Runila havde fundet et lille idylisk sted at sætte sig ned for at slå lejr. Nu da det var sommer var det meget nemmere at finde steder at sove og slå sig ned i et par dage. Hun havde stillet sin hørpose fra sig for at finde en kop lavet af en form for træsort frem. Det var i nærheden af en lille rislende bæk og langs et lille bakkedrag groede der alskens planter hvor en af dem var en jordbærplante, i massevis! 

  Hun lod koppen sænke sig i bækken for at få lidt vand til sig selv, og drak da den var fyldt op. Efter en god slurk smuttede hun hen til jordbærplanterne og begyndte at plukke lidt til sig selv. Hvis hun ikke kunne fange nogle fisk i dag, var bærerne hendes aftensmad. Hun spiste et par stykker og plukkede videre da hun pludselig hørte nogle grene knække i det fjerne. Med det samme rettede hun sig op og kiggede vagtsomt omkring. Med langsom mine uden at fjerne blikket fra hvor lyden kom fra (eller hvor hun troede lyden kom fra) rakte hun ud efter sin kæp. Som et lyn ud fra en klar himmel blev hun grebet bagfra og løftet op. hendes arme var knust tæt ind til hendes sider og hun sprallede febrilsk med sine fødder. "ARGH!! SLIP MIG SLIP MIG." Hun vred sig som en fisk på land og fik hovedet langt nok ned til at hun kunne bide den behårede arm der havde fat i hende. Hårdt. 

"AV FORHELVETE!!" skreg manden og fik løsnet grebet på hende. Hun sparkede og vred sig og gryntede hidsigt og til sidst lykkedes det hende at få sig så løs at hun slå manden over knæet med kæppen. Da hun skulle til at løbe kiggede hun sig over skulderen for at se på den fremmede, men ligeså snart hun fik kigget frem ramte noget hårdt hende i ansigtet. Runila faldt til jorden, og hørte svagt to grove stemmer snakke sammen, og så blev alt sort. 

Skønt det var måneder siden, at slavemarkedet havde brændt ned til aske og kolde minder, var der endnu ikke startet det store genopbyggelse. Måske var Vargas ikke længere opsat på at holde slavehandlen igang dér. Og hvis ikke ham, hvem så skulle genstarte det famøse marked? Jontar havde en glimrende ide, men som Kazimi måtte han holde ideerne tæt til sig. Blot med navnet havde han allerede mange målskiver på sig. Og som slavehandler endnu flere. Hvis det brød ud, at prinsen samtidig gerne ville genstarte slavemarkedet under hans eget navn, ville Jontar ikke længere være en omvandrende prins. Han ville være en død mand gående. Derfor krævede det planlægning, hvis det overhovedet ville komme til at ske. Ideen skulle først luftes, når alt var stort set på plads. Og dét tog sin tid. Især, når ideen endnu blot var en blivende tanke i fyrstesønnens kranium.

Fordi der intet fast slavemarked var endnu, var diverse bygninger og skovsteder gjort til midlertidige handelsteder. Der var stadig et marked at holde i live. Det havde bare ingen fast plads. For nu. Og det var en af disse bygninger, som Jontar af Kazimi var på vej imod. Der var blevet kaldt på ham og det blev der kun gjort, når der var gode slaver at købe. Interessante, eksotiske, halvdyr, halvracer, unge, veltrænet. Det gav altid en ekstra puls i prinsen, når han tænkte på, hvad han kunne anskaffe. Både til at sælge videre, at træne for at sælge videre og især til eget og resten af paladsets brug og behov.

Der gik ikke mere end en time, før Jontar ankom til bygningen med sin lille posse. Det var tydeligt at se, at han var en velhavende prins. Ikke nok med at det fødte udseende var i topform, det samme gjaldt beklædningen. I den varme sydsol havde prinsen en silkekåbe kåbe på i ørkenfarver. Blomstre af guld var syet ind, især på ryggen. Armene var nøgne af silke, men et guldbånd om den ene overarm og ringe på begge hænder gjorde det tydeligt, at der var krystaller til overs. Til slaver.
"Hvad har De herrer og damer at tilbyde?" spurgte Jontar, som han blev budt indenfor. Prinsen kunne se rækken af varer, men han var altid mere interesseret i at høre, hvad sælgeren selv prøvede at sælge. Nogle gange var det deres bedste varer, de prøvede at sælge. Andre gange var det de sidste rester. Jontar ville gerne vide fra start, om denne tur var mere end bare spildt tid og ressourcer. 

Det var nervepirrende at sidde inde i det lille bur. Det var uhyggeligt, og de andre tilstedeværende væseners klynken og skrappen gjorde det hele meget mere ubehageligt. Hvad var det for et sted hun var kommet til? Der måtte foregå en eller anden form for handel her, men det så meget snusket ud, og der var heller ikke meget lys. Et par lanterner lyste rummene op så hele bygningen fik et ganske dunkelt udtryk. Runila prøvede at kigge rundt på de andre, "Hey.." hviskede hun prøvende til sin nabo, "Ved du hvor vi er?" Hun fik ikke noget svar, og hendes tykke øjenbryn pegede opad i en håbløs grimasse. Pludselig skete der et eller andet. Nogen var kommet. 

"Jo deres højhed," kunne det høres længere nede ad gangen, "Vi har en masse gode ting. Nu skal De se. Kom med kom med." Manden gik og gnubbede hænderne lidt og viste fyrstesønnen rundt. Den ædle herre blev vist rundt til en masse forskellige sjældne dyr og væsner, "Der er selvfølgelig nogle Morv hvalpe.. eller killinger. Hvad de nu kaldes." Han nikkede lidt hurtigt og skyndede sig at pege på det næste, "En Samu har vi her også.. 2 diamanter ahæh.." Han betragtede herren for at bedømme hvor tilfreds han så ud, da han var i tvivl forsatte han, "Men men, selvfølgelig har vi også en specielrace som der blev indfanget i Amazonitskovene, og solgt videre til os." Han førte fyrstesønnen ned til Runilas bur og holdt en lanterne frem mod hende så de bedre kunne se hende an. 

Runilas blik flakkede frem og tilbage fra manden til den pænere klædte mand. Aldrig havde hun set så flotte og farverige klæder. "Ja, køn er den jo ikke.. meeen, det skulle vist være en halv dværg og halv elver, kan man se på ørerne." mandens kommentar om Runilas udseende fik hende til at hvæse af dem begge og sparkede mod tremmerne på buret. Hvad bildte han sig ind? JA, hun vidste da godt at hun ikke var køn, men ligefrem at nævne det.. som om hun bare var en ting, en den? Hendes hjerte hamrede af angst og vrede. 

Der gik ikke lang tid, før en af sælgerne trådte frem med gnubbede hænder for at vise Jontar, hvad de havde at tilbyde. Måden, hvorpå hænderne blev gnubbet sammen, gav en mere snusket facade til hele dette salg end allerede. Bygningen var stort set, hvad syden kunne finde på snusk. Små lanterne lyste fra jorden, så alle skygger blev kastet store og skræmmende på de rå vægge. Og lyden af skraben, kradsen og rysten af metal kunne svagt høres. Lyden blev stærkere, som Jontar blev ført tættere på dem. Prinsen vidste, hvor lyden kom fra. Og endnu mere. Hvem, der lavede lyden. 

Som Jontar kom helt hen til burene, døde meget af lyden hen. Nogle af dem var trænet ordentligt. De vidste, hvornår de skulle tilpasse sig. Opføre sig ordentligt. Men endnu mere kunne de sikkert se, hvilken stilling Jontar var i. Slaver, der blev solgt og beholdt af Kazimi, var heldige, for de levede et nogenlunde godt liv. Ingen direkte elskovslaver, ingen torturslaver. Husholdningsslaver og det ekstra. Det var et godt liv for dén slags.
Prinsen bukkede sig for at se mere lige på de mange bure. Nogle af de væsener derinde var ikke mere end otte år. Nogen ville finde dette for modbydeligt. At låse et barn inde for at sælge det videre. Men de var ikke børn. I hvert fald ikke almindelige børn. Ikke ligesom Jontar havde været for et dusin år siden. Disse var slaver. "De er okay. Udsultet, svage, beskidte." Dette var ikke top kvalitetsslaver. Disse var blevet svækket for at gøre dem nemmere at håndtere. Det var tydeligt. Men Jontar pointerede ikke andre slavehandleres valg af træning. 
Dog var det ingen af de mange halvdyr, sælgeren ville vise frem. Nej, det var en hel speciel blanding. Det kunne Jontar se fra første øjekast. Mange ville nok ikke kunne se andet end den udsultet, lille krop og beskidte hud og beklædning. De færreste ville ane de spidse ører gemt under det uglet hår. Nu gjorde sælgeren det også selv opmærksom. Først helt stille bukkede Jontar sig atter igen og låste øjenkontakt med denne slave. Angst og vrede sivede ud af øjnene, det var tydeligt at se. Igen strakte Jontar ryggen og drejede fokus mod sælgeren. "Så det er ikke en gammel slave. Meget træning siger De altså?" Hvad en sælger skulle lægge i træning ville blive trukket fra i pris. Det var ren og skær forretning. Dét måtte sælgeren vide.

Runila's mørkebrune øjne var som tryllebundet til den fremmede, pæne mands. Hun forsatte dog med at se vred ud, med et snert af et stædigt overmod. Hun ville ikke vise dem at hun var bange, selvom hendes krop rystede under hende. Mon han er kongelig? Hvad laver han sådan et sted? Hun blinkede ikke, og det begyndte at gøre ondt i hendes øjne. Men hun ville ikke slippe blikket før han lod sit eget vandre. 
  Da den pæne mand så på hendes tilfangetager, kneb hun øjnene sammen da han brugte ordet slave. Pludselig hamrede hendes hjerte igen, og anede ikke sine levende råd om hvad hun kunne gøre i sådan en situation. En slave? 
Jeg vil ikke være nogens slave... slaver.. slaver bliver pisket og straffet og lever elendigt. tænkte hun frygtsomt og stirrede ned på sine fødder. 

"Øøh," Det gippede lidt i manden da fyrstesønnen henvedte sig til ham igen, og man kunne se at det knagede i hans hjerne i et forsøg på at finde ud af hvordan han kunne sælge blandingsracen til en bedst mulig pris, så han fik mest muligt ud af det.
  "Jo, altså.. Ser de med hensyn til træningen... sååå virker blandingsracen her til at være meget lærenem. Jeg er sikker på at Deres højhed ikke vil finde denne sjældne blandingsrace til besvær. Slet ikke." Han stod og nikkede lidt, "Jeg kan vel gå med til godt.. Skal vi sige.." han gned sig på hagen og så ud som om at han forsøgte at finde en fair pris for Runila, "Tre safirer?" Han smilede selvsikkert til Jontar. 

Inden Jontar havde rejst sig, havde slaven tydeliggjort sin tilstand. De fleste tilfangetaget slaver, der ikke havde levet deres nye liv længe, prøvede altid at have et stolt ansigt. De var vrede med deres øjne og hele deres ansigt, men deres væsen sagde andet. Det gjorde denne elverdværg. Hendes ansigt sagde vrede, men hendes rystende krop sagde frygt og svaghed. Med den rette træning skulle ansigtet skam nok sige det modsatte af vrede. Eller som det mindste andet end vrede. Men spørgsmålet, der hang i Jontars sind, som sælgeren snakkede, var, om det ville være tilstrækkelig træning? Kunne det betale sig eller ville fyrstesønnen miste krystaller på dette køb?

Hånden tog sig til den stærke kæbelinje, indtil den stoppede nogle sekunder ved hagen. De limegrønne øjne blinkede et par gange, tænkende. "De snakker, som De har haft utallige elverdværge i Deres varetægt, men lad mig være ærlig for et øjeblik. De virker til at være lidt på bar bund med denne slave," Jontar var lidt ligeglad, om sælgeren ville antage dette som et personligt angreb. Der skulle ikke lyves omkring ham. Især ikke, når det kom til salg. Selvfølgelig havde han en fordel i form af sin overtalende evne, men det tog kræfter af ham. Ja, han kunne dræne en anden slave efterfølgende, men det ville blot betyde, at denne slave ville kræve ekstra behandling. Og selvom hendes raceblanding var en unik sag, var den unik nok? "Tre safirer ville være en retfærdig pris, hvis De kunne med sikker fatslægge, at denne slave ville føje efter tilstrækkelig træning. Jeg ønsker ikke at købe en slave for at smide den ud sammen med gårdagens affald." Jontar stod med profilen til buret. Ikke et eneste blik blev skænket til slaven i buret, som han snakkede om hende, som var hun ikke andet end på lige fod med en sæk kartofler.

Det var som et slag i maven, og sælgeren mistede pustet et sekund ved fyrstesønnens ord. Han prøvede dog at opretholde et pokerfjæs, for at ligne en der havde styr på det. "De er jo yderst sjældne." han svarede istedet med en konstatering, for at undgå at svare på fyrstesønnens egentlige spørgsmål. Sælgeren havde aldrig haft en elverdværg i sin varetagt, og han snakkede egentlig bare ud af røven for at få et salg igennem. Dog, vidste han at det kunne koste ham livet, eller værre, hvis han snød.
  
  Runila sad og betragtede den pæne og den fremmede mand frem og tilbage som de konverserede. Hun vidste ikke om hun skulle sige noget, hvad kunne hun sige? og hvad der overhovedet klogt at begynde at tale? Hun krummede tæerne inde i sine tøfler og forsøgte at holde kroppen i ro. Der lugtede jordslået inde i bygningen, og Runila kunne smage sand i munden. Det var tørt og lummert og hun var stadig utrolig tørstig.  Affald? hun rynkede sine tykke øjenbryn ved ordet. Runila var ikke affald, og ville i hvert fald ikke sammenlignes med skrald. Hun trak benene længere op til sig og gumlede lidt i sin arm for at bevage roen så hun ikke flippede ud. Det nyttede jo alligevel ikke noget. 
 
  "Se hvor ung hun er." påpegede sælgeren og pegede henkastet ned på hende uden at slippe den pæne mand af syne, "Med en fast hånd og den tilstrækkelige mængde træning vil hun føje sig med det samme. Unge væsener er nemme at påvirke. Meget påvirkelige siger min erfaring." Han nikkede og gned sig forsat i hænderne. 

Der var en tydelig forskel mellem at tale ud fra erfaring og viden, og bare snakke for at opretholde en facade af positivitet. Skønt Jontar endnu var en ung mand i manges øjne - nok ikke hans fader, men andre slavehandlere fandt ham fandens ung. Men ikke for ung til dette erhverv. Det havde prinsen bevist gang på gang. Han havde en nag for dette erhverv, hvorfor han også så sig selv som slavehandleren frem for en fyrste. Heldigvis var han endnu ikke den ældste af den nuværende fyrstes afkom. Men så meget kunne ske. Desværre.

"Unge er svære. Helt små så lytter de lydigt efter, men har de levet frie eller er i en rebelsk tid, så er det nemmere at få min fader til at neje for en simpel slave," kommenterede Jontar med et småkækt smil. Det var ham ikke fremmed at bringe humor ind i det hele. For ham var dette normalt. For elverdværgen var dette nok en krise i hendes liv. Ikke for Jontar. Prinsen havde oplevet dette nok gange til at finde det normalt. Det var jo ikke ham, det påvirkede. "Der skal som det mindste være en garanti. Hvis slaven ikke kan trænes, kræver jeg kompensation. Der kan bruges mange krystaller på en korrekt træning." Det var måske meget at forlange, men man var jo ikke en fyrstesøn for ingenting. Og sælgeren burde også vide, at hvis en mand med en rigdom som Jontars værdsatte hans forretning, ville prinsen uden tvivl komme tilbage i de korrekte rammer. At være på den gode side med en Kazimi kunne være yderst frugtbar for en borger.

Sælgeren stod og overvejede hvad Jontar havde sagt, og han kunne selvfølgelig godt se det fra hans synspunkt. "Hvilken form for kompensation har De i tankerne?" Han så fra Runila til Jontar. "Det skal jo heller ikke gå ud over forretningen." sagde han prøvende, og håbede at det ikke ville koste ham for meget, hvis det viste sig at blandingsracen var for besværlig. 

  Runilas hals snørrede sig sammen, hvor mange timer, eller dage var det siden hun havde fået vand? Hun vidste godt at det sikkert var for at svække hende, og få hende til at føje sig hvis de tilbageholdt vand og mad. Men nu var det ubærligt for hende. 
  "Vand. Må jeg godt få noget vand?" Hun lød ikke sød, eller bedende. Snarere, toneløs, og robotagtig. Sælgeren blev hylet ud af sin samtale med Jontar da Runila snakkede, og hurtigt fik han sparket til buret, "Hold kæft når de voksne taler! og du må vente!" Han afsluttede sine ord med et ekstra spark. Han skulle ikke miste et salg bare fordi hun var uforskammet og begyndte at tale uden at have fået lov. Runila masede sig længere tilbage i buret over chokket af mandens udbrud og trak vejret hurtigt. Hun blev forskrækket og bange, og håbede at han ikke ville slå hende.   
  Rassgat!! tænkte hun vredt. De var nogle røvhuller, hele bundet og hun håbede at de ville brænde ihjel alle sammen.   

Selvfølgelig, selvfølgelig. Det var ingen forretning for sælgeren, hvis han ville ende med at skulle betale flere krystaller, end han fik. Derfor tyggede Jontar kort, for det skulle også være en god forretning for ham. Meget vel var han en Kazimi, men det betød ikke, han bare skulle bruge hele slægtens krystaller på uduelige slaver. Ellers skulle der nok komme en endefuld fra fyrsten selv. "Hvad med halvdelen af prisen og så kan vi aftale, hvad en passende mængde er for den tid, jeg vil have spildt på hende? Selvfølgelig kun, hvis det er en håbløs sag. Denne kompensation behøver jo ikke at ske, hvis slaven er, som De siger, min gode mand."

Slaven bad om vand inde i buret. Mangel eller minimal mængde af mad og vand hjalp med at gøre slaver mere medgørlige i øjeblikket. Men man skulle træde varsomt. Uden vand i for lang tid og man kunne lige så godt bruge krystaller på at få gravet et hul i jorden end noget andet. Og som sælgeren sparkede til buret og uden tvivl ramte hende viste, hvilken slags slavehandler han var mere, end hvilken slags slave hun var.
"Hvor god stand er hun i? Skrammer, skader, fysiske problemer?" Jontar skulle jo sikre sig, at han ikke købt en fysisk uduelig slave, selvom en dværgelver nok næppe havde den største fysiske styrke. Om sælgeren eller slaven selv ville bide mærke i, at dette var første gang, Jontar havde omtalt slaven som en 'hun' og ikke bare 'den', vidste prinsen ikke. Måske?

Sælgeren rettede lidt på tøjet efter sparket, og kunne vende tilbage til hans samtale med fyrstesønnen. Han havde virket temmelig arrig, og prøvede nu at falde ned igen. Han rømmede sig kort og lod sin hånd massere sin svedige nakke imens han tænkte, og overvejede fyrstens tilbud. 
  "Njoh," startede han og lod nu sin hånd massere den skægstubbede hage, "En og en halv safire, er vel fair." konkluderede han fortrødent, "Spild og spild. Alt kan vel vendes til en lærerig affære." han skød hovedet lidt frem og rynkede på næsen imens han kom med et prøvende smil. Det ville være til hans  uheld hvis der oveni den halve pris, også skulle medregnes fyrstesønnens tid oveni som en del af kompensationen. "Men, jeg er en ærlig mand." skyndte han sig at sige, "Jeg skal nok betale dig to safirer tilbage hvis der er problemer med blandingen. Og det er mit sidste bud." Han slikkede sig lidt på sin kindtand og ville prøve en anden taktik, "Minerne osv. er villige til at give 4 safirer for hende til at udøve arbejde." Han trak lidt på skuldrene, "De vil ikke gå glip af mit gode tilbud til Dem." En lille hvid løgn, men det behøvede Jontar af Kazimi jo ikke at få at vide. 

  Da det så ud til at Runila ikke fik en yderligere straf end at blive råbt af, lænede hun sig nysgerrigt frem for at lytte til samtalen. Det var fuldkommen fløjet over sælgerens hovede at Jontar havde omtalt Runila som en hun, fremfor en den, men Runila bed mærke i det. Hun kneb øjnene en smule sammen, og så nu kun på Jontar. Han var en person der var svær at læse. Hans udtryk var forholdsvist neutralt, men det var øjnene hun var mest fascineret af. Så grønne og så funklende, men alligevel så udtryksløse. Der var noget smukt og skræmmende ved manden på samme tid, men han var den første der under hele hendes forfærdelige rejse hertil havde omtalt hende som en hun.

  "Stand, Ja altså. Ud fra min rapport er det blevet nævnt at hun kan slå fra sig. Hun er robust bygget, så De skal ikke være nervøs for at hun lige sådan knækker sammen med det samme. Så fysikken ser ud til at være iorden. Hun har selvfølgelig fået lidt skrammer på turen herhen." Sælgeren kiggede igen på Runilas ansigt der både var beskidt, men under snavsen var huden gul og blå fra de lussinger og slag hun havde fået af sine tilfangetagere. "Ikke nogle dybere skader end lidt overfladiske smæk." 

At snakke om prisen var en del af det at være sælger og køber. Om det var med frugter, møbler, klæder eller slaver, så ville sælgeren prøve at hæve prisen, imens køberen ønskede at sænke den. Sådan var det og sådan ville det altid være. Dog havde Jontar også den ære i sig selv, at hvis en slave er en pris værd, så ville han give den. Hvis han vidste, at der var tale om en top-slave, pruttede han nogle gange ikke engang om prisen. Han tog første pris som den sidste. Fordelen ved at have Kazimis formue bag sig - selvfølgelig uden at brænde det hele af på første dag. Jontar var ung i mange af de andre slavehandleres øjne, men han var vis for sin alder. Måske lidt for vis til tider. I hvert fald til at give fyrsten grå hår næsten til tider.

Jontar gav slaven et kig. Hun var beskidt. Havde de smidt hende i en mudderpøl for at dække skrammer? Det ville ikke være utænkeligt. Skidt og snavs kunne dække en del. Hvis prinsen var i tvivl, kunne han nemt forlange en vaskning af hende og dermed se, hvad der gemte sig under laget af urenheder. Men med den pris og aftale, sælgeren medgav sig til, ville det være for meget at forlange for Jontar. Han måtte også være fair. "Hun ser ikke ud til at være på dødens rand. Det er altid noget." Man gider ikke købe en slave for at skulle få flere slaver til at grave et hul til hende. 
De limegrønne øjne vendte tilbage til sælgeren sammen med et afslappet smil. "Så tre safirer for hende nu og her, og i alt tre og en halv, hvis det skulle vise sig, at hun ikke er det værd," Ordene kunne nemt have lydt som et spørgsmål, men Jontar var meget selvsikker i sin tone. Det var en konstatering. Og for at understrege dette stak han højre hånd frem. "Aftale?"

Da Jontar igen kiggede på Runila blev hun flov. Det var som om at hans øjne kunne se lige igennem hende. Selvfølgelig var det ikke tilfældet. Men nu lod hun være med at møde hans øjne og forsøgte at gnide noget af skidtet af sine kinder i et desperat forsøg på at fremstå pænere end hun var. Hun var faktisk usikker på om skidtet havde gjort hende mere tiltalende end hvis hun havde været ren. Hun havde både fregner og en større næse end de fleste piger derhjemme. Runila kunne heller ikke forstå hvorfor hun dog tænkte på den slags når hun var taget til fange! Det var jo ikke fordi hun ligefrem skulle imponere den grøn-øjede mand. Måske prøvede hun bare at normalisere situationen en lille smule.. selvom det var svært. Runila skimtede op på den smukke mand igen da han talte till sælgeren. Nej, på dødens rand var hun ikke. Giv hende noget mad og drikke, og så var hun ellers klar til at stikke af! 


Sælgeren skulle ikke undervurdere Jontars professionalisme og viden når det kom til slavehandel, også selvom han var så ung. Nej, Fyrstesønnen kunne være hård at handle med. Han måtte stole på at slaven ikke ville volde problemer for ham - Jontar var jo kendt for at få slaver på rette køl. Tæmme dem, og gøre dem lydige. Så hvorfor skulle det samme ikke kunne ske med denne blandingsrace? 
  Sælgeren sendte ham et anstrengt smil og rakte hånden frem og forseglede aftalen, "Aftale, aftale." nikkede han godkendende. 
  "Hvordan vil de have hende med?" 

Det var, som om slaven på en og samme tid både frygtede og ikke gjorde, da Jontar kiggede atter på hende. Det måtte hun om. Had eller kærlighed, så var hun snart hans ejendom. Dette kunne hun ikke løbe fra. Især ikke fra sin indelukket placering i det gamle, rustne bur.
"Bare som hun er. Jeg har nogle ansatte ventende udenfor," fortalte Jontar. Blandt de ansatte var der også slaver. Morosa var der selvfølgelig også. Prinsen kunne ikke gå langt uden, at hans personlige slave ville være med. Det var en forpligtelse, at en Kazimis personlige slave var med den tilhørte adelig. Men dette havde Jontar alt andet end noget imod. Hvad der gjorde Morosa speciel end hans søskendes slaver var nemlig, at hun var valgt af ham. Normalt var det deres faders opgave at udvælge en slave fra deres fødsel, men Jontars medfødte evne inden for slavehandel havde tvunget ham til at finde en ny. En bedre end hans faders valg. "Tak for handlen."

Efter sælgeren var gået og efterladte derfor Jontar alene med sit nyeste indkøb, kiggede prinsen ned på hende. Ikke noget med at bøje sig for at være i samme øjenhøjde. Hvorfor? Han var over hende. Langt over hende. "Har du et navn eller skal jeg finde på et til dig?" Jontars stemme kunne meget nemt være kold og klinisk, men den var ikke helt det. Selvfølgelig var det ikke en venskabelig tone. Den var bestemmende, hård. Men den var ikke negativ eller ond, mere neutral. 

"Jamen selvfølgelig, Herre." Han gjorde et kort buk, og åbnede buret. Runilas hænder stadig bundet med et reb, og det var i det reb han hev fat i, for at at trække hende ud derfra. "Jeg lader hendes hænder være bundne, så vidt jeg har hørt kan hun være lidt fyrig." Han havde et godt tag i Runila og hev til. Men Runila var stadig kampklar, og vred sig og sparkede lidt ud med benene. 
"Kom nu UD." Med tvang fik han hende endelig ud derfra. Han rettede på hende, så hun kom op at stå ved siden af ham og stillede hende foran ham. "Tak for handlen." Gentog han samstemmende, og slap Runilas skuldre, "Jeg ville nok holde fast i den, Herre. Man ved aldrig." og så forlod ham dem til sig selv. Videre for at handle med andre besøgende. 

Runila kiggede efter sælgeren der forsvandt. Hendes øjne skimmede hurtigt rummet. Var der nogle flugtveje eller smuthuller? Hun bed sig tænksomt i læben og kneb brynene sammen. Måske var der kun een vej ud. Det var svært at se i det halvmørke rum, men noget lys kunne hun da skimte nede i den anden ende. Hendes muskler spændede op og gjorde sig klar til at løbe. Det var først da Jontar snakkede til hende at hendes muskler blev slappe igen og det gippede i hende. Hun så op på ham med store øjne, blandet med frygt. "Øh." Det gjorde hende helt forvirret at han ville vide hendes navn. 
  "Ru.. Runila." fremstammede hun og skød brystet frem i det hun rettede sig en smule op for at fremstå mere modig og stærk. Måske var det dumt at løbe med hendes hænder bundne. Hvis hun faldt ville det være for besværligt at rejse sig op og få et langt nok forspring.  

Buret blev åbnet. Sælgeren havde fat i et reb og hev med tydelige kræfter for at få slaven ud. Og endnu tydeligere med stor modstand fra hende. Hun var en livlig kvinde, det måtte Jontar give hende. Alligevel lod prinsen være stille. Han havde i mellemtiden fundet krystallerne frem for at overrakke til sælgeren, når han havde mere styr på slavinden. Overdragelsen af krystaller for kontrol over rebet blev givet og kort efter stod Jontar alene med den endnu unavngivet slave.

Hun var lav. Markant lavere end ham. Hun var også af dværgeafstamning, så det gav god mening. Og Jontar havde en god højde. Ikke den højeste. Der var mange højere end ham, men han var høj nok. Men hvad slavinden manglede i højde, gjorde hun op for andre steder. Hun virkede robust. Ikke tyk eller fed, men stærk og muskuløs. Hun kunne sikkert undslippe, hvis hun var i hendes storhedstid. Men mangel på føde, søvn, tryghed og ikke mindst væske havde efterladt hende dehydreret, træt og svag. Hun var hans nu.
"Runila," gentog Jontar en anelse tørt. Hendes forsøg på at virke stærk og modig gik ikke prinsens næse forbi. Dog kunne han tydelig se igennem det. Slaver prøvede altid at vise styrke i håb om at blive sluppet fri. Men Jontar havde godt fat i rebet. "Fortæl mig, hvad du var, før du blev min slave." Magien var i Jontars ordre. Hans magiske evne var nærmest en gave givet fra guderne i forlængelse med hans ønske om at arbejde inden for slavehandlen. En slavehandler med en evne til at overtale andre og især svagere menneske til at føje hans ord. Hvad mere perfekt findes der end dét?

Alt skidtet der havde størknet på Runilas ansigt, generede hendes hud, og derfor var det begyndt at klø. Hun missede kort med øjnene og rynkede på næsen for at slippe af med fornemmelsen, men det var svært at tænke på andet. Oveni dette, så var der den skræmmende stemning der lurede over Jontar og Runila. Hun kiggede ned på sine bundne hænder, og bevægede fingrene lidt for at få liv i dem. Hun turde ikke at klø sit ansigt i frygt for at han ville slå hende. Hun var blevet slået nok på sin rejse. Nok var Runila hårdfør, hun var vant til at blive mobbet og kaldt navne og komme op at slås i ny og næ; men alt det var blandt trygge rammer. Her.. kendte hun ingen. 

Runila ville gerne protestere da Jontar spurgte ind til hendes fortid. og kaldte hende for hans. Det lå tungt om hendes hjerte at hun ikke var sin egen, og det ville hun for alt i verden blive ved med at være. Jeg er ikke din, protesterede hun i tankerne, men de ord der kom ud af munden på hende, var langt fra de ord som hun havde tænkt. Det var som om hun modvilligt begyndte at tale, og fortælle om hvad hun var før.
"Jeg boede med min mor i .." hun prøvede virkelig at holde tilbage med informationen, men ordene forsatte modvilligt, "... i Dragorn. Jeg skulle have arbejdet deltid i en kro, men jeg stak af hjemmefra for at blive kriger." hendes krop dirrede, og hendes læber blev en lige og stram streg imens hun kiggede med ærefrygt på Jontar. Hvad er det han gør ved mig?? Hvorfor plaprer jeg sådan løs om mig selv? 

Der var en klar fordel at beordre slaver. Især nykøbte, for de var ofte svækket mentalt og fysisk. Normalt ville de måske kunne modstå Jontars overtalende evner, men med et svækket sind og træt krop ville det være umuligt måske. Prinsen kunne i hvert fald se, hvordan Runila ihærdigt prøvede at modstå hans ordre. Hun ville ikke dele informationer, men hun gav dem uden for meget langtrukkenthed. Dét var Jontar taknemmelig over. Han orkede ikke at skulle vente på hendes svar i minutter. Han kunne altid få det ud af hende på en anden måde. Ud af hendes egen mund var den sikreste for hende. Ingen blod eller brækket knogler. Kun en lettere nedbrudt psyke, men det var normalt for slaver. 

"Dragorn? Du er langt væk fra din mor," Jontars ord var nærmest grinende og det halve smil gjorde det ikke mere skjult. Hun fortryder sikkert nu at flygte hjemmefra for at blive en eller anden simpel kriger. "Kropige eller kriger bliver du ikke." Jontar var kontant og skarp i de ord. Selvfølgelig fandtes der krigerslaver, men dem havde prinsen ikke brug for lige nu. Og hvilken idiot ville spilde en interessant blandingsrace på at dø? I hvert fald ikke Jontar. Han kunne se potentiale i hende.
Han havde godt lagt mærke til, hvordan hun rumsterede med sine hænder. Jontar lagde intet i det. Hun prøvede sikkert bare at slippe fri, men det ville kun forvolde større problemer. De var stadig herinde. Alle vidste, hun var en slave. Jontars slave. Hvis de så hende løbe eller flygte, ville mindst et halvt dusin fuldvoksne mænd jagte hende og bringe hende tilbage til fyrstesønnen. Hun var fanget, med eller uden rebet om hænderne. "Hvor bliver de af?" Jontar kiggede rundt. Spørgsmålet var mere til sig selv end Runila. Det var ved at blive trættende at være herinde og vente på at kunne komme ud. Der lugtede herinde. Det var ikke et sted for en adelig. Men lugten ville sikkert følge efter dem. Så længe Runila var badet i skidt, ville lugten følge Jontar for enden af dette reb.

Der var en skadefro snert i Jontars tone da han nævnte hendes mor. Et stik af hjemve ramte hende i hjertet. Ja, hun havde godt regnet ud at hun var langt væk. Amazonitskovene var også langt væk fra Dragorn.. men her? Hvor var hun overhovedet. Bare et utroligt varmt land i hvert fald.. Det måtte være endnu længere væk. Det virkede på Runila som om at den unge herre morede sig ved det. Hun stirrede ned på sine beskidte sko, hvor der var kommet et hul. Det næste han sagde gjorde endnu mere ondt. Hun knyttede næverne en smule, og hendes læber blev stramme. Et par tårer formede sig i hendes øjenkroge, men stædigt prøvede hun at holde dem tilbage. Hendes krop dirrede lidt. Man kunne høre lidt på hendes vejrtrækning at hun kæmpede med sig selv om at lade være med at græde. Det gavnede jo ikke noget alligevel. Det var som om at hun prøvede at sige noget, men hun anede ikke hvad. Hun følte sig hånet. Og hun følte sig utrolig dum. Måske hun alligevel bare skulle have lyttet til sin mor og arbejdet på kroen. Hun havde alligevel været så dumdristig at tage afsted uden en gyldig plan. Sikke et dumt og kort eventyr. Jeg er en kæmpe idiot.. 

"Hvor.. er jeg egentlig henne..?" Spurgte hun forsigtigt, og skævede op til manden. Hun kunne se at han var blevet lidt frustreret over at vente på sine folk. Dette var det eneste hun kunne finde på at sige lige nu. Men hvis hun fandt ud af hvor hun var.. kunne hun vel finde ud af en måde at komme hjem på. 

Der var mange små lyde i det store lokale. Derfor kunne Jontar ikke helt præcis høre, når de velkendte skridt af hans medarbejdere ville komme ind. Om han overhovedet kunne høre deres ord, hvis de kaldte på prinsen, vidste Jontar ikke engang. Han måtte blot stole på, at de ville komme hen til ham og den nyindkøbte slave. Og gerne hurtigt. Der var i hvert fald brug for et bad til fyrstesønnen, når han kom tilbage til paladset. Om slaven ville få et, ville kun tiden vise. Måske. Hun var også beskidt og lugtende.
"Rubinien. Balzera for at være mere præcis." informerede Jontar henkastende uden at skænke slaven et blik. Hun var ikke klog i hvert fald. Dét vidste prinsen nu. Havde hun lagt to og to sammen, burde hun vide, at hun kun kunne være i Rubinien. Hvor ellers var slavehandel lovligt? Det var kun lovligt hér, desværre.

Endelig kunne Jontar se velkendte ansigter komme imod ham. Tre fuldvoksne mænd med langt skæg, der fik Jontars kinder til at ligne ballerne af en nyfødt. Bag dem kunne det råhvide, krøllede hår af Morosa ses. Hvor end Jontar var, var den personlige slave ikke langt væk. "Er dette dagens handel?" spurgte en af mændene, da de alle var kommet helt hen til Jontar med kun en meters afstand. Alles blikke var på hende. Alle af dem vidste, hvad hun var. Ja, selv Morosa havde blikket.
Prinsen nikkede og gav endelig Runila sit eget blik igen. "Forhåbentlig er hun mere værd gemt under alt skidtet og snavset," sagde Jontar og overrakte rebet til manden, der havde snakket. "Lad os komme ud herfra. Morosa, vil du starte et bad til mig, når vi kommer tilbage?" Den hvidhåret kvinder nikkede tavst. Måske Runila ville se et håb i dette. At Jontar ikke kommanderede med denne slavinde. Men Runila kendte ikke billedet. Jontar opførte sig kun sådan med Morosa og ingen andre slaver. Morosa var den specielle, ikke Runila.