Længde havde hun summet over det, men valget var endeligt. Pompeia havde bedt om et rådsmøde med Fyrsten - uden Jontar. Han stod ikke i vejen for målet, men Fyrsten havde mere at give af i sådan et tilfælde. 

Ugerne var løbet afsted som sand i et timeglas. Men hun havde, med tilladelse, bevæget sig ind i Safirstuen. Den var lige så overdådig som sidst hun havde set den. Pompeia vandret ikke som sådan rundt i paladset på egen hånd, ej heller i alle rum. Nogle af de mange rum vedkom hende ikke, så hun var hvor hun vidst Jontar havde været. Hvor de kunne tilbringe tid uden at noget kunne antages. 

Hænderne var lagt i folder over skødet, håret lå i fletninger og hun ventede tålmodigt på manden med magten. Selvfølgelig vidste Pompeia godt, at det handlede om hvor langt hun ville gå - gå for Jontar - og hun ville gå hele vejen. Dette var der ingen grund til at skjule for Jontars far, Fyrsten. 

Fyrsten vidste at hun havde noget på hjerte, noget som kun han kunne hjælpe hende med. 

Sephyran gjorde altid en dyd ud af at komme lidt for sent, når folk bad om et møde. Det var således, man illustrerede sin vigtighed over for andre - ved at lade dem være de ventende. I sine egne gemakker rettede tilrettede fyrsten sine overdådige silkegevanter og tømte sit glas med perlende væske, før han vandrede mod Safirstuen i adstadigt tempo.

Inden dørene til stuen blev slået op, hvilede fyrstens blik et splitsekund på området til højre, hvor et smukt dekoreret forhæng sitrede en smule, som havde en person bevæget sig forbi det for et kort øjeblik siden. Antydningen af en smil kunne fornemmes under det gyldne overskæg - minimum en af hans spioner ville som sædvanlig overvære enhver af fyrstens interaktioner, for at kunne oplyse om små detaljer, skulle Sephyran ikke selv have lagt mærke til dem..

"Komtesse Koroma."

Hilste fyrsten hjerteligt, da han endelig så det for passende at vandre ind i rummet i en sky af silkeklæder og fornem parfume. Et fad med forfriskninger var som altid belejligt stillet frem inden for rækkevidde af de behagelige møbler, som Sephyran tog plads over for sin kommende svigerdatter. Bag det overfladiske, behagelige adelssmil, studerende blikket hende indgående. Hvad ønskede hun af Fyrsten af Rubinien?

Blikket vandret omkring som bladene i blæsten i visse grene af det landet. Men som lyden at trin kom nærmere, blev blikket låst fast mod skikkelsen som snart ville vandre ind. En hveranden kvinde i hendes alder, ville nok have have knugende følelser i maven, Pompeia frygtede dog intet. Manden havde 'valgt' hende, og nu skulle hun vise sit generelle værd på en anden måde end bare af titel og form. 

"Min fyrste," det var næsten en rutine sag at sige det i sekundet man så ham. Han duftede på afstand, en duft andre ville dø for at have. Hun trak en anelse på smilebåndet med de fyldige læber og rømmede sig vagt: "Jeg har bedt om Deres tid, for at forklare nogle af mine... idéer eller ønsker så at sige," hun vidste det lød absurd og uvelkomment for en kvinde, men hun hævede hovedet i en anelse og lod sig forklare for ham: "Jeg evner at kunne se de afdøde af folks bekostning, dog kræver det jeg er i nært kendskab med disse, samt at implanterer disse i folks underbevidsthed. Men dette er en utrænet evne som rummer mere - og kan kontrolleres med et fingerknips med den rette træning," det kunne godt komme ud som en salgstale, men hun var nødt til at fange hans interesse for at ville hjælpe hende. 
Det var ingen hemmelighed for hende, at de havde deres tråde til flere forskellige former af læremester, men om de gemte på en åndemester eller shaman var svært at sige. Dog håbede hun, at han ville spørge lidt ind til det eller selv kunne danne sig nogle idéer til hvad hun ville kunne blive brugt til. 

Sephyran tog sig god tid til at hælde op af forfriskningerne, mens han betragtede hende ud af øjenkrogen. Hendes indledende ord fik en lille rynke til at forme sig mellem hans bryn - at en kvinde kom med idéer og ønsker var ikke altid et godt tegn. Hun skulle hellere koncentrere sig om at være lydig og holde munden lukket.

Han løftede glasset til læberne, klar til at affeje hende, så snart hun havde talt færdig. Han ville dog unde hende så meget, nu hvor han havde brugt sin tid på at vandre hele vejen til Safirstuen for at høre hendes tale.
Men ordene om hendes magi fik ham alligevel til at spidse ører, som han langsomt sænkede glasset igen. Han havde folk omkring sig, som af afdøde .. nogle kunne for hans skyld hvile i deres grav til evig tid, navnligt hans fader Ebenezer, men han havde også sønner, der havde lidt en alt for tidlig død..

Han var dog på ingen måde klar til at lade Pompeia forsøge at rode ved hans sind med sin utrænede evne. Nej, det måtte forfines, bearbejdes .. og helst afprøves på andre end ham, når hun var klar.

"Der kunne .. findes en træner. Har De slet ikke modtaget noget undervisning i evnen?" Spurgte han.

Det var ikke blot en overraskelses for Fyrsten, hvis det var en overraskelse over hvor meget hun reelt set talte. Pompeia følt næsten at pusten blev taget fra hende. Lungerne føltes tomme og afiltet. Men det handlede nok mindste lige så meget om, at det var Sephyran hun stod der for. Det at hun bragte ideer på bordet hørt jo ikke hjemme i Kazimi huset. 

Der var mange måder hun kunne have solgt sig selv bedre på, men Pompeia turde ikke rigtig bringe hans kone nummer to ind i billedet, selvom hun, efter Jontars fortælling, var en af årsagerne til at hun nu stod der. 
Hun kunne være et redskab for familien. 

Men hun frygtede at han ville feje hende afvejen, af gode grunde, men da han virkede til at indvie i det og tilligemed spurgte ind til det: "Nej, min fader vidste ikke, at jeg besad disse evner," men ingen havde rigtig vidst hun besad dem, før hun indså at der var noget bag én hun kendte. 

Sephyrans mine blev mere tænksom, som brynene rynkedes over de blå øjne. "En fejl." Afgjorde han, antydende, at hendes fader burde have opdaget det, selv om han ikke ville gå videre med kritikken af hendes familie. Det gode forhold mellem dem måtte trods alt bevares, nu hvor Pompeia stod til at blive en del af familien..

"Nogle evner viser sig naturligvis også først senere i livet.." Sagde han udglattende, "Men det er alt afgørende, at vi finder en passende underviser til Dem. Kender De selv en mulighed kandidat, eller skal jeg bede min seneschal om at kigge ind i mulighederne?" Spurgte han.

Tanken om, hvad hendes magi kunne gøre, fik stadig tankerne til at kredse i Sephyrans sind. Der havde været så meget død..

Det afgørende i tonelejet var tydeligt, selvom det nok ikke så sådan ud. En nervøs banke dirret ude af takt hos hende, som hun vidste, at dette kunne have bagslag for det, familien havde arbejdet sig op til. Men hun turde ikke give det for meget opmærksomhed, da hun håbede han så forbi det. Det ville blive til hans gavn, hans evne at misbruge i sidste ende. 

"Desværre ikke, min fyrste. Hvis det er muligt, må De gerne bede dig seneschal om at kigge," det ville være bedst, at han stod for at finde et passende parti til at træne hende, for at sikre sig at der var nogle forholdsregler at arbejde ud fra. Ligeledes kendte hun ingen med sådanne evner eller anden form af åndelige eller spirituelle beherskelse. 

Afventende ventet hun på hans træk eller besked. 

"I så fald, lad det være afgjort." Brummede Sephyran. Fyrsten rejste sig igen fra siddepladsen i en hvirvel af silke, som han så ned på svigerdatteren. Magi som kom inden for Kazimipaladsets vægge måtte omhyggeligt slibes til et værktøj, som fyrsten selv kunne bruge .. og Pompeias evner lagde så sandelig op til det.

"Jeg vil naturligvis forvente at få rapporter om, hvordan din træning forløber .. " Og når du er klar, vil du blive hidkaldt, så jeg med egne øjne kan se, hvordan denne magi kan bruges.

De sidste ord blev ikke ytret højt.

Han nikkede kort og forlod hende dér i stuen. Fyrsten var en travl mand, der havde meget at se til .. i en af de andre stuer ventede en flok handelsmænd tålmodigt og Sephyran fortsatte til det næste glas perlende vin og de slavebårne forfriskninger.

Hun lyttede nøje til hans ord med stod stift i kroppen. Det var noget at han ville tage muligheden til sig og lede dette projekt for hendes lærling af disse evner hun besad. Men det kom nok med et form af kost i sidste ende. 
Hun fulgte han med blikket. 

Men før han efterlod hende stående i stuen, hørt hun de lavmælte ord. Det grøs næsten ned ad hende, for det var nok det, som var prisen for denne hjælp af hans. Det at han havde ladet en udefrakommende kvinde komme med sådan en opfordring. 
Hun ventede en del, før hun selv valgte at forlade stuen - han skulle bare lige væk, der var ingen grund til at gå bag ham når de i sidste nok skulle en del af ruten.