Dianthos var en by, hvor der altid skete noget. Et eller andet sted var der altid gang i den. Det Halve Svin kunne oftest opfylde dette krav, hvis man ønskede et sted med bare lidt gang i den. Mere gang i den, hvis det var en passende dag. For eksempel en torsdag aften. Selvfølgelig var dette ikke den mest besøgte aften. Men der var stadig folk derinde. Dette kunne Winchell allerede se, før han overhovedet trådte ind i byens nok mest populære og besøgte kro. Vinduerne var lyst op i den nederste etage. Et par af vinduerne oven på var også. Nogle var på deres værelse. Men det var lyden, der gjorde det tydeligt, at der ikke var dødt derinde. Der var tydelig blanding af forskellige samtaler, som Winchell trådte ind. Den velkendte dunst af kro, øl, klistret trægulv og sved ramte ham straks. Mange ville nok væmmes lidt ved denne duft, men den buttede mand fandt den underlig behagelig. Det var et tegn på, at han ikke var alene.

Flere af bordene havde siddende krogæster. Mange fordybet i deres egne samtaler henover et krus øl eller et dusin. De færreste kiggede i retningen af døren ved Winchells indtrædelse. Fint nok. Han kunne altid få nogens opmærksomhed senere på aften. Han var ikke på arbejde, men han kunne vel lokkes til frivilligt arbejde. 
Derfor tog den buttede mand blot hen til baren og bestilte et krus øl. Imens kropigen fyldte det nok ikke reneste krus op, havde Winchell vendt sig rundt. Hænderne holdt om baren bag ham. Sådan her struttede den lille vom igennem den tynde tunika. Han spejdede ikke som sådan rundt igennem kroen. Han kiggede da på de forskellige krogæster. Det var gratis at kigge jo. På Det Halve Svin i hvert fald.

 " ... duftene er mig lige godt, jeg er mere interesseret i virkningerne, så der må De finde hvad der passer til mine ønsker,  " Frederik nikkede til den lidt ældre mands ord. Han havde sat med ham de sidste par timer, med henblik på at få en forretningsaftale op at kører.  Det var gået ganske fint, og de var ved at have styr på de fleste detaljer.
 " Det kan vi sagtens finde ud af, Hr. Sylvester. Hvis De skriver alle detaljerne ned, så skal jeg se på at fremstille hvad De søger.  " Frederik fandt en pen og et pergament frem og lagde det på bordet mellem dem.
 " Skulle De komme frem til ændringer, er De selvfølgelig altid velkommen til at tage kontakt. Der vil gå et par måneder inden det endelige produkt er klart, så De har lidt tid at løbe på. " Der var ingen tvivl om at den mørkhårede mand vidste hvad han havde med at gøre og vidste hvad han snakkede om. Det var trods alt hans levebrød.

 " Javel. De må have mig undskyldt et øjeblik, så skal jeg nok notere mine ønsker. De kunne jo bestille os noget øl, vi kan skåle på. " Med de ord rejste Hr. Sylvester sig. Frederik nikkede, og så efter ham som han gik mod døren, inden blikket vendte sig ud over kroen, og en hånd blev løftet, med to fingre fremme, for at indikere til en af kro pigerne at han ønskede to krus øl. 
 Mens den unge oliefremstiller ventede, lænede han sig tilbage i stolen og smørrede ærmerne op til albuerne. Det havde været en ganske fremragende tur til Dianthos - vejret havde været fint med masser og sol og en god varme - men han glædede sig nu alligevel til at komme hjem til Svennings Gård. 

Skæbne var ikke noget, Winchell som sådan troede ikke. Jovist havde guderne til tider noget dybere i sinde med de mange personer i landet, men en skæbne at leve for eller der skulle ske, troede den buttede mand ikke i. Det lød måske lidt dobbelt moralsk. At han mente, at guderne kunne have planer, men at der ingen skæbne var. Og dérfor var Winchell lystmand og ikke filosof. Ellers ville al filosofi være en hentydning til kødets lyster, hvis ikke en direkte pil mod denne form for aktivitet mellem to og flere personer.
Alligevel var der noget skæbne i denne kro denne aften. Winchell vidste det bare ikke endnu. Han ville nok heller ikke engang kalde det for skæbne, når han opdagede det. Bare et pudsigt sammentraf. Dét troede han i. At imod alle odds kunne ting ske, der vakte opsigt. Det var ikke det samme som skæbne.

"Tak." sagde Winchell, som kropigen gav ham et krus med øl. Og lige i det øjeblik han havde taget imod den, kunne han se på kropigen, at hun straks havde mere at lave. Det var en 50-50 chance for, hvad Winchell gjorde bagefter. Enten gjorde han det, eller også gjorde han det ikke. Denne gang gjorde han det. Den buttede mand kiggede i retningen af, hvor kropigen havde kigget hen. Set, hvem der havde givet hende mere arbejde. 
Om ikke hans øjne ville overraske Winchell. Det var flere måneder siden, han sidst havde set ham. Den høje, mørkhåret mand. Ham, der havde været tydelig interesseret i ét køn, men ikke selv ønskede at indrømme det. Ham, Winchell havde fået med hjem, men det var ikke just endt, hvor den buttede mand ønskede. Ham, der havde udøvet fysik mod Winchell, inden han havde forladt hjemmet af den buttede mands. Hvem skulle tro, at Winchell, af alle mennesker, igen skulle lægge øjne til Frederik. Men her var de. 

Winchell burde nok have ladet vær, men kende man den buttede mand, vidste man, at han ikke just tænkte med hovedet altid. Eller jo, han tænkte med ét hoved. Bare ikke det, han burde, hvis han skulle træffe gode, anstændige beslutninger.
"Jamen dog, jamen dog. Er det ikke Frederik af alle mænd." Winchell havde begivet sig hen til den siddende Frederik. Han havde ikke haft behov for at drikke sig modig. Alligevel hævede kruset sig til de smilende læber, før han tog plads over for Frederik. Uden at spørge om lov - for Winchell vidste, hvad svaret ville være. Han kendte jo Frederik. Bedre end Frederik selv gjorde.

 I en afslappet stilling, lagde begge hænder sig mod nakken, mens Frederik lænede sig bag over ryglænet for at strække ryggen ud. Det var en spændende opgave, og han glædede sig til at komme hjem og lege med at finde ud af hvilke kombinationer der ville passe til Hr. Sylvesters ønsker. 
 Holdning blev dog hurtigt anspændt da en velkendt stemme skar gennem den summede støj fra kroens gæster. Udtrykket blev sammenbidt og hænderne knyttede sig imens de flyttede sig væk fra nakken og ned på skødet at være. Han havde bestemt ikke glemt deres sidste møde, og havde han ikke været midt i et forretningsmøde havde han rejst sig gået sin vej. 

 " Winchell.. " lød det sammenbidt fra den unge oliefremstiller der ikke skænkede skøgen sit blik særligt længe. Han rakte hånden frem mod den anden øl der var blevet sat ved bordet, i tilfælde af han ikke havde set den.
 " Som De kan se har jeg allerede selskab. Vil De..  " inden han nåede at færdiggøre sætningen havde Winchell sat sig på den frie stol. Noget der fik en irriteret grimasse frem hos Frederik.
 " .. Vil De være venlig at gå.. " lød det spidst, mens han rettede sig op. Det mørkeblå blik skævede kort over skulderen mod døren, for at se om Hr. Sylvester allerede var tilbage, men han var ingen steder at se. Han ville egentlig gerne have Winchell væk inden han kom tilbage, han tvivlede nemlig på det at Hr. Sylvester kom tilbage, ville få Winchell til at gå - tværtimod. 

Inden Winchell havde sat sig, havde Frederik rent faktisk virket glad og tilfreds. Som om han var på det højeste høj i sit liv. Hvis ikke deres sidste møde havde endt med den buttede mand på jorden efter et angreb fra den høje mand, havde Winchell måske haft lidt dårlig samvittighed over at have ødelagt dette højeste høj for Frederik. Men nu havde deres første møde netop endt sådan, så der var ikke megen samvittighed over det. Ja, Winchells smil blev sågar lidt forstærket af skadefrohed. Bare en smule. 

Hurtigt kiggede Winchell rundt omkring dem. Jovist kunne han se et krus mere end Frederiks, men hurtigt kunne han konstatere, hvad han så. "Som jeg kan se, har du intet selskab lige i øjeblikket," Winchell snakkede roligt og venskabeligt. Lidt måtte han prøve at lappe efter sidst - selvom han stadig ikke mente, han var i det forkerte. Det havde været Frederiks kamp mellem han indre sandhed og ydre facade, der havde resulteret i det hele. Dog vidste den buttede mand udemærket godt, at han næppe skulle sige dette. Medmindre han ønskede, at dette møde endte lignende som sidst. "Men det ændrer jeg på." I hvert fald indtil Frederiks såkaldte selskab kom tilbage. Han kunne jo nemt bare have bestilt et krus mere til sig selv, klar til at bruge et allerede eksisterende selskab som undskyldning for uønsket selskab.
"Jeg kan gå, når dit selskab kommer tilbage. Du skal jo nødig være alene med dine tanker, Frederik," Okay, lidt tirrende kunne Winchell ikke lade være med. Det var sådan, han var! "Men hvordan går det ellers? Fået set på nogle flere krogængere som sidst?"

 Tænderne bed sig lidt sammen, da Winchell ikke virkede til at have den mindste interesse i at rejse sig og gå.  Og Frederik kunne jo ikke flytte sig væk, hvordan ville det ikke virke for Hr. Sylvester.. Hånden der havde rakt frem mod kruset blev knyttet sammen inden den faldt ned på skødet og ligge ved det andet.
 " Han er tilbage når som helst.. Så venligt gå! " Denne gang blev det sagt lidt mere hårdt og bestemt, men end ikke det hjalp. Ikke at Frederik rigtig havde forventet det ville. Deres første møde havde vist at Winchell var en mand der enten ikke vidste hvad stop betød, eller bare ikke gad at høre hvad andre sagde til ham. Han var en ubehagelig og syg mand. 
 " Det behøver du bestemt ikke.." mumlede Frederik mod kanten af kruset, inden han tog en ordenligt slurk. Han havde brug for lidt styrke til at holde det uønskede selskab ud. 

 " Du kunne også fint gå nu, og finde nogle der var interesseret i dit selskab.. Jeg har det helt fint for mig selv.." Frederik nægtede at give ind for at det skulle virke som om han faktisk var okay med at Winchell havde sat sig - for det var han virkelig ikke. Hånden om kruset strammede dens greb, og hånden der var knyttet mod mod låret, knugede sig hårdere sammen ved Winchels spørgsmål. Han valgte dog bevidst ikke at reagere på dem ellers, og drejede kroppen en smule, så han sad mere afvisende, med ryggen vendt mere mod den buttede mand. Han var virkelig en væmmelig mand.. på alle måde.

Normalt var Winchell mere end forstående for andre og deres grænser - selvom han oftest oplevede personer, når de ønskede at presse deres grænser til det yderste - valgte den buttede mand ikke at stoppe. Frederiks grænse var nået, da deres blikke havde mødtes i kroen. Nu var han allerede over den, så hvad værre kunne der ske? Det var jo ikke ligesom med den gamle krage, der havde gloet ind gennem kroværelsevinduet. Og så var det en smule sjovt at tirre Frederik. Bare en smule. Lidt skadefro var Winchell jo nok i sin kerne.
Meget tydeligt kiggede Winchell rundt, som om han vidste, hvem selskabet var og om de var på vej tilbage. "Jeg kan ikke se nogen på vej her ned," sagde Winchell henkastet, før blikket atter vendte på Frederik. De to mænd var tydelige modpoler lige nu. Winchell sad afslappet og med smil på læben, kiggende på Frederik. Den højere mand derimod var tydelig anspændt. Hånden om kruset var hvid ved knoerne. Han knuste jo snart det! Dog kunne Winchell ikke lade være med at smile kækt, idet Frederik tog en slurk. Den buttede mand vidste kun alt for godt, hvad der skete, når Frederik fik for meget af den gode væske.

"Pjat med dig, Frederik! Hvis du ikke er interesseret i mit selskab, kan du bare rejse dig." Winchell sagde det, som om det var så simpelt. Men det var det ikke. Det var en tydelig fælde. Frederik kunne ikke rejse sig. Han ventede på nogen. En forretningsforbindelse. Rejste Frederik sig nu, ville han komme væk fra Winchell, ja. Men han ville også miste dette forretningsrelateret. Hvad var vigtigst for Frederik? Det ville Winchell meget snart finde ud af - med Frederik kiggende på ham eller ej. Den buttede mand kiggede i hvert fald på. Han var jo stadig en meget flot mand, omend en zalans stædig en af slagsen.

 Skøgen gjorde det virkelig ikke nemt for Frederik at være venlig og høflig. Han vidste at det ville være så dumt at lave en scene, når han var her for en forretningsmæssig årsag, men åh hvor ville han bare gerne fjerne Winchell. Uden at vende opmærksomheden mod Winchell fnøs Frederik til hans kommentar og vendte øjnene lidt op mod loftet, for at tage en dyb vejrtrækning. Mon Winchell i virkeligheden ikke havde intelligensen til at forstå konceptet af "nej" og "privatsfære". Det ville forklare en del, i hvert fald. I stedet for at kommentere på det, rystede oliesælgeren bare opgivende på hovedet. 

 Den næste kommentar Winchell kom med fik ham dog til at komme med et højt frustreret grynt. I et hurtigt ryk drejede Frederik overkroppen, og så skulende mod Winchell, men han nøje overvejede hvad han skulle svare. 
 " Jeg er ikke interesseret i dit selskab! " snappede han, og drejede sig kort efter tilbage i positionen med ryggen vendt mod Winchell.
 " Desuden sad jeg her først, så tro ikke du bare kan komme her og skræmme mig væk. " Han viftede afvisende med hånden mod den tykke mand. Mon han kunne tillade sig at stille sig op i baren? Det kunne virke som om det bare var en del af bestillingen af øllene, så helt mystisk ville det nok ikke være. Frederik vidste dog også godt at det ikke ville virke, for Winchell ville sikkert bare følge med, og det ville pludselig være noget nemmere for Winchell at komme alt for tæt på. 

Personkender. Det var, hvad Winchell ofte kaldte sig selv. Ikke, fordi han var skamfuld over for sit erhverv. Næppe. At være lystmand var ikke tabubelagt for ham. Men det var en fin måde at drysse informationen ud uden at sige det direkte. Men som personkender vidste den buttede mand også, hvilke knapper han oftest skulle trykke på for presse folk. Oftest blev dette gjort på den kærlige og lystfulde måde. Det kunne dog også så nemt oversættes til det modsatte. Og det var netop dét, Winchell havde gjort mod Frederik. Indtil nu havde ryggen været mod Winchell, men med den ene, lille sætning havde Frederik vendt sig rundt for at tale direkte til Winchell. Eller rettere sagt snappende. Som en snapskildpadde.

Winchell sagde dog intet tilbage. Han lod stilheden præge i et par sekunder. Han kunne nemt presse flere knapper og få Frederik helt i det røde felt. Men så kunne den buttede mand risikere at miste ham helt. At Frederik rejste sig og forlod, forretningsmøde eller ej. 
"Hvordan er livet gået siden? Gjort nogle gode forretninger?" Winchell snakkede, som var de gamle venner. At deres første og eneste møde ikke var endt, som det var gjort. Men alligevel kunne han ikke ty for ikke lige at lege med det sidste ord på en måde, der kunne fortolkes på mange måder. Man havde jo kun det sjov, man selv lavede. Og Frederik skyldte Winchell lidt sjov. Hvis ikke meget faktisk - hvis man spurgte den buttede mand i hvert fald.

 Tilbage til at sidde med ryggen til Winchel prøvede Frederik at gøre sit bedste for at ignorere den tykke mand. De var ikke vender - de var ikke en gang bekendte! Spurgte nogen, ville Frederik så fast ved at han ikke kendte manden der havde sat sig ved bordet. 
 Man kunne dog alligevel godt se, at Winchell ord blev hørt, for tænderne bed sig sammen og begge hænder fik videre knoer. Frederik holdt sig dog fra at kommentere eller reagere anden vis på det, og løftede i stedet kruset op for at tage endnu en tår af øllen.
 
 De mørkeblå blik flyttede sig hen på døren, og her fik Frederik en ide, der måske kunne redde ham. Han vidste at han ikke kunne gå væk fra bordet - Winchell ville sikkert bare følge efter. Han kunne heller ikke forlade kroen, han var jo ikke færdig med forretningsmødet. I stedet kom han frem til, at når Hr. Sylvester kom ind af døren, skulle han rejse sig op og gå manden i møde. Sige at nogen skulle bruge deres bord, og om ikke de skulle gøre handlen færdig ved baren. Det kunne ikke gå galt!
 Pergamentet Hr. Sylvester skulle notere ned på lå stadig på bordet, og da Frederik kom i tanke om det, vendte han sig hurtigt rundt på stolen, for at samle det op. Hvis hans plan skulle virke, skulle han ikke glemme noget som helst!

Stilhed. Komplet stilhed. Eller hvis knoers hvidhed og sammenbidte tænder kunne lave lyde, ville Frederik uden tvivl have lydt som en fest lige nu. Men det gjorde han ikke. Han havde nok næppe en fest i Winchells selskab. Selvom mange ville sige præcis det modsatte. At man havde bedre end fest, når man var i den buttede mands selskab. Især uden klæder. Det var først dér, at festen startede jo!
Selvfølgelig kom der få lyde fra Frederik. Den dybe vejrtrækning kunne Winchell tydeligt høre. Og når kruset blev løftet op til læberne for at drikke. Og når det blev sat igen. Men Winchell fik intet svar på sit spørgsmål. Sikke dårlig manerer!

Der var tid til at tænke i deres stilhed. Winchell mistænkte Frederik for at udtænke en plan for at smutte væk. Derfor måtte den buttede mand komme på en af sine egne. Han kom da også på en. Og lige som han skulle til at sige startskuddet til planen, bevægede Frederik sig. Men ikke for at snakke eller gøre noget med ham. Det var nogle papirer på bordet, der var målet. 
Kort tog Winchell en halvdyb vejrtrækning - højlydt nok til, at Frederik ville kunne høre den - før han henkastet, men stadig målrettet, sagde: "Måske jeg også skal på toilet snart. Hvem ved, hvem jeg kan finde derude og falde i snak med." Meget tydeligt tog Winchell et ordentligt slurk af sit krus, som om han lige skulle have det sidste med, før han skulle afsted. Frederik var ikke dum. Den flotte mand burde kunne lægge to og to sammen og finde ud af, hvad Winchells hensigt var. Hvis Frederik prøvede at forsvinde, kunne den buttede mand altid finde en ny at snakke med. Det næstbedste efter Frederik ville jo være den anden forretningsmand. Han havde sikkert også en historie eller to at dele om Frederik. Som Winchell også havde jo.

 Pergamentet og pennen blev hurtigt pakket væk i en inderlomme på vesten, og Frederik skulle til at vende sig da Winchell begyndte at snakke. De mørkeblå øjne smallede sig en smule og han stirrede lidt på den tykke mand. Frederik havde ikke sagt noget om hvor hans selskab var, men i og med han ikke sad ved bordet, krævede det ikke en særlig høj intelligens at regne ud hvor det ellers kunne være. Frederik vidste ikke om det var at give skøgen for meget kredit at tænke det måske var det Winchell tænkte på, men Frederik turde ikke tage chancen.
 " Nej nej, bliv bare siddende! " Skyndte Frederik sig at sige, selvom alt i ham vendte og drejede sig. Han havde virkelig ikke lyst til at skulle sidde og konversere med ham. Det var næsten så man kunne se hvor meget det pinte ham på måden hans ansigt trak sig sammen.
 " Hvordan.. urgh.. " Frederik kunne ikke få sig til at spørger ind til hvordan Winchell havde det, for han havde virkelig ikke lyst til at vide det. Et tungt, lettere opgivende suk forlod ham, da han kom frem til det eneste han ville være komfortable med at snakke med skøgen om.
 
 " Jeg er sikker på en mand som dig, kunne have brug for noget mynteolie. " Der var en opgivende tone i Frederiks ord, for en del af ham følte virkelig han var sunket lavt, men kunne han distrahere Winchell lidt endnu, kunne Frederik vende tilbage til sin forretningsaftale uden at Winchell skulle blande sig. Han stak hånden ind i den modsatte side af vesten, fra hvor han havde lagt pergament og pen hen, og hev en lille, halvfyldt flaske og rakte den mod Winchell. 
 " Det gør huden ganske blød og glat, og har en stimulerende og opkvikkende effekt. " 

Haps! Og Frederik var fanget. Nogen ville måske sige, at det var lavt af Winchell. At true med at fortælle historien om hans første møde med den flotte, høje mand til den anden ende af en forretningsaftale. Men den buttede mand fortjente en form for hævn. Og at have Frederik snakke med sig virkede meget passende. Konversationer var jo harmløse og uskyldige - selvom alt uskyldigt hurtigt kunne blive skyldigt, når først Winchell fik rørt ved det.
Derfor satte den buttede mand sig mere afslappet tilbage. Nu havde Frederik officielt godtaget hans selskab - omend det var med en anelse overtalelse. Hvis nu bare Frederik gjorde det bedste ud af situationen, kunne de to mænd jo få en fin tid sammen. Indtil den anden forretningsmand kom. Men Winchell kunne sikkert overtale ham til at lade sig blive og måske skubbe forretningssnakken væk til fordel for mere afslappethed. 

"Mynteolie?" Havde fordelen ved olien kun været blød og glat hud, ville Winchell have sagt, at han ikke havde brug for det. Han var født med yndig hud. Fejlfri ville nogen kalde den. Winchell ville bare kalde den hans egen. Men den anden del af oliens effekt fangede ham. Derfor tog han taknemmeligt imod flasken fra Frederik. Fingerspidserne strejfede lige akkurat Frederiks til, at han ville mærke det. "Har du da selv brugt olien før? For lige at kvikke op inden et møde." De hævende og sænkende øjenbryn i hurtig bevægelse og det kække smil på læberne var tydelige tegn på, at Winchell ikke snakkede om et møde af forretningsslagsen.

 Den lille flaske var ikke højere end fem centimeter. Det var en af olieprøverne Frederik havde med sig, hvilket var hvorfor den allerede var halvtom. Hr. Sylvester skulle jo vide hvad han betalte for. Winchells ord fik Frederik til at fnyse og himle med øjnene over ham. Han var virkelig forfærdeligt.
 " Jeg er mere til lavendel.. " lød det bare kort og kontant fra oliesælgeren, inden hans blik flyttede sig over mod døren for at holde øje med hvem der kom ind. 

 Blikket fandt dog kort efter tilbage på Winchell, for så at vifte lidt med den ene hånd mod ham. En hentydning til at han skulle gå sin vej.
 " Så, smut ud og find nogle du kan afprøve olien med.. " Det var tydeligt at Frederik virkelig gerne ville have skøgen væk, og han håbede virkelig at hans lille plan ville virke, for der kunne ikke gå længe nu inden Hr. Sylvester kom tilbage. Blikket gled kort rundt i kroen inden det landede på en der sad alene over i hjørne. 
 " Der sidder en ensom sjæl der over, forstyr dem i stedet. " Frederik tænkte ikke selv specielt meget over at han lidt snakkede til Winchell som var han et barn. Det var nok sådan Frederik et eller andet sted stå Winchell opførsel. 

Lavendel? Winchell var så fristet til at læne sig tættere mod Frederik for at dufte til den flotte mand. Dufte og se, om han endnu havde lavendel om sig. Men selvkontrol havde den buttede mand rent faktisk. Han ville tirre Frederik. Ikke endnu med et slag i ansigtet - selvom han sikkert ville kunne bruge et angreb fra Frederiks side til sin egen fordel.
De himmelvendte øjne kunne Winchell dog ikke undgå at se. Frederik bar virkelig meget nag. Og for hvad? Winchell havde ikke gjort noget, Frederik ikke ville have. Det var manden selv, der ikke ønskede at indse, hvad han inderst inde var. Den buttede mand havde prøvet den slags personer før. Dem, der forbandede ham, fordi der ingen lystpiger var ledige, men når de trådte ud af bordelværelset, kom de fleste tilbage. Og ikke for at få en lystpige denne gang. Nej, de kom tilbage for Winchell. 

"Så nemt slipper du ikke af med mig, Frederik. Jeg er ikke et lille barn, du kan bestikke væk," sagde Winchell alt for muntert i afspejlning af sidemanden. Alligevel åbnede han dog flasken for at tage en dråbe eller to ud på fingrene. Kort kiggede han på sine blanke fingre, før de blev kørt rundt i ansigtet. "Det mærker da meget godt. Måske jeg skal købe olier fra dig fremover. Har du mon noget brugbart til en i min situation?" Igen lod Winchell sine ord være vage, men tonen fortalte mere end nok af, hvad han mente. Frederik var ikke en dum mand jo. Meget vel var han flot, men dum var han ikke. Stædig som bare fanden, jovist, men ikke dum.

 Et lettere utilfreds brum lød fra Frederik, da han ikke var så heldig at Winchell bare rejste sig og gik. Man havde vel lov at håbe. I stedet for at blikket vendte tilbage på Winchell efter have undersøg kroen, faldt det ned på Frederiks øl, der igen blev løftet op til munden for en tår.
 Frederik lod kort blikket glide lidt sigende ned over Winchel med næsen lettere rynket. Frederik kunne godt huske hvordan han udtalte sig om skøgen sidst, og det var egentlig stadig noget han mente. Da blikket flyttede sig op til Winchells igen, var det ene bryn løftet.
 " Jeg har desværre ikke noget der kan hjælpe med din.. situation.. " Han trak på skulderne og sendte ham et meget kort og lille smil, som om han havde ondt af ham. 
 " Det skal der vidst nogle andre midler til.. " mumlede han, mest for sig selv. 

 Uopmærksom som Frederik havde været på Winchell, havde han ikke se Hr. Sylvester var kommet ind i kroen igen. Det var først da den lidt ældre mand var kommet hen til bordet og rømmede sig for at få Frederiks opmærksomhed.  
 " De er vel ikke allerede gået videre til den næste handel, Hr. Hanson? " Lød det tørt og uimponeret. Spørgsmålet fik det til at gippe forskrækket i Frederiks krop, og han fik hurtigt rejst sig op fra stolen og vendt opmærksomheden mod den anden mand.
 " Selvfølgelig ikke, Hr. Sylvester! Lad os gå op til disken og få den øl, så kan vi få styr på de sidste ting uforstyrret.  " Han sendte manden et venligt smil, og rakte armen mod disken. 

Sådan som Frederik havde kigget rundt i kroen, spejdende efter det næstbedste, mindede Winchell ham om dengang, han første havde lagt øjnene på Frederik. Den dengang så fulde og uopmærksomme mand, der havde gloet på fyrene frem for kvinderne. Selvfølgelig havde Frederik nægtede dette. Det ville han sikkert stadig gøre. Som tænkt altid, var Frederik en stædig mand. En hård nød at knække. Men ikke for hård for Winchell. Det krævede bare mere. Meget, meget mere.
"Det var godt satans. Tænkte, du havde noget, der kunne holde kroppen igang i lang tid." Smilet var ikke gået forbi Winchell, men det var mere et falsk smil fra Frederiks side end et oprigtigt et af slagsen. Dog var den buttede mands afslappet smil oprigtigt. Alt, hvad Winchell gjorde og sagde var oprigtigt. Der var jo nogen, som kunne stå ved, hvem de inderst inde var.

Forskrækket var Winchell ikke, da en fremmed stemme brød dem. En småældre mand stod på den anden side af bordet. Den anden side af forretningsmødet. Inden Winchell dog kunne nå at sige noget, havde Frederik åbnet munden. Selvfølgelig prøvede han at få dem væk. 
"Undskyld, hvis jeg forstyrrer midt i jeres handel, hr. Sylvester. Jeg er en gammel bekendt af Frederik." Winchell kiggede over på Frederik med smil på læben. Lige nu kunne den mere rå sandhed komme frem, hvis Frederik spillede sine kort forkert. Hvis han ønskede hr. Sylvesters forretningsfordele, ville han opføre sig ordentligt. Mod hr. Sylvester og Winchell. 
Winchell rejste sig også op. Han var endnu meget lavere end Frederik. Han bevægede også den ene arm, men frem for at signalere mod disken rettede han i stedet en hånd imod den ældre mand. "Rart at møde Dem, hr. Sylvester." Det kunne have været sjovt, hvis Winchell genkendte hr. Sylvester. Fra bordelhuset. Men det gjorde den buttede mand desværre ikke. Det var nok også for det bedste. Frederik ville nok bare løbe rasende bort i det tilfælde så.

 Man kunne se på den lidt ældre herre, at han ikke helt forstod hvorfor de skulle flytte sig. De havde da siddet ved bordet først? Et lettere utilfreds brum lød fra ham, over ulejligheden, men alligevel også mere interesseret i at færdiggøre handlen mere privat, frem for at skulle dele bord med en fremmet.
 " Javel ja..  " De to herre skulle til at gå op til disken da Winchell brød ind. Frederik bed tænderne sammen for ikke at lade et irriteret grimasse brede sig over det ellers så kønne ansigt. Kort efter åbnede han munden for at præsentere Winchell, men indså at han egentlig ikke vidste hvad han hed. Han rynkede lidt på næsen.
 " Det ved jeg nu ikke om jeg vil kalde os...  " kommenterede Frederik kort.
 " Det her er.. Winchell.. " Frederik stoppede sig selv i et split sekund, for en tanke slog ham.
 " Han er en gammel ven,  " Han så hen på skøgen med et smil, der kun var sat på for at sælge historien. Hvis han afviste Winchell som en han kendte, var der chance for han fortalte han var en skøge. Hvordan ville det ikke se ud for Frederik? Selvom han ikke var til mænd, ville Hr. Sylvester jo nok alligevel have sine tanker om relationen mellem oliesælgeren og skøgen. 

 Hr. Sylvester trykkede Winchells hånd, en smule uimponeret. Han var der for at handle, ikke for at socialisere med Frederiks venner.
 " I lige måde.. " Svarede han tilbage, af ren og skær høflighed. 
 " Du må have os undskyldt.. Ven.. " Frederik blik smallede sig lidt som han så hen på Winchell, som en måde at sige du holder dig væk på, uden at bruge de ord. Frederik ventede ikke på noget svar fra Winchell, men begyndte med det samme at gå op til disken, med Hr. Sylvester. 

 " Nu har De vel ikke nævnt noget om naturen af vores handel? " Hr. Sylvester tone var lav og privat som han lænede sig mod Frederik da de var alene ved disken. Roligt rystede Frederik på hovedet, mens han fandt pergament og pen frem til den ældre herre.
 " Bare rolig, hvad De skal med olien er mellem os. " forsikrede han, fik bestilt to nye øl. Frederik kiggede sig ikke over skulderen en eneste gang for at se om Winchell blev siddende ved bordet. Han var ligeglad. Han skulle bare ikke komme nær dem før de var færdige.

Hvis ikke hr. Sylvester havde været der, havde Winchell råbt ud i latter og grin. Frederik startede med at ville benægte, virkede det til, men han fangede sig selv. Og hvad gjorde den høje, flotte mand så? Han fulgte Winchells retning og sågar byggede videre på den. Nu var de ikke længere gamle bekendte, men gamle venner. Winchell var fristet til at lægge en arm kammeratligt over Frederiks skuldre. For at sælge løgnen endnu bedre, men han undlod. Alt for meget at det sjove, og det ville blive ødelagt. Og hvem bedre til at ødelægge sjovt end festdræberen Frederik?

"Selvfølgelig, selvfølgelig. Jeg bliver bare her og venter." sagde Winchell med komplet ærlighed i sin stemme. Derfor satte den buttede mand sig ned i takt med, at de to mænd gik op til baren. Der var perfekt udsigt til dem. Sådan som de sad, havde de ryggen til Winchell, medmindre de drejede hovedet, hvis de gjorde dette, når de ville snakke. Ellers var der ikke meget at se. 
Men som de varme øjne kunne se, var der ikke meget for de andre sanse at opleve. Især ikke ørene. Og Winchell prøvede at lytte med. Kald ham nysgerrig, men hr. Sylvester havde virket mere end tilbøjelig til at flytte sig, selvom det var en værre ændring. Især når de i princippet havde retten til det bord, Winchell nu sad alene om. Det lagde bare argumenter på, at det ikke var en helt så normal forretningsaftale. Og hvad der ikke var normalt, ville den buttede mand høre mere om. Derfor, som han tog en ordentlig slurk af sit krus, rømmede han sig tættere på disken. Han gik fra en stol op af væggen til et af dem ude på gulvet, stadig på det samme bord. 
Stadig intet at høre udover svag mumlen.
Han måtte komme tættere på, men uden at virke for nærtagende. At have Frederik på nakken var rigeligt. Winchell behøvede ikke denne hr. Sylvester også. Derfor lænede den buttede mand sig blot roligt tilbage - han kom tættere på disken med hovedet sådan - og drak sit krus lidt hurtigere end normalt. Var han løbet tør for væske, ville han få en uskyldig argumentation for at komme op til disken til de to mænd. Lige høre lidt, imens en kropige fyldte kruset op. 

 Hr. Sylvester havde været en af gæsterne hos Hr. Reinalds arrangement, havde hørt Frederik fortælle om olierne der var blevet bestilt til selskabet og efterfølgende afprøvet dem med en yndig, ung, kvindelig gæst. Og han havde været imponeret. Nok til selv at lægge en bestilling hos den unge oliesælger. Hr. Sylvester havde dog nogle lidt andre ønsker til effekten af olierne, og selvom Frederik ikke var vant til at lave blandinger som denne, var han alligevel åben for bestillingen. 
 " Det kan godt ske fremstillingsprocessen kommer til at tage lidt længere end først antaget. De må forstå, det er ikke den slags blandinger jeg normalt laver, så først skal jeg finde ud af at opnå det De efterspørger. " Den ældre herre havde brummet lidt utilfreds, men der var jo ikke så meget han kunne gøre ved det. Ligesom resten af deres samtale var stemmerne dæmpede og holdningen virkede meget hemmelighedsfuld.

 " Hvis du giver besked når de ved noget mere om hvornår bestillingen er færdig,  "  Hr. Sylvester rettede sig lidt mere op, og skævede ud til siden hvor en kvinde med lidt vovet tøj sad. 
 " Så skal jeg lade Dem komme tilbage til Deres ven. " Frederik nikkede og sendte ham et smil mens han pakkede pergamentet tilbage i inderlommen. Smilet var dog en smule anstrengt, for indvendigt forbandede han Winchell langt væk. Kunne han ikke bare forsvinde?
 " Mange tak, og tak for handlen. De høre fra mig hurtigst muligt. " Frederik trådte væk fra disken med sit krus øl i hånden, og vendte så rundt for at gå over og sætte sig ved en stol, længst væk fra Winchell. Skøgen med betragtet med det ene bryn let løftet.
 " Det gik vist ikke så godt med at blive der og vente.." Frederik nikkede mod stolen Winchell havde sat på da han var gået fra bordet.