Krystallandet
Blæksprutten 30.09.2021 23:46
”Det var dog mystisk. Det ser ud til at blive tåget,” En ung mand stod og kiggede observant i sit teleskop ud over lønningen på skibet. Han stod ved siden af en kvinde. De var begge iført i mørke, slidte klæder, der ikke rigtig kunne sidestilles med uniformer, men alligevel, når man så dem, var man ikke i tvivl om at de hørte til samme skib. De var pirater. Og de var alene på dækket lige nu, fordi der var så køligt om natten, at resten af besætningen var gået under dæk for at spille mølle og kort, drikke øl, rom og hvad de ellers havde hapset fra deres stop i Fristavn.
”Perfekt,” Svarede hun og hævede det ene, massive trækrus i en gestus ”Så kan vi få os en velfortjent drikkepause.” Manden ved hendes side virkede ikke det mindste interesseret i sin øl lige nu og kiggede stadig ud mod det mørke, stille hav, hvor der hverken var land eller skibe i sigte. Hun tog en tænksom slurk, alt imens hun undrede sig hvilke tanker der passerede hans hjernebaner. Manden var jo mere interesseret i teleskopet end hende lige nu, og hun kunne ikke finde ud af om det var irriterende, eller om det gjorde det hele lidt mere… spændende? Et smil bredte sig på hendes mørkt farvede læber som hun lænede sine albuer tilbage mod rælingen og justerede lidt på sin position, så når han endelig ville komme lidt tilbage til virkeligheden, ville han se at hun både havde løsnet sit hår og skudt de små, men stadig fyldige ungkvindebryster lidt frem. Hun sukkede tungt.
Der var ingen reaktion fra ham, andet end en yderligere mumlem fra ham; ”Det er underligt. Tågen er helt lysende og blå. Nærmest… magisk. På den der dragende måde, du ved. Måske bør jeg informere vores kaptajn?”
Endnu et tungt suk undslap hendes læber, og hun rankede sig op og rakte hånden frem for at tage imod teleskopet ”Fint, så lad mig dog se på det. Det er sikkert bare genskæret fra dine ååh så bedårende blå øjne,”
”Jaeh?” For en gangs skyld opfangede han pludselig et hint, selvom det ikke lod til at den jævnaldrende kvindepirat var klar over hvor afslørende kommentaren var. Han rakte hende teleskopet og lod hende spejde udover havet, så hun kunne se det. Hun så godt tågen, men lod ikke til at blive alarmeret af det. Hun var nærmest bare helt betaget af hvad det var de kunne se i det fjerne. ”Ej Leslie, hvor er det flot,” Pippede hun begejstret, intetanende om hverken tågens sande kræfter eller om hvordan den mandlige pirat Leslie kiggede på hende lige nu.
Ingen af dem havde ænset noget som helst faktisk. Et næsten gennemsigtigt, spøgelseslignende væsen fra de dybeste vande hang på siden ad båden, med hjælp fra en sort, uidentificerbar klistermasse på sine fiskede svømmehudsfingre og fødder. Som en flue på væggen, bogstaveligt talt, havde han overværet dem længe nok, i håbet om at én af dem ville efterlade den anden i en rum tid. Tid nok til at han, dybhavsmonsteret Olu, kunne springe frem og sætte sine syleskarpe tænder i benet på ham eller hende - hvem end der var nærmest.
”Hvorfor har vi to egentlig ikke…” Den unge pirat skubbede teleskopet ind i sin rejsevenlige form, ligesom hun stadig kiggede ud af den ”…Lavet noget sådan. Sammen?” Hun daskede irriteret til hans arm, men kunne ikke lade være med at smile til hans pludselige interesse for hende. ”Hvad mener du med lavet noget? Laver vi da ikke noget nu?” Hun spillede kun uvidende for at drille ham. På mange måder virkede han så uerfaren med hvad han skulle gøre med hende, og det var ikke så tit hun gjorde sig i den slags fyre. Men Leslie var jo så flot, ja nogen ville bruge betegnelsen kuvøseguf. Hun stillede sig foran ham, tog hans hænder og trak derved hans arme om sig.
Olu løftede sig helt op, drivvåd, klistret til i sort slim og tang og vadede dem begge nærmere. Det lange, kulsorte hår var vådt og klaskede sig tæt ind til hans ansigt og krop. Det gjorde ikke noget godt for ham, i forhold til at vinde hjerter, men det var skam heller ikke derfor han havde kapret deres dæk i aften. Lyden fra hans store, flade frøfødder var så dæmpet som han overhoved kunne, men var det ikke fordi de to unge pirater var så tryllebundne af hinanden lige nu, så havde de sikkert hørt faren komme.
”Nej, det er bare… Jeg synes …” Leslie hyggede sig meget, og han tillod sig at mærke på sin venindes hofter, for at få en fornemmelse af hende, men han blev let distraheret fra hvad han var ved at sige, fordi hans hænder var hvor de var. Men lige med ét blev de begge tildækket af mørke fra det høje uhyres skikkelse, der blokerede fra månelyset. Leslie havde direkte udsyn til Olus hæslige ansigt fra en anden verden, og med det samme blev han nærmest lige så hvid i ansigtet som monsteret selv af bare skræk. Han fyldte lungerne med luft og nåede lige akkurat at råbe op, før Olus klistrede hænder havde taget fat i tøsens hoved og bankede hendes pande mod pirat-godtens, så de begge faldt til gulvet og så stjerne for et øjeblik.
Lidt overvejende satte Olu foden på kvinden og rullede hende om at ligge på ryggen så han kunne se hendes ansigt. Han kunne godt se at hun var det, som menneskerne ville finde en smuk kvinde, men det gjorde altså ikke noget for ham. Han kunne måske godt spise hende, og så tage ham flottefyren med sig tilbage til dybet? Olu satte sig på den semi-bevidste kvindes mave og holdt hendes hoved nede i håret. Det var nok til at vække hende helt og hun begyndte at stampe og trampe med sine støvlehæle mod brædderne. ”Få den væk! FÅ DEN VÆK!!” Skreg hun, alt imens tårerne begyndte at pible ned ad hendes unge kinder. Det gjorde ondt i Olus ører, når mennesker var så højlydte, men det var altså ikke noget der havde en effekt på ham som sådan. Han måtte bare slukke for larmen på bedst, hurtigst vis, og det gjorde han ved at krumbøje sig over hende med sin lange krop og nærme sig hendes ansigt med sit eget. Hans smidige kæbe tillod at åbne gabet helt op, og som de mange tænder, der alle var tynde, lange og skarpe satte sig i strubens muskler, kunne hun ikke skrige op meget længere. Olus mund fyldtes meget hurtigt med blod, som skulle mætte rovdyret i ham, og med voldsomme hovedryk trak han kødet fra hinanden og fortærede den første mundfuld. Lige akkurat som piraten Leslie vågnede.
Det forvirrede, tilslørede syn af hans veninde tilsølet i blod fik ham til at kaste op der hvor han lå og tumlede rundt. Hans hænder søgte efter den sabel han havde bundet i sit bælte. ”D-dit m-monster! Hun er død. Tess er død! Kæmp dog mod en på din egen størrelse!” Leslie fik løsnet hele bæltet for at for at få sablen fri og han kastede sig over det hvide monster, der endnu åd af hendes endnu nervesitrende og varme korpus. Den blå tåge, der før havde været langt væk var nu omkring dem. Den udviklede sig omkring dem og bevægede sig i cirkler, men det var ikke noget hverken Olu eller Leslie lagde mærke til. De sloges. Olu forsøgte at få ham af sig, og Leslie forsøgte at forblive væk fra hans front, for at undgå tænderne. Han forsøgte at hugge sit svær i ham, men Olu greb fat i hans arm om klemte til i hans håndled for at få ham til at slippe. Det gik op for Leslie, at det her monster ikke var helt uintelligent, som det lignede.
”Ssslip mig sså!” Spruttede dybhavmanden hidsigt, og afslørede for første gang sit hvislende krystalisianske sprog. En mærkelig kraft var ved at suge hans endnu levende bytte væk fra ham, og før han vidste af det gav Leslie faktisk slip. Hurtigt greb han ud efter manden, der var i luften, på vej til at blive suget ind i den portal-agtige hvirvelstrøm der pludselig bare var der. Olus syn var ikke det bedste, men han kunne godt se at det her var mere fucked up end noget andet han ellers havde set! Men han tænkte på sin mave, og ville ikke slippe sit bytte. Byttet, Leslie gjorde ikke noget for at holde sig fast til Olu. Han så sig om skulderen og kiggede direkte ind i den kraftfulde portal der krævede ham. Men selvom det var et uhyggeligt syn, og han ikke vidste om det ville tage livet af ham eller ej, ville han langt hellere med portalen end blive til fiskefodder. Så han begyndte at kæmpe og stride imod med det han kunne, hængende i luften, men Olu holdt fast med begge sortklistrede hænder. Klistret på hans fødder kunne dog ikke holde ham på brædderne meget længere, og til sidst fløj han meget hurtigt med Leslie, men mistede til gengæld grebet i ham.
Med hovedet først forsvandt han ind i ormehullet, og den lukkede så snart spidsen af hans frøagtige fod nåede med resten af kroppen ind på den anden side. Olu var som forsvundet. Men han havde efterladt sig et kaos af et blodbad. Og larmen fra hans besøg havde vækket piraterne fra deres køjer og deres sene drukhygge, bræt og kortspil. Disse festglade pirater havde nu grebet til våben og trådt op for at se hvad der havde skabt påstyret, men det var bare for sent? Eller var det?
Med et bump landede Leslie på gulvet, som om nogen havde kylet ham hen i den anden side af dækket, længst væk fra piratkvinden Tess. Han havde været svævende i luften i al den tid tågen havde været der, men portalmagien havde kun krævet et enkelt individ...
