Det var hende selv som havde været vovemodig. Hun vidste godt, at såret endnu ikke var healet ordenligt endnu, men valgte alligevel at tage afsted. Hun hadede at ligge stille, hadede at være ved healerhuset, så det var derfor hun havde holdt sig væk i alt for lang tid. Nu kunne hun nyde konsekvenserne fra sine handlinger ved at bløde ihjel lige her udenfor bymuren.

Det var mørkt, så der ville næppe komme nogen og hjælpe hende. Desuden var hun alt for mistroisk til at tro på, at en anden person ville hjælpe hende, hvis de fandt hende i denne tilstand. Enten ville de skynde sig væk eller tage de få værdier og krystaller hun havde på sig. Nej, hun kunne ikke stole på andre end hende selv, og det var hende som havde svigtet sin krop ved ikke at lytte til hvad den sagde. Rory faldt på sine knæ og sad nu ynkeligt på jorden. Det var der hun så en skikkelse komme nærmere. Hvilket menneske bevægede sig udenfor muren på dette tidspunkt af dagen?

Dagen havde været over al forventning, selvom det virkede til at byvagten havde opgraderet deres styrker i høj grad de sidste måneder, var et simpelt let indbrud i en af de velhavende huse gået ganske let og uden problemer. Izilarna lod hånden i lommen glide over en halskæde besat med rubiner, hun havde formået at få med sig ud. Fruen i huset, der ellers lå og sov, ville nok få sig noget at en grim overraskelse i morgen. Den hvidhårede åndede tungt ud, som hun lagde hovedet mod indersiden af bymuren. Hvad hun dog ville give for en enkelt flakon med nox, hovedet kunne have godt af lidt ro. Efteråret var for alvor på vej i landet, den kølige natteluft slog mod hendes kinder, hun nød duften et enkelt gang, inden hun gik i knæ og satte fra. Det tog ikke mange øjeblikke inden hun var ovre muren og hendes fødder landede solidt på den anden side. Kursen gik herfra mod kroen uden for byen, men hun nåede ikke langt, inden den velkendte duft af jern ramlede mod hende. Om det var vinden der lige blæste den rigtige retning eller om det var fordi det var en anseelig mængde var svært at sige, men det blå blik bølgede hurtigt over i en gul farve som det rettede sig mod den sammensunkne skikkelse omtrent halvtreds meter længere fremme. Meget kunne man sige om Izilarna, hun var sjældent på den rette side af loven og hendes moralske kompas havde det til tider med at pege mod hende selv. Men hun havde altid taget sig af andre, især dem der var værre stillet end hende selv, og det lignede kvinden foran hende dog. "Pis" Ærligt havde hun set frem til et krus mjød og en rolig aften, det fortjente hun, men det måtte vente. Det tog ikke mange skridt før hun var ved kvindens side og med et fast greb om hendes skulder fik rusket hende. "Hey"

Rory var faktisk klar til at lægge sig til at dø. Hun var allerede ved at filosofere om, hvor smuk en nat det var og hvordan det perfekte sted at lægge sig til at sove for evigt. Hovedet havde lukket af for smerten, så hun kunne ikke længere mærke andet end hvordan kroppen blev tungere og tungere. Synet var næsten væk, øjnene klappede i, men hun kæmpede for at holde dem åbne. Argh, måske var det ikke helt godt at dø her alligevel. Hun havde en del mennesker hun ville have ram på inden sin død. Ganske vidst tilbad hun Kile, dødsguden, af den ene årsag at hun mente, at man lige så godt kunne have et godt liv efter døden, hvis man alligevel havde en træls et på jordkloden.

Hun var dog ikke færdig med at gøre andres liv et helvede. I det samme kom der en engel i form af en hvidhåret kvinde hen til hende. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Skulle hun velkomme døden med åbne arme eller var dette nøglen til at blive på jorden? “Hey,” svarede hun tilbage med en svag stemme. “Er jeg stadig i live?” Hun følte sig stadig i live, men så kun lige. Hun kunne mærke, at kvinden havde taget fat om hendes skulder. Hun blev rusket i. Det var ikke så fedt. Hun kom med nogle trætte blink og stirrede bare direkte på hende. Hun var ikke helt sikker på, hvad hendes næste træk skulle være.

Det var langt fra første gang Izilarna så en skade af den kaliber som kvinden havde raget til sig, men ikke nok med det, så lugtede såret ikke friskt, tværtimod. Izilarna lod hurtigt tungen glide over læberne med en tænksom mine, inden hun uden tøven trak op i kvindens trøje. Det var ikke just svært at se hvor problemet kom fra, nu var det et spørgsmål om at vurdere hvor lang tid hun egentligt havde til at handle. Blufærdighed måtte ærligt komme i anden række og det var desuden en egenskab, som lå fjernt fra den hvidhårede dæmonjæger. De dybblå øjne skulede ned mod hendes mave, inden Izilarna bukkede sig og inspicerede såret nærmere. "Ikke meget længere, men det må vi få gjort noget ved!" Hendes stemme var mørk og blød med en hæs undertone, og på trods af situationen eksisterede der en uendelig ro deri. Det var ærligt en skade, som Izilarna selv ikke kunne gøre noget ved, hun besad ingen evner der kunne hjælpe kvinden og hendes normale jagt-grej, der indeholdt mere en en håndfuld magiske drikke, befandt sig på kroen. "Hvad har du dog rodet dig ud i?" Spørgsmålet kunne i øjeblikket virke uendeligt ligegyldigt, men meningen med galskabet var at få kvinden til at holde fokus, det sidste der manglede nu var at hun gav ind til mørket, det sidste Izilarna nu havde brug for var at stå med et lig. Selv var hun ikke iklædt meget andet end et par store grønne posebukser, læderstøvler og en tætsiddende grå trøje, men det tog dog ikke meget overvejelse, inden hun trak trøjen over hovedet med et suk. Det var hendes sidste gode uldtrøje der ikke var slidt huller i, men midlet måtte hellige målet. I en garvet bevægelse fik hun kringlet trøjen omkring kvindens liv, inden hun trak til. Det ville potentielt være ubehageligt, med at stoppe en blødning var ret essentielt for at de kunne nå til helbredelseshuset i tide. Under den vamsede trøje var Izilarna ikke iklædt andet end en stram bandage omkring barmen. Det var ikke for et sårs skyld, men det var den smarteste måde at kunne flytte sig hurtigt, når man ikke var fladbrystet, og når man levede på kant med loven, kunne en hurtig flugtmulighed hurtigt blive relevant. 

Argh, pludselig kunne Rory mærke hvordan den kolde aftenvind ramte hendes mave. Havde kvinden trukket op i hendes trøje? Normalt var Rory langt fra sky for at vise sig selv, men hun brød ikke om, hvordan kvinden kiggede på det åbnede sår. Hun skulle ikke til at prikke og pille i det, sådan der ville komme infektion. Det gjorde allerede ondt nok som det var nu. Det sidste hun kunne gøre var, at give hende et fint lig. Rory havde dog ikke rigtig ænset, at alt hende tøj var sølet ind i blod. Så meget for det flot ydre i døden.

Kvinden lød så sikker på sig selv og Rory fangede sig selv i at tro på, at hun var en healer og kunne rede hende lige her og nu! Måske havde hun fundet en engel? Det var ikke ofte, at Rory gik rundt med så positive tanker om andre. Måske var det blodtabet der gjorde hun havde mere lid til andre. Hun havde ikke overskud til at analysere og fortvivle alle deres trin. Overrasket blev hun dog da kvinden atter talte til hende. “Du ved, gammel skade. Jeg tror den er forbandet… eller noget, mumlede hun og mærke, hvordan noget blev bundet om maven på hende. Hvad var det nu for noget? Rory havde lyst til at løsne den, men hænderne ville ikke samarbejde med hende på det punkt. Rory hadede at hun ikke selv havde kontrol over situationen og måtte lægge den over på en anden.

Hun kiggede op på sin redningsmand og lagde nu mærke til, at hun næsten ikke havde en trevl på overkroppen. Jo en bandage af en slags. Gad vide om hun også var skadet? “Det ser koldt ud.” Kom det ud af hende, hvorefter hun kom med et svagt nik til hendes nøgne skind. Det var da spøjst hun havde valgt at strippe sig på tøj i denne situation. Hun var døende, hvad havde hun gang i?

Izilarna skulede tænksomt mod trøjen hun strammede en kende ekstra. Det var bedre at være på den sikre side, især nu hvor hun skulle have kvinden flyttet. "En gammel skade, i sandhed!" Konstateringen blev mere et fnys end noget konstruktivt, men kvinden måtte da selv have været klar over, at et sår som dét ikke ville lukke sig uden hjælp. Man overlevede ikke bare sår som det kvinden havde raget til sig. "Og hvad har vi haft gang i? Sværd? Kniv? Varulv?" Selvom tiden ikke var til at joke var det godt at få den sorthårede kvinde til at undres en smugle, det hjalp til at bevare fokus. Efter yderligere forberedelser, lod Izilarna begge hænder skubbe ind under kvindens knæhaser og et fast tag omkring hendes ryg, inden hun med en resolut bevægelse rejste sig, med den spinklere kvinde i armene. Hun havde allerede gennemgået de hurtigste ruter til helbredelseshusene. Selvom der lå ét ikke langt derfra, var det ikke tiltalende, og den hvidhårede dæmonjæger havde allerede besluttet sig for et inde i byen. Der kendte hun flere af healerene, og de tog sig som regel en ærlig betaling, frem for gribbene der dog lå ikke langt derfra. "Hvis du kan, må du godt lægge en arm omkring  min nakke!" Selvom dæmonjægeren var veltrænet, var det aldrig nogen praktisk måde at bære rundt på andre mennesker. Havde såret siddet et vilkårligt andet sted, var Rory røget en rur over skulderen, men det ville absolut ikke gøre sagen bedre. Med bestemte skridt satte Izilarna mod bymurens port, det var heller ikke til at kravle over med hende på slæb, i hvert fald ikke hvis planen var, at hun skulle overleve.

Argh! Okay, der var da ingen grund til at stramme rebet om hende endnu mere. Det var vel også meningen, at hun skulle trække vejret. Rory tænkte nok ikke helt rationelt i situationen, måske fordi hun ikke helt vidste hvad der reelt set foregik. Det eneste hun havde var sine sanser, men selv de var misvisende grundet hendes nuværende tilstand. “Argh du ved. Ting sker nogle gange,” svarede hun uden egentlig at svare hendes spørgsmål. Hun havde faktisk ingen intentioner om at forklare hende, hvordan en inkompetent healer havde pådraget hende skaden, da hun skulle have sin ufødte baby ud. Hun vidste ikke om det var Isari, som var blevet sur på hende fordi hun inddirekte havde taget en anden persons liv eller om det var Zaladin, der bare havde straffet hende for sin eksistens. I hvert fald havde hun en teori om, at guderne var efter hende. Det var i hvert fald ikke fordi, at hun var dumdristig og ikke havde opsøgt en healer i tide!

“Ja… det kan jeg godt,” svarede hun en anelse tøvende og lagde armen omkring hendes nakke. Langsomt blev hun løftet op sådan hun nu stod på begge ben. Wow det var sært at stå op igen. Dette resulterede også i, at Rory fumlede en smule med sine skridt. Heldigvis var kvinden god til at holde fast i hende, sådan hun ikke faldt med hovedet først i gruset. Sammen begyndte de lige så stille at gå mod byen. Rory havde originalt tænkt sig at opsøge det første og bedste healerhus, men åbenbart havde kvinden andre tanker, fordi de gik den fuldkommen modsatte vej. Rory undrede sig lidt over det, men havde ikke overskuddet til at være mistænkelig overfor kvindens handlinger. “Så… hvorfor hjælper du mig?” Spurgte hun så, da hun mente hun kunne tage to fluer på et smæk der. Hvis kvinden sagde, at hun ikke var der for at hjælpe hende ville det forklare, hvorfor de gik ind i byen fremfor mod healerhuset i udkanten af bydistriktet.

Izilarna hankede en hende op i kvinden, trækkende hendes spinkle skikkelse helt tæt til sig selv, for at mindske besværet. Hvis kvinden var utilpas var det bare ærgerligt, hun havde ikke så meget at skulle have sagt. Desuden ville det nok bare være et spørgsmål om øjeblikk fr hun tabte bevidstheden, hvis man skulle vurdere ud fra den generelt blege farve, de vaklende ben og hvor hold hun var på yderekstremiteterne. "Ja, ting sker, men sådan noget sker ikke bare!" Knurrede den hvidhårede, som hun tog endnu en etape af skridt på det ujævne underlag. I det mindste var der ikke langt til hvor brostenene startede og der jordede underlag stoppede. Izilarna pustede en enkelt gang, det ville være fint at undgå forvandling, det ville helt sikkert ende med at få kvinden helt ud ad flippen, det var der vist ingen grund til at satse på. "Hvorfor jeg hjælper dig?" Izilarna løs næsten overrasket og efterrationaliseringen lød som en knurrende snappen. "Hvad ved Zaladin ville dette land ike forfalde til, hvis man efterlød blødende mennesker på sin vej!" Hvæsede hun hæst, nej, det havde i sandhed været et land med indstillingen om "hver mand for sig selv" og mange led under dette sygelige syndrom. Som når mennesker sad i rendestenen med deres børn og sultede, mens Adlen sad og mæskede sig store og fede bag deres fæstningsværker af marmor. "Desuden er der ikke mange til at tage sig ordentligt at kvinder længere, så må vi passe på hinanden i stedet!" Nej, det var sgu de færreste mænd der var godt nok udrustet til at tage sig af kvinderne, de duede så længe de holdt kødgryderne i kog, ungerne mætte og sengen varm, men så sluttede festen. Den hvidhårede jæger tog endnu et fast tag omkring kvindens liv, dog med stor forsigtighed omkring såret, inden hun fik trukket hende gennem byporten

Kvinden virkede meget kritisk over for hendes vage svar. Okay så, hun havde ret i hun ikke bare en dag vågnede op med et snit i maven, men bare fordi hun redede hendes liv havde hun ingen ret til at vide, hvilket liv hun redede - hvor selvisk det end lød. Rory havde ikke ligefrem lyst til at indrømme sine synder, bare fordi livet kunne forsvinde mellem fingrene på hende. Det ville da være ret træls, hvis denne kvinde gik rundt og havde alt for mange informationer om hende.

Rory var overrasket over, hvor fornærmet kvinden lød over hendes spørgsmål. Det var som om, at svaret var en no brainer. Hun burde vide det uden at spørge. Rory havde dog ikke en lige så høj moral som hende. Hendes livsfilosofi gik ud på, at hun kun gjorde ting som kunne hjælpe hende i sidste ende… eller kunne holde hende uden for problemer. Derfor ville hun ikke bare samle en døende op på grund af godheden i sit hjerte. Det virkede som alt for meget besvær, og Rory mente selv hun havde steder at være. Stadig, så var hun taknemmelig for at kvinden tog tid ud af sin dag for at hjælpe hende. Altså, så længe hun ikke krævede alverdens krystaller for at have sikret hendes overlevelse.

Blikket blev vendt lidt mod siden, sådan hun nu så direkte på sin redningskvinde. “Tak… ja, vi må kigge efter hinanden,” svarede hun en anelse anstrengt og kiggede nu igen mod jorden. Hvis hun så på sine ben, havde hun en teori om, at det ville skabe mere kontrol over dem. Hun tog det et skridt ad gangen. De var nået langt nu! De var allerede indenfor byportens vægge. “Hvilken healer tager du mig hen til… der er en tættere på?” Spurgte hun da de havde vendt retningen mod midtbyen. 

Måske var det meget hedigt at Izilarna havde smidt sin ellers lækre uldtrøje, for hun fik da varmen på trods af, at aftnerne var kolde på denne årstid. Endnu engang hankede hun op i kvinden ved hendes side for at få ordentligt tag i hende, inden hun kortvarigt stoppede op. De mørkeblå øjne skulede ned langs brostenene, som hun orienterede sig. Jo de var ganske vidst på rette vej, der var dog et godt stykke vej endnu. Kvindens tavshed fik Izilarna til at betragte hende kort, enten vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle sige, ellers var hun ved at blive foruroligende sløv. Nej, det var nok ikke de fleste der delte verdenssyn med den blonde dæmonjæger, men hun havde længe levet efter den filosofi, at de rigeste godt kunne undvære til de fattigste, og det var så sandelig noget hun hjalp til med. Det var ikke længe siden sidst, at en af Dianthos rigeste familier helt ubevidst donerede en fin sum penge til de sultne børn i slummen, takket være Izilarnas flair for lange fingre.
"Lige nu tror jeg du skal koncentrere dig om at kigge efter dig selv, så tager vi resten en anden dag!" Izilarna prustede lidt, hvis kvinden ikke snart hjalp en smule mere til at bære sig fremad, kunne det blive nødvendigt at tage hendes evner i brug, hvilket ikke var noget hun yndede på åben gade. "Healerhuset i midtbyen, der er længere, men til gengæld er det ikke kvaksalvere der er villig til at gøre hvad som helst for penge. Det er ærlige folk, der ved hvad de laver, og sådan en ligner det vitterligt, at du kunne bruge!" Det var ingen hemmelighed, kvinden så efterhånden mere død end levende ud.

Rory prøvede virkelig at bevæge den ene fod foran den anden. Det var til trods for, at det sugede den lille stump af energi fra hendes krop. Hun ville da også gerne indrømme, at hun lagde lige lovligt meget vægt hen på den lyshårede kvinde, men hvad kunne hun gøre? Hun prøvede med næb og kløer at bekæmpe sig ud fra dødens seje greb. Det var da en præstation at hun havde samlet sig selv op igen - også selvom det igen var kvinden som til dels havde taget hende op i sine arme. “Ja ja, anden dag,” mumlede hun som svar og tog endnu et skridt fremad. Rory vidste ikke, hvor længe det tog en healer at ordne hendes sår. Ville det tage timer, ville det tage dage? Ville kvinden her virkelig vente på, at hun kom til sig selv igen. Det virkede som en lidt for kærlig gestus for en fremmed.

“Ærlige og kompetente mennesker… det er lige hvad vi har brug for,” gav hun hende ret i. Atter humpede hun sig frem, men det virkede ikke til de nåede nogen vegne. Det var heller ikke fordi, at der var andre ude på gaden til at hjælpe dem. Selv hvis det var tvivlede Rory på, at de ville skynde sig til undsætning. De ville nærmere gå en bue udenom og lægge det blinde øje til. Det var sådan tingene fungerede i denne by - i hele Krystallandet faktisk. Hver mand kæmpede for sig selv. Dør du? Ja, det er også dit eget problem.