Gruppen havde været på jagt i over en uge nu. Men endelig fik de klaret deres opgave, og med en god løn end da! Så det skulle fejres!
Der var blevet købt ind til et fest måltid, og godt drikke vare. Arthurr ville så gerne have vin. Men dem de fandt var forfærdelig, da hans næse kunne lugte forskellen mellem god or dårlig vin. Så vinen blev droppet, og øl, og rom blev købt. Mørk øl, og rom!

Arthurr stod ved et bord, og skar i noget kød. Han lignede ikke en der kunne finde ud af at lave mad. Men alle havde deres baggrunde. Arthurr husker ikke at han har fortalt hvor han kom fra. Han ville helst også holde det for ham selv. Han så sine venner som familie, men familie behøver ikke at vide alt.
"Kødet er næsten klar"
Informeret han, med øjne låst fast på det røde saftige kød. Hans mund løb næsten i vand bare med tanken om at spise det om lidt. Han kunne spise det hele. Men det er nok pænt at dele med andre.

Malibu sad op ad stolens ryglæn, som hun havde placeret sig i, med kinden hvilende i hendes hånd. Hun sad og smilede tilfredst ad Arthurr der fik styr på kødet. "Det er godt at se dig lave noget i køkkenet for en gang skyld, Arthurr." sagde hun drilsk, og strakte armene træt i vejret. Normalt var det Malibu der lavede det meste af arbejdet i køkkenet. Men i dag ville Arthurr gerne hjælpe, noget som hun tog imod med kyshånd. Det kunne være han havde opdaget hvor udmattet hun egentlig var blevet efter jagten? Det var dog ikke noget hun havde gået og annonceret til de andre. Nej, en leder måtte være udholden og stærk og vise et godt eksempel. 

De kunne endelig slappe af. Deres dusør havde været god, og det var derfor de kunne få bedre kød end det daggamle, som de nogle gange måtte tage til takke med. Men ikke denne gang! Denne gang var det saftige og friske bøffer. De andre i gruppen havde nogle ærinder at tage sig af inden de kom ind til maden. Så lige nu var det kun løvemanden og den hårdføre kvinde. 
  "Nå," Hun hoppede ud af stolen, "Det kunne være jeg skulle dække lidt bord." Det kunne godt være at stedet som de opholdte sig i godt kunne have brug for en ordentlig omgang renovation, men et hjem var det da stadig. Det blev rigtig varmt om sommeren, og rigtig koldt om vinteren, men sådan var det. Det her var deres sted, men hun drømte dog om at en dag ville de få sig et ordentligt sted at bo. Et sted de kunne kalde for deres rigtige hjem. Malibu fik fat i fem tallerkener som stod på en hylde med et tæppe dækket over sig for at holde dem mere rene. Noget af stellet havde fliger, men det kunne stadig bruges. Der var heller ikke nogen dug til det solide spisebord af træ. Hurtigt, fik hun dækket op og gjort klar. Hun tog en lille klud og tørrede et støvet glas af inden hun stillede det på bordet. 

Han fnøs ad hendes kommentar om ham der sjældent laver mad. Det sker en gang i mellem. Han plejer at sove efter en jagt. Han var jo en kat. De havde brug for sin søvn. Men en gang imellem ville han lave maden. Det var mest når han kunne se hvor udkørt Malibu var. Han kommenteret aldrig på det, for en leder skulle aldrig tabe ansigt...

Han kigget over sin skulder eftersom Malibu gav lyd fra sig endnu engang. Han smilede til hende og nikkede pænt.
"Lyder som en god idé. Bare giv mig den største tallerken"
Han sagde det mest for at lave sjov. Men der var noget alvor i det han sagde. Han spiste meget, derfor var det også ret at have en støre flade hvor maden kunne ligge på.
Han vendte blikket tilbage på det saftige kød, or arbejdet videre. Men det betød ikke at han ikke ville forsætte samtalen. Stilhad kan være lidt ubehaligt til tider.
"Hvad vil du bruge din del af pengene på?"
Spurte han pænt. Han overvejet stadig hvad han ville købe. Måske et bedre sværd? Eller en ny rustning? Eller noget god fucking vin for en gangskyld. Det var nok noget han savnede allermest. And sukkede lidt ved tanken om det.

En duft af grillet kød var begyndt at sprede sig i rummet, og det duftede dejligt. Det fik Malibus mund til at løbe i vand. De havde et lille ildsted henne ved køkkenet, som blev nøjsommeligt brugt når der skulle laves aftensmad - i hvert fald når de havde handlet ferske vare ind. Fisk, kød, fugl. 

Tyran, Malibus hornhugorm bevægede sig en smule og hvislede. Lige nu lå han og slappede af omkring hendes nakke og hang. Tyran var blevet sådan en del af hende at hun nogle gange ikke bemærkede at han var på hende. Hun tog sin pegefinger og dikkede til Tyrans hage og han strakte hovedet for at gøre plads til hende. Hun smilede mildt et kort øjeblik, men blev så fokuseret på Arhturr igen som talte. 
"Ja, ja ja jaaa." sagde hun med en påtaget, drilsk, irritation. "Du har fået et fad." svarede hun igen. Det runde fad var større end tallerkenerne, og nok det bedste at give til Arthurr. Når der var kød, så blev han ellevild! "Stå nu ikke derovre og gnask i kødet før det er tilberedt ordentligt vel?" 

Malibu pausede lidt i det hun var igang med ved det næste stillede spørgsmål. Hvad ville hun egentlig bruge dusøren på? "Hmmm." Lød det tænksomt fra hende. "Måske nogle nye våben!" lød det begejstret fra hende og hun vendte sig mod Arthurr. "Eller måske nogle nye sandaler." Hun kiggede hen på sine lettere slidte sandaler. Et solidt par, som var blevet brugt i mange år nu. De havde tjent hende godt. 
"Hvad med dig? Lad mig gætte... Vin?" Hun sendte løvemanden en smørret grimasse.

Morigan havde brugt lidt tid udenfor hjemmet for at få lidt ro i sindet efter deres sidste job. De havde siddet sammen med Haga og nydt stilheden, hvilket havde den roligste effekt på Morigan.
Men nu spredte duften af mad sig og Morigan kunne mærke sulten i sin mave. De klappede Haga blødt på hovedet og efterladte hende udenfor- tanken om at hun skulle i nærheden af kød ville gøre Morigan ikke fik meget for sig selv og Arthurr ville sikkert også skule ondt til hende. Nej Morigan måtte gemme lidt som hun kunne få senere. 
Da Morigan trådte ind kunne De høre Arthurr og Malibu snakke om hvad de ville bruge deres ny anskaffede penge på. De nåede lige at høre Malibu sige "Lad mig gætte... Vin?" og Morigan smilte under sin maske. De nikkede til Arthurr og Malibu og satte sig på sin plads. Derefter tog Morigan sin hætte af så håret blev frit- masken blev dog på, heldigvis var det den løse så det var lettere at spise. Morigan var også nogenlunde tryg ved at dem fra banden fik et glimt af Deres mund. 
Morigan var også en smule overasket over det var Arthurr der lavede mad og frygtede at størstedelen af retten ville bestå af kød og ikke så mange grønsager, som Morigan foretrak. 
Morigan sagde med et glimt i øjet "Arthurr jeg håber sandelig de har husket andet end kun kød?"   

Han fnøs da Malibu havde gættet hvad han ville bruge sine penge på. Han vendte sig mod dem igen, og slog armene ud.
"Selvfølelig vil jeg købe vin. Alle steder i nærheden sælger saftevand! Jeg svaver! Jeg finder noget rigtigt vin, så kan I se hvad jeg snakker om"
Han tydelig vis havde noget af en hobby, der ikke omhandlede at spyde folk med hans sværd. Han glemte helt at svare Malibu omkring hendes valg af sko, i sin hede passion omkring vin. Men han ville snakke om dem senere... Hvis han altså huskede det.
Han lod armene falde til hans side, og nikkede igen til Morigan, som havde sat sig klar ved bordet. Han smilte skævt til hende da hun nævnte den mængte kød der var i ratten. Hans tænder var passet godt på. Han tog sin tid til at gøre dem rent.
"Se, jeg ved at du laver sjov, men mener det på samme tid. Jeg spiser godt nok ikke så mange grønsager, men det betyder ikke at jeg ikke ved hvordan man tilbereder dem. Jeg har godt tænkt på din kost."
Han lavede godt nok sjældent mad, men han lavede det til dem alle sammen, derfor skal det ikke kun bestå af kød... Selv om det var det han helst vil have. Grønsager var svært for ham at skære, da de var så lille i forhold til hans hånd. Så han måtte stikke en klog i den, og skære det forsigtigt med en kniv. 

Han vendte sig om igen og begyndte at ligge maden op på nogle fade, og stillede det over på bordet. Meget skulle man tro om Arthurr, men hans køkken manere var noget man aldrig regnet med. Alting lå flot og tilrette lagt, næsten som om at de var på en restaurant. Arthurr tog de sidste ting, og lagde det med resten.
"Så... Jeg har lavet maden, jeg gør ikke rent"
Han ville sikkert tage en lur efter maden. Uh yeah, det kunne han virkelig godt bruge... Hhhmmm~ Nu havde han noget at se frem til.

"Saftevand!!" Udbrød hun med en høj latter og holdt sig om maven. Det var lige før at hun fik en latterkrampe. "Du er sku sjov, Arthurr." Lo hun og tørrede en lattertåre væk fra øjenkrogen. Hun vinkede til Morigan da denne trådte indenfor, alt imens hun prøvede at få styr på sin latter. 
  "Puuuha." Hun fik dæmpet latteren lidt, "Har du hørt det Morigan? Arthurr vil tage os på vinsmagning!" hun truttede læberne drilsk frem og lod som om at hun stod og snurrede et glas vin rundt med hånden. Ligesom de der vinfanatikere plejer at gøre. 
Malibu rystede lidt på hovedet med et skævt smil, "Det er gas, Arthurr. Vi vil gerne smage din gode vin." 

Malibu tog nu plads ved bordet og lyttede opmærksomt til Morigan og Arthurrs samtale. Jovist var Arthurr en stor kødspiser, så man skulle ikke lige tro at han tænkte over salaten. Men løvemanden var godhjertet, vidste hun, og han tænkte ikke kun på sig selv. Cerastes passede på hinanden, og det inkluderede også at tænke på hvad de alle foretrak at spise i gruppen.
  "Jeg skal nok gøre rent." sagde hun kedsommeligt, med et fast tryk på jeg, så der ikke blev startet et skænderi. Det var alligevel altid som oftest at det var de forskellige kvinder i gruppen, som gjorde rent. Når hun altså ikke tvang Arthurr igang. "Kommer du hen med maden?" spurgte hun Arthurr.

 Malibu kiggede lidt på Morigan, i den tid ørkenelveren havde været en del af gruppen, havde denne været ret mystisk. Det var ikke til at vide om denne var mand eller kvinde da han.. eller hun, altid bar en maske. Malibu ville ikke spørge ind til hvorfor denne holdt sin identitet skjult, men bjergelveren ville vel sige det, når denne havde lyst til det. "Hvordan var det derude?" spurgte Malibu nysgerrigt til Morigans tur, som denne havde været på. 

Morigan elskede når Malibu drillede Arthurr, han var så godhjertet at det var svært at lade vær. 
Da de alle satte sig ved bordet, gav Morigan et smil med øjnene til Arthurr som tak for han endnu engang også have tænkt på Dem angående salaten. Maden så virkelig lækker ud, Morigan nød når banden havde lidt flere penge til lækkert mad, det mindede Dem om deres barndomshjem, dengang hvor Morigan aldrig manglede noget. Men De nød at skulle arbejde for maden nu og nyde det sammen med sine venner, fremfor en tør familie middag, hvor man var bange for at sige noget forkert. Nej her var det rart at kunne være sig selv, Morigan var så taknemmelig for denne bande. 

Da Malibu bestemt sagde hun ville gøre rent, takkede Morigan hende, så kunne De fodre Haga efter middagen.
Lidt efter spurgte Malibu hvordan det var derude. Morigan var både glad for Malibu altid var så opmærksom om alle, men det skræmte Morigan til tider at hun var så opmærksom i frygt for hun skulle finde ud af hvem Morigan virkelig var. Samtidig var De taknemmelig for hun aldrig havde stille Morigan nogle personlige spørgsmål og bare accepteret alt omkring Dem, så længe Morigan var loyal. Men Morigan ville give sit liv for denne bande!
Morigan så på Arthurr der var ved at tage kød på sit lidt større fad og kunne ikke lade vær med at smile, men vendte derefter sit blik og fulde opmærksomhed på Malibu og sagde “ørknen er smuk og fredelig, lige som den skal være efter vores uges kamp med vores sidste job, Haga tog en flyvetur og der var heldigvis intet at se, andet end smukke sandbanker” Morigan foretrak at have direkte øjenkontakt med dem De talte til, nu hvor ansigtet altid var dækket ind, men Morigan elskede at betragte Malibu, hendes ansigt kunne være så udtryksfuld men samtid så hemmelighedsfuld. Hendes tatovering henover ansigtet mindede Dem om ørkenelveres udsmykninger. Derefter spurgte Morigan dem begge “hvad skal vi efter denne udsøgte middag? Drikke os fulde med Arthurrs dyre vine?” 

Arthurr fnøs lidt af dem. Hans vin var blevet lidt af en joke, efter som han har ledt efter noget godt i så lang tid, og brokket sig over det, om og om igen. Han tog hans vin meget alvorligt.
Han sukkede let efter Malibu sagde at det var en joke. Det vidste han enlig godt. Han var bare så nem at drille til tider.
"Ja ja, resten kommer nu"
Svaret han da han endelig kom med at stort fad med kød, og stillede det på bordet. Det smagte bedre and det duftede. Han vidste virkelig hvordan man krøder sådan noget mad. Og også hvordan man skulle tilberede det. Malibu var godt til at lave mad. Men Arthurr's personlig mening, var han bedst til at lave kød.
Arthurr sat sig tungt ved bordet, og klappede hænderne sammen, mens hans store tunge slikkede sig om munden.
"Så! Lad os spise!"
Han ventede ikke på de andre, før han begyndte at hive noget saftigt kød over på sit fad. Han var sulten, og det kunne ses på hans ivrighed.

Denne gruppe var dejlig og tryk. Ingen spurte ind til deres baggrund, så det var op til ens selv at dele hvad man ville. Arthurr gad ikke helt at sige hvilken familie han kom fra. Og hvad der skete med dem. Det var stadig noget der gjorde ondt i ham. Så det de ved om ham, var at han kunne lave mad, han sov, elskede vin, og kunne slås.

Arthurr havde munden fuld af kød da spørgsmålet kom. Hvad skulle de efter? Han tykkede hurtigt igennem maden og slugte en ovenlig klump så det gjorde ondt i hans hals.
"Jeg skal have mig en god lur. Har ikke noget vin endnu. Men nu hvor jeg har pengene kan jeg lede godt efter det"
Han smilede stort til Morigan. Glad for at de bragte hans vin op. Det betød bare at de også var interesseret i hans hobby

Malibu så med et anstrengt og opgivende smil hen på Arthurr da han skovlede kød til sig. Nogle gange kunne man godt se at han var blandet med et vildt dyr. Hun grinte resigneret, "Gem nu lidt til de andre når de kommer. Sorah skulle gerne ankomme på et eller andet tidspunkt. [NPC NAVN] er stadigvæk i handelsbyen for at finde flere missioner vi kan tage. Hun kan bare slet ikke slappe af. Så hun kommer nok ikke i aften, kan vi vel regne med." Hun viftede sukkende med hånden, og skyndte sig at fiske lidt kød hen på sin tallerken inden Arthurr fik taget alle de gode stykker. 

"Åh, smukke Haga." sagde Malibu med et smil og vendte tilbage til samtalen hun havde med Morigan, "Er hun udenfor? " Hun skævede hen mod døren. Malibu brød sig godt om Haga, fuglen var både smuk og elegant - og også venligsindet overfor hende. Tyran havde dog en anden mening, men han var nok bare jaloux. 
  "Det kunne være jeg skulle gå mig en lille aftenstur senere, for at få fordøjelsen lidt igang." Hun tog en stor bid af sit kød og tyggede på det. Det var smagfuldt og lækkert. Malibus øjne gnitrede. "Det har du krydret virkelig godt." sagde hun med mad i munden, og pegede på kødet med sin gaffel imens hun så tilfredst hen på Arthurr. Malibu ville nødig indrømme det.. men ja, Arthurr var nok lidt bedre til kødretter end hun selv var. Men hun havde, for det meste, også lavet flest anretninger der havde noget med fisk eller grøntsager at gøre. Selvfølgelig var Arthurr mere trænet i kød. 

Hun blandede kødet med lidt grøntsager og spiste lystigt videre, men ville ikke forhaste sig. Malibu kunne bedst lide at alle gruppemedlemmerne var samlet om bordet når de spiste. Men hun vidste også godt, at selvom de var en selvvalgt familie, så havde gruppemedlemmerne deres eget liv. Sorah måtte bare spise maden som den var når hun kom hjem. "Jeg ser frem til hvilken vin du får fat i så." hun blinkede til Arthurr, og smilede hen til Morigan, inden hun tog en slurk af sin vand. 

Fest måltiden måtte vente lidt, desuden tænkte Sorah hun sagtens kunne nå at være hjemme indne maden var klar. De var efterhånden så vandt til at hun forsvandt fra tid til anden for enten at jage eller komme ud og træne, på trods af solens stråler der langsomt åd Sorah's hud op. Den store ork kom nærmest løbende igennem landskabet i hælene på en mindre flok ørkengeder. Hun havde længe forsøgt blot at snige sig ind på dem, men dette havde vist sig at være en næsten umulig opgave. I stedet var hun nu ved at forsøge sig med at kaste et reb og indfange den. I nogle sekunder stoppede hun og forsøgte at få vejret, hvilket fik flokken til at stoppe. NU VAR HENDES CHANCE! Hurtigt fik hun slynget rebet afsted og efter godt tusind forsøg, lykkedes det hende at få rebet til at sidde fast omkring gedens horn. Et skævt smil kom frem på hendes sprukne læber som forsøgte at holde rebet stramt, da geden bestemt ikke var tilfreds og hoppede og dansede omkring sig selv og fik resten af flokken til at stikke af. Da hun kom tæt nok på, greb hun ud efter hornene på dyret og nærmest vendte det om, så den lå på ryggen, bevares efter lidt tid. Rebet var blevet løsnet omkring dens horn og hun begyndte i stedet at binde dens ben, bagbenene sammen forbenene sammen, så hun kunne tage den over takken. Med et smil klappede hun geden på hovedet "Okay?" sagde hun spørgende og som svar kom geden med et fnys og kaldte på sin flok. Ak ja... 

Sorah gik og fløjtede lidt for sig selv som hun gik tilbage til de andre for at vise hendes nye "kæledyr". Bavares så ville geden sikkert ende i en gryde på et tidspunkt, men det var så en anden sag. De skulle trods alt også have et eller andet at spise. Geden på hendes skuldre begyndte at sprælle og skrige som, kun geder kunne. Hun skar en grimasse og skævede op mod geden og brummede for sig selv " Snart... Om lidt.." sagde hun og rakte en hånd op og klappede geden. Muntert og nærmest stolt, traskede Sorah mod de andre. Da hun kom tættere på begyndte hun at kunne høre de andre. 

Sorah svingede geden ned fra hendes skuldre og begyndte at binde rebene op. Da den var kommet på benene greb hun ved dens horn for at guide den mod de andre "Se!" sagde hun med et hæst grin, som geden ivrigt forsøgte at komme fri fra orken, der delvist var nødt til at bukke sig for at holde fast i den. Flere irritable lyde kom fra geden "Fandt den." sagde hun og klukkede hæst. Alle vidste det bestemt ikke var noget hun blot havde fundet, de kendte hende og hendes finurligheder. 

Let bukkede hun hovedet og hilste på dem "Mad?" spurgte hun som hun så på de andre der var i gang med at spise. Hun trak geden med sig, for nu var den blevet stædig, dette gik ganske nemt og hun sukkede opgivende som hun så ned på geden "Virkelig? Stop." sagde hun og hævede et øjenbryn mod geden, nærmest som en trussel om den ville blive revet rundt igen. Hun kunne ikke bare slippe den, for vidste hun den ville stikke af, så hun holdt stadig fast omkring hornet.

Morigan havde taget et stort stykke kød og skyndte sig at skære halvdelen fra og gemte det væk i nogle af Deres klæder, i håb om Arhurr ikke så noget. Kødet smagte virkelig godt, så Morigan var sikker på Haga ville være tilfreds når De ville fodre hende senere.

Morigan smilte til Arthurrs svar om hans lur efter maden, Morigan havde altid været fascineret af løvens store sovehjerte, noget De lidt misundte, siden Morigan var så rastløs.
Da Malibu henvendte sig til Morigan og sagde "Det kunne være jeg skulle gå mig en lille aftenstur senere, for at få fordøjelsen lidt igang." skulle Morigan lige til at svare De gerne ville med, men midt i madens frede stund, kom Sorah brasende ind med hænderne på gedens horn og lignede et stolt barn. Morigan som var svær at forskrække rystede lidt på hovedet og smilte af Sorahs spetakkel. Der var aldrig en kedelig stund med denne kæmpe. Morigan fik lidt ondt på gedens vejne, men var spændt på at høre hvordan orken havde fanget den. 

Han gav tommelfingeren op til Malibu, da hun roste hans madlavning. Han havde for travlt med at spise sig eget til at give et svar tilbage. Han var virkelig sulten, og havde brug for det med. Åh hvor var det lang tid siden han kunne guffe sig så meget. Hans øjne var næsten lukket af ren fryd over smagen. Han så ikke at Morigan gemt noget væk. Men han havde heller ikke noget imod det. De tog et stykke, og det var deres stykke. Hvad de ville gøre med det er op til dem.

Først da han hørte en ged komme ind åbnede han øjnene op, og så sin store ven. Han rattet sig op på stolen og smilte stort. Denne gang, ikke med mad i munden.
"Nej! Hvor er den flot! Den kommer til at smage udsøgt!"
Han kunne kun tænke på mad lige nu. Mad, vin og slåskamp. Man skulle ikke tro at han kunne tænke på andet... Od over at sove selvfølelig.
"Sæt dig Sorah! Før jeg spiser det hele!"
Drillet han med. Men selv om han ville og kunne spise det hele, ville han selvfølelig gemme noget til de andre. Det jo ikke fair hvis de skulle gå sulten i seng. Det vil ingen kok have.
Arthurr klappet lidt på stolen ved siden af ham, som en invitation for orken kunne sidde med

Snakken gik omkring bordet, men det blev afbrudt af en voldsom bræææen, og af Sorah som trådte stolt ind i huset. Malibu tabte næsten maden da hun så optrinnet. Jovist var hun vant til at den blege ork, fra tid til anden, kunne finde på at dumpe ind med et dyr på ryggen ligesom nu. Og det var jo også meget fint, det gjorde at de ikke hele tiden skulle bruge deres dusør på mad. Det eneste der var med det.. var at Sorah aldrig fortalte når hun tog ud for at fange det. "Fandt den." lød det paf fra hende og hun troede ikke et eneste sekund på at hun bare fandt den.. som om den var bundet og det hele, klar til at blive taget med. 

Malibu rejste sig brat fra bordet, så stolen var ved at falde bagover. "Skal jeg ikke lige hjælpe dig?" hun skyndte sig hen til Sorah. Det sidste Malibu havde lyst til var en rasende og bange ged til at rasere huset til ruiner, mere end hvad det allerede var i forvejen. De havde et lille baglokale som ikke rigtig blev brugt. Husets struktur var mere ødelagt derude, men det var fint nok til at opbevare dyr som var fanget. Hun skyndede sig hen foran Sorah da hun tænkte at det var der hun var på vej hen til og løftede op i et rødbrunt tæppe som de havde hængt op foran hullet, som var en slags dør derud til. 
  "Værsgo, så bind det derovre ved stolpen, den er robust nok." Hun pegede derhen, og bed sig kort i underlæben. Det lignede at Sorah havde styr nok på geden til at Malibu ikke behøvede at gribe ind. Hun stillede sig sådan så hun ikke stod i vejen, men stadig havde hun fat i tæppet så geden og Sorah ikke fik det i hovedet. 

"Hvis det er skal jeg nok binde den fast, så kan du gå ind og få lidt mad." tilbød hun hjælpsomt. Ikke fordi hun ikke troede på at Sorah selv kunne binde geden. Men bare fordi hun synes at Sorah skulle spise. 

Sorah så på de andre med et nærmest stolt smil. At hun blot havde fundet geden, var måske ikke helt sandheden. Bevares, der var ikke nogen der havde måtte lade livet for det, men hun havde måske eller måske ikke fundet en lille karavane og skræmt dem fra vid og sans og så løbet efter gederne. Hun havde ikke gjort andet end at kigge på dem. Som Arthurr kommenterede på at den ville komme til at smage godt, nikkede hun og tog en dyb indånding "Dufter godt." sagde hun hæst og klappede geden på hovedet "Lugter grimt." sagde hun med et hæst grin, før hun kløede geden bag øret med den frie hånd. 

Malibu fangede orkens blik som hun sprang op fra sin stol. Et skævt smil kom frem på hendes læber "Tak." sagde hun som hun igen begyndte at trække geden med sig imod baglokalet. Geden forsøgte ivrigt at slippe fri fra hendes greb, hvilket fik hende til at brumme lettere irritabelt, før hun satte sig på hug og greb omkring geden og holdt den under den ene arm og den frie hånd omkring dens ene horn. Den sprællede i hendes favn for at komme fri, men Sorah ignorerede geden og bukkede sig for at komme under dørkarmen og stoffet. De røde øjne rettede sig mod stolpen og hun satte geden ned på jorden igen, dog med fast greb i hornet "Kom." sagde hun og klappede kort geden på ryggen for at sætte den i gang, mens hun let trak den tættere på. Hun stillede sig henover den med et ben på hver side og holdt den fast, så hun kunne få rebet omkring den og binde den til stolpen. Da det var gjort tog hun nogle skridt væk fra geden, for at se om den ville stikke af, men intet gjorde den udover at komme med nogle små buk og spring. 

Sorah skævede over sin skulder på Malibu og trak på skuldrene "Sådan." sagde hun og skævede så mod geden, der endnu ikke rykkede sig ret meget. En rumlen kom fra hendes mave som hun kom i tanke om maden "Mad, god ide." sagde hun og satte retning af bordet, så hun også kunne få noget at spise. 

Morigan kiggede ud af sprækken mellem sit hår og maske, på Sorahs spetakkel og den stakkels ged. Da den endelig var bundet fast, tænkte De på om hvor længe denne ged mon ville holde. Enten ville Arthurr gå og sniffe til den eller også ville Sorah sikkert gerne tilbyde den som mad. De geder de førhen havde haft, havde sjældent holdt mere end en uge. 

Orken satte sig tungt på en stol og begyndte at skovle mad op på sin lille tallerken, Morigan tænkte at Sorah godt kunne have brugt et fad som Arthurr. De to kæmper spiste mere end hvad Morigan og Haga behøvede på en uge. Det var heldigt, de alle var så gode til at jæge, når man skulle brødføde denne bande. 

Morigan havde det stadig lidt svært ved at omgås Sorah. Hun var effektiv i kamp og til at fange mad, men De følte til tider at hun kunne være utilregnelig og var mest bange for hun måske en dag ville komme til at hive masken af Morigan, som en del af en leg. Så De holdt sig stadig lidt på afstand fra hende. Morigan havde en tålmodighed som en ørn, men når det galt orken, kunne De godt have brug for lidt pauser fra hende, indimellem. Dog vidste Morigan at når Malibu havde godkendt Sorah, så var hun loyal nok til denne familie og Morigan var sikker på De nok skulle vænne sig til orkens tilstedeværelse, på et tidspunkt. Men det blev med forsigtige skridt fra Morigans side. 

Morigan kiggede hen til Arthurr, som sad tilfreds med sin snart tomme tallerken og kunne mærke hans træthed udfra den vejrtrækning og brummen, som kun denne løvemand kunne lave, efter et herligt måltid. Morgian som selv havde spist lidt mere end normalt følte sig mæt og tilfreds. De ville sidde lidt før De ville gå ud til Haga.    

Arthurr lod Malibu hjælpe Sorah med geden. Han havde lavet mad, så han var fri for i aften. Ikke fordi Arthurr ikke var typen der ville hjælpe. Han ville bare bruge de undskyldninger han havde for at undgå det. Hans største 'flaw' han havde var helt klart hans dovenskab.
Så han spiste vidre, næsten som om at det ville være hans sidste måldtid før han skulle henrettes. Han var bare en være mad-øre.

Arthurr sukkede dybt og tørte sig om munden, med en lommetørklæde da han blev færdig. Lidt fancy var han da lidt. Eller-... Lidt af hans bagrund valgte han at holde med lige. Nok ikke alle manere, men nogle af dem.
"Så!"
Han klappet hans hænder en gang, og lagde dem på skødet, i det han skubbede sig op, men en lyd fædre altid kom med.
"Jeg ligger mig lidt på min plads. Nok kun i 30 minutter. Vil ikke gå glip af hele aften vel?"
Han blinkede til Morigan venligt før han trissede hen på et stort gulvtæppe, der var lavet ud af bjørneskin. Det var hans 'Efter måldtid' sove plads. Et sted hvor han stadig kunne høre alle, men stadig ligge i fred.

Så komisk det nu var, gik han i ring en...to...tre gange før han lagde sig ned og lukkede øjnene med et prust. Hans hale lavede et par lette slag langs gulvet før den soget sig om hans krop. Hvis det ikke var for hans tøj, skulle man tro at han var en temmet løve der var deres kæledyr... Dog var han lidt som flokkens kæledyr til tider. Han ville ikke kunne modstå et godt nus bag øret

Malibu stod hele tiden klar til at hjælpe og gribe ind hvis det blev nødvendigt. Men det så ud til at Sorah havde rimelig godt styr på geden, og til sidst fik den bundet fast. Geden så utroligt traumatiseret ud. Med hurtige skridt trissede Malibu ud og fandt en skål som hun øsede lidt vand op i. Fandt lidt skårede grøntsager, og gik så forbi Sorah (da hun var på vej ud til de andre), og hen til den stakkels bange ged. 
"Rooolig, Lille ven." Hun ville klappe den, men det virkede ikke til at geden ville have det. Den bakkede lidt væk ved synet af Malibu som da hun kom den nærmere. "Okay okay, jeg skal nok lade dig få fred. Men her er lidt vand og mad til dig." Hun snakkede blidt til dyret, og stillede skålen med vand i nærheden af den. Grøntsagerne lagde hun fint ved siden af. Det var lidt af en kontrast at se Malibus hårde ydre snakke med en så blød og kærlig stemme til dyret. Hun fik nærmest et uskyldigt barne ansigt da hun stod og smilede til geden, der forsigtigt traskede hen til maden, efter at Malibu var vandret hen til udgangen. 

  "Godt at se at I nyder maden." Malibu sendte dem et stort smil, og fik nu sat sig på sin stol. Hun forsatte fra hvor hun slap med sin mad, og kiggede hen på Sorah der spiste glædeligt. "Det er Arthurrs kokkekunst." oplyste hun til den blege ork, og hvilede sit hovede i hånden imens hun spiste videre. Malibu var ikke engang færdig endnu da løvemanden rejste sig for at tage sig en lur.
  "30 minutter? Ja nu må vi se om du kan komme op igen." grinede hun og himlede med øjnene. Nogle gange når Arthurr havde sagt at han blot ville tage sig en kort lur, blev den ofte.. meeeget meget længere. Det morede hende at se Arthurr ligge sig til rette, som var han en rigtig stor kat. og havde han ikke været deres kammerat, men istedet et husdyr, havde hun puttet sig ind i hans manke og taget en lur med ham.. Men det ville være langt over stregen at gøre, nu hvor han rent faktisk var en allieret. og en mand.

 Hun vendte opmærksomheden mod Morigan, hun vidste godt at denne ikke altid havde haft det så nemt med orken. Ikke at denne nævnte det ofte, men hun kunne fornemme det på dennes attitude. Nu var der trodsalt gået mange år,  hvor de alle havde kæmpet side om side; og Malibu var sikker på at Morigan ville varme op til orken på et tidspunkt. Før eller senere. 
"Geden er helt skræmt." fortalte hun til Morigan, "Jeg gav den lidt vand og mad, så håber jeg at den kan falde lidt til ro igen." Hun fik spist det sidste stykke af sit kød, og lænede sig afslappet tilbage i stolen, "Fik du gemt lidt kød til Haga?" 

Sorah vidste godt at de andre ikke altid havde det lige nemt omkring hende, bevares så var hun også en smule voldsom, men hun kendte heller ikke rigtige andre måder. Hun var trods alt også ork. Selv var hun heller ikke så god til at være omkring de andre, med mindre det var middagsbordet eller en dusør de tog ud efter. Sorah vidste hun fra tid til anden havde brug for de andre, da hun nok ikke selv var den aller skarpeste kniv i skuffen, men at slå fra sig, var bestemt ikke noget problem. 

Let dyppede hun hovedet mod Morigan og sagde ikke noget, for hun vidste at elveren havde det en smule svært med hende og taget alt i betragtning, forstod Sorah det i og for sig, hvilket var derfor der som regel ikke blev udvekslet mange ord med elveren. Da Arthurr rejste sig for at gå over og ligge sig, rettede de røde øjne sig mod ham. Et hæst grin kom fra hende som han gik i ring omkring sig selv før han llå sig. Ak ja, Arthurr var vel bare en kæmpe kat?`Bevares så havde Sorah ikke lyst til at smide en garnnøgle til ham, kæle for ham eller "psst psst psst" mod ham. Han ville være i stand til at rive hende midt over uden så meget som at blinke, eller også ville de begge blive trætte og give op? Sorah ville i hvert fald ikke tage chancen. Desuden havde hun også kendt dem alle i noget tid nu, så de var en form for familie... Arthurr var den madglade onkel, Malibu var den beskyttende mor, Morigan var det familie medlem man så den ene gang om året til familie fest. Sorah selv, ja hun var vel... Det handicappede barn? 

Sorah vendte tilbage til sin egen verden og fortsatte med at spise. Svagt skævede hun over mod baglokalet, hvor geden stod, som hun svagt opfangede lidt af Morigan og Malibu's samtale, men rettede derefter blikket mod maden og fortsatte.

Morigan lyttede til Malibu efter hun hjalp orken med at få geden indlogeret og sagde til hende med et glimt i øjet "Jeg er spændt på hvor længe den ged holder og ja jeg har taget kød til Haga" hvorefter De viste Malibu den serviet kødet var blevet gemt i og fik et smil som svar fra hende. 

Freden sænkede sig efter Arthurr lå og snorkede, Sorah der stadig spiste virkede glad og tilfreds, sikkert endnu mere tilfreds end hun plejer, med den nyfangede ged. Morigan kiggede rundt på sin trygge familie og mærkede sin egen fred i kroppen. Den fred De efterhånden havde vænnet sig til, efter banden havde klaret endnu en vellykket dusørjæger job. Morigan måtte erkende at De elskede at leve på denne måde. Det passede Deres rastløse sind perfekt. Man var på farten når et nyt spændende job tilbød sig og der var stille øjeblikke som dette. Banden havde hver især sine hemmeligheder, men trods det var alle loyale og det gav plads til at være sig selv.

Efter Morigan havde dvælet over disse tanker, rejste De sig op for at gå ud og fodre Haga. De savnede hende efter disse overvældende følelser der havde blussede op i Dem. Ude ved Haga kunne Morigan få lov at dvæle lidt mere i ro. De rejste sig og sagde "Det er vidst på tide at fodre Haga, så jeg vil gå ud og sidde lidt ved hende" Morigan kiggede på Malibu og sagde "Hvis de mangler hjælp med opvasken frøken, så må du ikke tøve om at bede om hjælp!" De elskede at drille Malibu ved at kalde hende Frøken en gang imellem. Det mindede Dem om dengang de mødtes. Morigan smilte med øjne til hende og da De gik forbi Sorah som stadig spiste, nikkede De også til hende. Morigan tog sin hætte op og hentede en silke kappe inde i sit rum, da det var blevet køligere udenfor og gik mod døren.