Når der var noget Juno ville have, var der ikke meget der kunne stå imellem ham og dét. Fra han havde fået ideen ind i sit hoved og til han var begyndt at undersøge, hvordan han kunne realisere den, var der ikke gået mere end et par dage, men det havde taget ham over en måned, at finde frem til forretningen han trådte ind i nu.
På trods af at Urter, Alkymi og Magiske Remedier lå i den nedre del af byen, som Juno ellers påstod at kende som sin baglomme, havde han aldrig selv været derinde før. Der var noget over butikken, der havde skræmt ham væk som ung knægt, en følelse af at han ville ende op med at være forbandet, hvis han huggede noget i butikken. 
Derfor gled hans blik også nysgerrigt rundt, da han trådte ind i den, selvom han vidste præcis, hvad han kom efter. Han havde dog heller ikke synderlig meget lyst til at møde blikket af den ældre herre, der stod bag disken. 
"Jeg leder efter en måde at fjerne en af mine evner på." Juno hverken hilste eller introducerede sig selv, men mødte i det mindste mandens blik, da han havde fremlagt sit ønske. "Jeg hører at du måske kan hjælpe mig?" Med noget tøven bevægede han sig hen mod disken, med begge hænder i lommerne, den ene af dem knyttet om en kniv i den. 

Vinduerne hos Urter, Alkymi og Magiske Remedier var som altid tilskoddede, men en olielampe hang i en holder lige inden for døren og bredte et blødt lys ud over butikslokalet. Det var naturligvis mest for kundernes skyld, for butiksindehaveren Faust trivedes ganske udemærket i mørket.

Hylderne langs væggene var fyldt med de forskellige varer, som Faust tilbød. Tørrede urter hang på kroge og gav rummet en apoteks-agtig lugt, mens små flasker var omhyggeligt placeret side om side. Der var også en udstilling af ringe og amuletter: Fausts vigtigste indtægtskilde, da de var fyldt med magien, som han solgte.
Netop en af disse amuletter var han ved omhyggeligt at polere bag ved disken, da klokken over døren gav en let ringlen, og en ung mand trådte ind. Han havde ikke ventet nogle af sine faste kunder, men af og til kom der folk ind fra gaden - oftest nogle, der havde hørt om stedet.

Unge mennesker - fyldt med sådan et hastværk! Tænkte han med et lille suk, mens han lagde amuletten til side. I hans tid havde folk i det mindste givet sig tid til at hilse på hinanden, men den unges mand udbrud havde alligevel fået ham til at spidse ører. Det, han bad om, lå noget over Fausts almindelige kompetencer, men tanken om at eksperimentere, fik det alligevel til at klø i vampyrens fingre, mens mulighederne begyndte at cirkle rundt i hans tanker..

De mørke, glitrende øjne mødte den unge mands blik, og han skildte læberne i en behageligt, men køligt smil. "Velkommen til min lille forretning .. hr?" Tonefaldet lød en lille smule insisterende på i det mindste at have høflighederne på plads først. "Det er et .. usædvanligt ønske, men ikke utænkeligt. Jeg må dog først høre lidt mere om Deres situation.." Han bevægede sig med en ældre mands tålmodighed rundt om disken og frembragte en lille stol, som herren kunne sidde på. Det tydede på at kunne blive til et længere besøg..

Juno havde aldrig før mødt en butiksejer, der bad om deres kunders navne. Det var ikke ligefrem den slags butikker han kom i, og de butikken han rent faktisk kom i, var som regel dem han stjal fra. Han havde ikke modet til at stjæle fra den her butik og desuden var det noget så specifikt han ledte efter, at han ikke bare turde prøve sig frem med hvad som helst der var magisk. 
"Juno?" Svarede han tøvende, stadig usikker på om det virkelig var hans navn, butiksejeren havde spurgt efter. "Kadwell," tilføjede han, ikke fordi han nogensinde brugte sit efternavn, men fordi det alligevel nogen steder betød noget, og Juno pludselig gik op i at give et godt indtryk. Her ville han ikke bare være en eller anden gemen tyv - han ville være én, der var værd at hjælpe. 
På trods af sin målsætning om at være én, man gerne ville hjælpe, skar Juno straks en grimasse, da der blev spurgt mere ind til hans situation. Han skævede skeptisk til stolen, men igen overvandt hans midlertidig behov for at blive set gavmildt på, og han smed røven i stolen, hvor hans ene knæ straks begyndte at hoppe op og ned ad nervøs energi. 
"Jeg... Har fået adgang til noget magi, der måske.. kan give mig en ny evne," begyndte Juno at forklare, imens hans kinder langsomt blev varmere. Det var pinligt for ham at indrømme, at han ikke hvilede i sig selv og sine evner, og endnu værre var det, når det var kærlighed, der gav ham lyst til at ville ændre den ene. 
"Men hende, der har givet mig den, siger, at min krop ikke vil optage magien, fordi der ikke er plads til den." I et pludseligt indskud af at stole på en fremmed, som Juno aldrig havde følt før, rakte han ned i sin lomme og fiksede medaljonen med den påståede ulve-forvandlingsevne i, op af sin lomme og rakte den til butiksejeren. "Det gjorde mig syg, da vi prøvede alligevel," tilføjede han med et skuldertræk, som havde de kraftige mavekramper og den efterfølgende choktilstand hans krop var gået i, ikke efterladt ham med andet end en lille forskrækkelse. 

Måske var det fordi Faust var fra en anden generation, og at han en gang - på trods af sin simple herkomst - havde gået på en af byens dengang finere uddanelsesinstitutioner, at han foretrak at tiltale folk pænt og høfligt og ved efternavn. Det gav også en eller anden form for distance til folk, som han i høj grad foretrak.

"Hr Kadwell, javel. De kan kalde mig Faust." Sagde Faust. Det skete ikke ofte, men det var ikke første gang et ungt menneske havde væltet ind i hans forretning - i håb om at den gamle butiksejer kunne skaffe dem et eller andet magisk til at hjælpe på en (fra et ungt menneske synspunkt) alvorlig eller endda livstruende situation.
Det plejede ikke at ophidse den gamle vampyr synderligt, men kendte man Faust, ville man kunne se, at der ved netop dette besøg var opstået en form for brændende interesse i butiksejerens øjne.

"Hmm ja, det giver ganske god mening. En krop har en begrænset mængde magi, den kan holde på." Mumlede han. Han begyndte at kredse om den unge knægt, seende ham an fra forskellige vinkler. Han dristede sig endda til at lægge sine unaturligt kølige fingre mod drengens hage, for at dreje hans hoved og se ham an.

Så snart amuletten kom frem, var hans interesse dog fanget, og han greb den omgående og gik om på den anden side af disken for at holde den op i lyset. "Ting kan holde på magi, men det plejer med tiden at svækkes .. at overføre det til en menneskekrop derimod .. det skulle jeg tidligere have tænkt på!" Lød det forundret fra vampyren. Det var som om Juno var kommet ind i hans butik for at give ham en prægtig gave - eller i al fald sætte nogle tanker i gang, som den gamle butiksejer ikke tidligere havde vovet at tænke.
Øjnene gled fra medaljonen til den unge mand på stolen med et tænktsomt udtryk. "Vi kommer til at skulle dræne Deres nuværende magi .. helt og aldeles. Jeg har ikke prøvet det før, men jeg tror ikke, det er umuligt.." Det var tydeligt, at hjulene allerede snurrede inde bag vampyrens grå, tilbagestrøgne hår. Han havde sandsynligvis ikke den fornødne kraft selv, men heldigvis havde en samlet adskillige genstande gennem tiden der måske kunne hjælpe..

Juno måtte endnu engang se sig forvirret, da butiksejeren, på trods af selv at have bedt om hans navn, kun brugte hans efternavn. For Juno var det en tæthed at have nogens navn, og en afstand at kalde dem ved efternavn. Des længere han var i butikken, des mindre forstod han dens ejer - Faust. 
Derfor sad han også helt stille, selv hans knæ faldet til ro, da manden nærmede sig ham, og selvom han var nødt til at bide sig selv i kinden, imens han blev set an og, endnu værre, rørt ved, tillod han det. Det var kun et bevis for, hvor meget han ønskede dette, at han ikke straks slog den ældre herres hånd væk, men nøjedes med at betragte ham, skeptisk og tavst. 
"Det lyder meget rigtigt," var det eneste han mumlede, da Faust fortalte om kroppens begrænsninger. Det var helt sikkert en grænse, han havde mødt, da han havde prøvet at tvinge amulettens magi ind i sig alligevel. 

Den reaktion han så fra Faust gav på ingen måde mening for ham, for selvom det havde taget ham en mindre evighed og alt for mange ressourcer at finde frem til amuletten, så forstod han ikke dens betydning eller sjældenhed. Han var ikke engang sikker på, om den virkede, omend han havde øjne på hende, der havde solgt ham den, og havde tænkt sig at have det, indtil han havde opnået sit ønskede resultat. 
Selvom han ikke helt forstod begejstringen, var forundringen i Fausts stemme ikke til at tage fejl af, og den opmuntrede Juno, der endelig troede på, at heldet var vendt for mig. Måske hans mission endelig ville lykkedes for ham. 
"Fint!" Skyndte Juno sig at svare, da han hørte om kravet for at skulle få den nye magi. Han ville gøre hvad end der skulle til. "Tror du.." begyndte han og sank en klump, inden han lænede sig fremad i stolen, hans albuer hvilende imod hans knæ. ".. at jeg ville kunne vælge hvilke af mine evner, det bliver?"
Det værste ville være, hvis begge skulle fjernes - dén risiko havde Juno slet ikke overvejet og han vidste ikke, om han var villig til at risikere dem begge, og han vidste heller ikke hvilken af sine evner, han helst ville af med, hvis han kunne vælge, men han vidste, at han gerne ville have valget. 

Selv om Faust ikke havde evnen til at fornemme magi direkte, havde han ofte en god idé om, når et objekt var magisk. Det havde en særlig tyngde og brugte man tid på at undersøge det med hænderne, var det ofte som om det afgav en let, summende fornemmelse.
Det var tydeligt, at han stadig for en stund var optaget af sine egne tanker. At overføre magi til mennesker eller andre væsner krævede som Juno sagde ganske rigtigt, at der var plads til magien. Oftest var denne plads fyldt ud med den medfødte magi. 

Ville kroppen være i stand til at holde på en ny evne, eller ville den afvise magien? Fausts hænder kløede efter at finde ud af det, men han måtte tage det roligt og fokusere på den vanskelige opgave, der først og fremmest var foran dem..

Endelig gav han medaljonen tilbage til Juno og lænede sig en anelse fremad, stirrende indgående på det unge ansigt med sine mørke øjne: "Fortæl mig om dine evner." Bød han, uden at svare på Junos spørgsmål med det samme. Det hele handlede om, hvor godt knægten var i stand til at kontrollere sin magi - jo bedre, han var, jo mere kunne magien afskilles og Faust kunne fokusere på at trække magien ud af kroppen på ham.
Al magien.. Tanken om at gå så vidt både pirrede vampyrens interesse og skræmte ham en smule.

Juno holdt vejret, da han fik medaljonen tilbage, som kunne den eksplodere i hænderne på ham, hvis ikke han var forsigtigt. Den havde også før gjort ham voldsomt syg, så det var kun naturligt, at han omgik den med forsigtighed nu. Alligevel fik den blot lov til at glide ned i hans lomme igen, som var den ikke vigtigere end de krystaller end den kniv, Juno normalt bar rundt på. 

Juno mødte Fausts blik, men så straks væk igen, utilpas ved den ældre herres indgående blik. Desuden var der masser af genstande i butikken, han kunne lades som om hans interesse var blevet fanget af, selvom han ikke kunne fokusere på nogen af dem, når han samtidig forsøgte at besvare spørgsmålet han var blevet stillet. 

"Jeg kan gå igennem vægge," forklarede han og sank en klump, inden han tog modet til sig og mødte den andens blik igen. "Jeg kan gå igennem de fleste genstande, men ikke levende ting. En væg af træ er okay, men levende træ er umuligt. Mennesker og dyr kan jeg heller ikke komme igennem. Magiske forseglede vægge kan jeg heller ikke." Juno havde brugt dén af sine evner oftest, for den var særligt god at have som tyv, både når man brød ind i hjem og når man stak af fra sine ofre eller byvagter. Den var så naturlig en del af ham, at Juno aldrig havde haft brug for at træne den eller var blevet træt af den, også fordi den som regel kun skulle bruges et øjeblik af gangen. 
"Min anden evne er.. mit udseende." Dén var sværere at forklare, for Juno havde kæmpet med grænserne for den evne længe, og vidste knap nok længere hvad han kunne eller hvor længe. "Jeg kan ændre de små ting ret nemt, men det er kun nogle ting der varer ved. Min øjenfarve holder nogle uger. Min hårfarve varer indtil min egen gror ud. Jeg kan ændre min størrelse og mit køn, men det er pisse hårdt og jeg kan aldrig holde det mere end et par minutter, højst." Han følte sig også altid utilpas, når han kom for langt væk fra sit eget udseende, men det føltes fjollet at sige højt. "Jeg har først lige lært at skifte køn sådan.. sidste år. Hvis det betyder noget." 
Det føltes vigtigt - om han havde lært nye ting med sine evner eller ej. Ikke at han vidste, hvad det betød for, hvad Faust ville bestemme omkring ham og usikkerheden fik hans knæ til at hoppe hurtigere op og ned. 

Faust lyttede i tavshed, mens Juno fortalte. Hans blik veg ikke et øjeblik fra den unge mand, og det var tydeligt at der rørte sig tanker inde bag ansigtet, der som altid var lagt i høflige folder. Tanker om hvilke muligheder, der kunne være.

Der var ingen tvivl om, at det at kunne gå igennem vægge var en praktisk ting, var man i byens mere lyssky erhverv. Det generede ikke Faust, at folk brugte deres evner til den slags - man havde de kort, man fik tildelt i livet. Om det var kontakterne i Verbatim eller hans generelle diskretion omkring alt hvad forretningen angik, der havde resulteret i, at han aldrig selv havde haft besøg af indbrudstyve, var han ikke sikker på.

"Jeg har nemmest ved at trække magi ud, som folk er gode til at kontrollere. Det sagt, betyder det ikke, at det andet er umuligt. Det er blot mere koncentrations og tidskrævende." Forklarede Faust roligt, som var Juno en helt almindelig kunde, og eksperimentet, Faust skulle til at kaste sig over, var noget han havde prøvet mange gange før. 

"Hvilken evne ønsker du helst, at det skal være?" Fulgte han op med. Under alle omstændigheder ville de nok gøre forsøget. Fausts tanker kredsede allerede om, hvordan det bedst skulle sættes op. Der kom et naturligt stop ved at overføre magi til en genstand, fordi genstanden havde en begrænset plads. En hel magisk evne ville kræve et stærkere mere rummeligt lager..

Juno var vant til at være på vagt omkring fremmede, og var glad for at han havde taget sig sammen til at møde Fausts blik, for han kunne tydeligt se, at der foregik noget bag den ældre herres pande. Han var nødt til at være skeptisk, men havde også virkelig brug for hans hjælp - i hele Dianthos havde han ikke kunne finde noget som helst andet sted at tage hen. 
Juno vidste ikke selv, om han var bedst til den ene eller anden evne. På den ene side, havde han fået øvet og forbedret sig en stor del på sin forvandling, imens der ikke havde været nogen forbedring i den anden evne, men om det var fordi han allerede var så god til den som han kunne blive, eller fordi han aldrig havde haft brug for at udfordre den, vidste han ikke. 

Panisk så han Faust, da han bliver bedt om at træffe et valg. Med en dyb indånding, rettede han sig op i stolen, satte sig rank, og pressede sine håndflader ned mod sine knæ, så han også sad helt stille for første gang siden han var kommet ind i butikken. 
Et øjeblik havde han lyst til at spørge den ældre herre til råds. Hvor meget han end foragtede ældre mænd, især den fremmede af slagsen, så var der stadig noget over dem, der straks indgød respekt i ham og Juno vidste, at hvad end Faust havde at sige om emnet, så ville det være mere gennemtænkt end hans eget valg. 
Værst af alt så vidste han, at han burde have spurgt Pax til råds. Om ikke andet, så for at få hans mening. Alle og enhver i Dianthos kunne veje ind med deres mening og Juno vidste, at han alligevel selv ville træffe sin egen beslutning. 
Alligevel sad han anspændt, med hvide knoer, og følte at han traf den værste beslutning, baseret på de værste grunde; "Min evne til at gå igennem ting." Der var beslutsomhed i hans stemme, selvom han objektivt synes det var den værste grund, og pludselig kunne han ikke holde det for sig selv længere; "Det er dumt, er det ikke? At jeg gerne vil beholde -" han gestikulerede over sit ansigt. "Det er stadig mig. Det meste af det. Der ville dukke nogle ar op, måske. Mine øjne er mindre blå i virkeligheden." Dét var noget af det, der generede ham mest. Han ville ikke længere se helt så uskyldig ud, når grønne og brune farver mudrede den klare blå, hans øjne havde været som barn. "Jeg ville ikke kunne fikse mit hår på to sekunder længere. Jeg ville miste en del af mig selv - men også blive mere mig selv." Juno bed sin underlæbe og skævede op til Faust igen, og vidste ikke om han foretrak at den ældre herre blandede sig eller blandede sig udenom. Mest af alt skammede han sig bare over sit pludselig udbrud af sine tanker og ønskede, at han kunne sluge alle sine ord igen, så Faust aldrig have hørt dem, og dén følelse var, hvad der fik varmen til at blomstre i hans kinder. 

Faust lyttede tålmodigt, mens Juno forklarede. Alt form for magi kunne noget i hans optik - der var ikke den evne, der ikke kunne udnyttes på en eller anden måde. Hvad der reelt solgte i hans butik, var naturligvis en anden sag..

Den evne, som Juno ville af med, var en magi, der kunne sælges.

"Jeg ved ikke, om jeg ville kalde det dumt." Kom det, ganske blidt og stilfærdigt fra vampyren, da talestrømmen ophørte. "Nogle gange føler man sig mere knyttet til én slags magi, end anden. Og hvis de er din magi, der påvirker dit udseende, som du bruger mest i din hverdag .. så giver det ganske god mening, at holde fast i den." Konverserede han. 

Han tilkastede den unge mand et langt, eftertænktsomt blik, inden han vendte om og gik om bag disken, hvor han begyndte at rode med nogle flasker, let mumlende for sig selv. "Du må forstå, at dette bliver lidt af et .. eksperiment. Men hvis du er villig til at prøve, er jeg også." Glimtede i de mørke øjne antydede så småt, at Faust var mere end villig. 
"Jeg får brug for et par dages forberedelse. Vi skal finde den rigtige .. beholder til at modtage din evne." Fortsatte han med et skarpere blik på Juno. Unge mennesker var altid så utålmodige, så han håbede, at han ville være klar på at vente. "Selve processen kommer til at tage mange timer, så det håber jeg også, at du er klar på."

Juno ville aldrig indrømme det, men Fausts reaktion var en lettelse. I hans erfaring var autoriteter i bedste tilfælde nedladende og i værste tilfælde i gang med at stoppe ham fra det, han ønskede at gøre. Under alle omstændigheder havde det altid været bedst ikke at være for åben med dem, hvis han ønskede at gennemføre noget. Men Faust var anderledes, og Juno så ham an med et skeptisk blik og en trang, han kæmpede med at undertrykke, til at teste den ældre mands tålmodighed. 
Han fulgte manden med blikket, imens han rodede med nogle flasker, men blev selv siddende hvor han var. 
"Jeg er villig!" Nærmest afbrød han, da der blev sat spørgsmålstegn ved det. "Det er.. vigtigt." Han forsøgte at overbevise sig selv, ligeså meget som Faust, for hvor vigtigt var det egentlig, hvis han blev tvunget til at tænke over det? Han havde klaret sig fint indtil nu med sine nuværende evner, og det var ikke fordi Pax holdt ham fra dele af sit liv, bare fordi han ikke kunne forvandle sig med ham, det var udelukkende fordi Juno selv følte et behov for at komme tættere på ham. 
At Faust kaldte det et eksperiment rørte ham ikke, men da han bad om et par dage til at forberede sig, rejste Juno sig op så hurtigt, at stolen vaklede bag ham, inden den besluttede sig for trods alt at blive stående oprejst.
"Du har tusind dimser her, er der ikke én af dem, der virker?" Udbrød han, men krympede alligevel fysisk, da han gik op til disken, Faust stod bag. Han skammede sig allerede, men det sås udelukkende på hans sammentrukne skuldre, indtil han åbnede munden igen; "Undskyld, det - det er fint." Han mødte ikke Fausts blik, da han kom i tanke om, at det også kunne virke til hans fordel at vente et par dage. 

"Må jeg tage min.." Han ombestemte sig tydeligvis midt i sætningen, for derfra lyder sætningen underligt; "...ven med? En ven med?" Forsøgte han at redde sig selv fra at sige 'mand'. Måden Faust sagde 'mange timer' fik det til at lyde som om det er lig med meget tid i smerte, men Juno er ikke villig til at bakke ud over smerte. 
Han er ikke engang selv sikker på om han vil have Pax med, bange for at han ville stoppe Faust midt i forsøget, hvis han bedømte det for farligt, men hvis han skal være i smerte i længere tid, ville det også være rart at have en hånd at holde og én han stoler på, for selvom Faust virker som en udmærket mand, så stoler Juno alligevel ikke rigtig på nogen, og slet ikke hvis han selv kommer til at være sårbar og i smerte imens.

"Godt." Fausts mørke øjne så kortvarigt over disken på den unge mand. Det var ikke unaturligt at folk i Junos alder var ganske impulsive - men Faust var ikke manden, der skulle belære dem om gode og dårlige valg. Han så en mulighed for at lave et unikt eksperiment, og han var villig til at tage den.

"Vi har brug for noget stærkere. Noget der kan fyldes ud med hele din magi." Forklarede han tålmodigt. Han så ud til at have fundet det, han ledte efter, for han fandt en lille flaske frem og stillede den på bordet. 

"Denne her drik styrker din chakra. Jeg vil gerne have, at du drikker den et halvt døgns tid inden du kommer her igen. Du får brug for alle dine kræfter, så ikke noget med at lege rundt med magi inden." Formanede han strikst.

Hvilken fysisk effekt det ville have på en person at tømme hele deres sjæl for magisk kraft, var han ikke sikker på. Hans almindelige overførsel af magi plejede ikke at forårsage smerte - men dette her ville være noget ganske andet. Der var også en sandsynlighed for, at det ville tage hårdt på Faust, men det var en risiko, han måtte tage. I videnskabens navn tænkte han kortvarigt, mens antydningen af et smil krusede hans læber.

Blikket hvilede igen på Juno og en kort rynke viste sig mellem brynene, mens han nikkede kort. "Så længe din ven forholder sig roligt og ikke går i vejen." Tillod han. Der var tydeligvis et eller andet ved deres forhold, der fik den unge mand til at kløjes i sætningen, men det ville Faust ikke blande sig i. Så længe hvem-det-end-var ikke forsøgte at bryde ind, når de var i gang med eksperimentet..

Juno fulgte tavst med i de instruktioner han fik, bange for at misse noget vigtigt, hvis han lod sit fokus falde for blot et øjeblik. Han nikkede opmærksomt på de rigtige steder, skrev mentale noter til hvad han skulle gøre, og tog imod drikken. 
"Han går ikke i vejen!" Lovede Juno, overbevist om at Pax var alt for elegant på fødderne til at gå i vejen, men knap så sikker på at den gråhårede mand ville forholde sig roligt. 
"Tak," mumlede han uden at tage blikket fra eliksiren i sin hånd. "Vi, øh, ses snart?" Prøvede han og skævede kortvarigt op for at møde den ældre herres blik, inden det gjorde ham for nervøs, og han straks skyndte sig ud af forretningen igen. 

---

Juno havde fulgt Faust' råd til punkt og prikke. Han var ikke vant til at følge ordre, men han var god til det. Han havde sparet på sin magi - ikke engang sit udseende havde han frisket op om morgenen. Renderne under hans øjne var stadig blålige, da han hev Pax med sig ned mod Faust' butik, hans hud var mindre glansfuld og hans blå øjne skar ikke lige så skarpt igennem flokken af mennesker på gaden som normalt. 
Han havde drukket den eliksir, der styrkede hans chakra, og selvom han følte tvivlen vokse i sig, var det ikke længere muligt for ham at bakke ud. Han vidste ikke om Faust ville give ham en chance mere, hvis han gjorde. 
Han kunne heller ikke sætte ord på sin tvivl til Pax, nervøs for at den anden mand ville forsøge at stoppe ham, hvis ikke han konstant virkede fuldstændig overbevist om sit valg. I stedet gav han Paxs arm et forsigtigt klem, inden han lod sin hånd falde ned ved sin side igen, stadig ubehageligt tilpas ved tanken om at fremmede ville kunne genkende, at de var i et forhold. 
Først da de trådte indenfor hos Faust, tog Juno Paxs' hånd i sin. Som døren lukkede sig bag dem, var Faust ikke til at se, men der hørtes rigeligt med lyde ude fra baglokalet, og Juno udnyttede deres stille øjeblik alene sammen til at vende sig mod Pax, søgende efter bekræftelse eller ro i hans blik. 

Pax havde været tavs hele morgenen, ikke i stand til at beslutte sig for, hvilket ben han skulle stå på. Han var nervøs og havde brugt det meste af natten med hovedet i en spand, ikke i stand til at holde hverken vådt eller tørt nede.
Dagene op til forsøget – alt i Pax skreg efter at stikke af med Juno under armen ved dén tanke – havde været lange, for lange og samtidig alt for korte, og des nærmere de kom på dagen, des mere kort for hovedet og utålmodig var Pax blevet. Selv Juno havde været offer for hans arrige bjæf mere end én gang, dernæst et hastigt og fremtvunget undskyld, Pax aldrig havde for vane at sige, skønt han vidste, at han burde sige det noget oftere.
Han vidste også, at Juno var anspændt, måske tilmed forskrækket over det forekommende men til stadighed kunne han ikke mønstre at gøre andet end at følge efter ham, hans krop limet fast til den andens, som ville den ukendte Faust tvinge dem fra hinanden så snart, at de trådte ind i det ukendte.

Pax tvang sine skuldre tilbage på plads og lod ubevidst en hånd køre henover det mørkegrå stofklæde, der skjulte hans magiske øje for omverdenen. Efter hurtigt at have scannet butikken – og konstateret der ikke var nogen udover dem selv – skævede han ned til Juno, et usagt spørgsmål hvilende imellem dem. Ikke, at han kunne sige noget. Det eneste han kunne gøre, rigtigt gøre, var at hæve Junos håndryg til sine læber og kysse den kolde hud.
Mere blev der heller ikke tid til, da en skikkelse trådte frem i mørket fra baglokalet. I det skridtene nærmede sig, slap Pax taget i Juno, overbevist om, at skulle den fremmede have meninger om dem, skulle han være velkommen til at tage stilling til dem, efter at Juno havde fået sin nye evne.
Pax lod sit blik forlade sin elskede for at tage den fremmede i nærmere øjesyn, hans ene tilbageværende øje vurderende og vagtsomt. Han nikkede til hilsen, men sagde derefter ikke noget, velvidende han ikke havde andet end trusler at tilbyde.

"Jeg er her, når du vender tilbage." Svarede Faust med antydningen af morskab i den ene mundvig. Ak at være så ung og klar til at eksperimente med tilværelsen .. Faust kunne kun prise sig lykkelig for, at mennesker som Juno eksisterede, for at tillade ham at afprøve så ny en magi.



Og således gik tiden for Faust, der fortsatte sine egne planer, ind til dagen oprandt. Han befandt sig i baglokalet, knusende nogle planter i en lille skål, da den lille klokke over butiksdøren ringlede. Vampyren, som ikke havde travlt, tog sig god tid til at rydde tingene af vejen, inden han trådte ind i butikslokalet, tagende Juno og hans ven i øjesyn.

Den unge mand så påvirket ud. Desperat kunne nogen måske sige - ingen overraskelse, taget i betragtning, at han havde været villig til at indgå aftalen i første omgang. "Velkommen til min ydmyge forretning." Lød det fra ham, som han gjorde et kort lille buk mod sine "gæster" og ledte dem mod baglokalet, der var særligt indrettet i dagens anledning. 

To brikse stod i rummet. Den ene var tom, tiltænkt Juno, men på den anden lå en ganske ung pige af fattig stand. Hendes klæder var beskidte, håret som faldt hen over hendes ansigt uvasket, og øjnene lukkede. Varmen i hendes ansigt, som stod i kontrast til Fausts ligblege hud og hendes bryst, som hævede og sænkede sig en smule, afslørede hun var helt i live - blot bragt i en søvn af en af Fausts eliksirer.

"Overtageren af din evne." Bemærkede han. Det havde ikke været svært at finde en fattig familie i det nedre distrikt, der var desperat nok til at give deres barn til eksperimentet. Løftet om, at hun måske kunne være i stand til at besidde magi, som endnu ikke havde vist sig i hende, havde fået dem til at smide forsigtighed overbord - og Faust var af den overbevisning, at dette kunne fungere. Skulle han være i stand til at tappe hele Junos evne fra hans krop, ville det bedste være at overføre den til en anden, levende skabning. Spørgsmålet var blot, om den unge mand var villig til at gå med til denne del af eksperimentet, når det ikke blot var hans eget liv, der blev berørt?

Juno syntes ikke der var noget som helst ydmygt over den ældre herres forretning. Den var måske ikke den største eller fornemmeste i byen, men der var helt bestemt flere ting der gjorde, at Juno aldrig ville turde stjæle fra den og mandens årvågne blik var kun én af dem. Hele butikken rungede med klang af, at det ville blive opdaget, hvis så meget som én genstand blev flyttet uden ejerens vidende. Det var ikke ligefrem velkommende energi for én som Juno, men det var måske også, alt taget i betragtning, bedre at han ikke blev fristet, når butikkens ejer skulle til at udføre et eksperiment på ham.

Juno fulgte nervøst efter ham ud i baglokalet, hvor hans blik straks faldt på den unge, sovende pige. Udover fattigdom så der ikke ud til at være noget i vejen med hende, så Juno tænkte ikke nærmere over hendes grund til at ligge dér, før Faust selv tilbød informationen.
Chokeret trådte Juno et skridt bagud, ind i Pax, og deres kollision tvang Juno til at tage en dyb indånding og vælge, om han ville se til Pax efter vejledning nu, eller selv håndtere sine problemer.
Det krævede selvdisciplin Juno ikke før havde troet han besad, ikke at skæve op til Pax, men det lykkedes, og i stedet holdt Juno sit blik på den sovende pige.

"Er hun her frivilligt? Ved hendes forældre, hun er her?" spurgte han lavmælt og trådte et skridt hen mod hende, som for at bevise for dem alle, at han ikke var bange for hende på trods af hans umiddelbare reaktion. "Er det farligt for hende?" tilføjede han tøvende, og betragtede Faust imens, ledende efter ethvert tegn på løgn. Først da knækkede hans disciplin og han skævede til Pax et enkelt øjeblik, inden hans blik straks vendte tilbage til Faust.
Han ville så gerne gå igennem med eksperimentet og være ligeglad med alle andre, og havde Pax ikke været der, ville Juno næppe have haft svært ved at beslutte sig, men som situationen var, følte han sig forpligtiget til at være en bedre person end han var.

Pax betragtede vampyren, hans øjne nådesløse i sin stirren. Hans ansigt forrådte dog ikke meget af, hvad end han måtte tænke, skønt Pax mistænkte, at den fremmede måtte kunne smage det på sin tungespids.
Pax fulgte efter Juno ud i det bagtilstødende lokale og fandt straks den dvaletunge pige. De mange lugte i butikken havde holdt hendes egen skjult, men des nærmere han kom på briksen, des mere blev den blottet for ham. Sved, konkluderede han, men også noget sødt nær hendes mund, øjensynligt dét der havde tvunget hende ind i søvnen.
Junos hastige skæven gik Pax’ næse forbi. Han kunne ikke stoppe med at betragte den mindre skikkelse. Kunne han genkende hende? Nej, hun lignede alle andre af de uheldige. Og følte han noget for hende? Heller ikke – i hvert fald ikke rigtigt. Han kunne se historien for sig. Enten var hun en forsvarsløs, der havde befundet sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Eller så var hun her frivilligt, så frivilligt desperationen kunne have tilladt.
Pax lod sine fingerspidser stryge hendes fedtede hår, men lagde derefter sine hænder i lommerne og stillede sig op af væggen. Han havde lovet ikke at forstyrre eller at gå i vejen, og skønt lysten til at tvinge Juno ud af butikken til stadighed dominerede i hans bryst, tvang Pax sig selv til at forholde sig i ro. 

Et øjenbryn blev løftet en anelse i det blege ansigt, som vampyrens øjne betragtede Juno, nærmest skinnende i mørket. Den unge knægt forsøgte at bevare et hårdt ydre, men for alt det, gemte der sig tydeligvis stadig medlidenhed for de mindre heldigt stillede. Faust lod stilheden brede sig et øjeblik, inden han svarede på spørgsmålet:

"Hendes forældre har selv bragt hende her. Magi er dyrebart for dem, som ikke har det." Svarede han. Han kiggede kortvarigt ned på den sovende pige. Et sted i hans eget, kolde hjerte håbede han inderligt for hende, at eksperimentet ville lykkes, og hun ville være i stand til at skabe sig selv en bedre fremtid, end hun ville have uden magi.
"Hun kommer ikke til at blive gjort fortræd." Tilføjede han derefter, lavmælt. "Det er første gang, jeg gør dette her, og jeg kan ikke garantere for .. resultatet. Men jeg skal gøre mit ypperste for at der ikke sker nogen af jer noget." 

Det var så meget garanti, han kunne give. Når alt kom til alt, så besad Faust så sandelig også selv evnen til at bekymre sig om andre - og nu hvor han havde set, at Juno også gjorde det, følte han sig så klar, som han kunne til at begynde eksperimentet. En følelse af rastløshed og spænding, som efterhånden så sjældent kom frem i ham med de mange år, han havde levet, var begyndt at brede sig i hans krop. Tålmodighed. 

Blikket gled videre til Junos ven, og han trak en skammel frem, som han tilbød ham at sidde på. "Det kommer til at tage lang tid." Bemærkede han advarende. Det tog lang tid nok for Faust at fabrikere en af sine amuletter .. at trække magien fra en person over i en anden var langt mere omfattende. I bedste fald ville den unge mand komme til at kede sig voldsomt.
Han gjorde et kast med hovedet over mod briksen for at få Juno til at lægge sig. 

Stilhed havde aldrig faldet Juno nemt, og da Faust endelig svarede ham, var Juno nødt til at tørre sine svedige håndflader af i sine bukseben. Han skævede til den unge pige, der åbenbart ingen magi selv havde. Han havde aldrig selv måtte undvære, men han havde set, hvor meget sværere det var, i de lavere klasser af samfundet, at leve uden. Han vidste, hvor meget det kunne hjælpe hende og hendes familie at få en af hans evner. Det var vigtigt for ham at gentage for sig selv, når han frygtede, at han ville have gennemført forsøget, ligegyldigt hvad prisen for dem omkring ham var. 

Det hjalp at høre Faust putte ham og pigen i samme kasse. Som havde de begge valgt at være der, selvom det var Juno, der var skyld i det. Som tog de begge den samme risiko, selvom det var Juno, der havde kastet sig hovedkulds ud i det og dermed var skyld i den risiko. 

Der skulle ikke mere til, end Fausts nik mod briksen, før Juno lagde sig på den. Al styrke lod til at have forladt hans krop, og han mere dejsede om på den, end noget andet, som var det sin egen seng derhjemme han smed sig på. Hans ansigt forrådte ham dog, hans blik rettet stift mod loftet. "Sidst.. snakkede vi om, at jeg måske ville kunne vælge, hvilken af mine evner, jeg kunne beholde." Han nægtede at se på hverken Pax eller Faust, bange for at de ville kunne gennemskue hvor nervøs han var, og aflyse det hele. 
"Tror du stadig det er muligt?" Juno var langt mere knyttet til sin evne til at skifte udseende, men han havde ikke lyst til at sige det højt, når Pax var der med ham. Når han så på pigen på den anden briks kunne han heller ikke undgå at tænke, at hun med hans anden evne ikke ville kunne bruge den til andet, end til at blive en gemen tyv, som han selv havde været. Ville det virkelig være bedre for hendes familie? Og havde hun, hvad der ellers skulle til i en tyv, for ikke bare at blive fanget og smidt i spjældet? I det mindste med hans anden evne kunne hun blende ind hvor som helst, gifte sig rigt, ligne en dreng - hvad end hun selv ville, for at klare sig igennem livet. 

Et kortvarigt, tilfreds glimt gled over Fausts øjne, som Juno endelig lagde sig på briksen. Så langt, så godt. Han selv hentede endnu en skammel, der gjorde ham i stand til at sidde mellem de to liggende personer - som et bindeled mellem dem, der kunne føre magien fra den ene til den anden.

"Ja, det er muligt .. men når jeg om et øjeblik beder dig om at prøve at fremkalde din magi, skal det være dén evne, du gerne vil skille dig af med alene." Formanede han. Under alle omstændigheder kunne det blive lettere katastrofalt at blande to evner i en "beholder" - det havde i hvert fald aldrig virket med døde genstande, og Faust betvivlede, at han kunne kontrollere magien i så fald.

Han håbede blot, at Juno var trænet nok i sin magi, til at kunne holde evnerne adskilt.

Han rakte en hånd frem mod Juno, mens den anden greb om pigens håndled. Tog Juno imod hånden, ville man ikke kunne undgå at bemærke, at den føltes ganske kold og død, men alligevel havde kraft i sig. "Fremkald din magi .. stille og roligt. Jeg vil lede den ind i hende i stedet." Forklarede han.
Fausts egen evne var lidt særlig. Når han tog magien og førte den over i noget andet, ville den ikke som sådan virke - den ville blot blive opsnappet og ført bort. Vampyren lukkede øjnene og gjorde sig klar. Det var mere magi, end han nogensinde havde forsøgt at overføre før..