Stjernerne lå højt på himlen og månen lyste det spot op, hvor Rory havde placeret sig. Hun sad i vindueskarmen af biblioteket og læste en bog i mørket. Ordene var svære at gennemskue, men det generede ikke Rory, da hun langt om længe kunne finde ro i at være alene. På biblioteket efter lukketid havde Rory erfaret sig, at hun kunne lukke af og bare være sig selv. Hun havde aldrig oplevet at nogen anden havde fået samme ide som hende og blive efter dørene blev låst. Dette gav hende rig mulighed for bare at kunne slappe af og nyde en god bog - en luksus hun ofte ikke kunne nyde godt af. 

Rory var iført sine normale mørkere farver, men denne gang bestod tøjet ikke kun af sorte og grå nuancer. Hun havde oppet sig en del ved at iføre sig en grøn top, der holdte hende varm i det ellers relative kolde lokale. Hun sad i en position, hvor benene var trukket godt ind til sig og bogen lå og balancerede på knæene. Dette var ikke en position hun ville placere sig selv i, hvis hun følte sig truet. Hun havde gennemført endnu en side og bladrede videre i sin bog, da hun hørte en lyd.

“Er her nogen?” Kaldte hun ud i mørket, da hun var overbevist om, at hun hørte fodspor. Hun håbede ikke på at få noget svar, fordi det ville betyde, at der var en anden person i lokalet. Hun ville helst have dette øjeblik alene. Rory var bestemt ikke personen som brød sig om at dele, så hvis en anden person havde tyv stjålet hendes ide, ville det bringe irritationen frem i hende. Hun kunne ligeledes ikke overskue, hvis det var en vagt, der ville jage hende ud. Ja, så hellere det var er spøgelse som hjemsøgte stedet. Hun havde ikke overskud til at skulle forholde sig til et andet levende væsen. Hendes værste tanker gik dog i opfyldelse, da hun hørte et svar til spørgsmålet, som hun selv havde stillet.

Det var ikke helt fuldmåne endnu. Men om et par dage ville det være, og det betød en nat med farlige tendenser. Faktisk håbede Kain lidt at han kunne komme uden for Dainthos mure inden da. Men først havde han et lille arbejde at tage sig af han ikke kunne tale højt om. Han havde gemt sig oppe under bjælkerne i aftens muld og mørke da der blev låst af for biblioteket. Det var først da der blev lukket af for dagen at han forblev der oppe i nogle timer.

Langt om længe hoppede han ned fra bjælken så det gav et BOINK fra hans sko da de ramte gulvet. Straks ledte han i bibliotkets lager af viden efter en bestemt bog. En bog der kunne forklare ham hvad Gregeraus havde brugt i sin eliksir til at lave sværdet. Men det var stadig en hemmelighed, og han tvivlede på at det ville ske  han fandt hvad han søgte her på biblioteket.
Han hørte en stemme og straks lænede han sig op af en bogreol og gik nærmere lyden. Han søgte frem til personen der sad i en vindueskarm og han rømmede sig lidt. "ved du ikke at der er lukket?" spurgte han og kiggede på personen. Hans sværd sad på ryggen af ham og han havde endnu ikke givet sig til kende. Hans tod stadig bag bogreolen hvor han var ude af syne.

Rory vidste det. Hun skulle bare have gået da hun havde hørt det underlige bump. Nu kom der en mand og forstyrrede hende! Hvordan kunne aften bliver værre. Stemmens lokalisation kunne ikke blive registeret ud fra de få ord, men den måtte komme fra en af bogreolerne. Hun regnede med den tilhørte en mand eller også var bøgerne begyndt at tale med hende. Hvis det var sagen, var hun virkelig gået fra forstanden. “Hvad laver du så her?” Skød hun irriteret tilbage og lukkede sin bog. Urgh, det var da utroligt man ikke kunne nyde en stille stund for sig selv.

“Det er ikke pænt bare at snige sig op på folk,” sagde hun så da stemmen endnu ikke havde givet sig til kende. Det mindste han kunne gøre var da at vise sit ansigt, sådan hun vidste hvem hun skulle være irriteret på i fremtiden. Det lød ikke som bibliotekarens stemme og samtidig bedømte hun ham ikke som værende en byvagt. De ville have stillet spørgsmålet en del mere aggressivt. Desuden havde de allerede lavet deres runder herinde. Hun kendte deres skema her, så de var intet problem for hende. Det underlige var bare, at en anden person havde sneget sig ind på biblioteket. Hvad var hans ærinde herinde? Hun skulle i hvert fald ikke tages for andre folks indbrud. Hun havde nok i sine egne.

Et lille smil kom frem på Kain's læber da hun endnu ikke havde set ham. Så i stedet lænede han sig op af bogreolen og lod forsigtigt sit hoved komme frem fra det skjulte uden hun lagde mærke til ham. "Søger information" kom det højt nok fra ham så det gav et ekko i det tomme lokale. Han rettede hovedet tilbage for at ligge en hånd på sit sværdskæfte uden at trække det. Hun skulle bare lige prøve på noget, så skulle han nok skære hende i småstykker. I stedet fjernede han hånden ved hendes næste ord og det fik ham til at le.

Han trådte frem fra sit skjul og kastede et blik på hende fra mørket, inden han trådte helt hen til vinduet så hans ansigt og tøj blev vist. jakken med den forret pels i toppen de sorte bukser og den hvide T-shirt. "Har de ikke lært at man skal være forsigtig med at bryde ind sådan nogle steder her?" spurgte han og smilte stadig til hende. Han havde ingen grund til at angribe hende endnu. Forhåbentlig blev det ikke nødvendigt, men han kunne ikke vide hvad hun havde tænkt sig. Så i stedet lagde han hovedet lidt på skrå for at vurdere hende som hun allerede havde lukket bogen sammen og så på hendes kropsholdning.

Der var da ingen grund til at råbe! Havde manden ikke nogen manerer. Selvom det var efter lukketid var det trods alt et bibliotek! Det var derfor hun ikke trampede når hun gik, ikke råbte når hun svarede fremmede eller lavede en scene foran biblioteksspøgelserne. Hun rynkede næsen da han begyndte at grine af hende, som om der hun havde sagt var sjovt. Hun kunne slet ikke finde komikken i det hun havde sagt. Underlig underlig mand. Tænkte hun blot og rullede med øjnene.

Inden hun fik tænkt tanken færdig trådte han frem fra sit skjul. Hun ville gætte på han var omtrent to meter, slank af bygning, men bestemt ikke tynd. Hun følte sig i det samme truet over hans tilstedeværelse og lod hånden strejfe over hendes større kniv samt kasteknive - bare for at være sikker på alt var hvor det burde være. “Det er da ikke mig som går rundt og tramper som et vildt dyr,” sagde hun afvisende og skiftede sin position, sådan hun ikke sad nær så afslappet og udsat længere. Hun studerede mandens ansigt, hans smil som hun ikke kunne bedømme hvad betød. Hun løftede blot hovedet højt og så ham direkte i øjnene. Hun ville ikke have ham til at tro, at hun blot var en kvinde han kunne gøre hvad han ville med. “Hvad er det for nogle ‘informationer’ du søger på denne tid af døgnet. Hvorfor ikke komme mens alle de andre retsborgere er i bygningen?” Spurgte hun manden kritisk.

Kain var ikke sikker på hvad denne kvinde lavede her inde på dette tidspunkt, og egentlig kunne det heller ikke rage ham meget længere end til hans næsetip. Han var lige glad med hvad hun lavede her, men var hun ude på ballade ville det være en hurtig død i følge ham. Så i stedet gik han tættere på hende for at studere hvad hun ville gøre og kiggede også på hendes hænder som gik ned langs hendes side og ned til noget fast inden blikket kom op på hende igen. *Hvad er du ude på?* tænkte han lidt for sig selv og lagde hovedet lidt på skrå.

"Har de ikke hørt om ekko? Der er ingen larm på et bibliotek på denne tid af døgnet, så ethvert fodtrin lyder højere end som så" han smile til hende igen og lagde hovedet lidt mere på skrå for at studere hende. Han var lige glad med hvad hun foretog sig her på denne tid, men det var ude for lukketid og hun lignede bestemt ikke en der var glemt her inde. Hendes spørgsmål fik ham til at le fra dybt fra hans mave så det gav genlyd i det tomme lokale. "Åh hvorfor jeg bruger min tid her midt om aften efter lukke tid er min sag. Men de kære frue virker ikke til at være særlig bekymret for byvagterne skulle komme og tjekke biblioteket" svarede han og kiggede på hende hvorefter han rettede hovedet op på sin sædvanlige rette linje. "Måske jeg kommer og forstyrre dem i deres noget så vigtige læsning?"

Rory kunne seriøst ikke finde der sjove i deres samtale, så hun havde et tørt ansigtsudtryk klistret på ansigtet mens manden morede sig. “Det er ikke menneskerne som stopper ekkoet, men genstandene. Det er ikke fordi der er færre bogreoler herinde om natten end om dagen,” svarede hun uimponeret og rejste sig op, sådan hun ikke længere sad i sin elskede vindueskarm. Hun ville komme tilbage i morgen og der havde den to meter høje mand bare at være væk! Hun samlede sin bog op og kiggede så op mod ham, da han atter begyndte at tale.

“Frøken,” rettede hun ham med det samme. Der vidste hun havde lyst til at være var at være gift. Puha, det var da en ubehagelig tanke. “Byvagten tjekker kun biblioteket lige efter lukketid, hvilket var flere timer siden. Hvis man ikke laver noget påstår har de ingen grund til at bevæge sig herind,” svarede hun så og kiggede på ham med et kedeligt blik. Det mest specielle ved ham var den hvide lok hår. Den ville hun huske for eftertiden. Hun hadede den dumme lok hår. Hvorfor kunne han ikke bare have ensfarvet hår. “Ja, du er faktisk virkelig forstyrrende, når du bliver ved med at tale til mig,” svarede hun en anelse irriteret og bankede en finger på sin bog. “Det er faktisk kvalitet det her,” sagde hun i forsvar for sin bog.

Hvor kunne hun more ham helt gevaldigt. Ved Isari hvor var hun bare morsom. Han smilte et lettere tandpasta smil til hende og lagde hovedet en smule på skrå. "De har så evig ret. Her er dog mere stille på denne tid af døgnet, og det giver større ekko at de ved det" kom det fra ham og rettede hovedet op inden hun hoppede ned fra vindueskarmen. Straks var han klar til et angreb hvis det var det der skulle til, men han viste det ikke. Han havde endnu ikke taget hånden op til sit sværd, det måtte gerne blive der lidt endnu.

"Beklager frøken" han kiggede på hende og blinkede nogle gange med øjnene som hun snakkede videre. Det var ikke fordi at hun skulle hade ham eller noget, men det var tydeligvis det der var ensigten i hendes ord. "Aha, og hvordan har frøknen så tænkt sig at komme ud her fra uden at blive opdaget?" spurgte han og stirrede på hende med et fast blik. Hun kunne da ikke bare gå ud og låse døren op for at vandre ud af den. Det ville først sætte en mistanke om hvordan hun var kommet ind og hvordan de var kommet ud. "Skræmmer jeg dem?" spurgte han og kiggede på hende som hun var spydig i sin kommentar.

Hans gode humør smittede tydeligvis ikke af på Rory som stadig kiggede på ham med et skeptisk blik. “Måske fordi ekkoet bliver overdøvet af andre folks stemmer? Det betyder vel ikke, at det ikke er der,” svarede hun selvom hun faktisk var virkelig ligeglad med deres diskussion om ekkoer. Hun vidste ikke helt hvordan de var kommet i gang med at argumentere for, hvorfor og hvorfor ikke de opstod. Hvad hun vidste var dog, at hun havde ret. Hun var ligeglad om der var faktuelle beviser om hendes rigtige argumentation selvom de sikkert nok kunne  finde en bog om det, de var jo på et bibliotek. Der var de mest mærkværdige bøger herinde.

“Den samme vej som jeg kom ind,” svarede hun kort på hans spørgsmål. Det var da det eneste som gav mening. Det var ikke fordi biblioteket var så svært overvåget, at man ikke lige kunne komme ud af et åbent vindue. Faktisk var det sværere at komme ind end ud, hvis man spurgte hende. “Skræmt? Mig? Den position finder du mig aldrig i. Jeg havde blot tænkt mig at finde et nyt sted at nyde min bog - uden forstyrrelser,” afviste hum ham, selvom hun godt kunne mærke, at hun blev lidt nervøs af at være alene i mørket med en fremmed mand. Hvem vidste hvilke tanker denne tandpastasmilende mand havde. 

Han rystede lidt på hovedet og kiggede på hende. Ved alle guderne mest Isari og Aldrios så havde han ikke tænkt sig at skændes med hende. I stedet viftede han lidt med hånden og kiggede på ned i gulvet i en lige gyldig gestus. Ekkoet var jo ikke nær så hult når alle snakkede på biblioteket, desuden blev han bare forstyrret af hviskeriet på grund af sin hørelse og den umådelig mange mennesker der ville komme og gå få at finde det accepteablet at kisse misse bag bogreolerne. Ved Isaris lys hvor kunne han bare slå dem til plukfisk!

"Og det er hvilken vej Frøken?" spurgte han og trådte et skridt tættere på hende for at vurdere hende hvad hun kunne finde på. Forhåbentlig ikke noget alt for slemt. For faktisk havde han ikke tænkt sig at slå nogen ihjel denne aften, med mindre der var en grund til det. Hvilket der faktisk ikke havde været endnu. Dog skulle hun bare prøve på noget så ville han trække sværdet hurtigere end hun kunne skrige. "Jamen så må de have en god tur Frøken. Pas på edderkopperne, eller de andre mørke væsner i nærheden af et vindue" kom det fra ham og viftede lidt med hånden på ny imod hende. Han tog et skridt tilbage fra hende og lænede sig op af den nærmeste bogreol med armene over kors.

Hun kneb øjnene en anelse sammen og studerede den irriterende høje mand. Huh, hvad skulle han bruge den information til. Vidste han ikke selv hvordan man kom ud? “Du ligner en som er stiv som et bræt. Jeg tror ikke vi vil kunne komme ud af det samme sted,” svarede hun afvisende og kom med et ryk på skulderen for at sige too bad for you. Det var ikke alle som var lige så dygtige som hende - sørgeligt for dem, ikke.

Hun var allerede ved at gå væk fra manden, men vendte sig hurtigt om, da han nævnte mærke væsner. “Der er ikke mørke væsner i Dianthos,” skød hun hurtigt ud, da hun havde stopper sig selv. Nu ville hun da ikke gå væk herfra, hvis hvad han sagde var sandt. Hun var Fog ret sikker på, at han næppe sagde sandheden, men hun havde ikke brug for at lege med ilden i dag. Hun ville bare gerne nyde sin bog og sit eget selvskab. Hvorfor var det så svært at forstå! Det var som om, at hun var blevet en magnet for folk på det seneste. Lige meget hvor hun begik indbrud, ja selv nu hvor hun ikke ville stjæle noget, så var der en anden som stod og ventede på hende. Hun havde da sagt, at hun ikke gik ind for gruppearbejde. Det havde hun fortalt højt og helligt til Ezra Holmes .

Endnu engang måtte han le højlyd så der kom ekko i salen. Han rystede lidt på hovedet af hende og han smilte et svagt smil. "Du ville blive overrasket over at vide hvad jeg kan og ikke kan. Desuden har jeg min egen udgang udenfor øjenhøjde" kom det fra ham og hentydede helt klart til vinduerne oppe under taget. Man skulle bare lige der op af så skulle alt nok gå, desuden var de vinduer lidt større end de var her nede. Det var sådan nogle luset vinduer der dårligt nok kunne komme vind ind af hvis han selv skulle sige det.

Da hun ikke mente der var mørke væsner i Dianthos rystede han på hovedet. "Hvor meget kender du til Dianthos? Jeg har ellers hørt rygter om en halvdæmon der render rundt i gaderne. Op til flere dæmoner rundt omkring på kroerne, selv vampyrer." svarede. Rygterne om Xaphan havde nået hans øre, og han var ikke sikker på om han skulle slå personen ihjel hvis det var sandt. Det virkede unaturligt at der var en halv dæmon blandt lysets herskaber. Det handlede lidt om hvad der skulle ske med et enkelt liv. Desuden havde han sit trofaste sværd til at suge en sjæl til sig. Hvis det kom der til at han skulle slå en ihjel.

Hun troede hans kommentar om udenfor øjenhøjde, var en hån af hendes højde. Hun havde faktisk en ganske almindelig højde for en kvinde. Hun var endda en høj kvinde, så han skulle bare ikke komme og flekse med sin to-meter-og-træls attitude! Hun brummede lidt over svaret. “En lille halvdæmon kan vel ikke gøre meget skade. Det er heller ikke mit problem, hvis jeg ikke render ind i en,” sagde hun da hun faktisk var fuldkommen ligeglad med hvad de foretog sig. De skulle bare ikke komme og genere hende.

Rory var nok meget selvisk anlagt, også ret overmodig hvis hun skulle lægge kortene på bordet. Dette havde bidt hende i røven, da hun var blevet fanget af byvagten Issac Thorne . Hun var dog ude af brummen nu, så helt galt havde det jo ikke gået. Hun var igen på fri fod og kunne med glæde gå rundt blandt de andre frie borgere. Friheden smagte endnu bedre når den havde været taget fra en i en periode. “Hvorfor understregede du det som om at vampyrer er værre end dæmoner? Er hele pointen ikke, at dæmonerne er sendt direkte fra Zaladin?” Hun havde ingen ide om hvad historierne bag dæmonerne var. Hun kunne bare konkludere, at de eksisterede ligesom andre mærkværdige væsner.

Det var ingen hån af hendes højde tværtimod. Han nød hendes højde. Så skulle han i det mindste ikke se så meget ned på hende som han skulle med så mange andre. Så tværtimod kunne ahn rent faktisk godt lide hendes højde. Hun var jo ikke en dværg! "Ikke det? Jeg tvivler du vil have samme mening hvis du render ind i en dæmon eller en halvdæmon, de er ikke lige frem rare at have med at gøre" kom det fra ham og kiggede indgående på hende og trak lidt på skuldrende som han stadig stod lænet op af den nærmeste reol.

Kendte hun ikke vampyrer og hvilken ondskab de førte med sig?! Myrde en hel familie bare for at tørste efter blod. Slagte en hel landsby fordi der gik blodrus i dem. Nej sådan nogle skadedyr skulle udryddes! "Hvorfor?! Fordi vampyrer er skadedyr! Dæmoner kan jeg håndtere at være i nærheden af men en vampyr... Det er et skadedyr der blot skal lade livet" han behøvede ikke at forklare om sin fortid, om hvordan hele hans familie var slagtet af vampyrer. Hvordan han troede han var den eneste overlevende, kun for næsten at slå sin bror ihjel fordi han er vampyr. Det kunne bare ikke være sandt at Seth skulle leve et liv som vampyr til evig tid. Nogen gange havde han lyst til at hugge hovedet af Seth og brænde hans lig efter at have suget hans sjæl ind i sværdet. Men det kunne han ikke, det var hans familie, selvom de var ærkefjender da han var varulv og Seth var vampyr.

Måske troede Rory bare hun var udødelig. I hvert fald regnede hun med, at hun havde verden i sin hule hånd, så derfor kunne hverken vampyrer, dæmoner eller et hvert andet mørkt væsen gøre hende ondt. Dermed sagt, så ønskede hun dog ikke at rende ind i hverken af de mørke væsner. De måtte boltre sig med andre svagere individer end hende selv. “Hm taler du af erfaring?” Spurgte hun og løftede øjenbrynet et smule, da han nævnte hvordan dæmoner var nogle ubehagelige væsner. Det var vel også hele pointen?

Rory kun mærke hvordan hendes spørgsmål havde oprørt ham en smule. I hvert fald hævede han stemmen og lød langt fra så underholdt som for et kort øjeblik siden. “Dårlig oplevelse med en vampyr, huh?” Sagde hun nok en anelse bedrevidende og hånende. Måske var det fordi han havde fanget hende på et dårligt tidspunkt… nej hun var nok bare sådan, når hun kunne slippe afsted med det. Han havde indtil videre ikke virket som en trussel. Derfor var hun nok en anelse for afslappet omkring ham. Dog vidste hun også godt, at hun burde være mere på vagt med en tydeligt oprørt mand. Hun gad ikke til at lege hans psykolog ved at lytte på en tragisk baggrundshistorie, så hun håbede på han bare ville klappe sammen som en østers og give hende ret.

Et kort grin kom fra ham som han kiggede efter hende som hun alligevel var et godt stykke væk fra ham. Han lagde hovedet en anelse på skrå og små lo en smule. "Det kan jeg ikke prale af" kom det fra ham og kiggede på hende med et smil. Han kunne ikke lade vær med at more sig over hende. Den dag hun mødte en dæmon ville hun blive overrasket over hvor onde de fleste af dem var, hvordan de kunne manipulere med hende, og hvordan hendes liv ville stå på spil hvis hun sagde et eneste ord forkert til dem.

"Det behøver de slet ikke at koncentrere dem om. Det er min sag" han behøvede ikke at give hende hele hans livshistorie, desuden kendte han hende ikke. Det kom heller ikke til at ske med det attitude hun rendte rundt med. Hun var sjov ja men det var også mere end det. "Forstyrrede jeg dem ikke?" spurgte han i en svag irriterende tone efter at hun ville kontrollere ham i hans livshistorie. Hun kunne da bare gå sin vej og passe sig selv. Så skulle han nok klare sine egne sager. Så derfor vendte han sig væk fra hende og lod en finger glide hen over bøgerne på bogreolen han havde stået op af.

I det mindste var Rorys humor stabilt. Det var da en ting hun kunne holde ved, når folk klagede over hendes ellers ubehøvlede manerer. Hun gik ikke rundt og grinede af andre, hvorefter hun irriteret skubbede dem væk. Måske havde hun ramt et ømt punkt med hensyn til vampyrerne. Gad vide hvad hans oplevelse med der mørke væsen havde været? Så igen, var hun interreseret nok sådan hun ville grave historien ud fra denne fremmede? Svaret svar et nej. Hun var jo her for at læse sin bog og ikke en anden person

“Jeg ville alligevel ikke snage. Jeg lader hvad end du snakker om være din sag. Som du selv så fint sagde: Det rager ikke mig,” sagde hun med et lille træk på sin skulderen og kiggede lidt ned i jorden. Jo, han havde da ret i, at hun var på vej væk. Nu havde han dog forstyrret hende en gang, så kunne hun alligevel godt være en træls type. Den skulle vel gå to veje, og forinden havde han bare fundet hende underholdende frem for træls. Spøjs, spøjs type.

Lige så stille lod han sin finger glide hen over bøgerne og dens mange bogstaver for at trække en bog ud. Han læste overskriften men satte den på plads igen. Straks vendte han sig om da hun snakkede til ham og han himlede lidt med øjnene. Det var næsten for mørkt til ham at han kunne se noget. Så han stak hånden ned i lommen for at trække en mindre flaske frem som han åbnede. Han satte flaskehalsen for munden og drak indholdet inden han puttede flasken tilbage i lommen. Nu havde han det mindre af sin eliksir. Hans øjne blev klare gule og straks kunne han se bedre i mørket som han kom længere hen af reolen hvor månen ikke kunne nå. Han lod endnu engang fingeren glide hen over bøgerne men skiftede reol og lod fingeren glide hen over bogryggene der.

"Lige præcis kære frøken, det rager ikke dem" kom det fra ham som han trak en ny bog ud og undersøgte indholdet. Den omhandlede planter så han åbnede bogen og læste indholdsfortegnelsen og begyndte at bladre i bogen. Han lod ikke blikket glide hen på Rory en enkelt gang, hele hans blik var fast på denne bog han havde taget ud af bogreolen. Desuden havde han jo forstyrret hende ikke sandt? Måske ville hun lade ham være når tiden var. Når hun på et tidspunkt blev træt af ham. Alligevel stirrede han hen på hende i tide og utide for at være sikker på at hun var gået. Da hun ikke var gået sukkede han lidt. "Forstyrrede jeg dem ikke?" kom det fra ham som han kiggede på hende med de klare gule øjne. Lige nu så han hende blot ii sort hvid og langsomt havde hans negle groet klør som han havde indtaget drikken.

Han fnyste kort ved hendes ord om at han havde forstyrret hende. Hvorfor var hun så ikke bare gået sin vej? Det kunne da ikke være så svært kunne det? I stedet blev hun stående og spurgte ind til hans øjne?! Han himlede lidt med øjnene som han kiggede væk fra bogen og drejede sig om for at kigge på hende med de gule øjne. "Hvorfor stiller De så mange spørgsmål der ikke kommer Dem ved?" spurgte han og kiggede på hende. Hun var ikke trådt tættere på ham ej heller længere væk. hvilket betød at hun havde respekt for ham, eller også var hun bare dum og uvidende. Det kunne kun være en af de to ting. For hvorfor skulle hun spørge til hans øjne hvis ikke han havde kigget på dem. Hun kunne have vendt sig om og gået den anden vej.

"For ærlig talt kommer det ikke Dem ved. Vend De bare om og læs deres bog De havde så travlt med" kom det fra ham og viftede lidt med hånden af hende. Det var da ikke så svært. Hun skulle bare lade ham være når hun var så nysgerrig. Der kom aldrig noget godt ud af at være nysgerrig det havde han erfaret på den hårde måde.