På trods af at have boet i Dianthos hele sit liv, havde Anuki ikke mange venner i hovedstaden. Hun kunne være charmerende og socialt engagerende når hun ønskede det, eller var nødt til det, men det var som en knap, hun var nødt til aktivt at tænde. Det var ikke sådan hun var. Hendes egentlige jeg var langt mere introvert og genert, og ville hellere sætte sig ned med en god bog eller en religiøs tekst, for at kaste sig over den tolvte fortolkning af den, så hun kunne skrive en god prædiken. 

Så det var en overraskelse, da der kom et bud med en invitation. Hendes bedste ven var hendes mor, og hun havde en tendens til blot at komme valsende, når det passede hende, så Anuki var ved at tro, at invitationen var landet det forkerte sted, da hun modtog den. Indtil hun åbnede den og så navnet, den var underskrevet med...

Solari. 

Kvinden havde gjort et enormt indtryk på Anuki, der ikke var vant til at snakke med andre i længere tid ad gangen, og hvis kølige elegance havde fået Anuki til både at føle sig tryg og nervøs, ivrig efter at imponere den anden bare en hundrededel af, hvor meget hun selv var imponeret. 
Hun tøvede derfor heller ikke med at sende buddet tilbage med et 'ja', men brugte hele næste dag på at tjekke sin egen refleksion, sit hår og tøj, sin holdning og sit ansigtsudtryk, indtil hun endelig nærmede sig det aftale mødetidspunkt hen ad eftermiddag og Anuki kunne, med voksende nervøsitet, nærme sig Det Halve Svin. 
Druk var heller ikke noget hun havde gjort sig meget i, af samme grund som hun ellers ikke kom ud - at hun ikke havde nogen venner. Men det var trods alt ikke første gang hun var på Det Halve Svin og da hun trådte indenfor, sendte hun bartenderen et forsigtigt smil, inden hun skævede omkring sig på kroen og fik øje på Solari allerede siddende ved et bord, som hun straks bevægede sig mod, kun for at stoppe lidt akavet op ved siden af hende. "God eftermiddag," hilste hun med et forsigtigt smil og en begejstring i stemmen hun ikke kunne skjule. Mest af alt havde hun lyst til at hilse på hende som en ven, med et kram, men takt og tone foreskrev, at hun ikke kunne, før de kendte hinanden bedre, og efter et sekund tøven satte hun sig ned ved siden af hende i stedet. 
"Jeg - satte virkelig pris på din invitation," indrømmede hun lavmælt, imens hun rettede på sit skørt, mest for at undgå at se den anden kvinde direkte i øjnene. 

 

Det sagde meget om, hvor lav en standard Anuki satte for sine bekendtskaber, at den anden kvinde hilste på hende med så meget varme. På trods af deres sidste møde, og på trods af at være en ypperstepræstinde, var Anuki ikke engang vant til den slags varme og havde ikke forventet den fra én hun kun havde mødt en enkelt gang før, men det gav hende mere end lyst til at gengælde den. 
"Jeg - satte pris på invitationen," svarede Anuki og forsøgte ikke at falde over sine egne ord. De høfligheder hun havde brugt så mange gange før, lå anderledes i munden, når hun rent faktisk mente dem og ikke blot var dukket op af ren forpligtelse. 
"Jeg tager det samme som dig." Delvist fordi hun ikke var vant til alkohol og delvist fordi hun gerne ville imponere hende, finde noget de kunne være sammen om, som ville en fælles drikkevare være en grund til at de skulle komme tættere på hinanden.
"Uh, eller -" Anukis mund var faldet åben og hendes øjne blevet store, da hun så en stor, behåret mand komme bærende på, hvad der var en gylden drik i et glaskrus, der så blød og guddommelig ud, da solens stråler ramte den igennem de beskidte vinduer. "Et glas af dét der!" svarede hun med begejstring hun ikke kunne skjule, selv uden at vide hvad det var, og da hun så tilbage på Sol, var det med et kækt smil, der afslørede en barnlighed hun ellers desperat forsøgte at skubbe fra sig under normale omstændigheder. 

Imens Solari bestilte, skævede Anuki til bordet ved siden af dem, hvor en gruppe af mænd netop var blevet færdige med et terningespil. Al spil om krystaller hørte ind under Chance, om det var om terninger, slåskampe eller heste, ligesom alt andet der spillede på held gjorde - tyveri én af dem. Og da manden tættest på Anuki stak to terninger tilbage i sin lomme, tænkte Anuki ikke, før hun havde fisket dem diskret op og puttet dem i sin egen lomme, der var gemt godt i hendes store skørt. Hendes kinder var varme og hendes øjne store af adrenalin, da hun først da, kom i tænke om Solari og skævede efter hende oppe ved baren. 

Anuki havde ikke mange venner og måske netop derfor, spredte en varme sig straks igennem hendes krop, startende fra hendes mave, da Sol lovede hende en kop af 'dét der', som var det fuldstændig normalt af hende. Anuki var vant til enten at være for meget (i sociale sammenhæng) eller for lidt (i arbejdsmæssige sammenhæng) og en vægt faldt fra hendes skuldre, da Sol ikke så ud til at dømme hende på nogen måde for at have udvist en mængde af følelser, som hendes mor ville have udskammet hende for. 

"Tak," svarede Anuki med et grin, da hun fik, hvad hun var blevet lovet, og hævede kruset til læberne, den gyldne væske i hendes mund, inden Sol overhovedet havde sat sig ned. Havde hun været lidt mere vant til livet på værtshuse ville hun have genkendt smagen som mjød, men alt hun tænkte nu, var at den var sød, et hint af honning og blomster.
"Det smager af sommer," udbrød hun begejstret, inden hun huskede sine manerer og blidt bankede sit krus imod Sols. 
Måden den anden så på hende på, fik hende til at tro, at kvinden kunne se direkte igennem hende, og Anuki, der egentlig var en okay løgner, var der først noget hun ville holde hemmeligt, kunne dog ikke få sin krop til at makke ret, og følte sine kinder langsomt varme op. Hun skyndte sig at tage en tår mere, for at kunne skylde skylden på alkoholen. Hun var dog også klog nok til at vide, at hun havde brug for mere, hvis hun virkelig skulle skjule, at der lå andet end alkohol bag hendes varme kinder, så hun lænede sig konspiratorisk ind over bordet, for at komme tættere på Sol. 
"Du har ikke fortalt mig hvad du laver," startede hun, i et forsøg på, hvad der normalt virkede; at få folk til at tale om dem selv.