Kære Lynette de Richelieu,



Deres tjeneste i Lyset er ikke gået ubemærket hen. Sjæle som Deres er en magelvare i vore tider, og vi skønner, at De vil passe godt ind i mandskabet hos Hviskeren - Lysets admirals personlige skib. 

Hvis De ønsker at forfølge denne mulighed, beder vi Dem sende besked tilbage, så vi kan arrangere et møde mellem Dem og undertegnede snarest muligt. 



I Lysets tjeneste,

Admiral Lynnise Cyril Valeriev

"Ja, det er jo ikke ligefrem skrevet af mig," kommenterede Lynn.
"Det er ret meget idéen, admiral," svarede Sefris og tog brevet fra hende igen for at stemple det med det officielle segl.
"Men altså, bør det ikke..."
"Nej, Lynn, det bør det virkelig ikke."


Et par dage senere sad Lynn i det, der tydeligvis var hendes officielle admiral-havnegemak, som hun ikke havde anet eksisteret, før de var gået i land i Juvelen og hun havde fået vist alle de steder og ting, hun lige pludselig havde råderet og (desværre) ansvar for. At blive admiral var en ære, men også en betydelig større byrde, end hun havde været klar over. Mandskabet hjalp så godt, de kunne, men de fleste var jo bare opsamlede havnebørn eller fiskere med hang til vold, så generelt forsøgte Sefris at holde dem afskåret fra resten af den øvre stab. At få flere dannede ind i Lynns stab var hans helt store hjertebarn i øjeblikket, og Lynn måtte jo indrømme, at det ikke lød som en helt skidt plan. Så længe de ikke gik i vejen for resten af dagligdagen på Hviskeren, og ikke faldt overbord i tide og utide, kunne det næppe skade. Og det ville virkelig hjælpe, hvis en anden end Sefris renskrev hendes breve, så han kunne fokusere på at udføre sit faktiske arbejde - at navigere skibet derhen, hvor det skulle.
En tidligere soldat var derfor uden videre den person i bunken af potentielle folk, Sefris havde fundet, som Lynn helst ville snakke med. At kvinden var adelig derudover var nok den primære grund til, at Sefris havde fundet hende interessant, men det var et krav, hvorimod resten var noget, Lynn skulle arbejde med. At have en fesen adelig skriver rendende var det sidste, hun ønskede sig. En dannet kvinde, som tjente i hæren og derudover havde et ry for ikke at ville slå ihjel (og endda afveg fra ordre for ikke at bryde dét moralske kodeks) se dét var noget, Lynn kunne respektere. 
Så da døren gik op var det med oprigtig entusiasme at Lynn rejste sig op og bød kvinden velkommen.
"Lynette de Riche... Richeli..." Selvom de havde øvet navnet hele morgenen, satte de sig fast et sted i Lynns mund.
"Richelieu," hviskede Sefris til hende. Lynn viftede ad ham med hånden. Nu gad hun ikke mere.
"Lynette! Jeg har hørt så mange fremragende ting om dig," sagde hun i stedet med et smil og ignorerede Sefris' forsøg på at krympe sig over hendes manglende etikette - han var også den højeste i rummet, så det var ærligt talt en tabt kamp. "Skal vi ikke tage en øl?"

"Fantastisk!" udbrød Lynn og slog i bordet - til stor skræk for Sefris, der var overbevist om, at den adelige frøken ville flygte meget snart og knuse alle deres drømme om at få en fornuftig sjæl ombord - inden hun gik tværs gennem rummet og gestikulerede til Lynette, at de kunne fortsætte snakken et andet sted. "Sefris, du har nok at lave, ikke? Jeg går en tur!"
Uden at vente på svar forsvandt hun ud af døren og Sefris, der bag dem begravede ansigtet i sin hånd, mens han masserede sine tindinger. Den gople ville blive hans død, så meget var sikkert.

"Så, fortæl mig lidt om dig selv og din erfaring," begyndte Lynn, mens hun førte Lynette ned ad gadens tætte mylder. Hun havde ikke fået indrettet sig helt i sine gemakker endnu - betydende at der ikke var noget alkohol inden for nem rækkevidde. Men så var det godt, de befandt sig på en havn, for på havne var der altid masser af kroer for at slukke de saltudtørrede sømænds tørst. "Og bare skip alt det der med suspenderingen. Jeg antager, det var en dum kriger-type, der tog dén beslutning. Du er tydeligvis kompetent, så de kunne nok bare ikke lide, du var mere kompetent end dem. Jeg tror landjord i længden får én til at visne lidt indeni, hvis jeg skal være ærlig."

En ting var sikkert - energien fejlede ikke noget. Da det næsten gibbede i Sefris, havde smældet haft en langt mere opkvikkende effekt på Lynette, der på vej ud af døren skævede en sidste gang over skulderen. Skjult bagved de brede skuldre, tegnede et morende smil sig forsigtigt op. Heh...

Så fortæl mig om dig selv. Hvad var der af vigtige ting at nævne? Det at fortælle om ens bedrifter, det var ikke noget nyt. Om nogen blev man ved hoffet og familie sammenkomster bedt om at dele ud af sine eventyr, og Lynette havde efterhånden øvet sig i de farvede fortællinger, som kunne få øjnene spærret op, og munden ligeså! Men det var næppe hvad en kaptajn ville høre. 
Da hun så ovenikøbet skulle skippe hvad der føltes som lidt for tungtvejende, men for vigtigt til ikke at nævne, havde hun ikke selv omtalt det... så gik Lynette i nogle minutter i tavshed, inden at hun rømmede sig, et skævt smil om læberne. 
"Jeg har sejlet i på Krystallandets farvande i seks år nu. Fra Juvelen til Tar Alserif, og rundt omkring sydspidsen til Fristavn igen - vores skib hedder Bølgebryderen. Hun vædrer piratskibe, beskytter grænserne og overvåger Fristavns farvand - hun er en fryd for øjet!" omend ordene startede ganske... neutrale, var det som om at iveren og begejstringen over det kraftige søfartøj, ikke kunne holdes ude af stemmen. "Hun er ikke den hurtigste, men robust og manøvredygtig" tilføjede hun.
Lynn virkede til at lede dem imod en af de mange kroer. Lugten af tang hang stadigvæk i luften væk fra skibet, men den søde duft af piberøg og lyden af buldrende stemmer, overtog snarligt både lugt og lyd. 
Nu talt varm, fortsatte hun derfor bare. "Jeg er.... specialiseret i langsværdet, men har basal viden indenfor de fleste våben. Udover det var jeg også 2. styrmand førhen selve suspenderingen, og..." lidt mere overvejende trak den høje kvinde på skuldrene, og rakte ud for at åbne døren for Lynn. "... så er jeg selvfølgelig en de Richelieu. Ikke at det har skullet betyde noget, heh" implementeret lå den baggrundsviden sådan en opvækst bragte med sig - med det forbehold at hun var blevet væbner i en alder af 14. Hendes adelige evner, var... rustne. Lidt bedre nu, men stadigvæk rustne når hun blev sat på spidsen. 

Kroen, Lynn ledte dem hen på, var en af hendes gamle kendinge. Et sted, hvor der var flere uniformer end almene borgere, og de, der var, var der med håbet om at komme ind i varmen hos nogle af de tilstedeværende officerer. Kromutter langede to store krus over disken, så snart hun så Lynn træde ind, og Lynn gjorde en gestus til Lynette om at tage det ene krus, mens hun selv tog det andet og lænede sig op ad disken. Her behøvede hun ikke selv sørge for at hælde vand i sin øl. Det klarede kromutter, ligesom at hun klarede at sætte øllene på hendes regning, som Lyset ordnede at trække fra hendes løn. Det var det gode ved at drikke nær Dianthos. Her behøvede man ikke tænke over at have krystaller med, ligesom i Fristavn, hvor man så også skulle passe på dem.
"Jamen det lyder jo ganske lovende. Sværdkunst er altid påskønnet," Hun behøvede jo ikke sige, at hun selv var fummelfingret med sådan en skarp armforlænger. "Og de politiske forbindelser hjælper ikke så meget ude på havet, men måske navnet kan bruges til et eller andet på et tidspunkt."

Og det mere vigtige var nok, at hun vidste, hvordan man skulle begå sig nær vigtige mennesker. Det mente Sefris i hvert fald, at Lynn burde vide lidt mere om, og måske kunne hun overskue at lære det fra hende her. Sefris var umanérligt tør at høre på. Især når han irettesatte Lynn.
"Så fortæl mig lidt om Bølgebryderen," sagde hun og tog en slurk af øllet. Næste gang de drog fra land, ville det blive en lang tur, så det var bare om at nyde det gode øl inden. "Hvis skib er det - nu siger du jeres; er det i din familie, eller bare det sted, du senest har følt dig hjemme?"

Det var med en undersøgende nysgerrighed Lynette betragtede beværtningen som de trådte ind på, der virkede til at være et stamsted for Lysets hær. Der var i hvert fald nogle genkendelige emblemer imellem de mange uniformer. De fandt dog hurtigt vej til disken, hvor at hun med et taknemmligt nik tog imod den øl der blev slynget i hendes retning. 

Lynette tog et pausende tår af af øllen - den var slet ikke ringe - imens at hun lyttede. "Bølgebryderen er kaptajn Tordenvinges skib" smilede hun, ikke sikker på at hun vidste hvem det var, men forsatte lidt mere uddybende, men nu vendt med ryggen ind imod disken også. "Men jeg følte mig hjemme der... jeg er taknemmelig for de rejser jeg tog med dem - de er en herlig flok" der havde været både op og nedture, men i alt i alt, var det noget hun så tilbage på med gode minder, stadigvæk at ane i de tvefarvede øjne. Hendes afsigelse havde i sidste ende været ligeså meget for mandskabets skyld, som for hendes skyld. 
Lynettes blik gled tilbage på Lynn, lidt spørgende. Kaptajn Tordenvinge var en ven af familien, men udenfor deres tjeneste, så at sige. "Vores arbejde med pirater, er som de sikkert ved selv, ikke altid fantastisk. Det er en speciel stemning, der skabes på skibe" funderede hun, og tog med et lille smil en tår mere. 

"Skibe kan få en til at føle sig hjemme som intet andet kan," medgav Lynn. "Jeg forstår det så udmærket."
Før i tiden havde Lynn troet, at vandet var der, hun altid ville føle sig hjemme - under eller over det - men efterhånden havde hun erfaret, at det nok ikke var vådt, der gav et hjem. Det var skibet og det mandskab, man sejlede med.
"Hos os er stemningen nærmest altid høj!" sagde hun opmuntrende. Det lød til at Lynette var ved at synke sig selv i nogle nostalgiske minder. Ikke nødvendigvis den rare af slagsen. "Joda, vi hiver pirater og soldater fra Mørket og andet afskum ind, men det sænker zalme ikke stemningen. Som regel gør det blot stemningen bedre, fordi vi får smidt dem i deres retmæssige fængelsceller. Skål på det!"
Hun hævede kruset og slog det mod Lynettes. Det var hårdt arbejde at samle Krystallandets afskum ind - hårdt, men retfærdigt arbejde.

Overrasket gibbede det næsten umærkeligt i Lynette, der næsten mere af refleks løftede glasset, et hurtigt nik til følge inden hun drak et par slurke af øllen. Overraskende, men til gengæld den gode form for overraskelse, der fik et skjult grin over læberne. Det blev dog hastigt gemt da hun tørrede munden af med ærmet. Der var noget løsslupen ved stemningen herinde, som i fik de ellers ranke holdning til at falde en smule mere afslappet sammen. 
På et skib kom man ikke udenom at hver person havde en form for rolle. Der var udover det også en vis forventning om at man opererede indenfor den givne rolle - dog med en drys af improvisation hvis det var virkelig nødvendigt. Men samtidigt, så var det som Lynn selv sagde; stemningen der betød en del. Hun var så optimistisk. 

Hun kunne godt forestille sig hvilken gejst hun som flådeadmiral bragte med sig. Interesseret holdt hun glasset med den ene hånd, men drejede sig en halv omgang imod hende, lænet sidelæns op af disken i stedet. "Dit mandskab - det lyder som om i kender hinanden godt" karisma, var det ikke hvad folk kaldte det? Selvom man ikke kunne se det, var der et lille smil i tonelejet da hun talte. "Hvor mange år har du egentlig sejlet for Lyset?" alle var vel i deres inderste lidt nysgerrige på røverhistorier, også selvom hun ikke ville indrømme det. Men det virkede også til at hun havde sejlet med det samme mandskab længe. Nogle ville være hurtige til at påpege at det joh var et godt tegn, men hendes tanker var lidt andre steder end der. 

    Lynnette virkede stadig en del for formel til selskabet, men det skulle Lynn nok få ordnet. Det var hun ikke i tvivl om. Hvis hun var den rette til posten, ville Hviskerens mandskab også hurtigt få adelskvinden til at løsne op. Det var aldrig for sent at lære nye tricks - især ikke som adelig.
    "Jeg har sejlet med Lyset i otteogtyveår nu, faktisk," sagde Lynn stolt. "To år til, og jeg holder den største jubilæumsfest, Juvelen nogensinde har set! Det hele har selvfølgelig ikke været at sejle, for der var noget teoretisk uddannelse på fastlandet. Men Lyset har haft mig lige siden de selv reddede mig fra et luset piratskib. Så mit liv er viet til at redde så mange som muligt fra piratskibe i min egen levetid."
    Det betød noget nær alt for Lynn at kunne gøre det samme for andre, som hun selv havde været heldig med at opleve. Hver dag tog pirater slaver eller gidsler ombord, og det var Hviskerens ypperste opgave at få dem tilbage til friheden. Efter forfremmelsen til admiral måtte Lynn dog indrømme, at hun havde fået væsentligt flere og større opgaver, så netop piratjagten blev indstillet til fordel for fredsbevarende opgaver omkring kysten, hvor Mørket hærgede. Det var heldigvis et mindst lige så retfærdigt foretagne!

Det satte alligevel tingene i perspektiv. Overraskelsen over hvor længe Lynn faktisk havde bemandet en post indenfor Lyset - længere end hendes levetid - den var til at ane. Jah - hun burde være stolt! Tanken om at have været fange på et af skibene havde overraskende nok slet ikke strejfet den ranke skikkelse, der dog opfordret af barens stemning, langsomt løsnede mere og mere op. 
De tvefarvede øjne blev knebet en smule sammen, da et lille grin skubbede kinderne op. "Det er et ærværdigt formål at tage på sig" fine ord sneg sig ind i sætningerne, men Lynette løftede kruset til en lille skål mere, da hun forsatte. "Og det må jeg sørge for ikke at gå glip af, så!" - apropos retfærdige foretagne. 

Selv havde hun ikke en så investeret historie om Lyset at fortælle, men det virkede ikke som om at goppelkaptajnen målte ud på det. Men lidt opstemt af den summende virkning øl havde på hende, kunne hun ikke lade være med at konstatere "Jeg har aldrig reddet nogle fra et skib - det har primært været smuglervarer" den eneste undtagelse havde været en enkelt gang med slaver. Det havde heller ikke været kønt, men hun havde ikke været på 'redningsholdene'. 
Ikke at det gjorde hende noget, og det var nok mest af alt ment som en lille tilføjelse. 

    "Smuglergods er også værd at redde!" proklamerede Lynn og skålede med Lynette. "Ofte når vi redder nogle, er det heller ikke slaver. Oftest er det rige handelsfolk, der ikke har sejlet med de gode, autoriserede skibe, men er prøvet at smutte udenom tolden ved at hoppe på et mindre skib. Så ender de som gidsler, der skal handles tilbage til deres familier. De bliver behandlet fint nok, men nøj en omgang skam, de tager med sig tilbage til land. I det mindste vælger de fleste af dem ikke at gøre dén slags igen."
    Lynn rystede på hovedet over sin egen fortælling. Det var lidt for ofte, at hun havde haft den type redningsaktioner. Man skulle tro, at Lyset ville lade den slags folk sejle sin egen sø, men ofte var det folk med titler, land og vigtige forbindelser til de rigtige steder i Paladset. Lynn skelnede nu heller ikke. Alle kunne have brug for hjælp, uanset om det var grundet ens egen dumhed eller andres ondskab. Verden var sjældent så sorthvid, som mange ville ønske. 
    "Hvordan med svære valg til søs, Lynette?" spurgte hun. "Det har altid været en stor del af vores arbejde på Hviskeren, og det bliver kun en større del, nu hvor jeg bærer admiraltitlen. Hvilken type arbejde trives du bedst i?"

Lynette lyttede nøje, og kunne ikke undgå at spærre øjnene en smule overrasket op da Lynn uddybede hvad en mission (udover det almindelige) kunne byde på. Gidsler? Hun kunne sagtens forestille sig typerne, og havde i realiteten nok også mødt dem oftere end hun egentlig vidste af. 
Et eller andet sted, tog det nok ikke mange skarpe samtaler at finde frem til hvem der havde hvilke intentioner i finere forsamlinger, selvom man sjældent vidste hvorfor. Problemet var dog at Lynette sjældent tog de samtaler i forvejen. Nej, der havde havvinde og let forståede ordrer givet mere livsværdi, og i den grad også lethed. Jah på nogle fronter... 

Fordi hvordan var det nu med svære valg? Med en lidt overvejende grimasse gled de tvefarvede øjne op imod loftet, hvad var det nu hendes gamle kommanderende havde sagt, og Lynette tøvede kortvarigt. "Jeg.." har fået af vide at det ikke er min spidskompetance ".. tror ikke det letteste valg, altid er det rigtige" endte hun i stedet med at sige. Med et mere beslutsomt lille nik søgte stormøjnene admiralens, og ekkoet af nogle af hendes første ord lød for mennesket. 
Se suspenderingen var ikke hendes stolteste øjeblik, og selvom hun stadigvæk (dybt inderst inde) følte at hun ikke havde gjort noget galt, havde det da været svært at vedligeholde den fortælling for sig selv. Især når sergenter og dets lige bankede et 'nej' ned over ørene. 
Men Lynn havde kaldt hende kompetent. Og et eller andet sted, så rungede det åbenbart højere, end deres vrissende - delvist nedsættende - kommentarer. Og måske var det fordi at hun efterhånden havde talt sig mere varm, at hendes ord ikke bar samme tilbageholdenhed da hun blev sat til at beskrive sig selv yderligere. "Giv mig en opgave, og jeg løser den" begyndte hun kortfattet, en kende direkte, og lænede sig lidt tilbage. "Og for nogle år siden, havde jeg nok tilføjet: løser den hurtigt. Men jeg tror ikke længere det er mit mest sigende træk. Jeg ved ikke om det står i mine filer, men jeg har arvede for nogle år siden, en evne fra min mors side af familien. Den har vist sig at..." og hun kløede sig en smule i nakken, et skævt smil til følge. ".. den har forandret meget, når det gælder mit arbejde" hvis admiralen havde fået det med i sit baggrundstjek, var der ikke nogen grund til at uddybe for meget. Hun kunne kun forestille sig hvad der var blevet skrevet, og himlede indvendigt lidt med øjnene. 
Hun var nok stadigvæk i gang med at vurdere hvorvidt det var en forbandelse, eller en gave. Eller i hvert fald udsat det siden det startede. 

    Lynn nikkede anerkendende til Lynettes ord. Faktisk mindre til selve ordene og mere til de pauser, hun holdt undervejs. For det var dén slags gennemtænkte svar, der i sidste ende reddede én ude på havet og i svære situationer. Det var evnen til lige at kunne tænke sig om en ekstra gang i de sværeste valg. Ikke at stole blindt på, at man var dygtig. Den selv-skepsis var sund at have.
    "Det står garanteret i dine filer," svarede Lynn og skar en grimasse. "Men ser du, jeg har ikke så forfærdeligt meget tålmodighed, når det kommer til papirarbejde. Og dine filer var meget lange. Så jeg har ikke nærlæst det hele. Det er faktisk en af grundene til, at vi har den her samtale. Med din baggrund er du uden tvivl mere vant til at skrive med flotte ord, og det mangler jeg desperat én, der kan gøre i mit sted. At kunne sortere mine bandeord ud er ikke helt nok, forstår du.
    Så fortæl mig endelig om din evne. På Hviskeren har vi en bred vifte af folk, både med og uden evner, og vi er alle bevidste om hinandens evner, så vi kan komplimentere hinanden i arbejdet og kan have hinandens ryg med vores forskellige kompetencer."
    De havde flere på skibet med gode evner i tilfælde af at folk faldt overbord, enkelte med gode evner til sårheling og mere praktiske opgaver, og så havde de ellers fyldt skibet med folk, der bare var pissedygtige til at sejle. Lynns overblik og telepati fik besætningen til at hænge sammen og arbejde som en helhed, og hu nvar altid på udkig efter besætning, der kunne bringe Hviskeren til sit næste højdepunkt på havet.

Et lidt hurtigt grin hiksede over Lynettes læber ved den vægt hun lagde på ordet meget, men ellers afbrød hun ikke den anden kvinde. Nej, interesseret lyttede adelskvinden til den retning som ordene tog, og lidt overrasket gled det ene bryn spørgende op - papirarbejde? Det havde aldrig været hendes forte, og nok en af grundene til at det blidt blev skubbet ud af hænderne på hende, når hun skulle til at gøre det tilbage i barndommens skoletid. 
Men lidt fine ord, lidt vigtig etikette og snørklede formuleringer lå vidst nok stadigvæk på ryggraden - som en arbejdsskade man ikke slap af med, men nu kunne vise sig at være gavnende. 
Det lyse hoved gled en smule tænksomt på skrå, hun skulle nok vende tilbage til hendes evner indenfor fjerpennen, men en evne af gangen. Og med et skævt smil tog hun en tår mere af sin øl, og rømmede sig. "Det er en form for healing, ville jeg nok kalde det? Jeg kan skabe ro, 'sindsfred', og til dels også tage minder. Det har indtil videre kun virket på mere dystre situationer... nærdødsoplevelser, overfald, tidspunkter vedkommende har følt sig utilpas. Generelt 'siver' den her magi en smule ud hele tiden, og jeg kan nogle gange også fornemme sindstilstande ret tydeligt". 

Det her var uden tvivl noget hun havde snakket om før, og var det som en rapport hun fremlagde, prikkede hun lidt sigende på det mørke blæk der omgav hendes øjne. Lige nu var det en smal streg, men stadigvæk tydeligt nok til at det lignede at det var med vilje. "Det her gør det tydeligt om jeg bruger evnen".
Med et mere undersøgende glimt gled blikket kortvarigt ud til siderne, jah følte rummets gæster an imens hun tog en tår mere af sin øl, førhen hun fokuserede på Lynn igen. På den lidt mere passive front var hun ret sensitiv overfor andres humør, men den del havde hun lært at koble mere fra.  

   "Men det er noget, du sagtens kan håndtere selv, går jeg ud fra?" spurgte hun interesseret. "Så et fjendtligt skibs tilskadekommendes tilstand ikke vil gøre dig ude af stand til at holde dig på benene mener jeg? For generelt lyder det som en evne, der passer perfekt ind hos Hviskeren. Vi bruger enhver fordel, vi kan skaffe os, og netop vore modstanderes sindstilstand vil være til stor gavn at kende til. Især når vi er oppe mod smuglere og pirater, der ofte holder meget hemmeligt og forsøger at få vores opmærksomhed drevet i en anden retning."
    Lynn forstod ikke helt sammenhængen med det sorte om Lynettes øjne, men konkluderede, at det måtte blive et emne til en senere dag. Man behøvede ikke udlevere sig selv fuldstændigt, og slet ikke når man endnu ikke havde takket ja til stillingen. Hvad Lynette ville dele, måtte være op til hende selv og det måtte ske i hendes eget tempo. Hvis hun tog imod jobtilbuddet, forventede Lynn at alt blev delt på et tidspunkt, men hver ting til sin tid.
    "Hvor stor er effekten på minder?" spurgte Lynn også. "Altså vil folks minder kunne forsvinde, uden at du bruger evnen aktivt, eller er den del noget, du selv kan styre mængden af?"
    Det kunne både være en god og dårlig ting sådan at fjerne folks minder fra dem. Ofte holdt minderne en god kilde til læring, men gjorde de for ondt, kunne de hæmme personen fra at komme på benene igen.

Lynette nikkede kort og prompte da hun spurgte om det var indenfor hendes selvkontrol, det var trods alt noget af det første hun havde skulle lære at slå fra, og den træning lå tættere til ryggraden. Alt i alt var det relevante spørgsmål - dog fra en lidt anden indgangsvinkel end den hun var vant til, og blikke gled lidt overvejende op imens hun genkaldte sig sin erfaring indtil nu. "Javel. Og nej, det er lang tid siden at den har gjort det. Jeg styrer ikke længden af mindet, men jeg kan.." og hun vippede lidt den ene hånd overvejende imellem dem. ".. nogenlunde hurtigt 'finde' det, imellem de andre. Jeg har ikke haft den store succes med de mere positive minder, men dem har jeg heller ikke forsøgt at finde eller fjerne". Ikke at hun forestillede sig det var en situation hun ville stå i. Det virkede forkert. 

Hviskeren lød dog som et spændende sted. Broget, nok uden tvivl en smule farverigt, og tanken var velkommen, når hun overvejede muligheden for at det faktisk kunne blive til noget. Jah indtil videre gik det faktisk godt. Og hun kunne til sin egen overraskelse konstatere, at det føltes som om at det ville forsætte i den retning? Admiralen var i hvert fald lettere at snakke med, end hun havde forventet. 
"Jeg har ikke prøvet at lokalisere individer ud fra deres følelser" måtte hun dog også tilføje, men virkede ikke afvisende for at forsøge sig med evnens udstrækning. 

    Lynn nikkede til forklaringerne og tænkte over informationen. Hun havde ikke umiddelbart nogle røde flag over Lynettes, selvom der sikkert var masser af hente i de filer, hun så nænsomt havde undladt at læse. Der var masser af historier i Lynettes baggrund, som hun kunne grave i ved lejlighed, men det var ikke så vigtigt for Lynn at få det hele op til overfladen lige nu. Hun havde fået en god samtale med kvinden og stolede på hendes ord. Der var god kemi mellem dem, og resten skulle bevises i kamp og pressede situationer. Den slags kunne man ikke snakke sig ud af.
    "Vi må prøve det en dag. Når vi næste gang skal borde en fangetransport, må vi sørger for at have dig på fuld chakra, så vi kan se, om vi kan bruge evnerne til det. Måske til at finde ud af, hvor de sidder henne. Nå, men i hvert fald," Lynn stoppede sig selv fra at ende i en dyb spiral af gode idéer og rakte hånden frem. "Hvis du vil, Lynette, så er jobbet dit. Jeg vil i hvert fald gerne have dig på mit skib."
    Hun undgik bevidst at udtale efternavnet, for det var ikke gået særligt godt, de mange gange, hun havde forsøgt.Der måtte hun enten får kvinden selv til at hjælpe med øvningen, eller hun måtte finde på en smart måde at sige lyde, der mindede om. Uanset hvad var det en bekymring til en anden dag.
    "Èn ting dog," tilføjede hun. "Jeg er Lynn. Du kan ikke også være en Lyn, så jeg håber du har et andet kælenavn."

De var formået at komme lidt omkring i emnet her efterhånden. Men interessen for hendes evner, både de magiske og de mere praktiske, den var skam velkommen. Og I forhold til at det joh egentlig var en ansættelses samtale, så måtte det være godt nyt. 
Lynette havde til gengæld næsten glemt at det baggrunden for mødet, når hun lyttede til de forslag der kom fra admiralen. Det virkede ikke som en jobsamtale. Modsat så mange andre gange, så føltes det også samtidigt som om at de talte sammen, hende og en overkommanderende, fremfor bare til hinanden. 
Mennesket tog med et lille smil en tår mere af sit krus, spærrede dernæst øjnene ligedele overrasket og taknemmeligt op over hånden som blev rakt frem, og tog selvfølgelig til sidst imod den. "Jeg takker jah". 

Fra hånden og et eller andet sted ned af kindben og ned af nakken spredte en boblende varme sig, som Lynette senere genkendte som spænding. Men hun tænkte ikke nærmere over det, da hun leende hørte tilføjelsen til ordene, og gav admiralens hånd et sigende lille klem. "Kald mig Liljehåb i stedet" et mellemnavn der måske var lidt mere folkeligt end De Richelieu, og lidt lettere at reagere på i dårligt eller blæseligt vejr.